– SANDELIG opstanden !!

Endnu er den før-påskelige bodstid ikke begyndt. Vi skal lïge for alvor ha’ lagt julefesten bag os. Dét gør vi så nu på søndag, når vi fejrer Kyndelmisse. Men omkring jul har en sognepræst i folkekirken udtrykt sig noget ‘uheldigt’ om påskemysteriet, og en sand ‘diskussion’ er udbrudt. Fronterne er blevet trukket op: Enten tror man på Kristi fysiske opstandelse (ordet ‘fysisk’ bruges med forkærlighed) ellers osse tror man ikke på opstandelsen. Mærkelig påstand..  For jeg indrømmer ærligt,  at jeg ikke tror på Kristi stoflige opstandelse, men at jeg så sandelig tror på, at han reelt er opstanden, og nok så vigtigt: At jeg er opstanden med ham. Tankerne er så gået hen på en ‘påskeprædiken’, som jeg havde på forsiden af ‘katolsk orientering’ påsken 2007, en prædiken, som ikke affødte tjenstlig samtale. Dén fandt jeg frem og bringer her som bidrag til den aktuelle debat, kun ændret i teksten, hvor det tidsmæssige er afpasset (altså ikke udgivet palmesøndag men 30. januar)

Om to måneder skal vi fejre påske, Kristendommens centralfest!  Vi fejrer, at Kristus er opstanden! I den ortodokse kirke lyder råbet: Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden! – med streg under sandelig. Dette er ikke en idehistorisk eller poetisk overvejelse. Det er reality-show! I sit brev til kirken i Korinth siger Paulus det klokkeklart: Hvis Kristus ikke er opstået fra de døde er vi kristne de mest ynkværdige mennesker på denne jord, for så bygger hele vort kristentro på en løgn! Men, afslutter Paulus,  nu ér Kristus opstanden fra de døde! (1. kor. 15.  12-20). At opstandelse ikke er et lig, der bli’r levende, er vi naturligvis på det rene med. Opstandelse er nyskabelse, – reel nyskabelse: “Kristus er opstanden! Vi har set ham! Derom er vi vidner”, – siger apostlene.

Kristus er opstanden. Han lever og dør ikke mere, – hedder det i liturgien!

Hvorfor er faktorerne omkring Kristi opstandelse væsentlige? Blandt andet, fordi Kristi opstandelse siger mig, hvad der skal ske med mig, når jeg dør. Hvis opstandelse var reserveret Kristus, kunne jeg vel strengt taget være ligeglad med, om det var sket sådan eller sådan. Eller om der menes dette eller hint! Men hvis Kristi opstandelse fortæller mig om min egen opstandelse, så vil jeg vide klar besked, – i hvert fald så klar besked som muligt. I vores dåb har vi sagt ja-tak til  dén opstandelses-invitation, Kristus gi’r hvert eneste menneske. På en måde er den enkeltes dåbsattest at betragte som en bekræftelse af vedkommendes taknemmelige ac­cept af invitationen. At det hæn­ger sådan sammen, læser vi i apostlen Paulus’ brev til kirken i Rom i det 6. kapitel: “Ved I ikke, at vi, som er døbte til Kristus, ved dåben er po­det ind i ham, er sammenvoksede med ham!?”. Læg mærke til den stærke passus: “sammenvoksede med ham!”. Det betyder, at vi er kommet i konkret skæb­nefællesskab med Kristus i vort liv, i vor lidelse, i vor død. Og, – nu kommer det vigtige, – for som Paulus videre si­ger det: “Lever vi med Kristus og dør vi med ham, da véd vi, at vi osse skal opstå med ham!” (6, 3-5). Det er faktisk dén passus, som er brugt ved af­slutningen af en gammel påske­hymne, som Grundtvig har gen­digtet. Her hedder det: “Som han (Kristus) op­stod, skal vi op­stå!” (Lovsang 411 v. 8). Dette er den egentlige grund til min påskefest: At jeg skal opstå med Kristus! Eller, – sagt bedre og rigtigere: At jeg ér op­stan­den med Kristus. For opstandelse er ikke noget, jeg bare skal vente på. Min opstandelsesproces er begyndt med min dåb. I sit brev til menigheden i Kolossæ skriver Paulus ikke: Kære venner! Når I engang dør og så opstår… Nej! Han skriver: “Kære venner! I ér døde! I ér opstandne med Kristus! Lev så på en sådan måde, at opstandelseslivet lyser ud af jer!” (Kol. 3, 1-4).

Som Israels folk, gennem det Røde Havs vande, gik fra mørke og død i Ægypten til lys og liv i det forjættede land, således er vi gen­nem dåbens vande gået fra et liv i mørke med udsigt til død ind i Kristi opstandelses liv. Det ny liv, opstandelseslivet, er be­gyndt! I en moderne påskesalme hedder det som følger:

Priset være du for dåben, Fader, Søn og Helligånd.
Livets sandhed er lagt åben, fri for illusioners bånd
Dåben er vort borger-brev, som Krist Konge underskrev

I Guds rige skal vi være,
l
eve til hans pris og ære.

Krist er livets førstegrøde, vi er lemmer hans krop.
Vi med ham på korset døde, står med ham til livet op.
Vi blev ét med ham, som står ved Guds højre hånd. – Vi får
del i livets lys hernede,
er i Himlen allerede!

At leve som opstanden betyder: at leve i bevidsthed om, at Jesu opstandelse er min opstandelse. At Gud i Jesus har vist mig, at han elsker mig så højt, at han ikke slipper mig, – heller ikke i dø­den. El­ler lad os bedre sige: Slet ikke i døden! Det eneste i men­neskeli­vet, der fra ens undfangelse af er dødsikkert, er døden! Ja­men, så er der jo ikke no­get, der hører livet mere til end netop dø­den. Hvad er højdepunktet på svangerskabet? Fødslen! Her fol­der det jordiske liv, der blev grundlagt i undfan­gelsen, sig for al­vor ud! Hvad er højdepunktet på livet? Dø­den! Her folder dét himmelske liv, opstandelseslivet, der blev grund­lagt i dåben, sig for alvor ud!

“Jamen”, hører man mange sige, “jeg har så svært ved at fore­stille mig et evigt liv i Guds himmel, og jeg har så svært ved at tro på noget, som jeg ikke kan forestille mig…..”.

Lad os nærme os denne indvending ved at vende tilbage til det netop nævnte svangerskabsbillede. Vi forestiller os, at vi kan banke på maven hos en vordende mor, der er tre måneder henne og kom­munikere med den lille, som ligger inde i hendes mave. Alle glæder sig til barnet om et halvt år skal fødes. Nu forestiller vi os så, at vi kunne stille fostret spørgsmålet: “Glæder du dig til at blive født?”. Og vi prædi­ker for den lille om den kommende jordiske lykke med en begej­string og overbevisning, der langt overgår dén, præsterne kan op­vække, når de prædiker om den kommende him­melske: “Er du klar over, at når du blir født, så ka’ du se ly­set! Du vil kunne høre mu­sik! Du vil med tiden kunne læse bø­ger, lege computer-spil, gå på diskotek, få dig en god rød bøf med et godt glas rødvin! ….” Ville den lille ikke svare: “Alt dét, du dér fortæl­ler mig, siger mig ikke noget: Lys?? hvad er det? Musik, bøger, computerspil, diskotek, bøf og rødvin…?? hvad er dét?”. Og jeg tror, den lille ville tilføje: “Ved du hvad! Jeg har det dejligt, som jeg hár det nu, og jeg har overhovedet ingen lyst til nogetsomhelst andet! Jeg sav­ner intet! Temperaturen hér er ok,  fugtighedsgraden ér, som den skal være, maden kom­mer via en sonde til tiden, jeg er beskyttet mod alt ondt (den lille kender jo ikke dansk lovgivning!). Sjæl, hvad vil du mer’?!”. . .    Men dét, der for den lille ni måneder igennem er para­dis, ér, når de ni må­ne­der er omme, den visse død. Nu stiger fostervan­det, nu er der ikke længere nogen vej udenom. Nu er det UD!!! En udviklings­proces, som er smertelig, både for dén, der føder og for dén, der bli’r født. Sidstnævnte ligner mest resultatet af et harmo­nika-sammenstød, indtil han/hun bli’r rettet ud.

Når et foster inde i mors liv ikke kan forestille sig tilværelsen udenfor, hvordan skulle vi her på jorden så kunne forestille os til­værelsen hos Gud i himlen? Tænk, hvis fostret havde afvist eksi­stensen af lys, musik, bøger, computere, diskoteker og røde bøffer, bare fordi forestillingsevnen svigter. Tænk, hvis vi afvi­ser tanken om et fan­tastisk spændende, overdimensionalt liv hos Gud i him­len, bare fordi vi ikke kan forestille os det? Skulle vi ikke meget hellere sige: Hvis jeg kunne forestille mig tilværelsen hos Gud i himlen, ville den være mindre end tilværelsen her på jorden, som jeg ikke engang kan gennemskue? Men så meget véd vi: At Gud i Jesus har vist os noget om opstan­delsen. For, som nævnt, “som han opstod, skal vi opstå!”.

Det ny testamente vidner om, at opstandelse ikke er et lig, der bli’r le­vende, men Guds totale nyskabelse. Opstandelse er nyskabelse, ikke: det gamle igen! Jesus genopstår ikke. Han opstår!  Med le­geme og sjæl, helt konkret, men i et nyskabt legeme, der ikke er et jordisk (stofligt, fysisk). Han opstår i et himmelsk (åndeligt) legeme. Derfor genkender hans venner ham heller ikke på hans udseende, men på dét, han siger (Maria Mag­dalene) (Joh. 20, 14-16) og på dét, han gør (disciplene i Emmaus) (Luk. 24, 15-16 + 30-31).

Vi har lært at sige, at Gud har skabt os, men vi burde rigtigere sige: Gud skaber os! For han er jo langtfra færdig. Livet igennem er vi en byggeplads, hvor gammelt falder væk og nyt bliver til. Man kunne måske sige, at Gud i døden siger til hver enkelt: “Så, min ven! Nu gider vi ikke længere bygge om på det legeme, jeg på­begyndte i din undfangelse. Nu skrotter vi hele molevitten, og jeg gi’r dig et nyt og anderledes legeme, et le­geme, der ikke er stof­ligt og dermed underkastet forandring og ned­brydelse, – Pau­lus kalder det et “fornedrelses-legeme”, – istedet gi’r jeg dig et him­melsk legeme, der ikke kan ødelægges og forgå, – Paulus kalder det et “herlighedslegeme”, – kort sagt: Et legeme, som dét, jeg gav min Søn i hans opstandelse!” (1. Kor. 15, 53-57).

Dette ér at fejre påske: At vide, at vi i forening med Kristus har lagt  mørke og død bag os, og at det ny liv, som i vores død helt og fuldt skal udfolde sig, allerede er begyndt. Det er et nyt “svanger­skab”, som fører henimod højdepunktet: en ny fødsel ind i Guds evige rige.

Kristendom er ikke blot at tro på Kristus eller følge ham efter. Kristendom er heller ikke blot at tro og håbe på, at Gud nok vil være én nådig i dødens stund og være barmhjertig ved dommen. Kristendom er forkyndelse af, at vi som døbte, som indpodede i Kristus, allerede ér i Gud og ved Kristus, med Kristus og i Kristus lever dette liv.

Vi skal snart fejre påske. Lad mig i dén forbindelse slut­telig citere den nu med Kristus opstandne pastor Bjørn Højbo. Han har, mens han var hér iblandt os, i en påske­prædiken sagt: “Påskefesten er en glimrende lejlighed til at for­dybe sig i, hvad kristendommen egentlig ér, og til virkelig at af­lægge al depres­siv opfattelse, som har plaget kirken og kristen­dommen i århund­reder!”.

Det er så sandt, som det er sagt: Kristendom er påske, og påske er kristendom!
Sagt kort:

Resur­rection! Now!
No resurrection, no christianity!

Jublende glædelig påske!  Hele året rundt!

Amen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s