Tempus Quadragesima

“I dag er det askeonsdag og de fyrre dages bodstid begynder”, sagde moderen til sin seks-årige søn. “Og som gode katolikker skal vi i de næste fyrre dage øve os i, at vi i det daglige godt kan nøjes med mindre. Derfor skal vi droppe noget i den kommende tid, og hvor synes så du, vi skal skære ned?”  Til hjælp kom moderen med flere gode forslag, men intet faldt i sønnens smag. Ligemeget, hvad hun foreslog, indvendte han, at netop dét var totalt uundværligt. Til sidst blev han sendt ind på sit værelse med ordene: “Nu finder du ud af, hvad vi dropper i bodstiden, og om et kvarter kommer du ud og fortæller mig, hvad du har valgt!”. Men der gik kun fem minutter, så var han tilbage: “Mor! NU ved jeg det!”, sagde han. “Lad os droppe bodstiden!”

Hvis vi skal være helt ærlige, er vi så ikke temmelig mange, der har det som som nævnte dreng?? Det, vi  de fyrre dages bodstid  igennem helst vil give afkald på, er boden.

Måske har du, kære læser, lagt mærke til, at jeg bruger termen fyrre dages bodstid i stedet for det gængse ord fastetid. Jamen, det er jeg da nødt til i en tid, hvor alt liturgisk åbenbart helst skal oversættes minutiøst fra latin. Når præsten i de engelsktalende lande siger: “The Lord be with you”, må menighederne ikke længere naturligt svare “And also with you”, men skal tvinges tilbage til “and with your Spirit”. . .  Skal eller skulle. . .  Det var under Benedikt. Frans har vist ikke den slags frustrationer. (I folkekirken er det blevet udpræget brug, at hilsenen. “Herren være med jer”, besvares med “Og Herren være med dig”, – enkelt og naturligt)  Herhjemme har vi ved udgivelsen af den seneste Lovsang fået trosbekendelsens fine, fælleskirkelige allitteration: ‘pint under Pontius Pilatus’ ødelagt med formuleringen ‘har lidt under Pontius Pilatus’. Så jeg begriber egentlig ikke, hvordan i alverden man kan se igennem fingre med, at det latinske ‘Tempus Quadragesima’ (de fyrre dages tid) vedvarende oversættes med ordet ‘Fastetiden’??  Det dækker jo slet ikke,-  tværtimod fremhæver det en detalje, fasten, som ikke er det væsentlige m. h. t. de fyrre dage. Hér ville en mere latin-tro oversættelse være en god korrektion.

De fyrre dages bodstid er en reparationstid. Vi kender udtrykket, at en fisker ‘bøder sine garn’, dvs. han reparerer dem. Bodstiden er fyrre-dages-perioden, hvor man be’r Gud om hjælp til at udbedre sit forhold til ham, til sine medmennesker og til sig selv.  Man gør det ved at holde sig Kristus for øje, ham, som man har indviet sig til i dåben, ham, man livet igennem mere og mere skal ligedannes med, så man med Paulus kan sige: “Ikke længere jég lever, men Kristus lever i mig!”  Kristus levede sit liv i konstant kontakt med sin himmelske far. Derfor er en reetablering af ens bønsliv det væsentligste i bodstiden. Er min bøn blevet tom snak, eller er det virkelig kontakt til/samtale med Gud? Men osse en revision af ens forhold til medmenneskene. Gør min egoisme mig blind for mine omgivelsers behov?  Har Jesus dog sagt: “Alt, hvad I gør for én af mine mindste, har I gjort for mig!”. Hvis jeg erkender, at min egoisme har fanget mig i selvforbrug og i selvoptagethed , må jeg, for at få overskud til de andre, give afkald på selvcentreringen. Det er dét, man kan kalde faste. Faste, ikke for fastens skyld, men for igen at blive et frit menneske, der  psykisk og fysisk har overskud til godgørenhed og til ægte bøn, – ligesom Jesus havde det. Om Jesus sagde Pilatus: “Se, mennesket!”  Han havde ret. Jo mere vi ligner Jesus, jo sandere mennesker bli’r vi. De fyrre dage er tiden, hvor kirken indbyder os til, med Guds hjælp at blive sandere og friere mennesker.  Og ikke en tid, hvor man tror, at man samler sig points hos Gud, fordi man ikke spiser spegepølse. Pjat!

Læs Esajas kap. 58 og Matthæs kap. 6, 1-21 og læg mærke til, hvordan godgørenhed, bøn og faste hænger sammen.  Og læs så osse pave Frans’ dejlige skrivelse til dette års fyrre dages bodstid.

Og husk så på, at det drejer sig om 40 HVERdage. Søndag er altid en festdag, en lille påskedag, for ‘det var en søndag morgen skøn, vor Frelser stod op af graven’. Det gælder osse for søndagene i Tempus Quadragesima.

 

Reklamer

“De begraver Makrellen!”

Det var den junidag i 1984, hvor en særegen begravelse fandt sted fra Tårnby Kirke, med efterfølgende jordfæstelse på Tårnby Kirkegård. Foran kirken holdt der hærskarer af motorcykler parkeret, og en stor folkemængde havde nysgerrigt taget opstilling. En ældre dame, som tilfældigt kom forbi på Englandsvej, spurgte en avisdreng: “Hvad i alverden foregår der hér?” … “De begraver Makrellen!”, svarede han. Spontant udbrød den gamle dame: “Sikke dog et postyr for en død sild!”

Hvad hun åbenbart ikke vidste, vár, at “Makrellen” var det almindeligt brugte navn for lederen af en rocker-bande, og at han en uges tid forinden koldblodigt ved flere skud var blevet myrdet af lederen fra en ‘konkurrerende’ bande.

Men man må medgi’ den gamle dame, at hun, efter den oplysning hun fik, satte ord på en sund fornemmelse for begrebet proportionsforvrængning, som vi måske kunne lære lidt af i dag  . . .