Kejserens nye klæ’er

Vi lærte, at Schade blev kaldt ‘den lyse digter’, og når vi læste hans digte, forstod vi hvorfor.

For øjeblikket tales der ikke om ‘den lyse digter’, men igen og igen om ‘den unge digter’. Ok, indimellem osse om hans såkaldte digte, men ellers lisså meget om hans sex med sin  sagsbehander, blowjob, givet ham af  Pia Kjærsgaard og tæven folk hårdt nok  til at lande direkte for dommeren.

Ung er han stadigvæk, 19, men digter..??? Fantastisk, som vi har hjulpet denne ubehøvlede senpupertetsfyr til selv at tro på, at han er digter, hjulpet ham til at sælge sig selv som sådan og finde kunder til at lytte til hans uudholdelige reciteren af hjemmebrygget  lokums’prosa’ på koran-tone og bjergtage en hel nation, som  falder ned på ‘bedetæppet’ for ham og køber hans  . . . .,  hvilket naturligvis har bestyrket ham selv i at mene, offentligt  at kunne sige og gøre. som det passer ham, fordi interessen omkring ham i den grad er gået ham til hovedet, så han tror at kunne forvente have samme urørlighed som kronprinsen.

Men strengt taget er han uskyldig. Det er OS, der har bildt ham det ind!

Han er det indtil nu det bedste bevis på, at H. C. Andersen ikke forgæves  har skrevet eventyret  ‘Kejserens nye klæ’er. Hvornår hører man den første højt og tydeligt erklære:  “Jamen, han har jo ikke noget på!”

Jeg har ikke set Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen, men Andreas Bo’s parodi på ham hér afslører rent faktisk, at der ikke er noget at parodere.  Andreas Bo er bedre end originalen…

Reklamer

‘Nidkærhed for dit hus fortærer mig’ . .

FACEBOOK er et vidunderligt og rædselsfuldt medie.
Rædselsfuldt kan enhver konstatere ved bare at læse et par tråde igennem og se, hvad der indimellem  præsenteres.
Vidunderligt, fordi det fremmer ytringsfriheden.  Hér kan man komme igennem med dét, man gerne vil sige.
Man behøver som sikkert bekendt ikke at køre solo. Der findes  forskellige Facebook-grupper, som man kan tilmelde sig, osse en del forskellige såkaldte ‘katolske’ grupper.  Når man ér i en gruppe, har man mulighed for at ytre sig på gruppesiden gennem opslag eller kommentarer.

Som katolik surfer jeg lidt på de offentlige katolske gruppesider, og jeg har været medlem af to. Nu kun af én.  Dén, jeg ikke mere ér i, havde et opslag:   “900 medlemmer! Dejligt!” ..  Det blev anledning til, at jeg overvejede dét, som kendetegner samtlige grupper: Hvorfor tilmelder man sig en gruppe, hvis man  hverken vil slå op eller kommentere??  I 900-medlemmer-gruppen er der mindre end 50, der melder sig til orde, og det gælder osse andre grupper:  langt færre end de noterede medlemmer melder sig. Netop i 900-medlemmer-gruppen står der som overskrift:  “Bliv medlem af denne gruppe for at lave opslag og kommentere”.  Jeg efterspurgte så i en kommentar grunden til dette faktum og ventede, at måske nogle af de tavse ville svare, – men nej. Tråden udviklede sig til angreb på den anden gruppe-side, som  jeg osse er medlem af,  med påstande om underkendelse af pave- og bispeembede, om manglende respekt for samme, om talen-‘ufattelig’-grimt-om-og-til-hinanden og endelig til en diskussion om min person, ja, sågar om mine boligforhold.  – Ikke – synes jeg at mene,  – noget, der havde med tråd-åbneren at gøre.

En pensioneret  præstinde har på begge sider ment sig kompetent til at analyse mit liv og mine intentioner. Hun har sin opfattelse af en pensioneret præst, jeg har en anden. Jeg er nemlig ikke pensioneret efter at have været ordineret til udøvelse af et luthersk prædikeembede. Jeg er i sin tid blevet viet til præst og er ‘sacaerdos in aeternam’  Hun mener, at jeg som pensionist bare skal  læne mig tilbage og nyde mit ‘opium’ og være taknemmelig over, at jeg ikke skal nøjes med hendes sølle tjenestemandspension.  Men i dén optik er jeg ikke pensionist, fordi jeg, med et ord fra denne søndags evangelium, oplever, at ‘Nidkærhed for Herrens hus fortærer mig’.  Jeg kan godt med profeten Jeremias m. h. t. Vorherre sige: “Jeg vil ikke mere tale i hans navn!” Færdig!  Pensioneret! Men jeg er nødt til osse at fortsætte teksten: “Men der er i mit hjerte en brændende ild, som gør, at jeg ikke kan holde det tilbage”. (Jer. 20, 9  – læs for øvrigt gerne v. 10 med). Og ja!  Jeg i besiddelse af en portion ‘heiliger Zorn’ : Over i min hjemlige kirke at være vidne til et menneskeligt ressourcespild. Og over en lokal  udvikling, der p. t. mest minder mig om en dårlig opsætning af “Der Untergang!”  Hvis jeg var ansat i et firma med en direktør, kunne jeg sige min stilling op.  Hvis jeg var méd i et aktieselskab, kunne jeg sælge mine aktier og forlade skuden. Men jeg er en del af et interessentselskab! Det drejer sig jo ikke kun om biskoppens og de andres  kirke. Kirken er osse MIN kirke. I dén kirke har Gud kaldet mig til at være præst. Gennem små tredive år har jeg som præst betjent en trediedel af Sjælland. Og præst forbli’r jeg at være hundrede procent, om jeg så hundrede gange bli’r pensioneret.  Jeg er ikke ligeglad med min kirke, faktisk elsker jeg den, jeg bevæges over, hvad der sker i den, hvorfor jeg så svært kan leve med at være henvist til, nærmest bare at være tilskuer.  Og om jeg bli’r ædt op indefra af en kombination af nidkærhed og ‘heiliger Zorn’, lad det så være min sag.  “Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!”  Hellere det, end at resignere, krybe i ly og udvikle sig til en zombie . .

Og m. h. t. mine boligforhold, som enkelte mener osse at måtte debattere på Facebook. Ret så mange véd, at det var min medbrors og mit ønske at dele en 1. sals lejlighed i kirkens ejendom i Kalundborg, som jeg havde sørget for kom på Ansgarstiftelsens hænder, da montfortanerne midt i 80’erne ville afhænde den. Dér, i udkantsdanmark, var vi fuldt tilfredse. Men vi blev, – mod vores ønske, – gennet væk derfra.  Vi ønskede så af flere grunde at komme til Sorø. Dette ønske er blevet imødekommet,  og der er hér blevet sørget ganske enestående for os, og vi er dybt taknemmelige over, som vi har fået det, – og siger det alle steder.  Til gengæld sker her osse en del, som mange katolikker, – og vi selv, –  har glæde af.

Jeg har sat disse reflektioner på min blog i stedet for i Facebook-tråden udfra dén betragtning, at ingen, som ikke bryder sig om at høre, hvad jeg siger, behøver at klikke ind på denne min blog. Men det ville nu være dejligt, hvis det m. h. t. mig på offentlige Facebook-sider fremover ville være muligt at beskæftige sig med det, jeg på sådanne sider slår op eller kommenterer, – i stedet for med dén, jeg ér !!

Og måske skulle jeg selv i denne før-påskelige-40-dages-periode neddrosle mit engagement på samme side, idet, – og det véd enhver, som gi’r sig af med disse sider, –  at det koster mere tid og kræfter end det måske er værd??