‘Nidkærhed for dit hus fortærer mig’ . .

FACEBOOK er et vidunderligt og rædselsfuldt medie.
Rædselsfuldt kan enhver konstatere ved bare at læse et par tråde igennem og se, hvad der indimellem  præsenteres.
Vidunderligt, fordi det fremmer ytringsfriheden.  Hér kan man komme igennem med dét, man gerne vil sige.
Man behøver som sikkert bekendt ikke at køre solo. Der findes  forskellige Facebook-grupper, som man kan tilmelde sig, osse en del forskellige såkaldte ‘katolske’ grupper.  Når man ér i en gruppe, har man mulighed for at ytre sig på gruppesiden gennem opslag eller kommentarer.

Som katolik surfer jeg lidt på de offentlige katolske gruppesider, og jeg har været medlem af to. Nu kun af én.  Dén, jeg ikke mere ér i, havde et opslag:   “900 medlemmer! Dejligt!” ..  Det blev anledning til, at jeg overvejede dét, som kendetegner samtlige grupper: Hvorfor tilmelder man sig en gruppe, hvis man  hverken vil slå op eller kommentere??  I 900-medlemmer-gruppen er der mindre end 50, der melder sig til orde, og det gælder osse andre grupper:  langt færre end de noterede medlemmer melder sig. Netop i 900-medlemmer-gruppen står der som overskrift:  “Bliv medlem af denne gruppe for at lave opslag og kommentere”.  Jeg efterspurgte så i en kommentar grunden til dette faktum og ventede, at måske nogle af de tavse ville svare, – men nej. Tråden udviklede sig til angreb på den anden gruppe-side, som  jeg osse er medlem af,  med påstande om underkendelse af pave- og bispeembede, om manglende respekt for samme, om talen-‘ufattelig’-grimt-om-og-til-hinanden og endelig til en diskussion om min person, ja, sågar om mine boligforhold.  – Ikke – synes jeg at mene,  – noget, der havde med tråd-åbneren at gøre.

En pensioneret  præstinde har på begge sider ment sig kompetent til at analyse mit liv og mine intentioner. Hun har sin opfattelse af en pensioneret præst, jeg har en anden. Jeg er nemlig ikke pensioneret efter at have været ordineret til udøvelse af et luthersk prædikeembede. Jeg er i sin tid blevet viet til præst og er ‘sacaerdos in aeternam’  Hun mener, at jeg som pensionist bare skal  læne mig tilbage og nyde mit ‘opium’ og være taknemmelig over, at jeg ikke skal nøjes med hendes sølle tjenestemandspension.  Men i dén optik er jeg ikke pensionist, fordi jeg, med et ord fra denne søndags evangelium, oplever, at ‘Nidkærhed for Herrens hus fortærer mig’.  Jeg kan godt med profeten Jeremias m. h. t. Vorherre sige: “Jeg vil ikke mere tale i hans navn!” Færdig!  Pensioneret! Men jeg er nødt til osse at fortsætte teksten: “Men der er i mit hjerte en brændende ild, som gør, at jeg ikke kan holde det tilbage”. (Jer. 20, 9  – læs for øvrigt gerne v. 10 med). Og ja!  Jeg i besiddelse af en portion ‘heiliger Zorn’ : Over i min hjemlige kirke at være vidne til et menneskeligt ressourcespild. Og over en lokal  udvikling, der p. t. mest minder mig om en dårlig opsætning af “Der Untergang!”  Hvis jeg var ansat i et firma med en direktør, kunne jeg sige min stilling op.  Hvis jeg var méd i et aktieselskab, kunne jeg sælge mine aktier og forlade skuden. Men jeg er en del af et interessentselskab! Det drejer sig jo ikke kun om biskoppens og de andres  kirke. Kirken er osse MIN kirke. I dén kirke har Gud kaldet mig til at være præst. Gennem små tredive år har jeg som præst betjent en trediedel af Sjælland. Og præst forbli’r jeg at være hundrede procent, om jeg så hundrede gange bli’r pensioneret.  Jeg er ikke ligeglad med min kirke, faktisk elsker jeg den, jeg bevæges over, hvad der sker i den, hvorfor jeg så svært kan leve med at være henvist til, nærmest bare at være tilskuer.  Og om jeg bli’r ædt op indefra af en kombination af nidkærhed og ‘heiliger Zorn’, lad det så være min sag.  “Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!”  Hellere det, end at resignere, krybe i ly og udvikle sig til en zombie . .

Og m. h. t. mine boligforhold, som enkelte mener osse at måtte debattere på Facebook. Ret så mange véd, at det var min medbrors og mit ønske at dele en 1. sals lejlighed i kirkens ejendom i Kalundborg, som jeg havde sørget for kom på Ansgarstiftelsens hænder, da montfortanerne midt i 80’erne ville afhænde den. Dér, i udkantsdanmark, var vi fuldt tilfredse. Men vi blev, – mod vores ønske, – gennet væk derfra.  Vi ønskede så af flere grunde at komme til Sorø. Dette ønske er blevet imødekommet,  og der er hér blevet sørget ganske enestående for os, og vi er dybt taknemmelige over, som vi har fået det, – og siger det alle steder.  Til gengæld sker her osse en del, som mange katolikker, – og vi selv, –  har glæde af.

Jeg har sat disse reflektioner på min blog i stedet for i Facebook-tråden udfra dén betragtning, at ingen, som ikke bryder sig om at høre, hvad jeg siger, behøver at klikke ind på denne min blog. Men det ville nu være dejligt, hvis det m. h. t. mig på offentlige Facebook-sider fremover ville være muligt at beskæftige sig med det, jeg på sådanne sider slår op eller kommenterer, – i stedet for med dén, jeg ér !!

Og måske skulle jeg selv i denne før-påskelige-40-dages-periode neddrosle mit engagement på samme side, idet, – og det véd enhver, som gi’r sig af med disse sider, –  at det koster mere tid og kræfter end det måske er værd??

Reklamer

3 thoughts on “‘Nidkærhed for dit hus fortærer mig’ . .

  1. Heldigvis har du din enestående humor i behold og dén – og din store taknemmelighed over jeres ydre forhold, som du igen og igen påtaler med ægte glæde – beskytter dig mod at blive “ædt indefra”. Ærgerligt er det for de menigheder, som efterspørger din hjælp, at du ikke kan honorere deres ønsker til trods for, at du inderligt gerne ville. Heldigvis er du ikke sat helt skakmat, for der er vel nok omkring et halvt hundrede mennesker, som jævnligt har glæde af dine kirkelige handlinger. Til alt held har Folkekirken også bemærket, hvor sprudlende en kristen, du er og dejligt, at de efterspørger din hjælp både på søndage og hverdage ved børnegudstjenester, begravelser o.m.m. Nok er du pensionist og nyder det, fordi din pensionisttilværelse indebærer, at du ikke har SOGNEPRÆSTE-ANSVAR – det ved jeg, fordi du jævnligt bemærker det – men det er bestemt også min oplevelse, at du ALDRIG bliver pensioneret som PRÆST, for det er hele dit liv og al din kærlighed, du har lagt i den opgave. Må Gud velsigne dig.

  2. Stephen Holm skriver vedr. bolig, at han og hans medbror var tilfredse med en af vore lejligheder i Kirken i Kalundborg. Dette kan jeg til fulde bekræfte. Vi kæmpede som gale for at de skulle få lov at blive i Kalundborg. Som ejendomsadministrator på den tid var det mig, der udfærdigede lejekontrakter, og der skal stor fantasi til at forestille sig, hvor modbydeligt vi blev behandlet fra Bispekontoret. Man gjorde alt for at chikanere os og beskyldte os sågar for, at kontrakten ikke var juridisk gyldig m. m. m., men man kunne naturligvis ikke sætte en finger på den, så man måtte bruge alle mulige andre pressionsmidler til at få sat vore lejere, de to montfortanere, som vi havde glæde af et halvt årstid, ud. Derved generede man ikke kun de to. Det var i allerhøjeste grad også chikane af os katolikker på stedet, som gerne havde set en fastboende præst på stedet. Så når Stephen Holm og hans medbror kom til at bo i Sorø, var det udelukkende for at genere ham og os. At det er endt som idel lykke for de to er skæbnens ironi. Rent objektivt var det det glade vanvid at smide dem ud fra Kalundborg, hvor de boede i Kirkens ejendom og huslejen, som betaltes, gik lige lukt tilbage i kirkekassen. Næ, der er ingen grund til at have ondt et vist sted over deres boligforhold, for i vor optik var det var tænkt som ren chikane.

  3. Jeg blev slet ikke færdig, for nu kom galden op i mig. Udover at det objektivt var vanvid, så var det også moralsk set forkasteligt. Montfortanerne byggede Kirken og huset i 1937. I tiden siden da har Kirken udelukkende været betjent af Montfortanere. Da Montfortanerne ville sælge huset fra, var det Stephen Holms fortjeneste, at det blev overladt til Bispedømmet. Tidligere boede en Montfortanerpræst, som ikke var sognepræst, med sin husbestyrerinde i den ene lejlighed. Det har hele tiden været hensigten, at Stephen Holm og hans medbror skulle bo i huset, når S.H. blev pensioneret. Så kunne Kirken være åben og der kunne afholdes hverdagsmesser. Det ville betyde, at der også ville være en opsynsmand på stedet. Kalundborg er en havneby, hvortil der kommer mange sømænd, som har brug for en præst. De ligger ofte kun i havn en enkelt dag, så her var der også brug for en fastboende præst. For slet ikke at tale om alle vore flygtninge, som ikke får mulighed for at få fat i en katolsk præst, når de kommer hertil. Men nej! Det passede ikke en vis herre! Så nu står Kirken aflåst og ubrugt hele ugen og det meste af søndagen med. Det. Glade. Vanvid !!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s