PÅSKENAT! Liturgisk roderi!

Dét, der skulle være årets fornemste gudstjeneste, er liturgisk set rod og forvirring, og flere liturger rundt om i verden har for længst indset det og påtalt det.

Som påskenats-gudstjenesten fejres nu, skriver den sig tilbage til 1951, hvor pave Pius XII flyttede den fra den siden 1570 vanvittige placering lørdag morgen i al stilhed, til natten mellem lørdag og søndag, hvor den, med mindre justeringer, blev fastlagt i det nuværende Missale Romanum af 1970.

Den største uklarhed skabes af placeringen af de to elementer: Lysfejringen og Ordets (kolossalt lange) gudstjeneste.

Og ilden?  Tændes og indvies den, fordi man skal have lys for at kunne læse vigiliens læsninger? (Vigilier er som bekendt ældre end elektrisk lys) Og når ilden, eller lys, tændt ved ilden bæres ind i kirken og processionen bevæger sig efter lyset, er den så et tegn på ildsøjlen, som ‘oplyste natten’ og ledede jøderne gennem ørkenens nætter til det forjættede lands frihed. Eller er ilden, – oprindelig frembragt ved at gnide to sten mod hinanden, et tegn på, at stenen er væltet fra Kristi grav og at livsgnisten i den opstandne Kristus er gået ud af graven??? Og er vandringen efter det ved ilden tændte påskelys, – symbolet på den opstandne Kristus, – en tilslutning til Jesusordene: “Jeg er verdens lys. Enhver, som følger mig efter, skal aldrig vandre i mørke!”
Er det det ene eller det andet? Eller begge dele?  Eller drejer det sig om uheldig sammenblanding??

Man må beslutte sig –

Enten:

Hvis der virkelig skal være tale om en VIGILIE, altså om en vågenat som forberedelse til en stor fest, så må festen (i hvidt) lade vente på sig og lørdagsgudstjenesten (i violet) må, efter celebrantens hilsen og eventuel afsyngning af en hymne (på dansk den fine salme: “Hør vor helligaftens bøn”) indledes med (et udvalg af) de mange læsninger fra det gamle Testamente, hvor det imidlertid er bydende nødvendigt, at celebranten forud for tekstlæsningerne giver en indføring, så de lyttende forstår, hvorfor man i denne nat skal høre netop den pågældende tekst og hvordan den peger hen på /leder frem til ét eller flere af påskemysteriets forskellige aspekter, jvf. Hebræerbrevets begyndelse: “Efter at Gud mangfoldige gange og på mangfoldige måder i fortiden har talt til fædrene gennem profeterne, så har han nu talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting”  Det eneste lys, der så bør oplyse kirken, er lampen over ambonen, og måske små fakler, – ildens indvielse – der er placeret på forskellige steder i kirken, så de tilstedeværende kan orientere sig. Mørket kan befordre, at de nu motiverede tekster på særlig måde bliver modtaget.
Kirken kan naturligvis være påskepyntet forud for gudstjenesten. Skal det gøres smukt, – og det skal det, da påsken er kirkeårets største fest, – kan det ikke gøres på fem minutter. Og da kirkerummet under vigilien jo ikke er oplyst, skimter man kun under læsningerne fra GT, at noget godt er i vente.
Efter disse forberedende læsninger begiver menigheden sig ud af det svagt oplyste kirkerum for at opsøge Jesu grav, som var uden for Jerusalem. Celebranten har nu skiftet fra violet til hvidt. Her møder man det tændte bål,  ilden = den åbne grav  og påskelyset = symbol på den opstandne Kristus, indvies. Processionen drager ind i kirken, den opstandne forkyndes som verdens lys og menigheden får deres kærter tændt, samtidig med, at alterlys og øvrige lys i kirken tændes. I dette flammehav synges Exsultet, lovsangen til den opstandne Kristus, hvorpå alt elektrisk lys tændes,  Gloria istemmes og afsynges til orgelbrus og klokkeklang. Så følger nattens oration, epistel, halleuja og evangelium. Og efterfølgende dåbsliturgien.

Eller:

Enhver stor fest i kirken, ja selv hver søndag, begynder aftenen i forvejen (med 1. vesper. jvf. skabelsesberetningen: “Og det blev aften og det blev morgen…”) Straks ved påskenats-gudstjenestens indledning, er  morgendagens PÅSKEFEST begyndt (hvorfor celebranten er iført hvide paramenter)  med lystændingen  udenfor kirkerummet. Det nyindviede, ved ilden tændte påskelys bæres ind i den mørke kirke, som langsomt oplyses, idet menighedens lys, alterlysene og øvrige lys i kirken tændes, for  Kristus er opstanden! I dette flammehav afsynges Exsultet, lovsangen til den opstandne Kristus, hvorpå alt elektrisk lys tændes og Gloria istemmes og afsynges til orgelbrus og klokkeklang, hvorpå påskenattens oration bedes.
Herefter, i en festligt oplyst og påskesmykket kirke, fejres ordets udvidede gudstjeneste med mindst tre af de forudsete syv tekster fra GT. Osse hér er det bydende nødvendigt, at celebranten forud for tekstlæsningerne giver en indføring, så de lyttende forstår, at dén tekst, som man nu skal høre, skal høres og forstås  i lyset af den opstandne  Kristus, som vi jo fejrer. For Kristus har i lørdagens løb været i dødsriget og indbudt alle, der har levet før hans forløsergerning, til at være méd i hans opstandelse. Derfor har osse frelsesteksterne fra  GT for os kristne med den opstandne at gøre. Ordets gudstjeneste afsluttes med epistel, halleluja og evangelium. Hvorpå dåbsliturgien fejres.

Fakta ér imidlertid:

– en underlig blanding af enten/eller, sådan som jeg oplevede det nu påskenat i en kirke i en provinsby, hvor sognepræsten lægger stor vægt på, – og dét kan man ikke bebrejde ham, – at alt skal ske nøjagtigt efter de liturgiske forskrifter. Hvad der imidlertid var blevet overset, vár, at ifølge nævnte forskrifter skal det elektriske lys i kirken tændes straks efter indgangs-processionen, altså før Exsultet synges, og derefter forblive tændt. Og menighedens kærter skal slukkes umiddelbart efter Exsultet og ‘lægges til side’ under ordets gudstjeneste, indtil de skal gentændes ved dåbsløfternes fornyelse. Sådan er forskrifterne.

Vi indledte, som det er foreskrevet, udenfor kirken. Påskelyset blev indviet, og processionen gik ind i kirken, mens alle deltagende fik deres lille lys tændt. Røgelsesduften fyldte det smukke kirkerum. Påskelovsangen blev afsunget. Kristi opstandelse blev lovprist. og det virkede helt forkert,  at  man bag påskelyset kunne se to totalt nøgne ‘langfredags-altre’, uden duge, uden blomster, uden lys. Jeg sagde til mig selv: “Jamen, det er da påske nu!?  Kirkeårets allerstørste fest. Præsten lovpriser jo med power på stemmen den opstandne Kristus …
Da han var færdig med påskelovsangen opfordrede han os til at lytte til læsningerne, hvorpå læsningerne i den mørke kirke begyndte. Jeg tror, vi fik alle syv. Men,-  som det er helt normalt, –  ingen forklaring på, hvorfor vi skulle høre hele skabelsesberetningen, høre om Abrahms offer, om jødernes overgang over det  røde hav og de forskellige profetudsagn. Tydeligt var det at fornemme, at lektorerne, som gjorde sig umage med at læse smukt, ikke selv forstod, i hvilken sammenhæng de skulle læse netop dette. Lisså tydeligt var det, at koncentrationen hos ret så mange i menigheden aftog  parallelt med læsningernes antal, – min egen koncentration bestemt indbefattet.  I det halvmørke rum kunne man under læsestrømmen godt falde hen, bare man passede på, at det tændte lys, man sad med, ikke fik fat i program-hæftet. Det lod til, at den påske, som var indledt så sigende, åbenbart holdt en pause.
Men jeg blev vækket, da det blev forkyndt, at nu skulle vi synge Gloria. Først nu blev det elektriske lys tændt, orgelet satte ind, der blev ringet og kimet efter alle kunstens regler, selv de store kirkeklokker sang med, alt sammen, som det skulle være. Om det osse er meningen, at altrene, som det skete, skal pyntes samtidig med at vi synger ‘Gloria’??? Det var  ihvertfald meningen, at vi skulle fornemme, at NU var påsken begyndt. Orationen blev sunget og den vidunderlige epistel fra Romerbrevet blev med forståelse oplæst…før ‘Halleluja’ blev sunget og  påskeevangeliet blev forkyndt. . . .

Nattegudstjenesten gav mig på ny en oplevelse af, at selve den autoriserede påskenatsliturgi, – som jeg har prøvet på at vise det – , er uheldig, –  indbefattet overgangen til afsyngelse af det festlige Gloria, som faktisk kunne og burde være menighedens lovprisnings-svar på præstens/diakonens/kantorens ‘Exsultet’. Dåbsvandsliturgien har imidlertid en naturlig placering efter evangelium og prædiken og den påfølgende dåbsløfterens fornyelse, afsluttende med bestænkning med det nyindviede  påskevand er logisk og smuk.

Men som det ér nu, er indledningen til hele højtideligheden  et liturgisk misk-mask, hvilket osse Adolf Adams og Rupert Bergers ‘Pastoralliturgisches Handlexikon’ fra 1989 allerede har opdaget, når det forsigtigt anføres: “Weil Exsultet ein Höhepunkt österlicher Verkündigung ist und der Osterfreude bereits am Anfang der Nachtwache jubelnden Ausdruck verleiht, hat man nicht zu Unrecht mit Blick auf die Grundstruktur der Osternachtsfeier gefragt, ob es nicht passender erst nach dem Wortgottesdienst vor der Tauffeier eingeordnet werden sollte!”

Allerede før årtusindskiftet svarede jeg,- såvel teoretisk som i praksis, -‘ ja’ til dette spørgsmål og fastlagde mig på ‘enten’. I Rom varer det som regel lidt længere, – men lad os nu se!

Reklamer

2 thoughts on “PÅSKENAT! Liturgisk roderi!

  1. Undskyld! Jo, selvfølgelig:
    “Fordi Exsultet (Påskelovsangen) er et højdepunkt i forkyndelsen af påskebudskabet og allerede ved begyndelsen af nattevagten jublende giver udtryk for påskeglæden, har man, når man betragter påskenatsliturgiens grundstruktur, ikke med urette stillet spørgsmålstegn véd, om ikke denne lovsang ville passe bedre ind efter ordets gudstjeneste, før dåbsliturgien.”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s