– ikke afladsbreve, men . .

Fra 2005 til 2012 betjente Montfortkommunitetet, udover Slagelse, Kalundborg, Holbæk og Fredericia,  osse det lille Assens. Assens havde været lukningstruet, men vores kommunitet tilbød  Odense, som Assens   hørte under,  at overtage ansvaret for kirke og menighed, og med bispedømmets godkendelse blev det sådan. I kommunitetet delte vi opgaverne således mellem os, at  p. Thomas  Birkheuser, som var sognepræst i Fredericia, tog sig af det pastorale: ugentlig søndagsmesse m. m. – mens jeg fra Slagelse på Sjælland styrede det praktiske og det økonomiske.

Selv vurderer vi, at vi nogenlunde fik styr på det. Menigheden voksede med en trediedel og kirkegængernes antal med to trediedele. Aktiviteter blev født igen. Det meget smukke kirkerum fra 1927 blev på vores regning sat i stand, et lille orgel blev anskaffet, den bestemt ikke velvedligeholdte ‘præstegård’, der ikke desto mindre fungerede som udlejningsejendom og var menighedens økonomiske sikkerhed, holdtes kontinuerligt oven vande, så vi kunne, da vi blev fjernet fra Assens, videregive en kasse med kr. 100,000.

Vi havde en klar formodning om, hvorfor vi skulle væk fra Assens, for vores tilstedeværelse passede ikke ind i planerne méd at få stedet lukket og afhændet. Nu viser det såkaldte ny katolske Danmarkskort, at vores formodning var rigtig.  Ikke kun Assens, men osse det nyistandsatte og tip-top-moderne Nyborg, – gennemført smukt kirkeanlæg med ny præstegård, -. er méd i lukningspuljen.

Men i modsætning til menigheden i Nyborg, der, – efter min subjektive vurdering, – nærmest er som får, der føres hen for at slagtes (Apg. 8,32), – så har vi i Assens efterladt mere end bygningerne. Vi har åbenbart efterladt en mini-menighed med et mega-gå-på-mod. Ikke nok med, at man har stiftet en forening til kirkens bevarelse, som har stor interesse i byen  (efterfølgende har man gjort det samme i Maribo), – man har nu osse på det seneste stiftet et anpartsselskab med dét formål, at dette selskab, hvis/når kirken sættes til salg, vil gå ind som køber.

Den hellige Montfort stiftede sit Maria-selskab med det formål, at det skulle være en gruppe, som rejste fra sogn til sogn med det formål at genoplive det kristne liv og give menighederne nyt gå-på-mod, Vi glæder os over at opleve, at dette faktisk er sket i Assens og oplever samtidig, at vores efterfølger i embedet, den de-facto-sognepræst i Odense, pater Bernhard Kofod CSsR er smittet af glæden over dette liv i den ganske lille  menighed, – under hundrede medlemmer..

Skulle du, kære læser, have lyst til at købe, – ikke at afladsbrev, men en anpart (500 kr.) i anpartsselskabet, officielt kaldet ‘kapitalselskabet Assens ejendom, Nørregade 3 Asp’,-  så kan du henvende dig til mig, og jeg skal lede dig videre til rette vedkommende. Osse, hvis du vil melde dig ind i støtteforeningen (årligt kontingent: 200 kr.)

“Når pengene i kisten klinger
af glæde klokken i Assens ringer!”

Skulle købet i Assens ikke blive til noget, vil anpartsejerne ved selskabets opløsning få deres penge betalt tilbage. Men hvorfor skulle det ikke blive til noget?? Da baptisterne solgte deres lille kirke i Slagelse, måtte de efterfølgende opleve, at den var blevet omdannet til bordel. Vi må  gå ud fra, at bispedømmet ikke ønsker noget lignende, men vil glæde sig over at kunne afhænde den smukke kirke i Assens til et selskab, som: 1. vil stille kirken til brug for den romersk-katolske menighed. 2. vil bruge kirken som koncertsted for til rummet pasende musik. 3. og videreføre udlejningen af de to lejligheder i ejendommen Nørregade 3.

Nå, så glemte jeg iøvrigt at fortælle, at to af menighedens lokomotiver til menighedsbrug har erhvervet et lille hus, beliggende i skyggen af den store gamle katolske, nu den danske folkekirke  tilhørende bysognekirke Vor Frue, således at den katolske kirke er repræsenteret midt i byen. Glemte osse at fortælle, at menigheden selvfølgelig(!!) har sin egen Facebook-side. Men det ske hermed:

https://www.facebook.com/pages/Vor-Frelsers-Kirke-Erl%C3%B6serkirche-Church-of-our-Savior-Assens-Danmark/679169282201280?fref=ts

Kære Assensfolk! Vi montfortanere er stolte af jer. I gør os ære. Må den hellige Montfort velsigne jeres utrættelige initiativer. Husk at tænde lys ved hans statue i kirken, særlig nu, hvor vi forbereder os på at fejre 300-års-dagen for hans himmelske fødselsdag (28. april 2016)..

Reklamer

Faktorernes orden . . .??

I morgen skal vi fejre Sankt Hans aften. Overalt i vort land bli’r Sankt Hans bålene tændt  og overalt vil med inderlighed ‘Midsommervisen’ blive afsunget, – om det nu er på Lange-Müllers traditionelle, flotte melodi, –  ikke helt let sangbar  for ‘almindeligt syngende’ mennesker, – eller Shubiduas mere folkelige, men bestemt ikke dårlige melodi.

Det er som bekendt Holger Drachmann, der har skrevet teksten. Den indgår i hans ‘national.romantiske’ syngespil fra 1880’erne: “Der var engang …”  Netop nu har jeg i radioen hørt Aksel Schiötz synge den på Lange-Müllers melodi,  – selvfølgelig, – for på denne sangers tid var der kun dén ene, – og havde Shubidua-melodien allerede dengang været mulighed, er jeg stensikker på, at dén havde man ikke fået Aksel til at synge.

Men netop nu var der en sætning i sangen, som jeg kom til at dvæle ved,-  hvad jeg aldrig har gjort før.  Det faldt mig ind, at havde man overhovedet ingen kendskab til Holger Drachmann, så ville man med bare denne ene sætning kunne fastslå, – at Drachmann aldrig har været katolsk sognepræst! . . .  Sætningen, jeg dvælede ved, lyder som følger:

“Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde  . . . . “

Jeg er sikker på, at havde Drachmann været sognepræst, så havde teksten fremstået med en ord-bytning:

“Hvert sogn har sin heks! –  og hver by sine trolde . . “

Ikke altid er faktorernes orden uden betydning!

Hjemme igen!

Ja, jeg var hjemme igen i går. Hjemme på Fyn. For vi skulle jo den  09. juni dette år værdigt og ret fejre Danmarks største komponist, den nu verdenskendte Carl Nielsens 150 års fødselsdag. Født ved O’ense, – ligesom vores største og nu verdenskendte  eventyrdigter H. C. Andersen er fra O’ense. Alt fint kommer fra Fyn.

Det blev en heldagsforestilling,  begyndende i Eventyrhaven bag Sankt Knuds Domkirke kl. 12. Fra kirkens tårn var der nemlig bebudet klokkespilskoncert fra kl. 12-12,20 med Carl-Nielsen-salmemelodier, spillet fornemt af domkirkens unge ‘med-organist’  Anders Grankvist Schou.  Det var ikke en Carl-Nielsen-melodi, han sluttede af med. Gæt selv hvilken ..

Så gik turen til Carl Nielsens barndomshjem ve’ den sy’lige ‘by’grænse til Nørre Lyndelse. Her var der fra kl. 14 – 16, – under titlen ‘Min Carl, vores Carl’, –  en u’endørskoncert med Carl Nielsen-værker. I forbindelse med den dejlige musik var der to festtaler. Den ene taler var professor Johannes Nørregaard Frandsen, som underholdende kre’sede omkring venskabet mellem Carl Nielsen og Jeppe Aakjær, den anden var den ti’ligere ‘kusto’e’ ved barndomshjemmet, som nu er museum. Varmt, inderligt,  ja rørende fortalte denne gamle dame. Og vi forlod ste’et med en oplevelse rigere.

Men dagens højdepunkt var festkoncenten i det festligt pyntede og med Dannebrog vejende Odense Koncerthus. På programmet. der begyndtes 19,30, var Odense Symfoniorkester og det fynske Kammerkor, med animation af violinisten Harald Haugaard, der førte os gennem hele koncerten med en kærlighedserklæring til Carl Nielsen og hans musik, ja, næsten var han  at opleve som en reinkarnaton af Carl. Et festfyrværkeri, så man kom til at tænke på ‘den sidste promenadekoncert’ i London).  En helt vidunderlig oplevelse, som afsluttedes med fakkeltog til Flakhaven (Odenses torv), hvor Harald Haugaard og hans Carl-Nielsen-Folk-Band fra kl. 22 – 22,30 afsluttede fødselsdagen med præsentation af Carl som spillemand. I sit’ band’ havde han Odense Symfoniorkesters fine koncertmester, violinisten  Eugen Tichindeleanu méd sig.

I samtlige koncerter indgik naturligvis fælles afsyngning af vore mest kendte danske sange, som Carl Nielsen har skrevet melodi til.  Andet ville være utænkeligt. Selvfølgelig sang vi  ‘Jens Vejmand’ (1907) og ‘Jeg ved en lærkerede’ (1924).
Både eftermiddag og aften sang vi Carl Hoffmanns ‘Den danske sang er en ung blond pige’, skrevet fire år efter genforeningen. I 1926 satte Carl Nielsen melodi til dette digt.

Da vi sang linjerne:
” . . . de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort”
– da erkendte jeg og oplevede atter, ‘hvad der inderst er os og vort!’  Midt i en med-danskhed med dansk-syngende mennesker tæt omkring mig var jeg igen hjemme: “Så syng da, Danmark,. lad hjertet tale …”. og hvor var det skønt, bare en enkelt dag, helt og holdent at holde ferie fra ‘den katolske kirke i Danmark’, hvor, – det er min oplevelse, – amatørisme i det store og hele er blevet den højeste fællesnævner, og hvor vort eget folk er godt på vej til at miste hjemstavnsret.

I dag, den 10. juni er der på side 6 i Kristeligt Dagblad et stort billede af biskop Kozon. Og er jeg tilbage igen. Det var i går, jeg var på ferie derhjemme.