Hjemme igen!

Ja, jeg var hjemme igen i går. Hjemme på Fyn. For vi skulle jo den  09. juni dette år værdigt og ret fejre Danmarks største komponist, den nu verdenskendte Carl Nielsens 150 års fødselsdag. Født ved O’ense, – ligesom vores største og nu verdenskendte  eventyrdigter H. C. Andersen er fra O’ense. Alt fint kommer fra Fyn.

Det blev en heldagsforestilling,  begyndende i Eventyrhaven bag Sankt Knuds Domkirke kl. 12. Fra kirkens tårn var der nemlig bebudet klokkespilskoncert fra kl. 12-12,20 med Carl-Nielsen-salmemelodier, spillet fornemt af domkirkens unge ‘med-organist’  Anders Grankvist Schou.  Det var ikke en Carl-Nielsen-melodi, han sluttede af med. Gæt selv hvilken ..

Så gik turen til Carl Nielsens barndomshjem ve’ den sy’lige ‘by’grænse til Nørre Lyndelse. Her var der fra kl. 14 – 16, – under titlen ‘Min Carl, vores Carl’, –  en u’endørskoncert med Carl Nielsen-værker. I forbindelse med den dejlige musik var der to festtaler. Den ene taler var professor Johannes Nørregaard Frandsen, som underholdende kre’sede omkring venskabet mellem Carl Nielsen og Jeppe Aakjær, den anden var den ti’ligere ‘kusto’e’ ved barndomshjemmet, som nu er museum. Varmt, inderligt,  ja rørende fortalte denne gamle dame. Og vi forlod ste’et med en oplevelse rigere.

Men dagens højdepunkt var festkoncenten i det festligt pyntede og med Dannebrog vejende Odense Koncerthus. På programmet. der begyndtes 19,30, var Odense Symfoniorkester og det fynske Kammerkor, med animation af violinisten Harald Haugaard, der førte os gennem hele koncerten med en kærlighedserklæring til Carl Nielsen og hans musik, ja, næsten var han  at opleve som en reinkarnaton af Carl. Et festfyrværkeri, så man kom til at tænke på ‘den sidste promenadekoncert’ i London).  En helt vidunderlig oplevelse, som afsluttedes med fakkeltog til Flakhaven (Odenses torv), hvor Harald Haugaard og hans Carl-Nielsen-Folk-Band fra kl. 22 – 22,30 afsluttede fødselsdagen med præsentation af Carl som spillemand. I sit’ band’ havde han Odense Symfoniorkesters fine koncertmester, violinisten  Eugen Tichindeleanu méd sig.

I samtlige koncerter indgik naturligvis fælles afsyngning af vore mest kendte danske sange, som Carl Nielsen har skrevet melodi til.  Andet ville være utænkeligt. Selvfølgelig sang vi  ‘Jens Vejmand’ (1907) og ‘Jeg ved en lærkerede’ (1924).
Både eftermiddag og aften sang vi Carl Hoffmanns ‘Den danske sang er en ung blond pige’, skrevet fire år efter genforeningen. I 1926 satte Carl Nielsen melodi til dette digt.

Da vi sang linjerne:
” . . . de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort”
– da erkendte jeg og oplevede atter, ‘hvad der inderst er os og vort!’  Midt i en med-danskhed med dansk-syngende mennesker tæt omkring mig var jeg igen hjemme: “Så syng da, Danmark,. lad hjertet tale …”. og hvor var det skønt, bare en enkelt dag, helt og holdent at holde ferie fra ‘den katolske kirke i Danmark’, hvor, – det er min oplevelse, – amatørisme i det store og hele er blevet den højeste fællesnævner, og hvor vort eget folk er godt på vej til at miste hjemstavnsret.

I dag, den 10. juni er der på side 6 i Kristeligt Dagblad et stort billede af biskop Kozon. Og er jeg tilbage igen. Det var i går, jeg var på ferie derhjemme.

 

 

 

Reklamer

2 thoughts on “Hjemme igen!

  1. Vi forstår og deler dine tanker, og med den levende beskrivelse var alle os der læser din blog, med på ferie den 9. juni. Med til koncerterne, med til foredragene og med i følelsen af endelig igen at høre til.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s