Hvad Gud har sammenføjet må mennesker ikke adskille!

Nej! Følgende er har intet med ægteskabskursus at gøre, derimod drejer det sig om en refleksion over indholdet i den store fest, som vi skal fejre den nu kommende weekend, nemlig festen for

JOMFRU MARIAS OPTAGELSE I GUDS HIMMEL
1. læ.: Joh. Åb. 11, 19a, 12, 1-6; 2. læ.: 1. Kor. 15, 20-27;
Ev.: Luk. 1, 39-56 

Festen for jomfru Marias optagelse i Guds himmel er en ægte ka­tolsk fest. Katolsk, – ikke, fordi det er en fest, som protestanterne ikke fejrer, – heller ikke, fordi det er en såkaldt Maria-fest. Jeg siger “såkaldt”, fordi enhver Maria-fest, når det kommer til stykket, er en fest for den treenige Gud. Nej, festen for jomfru Marias optagelse i himlen er en katolsk fest, fordi den er en fest for helheden. Og netop dét er jo, hvad ordet “katolsk” rummer: det hele! Festen for Marias optagelse i Guds himmel er en manifestation af de ord, som Jesus godt nok har brugt i anden forbindelse, men som osse hér så udmærket aktualiseres, nemlig udsagnet: “Hvad Gud har sammen­føjet, må mennesker ikke adskille!” (Mark. 10,9).

Hvad er det så for en helhed, som vi fejrer her midt i august? Hvad er det for en guddommelig, sammenføjet helhed, som mennesker ikke må adskille? Da pave Pius XII i 1950 proklamerede dogmet om Marias optagelse i himlen, lød det: “Herrens Moder, jomfru Maria, er med legeme og sjæl optaget fra jorden til himlen!”. Hér har vi helheden! Her har vi det gud-sammenføjede, som mennesker ikke må adskille, nemlig: 1. Herren Jesus og hans moder jomfru Maria, 2. legeme og sjæl, 3. jorden og himlen.


Da Jesus døende hang på korset, betroede han sin moder i apostlen Johannes’ varetægt, idet han sagde til apostlen: “Se, din Moder!”. Og, – således hedder det i den hellige skrift: “Fra den stund af tog apostlen Maria hjem til sit” (Joh. 19, 27). Dette har siden kendetegnet Kristi kirke: At den har taget Maria hjem til sit! Hvad Gud har sammenføjet, må mennesket ikke adskille! Maria er kirkens moder og et billede på hele kirken. Kristus og kirken hører sammen som H. C. Andersen og hans eventyr, som Mozart og hans musik, som van Gogh og hans billeder. Kirken er Kristi livsværk. Sådan har han villet det. “Jeg er vintræet, I er grenene!” (Joh. 15, 5). Eller, som Paulus flere gange nævner det: Kristus er hovedet, vi er lemmerne på ét og samme legeme.

Det er så moderne at sige: “Kristus, ja! Kirken nej!”. Det ville være det samme, som at sige “H. C. Andersen ja, hans eventyr nej. Mo­zart ja, hans musik nej. Van Gogh ja, hans billeder nej!” Enhver kan se, at det er noget sludder. Dér, hvor Kristus ér, dér er kirken. Dér, hvor Kirken ér, dér er Kristus! Og hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille!

Har moderkirken gjort, hvad den kunne for at fastholde énheden Kristus-Kirken, har den været knap så konsekvent, når det drejer sig om de øvrige elementer i dén enhed / helhed, som vi idag fejrer. I adskillelse af sjæl og legeme har kirken historien igennem des­værre ikke holdt sig tilbage. Selv i vor nuværende salmebog “Lov­sang” vil man kunne se, hvordan salmerne med forkærlighed be­skæftiger sig med sjælen. Når legemet undtagelsesvis nævnes, er det som regel negativt. Ægte græsk dualisme: Det usle legeme, som vil plette den rene sjæl! Fryd og gammen er det derfor, når sjælen ved døden får lov til at slippe fri af det skrækkelige legeme. Igen og igen opfordres vi til at frelse vore sjæle! “Sjælemesse” er et begreb, som vi alle kender, ( – selvom en sådan messe på latin ikke hedder “Messe for sjæle”, men “Messe for afdøde”). Og hvor ofte har jeg ikke som sognepræst af en overfrom katolik salvelsesfuldt fået stillet spørgsmålet: “Hvormange sjæ-æ-æ-le har De i Deres menig­he­der??”. Hvergang har jeg svaret: “8-900, – og lisså mange lege­mer!!”. Loven om aktion og reaktion er ikke til at sætte ud af kraft, og dens virkning er selvfølgelig heller ikke i dette tilfælde udebli­vet. I vor samtids sekulariserede samfund er det kun legemet, der tæller. Det er unge og smukke kroppe, der fylder de illustrerede magasiner. Folk jogger som gale og ofrer formuer i styrketrænings-centre for at holde legemet i tip-top-form, mens sjælen humper på krykker flere kilometer bagefter, – hvis den overho­vedet tælles méd. Gi­gant-hospitalerne, som alene er optaget af legemets frelse, er nutidens ka­tedraler og lægerne er det ny præsteskab, som i deres konfrontation med den legemlige anatomi aldrig er stødt på sjælen. Den findes ganske enkelt ikke, hvorfor helsemedicin og vitamin­piller naturligt erstatter den hellige kommunion. “Dette er mit le­geme, – dette er mit blod!”, – er afløst af transplantationer og transfusioner.

“I begyndelsen vár Ordet. Og Ordet, som var Gud, blev menneske og tog bolig iblandt os!” (Joh. 1): Gud, der er Ånd, iklædte sig et menneskelegeme, gennemlevede menneskelivet og menneskedø­den og opstod i et fornyet, herliggjort legeme. I Kristus har Gud selv bekræftet mennesket som en vidunderlig, udelelig helhed af legeme og sjæl. “Se, mennesket!”, siger Pilatus (Joh. 19,5a). I tros­beken­delsen siger vi: “Jeg tror på kødets opstandelse!”. “Kød”, som hér slet og ret betyder: menneske! Paulus siger: “Dør vi med Kristus, da tror vi, at vi osse skal leve med ham!” (Rom. 6, 8), op­stå med ham som menneske, – altså med legeme og sjæl, omend dette le­geme ligesom Kristi opstandelseslegeme, er et nyt og herlig­gjort legeme. Men et legeme! For en sjæl uden et legeme er ikke et men­neske, ligesom et legeme uden en sjæl heller ikke er et menne­ske. Mennesket er en vidunderlig, udelelig enhed af sjæl og le­geme. Jesu moder Maria levede med Jesus, forblev under hans kors og døde med ham. Derfor er hun osse opstanden med ham, – med le­geme og sjæl, altså som fuldt og helt menneske, som den første af de Kristus-frelste…. Hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille!

På samme måde, som vi har adskilt sjæl og legeme, har vi adskilt jord og himmel. Og osse hér har kirken tiderne igennem sunget flot med! Tag igen “Lovsang” og sé, hvad salmerne udsiger om himlen, – og se derefter, hvad de siger om jorden… og du vil gøre nøjag­tig samme opdagelse som før med legeme og sjæl. Himlens lyksa­lig­heder udmales uden grænser, mens jorden som regel, – der ér gud­skelov undtagelser, – ikke er andet end den rene jammer og ynk. Følgende konklusion postuleres derfor: Jo hurtigere man får lagt jorde-livet bag sig, desto bedre!

Heller ikke hér er en naturlig, men beklagelig reaktion udeblevet. I vor samtids sekulariserede samfund tæller kun jorden. Himlen er afskaffet, – den findes ikke! “Ovenover dig er der ikke andet end den blå luft”, fortæller forældre den opvoksende generation. Det er hér på jorden og kun hér på jorden, at livet leves, for når du er død, er du død og bliver til jord igen. Med mindre re-inkarnationen lader dig tage turen engang til …

“I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden …. Og Gud så, at det var såre godt!” (1. Mos. 1). Ikke kun himlen er “såre god”. Osse jorden! For den er skabt og villet af Gud! Jorden er god, at Vor­herre selv, i sin elskede Søn, har villet betræde den! Dermed har han yderligere helliget den. I sin himmel rettede Gud blikket mod jorden, for at vi mennesker på jorden aldrig skulle miste udsigten til himlen. “Jorden løftet er mod himlen, himlen sænket er mod jord”, hedder det i en salme af Grundtvig (Lovsang 373, 3). For omend Kaalund så rigtigt siger: “På det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå, dér har livet sat dig stævne, dér skal du din prøve stå!”, – så har Bjørnstjerne Bjørnson lisså meget ret, når han siger: “Løft dit hoved, du raske gut, om et håb eller to blev brudt. Blinker et nyt i dit øje, straks det får glans af det høje!”. Mennesket er sat på Guds gode jord og skal, lissom Jesus, leve livet hér. Men Jesus har vist os, at man kun virkeligt kan leve her, hvis udsigten til himlen ikke spærres. Hvorfor løfte blikket mod det høje, hvis der ikke er noget at få øje på? Hvordan går det med de mange unge mennesker, som af deres forældre og deres omverden er blevet be­røvet himlen? De skaffer sig den selv, – koste, hvad det koste vil! Narkotikamisbrug og indtagelse af lykkepiller er et naturligt og logisk svar fra dén generation, som ikke kan finde sig til rette på en jord, som er berøvet dén himmel, som intet menneske kan undvære. En kortfristet pseudo-himmel, omend den ender i et rent helvede, er åbenbart mere attråværdig end slet ingen himmel. Atter engang klarlægges det, at hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille.

Hvor var det dog nødvendigt, at kirken i 1950 navigerede sig ind på ret kurs og med dogmet om Marias optagelse i himlen fastslog, at for kristne kan Kristus og kirken, legeme og sjæl, jord og himmel, ikke adskilles! Når man af og til hører troende katolikker anføre, at kirken af økume­niske grunde havde stået sig ved, ikke at have pro­klameret dogmet om Marias optagelse i himlen, må man sige til dem, at de snakker uden at tænke sig om. For udviklingen har vist os, at det netop for vor tid er et nødvendigt og uundværligt dogme. Som jeg har dokumenteret det, har der jo selv blandt os katolikker indsneget sig en udtalt tilbøjelighed til at adskille Kristus og Kir­ken, legeme og sjæl, jord og himmel. Denne uheldige fejludvikling har kir­ken for sig selv og for alle andre afgørende imødegået ved at fastslå: I gudmennesket Jesus Kristus, som har gjort sig til ét med sin kirke, er legeme og sjæl, jord og himmel, blevet forenet på vid­underligste måde. Og for os kristne, som i dåben er podet ind i Kristus, gælder det samme. Ma­ria står som en slags fællesnævner for alle kristne. Hun er ikke undtagelsen (kun Maria), men højde­punktet (ihvertfald Maria) for, hvad Gud ved sin Ånd udvirker i mennesker, der gi’r ham råderum!

Og dét fejrer vi den 15. august: At vi alle, som Maria, af Gud er kaldede til, som hele mennesker, dvs. med legeme og sjæl, – at leve livet hér på jorden som første stadium af dét himmelske liv, som – stadig­væk med legeme og sjæl, – fuldendes i Guds himmel.

Den populære tyske filmmelodi fra 1937, hvis tekst ikke står i “Lovsang”, kunne vi på denne festdag rammende anvende som Kristus-hymne, og, – sammen med Maria, – lovprise hendes op­standne Søn, mens vi synger: “Ich tanze mit Dir in den Himmel hinein, in den siebenten Himmel der Liebe!”

 

 

 

Reklamer