– og med dig, din ånd!

Herren være med jer!
– og med din ånd
   (ordret efter det latinske: et cum spiritu tuo)

Præstens hilsen ved gudstjenesten. Og menighedens svar!
En lille dreng svarede, . . .  klart, han forstår jo ikke sætningen (og hvem gør i øvrigt det?): – og med dig, din ånd!

Så at sige alle steder, hvor jeg vikarierer som organist i folkekirken, lyder det langt smukkere og forståeligt:

Herren være med jer
– og Herren være med dig!

De engelsktalende  har noget lignende. De har erstattet ‘and with your spirit’ med  ‘and also with you!’  Naturligt og forståeligt. Jeg mener at have hørt, at daværende pave Benedikt ville banke dem tilbage til ‘your spirit’, men mener ikke, at han nåede det?

Ikke desto mindre. En nuværende dansk præst fortæller, at han som diakon på besøg i England i en messe var blevet bedt om at læse evangeliet.  Nået frem til amboen banker han let på mikrofonen, som han fornemmer ikke virker.  Så før har fået hilst menigheden med   “The Lord be with you”, siger han til røgelsesbæreren:

“There is something  wrong with the mike . . .
–  hvorpå menigheden prompte replicerer: “and also with you!”

Da nuværende ‘Lovsang ‘ for snart ti år siden udkom, havde man haft mulighed for at ændre til det bedre. I stedet blev det til det værre.

Værst er den sprogligt/rytmisk maltrakterede form af den apostoliske trosbekendelse, som de fleste stadig ikke kan fremsige uden at have slået den op. Tænk, hvis man i stedet havde overtaget dén formulering, som almindelige kristne overalt i Danmark benytter sig af. Allerværst er det, at det sprogligt smukke: ‘pint under Pontius Pilatus’ (tre p’er) skulle erstattes af : ‘har lidt under Pontius Pilatus’.

Det samme gælder ‘Fadervor’, – i øvrigt netop påpeget af en gammel katolik i et læserbrev i KO.
Er man katolik, skal man sige:
så og på jorden
frels os fra det onde, thi . .
Øvrige kristne i Danmark siger:
således også på jorden
fri os fra det onde, for ..

Hvad skal det være godt for??  Det var både dumt og uøkumenisk at man opretholdt disse i betydning ligegyldige forskelle og forsat besværliggør fælles fremsigelse.

 

 

Reklamer

Når Gud henter os hjem . . . . sikke en fest, det bli’r!!

På Allehelgens aften, – aftenen før mindedagen for vore personlige afdøde og ved indgangen til november måned, hvor vi, godt hjulpet på vej af naturen,  på særlig måde tænker på vort jordiske livs begrænsning,  har jeg lyst til at dele et digt med jer, skrevet af den østrigske teolog, præst og forfatter Martin Gutl (1942-1994). For første gang  hørte jeg det i dag.  Det blev fantastisk smukt oplæst  under kommunionsuddelingen i den i tysk ZDF’s transmitterede Allehelgensmesse fra Sydtyskland, – naturligvis på tysk.
Her følger min danske gengivelse af:
“Wenn Gott uns heimführt ..dás wird ein Fest sein!”

Når Gud henter os hjem til sig efter livsvandringens dage,
fører os ud af dette livs tåge og ind i sit lykkefyldte lys
sikke en fest, det bli’r!
Da vil vi undre os som aldrig før
og synge sange, danse og være glade som aldrig før
for han fører os fra stress til fred, fra brudstykker til helhed

Når Gud fører os hjem fra vores trange tilværelse hér,
sikke en fest, det bli’r!
De, der tvivlede, vil da kunne bekende: Gud ér der og gør undere.
Han gør nat til højlys dag, han lader ørkenen blomstre
når han fører os hjem fra søvnløse nætter og fra tom snak,
fra spildt tid, fra jagt efter penge, fra kamp og begær, fra angst for døden.

Når Gud ta’r os hjem,
sikke en fest, det bli’r!
Da vil han åbne de knyttede hænder
løsne de kæder, som vi har brugt til at berøve os vores frihed.
Vores livshorisont vil hos ham blive helt ny i højde og dybde,
i længde og bredde.
Ingen begrænsninger vil der længere være,
for den, der elsker, vil altid elske

Når Gud ta’r os hjem,
sikke en fest, det bli’r!
I ømhed vil vi omfavne hinanden
Der vil blive leet efter år med sult og fattigdom,
der vil blive sunget efter år med lidelser og mørke,
der vil blive danset af dé retfærdige,
som kæmpede på jorden og led ondt for en bedre verden.

Når Gud fører os hjem
sikke en fest, det bli’r!
Dem, som ikke har kunnet se ham,
får taget bindet fra øjnene og vil se.
Dem, der har søgt og søgt, finder endeligt deres sande jeg,
Ingen skal længere plage sig selv med spørgsmålet: Hvorfor??
Dem, der rettede bebrejdelser mod Gud, opdager sig som målløse

Når Gud ta’r os hjem.
Sikke en fest, det bli’r!
Mennesker så’r med møje, de lider og modnes
de når til vejs ende, som vil vise sig som en begyndelse.
Hvad der er sået med møje, skal høstes med glæde
for Gud, vores Gud, er en evig Gud
En Gud, der sammen med os skaber den nye jord og den ny himmel.
Han lader os komme og gå, han lader os dø og opstå.
Vore jordiske bekymringers sand vil blive som et uendeligt lyshav.
Stenene, vi slæbte sammen for at bygge vores verden,
vil stråle som krystaller.
Vi vil glæde os, som landmanden glæder sig, når høsten er i hus.

Når Gud henter os hjem til sig efter livsvandringens dage,
sikke en fest, det bli’r,
– en fest uden ende!!