Konfessionel / National

I anledning af Erling Tiedemanns død juledag har der i KD været tre ‘mindeord’  at læse. Af Jeppe Duvå (redaktionschef på KD og katolik), af Mads Christoffersen (generalsekretær i Danske kirkers råd) og af Carl Frimodt-Møller (tidl. formand for Bibelselskabets bestyrelse).

I sidstnævntes mindeord slog en passage mig:
“Erling Tiedemann var samarbejdets mand. Den katolske kirke var nok hans “konfessionelle kirke, men folkekirken er min nationale kirke”, som han selv udtrykte det. Denne evne til at se ud over egne rækker og finde fælles værdier betød, at han kunne bidrage til samhørighed.”

Dén måde, som den katolske kirkes lokale ledelse har fået mig fremmedgjort i min egen kirke, – i øvrigt godt understøttet af katpod-indlæg af netop  ovennævnte nu afdøde,  – har for mig været en øjenåbner for, hvor meget godt, der findes i folkekirken, – i hvert fald de steder jeg kommer,  om det nu er som organist-vikar eller som almindelig kirkegænger.  Jeg nyder at sidde i et menighedsfællesskab,  eller opleve gudstjenester søndag eftermiddag i TV-Kirken, hvor dém,  jeg sidder iblandt, er rundet af samme historie og kultur som jeg selv. Og hvor forkyndelsen er på dansk, – ikke bare sprogligt!

Jeg kommer der som katolsk præst. Som overbevist katolik og er ikke desto mindre mere end velkommen!  Om jeg nu som katolsk præst kan tillade mig at føle mig hjemme i folkekirken?? Når jeg tænker på, hvordan jeg i de  utallige foredrag, jeg i min sognepræstetid har holdt om den katolske kirke, ofte har nedgjort folkekirken, endda nok så eftertrykkeligt!?. . . .  Det ka’ godt være, at ordsproget: “Kan man ikke få dén, man elsker, må man elske dén, man kan få!” spiller ind. Men efter de senere års gjorte erfaringer og efter, at Carl Frimodt-Møller nu har citeret Erling Tiedemann, – og ham er der ingen ‘på bjerget’, der vil forfægte, – så er der nu sat ord på, hvad der for mig er blevet  min ‘mageløse opdagelse’.  Og nu véd jeg, hvordan jeg  fremover legitimt  kan og vil formulere mig, – i samhørighedens navn.

Jeg gør hermed, med en enkelt  tilføjelse,  Erling Tiedemanns ord til mine egne og bekender for Gud, den almægtige og for jer, mine brødre og søstre, at:

Den katolske kirke er min konfessionelle kirke,
men folkekirken er min nationale kirke;
for i Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme.

Sådan!

Reklamer

Chikanerede præster mangler hjælp

– sådan lyder en forsideoverskrift i KD den 16. december, – over en artikel af journalist Christian Birk. Jeg kan kun være enig!

Brødoverskriften præciserer: Trusler og forfølgelse af præster er et stigende problem. . . Der mangler central indsats for at håndtere problemet.

Nu er jeg endnu mere enig! Og andre præster sammen med mig!

Et citat fra artiklen bringes fremhævet: Præster har meget vide grænser for, hvilke problemer de vil gå ind i, og derfor er de også meget sårbare, hvis nogen vil dem ondt.

– som talt ud af dén erfaring, som jeg personlig her gjort. Der ér vitterlig folk, som vil én ondt!

Vi er i adventstiden og hører i denne tid med glæde profeten Esaias’ forudsigelse: “Se, en ung kvinde skal undfange og føde en søn, og hans navn skal være Immanuel!”  Vi hører denne forudsigelse som pegende hen på Jesus Messias. Men det var helt ærligt ikke dét, Esaias skulle formidle, da han nævnte det for kong Akaz. Det så sort ud for Judas folk, og i stedet for at sætte sin lid til Jahwe søgte Akaz alle mulige politiske løsninger, fine såvel som ufine.  I den situation meddeler profeten, at Gud, – trods Akaz manglende tillid, –  vil sætte sig igennem. Og  dette, at den unge kvinde bliver gravid (nogle oversætter ved: ér gravid) og indenfor overskuelig fremtid føder en søn, er et tegn på, at Gud ikke har glemt sit folk. Tværtimod vil det ret hurtigt være slut med Akaz’ fjender. Derfor skal barnets navn være Immanuel = Gud er med os!

Misbruget af teksten er nok grundlagt af evangelisten Matthæus, som i sit evangelium nævner det i forbindelse med Jesu fødsel. For sit publikum: Kristne, som har en jødisk baggrund, vil han ud fra GT ‘bevise’ at det, der sker nu, de facto er forudsagt af profeterne.  I dag kalder man noget sådant ‘citatfusk’. Og så alligevel: En profet kan, – guddommelig inspireret, –  sige mere end han selv er klar over. For godt nok fik Messias det for ham bestemte navn ‘Jesus ‘, – og ikke ‘Immanuel’. Ikke desto mindre: Hvornår har Gud været mere med os, end da han blev én af os???

Jeg nævner dette ‘advents-eksempel’, fordi jeg i dette opslag gør mig skyldig i samme ‘citatfusk’ som Matthæus. Christian Birks artikel handler nemlig om ekstern chikane af folkekirke-præster, men  jeg videregiver citaterne som udtryk for den interne chikane, jeg som katolsk præst selv har oplevet og oplever, – fordi citaterne i min situation passer som fod i hose. Hermed anfører jeg, at Christian Birk har sagt mere end han selv er klar over.

I Birks artikel nævnes ‘Præsteforeningen’ Forskellige præster i folkekirken gi’r udtryk for, at den ikke er meget bevendt,  men den eksisterer. En slags ‘forum’, som præstene kan ty til, hvis de ønsker beskyttelse såvel i interne som i externe sager.

Vi katolske præster kender ikke til noget sådant. Klager over kirkelige overordnede skal ske til andre kirkelige overordnede af lidt højere rang. At noget sådant ikke fungerer, – at klager over kirken skal rettes til kirken, – har man forlængst fundet ud af hos politiet. De har konstateret, at klager over politiet naturligvis ikke kan adresseres til .. politiet. Derfor eksisterer der den instans, der hedder ‘den uafhængige politiklagemyndighed’, hvortil man henvender sig, hvis man vil klage over politiet. Tænk, hvis der var noget, der hed: ‘Den uafhængige kirkeklagemyndighed’, hvor uvildige kunne se på, hvordan kirkelige overordnede indimellem chikanerer deres underordnede og under påberåbelse af lydighed gør sig skyldige i magtmisbrug. I sandhed, disse underordnede mangler hjælp. For der  mangler central indsats for at håndtere problemet.

Sjovt nok var der dagen før i TV-ØST et indslag om dårligt arbejdsmiljø i Stevns kommune. Her kunne man osse have (mis)brugt ovenstående citater ved blot at udskifte ordet ‘præster’ med ‘ansatte’. Vi hørte om sygemeldinger, om bred utilfredshed, som de fleste ansatte ikke turde diagnostisere, men hvor enkelte havde fået nok og mod nok til at udtrykke, at årsagen er borgmesteren og kommunaldirektøren. Og sådan ér det: Når toppen er ‘rådden’ trænger det ned og forgifter en hel virksomhed.  Nu skal arbejdstilsynet se på forholdene. Det er aldrig god reklame for en virksomhed, hvor det viser sig nødvendigt, at arbejdstilsynet skal tale med hver enkelt ansat. Jeg kender en anden virksomhed, hvor dette osse har fundet sted  . . . .

Modersmål er vort hjertes sprog . .

“Modersmål er vort hjertes sprog,
kun løs er al fremmed tale,
dét alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale . . “
(N. F. S. Grundtvig i “Skolen for livet og akademiet i Sorø”,  1838.)

Lars Lilholt (63), sanger, komponist og musiker i interview i KD 11. decbr. 2015:

“Jeg kan kun skrive på dansk!
Det er det sprog, jeg hører med huden,
hvor jeg forstår alle nuancerne, betoningerne og pauserne
og tusind års kristendom, som ligger bag nogle af ordene.
For mig er dansk hjertesproget”.

Smukkere kan det ikke siges.
Fra nu af ved jeg, at man først har tilegnet sig et sprog, når man ‘hører det med huden’.