O, hellige hykleri !!

Affødt af den pludselige drejning af den uheldige Mariager-sag, hvor en lærer har været udhængt hos politi og i pressen i over et år, kunne  man igår, tirsdag d. 23. februar, læse en leder i KD med overskriften:

DØMT PÅ FORHÅND AF MEDIERNE

I tekstens anden halvdel hedder det bl. a.:
“En graverende ting er mediernes håndtering af denne sag. Ingen medier har tilsyneladende stillet spørgsmål til hovedvidnets troværdighed, og det er journalitisk set meget problematisk, at medierne ikke er gået langt mere kritisk til historien. Rigtig mange journalister bygger ukritisk videre på det foreliggende”

For mig er det næsten uudholdelig læsning, når jeg ser tilbage på, hvad jeg personligt  har været udsat for fra mediernes side. Mens jeg ingen anstændighed forventede fra pressen som sådan, – det drejer sig jo om salg af aviser, ikke om salg af sandheden, – så havde jeg trods alt en forventning om anstændighed fra en avis, der som overskrift bærer titlen “Kristelig”. Særligt efter, at politiet var kommet til dét resultat, at ingen sigtelse skulle rejses i mod mig  og min suspension april 2011 efterfølgende var blevet ophævet.

Men nej.

April 2011: I anledning af udgivelsen af en smædebog omkring mig, ofrede den hellige avis et halvside-interview med løgne-‘forfatteren’, hvorimod et modindlæg fra en navngiven person samt en kommentar fra mig selv blev nægtet optagelse.

Juni 2012, – efter udgivelsen af den såkaldte ‘advokatrapport’, – kunne jeg i samme avis, på baggrund af et par ‘katolikker, der ikke tør stå frem af frygt for konflikter i menigheden”, – uden at der forud havde været optaget kontakt med mig for evt. udtalelse, – se mig gennemheglet på ny: ‘Mistænkt præst’, står der i overskrifterne, ‘tvunget på pension’  hedder det videre (hvilket ifølge de officielle papirer ikke er tilfældet), ‘efter sexanklager’ (jeg har aldrig været ‘anklaget’, jeg har været beskyldt, men beskyldningerne har ikke ført til sigtelse og en sigtelse er forudsætning for rejsning af en anklage). ‘Ifølge advokatundersøgelsen . . beskrives anklagerne som troværdige’  Nej, i advokatrapporten overskrider de katolske undersøgere deres kompetence og videregiver deres subjektive opfattelse. ‘Vikarierer i tre kirker’. Nej i fire. Og jeg har naturligvis kun kunnet vikariere, hvis jeg er blevet  bedt om det af den ansvarlige præst det pågældende sted. Men journalisten henvender sig ikke til de præster, der har ‘engageret’ mig. Heller ikke er han interesseret i den positive udemelding, som menighedsrådsformanden i ét af sognene på forespørgsel ville have  kunnet give ham, og som hun senere sendte til biskoppen, – under overskriften “Vi behøver ikke at være anonyme”. Han skriver bare på grundlag af katolikker, der ikke tør træde frem???
Journalisten, som stod bag artiklerne, kom jeg siden i dialog med. Han var efterfølgende interesseret i nuancer og gav mig mulighed for at komme til orde, men jeg var på det tidspunkt så frustreret over det overgreb, biskoppen netop havde begået på min person, at jeg ikke turde sige nogetsomhelst. Men en kendt og respekteret katolik sendte mig samme dag en e-mail, som KD ikke kan klantres for, men som ikke desto mindre vækker til eftertanke. Den lød den som følger:

Kære Stephen, Jeg har set meddelelsen fra Bispekontoret i dag, og jeg har også læst artiklen i KD forleden. Nu ved vi så, at bispedømmet styres fra KD’s redaktionslokaler. Jamen, det er da bare skønt at vide. Gad vidst, om vi nogensinde får en biskop? Kh T. . .

En klage fra mig  til kirkeredaktøren mundede ud i følgende trøsterige passage: ‘Så længe vi ikke benytter dit navn, er vi nødt til at benytte betegnelser, som giver en forståelig sammenhæng i teksten. Derfor vil vi måske skrive ”sexanklaget præst” igen!”
(-se i øvrigt som udbyggelse af dette afsnit mit allerførste blogindlæg fra juli 2012  “Katolsk præst fortsætter… “)

November 2013. Et tidligere menighedsmedlem tilsender redaktionen en ‘portræt’-artikel i anledning af min 70-års fødselsdag. Den modtagende journalist er positivt interesseret, men må efterfølgende meddele artiklens forfatter, at redaktionschefen nægter optagelse.

Juni 2014. Tilsender redaktionen en artikel om helgener. Den bringes, men gode passager udelades, uden at det forud er blevet mig meddelt. Værst var det imidlertid med min underskrift. Jeg havde underskrevet mig: Stephen Holm, den montfortanske association, Sorø, men måtte i avisen offentligt se mig tituleret: Stephen Holm, tidligere katolsk præst.  Omend det havde været min kirkes opgave at korrigere denne fejl, måtte jeg selv gøre det gennem en ualmindelig nedværdigende telefon-samtale med debatredaktøren, der endelig, – efter at have forhørt sig på bispekontoret, – måtte bringe en rettelse i avisen. En undskyldning for hans ubehøvlethed fik jeg aldrig

Siden har jeg intet haft med avisen at gøre. Uden dét at holde den, for omend jeg m. h. t. min person fra den kant ikke forventer nogetsomhelst godt, hverken kan eller vil jeg undvære den.

Og til trods for ovennævnte leder regner jeg méd, – indtil min død,  og såmænd nok osse derefter, – trygt at kunne have tillid til, at jeg, – ihvertfald m. h. t.  KD –  er

DØMT PÅ FORHÅND AF MEDIERNE

Reklamer

1. søndag i forårs-tiden!

Den liturgiske tid, som begyndte i onsdags, hedder på latin, og dermed officielt: ‘Tempus Quadragesima’, altså ‘de 40-dages tid’. På italiensk, spansk , portugisisk og fransk er betegnelsen for denne særlige tid i kirkeåret afledt af ordet Quadragesima og dermed oversat rigtigt. Men ikke på tysk, nederlandsk og skandinavisk. Her oversættes der helt hen i vejret, når vi misvisende taler om ‘fastetiden’, hvilket har medført en uhensigtmæssig focusering på, at det denne tid igennem i første række drejer sig om mængden af mad. Dermed er ret så grundigt fremhævet ét af de tre elementer, som hører de 40 dage til, – på bekostning af de to faktisk vigtigere: godgørenhed og bøn, som næsten druknes.

Hvad drejer det sig om i de 40-dages tid?. . .  Lad os begynde med begyndelsen til vort kristenliv: I dåben er vi blevet indviet til Jesus Kristus og podet ind på hans legeme. Vores kald er det at vokse i ligedannelse med ham for, med Paulus at kunne sige: “Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig!” (Gal. 2, 21)  Ganske særligt i dette jubelår holdes vi for øje, at Kristus er Guds barmhjertighed i person, og til os har Kristus sagt: “Vær barmhjertige, som jeres himmelske far er barmhjertig”. (Luk. 6, 36). Altså: Vis godhed mod alle, gør godt imod alle!  At vise godhed, at engagere sig i andre, har altid sin pris, åndeligt såvel som materielt. Åndeligt engagement i andre kræver mådehold i min selvoptagethed, materielt kan det koste penge, som jeg måske  ikke mener at have til overs.  Her kommer fasten ind i billedet, idet jeg gi’r afkald på selvoptagethed og indskrænker mit forbrug på mig selv. Altså afkald, ikke for afkaldets skyld, men for afkastets. Processen renser min bøn. Nu fylder jeg ikke Gud med tomme ord. Nu virker jeg med til, om end måske nok så beskedent, at dét, jeg i ord be’r om, kan blive opfyldt i handling.  “Når han bønfalder mig, vil jeg svare ham”, siger Herren  (Es. 58).

Denne holdning, som gør andres og ens eget liv smukkere, gælder for os kristne naturligvis året rundt. Men netop fordi det for sjældent lykkes for os, gives der os 40 nåderige dage til hjælp til reetablering af nævnte holdning.

Min vedvarende brokken-mig-over over de nordiske fejl-oversættelser af  ‘Tempus Quadragesima’ har imidlertid lidt et alvorlig knæk, idet jeg totalt er faldet for den engelske mis-oversættelse:  ‘Lent’, –  gammelt ord, som bedst kan oversættes med ‘forår’, en ‘oversættelse’, som  i dén grad farver 40-dages-tiden  på ganske særlig måde . I øvrigt osse på nederlandsk. Den populære og aldeles stilrigtige evergreen “Tulipaner fra Amsterdam” siger i første linje:

“Als de lente komt dan stuur ik jou tulpen uit Amsterdam
(Når foråret kommer . . . )

I hele den engelsktalende del af verden er betegnelse for de 40 dage: ‘Lent’, – altså forår. En prædiken af den engelske dominikanerpater Gregory Murphy, hvor dette drages frem til betragtning,  har været ‘ny-oplevelse’ for mig.

Prøv at sige den danske og den engelske “oversættelse”  efter hinanden  . . .   Første søndag i fasten . .  Første søndag i forårstiden. . .   Ikke sandt?:  Det første tungt og trist med matte øjne, – det andet let og forhåbningsfuldt med glimt i øjet.

Når foråret begynder, har vi det værste, – vinteren, –  bag os. Og pludselig opdager jeg, at første læsning på denne første søndag alle tre læseår netop genspejler: Vi har det værste bag os.

Læseår A: Mennesket har dummet sig. Eva har rakt Adam den frugt, som ikke var til fordel for dem. Begge har de spist. Synden er begået. Men forud ligger tilgivelsens, nybegyndelsens mulighed.

Læseår B: Mennesket har dummet sig og Vorherre har været ret så vred og ladet hele jorden oversvømme og næsten alt liv udslette. Men nu lover han, at det skal aldrig ske igen, og sætter regnbuen på himlen som bekræftelse af sit løfte.

Læseår C: Gudsfolket har dummet sig og Vorherre har tilladt at det blev deporteret til Ægypten, hvor destruktionen var lige om hjørnet. Men Gud har udfriet sit folk og ført det gennem det røde hav og den store ørken  ind i det lovede land. Og en herlig fremtid vil nu være mulig.

Og så endelig evangeliet i alle tre læseår om djævelens fristelser i ørkenen. Jesus lægger dem bag sig, “- og se, der kom engle og sørgede for ham” (Matt. 4,11).

De 40 dage er således håbets tid, for undertonen i de ovennævnte beretninger om naturen og meneskeheden er et ubetinget guddommeligt JA til alt liv. Liv, som ikke kan knuses, hverken af djævelen, eller gennem natur-katastrofer eller menneskers forseelser, oprør eller korruption. For Guds løfte, Guds velsignelse er sikker.

Er det dét, H. A. Brorson så fint gi’r udtryk for i sin dejlige salme “Her vil ties  . . “, – inspireret af Højsangen, – som ofte i denne tid bli’r sunget:

Eja, søde førstegrøde, førstegrøde af bliden vår.
Lad det kun fryse, lad mig kun gyse,
lad mig kun gyse. Det snart forgår!
Eja, søde førstegrøde, førstegrøde af bliden vår.

Men budskabet om håb indeholder osse en opfordring: Guds velsignelse, nåde og kærlighed er konstant og sikker, men vi er nødt til at åbne os for at modtage disse hans gaver, der i os vil befordre barmhjertighed og fremme ærlig bøn, – som allerede nævnt. Men hvordan gør vi det? Nok bedst ved at hengive os til Herrens moder jomfru Maria og tilegne os hendes åbenhed, så Helligånden får plads til at blive virksom i os og mere og mere ligedanne os med Kristus, – som ovenfor nævnt.

Det drejer sig altså ikke om, at vi i de fyrre dage, vi nu fejrer, skal gøre en hel masse ekstra og øve os i at sige nej til en hel masse andet. Dét, vi skal gi’ afkald på, er:

at ville selv, at gøre selv og tro, at vi kan alt selv.

Vi skal gi ‘afkald på vores lukken os inde i os selv i tro på egen formåen, og give Gud plads til at udvirke dét i os, som vi ser, han er i stand til ude i naturen omkring os foråret igennem.

Allerede i onsdags blev det mit tema ved askevielsen og meddelelse af askekorset: Når asken holdes os for øje, bli’r vi traditionelt mindet om, at sådan ender alverdens glans og herlighed, og at vi derfor skal satse på dét, der ikke ender som aske, men som har evighedsværdi. “Husk menneske, at du er jord, og til jorden skal du vende tilbage”

Men jeg vendte det hele på hovedet og postulerede, at asken er hér og nu! For der er jo ret så meget i ethvert menneskes liv, som ikke blev til noget, knuste drømme og fejlslagne projekter. Allerede nu ligger mere eller mindre af vores tilværelse i ruiner, i aske.  Hvorefter jeg så ledte tanken hen på, hvordan Vorherre,  op af vulkanen Vesuvs aske-skrænter lader Italiens bedste vindruer vokse, dém, som han smiler til med sin sol og vander med sin regn, hvorfor de kan gi’ den allerdejligste rødvin. Op af ingenting kan Gud oprejse alting. Ud af mit livs runiner kan Gud, hvis jeg lader ham få plads, opbygge det allerbedste. Hvilket tegn på håb: “Omvend dig og tro på det glade budskab!”

Atter er Brorson aktuel:

Due, kunne du udgrunde, du udgrunde, hvad der nu sker?
Se nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad
Due, kunne du udgrunde, du udgrunde, hvad der nu sker?

Eja, søde førstegrøde, førstegrøde af bliden vår. Ja, nu er stunden næsten oprundet, næsten oprundet, som gør mig glad.

Vi har det værste, – vinteren, –  bag os. Foråret så sagte kommer, som Kaj Munk siger. Og mere og mere vil sommeren overtage. Forår er den vidunderlige spænding mellem: Endnu ikke! Og allerede!  Vi ér i Kristus. Vor  evige liv ér begyndt.  Allerede anden søndag i denne tid er vi med Kristus på Taborbjerget og oplever hans opstandelses herlighed lyse ind over fyrre-dages-perioden.  Påskesolen skinner indover forårsdagen.

Jeg har overgivet mig. I morgen er det for mig, – selvfølgelig helt privat, for det ér en fejloversættelse:

1. søndag i forårstiden

Selve søndagen skal jeg fejre i folkekirken, idet jeg i to landsbykirker skal være organistvikar. I min egen kirke kan og må  jeg ikke bruges, men det skal ikke ødelægge min glæde. I stedet vil jeg, sammen med alle os, ‘der begynder at træne til skeletter’ på denne første søndag sande  Benny Andersens ord:

for når forårs-solen skinner lever jeg!

Og den skinner så sandelig osse i folkekirken . Endda med fuld kraft!