Hold ud, hold ud, hold ud ! (1)

–  et citat af dén levergel, som Jacob Haugaard har givet til sine børn,  er titlen på min bog i to dele, hvis anden del: “Fra asken i ilden”, endnu ikke er afsluttet.
Dens første del: “Tier, men samtykker ikke”, er det imidlertid, og jeg vil nu, som bebudet i mit seneste blog-opslag, peu-en-peu dele den med dém, der måtte have interesse.
I dag vil jeg videregive, først en oversigt over, hvad første del indeholder, derefter dens indledning plus det første kapitel.

Indhold:
Indledning

FØRSTE DEL:  Tier, men samtykker ikke (april 2010 – juni 2012)

1.   Det bryder løs
2.   Sygemelding / suspension
3.   Den første uge derefter
4.   Medierne
5.   Ny falsk anklage
6.   Tilbageblik
7.   Den konstituerede sognepræst
8.   Frederik Roeds (og andres) anklage og politiets afgørelse
9.   Medierne igen
10. Den langsommelige kirkelige for-undersøgelse
11. En porno-novelle som ny falsk anklage
12. Afslutningen af den kirkelige for-undersøgelse
og biskoppens konklusion
13. Ophævelse af suspensionen og ansøgning om pension
14. Min sidste hellige messe som sognepræst
15. I Kalundborg: Lundemarken 15
16. Den første tid efter bevilling af pension og ophør som sognepræst
17. Fra Kalundborg undervejs til Sorø
18. Den ‘uvildige’ advokatundersøgelse
19. I Sorø: Lærkevej 2
20. “Gå dig fracdet hele”
21.  Jeg bli’r!

Indledning

“Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os … har osse jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er …”

Lukas’ enkle indledning til sit evangelium faldt mig ind, nu i august 2011, hvor jeg har sat mig til computeren. For det har jo været sådan, at siden min suspension den 10. april 2010 og indtil i dag, er der blevet sagt og skrevet nok så meget om mig, uden at jeg selv skriftligt har meddelt mig og således heller ikke officielt har taget til genmæle overfor nogetsomhelst af det svinske pressemateriale, der er skyllet henover mig. Heller ikke angående den totale mangel på omsorg fra kirkens (læs biskoppens) side, som jeg og de øvrige udhængte præster har måttet opleve.

Men nu, hvor det for denne gang synes overstået, er det vist blevet min tur til at melde mig til orde og ærligt beskrive, hvorledes jeg har oplevet det hele. For ‘den, der tier, samtykker..’, siger man.

Læg nu mærke til, at jeg skriver: Jeg vil fortælle forløbet, sådan som jeg har oplevet det. Det er således en subjektiv beskrivelse, som hverken kan eller vil gøre krav på, samtidig at være objektiv, – omend jeg håber, ja, ihvertfald tilstræber, at den måtte være det.

Jeg fremfører denne sidste, absolut nødvendige bemærkning, fordi dét billede, jeg efterlader, først og fremmest af biskop Kozon, er temmelig ramponeret. Naturligvis har jeg spurgt mig selv, om det er ret og rimeligt? Og om jeg ikke et langt stykke ‘glemmer’ at opføre mig som kristen? Og tilsidesætter den respekt og lydighed, jeg som præst har lovet min til enhver tid aktuelle biskop?? Jeg kender jo bjergprædikenens ord om, at man skal gøre godt imod dém, der gør ondt imod én, at man skal elske sine fjender og tilgi’ dem. Endda i rigt mål! Måske er der ukendte faktorer, som gør, at jeg i min bedømmelse rammer ved siden af? Mistolker? Og jeg har absolut ikke glemt min gode medbroder, nu afdøde montfortaner-pater Harry Herberighs’ ord til mig ved en given lejlighed: “Dén, der kritiserer andre, er som regel selv kritisabel!”

Men jeg husker osse en sandfærdig beretning, som er blevet mig fortalt: En dreng kørte for mange år siden i bil sammen med sin familie fra Kalundborg til vores kirke i Slagelse, idet drengen skulle firmes. Undervejs falder samtalen på en bestemt person, om hvilken drengen udbryder: “Han er en rigtig slyngel!!”. Bedstefar gør indsigelse: “Sådan siger man ikke om et andet menneske, og slet ikke, når man indenfor en time skal firmes!” Drengen er påvirket af irettesættelsen og overvejer osse dens pointe. Dog, .. efter et kvarters kørsel i eftertænksom stilhed bryder han sin tavshed og anfører højlydt: “Jamen, hvad nu, hvis han ér en slyngel???” . . . . Ja, hvad så?

I den hellige skrift siger Jesus til apostlene: “I véd, at det er almindeligt i denne verden, at de, der har magt, bruger den med hård hånd, og at herskere lader deres undersåtter føle deres magt. Sådan skal det ikke være hos jer. Dén, der vil være leder iblandt jer, skal gøre sig til alles tjener!”  Dét er, hvad jeg ikke har oplevet. Og overraskende mange præster gi’r i privatsamtaler udtryk for det samme. Det er utåleligt at være overgivet til én mands nåde og barmhjertighed, et magtmenneske, der konstruerer sine egne regler alt efter det enkelte tilfælde, og i dén grad er overbevist om sin guddommelige sendelse, så han som en velkendt romersk kejser uden problemer vender tommelfingeren op eller ned alt efter forgodtbefindende. Enevælden har gyldne dage, hvilket osse ville være til at leve med, hvis den var ‘oplyst’. Bispedømmets forskellige kirkerets-foreskrevne råd har ingensomhelst praktisk betydning, for biskoppen er de nok snarere et nødvendigt onde. Han gør som regel, hvad han vil. “Vi alene vide!”, – i øvrigt en biskops ret. I den katolske kirke er råd rådgivende, ikke rådende i betydning bestemmende.

Nu til sagen:

I den hellige Louis-Marie de Montforts teologi / spiritualitet indtager vor Herres Jesu Kristi kors en afgjort dominerende plads. Og vel nok med rette, for det er jo en kendsgerning, at uden langfredag var der ikke kommet en påskedag. Altså: Uden korset ingen opstandelse; sagt anderledes: Korset en er en forudsætning for opstandelsen. Jesus har selv understreget: “Dén, der vil følge mig efter (på vej til opstandelse), må tage sit kors op…”. Den hellige Montfort overførte det på enhver livssituation. Hvis han i de projekter, han havde, ikke mødte modgang og lidelse, var han overbevist om, at de ikke ville bringende varende succes. Deraf ét af hans valgsprog: “Intet kors! Hvilket kors!”

Min begejstring for vores ordensfamilies stifter og min indlevelse i hans spiritualitet har naturligvis præget min forkyndelse. Og hvor har jeg dog ofte prædiket korsets visdom, og med Grundtvig konkluderet: “Ja, jeg tror på korsets gåde!”. Gennem den senere tid har jeg imidlertid ofte spurgte mig selv: “Hvorlænge kan du “ustraffet” gøre det? Hvorlænge kan du som montfortaner gå fri!??!” En dame, som var i store vanskeligheder, skulle på Montforts fest den 28. april underskive et vigtigt dokument, men som hun sagde til mig: “Jeg bad ikke  Montfort om hjælp, for så havde jeg bare fået flere kors!”

Selvfølgelig har jeg da mødt modgang og lidelse, men stort set, – dét må jeg indrømme, – er jeg gået fri.  I maj 2009 kunne jeg som 65-årig fejre mit 25-års præstejubilæum og se tilbage over på 25 års præsteligt virke i de gamle montfortaner-sogne Slagelse-Kalundborg-Holbæk, og under festen måtte jeg erkende og med tak konstatere, at jeg i det store og hele var blevet beskinnet af lykkens sol, – livet igennem.

Men ikke desto mindre: Mere og mere blev det klart for mig, at korset osse for mig ville blive en realitet. Jeg vidste ikke i  hvilken retning, jeg vidste ikke hvordan, jeg vidste ikke hvornår, men: Jeg har været overbevist om, at jeg ikke ville gå fri!


FØRSTE DEL: TIER, MEN SAMTYKKER IKKE

1. Det bryder løs

Det stod imidlertid ikke klart for mig, med hvilken tyngde det ville ramme mig, da biskop Czeslaw Kozon lørdag sidst på eftermiddagen den 10. april 2010, dagen før hvide-søndag, ringer mig op og siger: “Jeg har en kedelig meddelelse til dig. Du er blevet politianmeldt for seksuelt overgreb!”

Det undrer mig ikke.… Ikke fordi jeg har gjort noget sådant; – jeg kunne aldrig øve vold mod/ foretage overgreb på nogetsomhelst menneske, – men fordi dét at anmelde præster for seksuelt overgreb mod mindreårige jo fra USA har bredt sig over Irland, Holland-Belgien og Tyskland og vel osse nu måtte påregnes at blive ‘moderne’ i Danmark. Om disse anmeldelser må alment siges: Der går sjældent røg, uden at der er brand. Og det er da helt klart, at der i dét stykke mange steder ér sket ting, som ikke måtte ske. Men lisså sikkert må det anføres, at falske anmeldere har fået kronede dage. Ligesom i den hellige skrift, der er fyldt med falske anklager, så mange, at evangelisten Johannes et sted må pointere: “og hans vidnesbyrd er sandt”. Det er jo en herlig måde at hævne sig på en præst, som man måske har fået et horn i siden på…Og det er jo sjældent ‘grå’ præster, det går ud over, men dém, der på én eller anden måde markerer sig. Trend’en breder sig som ringe i vandet, som en steppebrand. Nøjagtig som situationen kan være i en turistbus. På et tidspunkt er der en passager, der ikke længere kan ‘holde sig’, og bussen må stoppe, så vedkommende kan blive trykket lettere, men se, nu er der én mere .. og én mere .. og én mere, der skal. På tysk udtrykker buschaufførere tendensen i rim således: “Sicher ist, wenn einer muss, muss der ganze Autobus!”

I øvrigt havde jeg skrevet om netop dette i dét nummer af sognebladet, som var udkommet fjorten dage tidligere, i begyndelsen af passionsugen. Her stod at læse:

“Det er med os, som med et siv, der vokser ved floden. Når stormen rejser sig og floden svulmer op, så bliver sivet trykket ned og bøjer sig. Stormfloden flyder hen over det, – uden at knække det. Når så stormen stilner, retter sivet sig atter op, og i sin livskraft vokser det sig stort og smukt!”

Som katolsk præst, osse ved Skt. Elisabeths Kirke i Holbæk, har disse ord fra den hellige Elisabeth af Thüringens mund, gennem den sidste måned været mig til trøst og opbygning. For jeg overfører dem på dén Jesu Kristi hellige kirke, som gennem den seneste tid er blevet mødt med en stormflod af had. Djævelen går, – som vi med et ord fra 1. Petersbrev (5,8-9) siger det hver aften i komplet, – “rundt som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge. Stå ham imod, faste i troen!”

Vi har ikke stået ham imod. Vi har budt ham velkommen, først internt og nu externt. Det ser ud som om vi ikke holdt ansvarlig regning med, hvad der ikke burde være sket. Og nu bukker vi i vor lokalkirke dybt for gudeliges, men måske mest for gudløses pres og beklager til højre og venstre, før vi de-facto præcis véd, hvad det ér, vi bør beklage. Samtidig med, at samme gudløse hævder retten til at begå dét ultimative overgreb, som årligt drab på ca. 17.000 ufødte børn i vort land ér! Og TV-news vejleder i, hvordan unge mennesker kan blive novicer i rockergrupper.

Det skulle være unødvendigt at sige følgende, for det er sagt igen og igen, men man står jo i fare for, at der bli’r peget fingre af én, hvis man ikke hyler méd i det for øjeblikket eneherskende hylekor. Altså helt klart: Ingen kan og vil nogensinde bagatellisere overgreb på sagesløse børn, det være sig af seksuel eller anden form for fysisk eller psykisk karakter. Kirkeretten er faktisk på dette område strengere end borgerlig straffelov. Men denne klare holdning skal ikke overskygge alle andre aspekter i den momentane oversvømmende stormflod. Det er fuldstændig urimeligt, når vi katolikker stiltiende finder os i, at der for øjeblikket i danske medier sættes lighedstegn mellem pædofili og den katolske kirke(s præster). På en hjemmeside kan man læse: “Det er en offentlig hemmelighed, at katolske præster er en pædofil klub”. Vi er så sandelig i præsternes år.  

Men læs så osse, hvad f. eks. Vatikanets talsmand, p. Frederico Lombardi, har sagt om seksuelle misbrug af mindreårige, begået i kirkelige institutioner. Han siger: ”Det er klart, at fejl begået af Kirkens institutioner og kirkelige repræsentanter er særligt forkastelige på grund af Kirkens læremæssige og moralske ansvar, men alle objektive og velinformerede mennesker véd, at problemet er langt større, og det giver et forkert perspektiv ved udelukkende at koncentrere anklagerne mod Kirken. For eksempel viser oplysninger fra de østrigske myndigheder, at i samme periode som der blev påvist 17 tilfælde af misbrug, begået på kirkelige institutioner, blev der begået 510 lignende tilfælde på andre områder. Dem må vi også være opmærksomme på. Selv om alvoren af de vanskeligheder, Kirken nu gennemgår, ikke kan benægtes, må vi ikke fejle i bestræbelserne på at gøre alt, som står i vor magt, for at forsikre os om, at disse bestræbelser i den sidste ende kan føre til noget positivt: til en bedre beskyttelse af børn og unge i Kirken og samfundet og en lutring af Kirken selv!”.

Vi har fejret palmesøndag. Jesus blev hyldet ved sit indtog i Jerusalem, men han har i sit indre ikke taget imod hyldesten, for han vidste, at de, som palmesøndag hyldede ham, fem dage senere ville råbe: “På korset med ham!” Det er lykkedes djævelen, der som nævnt går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge, at udvirke, at alt, hvad kirken har gjort af godt gennem 2000 år for en stund glider totalt i baggrunden, og at der fra alle sider nu råbes: “På korset med den!”. For korsfæstelse af præsterne er korsfæstelse af kirken. Uanset, at sagen for øjeblikket i for mange tilfælde står på hovedet, står det imidlertid osse fast, hvad Jean-Marie Vianney, den hellige sognepræst fra Ars, har sagt: “Lad et sogn være uden præst i 20 år, og sognebørnene opfører sig som dyr!”. Et udsagn, som umiddelbart forstås, selvom dyrevenner ville anfægte det, og måske med rette. For det gælder vel generelt, at dyr kun gør dét, de af Gud er blevet skabt til, hvorimod mennesker gør alt muligt andet end de er skabt til. Og så er vi midt inde i arvesyndens problematiske virkelighed. Alle synder vi! Og vi har altid lært og forkyndt, at Kirken er hård mod det forkerte, men blid mod dén, der gør det forkerte, jvf. dét skriftord, som vi så tit har hørt bodstiden igennem: “Gud ønsker ikke synderens død, men at han omvender sig og lever!” (jf. Ez 18,23). Der er sat tal på misbrugsofre i forskellige del-kirker, men ikke én eneste gang har man hørt tal på falske anklager. Men hvergang det drejer sig om en sådan, – og jeg véd, at de findes, – er det den anklagede, der er offeret. For stik imod al anden retspraksis, hvor man er uskyldig indtil éns skyld er bevist, er det jo hér omvendt: At den, der peges på, skal bevise sin uskyld. Og leve méd, at mistanken oftest bli’r hængende. Som præst har jeg besøgt flere pædofile i fængsler, og det har hvergang været familiefædre, – ligesom det var tilfældet i spillefilmen ‘Priest’. For mennesker med denne tilbøjelighed er det selvfølgelig ikke blevet lettere nu, hvor der i altfor mange ‘moderne’ ægteskaber er altfor mange ‘pap’-børn. Undskyld mig dette gængse, modbydelige udtryk. Men et misbrug kan osse være ‘omvendt’: Jeg har kendskab til et ældre menneske, som endnu lider under, aldrig at have fået et knus eller en omfavnelse af sin pap-far. En falsk anmeldelse havde gjort denne far så bange, at han simpelthen ikke turde.

Vi har altid foragtet farisæeren, der fremhævede sine fortrin og vist sympati for tolderen, – ham, der sagde: “Gud, vær mig arme synder nådig!”. (Lk. 18, 9-14). Men burde vi egentlig ikke, som farisæeren, takke Gud, hvis vi ikke er som dém, der må leve med f. eks pædofile eller for den sags skyld pyromaniske tilbøjeligheder?? Er det vores fortjeneste?? Tænk, at skulle leve i dét helvede, det må være, hvis man kun kan tilfredsstille sin seksualitet med en partner på 6-10 år, – eller har trang til at se et måske beboet hus brænde? Det er jo ikke onde mennesker. Det er stakkels mennesker. Skal de mennesker ‘stenes’? Eller gælder Jesu ord osse hér, at kun dén, der er uden synd, har ‘ret’ til at kaste den første sten?? (Joh. 8,7) Bemærk nu venligst, – jeg gentager det, – at jeg i disse overvejelser ikke på allermindste måde vil svække det beskæmmende i de overgreb, der har fundet sted indenfor vor kirke, – netop, fordi det er gået ud over de svageste, på hvis side kirken altid skal befinde sig. Men jeg har ikke fundet det nødvendigt at gentage, hvad vi nu har hørt snart tusinde gange, hvorimod jeg har ønsket at inddrage nogle synsvinkler, som jeg mener, ikke at have hørt meget til.

Nu skal vi påsken igennem følge Jesus på hans lidelsesvej. Han dømmes uretfærdigt. Han har hele folket imod sig, som håner ham og spytter på ham. Han lider umenneskeligt. Og han dræbes. Han er det sande offer, dét offer, som aktualiseres, hver gang svage, syndige mennesker lægger hænder til frembærelsen af det i den hellige messe. Han begraves. Men han opstår i herlighed.

Palmesøndag hørte vi i messens anden læsning Paulus opfordre os: “Lad det samme sindelag være i jer, som vár i Jesus Kristus”. (Fil. 2,5). Jesus ‘anmeldte’ dém, der havde gjort ham til offer, med ordene: “Tilgi’ dem, for de ved ikke, hvad de gør!” (Luk. 23,34) Disse ord gjorde så stort indtryk på diakonen Stefanus, at han gentog dem, da stenene senere haglede ned over ham. (Apg. 7,60).

Men de gælder vist ikke mere. For nu prøver kirken at lære af denne verden, hvordan den skal handle korrekt! Nemlig: At støtte sig til den hedenske dronning Herodias, når hun til datteren Salome siger: “Forlang hans hoved på et fad!” (Matt. 14,8/ Mk. 6,25).

Lad nu dét, der skal komme over os, komme over os. Retfærdigheden må, så godt det er muligt, ske fyldest. Måtte de, der skal håndtere ‘sagerne’, være drevet af Jesus-ordet: “Vær barmhjertige, som jeres himmelske far er barmhjertig!” (Luk. 6,36), og, – ved Helligåndens hjælp, – blive i stand til at ‘skelne ånderne’!  

Vi véd, at vejen til opstandelse ikke går udenom lidelse og kors, – heller ikke for kirken i sin helhed. Lad så overskriften over vor påskefejring i år være det i indledningen nævnte Elisabeth-citat: “Det er med os, som med et siv, der vokser ved floden. Når stormen rejser sig og floden svulmer op, så bliver sivet trykket ned og bøjer sig. Stormfloden flyder hen over det, – uden at knække det. Når så stormen stilner, retter sivet sig atter op, og i sin livskraft vokser det sig stort og smukt!”

Glædelig påske!

( – fortsættes)

Reklamer

To fem-års jubelløse jubilæer

 

JUBILÆUM  nr. 1:

Fem år er det nu siden, at en af mine unge venner (troede jeg, det vár), som min medbroder og jeg ofrede tid og kræfter på, udgav en roman med mig som hovedperson. Det skulle have været udgivet den 09. april (dagen for Danmarks besættelse), men udgivelsen blev fremskyndet. Fint og sigende havde det været, hvis den var udkommet den 01. for, omend romanens forfatter i dén grad lå under for en besættelse, blev det hurtigt klart, at såvel forfatter som indhold mest dækkende falder ind under betegnelsen “APRILSNAR”.

Bedst er bogen at sammenligne med Münchhausens eventyr, – bortset fra, at disse som regel er godmodige, – for større samling løgne skal man lede længe efter. Selv om tidspunkter nøjagtig angives, – et trick, man benytter, når man vil fremstå sandfærdig, – så er det meste noget ro(e)d, hvilket da osse bare normalt begavede læsere hutigt opdager.  Andre knap så begavede har vist ikke opdaget det endnu. Flere sluprede dengang indholdet i sig, – ihvertfald Blomkåls-Bertha, en vegetar fra menigheden i Holbæk.  Hun kaldte bogen ‘en nødvendig bog’, nok fordi der, til trods for at den påstod det modsatte, ikke er meget kød på den. Nu afdøde katolske guru Erling Tiedemann så anderledes på det, men ham kunne man jo heller ikke frasige begavelse.  Han sluttede sin boganmeldelse således: “I et retssamfund skal man ikke bevise sin uskyld. Det er andre, der skal bevise ens skyld. Det er ikke sket! Og sker heller ikke med denne bog. Skulle jeg en dag komme til endelig at antage, at præsten er skyldig i de anklager, der rettes mod ham, så ville det ikke være N.N’s bog, som havde overbevist mig!”

Først tre år efter, at bogen var udkommet, fik jeg den læst, hvilket skyldtes, at jeg på dét tidspunkt fik den foræret. (Forfatteren burde naturligvis ved udgivelsen have ladet mig et signeret eksemplar tilkomme, – det fik biskoppen vist, – men ikke engang så megen pli kunne han udvise).  Dén, der forærede mig den, havde købt den, fordi forlaget allerede på dét tidspunkt ikke kunne komme af med den og nu nærmest kastede den efter folk, –  til samme pris som en pakke med seks ruller toiletpapir.  Da jeg på netop dét tidspunkt stod for at skulle fejre mit 30-års-præstejubilæum, var jeg, på grund af det gunstige pristilbud, et kort øjeblik fristet til at købe 50 eksemplarer (måske med yderligere rabat fra forlaget??) og uddele dem blandt gæsterne. For om nu løgn eller ej. Jeg er da vist den eneste katolske præst i Danmark, der har været så ‘farverig’, at der er stof nok til en roman. Godt nok er jeg anonymiseret.  Jeg hedder John, og hvorfor nu lige dét, véd jeg ikke. Mit rigtige navn er jo to-stavelses. Så Hugo eller Børge havde da været sjovere. Og som John(ny) Reimer så rigtigt synger: “Folk vil gerne ha’ no’ed at grine a'” . .   Jeg fik bogen foræret, fordi den ikke-glade giver dels mente, at jeg burde være orienteret om dens indhold, dels, fordi vedkommende efter endt læsning ikke ville have den stående i sine reoler, hverken i stuen eller på toilettet. Karakteristik fra vedkommende: “En meget ond, ubehagelig og overflødig bog”.  Når det hang sådan sammen, syntes jeg heller ikke, at jeg kunne være bekendt at pådutte mine gæster den.

Min advokat nævnte dengang overfor mig, at jeg roligt kunne sagsøge forfatteren, idet romanen, der blev udgivet som om den var dokumentar, helt igennem er injurierende. Ikke mindst m. h. t. de ret mange personer omkring mig, der med navns nævnelse en-blog sværtes til. Men den tjeneste ville jeg ikke gøre ham. Afløb for hans medieliderlighed må han selv skaffe sig. Og det ville være synd for hans stakkels mor, som har lidt nok, at hun nu osse kom til at betale sagsomkostningerne.

Dem, som måtte tænde på bogens genre, kan som tema med variationer  anbefales forfatterens artikler i den ret ukendte avis med det enkle navn “Avisen”, tilgængelige i forfatterens arkiv, f. eks.: “Anne sælger trusser med tis til liderlige mænd”, “Mænd: Vi vil have hurtig sex”, “Mænd behøver ikke høje hæle for at få lyst til sex”

Det er niveau’et …Værs’go  å  spis ….

 

JUBILÆUM nr. 2:

Ovennævnte bog er ikke den eneste skrevne om ovennævnte emne. Jeg selv hár, for at fastholde mine oplevelser siden april 2010, skrevet en slags dagbog.

Ovennævnte bog udkom ni dage efter, at min kirkerets-stridige suspension, der havde varet et år, den 31. marts 2011, – altså for 5 år siden,  var blevet ophævet. Og den af mig ansøgte pension m. h. t. mit sognepræsteembede var blevet mig bevilliget. Jeg havde regnet med, at mit skriveri skulle være min beskrivelse af de uhyrligheder, som jeg suspensions-året igennem var blevet mødt med.  Og at det så skulle være dét. Men ret hurtigt måtte jeg erfare, at ubehagelighederne bestemt ikke var nået til ende. Og at jeg godt et år efter, – i juni 2012, – rent faktisk skulle komme fra asken i ilden. Derfor er mine optegnelser blevet fortsat.

Den kendte norske dominikanerpater og forfatter Kjell Arild Pollested, som har oplevet tildels det samme som jeg, har udgivet, – men han er jo osse forfatter, – sådanne to dagbøger. Dén, der er parallel til mit suspensions-år bærer titlen: “Anklaget”, dén, der er parallel til tiden derefter, bærer titlen: “Eneboerliv”. Bøgerne er læseværdige.

Jeg er ikke forfatter og vil ikke udgive mine optegnelser i bogform, da jeg har lært at sande, at det beskrevne, – som tiden går, –  mest interesserer den skrivende. Ikke desto mindre vil jeg ikke have gjort mit omfattende skrive-arbejde omsonst. For man skriver jo altid med dét formål, at andre skal læse det skrevne, og jeg synes, at man skal have mulighed for at orientere sig om, hvilke ondskabsfuldheder der, – ihvertfald i bispedømmet København , – foretages i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, i hvertfald over for mig, der som præst, efter ophævelsen af min suspension, nu snart i fire år af min biskop de facto har været holdt udenfor min kirkes fællesskab. Jeg har derfor med mig selv besluttet, at jeg vil offentliggøre mine skriv på denne min blog. Som en følgeton gennem det kommende år med et par kapitler om måneden. Første del, – suspensionsåret, –  har 20 kapitler af ulige længde. Indledningen og første kapitel vil komme her på bloggen den 10. april.

Hvem der er interesseret og måtte have lyst til at læse, han/hun læse!
Hvem ikke har lyst til at læse, han/hun lade være!