Hold ud, hold ud, hold ud! (2)

 

– fortsat

2. Sygemelding /suspensation

Jeg får i telefonsamtalen at vide, hvem der har anmeldt mig: Frederik Roed. Og får beskrevet, hvori overgrebet skulle bestå. Umiddelbart er jeg er beroliget, for jeg anser politiet som et korps af fornuftige mennesker. Jeg véd, at jeg ikke har gjort dét, anklagen skulle lyde på: Det drejer sig ikke om pædofili, men om en slags voldtægsforsøg overfor en person over den seksuelle lavalder.  Det skulle være sket i 1989, altså for 21 år siden, – således ydermere forlængst forældet. Endelig forestiller jeg mig, at politiet, med dén karakter, indholdet synes at have, ikke vil  beskæftige sig videre med det. Jeg aftaler med biskoppen, at han skal kikke ind til os, idet han samme aften vil komme forbi os på vej til Odense, hvor han traditionelt firmer anden søndag i påsken.

Overraskende kommer han for at suspendere mig fra min tjeneste som sognepræst. ‘Fritage mig for tjeneste’, som det hedder. Jamen, hvad er det lige, der sker?? . . .  Han foreslår mig, at jeg skal bede om at blive fritaget. “Hvorfor skulle jeg dog det?” spørger jeg ham, “Det ville jo være løgn, når jeg netop ikke ønsker det!”. Ikke desto mindre: Suspensionsdokumentet har han med sig i sin mappe, og han haler det nu frem. Allerede i morgen søndag kommer der en anden præst, fortæller han mig.

Midt i forvirringen kan jeg dog samle mig så meget, at jeg, som forudsætning for at modtage hans skrivelse, udbe’r jeg mig kopi af skriftlig dokumentation for indgivelse af politianmeldelsen, som ifølge biskoppen skulle være grunden til suspensionen. En sådan kan biskoppen ikke fremvise. “Jamen, Frederik har jo sagt ..”. siger biskoppen. “Til hvem?” spørger jeg. “Ja, til Niels Engelbrecht. I telefonen, – på bånd!”  Frederik skulle samtidig have lovet at indgive politianmeldelse på Bellahøj politistation. Det er for mig løs tågesnak. Jeg gør det klart for biskoppen, at jeg på den baggrund holder mine to søndagsmesser i morgen som planlagt. Og at han godt kan aflyse den præst, han har engageret.

Sådan blev det! Men flere kunne nok under messerne i Slagelse og Kalundborg mærke, at jeg var ikke var helt mig selv. Ganske særligt i Kalundborg, hvor TV-ØST’s optagebil var på jagt efter ‘godt stof’, men hvor menighedsrådet gudskelov fik dem jaget væk før messens begyndelse. Mærkeligt: Netop i denne søndags evangelium sagde apostlen Thomas til de øvrige apostle: “Hvis jeg ikke får det at se, tror jeg ikke!”

Søndag aften kommer biskoppen igen ind til os, nu på sin vej hjem fra Odense. . Han fastholder, at jeg skal suspenderes, samtidig med, at han bedyrer, at det, – sådan siger han, – trods de uoverensstemmelser som vi gennem årene har haft, var det sidste, han ønsker for mig. Han genta’r det et par gange, – gange nok til, at jeg begynder at tvivle på, at han mener det!

Rigtigt er det, at vi har haft, og vedblivende har vore uoverensstemmelser. Omend det for mit vedkommende var begyndt positivt. Negative stemmer var der nok af, da vi via radioavisen som lyn fra en klar himmel havde fået oplyst, at Czeslaw Kozon var vores ny biskop. Biskop Suhr, 100 år gammel, skulle ved nyhedens ankomst spontant have sagt til sine omgivelser: “Jam’n, han er jo komplet uduelig! Vi bli’r bombet 50 år tilbage i tiden!” Og jesuit-pater Anton Dekkers udbrød rystet: “En katastrofe!”. Personligt forsvarede jeg den nye biskop og nævnte som noget positivt, hvad jeg oplevede: at han var umiddelbart tilgængelig. Man kunne ringe til ham kl. 22 om aftenen og føle sin ‘forstyrrelse’ velkommen. Det var noget helt nyt! Men langsomt kølnedes min positivisme, særligt da jeg erfarede, hvordan han behandlede trofaste mennesker, der ikke passede ind i hans koncept.  Den første, det gik ud over, var ‘katolsk orientering’s dygtige redaktør gennem en ultra lang årrække, præmonstratenser-præsten Willem Wuyts fra Vejle. I stedet for dét levende blad i katolsk regi, som vi havde, ville biskoppen nu have et katolsk “Prawda”.  På umenneskelig måde, støttet af Erling Tiedemann, fyrede han dette trofaste, begavede menneske, der i samme forbindelse om biskoppen udtrykte sin uforbeholdne mening: “Jeppe i baronens seng!”. Nok var pastor Wuyts flamlænder, men han var yderst velbevandret udi dansk litteratur og dansk kultur i øvrigt, – mere end mange danskere.  Den liturgiforstyrrede, men altopofrende præst, Georg Nibler, sognepræst i Lyngby gennem tredive år, stod derefter for skud, – til samme behandling. I den forbindelse var der én, der sagde til mig: “Du bli’r den næste!” Afledt af, hvad Kozon på et tidspunkt skulle have sagt til én af sine fortrolige: “Der er et par præster, som jeg gerne vil af med!” – og vedkommende skulle ha’ svaret ham: “Så skaf dig af med dem..”, så kunne der måske være noget om snakken?? I hvert fald oplever jeg mig ganske tydelig som ikke værende biskoppens ‘kop te’. Hans ideal af en præst synes at være en helt altid sortklædt, der ved afskeden med ham falder på knæ og kysser hans bispering. (Om biskop Suhr fortælles det, at han, da han oplevede noget sådant i en kreds af søstre, tog sin ring af, gav den til den nærmeste søster og sagde til hende: “Send den rundt!”). Omend biskop Kozon et par gange har bedyret det modsatte, og til min meget store glæde midt i 90’erne har godkendt Montfortkommunitetets statutter og re-oprettelsen af den montfortanske ‘tredje-orden’ associationen ‘Maria, Hjerternes Dronning’, – det er jeg ham vedvarende taknemmelig for, – så oplever jeg, at han ikke vil give plads for brugen de nådegaver, som Gud har givet mig. Jeg må ganske enkelt ikke være dén, jeg ér. Min kontaktevne, mine prædikener, der p. g. a. min stil, ankommer hos de lyttende, ser han forbi og kritiserer istedet dét, han kalder “min liturgi”, henvisende til små variationer, som man ihvertfald i Tyskland og Holland-Belgien ville ryste på hovedet over, at de overhovedet bli’r påtalt;  variationer, som jeg i øvrigt osse oplever herhjemme hos andre præster, men overordnet véd jeg, at liturgien i mine menigheder er yderst velplejet. Derfor har jeg heller ikke været specielt modtagelig for henstillinger. Biskoppen har humoristisk talt om ‘vestsjællandsk ritus’ og ved lejlighed anført, at “om jeg så skrev til Stephen på guldpapir ville det ikke ændre noget!” Well! Min stil er anderledes end Kozons, og jeg mener, der må være plads til små forskelligheder. Det er helt i orden, at han ikke ‘tænder’ på min stil, ligesom jeg så sandelig heller ikke ‘tænder’ på hans, hvilket jeg ikke har undladt at give udtryk for og nok indimellem i den forbindelse er gået over stregen, når det var sværest for mig at holde det ud, ja, været på grænsen til det utilladelige. Men hans tiltagende hang til at klæde sig i kirkeligt blondetøj fra klunketiden virker på mig henimod det trans-agtige, og den ulidelige mitra-trafik, – af og på, – gennem hans gudstjenester (sikkert helt efter reglerne, men ikke længere praktiseret af de allerfleste biskopper), hans glædesløse ansigtsudtryk og monotome stemmeføring gør, at jeg krummer tæer. Mens ret så mange biskopper rundt i verden, inspireret af evangeliet, skaffer sig af med deres pragt-palæ’er, er Kozon gået den modsatte vej. Hans forgænger beboede en almindelig lejlighed i en baggård overfor domkirken og lavede selv sin mad, men Kozon har valgt at have residens i et stort palæ i det mondæne Hellerup, – med to tjenende polske nonner, som løber omkring med et yderst ringe kendskab til det danske sprog og som ved møder i palæet dækker et nydeligt bord (og serverer mad, som smagsmæssigt ikke er på højde med borddækningens akkuratesse). I hans måde at være biskop på, har jeg så svært ved at få øje på vor Herre Jesus Kristus. Han sikkert osse i min måde at være præst på! I dét portræt, som bispedømmet for en mindre formue fik Thomas Kluge til at male, har kunstneren efter min mening ramt plet: Centrum i billedet (i Kozons person) er de næsten overbelyste hvide blonde-kniplinger på hans rochet, – det eneste ‘levende’.  Ansigtet er stenagtigt, blikket er tomt, uden menneskelig varme. Hænderne, der hviler tungt på bispestolens armlæn, er malede lidt for store, måske et udtryk for, hvordan al bevægelse bli’r holdt nede, – næsten parallelt til Johannes Døberens (for) store pegefinger på Isenheimer-altret. Biskoppen har måske selv fattet billedets budskab, for når han uddeler billeder af sig selv, benytter han det aldrig. I stedet får man, til f. eks. ophængning i sakristier, et glansbillede, hvor han mest minder om en nådigherre fra 1700-tallet, som fra sin tronstol smukt, men med behersket værdighed, smiler ned til de ydmyge undersåtter. For min skyld måtte han sådan set gerne være, som han ér, hvis han ville lade andre være, som de ér. Så kunne det måske endda gensidigt være til berigelse i stedet for til irritation. Pave Johannes Paul II havde nok ikke helt uret, da han som kardinal Wojtyla i 1969 udtrykte, – nok i en hel anden sammenhæng: “Konformisme betyder døden for ethvert fællesskab. Ethvert fællesskab har behov for en loyal opposition!” I min optik er opposition loyal, når den siges højt og ikke hviskes bag ryggen af dén/dém, man opponerer imod.  Ihvertfald har biskop Kozons fremtræden udvirket, at stav, mitra og guldbrystkors absolut ikke fascinerer mig mere, derimod en embedsindehavers empati og indlevelsesevne. Som en nu afdød, dengang midaldrende katolik fra Helsingør menighed engang sagde til mig, da jeg var først i 30’erne og dengang (endnu) ‘tændte’ på netop nævnte embedstegn: “Da jeg var ung, gjorde det indtryk på mig, når biskoppen i fuldt skrud holdt sit indtog i kirken: Med mitra, stav og guldkors på brystet, hængende i en guldkæde. Nu gør det indtryk på mig, når jeg ser biskop Hélder Camara sidde i en kreds af fattige mennesker udenfor sin beskedne lejlighed, iført korte bukser og T-shirt, – med et lille trækors i en snor på brystet”

Men tilbage til sagen.

På den baggrund, som der ér for suspensionen, – nemlig en løgnagtig historie, – nægter jeg fortsat at modtage den. Min medbroder gentager overfor biskoppen, hvad vi havde sagt aftenen i forvejen: At vi ikke fatter, at dét, at man er meldt til politiet, automatisk medfører, at man skal ‘fritstilles’. Det kan jo være, at anmeldelsen er falsk, at den ér af en sådan karakter, at politiet vil afvise den. . . En anmeldelse er jo ikke automatisk lig med en sag.  At være anmeldt er ikke lig med at være sigtet, – og slet ikke lig med at være dømt.  Men en fritstilling er en offentlig blamage!!  Biskoppen siger, at ‘sådan er reglerne’ … Hvilke regler? Åbenbart bispedømmets hjemmestrikkede beredskabsplan, som de- facto totalt er i modstrid med kirkeretten, som i § 1717-18 siger, at kirkens ledelse, når nogen bliver mistænkt/beskyldt, skal gå yderst forsigtigt frem, og at man ikke må bringe den beskyldte i dårligt ry …

Hvis biskoppen modtager kendskab til, at der kunne være sandsynlighed for, at en strafbar handling kunne være begået, så skal han selv, eller gennem en anden egnet person forsigtigt orientere sig om sagen, de nærmere omstændigheder og de strafferetslige konsekvenser, hvis ikke en sådan fremgangsmåde viser sig totalt overflødig. Der skal drages omsorg for, at denne forundersøgelse ikke medfører, at nogens gode navn og rygte kommer i fare.

Denne søndag aften tænker jeg imidlertid ikke på kirkeretsparagraffen, blot på dette, at jeg simpelthen ikke vil finde mig i, på tvivlsom baggrund, at blive udleveret til offentlig blamage.  For at undgå en sådan tilbyder jeg biskoppen, – efter telefonisk at have vendt sagen med min medbroder i Fredericia, – som en umiddelbar løsning: at sygemelde mig.  Det betyder, at biskoppen kan sige i offentligheden: “Der er kommet en anklage på en præst, men han er ikke i tjeneste”. Samtidig kan han meddele: “Der er osse en præst, som har sygemeldt sig!”  Hvis nogen sammenkobler de to ting, bli’r det fantasiens afdeling.  Bispedømmet vil kunne offentliggøre, at der er kommet en anklage på en præst, som ikke er i tjeneste. Og: At en præst har sygemeldt sig. Biskoppen accepterer, – efter flere hemmelige telefonsamtaler med gud-ved-hvem mon, – denne løsning.

Jeg skriver min sygemelding på stedet. Biskoppen får den i hænde og accepterer den.

Til biskop Czeslaw Den seneste tids pres på os præster, hvor man har en følelse af, at man hver dag kan blive anklaget for noget, man ikke har gjort, – med medfølgende urimelige konsekvenser, – har påvirket mit sind så stærkt, at jeg dags dato hermed sygemelder mig. Om ønsket vil jeg eftersende en lægeerklæring. Jeg har i 25 år som præst aldrig forsømt min tjeneste, og det er med beklagelse, at jeg må  erkende, at grænserne for mine mentale kræfter nu overskrides. Jeg håber på snarlig bedring. Slagelse, den 11. april 2010 p. Stephen Holm

Nu har vi en klar aftale. Biskoppen synes at være lettet. Han siger: “Du er sygemeldt, men pastoralassistenten (min medbroder,  br. Poul-Erik Jensen) kan jo i det daglige være anløbsstation!”  Omend jeg vedblivende juridisk er sognepræst, vil en ny sognepræst blive konstitueret i mit embede under min sygeperiode. Herom nærmere, når vedkommende er fundet . Den konstituerede sognepræst vil fremover være ansvarlig for alt, osse for kirkens hjemmeside. Henvendelser til pastoratet vil dog stadig kunne ske på sognets telefon, idet pastoralassistenten vil være behjælpelig.

Ved sin afsked bedyrer biskoppen: “Nu håber vi, at det snart er overstået..”, og, som han tidligere har sagt det:  “Ingen navne bliver nævnt!” Jeg er tilfreds med denne fremgangsmåde, da den vil give ro til, at anmeldelsen kan blive undersøgt.  Min sygemelding sætter jeg på mine kirkers hjemmeside, så menighederne véd, hvorfor jeg foreløbig ikke er i tjeneste.

På ovennævnte baggrund er min overraskelse derfor enorm, da jeg mandag morgen på bispedømmets hjemmeside sér, at sygemeldingen er blevet sammenkoblet med anklage om seksuelt overgreb – helt modsat vor aftale med biskoppen søndag aften, – og  ovenikøbet forkert daterede.

Således stod at læse:

Overgreb meldt til politiet En nulevende katolsk præst er blevet beskyldt for et seksuelt overgreb mod en 17-årig mand i 1989. Den forurettede har i går anmeldt det påståede overgreb til politiet. Den anmeldte præst har i dag, mandag den 12. april, sygemeldt sig på ubestemt tid og fungerer derfor ikke i sit embede.

Biskoppen har brudt sit ord og, – i modstrid med kirkeretten, – udhængt mig, – foreløbig i mine menigheder.

 

3. Den første uge derefter

Ved alle henvendelser til os mandagen igennem holder vi fast ved aftalen fra søndag aften, og, – da jeg jo er sygemeldt, – henviser min medbroder, som modta’r samtlige telefonopkald, til vor hjemmeside, hvor sygemeldingen, efter at jeg har sat den ind, står at læse.

Medierne spørger til min sygemelding. Og til, om vi kender noget til dén præst, der, jf. bispedømmets hjemmeside, er anklaget og sygemeldt???

Mandag aften går det helt galt. To påtrængende dame-journalister fra Berlingske dukker op midt under vores montfortaner-aften, men bli’r gennet væk af et af associations-medlemmerne. Samme aften bryder biskoppen atter sit ord, idet han, internt for præsterne, – lidt under hundrede personer, – via en mail offentliggør navnene på de to anklagede: præsten fra Hillerød, Hans Esmark, og jeg selv. Mærkværdigvis fik han ikke en netop ny-anklaget nr. tre med på sin liste, præsten (tidligere) fra Randers.

Min præste-medbroder fra Fredericia bliver så vred over biskoppens dobbelte løftebrud, at han dagen efter i solidaritet sygemelder sig.

(Parentes. Vilkårlig behandling på den katolske kirkes officielle hjemmeside er blevet os beskyldte præster til del. Kun Hans Esmark, Reinhold Sahner og jeg selv er blevet offentliggjort som ‘fritaget for tjeneste’. Om præsten fra Birkerød blev det først meddelt en måned efter, at han var blevet ‘fritaget’ og var på vej tilbage til sit hjemland. Præsten fra Sønderborg fik betegnelsen ‘orlov’, og præsten fra Randers/Herlev, som blev ‘fritaget for tjeneste’ umiddelbart efter Hans Esmark og jeg, fik aldrig nogen betegnelse påhæftet sit navn. Påtale af det nævnte forhold havde ingen indvirkning på biskoppen. Vilkårlighedens slaraffenland eller afspejling af biskoppens bevidste forskelsbehandling??? Nok det sidste, for henvendelser til hjemmesidens redaktør Niels Messerschmidt med anmodning om ens behandling blev ikke imødekommet. Påtale havde ingen indvirkning. Parentes slut)

I et par mails meddeler jeg biskoppen, at jeg har mistet enhver form for tillid til ham, og at jeg ikke stoler en centimeter på ham. Dette skyldes ikke bare det aktuelle, men mange års gjorte erfaringer. (For øvrigt fik jeg det bekræftet, da jeg, efter ophævelsen af suspension og overgang til pension, vikarierede i Køge. Her er hans morbror Edvard sognebarn. Under en snak med Edvard, hvor han i meget hjertelige vendinger takkede mig for den søndagsmesse, jeg lige havde celebreret, bedyrede han: “Czeslaw, og for den sags skyld min søster, omgås temmelig letfældigt med sandheden!”  (ordlyden er temmelig modificeret).  Omend dette udsagn er yderst subjektivt, – naturligvis, – trøstede jeg Edvard med at sige, at jeg, i dén situation, som jeg netop aktuelt befandt mig i, kunne fristes til at tro ham! Men nu vil jeg så samtidig gerne tilføje følgende: Der er intet forkert i at være enfoldig. Og at Therese Kozon ikke kunne finde Judas-evangeliet i sin bibel, da der var så megen tale omkring dette, skal være hende tilgivet. Hun husker præsternes fødselsdage og har indtil fornylig altid tilskrevet mig til min fødselsdag og givet mig en lille gave. Og gør hun dette overfor alle præster, er hendes omsorg rørende. Jeg har overfor hende engang ladet mine følelser overmande mig og sagt til hende, hvad jeg mente om hendes ældste søn. Hertil svarede hun mig ganske enkelt: “Stephen! Jeg er en mor!”. Dette svar lammede mig totalt og lukkede min mund. Hun sagde dét, der skulle siges, og siden har jeg overfor hende aldrig nævnt nogetsomhelst med hensyn til hendes bispesøn. Til gengæld fortæller hun nu om mig, at “ha’ e’ så fræk som en slagterhund!” Og det kan måske have lidt rigtighed, idet min far, som nogle véd, var slagtermester.

Til trods for, at præsteoffentliggørelsen var påtegnet ‘fortrolig’, (en illusion at tro, at man kan offentliggøre noget for små hundrede personer og bevare fortroligheden) åbenbarer en nabopræst for Ekstrabladet navnene på de to anklagede præster, – selvfølgelig under polsk fortrolighed.

(fortsættes)

 

Reklamer