– når jeg blot kan beholde mit Sorø!!

Lad Gud kun beholde sit himmerig,
– når jeg blot kan
beholde mit Gurre”

Sådan udtrykte kong Valdrmar Atterdag sig i midten af 1300-tallet, – af kærlighed til den nævnte nordsjællandske lokalitet, – omend Gud efter sigende påfølgende skulle ha’ straffet ham for bemærkningen!?

Valdemar Atterdags udsagn kom mig ihu i onsdags, efter at jeg en lille uge havde været i Rom. Jeg havde et ærinde dér og opholdt mig ellers i vores generalat på Monte Mario, hvor der er ganske dejlige mennesker og, indenfor husets havemur, ganske dejlige omgivelser.

Men man kan jo ikke tillade sig at være i Rom og ikke foretage sig synderligt. Så lidt rundt måtte jeg. Og, – hvad hedder det:  se alle de pragtfulde kirker, – noget, der naturligvis må være en hjertesag for en præst. Men ret hurtigt kører man træt, for de er, – og nu afslører jeg mig som proletar, – ens alle sammen. Barok over alle grænser og efterhånden lisså forfaldne over alle grænser. Snavs og uryddelighed møder én i hver af de ikke-helt-så-berømte kirker.

Lørdag sen eftermiddag på Piazza del Populo. Tre Mariakirker ligger der dér. Santa Maria della ét eller andet: To tvillingekirker plus kirken Santa Maria del Populo. Den sidstnævnte er øjensynlig populær bryllupskirke. Jeg oplevede to på stribe med flotte rober og smukke jakkesæt og fotograferinger en suite. Men pragten var forbi ved den første søndagsmesse kl. 18,30. Ikke engang en trediedel af kirken var fuld, og den ældre præst, uden ministranter, skulle vist bare ha’ det overstået. Ingen orgelmusik. Liturgisk, åndeligt forfald!

Mandag eftemiddag. Efter at have afsluttet sidste del af mit ærinde nær Peterspladsen ville jeg, før jeg tog hjem til generalatet, gå ned til kirken Santa Maria in Traspontina, – eller, som jeg kalder den, fordi jeg altid kun har besøgt den i bagende sol: Santa Maria in Transpiratione, – fordi denne kirke har et alter til ære for Danmarks værnehelgen, Kong Knud den Hellige. Men på vej derned begyndte klokkerne fra S. Pietro at ringe. Ret så mange af dem. Nysgerrigheden var vakt, så jeg vendte om og gik op mod den store kirke. Egentlig havde jeg besluttet, denne gang ikke at gå ind, uanset jubelår, uanset bronzeport, for jeg orker ikke at stå i kø et kvarter og skulle kropsvisiteres som i lufthavnene (sikkert nødvendigt),  før jeg kan få lov at gå ind. Og jeg har været i S. Pietro op til flere gange. Men nu ville jeg erfare, hvad der skulle ske, og det gjorde jeg: I anledning af begyndelsen til novenen forud for Sankt Peters fest d. 29., blev der fejret højtidelig messe i det store apsisrum bag højaltret. Og det var en smuk oplevelse.  Alterbordsfacaden i ædelt materiale kunne nydes uden at blikket skulle generes af vulgære blondeduge. Ministanterne nydelig påklædt i kjoler der præcis passede hver enkelt og naturligvis i sorte sko, – lignede på ingen måde en sæk kartofler med fremstrittende ben i faststribesko, som det er blevet normen herhjemme. Hovedcelebrant og to koncelebranter i ens, enkle røde messehageler, en ceremoniar, der bevægede sig, så han næsten var usynlig, smukt orgelspil, nydelig korsang og god menighedssang. Omend jeg havde været til kommunion i morgenmessen i kommunitetet i generalatet, gik jeg igen i denne messe, for regelen ér, at det kan man godt, hvis man deltager aktivt i messe nr. to. Og det havde fuldtud været muligt for mig i denne messe, hvor intet havde påvirket min æstetiske sans i negativ retning.

Det var for øvrigt heller ikke sket dagen før, – søndag, – i vores sognekirke, som er opført af montfortanerne i 50’erne og betjenes af et team af tre patres fra vores kongregation. Kirke, ‘kloster’ og menighedslokaler ligger 100 meter fra generalatet. Kirken var fyldt til samtlige seks søndagsmesser, Overflydt var den ved to af dem, fordi i den ene var et sølvbryllup og i den anden tre dåb. Indrømmet: Selvfølgelig kikkede jeg lidt, da der før messen med barnedåb rullede tre barnevogne op gennem kirkens midtergang, som derefter parkeredes hensigtsmæssigt. Alt var bestemt ikke så æstetisk, som jeg kunne ønske mig, men til gengæld var liturgierne så levende, at jeg faktisk uden problemer kunne se bort fra det.

Men generelt: Rom er støjende, så det batter og ustandselig hyler udrykningskøretøjer gennem gaderne. Affald ligger der overalt. Store containere er opstillede ved gadekanterne, men de er overfyldte og halvåbne affaldsposer, der ligger rundt omkring dem gi’r en fonemmelse af, at man bogstavelig talt vader i lort.

Jeg kender udsagnene til bevidstløshed: Rom er vidunderlig, Rom er pragtfuld, Rom er skøn o. s. v. . Jeg ved selvfølgelig, at disse udtryk knytter sig til de uvurderlige historiske og nutidige kunstskatte, som denne by i sandhed rummer. Og som katolsk præst forventes det af mig at jeg af hjertet tilslutter mig begejstringen, ydermere p. g. a. Vatikanet, paven, ja, kirkens hovedstad. Som det hedder i en salme i den gamle salmebog (1951), som jeg med begejstring sang i min ungdoms kirke i Svendborg, – den, – altså salmen, –  blev siden kasseret og fandt heller ikke plads i den aktuelle, fordi der skulle være plads til 17 blanke sider:

“Vi elsker vor kirke, hvis krone er torne fra Golgatas jord.
Det evige Rom er dens trone, dens scepter er sandhedens Ord . .”

Det kan godt være, at ‘det evige Rom er dens trone’, men dét, som jeg tænkte, da jeg med regionaltoget onsdag over middag var på vej ud til Roms lufthavn og kørte igennem uhyggelige forstadskvarterer, var:

Rom er rædselsfuld!

Og så blev jeg onsdag aften hentet i Kastrup lufthavn af min medbroder. Vi kørte udenom den i sammenligning med Rom ‘organiserede’ by København og nærmede os skovene omkring det historiske Sorø. Vi parkerede foran vores røde murermestervilla på den super-rene, stille Lærkevej, og  da jeg med tak til Gud trådte ind i vores både fysisk-rene og stil-rene lille kapel, hvor der er dét, der skal være og intet mere, frydede min sjæl sig i hele sin fylde.

Da vár det, at jeg ihukom Valdemar Atterdags ovenfor citerede udsagn og  tilsluttede jeg mig det af ærligt hjerte, – dog med følgende omskrivning:

Lad ‘la santa chiesa cattolica’ kun beholde sit Rom
– når jeg blot kan  beholde mit Sorø!

Jeg hælder til den anskuelse, at Vorherre ikke straffer mig for denne udtalelse!

Reklamer

“Rule, Britannia! Britannia rule the waves:

Rule Britannia! Britannia rule the waves.
Britons never, never, never shall  be slaves!”

Så gik den ikke længere. Bygningen af det ny Babelstårn, begyndt i sidste halvdel af 1900-tallet, er gået i stå. Og det endda på festen for Johannes Døberens fødsel, forløberen for Messias.

Brave Britons! Måtte I være forløbere for en ny periode, hvor man igen vil kunne definere sig selv som ikke bare skabt af Gud, men skabt af Gud i en bestemt geografisk sammenhæng, – for mig den danske, – på et bestemt historisk tidspunkt.

Som jeg har rod i en familie, har jeg osse rod i et folk og har dette folks historiske baggrund som en væsentlig faktor for at kunne definere mig selv.

Ingen ved, hvordan Babelstårnet så ud, men masser af Bibelhistorier viser billeder, der gengiver nogenlunde samme konstruktion, der igen i forbløffende grad er genkendelig i EU-bygningen i Bruxelles.

Fællesmarked udmærket og praktisk, men United States of Europa! NEVER!
Nu tør jeg og mange andre håbe, at flere lande følger efter, – osse vort eget, for:

Og gamle Danmark skal bestå, når bare vi os holder
langt væk fra Bruxelles, langt væk fra Bruxelles.

 

 

 

 

Hold ud, hold ud, hold ud! (3)

  1. Medierne

‘Sjællandske Medier’ er nu for alvor blevet aktive. De nærlæser ovenstående notits på den katolske kirkes hjemmeside, og ved forespørgsler hos pastor Jesper Fich og hos ‘informationschef’ Niels Messerschmidt (som endelig får chancen for at informere offentligheden, – ellers virker han mest som biskoppens med-sekretær, der udsender interne meddelelser, – som regel behæftede med fejl) hjælpes ‘Sjællandske Medier’ dygtigt på vej til at finde ud af, at det kun kan være mig, der er ‘anklaget’.

Dette medfører torsdag d. 15. april en ‘flot’ artikel i Sjællandske. Forsideoverskrift: Lokal præst anklaget for sex-overgreb på 17-årig! Og på side to hedder det: Ifølge kirkens egne oplysninger er der kun én præst, der kan være tale om, nemlig Stephen Holm fra Slagelse. – Hvis jeg ikke havde været dén, jeg ér, havde jeg efterfølgende ikke turdet vise mig offentligt i byen. Det er mig imidlertid intet problem, da jeg ikke har gjort dét, jeg beskyldes for: for noget, der kunne være strafbart. ‘Sjællandske Medier’ udbad sig, som de jo skal det, før trykningen af artiklen, en kommentar fra mig. Men fik, som alle andre, ingen. I stedet bragte de et udsnit af straffeloven. Godt at være på forkant!

TV2’s nyheds-program proklamerer nu hvert tiende minut, så man knap kan holde det ud, at “Skeletterne vælter ud af skabet i den katolske kirke!” (At udmeldingen så var profetisk tale, viste sig et halvt år senere, da alle sagerne havde været omkring politiet, og politiinspektør Svend Foldager kunne konstatere, at “den katolske kirke i Danmark intet særligt problem havde”. Der var simpelthen ikke ‘kød’ på benene/sagerne).

Biskoppen havde fortalt mig, at Frederiks politianmeldelse skulle være var indgivet lørdag d. 10. april på Bellahøj Politistation. I anledning af avisens meddelelse om politianmeldelsen forespurgte jeg onsdag d. 14. sent eftermiddag på denne station herom.  Politiet meddelte mig, at ingen anmeldelse var indløbet, – i hele Storkøbenhavn. Kun havde de noget fra 1992 ang. kørsel uden sikkerhedssele.

På vores hjemmeside indsatte jeg følgende:

“Hører du ikke, hvad de anklager dig for??” Men Jesus svarede dem ikke på ét eneste spørgsmål..”   (Joh. 27, 13-14)

Dette hár været og ér overskriften på dén måde jeg under min sygdomsperiode har modtaget (og fremover vil modtage) samtlige henvendelser fra pressen under hvilkensomhelst form. Henvendelse er overflødig. Jeg ønsker ikke at forklare min sygemelding med andre ord end de nedenfor angivne og ønsker ikke at kommentere formodninger om en indgivet politianmeldelse ang. mig.

“Lykkelige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på…. Jeg siger jer, jeres løn skal være stor i himlen!” (Matt. 5, 12)

“Pais de croix, quelle croix!” (Louis-Marie de Montfort)

Torsdag har vi menighedskomsammen, hvor jeg fortæller menigheden om, hvad der er sket. Og meddeler, hvad der er blevet os oplyst: At bispedømmets generalvikar, pastor Lars Messerschmidt (74 år) er blevet udnævnt som midlertidig  konstitueret sognepræst for vore tre menigheder.

I weekend’en eskalerer det hele. Samtlige aviser og blade. Ekstrabladet og Berlingske Skidende (undskyld mig udtrykket) særlig aggressivt. Jeg selv er rasende, men min advokat ta’r det roligt. Han anfører, at selv den mest svinske avis om fire dage bruges til, enten at pakke fisk ind i eller til vinduespudsning eller optænding i brændeovn. Ikke desto mindre: Da det i sidstnævnte blad søndag forlød, at en anonym person havde oplyst, at jeg, da han var 15 år gammel, fem/seks gange skulle ha’ givet ham et blowjob, knækkede filmen for mig for et øjeblik. Jeg betroede min medbror, at jeg ikke ville være i huset et sekund længere, og at vi kørte nu. Hvorhen vidste jeg ikke. Han bevarede imidlertid roen, og jeg fulgte hans råd og kørte over til min anden Montfort-medbror, sognepræsten i Fredericia. Allerede ved at forlade Sjælland fik jeg det bedre, og da jeg næste morgen havde sundet mig lidt, vendte jeg tilbage til Slagelse. Hvorfor skulle jeg flygte?? Historien var grebet helt ud af luften, og jeg mente, at avislæsere vel kunne forstå, at hvis jeg skulle have begået et ‘seksuelt overgreb’ på en fyr over 15 i form af et blowjob, så ville fyren vel derefter være blevet væk og ikke være kommet tilbage for at få fire/fem mere? Her bli’r jeg jo rent faktisk skudt kvaliteter i skoene, som jeg dårlig kan forestille mig, at jeg ville kunne honorere ???

Den værste storm lægger sig efterhånden. Min medbroder er som pastoralassistent stedets officielle kontaktperson. Jeg selv kan, omend jeg er suspenderet, fejre min daglige messe ‘privat’, dvs. at den ikke må annonceres. Det bli’r den så heller ikke, og kirkeklokken ringer ikke som optakt, men på opslagstavlen i kommunitetsafdelingen står tidspunkterne for hverdagsmesserne at læse. Og vi morer os lidt over, at hverdagsmesserne har fået fornyet søgning og at der kommer flere end før. En måde, hvorpå menighedsmedlemmerne lader os føle deres opbakning og solidaritet. På samme måde, som jeg glæder mig over de mange blomster, som jeg modtager fra forskellige instanser i byen, osse fra min nabo ‘Dyhrs Skole’.

Først den 24. april dukker Frederiks anmeldelse op hos politiet (hvorfor så sent???) og biskoppen ændrer, – igen imod vor aftale, – min sygemelding til en suspension, hvilket dog i praksis, – bortset fra den offentlige blamering, – ikke kommer til at betyde nogen ændring for min hverdag.  Når jeg nu et år efter læser hans ledsagebreve, må jeg medgive, at formuleringerne virker pæne og velmente, men når man har den totale magt over et menneske, koster det jo heller ikke noget at pakke blameringen pænt ind.

 

  1. Ny falsk anklage

I slutningen af april tager min medbroder PE og jeg selv til Tyskland for, sammen med vore medbrødre dér, at fejre den årlige festdag for vores ordensstifter. Da vi kommer hjem, er der en ny overraskelse til os. I postkassen er der et brev fra biskoppen til min medbroder, hvori han med beklagelse meddeler ham, at han nu osse er blevet suspenderet, idet han er blevet anklaget for “uterlig opførsel overfor sit barnebarn”. Klagen vedlægges. Det er da altid noget…, jeg har jo stadigvæk ikke set Frederiks anklage. Omtalte beskyldning kommer fra en person, som vi har vist stor tillid: Bodil Sindt. Hun havde, – sammen med sin mand med andet efternavn, – tilhørt én af vore menigheder og var méd i et frivilligt netværk omkring br. Poul-Eriks familie. Siden var hun og hendes mand flyttet til Nordsjælland. Dét forløb, som hun skildrer, skulle have fundet sted ved en sammenkomst, hvor flere fra netværket var til stede, og samstemmende konstaterer disse personer, – nu som dengang, – at beskyldningen er helt ude i hampen, hvilket blev bekræftet af det påståede ‘offer’. Mærkeligt, at hendes mand nu var medunderskriver?  Da Bodil gennem en intern mail første gang havde bragt historien til torvs, tog han med oprigtig beklagelse afgørende afstand fra sin kones opførsel, henførte den til sygdom og andre personlige problemer og skrev undskyldende til os om hendes ‘lede mail’. Motivet mener vi at have afsløret. Det kan koges ned til to ord: ‘ussel mammon’.

Situationen er virkelig grotesk. ‘Anklager’ overfor biskoppen, – om de er løgnagtige eller ej, – medfører øjeblikkelig suspension af de beskyldte. Og de suspenderede hænges ud, mens ‘ofrene’, – om de end er så løgnagtige så det batter, – bli’r taget alvorligt, beskyttet og begrædt. Måske er det m. h. t. ‘ofrene’ nødvendigt overfor offentligheden, men en medbroderlig omsorg overfor os, som hænges ud, uden at nogetsomhelst er bevist, var vel, hvad vi som kirkens mænd skulle kunne forvente fra vores biskop.  Men nej! Nothing!

Heller ikke, da jeg i begyndelsen af maj får en blodprop i benet. Jeg havde et par år tidligere haft en lignende, og min læge plus jeg selv var nu bange for, at den belastende situation skulle udløse en ny. Hvad den osse gjorde. Min angst for dette havde et par nætter inden været så stor, at jeg var nødt til at have natlæge. Da han kom ved halvtotiden undskyldte jeg forstyrrelsen, men lægen sagde, at jeg havde lisså meget ret til anstændig behandling som en hvilkensomhelst anden borger i Danmark.. Jeg fik noget beroligende, som jeg godt måtte tage sammen med dén sovemedicin, jeg aktuelt ikke kunne være foruden.

Biskoppen fik fra anden side at vide, hvad der var sket, men kontaktede mig ikke. Det gjorde han imidlertid nogle uger senere, – pr. mail, – men kun, fordi han skulle fiske efter oplysninger fra mig ang. hans betroede ‘sex’præst, om hvem der osse gik historier, som jeg havde hørt. De ønskede oplysninger fik han ikke, idet jeg påpegede, at muligheden fuldtud bestod, at den konkrete historie var lisså løgnagtig som den, der gik om mig.

Siden har jeg fået et par psoriasis-udbrud, – lægen kunne godt fortælle mig hvorfor, – og af de få kilo, min medbror bærer rundt på, har han mistet de fem. At vi bli’r syge og medtagne af dét, vi bliver udsat for, rager tilsyneladende vores biskop en høstblomst. Fra jeg blev suspenderet i april 2010 og indtil nu er han, på kraftig opfordring, kommet forbi hos os i Slagelse én eneste gang, hvor han var så heldig, at vi ikke var hjemme. Gu’ ved, hvordan den mand forstår sit hyrde-embede ..?? Han gør sig ihvertfald skyldig i omsorgssvigt.

Min medbroders suspension blev kun af et par dages varighed og ophævet, inden den nåede at udvirke uoprettelig skade. Dette skyldtes først og fremmest, at det såkaldte ‘offer’ – barnebarnet, – overfor bispedømmets generalvikar, der som nævnt var blevet konstitueret i mit sognepræsteembede, straks klarlagde, at han på det bestemteste tog afstand fra det i anklagen skildrede, og at vores medbror i Fredericia, pastor Thomas Birkheuser, støttet af menighedsrådsformændene i Slagelse og Kalundborg, havde meddelt biskoppen, at han, såfremt han ikke øjeblikkelig trak suspensionen tilbage, på det alvorligste ville gøre sig skyldig i overgreb på en familie med tre teenagebørn. (Poul-Eriks familie).

Med hensyn til mig selv var oplevelsen/situationen ikke ganske ny. Jeg havde haft ‘sager’ før.

 

  1. Tilbageblik

I 2006 klager fra et homo-par fra menigheden i Slagelse. De gør vrøvl over alle mulige ting. De to , Michael Andersen og Niels Christian Andersen, – fælles efternavn er et tilfælde, – havde fundet hinanden i menigheden. Jeg havde optaget den ene i kirken og år efter den anden. Jeg var klar over begges ‘observans’, men har aldrig holdt nogen uden for kirken på grund af noget, de ikke selv kan gøre for. Af hvilken grund de, efter at have vist mig overdreven tillid og opmærksomhed, nu, hvor de i menigheden havde fundet hinanden, pludselig vendte sig imod mig, er aldrig blevet mig klart. Men beskyldningerne: – jeg bandede i kirken, gjorde nar af sakramenterne, drak unge mennesker fulde m. m., – var injurierende og grundløse og påvirkede mig i dén grad, – jeg havde jo aldrig været ude for noget lignende, – at jeg prompte henvendte mig til en ret så kendt advokat, som på et tidspunkt, hvor jeg havde foranlediget noget, som gjorde ham usædvanlig glad, kontaktede mig og sagde til mig, at jeg, hvis jeg nogensinde skulle komme i nød, skulle henvende mig. Det gjorde jeg så nu, og da denne advokat meddelte de to herrer, hvad fremførelse af sådanne injurier kunne medføre, trak de deres anklager tilbage og løste samtidig sognebånd til en nabomenighed, hvor deres engagement blev mindre og mindre, indtil det vistnok helt gled ud i sandet. Siden gik deres parforhold i stykker og den ældste af dem er nu død.  Biskoppen udtrykte overfor mig sit mishag over, at jeg havde inddraget advokaten, og klagerne udløste en “påtale af mildeste grad” fra ham. Dén påtale var på en måde nok berettiget, idet de to herres klager osse indeholdt en af mig mindre pæn omtale af biskoppen i offentligt regi, som jeg kunne vedstå.

I sommeren 2008 blev jeg for første gang konfronteret med anklager af (homo)seksuel art: To fyre, som mente at være kaldede til præstetjeneste (ordensliv) og derfor en tid igennem havde boet i vort kommunitet i Slagelse for at afprøve deres kald, – dog ikke samtidig. Den ene på 23 (Petar Galjanich) skulle jeg under bilkørsel ha’ taget på låret, den anden fyr på 20 (Casper Rasmussen, senere Boring-Lund, nu Emanuel Lund) som mente, – det kom frem i forløbet, – at han kunne tæmme sin homoseksuelle natur ved at gå i kloster, skulle jeg ha’ set kærligt på og sagt til ham, at jeg elskede ham. Indrømmet: Jeg var i min metode ‘hård’ overfor ham, for, for hans egen skyld, at få ham til at forstå, at han ikke kunne flygte fra sig selv, – slet ikke i et ordenssamfund. Og dér tro sig fredet.

Såvidt jeg er orienteret, begyndte sagen med, at Petar mødte op på pastor Niels Engelbrechts kontor for at ‘melde-sig-ud’ af den katolske kirke. På forespørgsel om hvorfor?, kom blandt andet historien om mig. Hvorpå Niels Engelbrecht ‘kollegialt’, selvfølgelig uden at fortælle mig nogetsomhelst, opfordrede Petar til at ‘anmelde’ mig hos biskoppen. Hvordan og hvornår Petar, som efter sin frarejse fra os var sprunget ud som homoseksuel,  var kommet i forbindelse med Casper, véd jeg ikke, dét kan jeg kun gisne om. Blot er det blevet mig fortalt, at Casper havde udmeldt sig af kirken.

Der blev i al diskretion, – som det jo bør være ifølge kirkerettens forskrifter, – foretaget en kirkelig undersøgelse af den af biskoppen til lejligheden udpegede sex-‘ekspert’, pastor Niels Engelbrecht som for-undersøger, som for øvrigt allerede forud havde foretager visse for-forundersøgelser. Alt var en storm i et glas vand, og forløbet blev en farce af den anden verden, som relativt hurtigt mundede ud i, at Casper trak sig ud af sagen . . . Han havde efterladt et dagbogsnotat, hvori han beskrev, hvor stor betydning jeg havde haft for ham, og nu forklarede han i en mail til Niels Engelbrecht, at han egentlig bare havde optrådt som støtte for Petar og, i sammenligning med Petar, selv kun havde oplevet ‘småting’. En måned senere gennemhullede min advokat Petars anklage, som han så trak tilbage samtidig med, at han udtrykkeligt afgav løfte om, at han aldrig mere ville bringe denne sag frem. I en konkluderende skrivelse til mig forsikrede biskoppen mig, at sagen var blevet behandlet korrekt, og at jeg nu kunne glæde mig over, at den var afsluttet og ikke senere ville kunne tages op. Og at jeg aldrig mere skulle høre om denne sag. En sag, som, – sådan bør det være, indtil man er sikker på, om den er begrundet, – ikke nåede frem til offentlighedens kendskab.

Samme sommer kørtes så en prædiken-sag imod mig. Ved årets Knud-Lavard-valfart den første søndag i juli havde jeg i min prædiken foretaget en sammenligning. Jeg sammenlignede to begavede mennesker med den vidtsynende Knud Lavard, to mennesker, som den officielle kirke mente at kunne undvære, idet de begge var blevet trængt op i en krog, og derfor sagde deres stillinger op: Iben Thranholm (bispedømmets informationschef) og Torben Riis (redaktør af katolsk orientering). Og den indskrænkede kong Niels og hans søn Magnus sammenlignede jeg med den lokale kirkeledelse. Og konkluderede lidt uforsigtigt og i en affekt, som sikkert ikke hører hjemme i en prædiken: “Man behøver ikke at være begavet for at være katolik. Men det burde ikke være en hindring!”. Samtidig havde jeg i en relation parentetisk påtalt, at der i kirkens domstol for ægteskabssager sad mennesker, der ikke selv havde deres ægteskab i orden. En sladdertante med gang på bispekontoret, – hende har jeg siden udsonet mig med og givet en knus, – videregav i ukorrekt form, hvad jeg havde sagt, til generalvikaren, som videregav til biskoppen. Generalvikaren havdeuden succes  ‘fisket’ hos pastor Dieter Timmermann, som var medpræst ved valfaten. Biskoppen udbad sig nu i brev af 01. september en redegørelse og truede mig med, at jeg med sidstnævnte udsagn, – hvis de blev fulgt op,  – altså dém med uorden i ægteskabet, –  efter straffelovens § 267 kunne påregne bødestraf eller fængsel op til fire måneder. Min advokat morede sig kosteligt: “Det er svært at komme i fængsel for at sige en i dansk praksis ikke fornærmende sandhed, der er almindelig kendt”. Senere, i en skrivelse af 14. oktober, foreholdt biskoppen mig, at jeg på vores menigheders hjemmeside havde skrevet om prins Joakims nye kæreste Marie Cavallier, at hun nødvendigvis måtte konvertere til protestantismen, hvis hun problemløst ville giftes med fraskilte Joakim. Men her bar biskoppen trods alt lidt over med mig, idet han beroligende tilskrev mig: “Jeg tror ikke, at kongehuset vil sagsøge dig!”  Hér fik han ret!

Men nu, – i 2010, – er kirkeretten sat ud af funktion i bispedømmet København. Diskretion er et begreb, som tilsyneladende ikke findes i biskoppens verden. Alligevel blev jeg i den grad overrasket, da jeg i maj hørte, at bispedømmets sex-ekspert, pastor Niels Engelbrecht – af et sognebarn på Sydhavsøerne, hvis navn er mig bekendt, – skulle være set i en ‘uheldig situation’ i præstegården, mens andre ved et mere privat selskab havde set ham, ikke helt ædru, være lovlig tæt på et par teenagedrenge, – havde henvendt sig til Petar og Casper og spurgt dem, om han dog ikke godt måtte få lov til at sende deres afsluttede og henlagte sag til politiet sammen med Frederiks. “Undskyld, hvis vi ikke har gjort det godt nok!”, sagde han til dem. Og til trods for, at Casper havde trukket sig og Petar højtideligt havde tilbagekaldt sin anklage, gav de to unge herrer nu storsindet deres tilladelse, hvorefter de, på Niels Engelbrechts initiativ, under stor pressebevågenhed, – en presse, som iøvrigt flittigt og regelmæssigt blev fodret af samme Niels Engelbrecht, – blev videresendt til politiet.  Altså dén sag, hvorom biskoppen ved dens afslutning havde skrevet til mig, at jeg kunne være forvisset om, at den var afsluttet, og at den ikke senere kunne tages op.

Mange var enige om, – ganske særligt vi udhængte præster, – at Niels Engelbrecht svært kunne skjule nydelsen over sin rolle som betydningsfuld person, der, hver gang han havde nyt, kunne nå frem til fjernsynsskærmen. Alle vi udhængte præster fik et særdeles belastet forhold til ham, idet vi ikke oplevede nogensomhelst kollegialitet, derimod en modstander. En præstekollega proklamerede ham som ‘Medieluder’ og hans optræden overfor os førte til mange, bestemt ikke pæne associationer omkring hans navn. ‘Engel’ blev af tysktalende til ‘Ekel’ og  ‘brecht’ til ‘suspekt’ eller ‘defekt’!  Sådan får usagligheden vækstmuligheder, når følelserne ta’r overhånd og man oplever sig sig ukollegialt, ja direkte uværdigt behandlet

– fortsættes