– når jeg blot kan beholde mit Sorø!!

Lad Gud kun beholde sit himmerig,
– når jeg blot kan
beholde mit Gurre”

Sådan udtrykte kong Valdrmar Atterdag sig i midten af 1300-tallet, – af kærlighed til den nævnte nordsjællandske lokalitet, – omend Gud efter sigende påfølgende skulle ha’ straffet ham for bemærkningen!?

Valdemar Atterdags udsagn kom mig ihu i onsdags, efter at jeg en lille uge havde været i Rom. Jeg havde et ærinde dér og opholdt mig ellers i vores generalat på Monte Mario, hvor der er ganske dejlige mennesker og, indenfor husets havemur, ganske dejlige omgivelser.

Men man kan jo ikke tillade sig at være i Rom og ikke foretage sig synderligt. Så lidt rundt måtte jeg. Og, – hvad hedder det:  se alle de pragtfulde kirker, – noget, der naturligvis må være en hjertesag for en præst. Men ret hurtigt kører man træt, for de er, – og nu afslører jeg mig som proletar, – ens alle sammen. Barok over alle grænser og efterhånden lisså forfaldne over alle grænser. Snavs og uryddelighed møder én i hver af de ikke-helt-så-berømte kirker.

Lørdag sen eftermiddag på Piazza del Populo. Tre Mariakirker ligger der dér. Santa Maria della ét eller andet: To tvillingekirker plus kirken Santa Maria del Populo. Den sidstnævnte er øjensynlig populær bryllupskirke. Jeg oplevede to på stribe med flotte rober og smukke jakkesæt og fotograferinger en suite. Men pragten var forbi ved den første søndagsmesse kl. 18,30. Ikke engang en trediedel af kirken var fuld, og den ældre præst, uden ministranter, skulle vist bare ha’ det overstået. Ingen orgelmusik. Liturgisk, åndeligt forfald!

Mandag eftemiddag. Efter at have afsluttet sidste del af mit ærinde nær Peterspladsen ville jeg, før jeg tog hjem til generalatet, gå ned til kirken Santa Maria in Traspontina, – eller, som jeg kalder den, fordi jeg altid kun har besøgt den i bagende sol: Santa Maria in Transpiratione, – fordi denne kirke har et alter til ære for Danmarks værnehelgen, Kong Knud den Hellige. Men på vej derned begyndte klokkerne fra S. Pietro at ringe. Ret så mange af dem. Nysgerrigheden var vakt, så jeg vendte om og gik op mod den store kirke. Egentlig havde jeg besluttet, denne gang ikke at gå ind, uanset jubelår, uanset bronzeport, for jeg orker ikke at stå i kø et kvarter og skulle kropsvisiteres som i lufthavnene (sikkert nødvendigt),  før jeg kan få lov at gå ind. Og jeg har været i S. Pietro op til flere gange. Men nu ville jeg erfare, hvad der skulle ske, og det gjorde jeg: I anledning af begyndelsen til novenen forud for Sankt Peters fest d. 29., blev der fejret højtidelig messe i det store apsisrum bag højaltret. Og det var en smuk oplevelse.  Alterbordsfacaden i ædelt materiale kunne nydes uden at blikket skulle generes af vulgære blondeduge. Ministanterne nydelig påklædt i kjoler der præcis passede hver enkelt og naturligvis i sorte sko, – lignede på ingen måde en sæk kartofler med fremstrittende ben i faststribesko, som det er blevet normen herhjemme. Hovedcelebrant og to koncelebranter i ens, enkle røde messehageler, en ceremoniar, der bevægede sig, så han næsten var usynlig, smukt orgelspil, nydelig korsang og god menighedssang. Omend jeg havde været til kommunion i morgenmessen i kommunitetet i generalatet, gik jeg igen i denne messe, for regelen ér, at det kan man godt, hvis man deltager aktivt i messe nr. to. Og det havde fuldtud været muligt for mig i denne messe, hvor intet havde påvirket min æstetiske sans i negativ retning.

Det var for øvrigt heller ikke sket dagen før, – søndag, – i vores sognekirke, som er opført af montfortanerne i 50’erne og betjenes af et team af tre patres fra vores kongregation. Kirke, ‘kloster’ og menighedslokaler ligger 100 meter fra generalatet. Kirken var fyldt til samtlige seks søndagsmesser, Overflydt var den ved to af dem, fordi i den ene var et sølvbryllup og i den anden tre dåb. Indrømmet: Selvfølgelig kikkede jeg lidt, da der før messen med barnedåb rullede tre barnevogne op gennem kirkens midtergang, som derefter parkeredes hensigtsmæssigt. Alt var bestemt ikke så æstetisk, som jeg kunne ønske mig, men til gengæld var liturgierne så levende, at jeg faktisk uden problemer kunne se bort fra det.

Men generelt: Rom er støjende, så det batter og ustandselig hyler udrykningskøretøjer gennem gaderne. Affald ligger der overalt. Store containere er opstillede ved gadekanterne, men de er overfyldte og halvåbne affaldsposer, der ligger rundt omkring dem gi’r en fonemmelse af, at man bogstavelig talt vader i lort.

Jeg kender udsagnene til bevidstløshed: Rom er vidunderlig, Rom er pragtfuld, Rom er skøn o. s. v. . Jeg ved selvfølgelig, at disse udtryk knytter sig til de uvurderlige historiske og nutidige kunstskatte, som denne by i sandhed rummer. Og som katolsk præst forventes det af mig at jeg af hjertet tilslutter mig begejstringen, ydermere p. g. a. Vatikanet, paven, ja, kirkens hovedstad. Som det hedder i en salme i den gamle salmebog (1951), som jeg med begejstring sang i min ungdoms kirke i Svendborg, – den, – altså salmen, –  blev siden kasseret og fandt heller ikke plads i den aktuelle, fordi der skulle være plads til 17 blanke sider:

“Vi elsker vor kirke, hvis krone er torne fra Golgatas jord.
Det evige Rom er dens trone, dens scepter er sandhedens Ord . .”

Det kan godt være, at ‘det evige Rom er dens trone’, men dét, som jeg tænkte, da jeg med regionaltoget onsdag over middag var på vej ud til Roms lufthavn og kørte igennem uhyggelige forstadskvarterer, var:

Rom er rædselsfuld!

Og så blev jeg onsdag aften hentet i Kastrup lufthavn af min medbroder. Vi kørte udenom den i sammenligning med Rom ‘organiserede’ by København og nærmede os skovene omkring det historiske Sorø. Vi parkerede foran vores røde murermestervilla på den super-rene, stille Lærkevej, og  da jeg med tak til Gud trådte ind i vores både fysisk-rene og stil-rene lille kapel, hvor der er dét, der skal være og intet mere, frydede min sjæl sig i hele sin fylde.

Da vár det, at jeg ihukom Valdemar Atterdags ovenfor citerede udsagn og  tilsluttede jeg mig det af ærligt hjerte, – dog med følgende omskrivning:

Lad ‘la santa chiesa cattolica’ kun beholde sit Rom
– når jeg blot kan  beholde mit Sorø!

Jeg hælder til den anskuelse, at Vorherre ikke straffer mig for denne udtalelse!

Reklamer

1 thought on “– når jeg blot kan beholde mit Sorø!!

  1. Kære Stephen

    Det er interessant at læse din rejseberetning fra Rom og især at konklusion om, at ude er godt men hjemme (Sorø) bedst. Sådan har jeg det også, selvom det for mig og min kone var en stor oplevelse at komme til Rom for 9 år siden, og at vi ser frem til at gensé byen på valfartsturen til oktober.

    Med hensyn til ude er godt, men hjemme bedst, kommer jeg til at tænke på min mor, som døde for 14 år siden, gammel og mæt af dage. Hun var ud af en meget stor katolsk familie på Nørrebro. Hun viderebragte den katolske tro til mig og mine søskende. Vi gik altid til messe i Sakramentskirken på Nørrebro hos præsterne Bjørn Højbo, Tønnes Palsøe og Cay von Benzon og hun kunne ikke forestille sig at komme i andre kirker.

    Min mor nåede aldrig til Rom, men jeg glemmer aldrig hendes ord, da en ældre moster havde været i Rom med en veninde i 50erne og fortalte begejstret om sine oplevelser. Hun fortalte bl.a. om den hellige trappe “La Scala Santa”, som ifølge overleveringerne skulle være den trappe Jesus gik op af i Jerusalem, da han skulle dømmes af Pilatus. Mosteren fortalte om gamle fromme damer, der med stort besvær besteg trappen på knæ og bad rosenkrans, hvortil min mor rystede på hovedet og tørt svarede “De må være katolske i hovedet”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s