Hold ud, hold ud, hold ud! (5)

fortsat

  1. Den langsommelige kirkelige for-undersøgelse.

Både biskoppen og pressen har haft de største vanskeligheder med at skelne begreberne ‘beskyldt’ og ‘anklaget’, – juridisk set. Ustandseligt er jeg blevet betegnet som sex’anklaget’. Men jeg ville først være ’anklaget’ i dét øjeblik landets anklagemyndighed havde rejst tiltale mod mig. Det er aldrig sket. Flere personer har beskyldt mig. Beskyldningerne har været gennem politiets mølle, de er blevet ‘efterforsket’ og er endt med, at jeg ikke er blevet sigtet, hvoraf logisk følger, at der heller ikke har været rejst  ‘tiltale’ mod mig, hvorfor jeg heller aldrig har væretanklaget’. Ikke desto mindre skal jeg igen og igen høre på biskoppens snak om ”anklagerne imod dig!”

Efter at politiet, som ovenfor nævnt, den 11. oktober endelig har afsluttet sin efterforskning omkring mig, – en efterforskning, som endte ud i ingenting, – skal den kirkelige efterforskning = for-undersøgelse, påbegyndes. Det skal den fordi, som det hedder: At fordi man ikke er skyldig overfor den danske stat, så kan man så udmærket være det overfor den katolske kirke (- er der nogen, der tænker: sharia-lovgivning??), altså en kirkelig efterforskning, som vil kunne føre rejsning af tiltale og dermed til rejsning af en kirkeretssag, som vil kunne ende ud i frifindelse eller i en dom og dermed en medfølgende straf, altså faktisk samme procedure som hos politiet.  Tydeligt nævnes det i kirkeretten, at den af biskoppen udpegede forundersøger på ingen måde må optræde som dommer, blot skal han for biskoppen fremlægge undersøgelsesmaterialet.

Med hensyn til denne kirkelige forundersøgelse  gi’r man sig så sandelig god tid. Jeg afventer at blive indkaldt til forhør jvf. kirkerettens § 1717 hos forundersøgeren, bispedømmets efterhånden fastcementerede sex-ekspert, pastor Niels Engelbrecht, og hører da osse pr. mail fra ham om en termin i november. Men der sker intet, bortset fra den 03., hvor Irene Thyrris TV-udsendelse om ‘sex-skandalen’ i den katolske kirke i Danmark havde ‘premiere’, og hvor de beskyldte præster for første gang oplever, at sagerne bli’r set, osse fra deres side. Et indslag i udsendelsen var iøvrigt, at Irene Thyrri overfor biskoppen nævnte, at det fra flere sider blev påstået, at han ville benytte denne uro til at komme áf med de præster, som han ikke sympatiserede med. Biskoppen bedyrede, at det var formodninger, der helt og fuldstændigt var grebet ud af luften ..???  Frederik Roed optrådte i programmet for fuld skrue (så ‘fuld’, at mange, som så hans blik og hørte hans stemme, antog ham for at være psykisk syg). Siden følte han sig gjort til grin af fru Thyrri, idet hun i sit program, efter Frederiks udgydelser angående mig, havde klippet politiinspektør Svend Foldagers replik ind, hvor han siger: “Efter 20-30 år forandres erindringen, og vi fantaserer os til oplevelser, der ikke har fundet sted!” . Afsluttende, konkluderer politiinspektøren, at ”den katolske kirke i Danmark m. h. t. sexsager, ikke har noget stort problem”.

Den 4. november var en delegation fra vore vestsjællandske menighedsråd taget ind til biskoppen for en aftalt samtale. Man insisterede på, nu, hvor politiundersøgelsen var afsluttet, at min suspension skulle ophæves snarest. På dét tidspunkt mente rådsrepræsentanterne endnu, at en samtale med dén mand kunne føre til noget. Jeg har fået fortalt, at de overrakte biskoppen et af flere personer underskrevet dokument med menneskers oplevelse af Frederik Roed fra dengang han kom i menigheden i Holbæk, samtidig med, at biskoppen af rådsmedlemmerne fik overdraget kopier, der gav ham mulighed for at nyde godt af Frederik Roeds journalistiske formåen fra sommeren 2008, hvor han i et par artikler i ‘Avisen’ mest beskæftiger sig med seksuelle morsomheder som f. eks. “Mænd vil have hurtig sex” (til oplysning for biskoppen) og “Onani godt i parforhold”.

Selvfølgelig, – havde jeg nær og sagt, – førte mødet ikke til nogetsomhelst, bortset fra en ubehagelig mail fra biskoppen til rådsmedlemmerne samme dags aften. De tre erkendte at have spildt deres tid og energi.

I en mail af 19. november til biskoppen klager Frederik Roed over “den seneste smædekampagne fra Slagelse” ?… De fleste underskrifter på karakteristikken af Frederik var, såvidt jeg véd, fra Holbæk. Dagen før, den 18. november, havde man kunnet læse følgende i KD, – præsten, der hentydes til, er helt sikkert Reinhold Sahner, –  men samme problematik var jo min egen:

I dagens avis kritiserer Brigitta V. Rick, bestyrelsesmedlem i Landsorganisationen mod seksuelle overgreb, biskoppens håndtering af anklager mod en bestemt katolsk præst, som hun kalder for en “heksejagt” og en “bekvem måde for den katolske biskop at komme af med en kontroversiel præst på”. Teologilektor ved Aarhus Universitet, ph.d. Else Marie Wiberg Pedersen peger også på, at krisen har fået kirken til at besinde sig på sit ansvar – også selvom samtlige anklager blev droppet. “Hurra for, at man endelig vil tage hensyn til krænkede børn og unge,” siger hun, men advarer samtidig om, at den katolske kirkes iver efter at gøre op med en lukket kultur – særligt med den nye beredskabsplan – kan sætte præsters retssikkerhed over styr: “Faren er, at uskyldige præster bliver udsat for falske misbrugsanklager på grund af noget, der i virkeligheden handler om en kirkepolitisk eller teologisk konflikt. Hvis kirken ikke er meget opmærksom på, hvem der anmelder hvem, kan de nye regler udnyttes til at ramme præster, man ikke kan lide,” siger hun.

Pletskud!  Samme dag, den 19. november, er følgende at læse på  kirkens hjemmeside:

Politiinspektør Svend Foldager, der har stået i spidsen for undersøgelsen, konkluderede i udsendelsen, at der på ingen måde “er noget stort problem i Den katolske Kirke i Danmark”. Og dagen efter betegnede DRs tekst-tv de katolske overgrebssager som “bagateller”, fordi de fleste anklager mod nulevende katolske præster mest drejede sig om grænseoverskridende adfærd.

Så vidt, så godt – og i sig selv en forløsende konklusion, når man ser tilbage på det billede af kirken som et arnested for pædofile præster, som aviserne har søgt at fremmane. Men det betyder dog ikke, at vor kirke går fri for de anklager, som især har været rettet mod kirkens egen sagsbehandling. Her rejste udsendelsen berettiget kritik af, at bispedømmet ved at fritage indklagede præster for tjeneste, uberettiget var kommet til at hænge dem ud – et forhold, som også blev berørt af biskop Kozon i udsendelsen.

Det viste sig nemlig, at retningslinjerne for behandling af overgrebssager fra 2008 ikke bestod prøven, da det virkeligt gjaldt. Bl.a. foreskrev de automatisk suspension af en præst, når vedkommende blev anmeldt til politiet. Det betød med andre ord, at enhver præst, der blev anklaget, ville blive suspenderet uden videre – også uden hensyntagen til om der var tale om et strafbart forhold eller ej. Denne bestemmelse i beredskabsplanen har desværre store personlige konsekvenser for de anklagede præster, som har måttet se sig parkeret i et langvarigt professionelt tomrum og se sig stemplet for resten af livet, uanset om der efterfølgende skulle vise sig at være hold i anklagerne eller ej. “Det er som en tatovering – der vil altid være nogen, der siger: jamen, det var jo ham, der var anklaget for overgreb”, sagde en af de suspenderede præster i udsendelsen.

Bispedømmet er siden blevet klar over denne uholdbare situation for de anklagede, og biskoppen har i forrige uge offentliggjort reviderede retningslinjer, som tager højde for en sådan fremtidig situation, idet suspension nu først sker efter en konkret stillingstagen til anklagerne mod den pågældende præst. Samtidig præciserer de nye retningslinjer også hvornår en anklage skal overdrages til politiet – noget, som var mindre klart formuleret i de oprindelige retningslinjer.

DRs udsendelse punkterede den ballon af sexskandaler, som medierne havde blæst op omkring Den katolske Kirke i Danmark. Tilbage står dog stadig problemet med tre suspenderede præster, hvis situation stadig er uafklaret. Undertegnede opfordrer kirkens ledelse til hurtigst mulig at nå frem til en afklaring om de respektive præsters fremtidige situation – og i de tilfælde, hvor suspensionen ikke er sket på et holdbart grundlag, at vedkommende hurtigt får ophævet sin suspension. 

Men, som sagt: Jeg hører intet. Heller ikke i december sker der noget, bortset fra, at det sner alvorligt omkring jul, – så alvorligt, at det medfører, at den aldrende konstituerede sognepræst fornuftigvis ikke vover at trodse vejret og be’r mig om, – efter aftale med biskoppen, – min suspension til trods, – at fejre julegudstjenesterne i Slagelse og Kalundborg. Hvilket jeg så gerne gjorde.

Her en oversigt over forløbet af den såkaldte kirkelige for-undersøgelse:

  1. oktb.:       Politiet melder ud, at der m. h. t. mig (såvel som min medbror PEJ) at der intet ér at komme efter, og at der ikke vil blive rejst tiltale for nogen forhold! – hvilket betyder, at kirken d. 12. havde kunnet bede om dén aktindsigt, man så gerne ville have.  Den ville i så fald have været fremme senest den 22. oktober, jvf. politiets 10-dages-regel.
  2. novb.:      Kirken modtager først nu begrænset aktindsigt fra politiet
  3. novb.:      Niels Engelbrecht  (NE) meddeler mig pr. mail, at jeg vil høre fra ham indenfor en uge
  4. decb.:      Først efter seks ugers forløb, sågar på juleaftensdag, hører jeg fra NE. I en mail meddeler han mig, at han ikke kan forestille sig andet, end at min forundersøgelses-afhøring kan finde sted i første halvdel af januar. Da jeg strengt taget ikke véd, hvad jeg skal ‘afhøres’ om,  mailer jeg samme dag tilbage og udbeder mig en oversigt over ‘sagerne’.
  5. decb.:      Jeg rykker pr. mail for den udbedte oversigt, som jeg så modtager samme dag:

         – én sag med et påstået hændelsesforløb for 21 år siden.

          – to sager med et påstået hændelsesforløb for 11siden; sager,
som tidligere har været behandlet  og afsluttet med skriftlig forsikring

fra biskoppen om, at jeg aldrig mere vil komme til høre om  disse sager

           – udtalelse om en anonym artikel i Berlingske ‘Skidende’ april 10.

  1. jan. 11:  Den af 24. december af NE bebudede afhøring i første halvdel af januar har ikke fundet sted, ja, ikke engang terminsforslag er indkommet. Ved en opringning fra mig denne dag til sexsags- -sekretær Stig Sørensen gi’r han som grund, at anklager i sag 1, – ‘det Roede-hoved’, som han sagde, – endnu ikke har fremsendt underskrevet eksemplar af forhørsprotokol fra den kirkelige undersøgelse, – trods flere ‘rykkere’.

Bortset fra, at et sådant sløseri er utilstedeligt, er det totalt uacceptabelt og ubegribeligt, at en katolsk præst behandler en præste-medbroder på så ukristelig en måde. Jeg er nu suspenderet gennem mere end ni måneder på et urimeligt grundlag, – heraf over tre måneder i rent kirkeligt regi.

 

  1. En porno-novelle som ny, falsk anklage

Jeg ta’r Stig Sørensens forklaring om ’Roedehovedet’ for gode varer og har ingen anelse om, at jeg igen bli’r ført bag lyset. Men dét opdager jeg så sandelig fredag den 21. januar 2011. Jeg er på bispekontoret i et bestemt ærinde og får så af biskoppens sekretær uventet overbragt et brev fra hans Højærværdighed. Han havde ikke tid til at give mig det personligt, fortæller hun, for han skulle afsted til en fest for en gudviet jomfru. Umiddelbart bli’r jeg en lille smule glad, for, tænker jeg, det kunne være en tilladelse til at holde en barnedåb den kommende weekend, som de pårørende har ønsket, at jeg skulle forestå. Men da jeg er kommet ned i bilen og spændt åbner konvolutten, viser det sig at være noget helt og ganske andet. Jeg tror ikke mine egne øjne!! Biskoppen beklager indledningsvis, at der til ham, angående mig,  er indgået to nye ‘anklager’ om seksuelt overgreb, begge fra Nadia Tecza fra menigheden i Holbæk, dateret 09. januar. Beskyldningerne er ikke vedlagt. Ikke desto mindre bli’r jeg  pålagt den strengeste tavshed. At jeg så var ved at dåne, da jeg dagen efter erfarer, at menighedsrådene i de tre menigheder, via formændene, af Niels Engelbrecht er blevet gjort opmærksom på, at nye ‘anklager’, som skal videresendes til politiet, er rettet mod mig, er min dumhed. Jeg burde jo forlængst have lært, at jeg har med en totalt inkompetent ledelse at gøre. Til Lars Messerschmidts ære må det hér tilføjes, at han, da han fra mig erfarede om dette brev til MR-formændene, straks selvstændigt, afgørende trådte i karakter og strengt pålagde formændene, ikke at videregive meddelelsen til de øvrige rådsmedlemmer, langt mindre til nogensomhelst andre. Hvilket blev overholdt.

Var beskyldningen fra Frederik Roed, – hvis indhold jeg netop nu endelig havde stiftet bekendtskab med, – og var de tidligere beskyldninger fra Casper Rasmussen og Petar Galjanich groteske, så trodsede disse beskyldninger, hvis indhold jeg den 25. januar blev præsenteret for, alt, hvad man i sin vildeste fantasi kunne forestille sig. At kristne mennesker (for det kan umuligt alene være Nadias produktion?) kan finde på at tilsende biskoppen løgnehistorier af en sådan art, kan intet normalt menneske fatte. Nadia har jeg så at sige ikke haft noget med at gøre, men hun var ret kontaktsøgende og spurgte da osse et par gange, om hun, ligesom så mange andre unge, kunne være hos os en weekend, hvad jeg, efter samtale med hendes forældre, selvfølgelig sagde ‘ja’ til. Når hun var hos os, var hun sød og hjælpsom, – det var mest min medbroder, der havde glæde af det, – men dét, jeg nu blev præsenteret for, var så modbydeligt, at der ikke kan findes ord for det. Den ene beskyldning, skrevet som en gennemsaftig porno-novelle (gu’ ved, hvem der har hjulpet hende?.. gætter ..) går  på, at jeg en påskenat for 15 år siden, da hun var 15-16 år (som 52-årig, træt efter en krævende påskenats-gudstjeneste) skulle have fuldbyrdet en tre-dobbelt voldtægt på hende (to gange på toilettet, grænsende op til min medbroders værelse) en tredie gang i sengen på hendes værelse, hvorefter jeg, som værdigt trængende, skulle ha’ sluttet af med en fyr på værelset ved siden af.)  En moden dame fra menigheden, som har humorens gave og som hørte om dén energi, jeg ifølge beskrivelserne skulle have lagt for dagen, udbrød spontant: “Sådan en mand ville jeg gerne ha’”. . . .

En lille smagsprøve fra ‘novellen’. Vi er på vores private badeværelse/ toilet ved siden af sin medbroders værelse. Mærkeligt, hvad Nadia skulle dér? Gæsterne har deres eget bad/toilet med indgang fra hall’en:

“SH begyndte at røre ved mig. Han tog mine trusser af mig og skubbede mig op af væggen. Det var meget grænseoverskridende, og jeg var så bange. SH holdt mine arme oppe over mig, samtidig med, at jeg kunne mærke hans krop mod min. Men så kunne jeg mærke at SH gjorde det, man ikke må. Han førte sig selv ind i mig. Det var smertefuldt, og jeg følte mig så lille. . .  Derefter vendte SH mig op af væggen så jeg stod med ryggen til ham. SH stillede sig helt op ad mig, og jeg kunne mærke på hans stemme, at han kunne lide det. SH begyndte at bevæge sine hænder ned af min krop, han startede med mine skuldre og lod dem glide ned, først af mit bryst og derefter rørte han ved mit underliv med sine hænder. Jeg kunne mærke, at SH nærmede sig mit underliv. Jeg stod helt stille, jeg vovede ikke at røre mig. Det var ganske forfærdeligt. Bagefter vendte han mig om, op af væggen, så jeg stod lige foran ham, ansigt til ansigt med ham. Jeg lukkede mine øjne og forsøgte at holde mine tårer tilbage, alt imens hans ansigt nærmede sig mit .. SH kærtegnede mig på kroppen, og langsomt førte han sig selv ind i mig, igen gjorde det så ondt. . . “

Den anden beskyldning fra ’forfatteren’ var af ganske ny dato: Den var dateret den 15. august 2010 og havde således fundet sted for mindre end et halvt år siden. Stilen er den samme, omend denne beskyldning ‘kun’ går på blufærdighedskrænkelse i fuld offentlighed ved en bryllupsfest med ca. hundrede deltagere. Og, som toppen af ondskabsfuld sammensværgelse, bevidnet af hendes moster Birgitte Tecza, – tidligere ordenssøster . . . Nice! Min lægeven, som læste ‘anklagerne’, begyndte pludseligt under læsningen, lidt akavet, at befamle sin kone. “Hva’ laver du?”, udbrød hun. Lægen: “Jeg prøver bare, om dét, der er beskrevet her, overhovedet kan lade sig gøre?”. Det kunne det ikke..

Som tidligere nævnt: Frederik Roed stammer fra Holbæk menighed, og de personer i denne menighed, som har haft det lidt svært med mig, slubrede hans anmeldelse i sig. Og forholdt sig fjendtligt mod dém, der ikke gjorde det, endda via anonyme breve. Da Frederiks sag imidlertid så ud til, ikke at føre til noget, og da det blev bekendt, at jeg havde fejret julemesser og derfor nok snart kunne forventes tilbage, har samme kreds åbenbart ment, at et nyt træk ville kunne bremse processen. Det gjorde de ny anmeldelser så osse, men kun for en uges tid, idet Nadia i et brev af 28. januar til Niels Engelbrecht trak dem tilbage. Åbenbart i erkendelse af, at der var smurt så tykt på, at beskyldningerne aldrig ville kunne holde vand, – slet ikke hos politiet.  Men interessant nok kunne nu ret så mange af menighedens unge mænd berette, at Nadia netop i sine teenage-år massivt havde lagt an på dem alle og opnået, – som det hedder i ‘Det brune Punktum’s sang, –  at komme i seng med de fleste.

Tilbagetrækningsmeddelelsen fra Nadia er lisså hovedløs som beskyldningerne. Teatralsk hedder det: “Efter lange og svære overvejelser trækker jeg hermed mine anmeldelser af Stephen Holm tilbage . .  Hermed overlader jeg hele denne smertelige sag i Kirkens hænder!”  Nadia lader til at have mistet det totale overblik, ellers ville hun have indset det umulige i, på én gang ‘at tilbagetrække’ og ‘at overlade den smertelige sag i kirkens hænder’ .. hvis hænder det så end måtte være??   . . .

I øvrigt mærkeligt:  ‘Anklagerne’ er kommet til biskoppen d. 09. januar. Men de kom aldrig til politiet. Mærkeligt, at han ikke har bedt Nadia om at sende dem til politiet. Den 21., da jeg får meddelelsen, har kirken endnu ikke afsendt dem, skønt man bedyrer, at alt vil blive videresendt til politiet.  Men disse anklager nåede aldrig længere. Så, – omend tilbagetrukket, – kan ledelsen i kirken blive véd med at hægte mig dem på, og det var vel dét, der skulle opnås ved den manglende videresendelse.

Dette stemmer fint overens med, at ingen af Tecza-anmelderne efterfølgende har fået formanende bemærkninger fra den officielle kirke. Tværtimod. Det virker, som om ledelsen, som antydet, helst vil tro, at der nok er noget om det, for Nadia sidder fromt på første bænk under messerne og får af den konstituerede sognepræst lov til, for menigheden at læse op af den hellige skrift. Og Birgitte Tecza så sandelig osse, som salvelsesfuldt beder rosenkransen for.

Følgende mail-passage fik jeg nogle måneder efter fra et menighedsmedlem i Holbæk, – i begyndelsen af maj måned (2011):

”Hvis det kan gøre nogen forskel, så har jeg mere kendskab end de fleste til personen bag de anklager, der blev fremsat mod dig i januar, selv om jeg først hørte om dem for ganske nylig. Jeg er ikke i tvivl om, at de intet har på sig, men jeg ved, at de kommer ud af en helt anden meget trist sammenhæng, som selvfølgelig aldrig kan undskylde, at de overhovedet blev fremsat”.

Jeg har senere erfaret, at Nadia har været under grundig ‘behandling’ af den konstituerede sognepræst, der jo som bekendt svælger i ‘djævle-besættelser’, hvilket affødte klager over ham til biskoppen umiddelbart før jul 2011

fortsættes

Reklamer

– når jeg blot kan beholde mit Sorø (2)

En del mennesker har sagt til os, at de glæder sig til at høre om vores ‘montfortaner-ekspeditions-tur’ i Canada / USA, som vi netop har afsluttet. Vi orker simpelthen ikke, igen og igen at fortælle det samme, så hvis man virkelig ér interesseret, er der til disposition en beretning her, som ‘musikalsk’  vil have form af præludium og fuga.

PRÆLUDIET

vil i musikalsk form være dét, som hedder: ‘Tema med variationer’ og have den rhinlandske overskrift: WENN JEMAND EINE REISE TUT, DANN KANN ER WAT ERLEBEN!

I Københavns lufthavn søndag d. 10. juli kl. 10,40. Afgang til London kl. 12. Fin tid. Alt nået og ved gaten 11,40. Holdt tilbage.. Åh .. nej … men opgraderet. Foran i flyet. Fed middag. So far so good.. I London 13,05 og videre kl. 14,10. Rigelig med tid, – men ak . . Da vi når frem til ekspeditionen for Air Canada, er den blevet 13,25, og nu får jeg mine bange anelser, for et skilt lyser og forkynder: ‘Boarding senest 1 time før afgang’. Og den yderst venlige dame ved skranken bekræfter budskabet med sit: ”I’m sorry”. Hvad nu? Hun træder dog i aktion og fortæller, at vi kan komme afsted en time senere, og så til Ottawa og derfra med fly til Montreal. Med ankomst kl. 20,00 ….  i stedet for, som planlagt 16,15. Nå.. for os ligemeget. Vi skal jo ikke noget i aften. Problemet er blot: provincialen er i lufthavnen for at hente os 16,15. Gudskelov har vi tlf. med, og en dame, som ta’r telefonen (gudskelov) lover at gi’ besked: 20,00 i stedet for 16,15. I Ottawa til tiden. På billetten står: Ottawa 19,20, Montreal 20,00. Vi kikker på lystavlen. Dér er den! 19,20 Montreal! Hen til gaten. Nr. 29. Forsinket! Først 19,20 lukker de folk ind. Vi har givet besked om kl. 20, og provincialen aner ikke, at vi kommer fra Ottawa . . Endelig når vi frem til skrankemanden. Han kikker på billetten og siger: ”Jamen det er det forkerte fly, I skal til gate 17. ”Jamen der står da 19.20 på billetten” indvender vi. ”Jamen, jeg kikker på fly-nummer, og det er fra gate 17”. Totalt umyndiggjort. Afsted til gate 17. Når vi det? Er det fly fløjet? Strander vi her i Ottawa??  Vi når til skranke 17. Forpustede. Damen: ”Det er det rigtige fly. Men sid ned, vi er lidt forsinkede”.Jamen, hvornår afsted. Hvornår i Montreal!? Afsted ca.20,30. I Montreal 21,15. Ringer igen til montfortanerne for  at fortælle om den ny forsinkelse. Telefonsvarer. Klar til at gå ombord i flyet. Skrankedamen studser, opdager først nu, at hendes kollega i London har sjusket, så der ikke er overensstemmelse mellem flynummer og afgangstidspunkt. Vores tålmodighed er sat på hård prøve. Hun foretager et par tlf.opkald og så er det i orden. Sikkert fordi der er en del ubesatte pladser. Tænk, hvis der ikke havde været dét??? Ved lufthavnsudgangen i Montreal lidt før 21,30. Ingen provincial naturligvis. Spørger ved busserne, der kører til Montreal Centre?? Viser dem adressen. . .  Ganske nemt. Med bussen indtil første stop (eft. 7 km. kørsel) så i metroen dér, grøn linje, til fjerdesidste station. Som sagt så gjort. Næsten klistret op af metro-stationen ligger kirken og klostret. Men hvordan kommer vi ind? Ingen dørklokke. Men se, dér er provincialen. Stiger ud af sin bil. Siden kl. 16 har han ligget i fast rutefart  til og fra  lufthavnen. Har ikke fået vores besked og har kikket efter fly fra London. Anede jo ikke at vi kom fra Ottawa. Fortalte historien. Fik noget mad og var  i seng kl. 24 og sov glimrende indtil kl. 7,30 næste morgen. Og ingen af os har tidsforskellen påvirket bare det allermindste. Men det var en LANG rejse. Fra søndag morgen kl. 09,15 til søndag aften 22,15 = 13 timer + tidsforskellen 6 timer = 18 timer unterwegs.
Så jo! Wenn jemann eine Reise tut, dann kann er wat erleben.

 

FUGA = fart på! For sikke meget, vi har nået!

Jeg har sat mig til computeren nu, hvor vi nærmer vi os afslutningen på første del af vores oversø’s-rejse, otte-dages-besøget hos montfortanerne i Canada, koncentreret om Montreal. (Mont-real = Mont-royal = det kongelige bjerg). I 1706 havde Pére de Montfort bedt paven om tilladelse til at tage til Canada som missionær, men paven sendte han hjem til Frankrig med ordene: ”Gå hjem, hvor du kommer fra. Der er der mere end rigeligt at gøre!” Men det ér på den baggrund ret interessant, at da kongregationen blev ’tvunget’ ud af af Frankrig, blev netop Canada, ja Montreal, ét af de allerførste udenlandske steder, hvor en  montfortaner satte sine fødder. Og det begyndte således:

Den vanskelige situation i Frankrig i slutningen af 1800-takket medførte, at Mariæ Selskab så praktisk og så snedigt som muligt sørgede for administration af deres fire ejendomme. Samtidig accepteredes et forslag fra en præst, som var Montfort-missionærernes gode ven. Denne præst havde gennem nogle år arbejdet i Montreal i Canada, og han foreslog nu, at selskabet grundlagde en mission i Canada, – dét land, som Pére de Montfort selv havde ønsket at blive sendt til. Aktuelt kunne der blive tale om overtagelse af et hjem for forældreløse børn. Omend dette arbejdsområde ikke just var specifikt for kongregationen, måtte man erkende, at aktuelt var næsten alt bedre end at forblive i Frankrig. Så i 1883 rejste de første Montfort-missionærer til Canada. Nogle år senere blev der osse hér åbnet mulighed for modtagelse af kandidater og uddannelse af studenter. Sidstnævnte havde ellers opholdt sig i Belgien. I 1903 kunne Montfort-missionærer fra Canada grundlægge den første station i USA. I 1950’erne toppede kongregationen sit medlemsantal: ca. 2000, måske en frugt af Montforts helgenkåring i 1947. De canadiske montfortanere ville oprette et mariansk centrum i byen, i den østlige, fransktalende del af byen. Biskoppen gav tilladelse, men på betingelse af, at de osse oprettede et sogn, som de tog ansvar for. De gik i gang med et store projekt: En kæmpe kirke, indviet til jomfru Maria, Hjerternes Dronning, et ’kloster’ med plads til noviciat og scolastikat samt et retrætehus. I 1960 stod alt færdigt og varslede en herlig fremtid.

Men ret hurtigt gik det, som i det meste af Europa, tilbage. Retrætehuset blev frasolgt og nedrevet for at give plads til en boligkarree, og noviciatet stod tomt. For to år siden måtte man opgive sognet, som blev sammenlagt med nabosognet og nu står under dette sogns præst.

Vi mener at kunne fastslå, at af de ca.15 mennesker, vi daglig ser i huset, er dém over 60 år canadiere, resten = de yngre, er alle vegne fra: Indien, Haiti, Columbia. Vi oplever ikke noget fællesliv, bortset fra et engageret arbejde med at holde helligdommen kørende. Tre messer hver dag, indledt med rosenkransbøn, og om søndagen seks, kræver et godt mandskab. Men fællesbøn for kommunitetet er her ikke, og måltiderne er nærmest kantine-agtige. En buffet står klar middag og aften. Man kommer, ta’r, hvad man vil af den altid yderst velsmagende mad og går, når man er færdig. For os er der to minus’er: En vinflaske på bordet har vi aldrig set, og aftensmad spises kl. 17,30. Ingen af delene kan vi klare, så vi har om aftenen spist i ude i byen ved 19,30-tiden og drukket rødvin til vores mad.

Alle messer er på fransk, og jeg har koncelebret hver dag og været glad for det. Og mærkeligt nok får jeg ros. Omend jeg bestemt ikke er fransktalende siger de, at min ’melodi’ er perfekt, og én sagde til mig: ”You’ll  learn, before you can go!”’. I dag har en god organist været virksom i alle otte søndagsmesser (2 lørdag aften, 6 søndagen igennem) og den samme præst har prædiket i dem alle. (ikke fejret 8 messer, men prædiket i dem alle). Næste søndag står så en anden præst for prædiken i samtlige messer.

Udover at være hos os selv har vi gået rundt i byen og besøgt tre fantastiske kirker: 1. Domkirken, som faktisk er en kopi af Peterskirken i Rom, bare lidt mindre, 2. Vor Frues basilika i gotisk stil. 3. Sankt Josefs Helligdom, som er en historie for sig selv, så storslået, som man ikke forestiller sig, og gennemført opført af en ordensbroder, fra miniature-begyndelse til Montreals største seværdighed. Jeg afslører mig nok igen som ukulturel, når jeg fortæller, at disse tre kirker, som er fra slutningen af 1800-tallet har betaget mig mere end kirkerne i Rom. Uanset om de er neo-, dvs. bygget i stil-efterligning. Og det gælder osse for USA. De er gennemført rene, i stil såvel som rent konkret, og det er en nydelse at besøge dem,. Vi véd fra de store katedraler rundt om i Europa, hvordan man kunne bygge i 12-13-1400-tallet. Men at man kunne bygge lisså smukt og storslået for mindre end 150 år siden, duperer mig. Jeg sætter link på til disse kirker, plus, selvfølgelig, til vores egen.

http://cathedrale-mrdm.blogspot.dk/p/visites.html

http://www.basiliquenotredame.ca/fr/basilique/images.aspx

https://www.youtube.com/watch?v=HzrW56G32z8

http://www.smrdc.org/qdn.php

Hvis jeg fastholder, at Rom er rædselsfuld, så er jeg nu nødt til, efter et besøg USA‘s mest berømte over-storby at erklære, at bag et bilvindue er New York mere end interessant, –  én af præsterne kørte os den første dag rundt fra kl. 11 – 18: Queens, Brooklyn og det meste af Manhattan. Uden for bilen nærmer den sig, – ihvertfald i den sydlige del af Manhattan, dét, der kaldes Downtown, – et mareridt. Det oplevede vi dag to, da vi ’on our own’ tog fra 5th  Avenue, hvor vi dumpede ind i en messe i NYs katolske domkirke, den meget smukke, udendørs nyvaskede, Saint Patricks Cathedral ned til Ground Zero ( det fine mindeanlæg for 9-11) og derefter bevægede os rundt i området. Aldrig har jeg været noget sted med så  megen støj og  larm, aldrig har jeg set så meget uskønhed, aldrig har jeg hørt engelsk talt så grimt, og aldrig har jeg set så mange proletarer, på gaderne og på snuskede restauranter, hvor de ved bordene sidder med halvåbne papirsposer med burgere, som de plukker stykker af med fingrene, mens sugerøret er stukket ned i en plastikflaske eller et plastikbæger med én eller anden ulækker læskedrik. Restauranter, hvor man spiser med kniv og gaffel og drikker af glas, skal opledes.

Nå, dem fandt vi så dag tre, da vi bevægede os i dét område, som hedder ’Morningside’, hvor vi ville se den ufærdige anglikanske domkirke, – romansk kor og gotisk skib, – som allerede nu er større end Peterskirken i Rom og foreløbig verdens største domkirke. Saint John the Divine, hedder den. Ikke langt derfra ligger, ligeledes gotisk og anglikansk, Riverside Church. Dens smukke høje tårn rummer NY’s største kirkeklokke, – vejende 20 tons.

Baggrunden for disse dage var montfortanernes første station, som, efter at de fra Canada var gået i land i Port Jefferson i 1904: Ozone Park i området Queens, øst for Brooklyn. Hvad der er tilbage dér, er deres store neo-gotiske kirke, som de ret tidligt opførte: Mary, Gate of Heaven, med præstegård, der rummer et kommunitet med tre præster. Ved siden af præstegården ligger the Provincial House, en kæmpekasse med tre etager og et utal af værelser. Provincialen bor her sammen med et par præster med forskellige opgaver. Alle værelserne var netop blevet nymalede, og efterfølgende er ret så meget endnu ikke kommet på plads. Provincialen (Matt Considine) samt en præst, Tom Poth (det hedder han!) – den præst, der kørte os rundt dag et, – havde hentet os på busstationen, da vi ankom fra Canada og allerede samme aften vist os lyshavet på den mest berømte del af Broadway. De var de eneste, der var i huset. Dag to var kun provincialen hjemme, og det var han heller ikke, for ‘he had to do’, så han præsenterede os for det fyldte køleskab, viste os, hvor rødvinene stod og inviterede os til at føle os hjemme, hvad vi naturligvis gør i ethvert montfortanerhus. Så resten af tiden i selve NY boede vi alene i det store hus. Vi gik til messen kl. 8,45, – jeg koncelebrerede, – i det til kirken hørende lille kapel, PE lavede derefter fed morgenmad med skinke og spejlæg, og vi bad vore bønner i huskapellet på første sal, – nøjagtig som i Sorø.

Dag tre blev vi kl. 18 afhentet i Ozone Park. Vi skulle overflyttes til det af montfortanerne grundlagte og opretholdte valfartsted på Long Island, Eastport: ’Our Lady of the Island’. Præsten, der hentede os, Father Roy, syntes, at vi, –  inden vi bevægede os de 120 km mod øst, – skulle slå en sidste gang ind om Manhattan og sejle en tur med den gratis færge, som fører os tæt forbi den lille ø, hvor the Lady of Liberty står med oprakt hånd. Her oplevede vi sydspidsen af Manhattan fra havet: Den ene skyskraber ved siden af den anden: Empire State building og det nye høje tårn på World Trade Center (de bombede to tårne, fire nye erstatter de to, og det største er højere end de gamle), alt koncenteret på det retativt lille område. Vi sejlede ud omkring kl. sunset med sol på bygningerne, de var elektrisk oplyste, da vi vendte tilbage. Betagende. Finally skille vi finde en restaurant, hvor vi kune spise aftensmad. Joy var fantastisk til at  finde p-pladser i NY, – men altid efter skudbønnen:
Hail Mary, full of grace,
find for us a parking-place.

Efter middagen på en italiensk restaurent og halvanden times bilkørsel stod vi kl. 01 om natten midt i skoven.  I Eastport. Dér ligger monfortanernes hus, en halv kilomteter væk fra valfartsstedet. Tre præster har værelser her, den ene af dem har et arbejde, der gør, at han har værelse i tre af provinsens huse. Momentant er han i Cuba. Den rene kontrast New York og for den sags skyld til The Provincial House. Ligner mest er udbygget sommerhus, Af træ, som de allerfleste huse på denne egn. Vi fik ’værelser’ i kælderen, to små rum, hvor der kommer sparsomt lys ind og hvor vi virkelig kun kan opholde os, når vi sover. I miles omkreds er det kun dette hus, så de låser aldrig dørene. Til gengæld: Efter en dag på valfartsstedet, hvor jeg i det store kapel koncelebrerede dagens messe og blev bedt om at læse evangeliet og prædike, – i øvrigt Maria Magdalenes mindedag, som fra nu skal fejres som fest (det havde de ikke opdaget, hvis jeg ikke havde gjort dem opmærksom på det) – kørte Roys medbroder Father Pete os ud på den ene spids af Long Island. De ville gerne vise os en lystbådehavn med udsigt over havet, for de havde ikke tænkt over, at vi ikke ser andet derhjemme. Da vi kom tibage til huset ved 19-tiden havde en dame forberedt os den skønneste middag, som vi nød på terassen. : Krabbekløer som forret, T-Boonesteek som hovedret og en dessert,  – og rødvin manglede ikke. Roy, der bragte os hertil, er ikke hjemme. Skulle et-eller-andet et-eller-andet sted, og ham, der er på Cuba, Hugh, er ikke kommet hjem endnu, så Pete, der er tilbage, er hele dagen på valfartsstedet. Han henter os før messen kl. 11,30 og gi’r så PE bilnøglerne så vi kan køre frem og tilbage som det passer os. I morges satte vi en flaske hvidvin i køleskabet, for jeg ville hjem til frokost. PE mente, at vi skulle blive på valfartsstedet for fællesskabet med de mange pilgrimme, som virkelig kommer. Men det ville betyde en sandwitch og en seven-up. Derfor ville jeg til huset. Mens vi lunede en spaghetti-ret med kødboller og trak den kølige hvidvin op (det er 32 grader udenfor), talte vi om, at vi på denne dag, Sankt Birgittas dag, for et år siden, under behageligere temperaturer, havde været i Vadstena i Sverige. Og træhuset her, skoven omkring os og kjøtbollarne, som vi spiste, overførte mig faktisk til Sverige, så jeg begyndte at pråta svenska og sagde ustandselig til PE: ’Hur vackert är det i denna sommerstuga’, så han var ved at blive vanvittig.

Valfartsstedet er født udaf kongregationens store, meget smukke hus i Bay Shore, 70 km. øst for NY. Det var opført som gymnasium, men fik kun kort levetid. De præster, der således blev arbejdsløse, ville gøre noget for udbredelsen af Montforts Marialære og ville derfor grundlægge et pilgrimssted, som folk kunne valfarte til, ligesom andre af vore præster havde gjort det i Lichtfield i staten Connecticut omkring 1950. I 1970 anlagde de på et stort areal dét, som de kalder et ’shrine’. Centrum er kæmpestor Mariastatue “Our Lady of the Island”, opstillet på en klippeblok. Omkring den er oprettet en udendørs frilufts-kirke. Men da gudstjenesterne ikke altid kan holdes i det fri, enten fordi det er for varmt eller for koldt eller fordi det regner, har de bygget en kirkesal og et lille, meget smukt kapel. Samtidig er der på området oprettet talrige udendørs ’underholdnings’-faciliteter, såsom en korsvej, en rosenkransvej og en ’Alle Helgens Allé’ med den ene helgenstatue ved siden af den anden. Et cafeteria og en butik med hellige artikler, de kalder det en ’Giftshop’, hvilket selvfølgelig hos os giver forkerte associationer, –  mangler heller ikke. I dag søndag var der 300 mennesker til messen i kirkesalen. Messen koncelebrerede jeg, og ved eftermiddags-tilbedelsen fra kl. 15 – 16 erstattede jeg en manglende organist.

Nu er vi mandag kommet til Litchfield i staten Connecticut, ligeledes et af montfortanerne opbygget valfartssted, som meget ligner Eastport, men mindre. Montfortanerne købte i 1947 et meget smukt og relativt stort hus her og to italienske brødre opbyggede efter et postkort af grotten i Lourdes i Sydfrankrig en mindre kopi, så folk i NY og omegn kunne valfarte lokalt til Vor Frue af Lourdes.
Men vi kom ikke til Litchfield direkte.

Søndag efter tilbedelsen i Eastport kørte Pete os til ovenfor allerede omtalte Bay Shore, hvor vi skulle overnatte, og kl. otte mandag morgen var en ældre præst, Father John, 87 år, med en biskop-Suhr-skikkelse,  klar til at køre os her til Litchfield, hvor vi indfandt os ved middagstid. Han kører langsomt og udmærket. Planen er nu, at han og vi skal blive her til onsdag formiddag, hvor vi kører tilbage til Bay Shore for resten af dagen og for atter en overnatning, hvorpå han torsdag morgen kører os tilbage til vores udgangspunkt i Ozone Park, hvor provincialen først på eftermiddagen kører os til lufthavnen  til flyafgang Kl. 18: New York – Amsterdam, – og endelig Amsterdam – København, ankomst fredag kl. 11,30, dansk tid. Father John talte med os om pavens ‘politik’ m. h. t. flygtningeproblemet.  Han sagde til os: “Kærlighed er vigtigt! Barmhjertighed er vigtigt. Men hvad er vigtigere ??”. Vi kunne ikke svare, men måtte som montfortanere skamme os, da han sagde: “Visdom! For Visdommen lærer os, hvordan vi bør vise kærlighed, hvordan vi bør vise barmhjertighed!”

Mht. værelser er det skønt, igen at være kommet op over jordens overflade. Både i Bay Shore og her i Litchfield er det fremragende forhold med tagen højde for nedkøling i det altfor varme vejr, som stadig hjemsøger os. En af præsterne her er den tidligere ordensgeneral gennem 12 år, fra 1993 – 2005: Father Bill Considine, – den nuværende provincials bror… Når han før morgenbønnen holder sin meditation i kapellet, har sit krus kaffe med sig.

Sammen med min medbroder har jeg fejret messe i huskapellet her i Litchfield mandag. Tirsdag koncelebration i Lourdesgrotten. Onsdag aften og torsdag morgen fejrer vi, atter for os selv, i kapellet i Bay Shore. Dette moderne kapel, som er større end Vor Frue Kirke i Slagelse, er ét af de smukkeste Montfort-kapeller, jeg har set. Korets bagvæg illustrerer gennem tre scener Marias bebudelse, den montfortanske spiritualitets centrum. I et billede til højre ses ærkeenglen Gabriel, til venstre jomfru Maria. Midt imellem de to billeder er tabernaklet placeret og en Helligåndsdue svæver over det. Et stort loftsvindue, usynligt fra selve kapellet gør, at netop midterpartet ligger bladet i lys. Virkningen er meget stærk, Angelusbønnen illustreret. Sidevæggen til venstre er smykket med et stort billede af Pere de Montfort, sidevæggen til højre af et stort billede af  Marie-Louise. Indgangskorridoren er på hver langvæg smykket af tre to-en-halv-meter-høje kakler med scener fra den hellige Montforts liv: 1) Hans tagen afsked mied sin familie udenfor Rennes for at tage til præstestudium i Paris, 2) Hans første messe i St. Sulpice, 3) Hans audiens hos paven, 4) Hans iklædning af Marie-Louise, 5) Hans prædiken for en folkemængde i Pontchateau, 6) Hans dødsleje i St. Laurent. På de fire vinduesruder, der adskiller billederne, er vigtige Montfortsentenser at læse:
1) ”Det var gennem den hellige jomfru Maria, at Jesus kom ind i verden. Det er osse gennem hende, at han vil herske i verden”.
2) ”At kende Jesus Kristus, den evige Visdom, er at vide nok. At vide alting, men ikke at kende Jesus Kristus, er at vide intet!”
3) ”Der er intet mere nødvendigt, mere nyttigt og mere glorværdigt end at lide for Jesus Kristus!”
4) ”Gennem min egen erfaring har jeg lært, at rosenkransbønnen har magt til at omvende selv det hårdeste hjerte”
Alter, ambo, kredensbord og præstestol er i sort marmor. Rummet er i sandhed en æstetisk nydelse.

Hvilket ikke kan siges om maden i vore huse her i USA. Bortset fra festmiddagen i Eastport fredag aften og så nu her til aften i Bay Shore har den været lisså trist som den var fremragende i Canada. Men som et yderst dækkende plaster på såret har vi i USA ikke savnet rødvin.

Udflugter har vi heller ikke måttet savne. Alle steder har de sørget for, at vi blev kørt rundt og så forskelligt, så lissåvel som vi fik den fineste gennempløjning af New York City ved vores ankomst, har vi efterfølgende  set dele af  staterne New York og Connecticut, og vi må sige, at de har lagt et program for os og stået på hovedet for os, for at vi skulle få en så god oplevelse som muligt. Og det har vi fået! En virkelig oplevelse, men samtidig en lidt trist oplevelse, idet vi oplever, at dét, der i vores kongregation på denne side af Atlanten blomstrede fra 1950-1970, nu afblomster. I den amerikanske provins er de alle sammen, bortset fra et par få,  over 60 år, de har ingen tilgang og ønsker heller ikke mere at tage nogen, for hvad skal de stille op med dem?? I det  store hus i Bay Shore, sidder der otte gamle og syge præster, som beder vesper 16,45, får en drink kl.17, spiser til aften 17,30 og er i seng kl. 19. Dog danner huset osse ramme for afholdelse af retræter og for ”Montfort Puplications”, ledet af  50-årige, energiske Father Hugh Gillesbye, med bøger, CDs, films, rosenkranse, statuer m. m., men denne institution kunne være somewhere else.

http://www.montfortusa.org/MontfortUSA/Welcome.html

http://www.montfortpublications.com/

http://saintpatrickscathedral.org/

https://www.stjohndivine.org/

Hvis jeg skulle blive 90 og til den tid gerne igen ville besøge de steder vi nu har været, er jeg bange for,  at de ikke mere eksisterer. Men hvordan udviklingen end vil blive, ville jeg ikke kunne finde på det, for omend jeg har været meget glad for turen, – min medbroder behøver man ikke at spørge, han er altid glad for at være på rejse, – så må jeg dog for mig selv afslutningsvis sige:

Man kan købe T-shirts, hvorpå der står ”I (og så et hjerte for ’love’)  NY”. For mig er NY blevet til NA =  ”Never Again!”.

NU er vi fredag eftermiddag d. 29. tilbage i vores domicil på Midtsjælland, vi skal fejre messe i vores harmoniske kapel i aften: kong Olaf den Hellige af Norge. Og atter engang hører jeg mig selv sige, –  i Valdemar Atterdags ånd:

Lad Vorherre roligt beholde that, they call ”God’s own country”,
– når jeg blot kan beholde mit Sorø!

 

Hold ud, hold ud, hold ud! (4)

fortsat:

  1. Den konstituerede sognepræst

Som nævnt var bispedømmets generalvikar, pastor Lars Messerschmidt af biskoppen blevet konstitueret i mit embede som sognepræst. Biskoppen havde først haft Paul Marx i tankerne, men han fik i stedet jobbet i Hillerød som konstitueret for pastor Hans Esmark, som var i samme situation som mig. Sikkert var Messerschmidt blevet udpeget, dels fordi biskoppen erkendte det kloge i, ikke at sende en dårligt dansk-talende præst til vore menigheder, dels fordi han gik ud fra, at pastor Messerschmidt ville være istand til at ‘tyre’ mig. Senere har Lars Messerschmidt fortalt, at han påtog sig opgaven på betingelse af, at han i sin konstitution ‘kun’ skulle være sognepræst, og ikke i sognene samtidig optræde som generalvikar, idet han indså vanskeligheden ved at have begge ‘kasketter’ på. Hans forståelige ønske om at adskille de to ting viste sig, i de konfrontationer han siden kom ud for i menighederne, ikke at være mulig.

Jeg var bestemt ikke begejstret for den biskoppelige disposition, men op til den første søndag, hvor Lars Messerschmidt skulle komme, fik jeg en opringning fra ham, hvor han nærmest beklagede, at han var nødt til at tage ‘jobbet’. “Nu håber vi, at det snart er overstået”, sagde han beroligende til mig. Og tilføjede lisså beroligende: “Jeg kommer ikke for at lave noget om!”

Det har han heller ikke gjort. Og så alligevel . . . .   Holbæk blev hurtigt hans ‘base’. Hertil ankom han lørdag eftermiddag og fejrede søndagsmesse. Præsteboligen stod tom, og forståeligt  overtog han den som sin weekend-bolig. Søndag efter morgenmad kørte han til Slagelse, og over middag fra Slagelse videre til Kalundborg, hvorefter han søndag aften vendte tilbage til Holbæk og blev der til mandag op på formiddagen. Egentlig ret hårde weekend’er for en mand på 74 år.

Hurtigt begyndte han i Holbæk at hælde sig til dém, som ikke var mig venligt stemt og nu effektivt indyndede sig hos ham. Det synes at være et mønster, for senere (efter at jeg var gået på pension) skete det samme i Slagelse. I øvrigt levnede pastor Lars ikke megen tid til Slagelse og til min medbroder og mig selv i vores nød. Kun, når vi selv direkte udbad os en samtale, gav han sig tid. Hveranden søndag forsvandt han ret hurtigt. En ung pige, født i Rumænien, med psykiske problemer fra barndommen af, hjemmehørende under et psykiatrisk netværk i byen, ikke-katolik, havde, – efter at jeg havde haft lidt med hende at gøre før jeg  var ‘væk fra vinduet’, – opsøgt ham og fanget hans interesse og opmærksomhed. Lars’ overbevisning om den ondes eksistens og magt (den har jeg osse selv, den hører méd til kristendommen), havde medført, at hun betroede ham, at hun var besat af en såkaldt ‘condoline’, som skulle holdes indenfor bevægelse op og ned ad hendes rygsøjle. Afveg den det mindste og gik til siderne, – dét har hun fortalt Steffen Lund, – var den aldeles farlig. Jeg er blevet fortalt, at hun overalt i sin lejlighed, på sengebordet og som startside på sin computer, havde billeder af Lars. Hver anden søndag tog han således efter messen/kirkekaffen sin bil og kørte de 500 meter over på H. P. Hansens plads og parkerede dér. Mellem en og to timer var han hos hende og førte dæmon-krig, mens vi, der stod i problemer til halsen, blev overladt til at klare os selv.

Men nu først angående Holbæk: Man må huske på, at hám, der aktuelt beskyldte mig, netop stammede fra Holbæk menighed. Jeg havde optaget ham i kirken et par år efter at jeg havde optaget hans mor, Birthe Hjort, som stadig bor der. Hun var nu et mangeårigt menighedsrådsmedlem, og en lang tid havde hun været formand, – en periode osse medlem af pastoralrådet. År igennem havde hun hørt til vores allernærmeste vennekreds. Det varede ikke længe, før vi følte os uvelkomne i Holbæk. De i menighedsrådet, der klart støttede os, f. eks. Hauser-familien og af mig nydøbte Casper Thorup (18), havde vanskelige kår, hvorimod de, der stillede spørgsmål ved os, nu osse Frederiks mor, fik deres chance. Selv når jeg og min medbror på menighedsrådsmøder blev debatteret og flere i menighedsrådet bad om, at Frederiks mor skulle forlade mødet, blev hun ikke bedt om det, omend hun i dén grad var inhabil. Tværtimod. På et ret hurtigt tidspunkt var hun med til i rådet at rejse en stemning for, at jeg som suspenderet ikke måtte gøre nogetsomhelst i Holbæk. I første række ikke afløse som organist. Fru Hjort rullede perspektiver ud: “Tænk, hvis pressen får færden af, at den suspenderede præst spiller orgel?”. Dette spørgsmål behøvede hun faktisk ikke at stille, idet hun sikkert på det tidspunkt var klar over, at hendes søn havde besluttet at fodre pressen netop med denne historie. Andre anførte sarkastisk, at det måtte anses som værende begrænset, hvor mange jeg kunne voldtage under messen på det lille og fuldt synlige orgelpulpitur.

Situationen var dybt frustrerende for mig, fordi så mange i menigheden overfor mig udtrykte ønske om, at jeg dog indimellem ville vise mig, men først og fremmest fordi dém, jeg havde anset for værende venner, faldt mig i ryggen og stemte mig ud af dét kirkerum, som i min sognepræste-tid var blevet dét smukke rum, det ér nu. Orgelet, som jeg ikke længere måtte spille på, havde jeg selv anskaffet og ladet opstille. På et tidspunkt havde rådets kasserer, den trofaste ministrant  Jan Tecza, da han blev skilt fra sin kone Dorthe, været nødt til at sælge sit hus, – som tidligere havde været hans forældres, – for at kunne udbetale dén del, som, – efter at de havde indgået fælleseje, – tilfaldt Dorthe. For egen risiko lånte jeg Jan de 100.000 kr., han havde brug for, for at købe Dorthe ud, og sørgede således for, at han kunne forblive i sit fædrene-hus. Nu stemte han mig ud af dét, som gennem 25 år havde været en del af mit hjerteblod.

Men at toppen af ondskab og primitivitet fra Tecza-familien skulle møde mig i januar 2011, vidste jeg på dette tidspunkt naturligvis ikke noget om. Aktuelt syntes jeg, at dette var alt rigeligt.

 

  8.  Frederik Roeds (og andres) anklage, og politiets afgørelse

Petar/Casper-klagerne kendte jeg fra tidligere, men kopi af Frederiks klage fra april 2010 blev det mig ikke forundt at modtage. Jeg efterlyste den så sent som i slutningen af september hos Niels Engelbrecht, – et lille halvt år efter, at den var indgået, – og fik at vide, at Frederiks advokat ikke ønskede at jeg skulle se den:

          Kære Stephen.
Jeg har modtaget et brev Frederik Roeds  advokat,  hvori han skriver, at du  på  
nuværende tidspunkt ikke kan få aktindsigt i det som FR har afleveret til os.
Venlig hilsen   Niels

Kan man i verden af i dag forestille sig, at en person i offentligheden er hængt ud for beskyldninger, som han kun har hørt om, men ikke er blevet konfronteret med??? . . . Der skulle gå fra 10. april 2010 til begyndelsen af januar 2011, før jeg allernådigst fik lov til at se indholdet af Frederik Roeds klage. Totalt uacceptabelt!

I juni havde alle politikredse deres undersøgelser bag sig. Undtagen Sydsjællands-og-Lolland-Falsters politi, som havde ihvertfald min medbroders og mine sager. Et lille halvt år kunne vi få lov til at vente, fordi vi måtte respektere sommerferie og at vigtige ting igen og igen havde forrang. Men, omend politiet ret flittigt har arbejdet på at finde noget på mig, – ihvertfald oplevede jeg en ikke absolut objektiv, men svagt fordømmende, ubehagelig afhøring hos kriminalassistent Ulla Greve på politistationen i Slagelse den 30. august, – så endte sagerne som bekendt ud i, at det den 11. oktober blev meddelt, at der ikke på noget punkt kunne rejses tiltale mod nogen af os . . .  Hvilket naturligvis ikke var overraskende for mig.

Men anderledes venlig end fru Greve var vicepolitichefen, da jeg, efter at kirken (læs: Niels Engelbrecht) havde bedt om aktindsigt og delvis fået den bevilget, udbad om mig kopi af, hvad der var blevet tilsendt kirken og fik svaret: “Jamen, selvfølgelig!”

En klog mand har engang sagt: “Den katolske kirke er den eneste hær, som slår sine egne soldater ihjel!”. Eller, som jeg læste det i KD: “Stærke internationale koncerner har det med at æde deres medarbejdere og bagefter spytte dem ud!”  Det har for mig været mærkeligt at opleve, at hvergang en sag har rumsteret, både at have den, der beskylder samt de kirkelige myndigheder (læs biskoppen) imod mig. Som en kirkens mand kunne man vel forvente, at man, som kirkeretten foreskriver det,  havde sine foresatte på sin side, indtil dét, man blev beskyldt for, var bevist? Men nej! . – Vi præster, der har været møllen igennem, har alle oplevet det modsatte: At vi havde dém, der beskyldte os plus kirkeledelsen imod os. Hvem beskytter os så?  Ingen. . .  Absolut ingen! Vores fagforening hedder biskoppen, vores tillidsmand hedder biskoppen. Forsvare os gør mange trofaste menighedsmedlemmer, hvis henvendelser praktisk bli’r betragtede som ligegyldige.  Hvergang et brev tilsendes biskoppen, kvitterer han med sit det stereotype svar, der, – efter tak for henvendelsen, – indledes med udtryk af stor forståelse for brevskriveren og dennes anliggende, hvorefter biskoppen fremturer med sit eget anliggende og til sidst fastslår, at det bli’r, som han for længst har bestemt. Flere og flere erfarer biskoppen som argument-resistent og opgiver at henvende sig. Underskriftsindsamlinger er han kold overfor. “Man kan få folk til at skrive under på hvad som helst”, har jeg hørt ham udtale.

Jeg spurgte den i mit sted konstituerede sognepræst Lars Messerschmidt, – i sin egenskab af generalvikar, – hvilket forsvar vi præster har i en sådan situation? Hvor kan man søge hjælp og støtte?? “I har kirkeretten!” svarede han. Og hvad står der så i den?: “Hvis biskoppen skønner….”. Den nuværende kirkeret (fra 1983)  gi’r al magt til biskopperne. Klerikerne er totalt overgivet til biskoppernes forgodtbefindende.

Sikke et forsvar!

 

  1. Medierne igen

I august-september bli’r der problemer omkring dét faktum, at jeg som ‘sex-anklaget’ stadig er at se i menighederne, og at jeg sågar virker som organist og kantor i Slagelse (og Kalundborg). Problemet er antydet i kapitel 7. Et par aviser beskæftiger sig med temaet, og vi overvejer, hvem der har været så venlig, igen at aktivere / fodre pressen / aviserne? Ligesom der kvalificeret blev gættet på, hvem der spændte ben for pastor Reinhold Sahner, da han var kommet til Columbias hovedstad for dér at være præst for den tysktalende menighed, blev der i min sammenhæng kvalificeret stillet spørgsmål om, hvem der havde umiddelbar journalist-tilgang??  Ihvertfald skriver Frederik Roed i sin bog “Messedreng” om, – har jeg hørt, – hvorledes min synlighed i dén grad belaster ham. Men retskaffent besluttede den konstituerede sognepræst m. h. t. menighederne i Slagelse/Kalundborg ikke at give efter for Frederiks projekt, men holde sig til dét, der stod i biskoppens suspensionsdekret. Her stod ikke noget forbud om organisttjeneste, – eller for den sags skyld: om sakristantjeneste/blomster-pyntning, – så: hvad ethvert menighedsmedlem kunne påtage sig, kunne osse jeg påtage mig, hvorpå samme konstituerede sognepræst påtog sig ansvaret for, hvad jeg blev sat til at gøre i nævnte to menigheder. Et fremskridt efter Holbæk-miseren. I det hele taget må jeg sige, at jeg, efter nogle små indledningsgniderier, havde en oplevelse af, at Lars Messerschmidt og jeg havde fundet hinanden. Hans blik blev varmt, og – omend han ikke havde behøvet det, – aftalte han faktisk alt med mig, hvilket gjorde, at jeg heller ikke foretog mig nogetsomhelst uden aftale med ham. Måske en lidt følelsesladet konklusion, men jeg oplevede, at fordi jeg blev mødt med forståelse og respekt, var loyalitet fra min side ikke vanskelig, men naturlig.

– fortsættes

 

– om kirken og om præsterne

Om kirken:

Jeg er bestemt ikke af dén holdning, at kirken skal administreres som en papkassefabrik, men vi er nødt til at udvikle en anden form for ledelse. Hvordan den mere præcist skal udformes, vil jeg overlade til andre med større administrativ indsigt at vurdere. men noget skal der ske med denne kirke, der tøffer afsted som et utidssvarende fartøj, der konstant tager vand ind og kun holder sig flydende, fordi tilstrækkeligt mange ildsjæle påtager sig at øse vandmasserne ud i havet igen.
Det lyder jo en smule trøstesløst, og det er heller ikke for morskabs skyld, at jeg er så hård ved den kirke, jeg elsker så højt. Man for at komme videre, må vi ærligt beskrive virkeligheden, og videre skal vi, fordi vi ikke kan undvære kirken. Vi kan ikke undvære dét sted, der holder os fast på kristendommen og minder os om, at vi mennesker har mere at udrette end vi med fornuften kan sige os selv . . .

– og om præsterne:

Vi har i kirken skabt en usund kultur, der gør, at man helst undlader at bedømme den enkelte præst. I stedet hylder man på mekanisk vis helheden, som var der tale om et østeuropæisk landbrugskollektiv fra 70’erne og sætter nødigt ord på, at ikke alle præster er lige flittige eller lige dygtige. De opfattes blot som sortklædte samlebåndsprodukter, der med præcis samme effekt kan skubbes ind i embedet . . . En præst er en præst, en prædiken er en prædiken, og hvor lidt eller hvor meget han engagerer sig i forkyndelsen, forholder man sig ikke til.
For sagen ér, hvis man virkelig for alvor reagerede på præsternes præstation, ville det trygge og ensartede system bryde sammen. Alt det mistænkelige ville komme til syne, og mængden af dovne og inkompetente forkyndere ville blive et pinligt håndgribeligt problem. Derfor står og falder harmonien med, at meget forbliver usagt, og derfor kan man i kirkens kunstigt opretholdte rum have folk gående omkring i årtier, der reelt ikke udfylder deres plads godt nok.
Kirken udgør på den måde et tankevækkende godt eksempel på, hvad der sker med den enkeltes selvopfattelse i et system, hvor ens indsats ikke vurderes og hvor man knap nok opfattes som én, der gør nogen nævneværdig forskel. Alle véd, at der intet sker, uanset hvor lidt man gør sig umage . . .

Sørine Gotfredsen, – præst, debattør og forfatter
– i sin bog “Den åndløse dansker” (2011),
– i kapitlet ‘Folkekirken som tabersag’