– om kirken og om præsterne

Om kirken:

Jeg er bestemt ikke af dén holdning, at kirken skal administreres som en papkassefabrik, men vi er nødt til at udvikle en anden form for ledelse. Hvordan den mere præcist skal udformes, vil jeg overlade til andre med større administrativ indsigt at vurdere. men noget skal der ske med denne kirke, der tøffer afsted som et utidssvarende fartøj, der konstant tager vand ind og kun holder sig flydende, fordi tilstrækkeligt mange ildsjæle påtager sig at øse vandmasserne ud i havet igen.
Det lyder jo en smule trøstesløst, og det er heller ikke for morskabs skyld, at jeg er så hård ved den kirke, jeg elsker så højt. Man for at komme videre, må vi ærligt beskrive virkeligheden, og videre skal vi, fordi vi ikke kan undvære kirken. Vi kan ikke undvære dét sted, der holder os fast på kristendommen og minder os om, at vi mennesker har mere at udrette end vi med fornuften kan sige os selv . . .

– og om præsterne:

Vi har i kirken skabt en usund kultur, der gør, at man helst undlader at bedømme den enkelte præst. I stedet hylder man på mekanisk vis helheden, som var der tale om et østeuropæisk landbrugskollektiv fra 70’erne og sætter nødigt ord på, at ikke alle præster er lige flittige eller lige dygtige. De opfattes blot som sortklædte samlebåndsprodukter, der med præcis samme effekt kan skubbes ind i embedet . . . En præst er en præst, en prædiken er en prædiken, og hvor lidt eller hvor meget han engagerer sig i forkyndelsen, forholder man sig ikke til.
For sagen ér, hvis man virkelig for alvor reagerede på præsternes præstation, ville det trygge og ensartede system bryde sammen. Alt det mistænkelige ville komme til syne, og mængden af dovne og inkompetente forkyndere ville blive et pinligt håndgribeligt problem. Derfor står og falder harmonien med, at meget forbliver usagt, og derfor kan man i kirkens kunstigt opretholdte rum have folk gående omkring i årtier, der reelt ikke udfylder deres plads godt nok.
Kirken udgør på den måde et tankevækkende godt eksempel på, hvad der sker med den enkeltes selvopfattelse i et system, hvor ens indsats ikke vurderes og hvor man knap nok opfattes som én, der gør nogen nævneværdig forskel. Alle véd, at der intet sker, uanset hvor lidt man gør sig umage . . .

Sørine Gotfredsen, – præst, debattør og forfatter
– i sin bog “Den åndløse dansker” (2011),
– i kapitlet ‘Folkekirken som tabersag’

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s