– når jeg blot kan beholde mit Sorø (2)

En del mennesker har sagt til os, at de glæder sig til at høre om vores ‘montfortaner-ekspeditions-tur’ i Canada / USA, som vi netop har afsluttet. Vi orker simpelthen ikke, igen og igen at fortælle det samme, så hvis man virkelig ér interesseret, er der til disposition en beretning her, som ‘musikalsk’  vil have form af præludium og fuga.

PRÆLUDIET

vil i musikalsk form være dét, som hedder: ‘Tema med variationer’ og have den rhinlandske overskrift: WENN JEMAND EINE REISE TUT, DANN KANN ER WAT ERLEBEN!

I Københavns lufthavn søndag d. 10. juli kl. 10,40. Afgang til London kl. 12. Fin tid. Alt nået og ved gaten 11,40. Holdt tilbage.. Åh .. nej … men opgraderet. Foran i flyet. Fed middag. So far so good.. I London 13,05 og videre kl. 14,10. Rigelig med tid, – men ak . . Da vi når frem til ekspeditionen for Air Canada, er den blevet 13,25, og nu får jeg mine bange anelser, for et skilt lyser og forkynder: ‘Boarding senest 1 time før afgang’. Og den yderst venlige dame ved skranken bekræfter budskabet med sit: ”I’m sorry”. Hvad nu? Hun træder dog i aktion og fortæller, at vi kan komme afsted en time senere, og så til Ottawa og derfra med fly til Montreal. Med ankomst kl. 20,00 ….  i stedet for, som planlagt 16,15. Nå.. for os ligemeget. Vi skal jo ikke noget i aften. Problemet er blot: provincialen er i lufthavnen for at hente os 16,15. Gudskelov har vi tlf. med, og en dame, som ta’r telefonen (gudskelov) lover at gi’ besked: 20,00 i stedet for 16,15. I Ottawa til tiden. På billetten står: Ottawa 19,20, Montreal 20,00. Vi kikker på lystavlen. Dér er den! 19,20 Montreal! Hen til gaten. Nr. 29. Forsinket! Først 19,20 lukker de folk ind. Vi har givet besked om kl. 20, og provincialen aner ikke, at vi kommer fra Ottawa . . Endelig når vi frem til skrankemanden. Han kikker på billetten og siger: ”Jamen det er det forkerte fly, I skal til gate 17. ”Jamen der står da 19.20 på billetten” indvender vi. ”Jamen, jeg kikker på fly-nummer, og det er fra gate 17”. Totalt umyndiggjort. Afsted til gate 17. Når vi det? Er det fly fløjet? Strander vi her i Ottawa??  Vi når til skranke 17. Forpustede. Damen: ”Det er det rigtige fly. Men sid ned, vi er lidt forsinkede”.Jamen, hvornår afsted. Hvornår i Montreal!? Afsted ca.20,30. I Montreal 21,15. Ringer igen til montfortanerne for  at fortælle om den ny forsinkelse. Telefonsvarer. Klar til at gå ombord i flyet. Skrankedamen studser, opdager først nu, at hendes kollega i London har sjusket, så der ikke er overensstemmelse mellem flynummer og afgangstidspunkt. Vores tålmodighed er sat på hård prøve. Hun foretager et par tlf.opkald og så er det i orden. Sikkert fordi der er en del ubesatte pladser. Tænk, hvis der ikke havde været dét??? Ved lufthavnsudgangen i Montreal lidt før 21,30. Ingen provincial naturligvis. Spørger ved busserne, der kører til Montreal Centre?? Viser dem adressen. . .  Ganske nemt. Med bussen indtil første stop (eft. 7 km. kørsel) så i metroen dér, grøn linje, til fjerdesidste station. Som sagt så gjort. Næsten klistret op af metro-stationen ligger kirken og klostret. Men hvordan kommer vi ind? Ingen dørklokke. Men se, dér er provincialen. Stiger ud af sin bil. Siden kl. 16 har han ligget i fast rutefart  til og fra  lufthavnen. Har ikke fået vores besked og har kikket efter fly fra London. Anede jo ikke at vi kom fra Ottawa. Fortalte historien. Fik noget mad og var  i seng kl. 24 og sov glimrende indtil kl. 7,30 næste morgen. Og ingen af os har tidsforskellen påvirket bare det allermindste. Men det var en LANG rejse. Fra søndag morgen kl. 09,15 til søndag aften 22,15 = 13 timer + tidsforskellen 6 timer = 18 timer unterwegs.
Så jo! Wenn jemann eine Reise tut, dann kann er wat erleben.

 

FUGA = fart på! For sikke meget, vi har nået!

Jeg har sat mig til computeren nu, hvor vi nærmer vi os afslutningen på første del af vores oversø’s-rejse, otte-dages-besøget hos montfortanerne i Canada, koncentreret om Montreal. (Mont-real = Mont-royal = det kongelige bjerg). I 1706 havde Pére de Montfort bedt paven om tilladelse til at tage til Canada som missionær, men paven sendte han hjem til Frankrig med ordene: ”Gå hjem, hvor du kommer fra. Der er der mere end rigeligt at gøre!” Men det ér på den baggrund ret interessant, at da kongregationen blev ’tvunget’ ud af af Frankrig, blev netop Canada, ja Montreal, ét af de allerførste udenlandske steder, hvor en  montfortaner satte sine fødder. Og det begyndte således:

Den vanskelige situation i Frankrig i slutningen af 1800-takket medførte, at Mariæ Selskab så praktisk og så snedigt som muligt sørgede for administration af deres fire ejendomme. Samtidig accepteredes et forslag fra en præst, som var Montfort-missionærernes gode ven. Denne præst havde gennem nogle år arbejdet i Montreal i Canada, og han foreslog nu, at selskabet grundlagde en mission i Canada, – dét land, som Pére de Montfort selv havde ønsket at blive sendt til. Aktuelt kunne der blive tale om overtagelse af et hjem for forældreløse børn. Omend dette arbejdsområde ikke just var specifikt for kongregationen, måtte man erkende, at aktuelt var næsten alt bedre end at forblive i Frankrig. Så i 1883 rejste de første Montfort-missionærer til Canada. Nogle år senere blev der osse hér åbnet mulighed for modtagelse af kandidater og uddannelse af studenter. Sidstnævnte havde ellers opholdt sig i Belgien. I 1903 kunne Montfort-missionærer fra Canada grundlægge den første station i USA. I 1950’erne toppede kongregationen sit medlemsantal: ca. 2000, måske en frugt af Montforts helgenkåring i 1947. De canadiske montfortanere ville oprette et mariansk centrum i byen, i den østlige, fransktalende del af byen. Biskoppen gav tilladelse, men på betingelse af, at de osse oprettede et sogn, som de tog ansvar for. De gik i gang med et store projekt: En kæmpe kirke, indviet til jomfru Maria, Hjerternes Dronning, et ’kloster’ med plads til noviciat og scolastikat samt et retrætehus. I 1960 stod alt færdigt og varslede en herlig fremtid.

Men ret hurtigt gik det, som i det meste af Europa, tilbage. Retrætehuset blev frasolgt og nedrevet for at give plads til en boligkarree, og noviciatet stod tomt. For to år siden måtte man opgive sognet, som blev sammenlagt med nabosognet og nu står under dette sogns præst.

Vi mener at kunne fastslå, at af de ca.15 mennesker, vi daglig ser i huset, er dém over 60 år canadiere, resten = de yngre, er alle vegne fra: Indien, Haiti, Columbia. Vi oplever ikke noget fællesliv, bortset fra et engageret arbejde med at holde helligdommen kørende. Tre messer hver dag, indledt med rosenkransbøn, og om søndagen seks, kræver et godt mandskab. Men fællesbøn for kommunitetet er her ikke, og måltiderne er nærmest kantine-agtige. En buffet står klar middag og aften. Man kommer, ta’r, hvad man vil af den altid yderst velsmagende mad og går, når man er færdig. For os er der to minus’er: En vinflaske på bordet har vi aldrig set, og aftensmad spises kl. 17,30. Ingen af delene kan vi klare, så vi har om aftenen spist i ude i byen ved 19,30-tiden og drukket rødvin til vores mad.

Alle messer er på fransk, og jeg har koncelebret hver dag og været glad for det. Og mærkeligt nok får jeg ros. Omend jeg bestemt ikke er fransktalende siger de, at min ’melodi’ er perfekt, og én sagde til mig: ”You’ll  learn, before you can go!”’. I dag har en god organist været virksom i alle otte søndagsmesser (2 lørdag aften, 6 søndagen igennem) og den samme præst har prædiket i dem alle. (ikke fejret 8 messer, men prædiket i dem alle). Næste søndag står så en anden præst for prædiken i samtlige messer.

Udover at være hos os selv har vi gået rundt i byen og besøgt tre fantastiske kirker: 1. Domkirken, som faktisk er en kopi af Peterskirken i Rom, bare lidt mindre, 2. Vor Frues basilika i gotisk stil. 3. Sankt Josefs Helligdom, som er en historie for sig selv, så storslået, som man ikke forestiller sig, og gennemført opført af en ordensbroder, fra miniature-begyndelse til Montreals største seværdighed. Jeg afslører mig nok igen som ukulturel, når jeg fortæller, at disse tre kirker, som er fra slutningen af 1800-tallet har betaget mig mere end kirkerne i Rom. Uanset om de er neo-, dvs. bygget i stil-efterligning. Og det gælder osse for USA. De er gennemført rene, i stil såvel som rent konkret, og det er en nydelse at besøge dem,. Vi véd fra de store katedraler rundt om i Europa, hvordan man kunne bygge i 12-13-1400-tallet. Men at man kunne bygge lisså smukt og storslået for mindre end 150 år siden, duperer mig. Jeg sætter link på til disse kirker, plus, selvfølgelig, til vores egen.

http://cathedrale-mrdm.blogspot.dk/p/visites.html

http://www.basiliquenotredame.ca/fr/basilique/images.aspx

https://www.youtube.com/watch?v=HzrW56G32z8

http://www.smrdc.org/qdn.php

Hvis jeg fastholder, at Rom er rædselsfuld, så er jeg nu nødt til, efter et besøg USA‘s mest berømte over-storby at erklære, at bag et bilvindue er New York mere end interessant, –  én af præsterne kørte os den første dag rundt fra kl. 11 – 18: Queens, Brooklyn og det meste af Manhattan. Uden for bilen nærmer den sig, – ihvertfald i den sydlige del af Manhattan, dét, der kaldes Downtown, – et mareridt. Det oplevede vi dag to, da vi ’on our own’ tog fra 5th  Avenue, hvor vi dumpede ind i en messe i NYs katolske domkirke, den meget smukke, udendørs nyvaskede, Saint Patricks Cathedral ned til Ground Zero ( det fine mindeanlæg for 9-11) og derefter bevægede os rundt i området. Aldrig har jeg været noget sted med så  megen støj og  larm, aldrig har jeg set så meget uskønhed, aldrig har jeg hørt engelsk talt så grimt, og aldrig har jeg set så mange proletarer, på gaderne og på snuskede restauranter, hvor de ved bordene sidder med halvåbne papirsposer med burgere, som de plukker stykker af med fingrene, mens sugerøret er stukket ned i en plastikflaske eller et plastikbæger med én eller anden ulækker læskedrik. Restauranter, hvor man spiser med kniv og gaffel og drikker af glas, skal opledes.

Nå, dem fandt vi så dag tre, da vi bevægede os i dét område, som hedder ’Morningside’, hvor vi ville se den ufærdige anglikanske domkirke, – romansk kor og gotisk skib, – som allerede nu er større end Peterskirken i Rom og foreløbig verdens største domkirke. Saint John the Divine, hedder den. Ikke langt derfra ligger, ligeledes gotisk og anglikansk, Riverside Church. Dens smukke høje tårn rummer NY’s største kirkeklokke, – vejende 20 tons.

Baggrunden for disse dage var montfortanernes første station, som, efter at de fra Canada var gået i land i Port Jefferson i 1904: Ozone Park i området Queens, øst for Brooklyn. Hvad der er tilbage dér, er deres store neo-gotiske kirke, som de ret tidligt opførte: Mary, Gate of Heaven, med præstegård, der rummer et kommunitet med tre præster. Ved siden af præstegården ligger the Provincial House, en kæmpekasse med tre etager og et utal af værelser. Provincialen bor her sammen med et par præster med forskellige opgaver. Alle værelserne var netop blevet nymalede, og efterfølgende er ret så meget endnu ikke kommet på plads. Provincialen (Matt Considine) samt en præst, Tom Poth (det hedder han!) – den præst, der kørte os rundt dag et, – havde hentet os på busstationen, da vi ankom fra Canada og allerede samme aften vist os lyshavet på den mest berømte del af Broadway. De var de eneste, der var i huset. Dag to var kun provincialen hjemme, og det var han heller ikke, for ‘he had to do’, så han præsenterede os for det fyldte køleskab, viste os, hvor rødvinene stod og inviterede os til at føle os hjemme, hvad vi naturligvis gør i ethvert montfortanerhus. Så resten af tiden i selve NY boede vi alene i det store hus. Vi gik til messen kl. 8,45, – jeg koncelebrerede, – i det til kirken hørende lille kapel, PE lavede derefter fed morgenmad med skinke og spejlæg, og vi bad vore bønner i huskapellet på første sal, – nøjagtig som i Sorø.

Dag tre blev vi kl. 18 afhentet i Ozone Park. Vi skulle overflyttes til det af montfortanerne grundlagte og opretholdte valfartsted på Long Island, Eastport: ’Our Lady of the Island’. Præsten, der hentede os, Father Roy, syntes, at vi, –  inden vi bevægede os de 120 km mod øst, – skulle slå en sidste gang ind om Manhattan og sejle en tur med den gratis færge, som fører os tæt forbi den lille ø, hvor the Lady of Liberty står med oprakt hånd. Her oplevede vi sydspidsen af Manhattan fra havet: Den ene skyskraber ved siden af den anden: Empire State building og det nye høje tårn på World Trade Center (de bombede to tårne, fire nye erstatter de to, og det største er højere end de gamle), alt koncenteret på det retativt lille område. Vi sejlede ud omkring kl. sunset med sol på bygningerne, de var elektrisk oplyste, da vi vendte tilbage. Betagende. Finally skille vi finde en restaurant, hvor vi kune spise aftensmad. Joy var fantastisk til at  finde p-pladser i NY, – men altid efter skudbønnen:
Hail Mary, full of grace,
find for us a parking-place.

Efter middagen på en italiensk restaurent og halvanden times bilkørsel stod vi kl. 01 om natten midt i skoven.  I Eastport. Dér ligger monfortanernes hus, en halv kilomteter væk fra valfartsstedet. Tre præster har værelser her, den ene af dem har et arbejde, der gør, at han har værelse i tre af provinsens huse. Momentant er han i Cuba. Den rene kontrast New York og for den sags skyld til The Provincial House. Ligner mest er udbygget sommerhus, Af træ, som de allerfleste huse på denne egn. Vi fik ’værelser’ i kælderen, to små rum, hvor der kommer sparsomt lys ind og hvor vi virkelig kun kan opholde os, når vi sover. I miles omkreds er det kun dette hus, så de låser aldrig dørene. Til gengæld: Efter en dag på valfartsstedet, hvor jeg i det store kapel koncelebrerede dagens messe og blev bedt om at læse evangeliet og prædike, – i øvrigt Maria Magdalenes mindedag, som fra nu skal fejres som fest (det havde de ikke opdaget, hvis jeg ikke havde gjort dem opmærksom på det) – kørte Roys medbroder Father Pete os ud på den ene spids af Long Island. De ville gerne vise os en lystbådehavn med udsigt over havet, for de havde ikke tænkt over, at vi ikke ser andet derhjemme. Da vi kom tibage til huset ved 19-tiden havde en dame forberedt os den skønneste middag, som vi nød på terassen. : Krabbekløer som forret, T-Boonesteek som hovedret og en dessert,  – og rødvin manglede ikke. Roy, der bragte os hertil, er ikke hjemme. Skulle et-eller-andet et-eller-andet sted, og ham, der er på Cuba, Hugh, er ikke kommet hjem endnu, så Pete, der er tilbage, er hele dagen på valfartsstedet. Han henter os før messen kl. 11,30 og gi’r så PE bilnøglerne så vi kan køre frem og tilbage som det passer os. I morges satte vi en flaske hvidvin i køleskabet, for jeg ville hjem til frokost. PE mente, at vi skulle blive på valfartsstedet for fællesskabet med de mange pilgrimme, som virkelig kommer. Men det ville betyde en sandwitch og en seven-up. Derfor ville jeg til huset. Mens vi lunede en spaghetti-ret med kødboller og trak den kølige hvidvin op (det er 32 grader udenfor), talte vi om, at vi på denne dag, Sankt Birgittas dag, for et år siden, under behageligere temperaturer, havde været i Vadstena i Sverige. Og træhuset her, skoven omkring os og kjøtbollarne, som vi spiste, overførte mig faktisk til Sverige, så jeg begyndte at pråta svenska og sagde ustandselig til PE: ’Hur vackert är det i denna sommerstuga’, så han var ved at blive vanvittig.

Valfartsstedet er født udaf kongregationens store, meget smukke hus i Bay Shore, 70 km. øst for NY. Det var opført som gymnasium, men fik kun kort levetid. De præster, der således blev arbejdsløse, ville gøre noget for udbredelsen af Montforts Marialære og ville derfor grundlægge et pilgrimssted, som folk kunne valfarte til, ligesom andre af vore præster havde gjort det i Lichtfield i staten Connecticut omkring 1950. I 1970 anlagde de på et stort areal dét, som de kalder et ’shrine’. Centrum er kæmpestor Mariastatue “Our Lady of the Island”, opstillet på en klippeblok. Omkring den er oprettet en udendørs frilufts-kirke. Men da gudstjenesterne ikke altid kan holdes i det fri, enten fordi det er for varmt eller for koldt eller fordi det regner, har de bygget en kirkesal og et lille, meget smukt kapel. Samtidig er der på området oprettet talrige udendørs ’underholdnings’-faciliteter, såsom en korsvej, en rosenkransvej og en ’Alle Helgens Allé’ med den ene helgenstatue ved siden af den anden. Et cafeteria og en butik med hellige artikler, de kalder det en ’Giftshop’, hvilket selvfølgelig hos os giver forkerte associationer, –  mangler heller ikke. I dag søndag var der 300 mennesker til messen i kirkesalen. Messen koncelebrerede jeg, og ved eftermiddags-tilbedelsen fra kl. 15 – 16 erstattede jeg en manglende organist.

Nu er vi mandag kommet til Litchfield i staten Connecticut, ligeledes et af montfortanerne opbygget valfartssted, som meget ligner Eastport, men mindre. Montfortanerne købte i 1947 et meget smukt og relativt stort hus her og to italienske brødre opbyggede efter et postkort af grotten i Lourdes i Sydfrankrig en mindre kopi, så folk i NY og omegn kunne valfarte lokalt til Vor Frue af Lourdes.
Men vi kom ikke til Litchfield direkte.

Søndag efter tilbedelsen i Eastport kørte Pete os til ovenfor allerede omtalte Bay Shore, hvor vi skulle overnatte, og kl. otte mandag morgen var en ældre præst, Father John, 87 år, med en biskop-Suhr-skikkelse,  klar til at køre os her til Litchfield, hvor vi indfandt os ved middagstid. Han kører langsomt og udmærket. Planen er nu, at han og vi skal blive her til onsdag formiddag, hvor vi kører tilbage til Bay Shore for resten af dagen og for atter en overnatning, hvorpå han torsdag morgen kører os tilbage til vores udgangspunkt i Ozone Park, hvor provincialen først på eftermiddagen kører os til lufthavnen  til flyafgang Kl. 18: New York – Amsterdam, – og endelig Amsterdam – København, ankomst fredag kl. 11,30, dansk tid. Father John talte med os om pavens ‘politik’ m. h. t. flygtningeproblemet.  Han sagde til os: “Kærlighed er vigtigt! Barmhjertighed er vigtigt. Men hvad er vigtigere ??”. Vi kunne ikke svare, men måtte som montfortanere skamme os, da han sagde: “Visdom! For Visdommen lærer os, hvordan vi bør vise kærlighed, hvordan vi bør vise barmhjertighed!”

Mht. værelser er det skønt, igen at være kommet op over jordens overflade. Både i Bay Shore og her i Litchfield er det fremragende forhold med tagen højde for nedkøling i det altfor varme vejr, som stadig hjemsøger os. En af præsterne her er den tidligere ordensgeneral gennem 12 år, fra 1993 – 2005: Father Bill Considine, – den nuværende provincials bror… Når han før morgenbønnen holder sin meditation i kapellet, har sit krus kaffe med sig.

Sammen med min medbroder har jeg fejret messe i huskapellet her i Litchfield mandag. Tirsdag koncelebration i Lourdesgrotten. Onsdag aften og torsdag morgen fejrer vi, atter for os selv, i kapellet i Bay Shore. Dette moderne kapel, som er større end Vor Frue Kirke i Slagelse, er ét af de smukkeste Montfort-kapeller, jeg har set. Korets bagvæg illustrerer gennem tre scener Marias bebudelse, den montfortanske spiritualitets centrum. I et billede til højre ses ærkeenglen Gabriel, til venstre jomfru Maria. Midt imellem de to billeder er tabernaklet placeret og en Helligåndsdue svæver over det. Et stort loftsvindue, usynligt fra selve kapellet gør, at netop midterpartet ligger bladet i lys. Virkningen er meget stærk, Angelusbønnen illustreret. Sidevæggen til venstre er smykket med et stort billede af Pere de Montfort, sidevæggen til højre af et stort billede af  Marie-Louise. Indgangskorridoren er på hver langvæg smykket af tre to-en-halv-meter-høje kakler med scener fra den hellige Montforts liv: 1) Hans tagen afsked mied sin familie udenfor Rennes for at tage til præstestudium i Paris, 2) Hans første messe i St. Sulpice, 3) Hans audiens hos paven, 4) Hans iklædning af Marie-Louise, 5) Hans prædiken for en folkemængde i Pontchateau, 6) Hans dødsleje i St. Laurent. På de fire vinduesruder, der adskiller billederne, er vigtige Montfortsentenser at læse:
1) ”Det var gennem den hellige jomfru Maria, at Jesus kom ind i verden. Det er osse gennem hende, at han vil herske i verden”.
2) ”At kende Jesus Kristus, den evige Visdom, er at vide nok. At vide alting, men ikke at kende Jesus Kristus, er at vide intet!”
3) ”Der er intet mere nødvendigt, mere nyttigt og mere glorværdigt end at lide for Jesus Kristus!”
4) ”Gennem min egen erfaring har jeg lært, at rosenkransbønnen har magt til at omvende selv det hårdeste hjerte”
Alter, ambo, kredensbord og præstestol er i sort marmor. Rummet er i sandhed en æstetisk nydelse.

Hvilket ikke kan siges om maden i vore huse her i USA. Bortset fra festmiddagen i Eastport fredag aften og så nu her til aften i Bay Shore har den været lisså trist som den var fremragende i Canada. Men som et yderst dækkende plaster på såret har vi i USA ikke savnet rødvin.

Udflugter har vi heller ikke måttet savne. Alle steder har de sørget for, at vi blev kørt rundt og så forskelligt, så lissåvel som vi fik den fineste gennempløjning af New York City ved vores ankomst, har vi efterfølgende  set dele af  staterne New York og Connecticut, og vi må sige, at de har lagt et program for os og stået på hovedet for os, for at vi skulle få en så god oplevelse som muligt. Og det har vi fået! En virkelig oplevelse, men samtidig en lidt trist oplevelse, idet vi oplever, at dét, der i vores kongregation på denne side af Atlanten blomstrede fra 1950-1970, nu afblomster. I den amerikanske provins er de alle sammen, bortset fra et par få,  over 60 år, de har ingen tilgang og ønsker heller ikke mere at tage nogen, for hvad skal de stille op med dem?? I det  store hus i Bay Shore, sidder der otte gamle og syge præster, som beder vesper 16,45, får en drink kl.17, spiser til aften 17,30 og er i seng kl. 19. Dog danner huset osse ramme for afholdelse af retræter og for ”Montfort Puplications”, ledet af  50-årige, energiske Father Hugh Gillesbye, med bøger, CDs, films, rosenkranse, statuer m. m., men denne institution kunne være somewhere else.

http://www.montfortusa.org/MontfortUSA/Welcome.html

http://www.montfortpublications.com/

http://saintpatrickscathedral.org/

https://www.stjohndivine.org/

Hvis jeg skulle blive 90 og til den tid gerne igen ville besøge de steder vi nu har været, er jeg bange for,  at de ikke mere eksisterer. Men hvordan udviklingen end vil blive, ville jeg ikke kunne finde på det, for omend jeg har været meget glad for turen, – min medbroder behøver man ikke at spørge, han er altid glad for at være på rejse, – så må jeg dog for mig selv afslutningsvis sige:

Man kan købe T-shirts, hvorpå der står ”I (og så et hjerte for ’love’)  NY”. For mig er NY blevet til NA =  ”Never Again!”.

NU er vi fredag eftermiddag d. 29. tilbage i vores domicil på Midtsjælland, vi skal fejre messe i vores harmoniske kapel i aften: kong Olaf den Hellige af Norge. Og atter engang hører jeg mig selv sige, –  i Valdemar Atterdags ånd:

Lad Vorherre roligt beholde that, they call ”God’s own country”,
– når jeg blot kan beholde mit Sorø!

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s