Hold ud, hold ud, hold ud! (6)

– fortsat

  1. Afslutningen af den kirkelige for-undersøgelse og biskoppens konklusion

Endelig oprandt dagen, – i slutningen af marts, – hvor den såkaldte “kirkelige undersøgelse” blev afsluttet. Kort forinden havde jeg modtaget følgende, i dén grad varmende mail fra Søren Krarup, som jeg har en smule forbindelse med og som vidste om mine forhold:

Kære Stephen Holm.
I anledning af den infame forfølgelse, du er udsat for i øjeblikket, føler jeg trang til at skrive og tilsige din min støtte. Du kan ganske vist ikke bruge den til ret meget, for en sådan sladder-kampagne kan jo ikke modsiges, kun foragtes, men jeg håber meget, at du i din omkreds kan finde støtte og at du med god samvittighed kan vende ryggen til sladderen og sige til dig selv, at lige så løsagtig denne er, lige så hurtigt er den glemt.
Jeg sender dig de bedste hilsener og ønsker dig mod og styrke til at holde ud trods infamien.
Mange venlige hilsener
Søren Krarup.

Den 04. februar, efter Nadias tilbagetrækning af sine løgne, og mosterens ditto, var jeg blevet indkaldt til forhør/interview hos bispedømmets sexekspert. Menighedsrådsformanden fra Kalundborg tog med mig som bisidder. Hun tog bussen fra Kalundborg til Slagelse, hvorefter vi sammen i bil kørte til Bredgade 64. Vi kom ind i ‘forhørssalen’, som hvergang har mindet mig om audienserne i H. C. Andersens eventyr “Klods-Hans”. Her sidder bispedømmets officielle sexekspert = pastor Niels Engelbrecht, og ved siden af ham Skriver-Hans = Stig Sørensen, hvis første indførelse i katolicismen for øvrigt er sket gennem mig, netop omkring kirken i Kalundborg, og som nu, efter at have været katolik halvanden eftermiddag, sættes på som sekretær, når samtlige ‘anklagede’ præster, der gennem mange år trofast har tjent kirken, udsættes for Niels Engelbrechs amatørforhør. Stig Sørensen gi’r indtryk af at være biskoppens ydmyge tjener, hvorfor han da osse er kommet lynhurtigt til tops, dels som formand for menighedsrådet i Jesu Hjerte Kirke, nu osse, efter han er gået på pension fra sit job i Store Heddinge kommune, – som bispedømmets økonom, – efterfølger af den i samme forbindelse ikke just succesfulde jesuit-pater Gerhard Sanders. Man kunne forestille sig, at Stigs kvalifikationer nok ikke overstiger Sanders’, men det lader jeg andre om at bedømme, hér kun bemærkningen om, at karrieren er gået med lynets hastighed…

Som nævnt havde jeg den 29. december 2010 fået at vide, hvilke sager der ville komme på tale. Petar og Casper blev der gået let henover. Jeg havde jo osse biskoppens ord på, at jeg aldrig mere skulle høre til disse sager?? Ikke desto mindre havde de nu svirret omkring mig gennem det sidste år. Berlingskes anonyme blowjob-historie måtte jeg afvise at tale om, dels p. g .a. nævnte anonymitet, dels p. g. a., at historien er opfundet. Der var en tredje sag osse, som jeg blev konfronteret med. Den gik ud på, at der ikke var sket noget. Det kunne jeg kun berigtige, ydermere, fordi den navngivne person ikke findes. Tilbage blev så Frederik-sagen. I relation til dén blev jeg stillet to spørgsmål af total ligegyldig art. Og for dét havde vi ofret tid og penge fra Vestsjælland til København. Jeg burde have bedt om at få benzinudgifterne få turene til København refunderet. Det burde min medbroder osse have gjort dengang han i 2008 i Petar-Casper-sagen var indkaldt af Niels Engelbrecht til forundersøgelses-forhør angående mig og han mødte op til den aftalte tid. Niels Engelbrecht havde imidlertid totalt glemt aftalen, hvorfor ‘Skriver-Hans’ naturligvis ikke var til stede. Han måtte nu akut-hidkaldes, hvilket ville vare en times tid. Men min medbroder blev skam ikke budt indenfor. “Ka’ du ikke gå en tur så længe?” spurgte Niels ham i stedet. Og som det flinke menneske, br. Poul-Erik ér, indvilligede han. Senere fortrød han, at ikke havde sagt “Nej” og taget direkte tilbage til Slagelse.

Så kom der en belejliget dag, – for nu at bruge et bibelcitat fra begyndelsen af beretningen om Johannes Døberens halshuggelse. At den var belejliget, opdagede jeg først senere. I slutningen af marts meddelte biskoppen mig pr. mail, at den kirkelige undersøgelse var færdiggjort og han hermed indkaldte mig nu til samtale med ham på bispekontoret. “Fra vor side deltager—“ mailede han til mig. Tænk, jeg var endnu så naiv, at jeg troede, at biskoppen og jeg som hans præst var på samme side. Men jeg blev klogere. Biskoppen ville ikke tage stilling til anklagerne, sagde han. Det behøvede han jo heller ikke, efter som intet ang. bekyldningerne kunne bevises, – heller ikke, selv om der var blevet brugt fem måneder på at nå frem til dette vise resultat, –  ‘efter en grundig undersøgelse’, som han selv udtalte det. Ikke desto mindre betvivlede han, at det ville være forsvarligt at lade mig fortsætte som sognepræst.  Begrundelse: “Der er for megen hvirvel omkring din person” … sagde han, –  ikke helt med urette. (uden nogen sammenligning: Det var der osse omkring Montforts person, så han ville heller ikke have haft en chance i biskop Kozons regi). Biskoppen mente, det bedste ville være, om jeg, – jeg er trods alt 67, – ville søge pension. Dén tanke var ikke grebet ud af luften. Jeg havde efter 11. oktober skrevet en uofficiel mail til ham, hvori jeg havde påpeget egen ufuldkommenhed og en vis træthed i sognepræstetjenesten og nævnt, at jeg, –  når sagerne var afsluttede – kunne forestille mig at søge pension, al den stund, at jeg ligeledes kunne forestille mig, at den sidste galning endnu ikke havde meldt sig, og at jeg ikke havde lyst til at fortsætte et præsteliv, hvor suspension og ophævelse af samme jævnt skulle følge hinanden, hvergang en ny fantasihistorie velkomment kom bispeembedet for øre. Nu brugte biskoppen denne uofficielle, private mail som grundlag for sit udspil, og da jeg følte, at det var ren misbrug af min fortrolighed til ham, afviste jeg og sagde, at det ikke længere var min holdning. Yderligere: Hvorfor skulle netop jeg? Hans Esmark og Leo Kertz var jo kommet igennem på samme måde som mig. Rent bord hos politiet, resultatløs kirkelig undersøgelse.. Igen skal der gøres forskel. Og i mit tilfælde var der, – bortset fra biskoppens generelle uvilje mod mig og ønsket om at få ‘gjort op’ med mig,  – en bog til forskel ….

 

13. Ophævelse af suspension og efterfølgende anmodning om pension

Dagen efter, da jeg havde tænkt alt igennem, – osse, hvor skønt det kunne blive, ikke længere at have ansvar for tre menigheder, – lod jeg biskoppen vide, at jeg godt kunne forestille mig at gøre som nævnt i min mail af 11. oktober. Og således blev det:

Den 31. marts, – efter næsten et år, – ophævedes min suspension og, – sådan hedder det i dekretet, -samtlige sager blev henlagt. Og pr. 01. april (ingen aprilsnar) ansøgte jeg om pension og fik den omgående bevilliget,  – så omgående, at det undrede nok så mange. (Klart nok!  Sognepræsten i Odense, en menighed på 2300 mennesker,  blev jo af biskoppen gentagne gange bedt om at fortsætte i embedet i den store menighed, og det til trods for, at han forlængst havde rundet de 70). Men biskoppen var nok forståeligt bange. Min advokat fortalte ham, at ‘bogen til forskel’: Frederik Roeds bog “Messedreng”,  ville udkomme den 09. april. Hertil replicerede han, at dét havde han hørt. Men da jeg en halv time efter havde et ærinde inde på hans kontor, så jeg bogen ligge der. Måske et af forfatteren signeret eksemplar med tak for godt samarbejde!? Han havde altså allerede læst den? Det bekræftede han. Og, har jeg hørt fra anden side, han ta’r den et langt stykke for gode varer, for han har ikke lært af H. C. Andersens eventyr “Det er ganske vist..” Og iøvrigt passer det fint i hans koncept. Alt, der kan skade mig, hæfter han sig ved, og hvad der kunne gavne mig, forbigår han. Således har han været total kold overfor de overvældende mange positive tilkendegivelser, han har modtaget: utallige skriftlige og mundtlige henvendelser fra menighedsrådene, fra menighedsmedlemmer og andre, sågar fra Slagelses tidligere borgmester og rektor ved gymnasiet. I skrivende stund har jeg ikke læst bogen og har ingen intention om at gøre det. Den blev ingen “Danmarks besættelse”, omend udgivelsen var fastsat til 09. april.  Udgivelsen blev fremskyndet et par dage, men bogen vakte kun opsigt et par dage, hvor samtlige anmeldere ‘græd’ med Frederik og slugte hans fantasi-roman, som var den en indiskutabel sandhed, og ikke engang Kristeligt Dagblad ønskede at offentliggøre tilsendt modsigelse fra et menighedsrådsmedlem fra Kalundborg. Den blege Veronika Rævdal fra Holbæk menighed, vegetar og vist bange for enhver form for ‘kød’, (af mig ret useriøst kaldt ‘Blomkåhls-Bertha’), som tidligere havde dyrket mig henimod det usmagelige, var efterfølgende blevet hjerteveninde med Frederiks mor og mente nu at måtte forkynde, at ‘Messedreng’ var ‘en nødvendig bog!’ Men det ser ud til, at det var så som så med ‘nødvendigheden’. Den hverken nåede det resultat eller den økonomiske profit, som den medieliderlige og pengefikserede forfatter efter sigende havde håbet på. Bogen kostede ved udgivelsen 250 kr. (Mindre end tre år efter var den på udsalg til kr. 29). I katpod gav Erling Tiedemann bogen en anmeldelse, som et langt stykke, – men så heller ikke længere, – var anmelderen værdig. Som den eneste af samtlige anmeldere omtalte han mig med en vis respekt. Han talte om ‘karaktermord’ og stillede spørgsmål ved bogens seriøsitet og forfatterens ærinde. Biskoppen forholdt sig naturligvis tavs. Beskyttede på ingen måde sin præst.

Tværtimod. Meddelelsen om ophævelsen af min suspension/sagernes henlæggelse og min overgang til pension blev på den katolske kirkes officielle hjemmeside de første fem timer sammenblandet, men informations’chef’ Niels Messerschmidt sætter jo kun undtagelsesvis noget på hjemmesiden, som ikke er behæftet med fejl. Efter vrede indsigelser fra Vestsjællands pastoralrådsrepræsentant og mig selv blev det rettet, og ordet “efterfølgende” blev indføjet. Men det skete først efter, at de fleste dagblade havde været omkring hjemmesiden og deraf om mig kunne forkynde: “sendt på pension”. Biskoppen lod mig senere vide, at jeg havde gjort indsigelse ‘med rette’. Nemt nok at sige. Budskabet var jo kommet ud og blev ikke senere på hjemmesiden beklaget af Hans Excellence.

Biskop Kozon havde foreslået, at jeg søgte pension pr. 01. maj. Jeg foreslog den 15. maj, dog forstået således, at jeg fra 15. april ville holde en måneds ferie. Jeg havde nemlig ikke den ringeste lyst til som sognepræst at skulle kæmpe mig igennem de anstrengende påskegudstjenester, når jeg  ikke skulle fortsætte i embedet. Og samtidig ville jeg gerne have den anden søndag i maj som termin for min sidste gudstjeneste som sognepræst. Denne søndag var nemlig dagen for min første messe som nyviet præst i Slagelse i 1984 og dén søndag jeg i 2009 havde fejret mit 25-års-præstejubilæum: Festen for Jomfru Maria, som Guds nådes moder og midlerinde, titularfest for Vor Frue Kirke og samtidig årsdagen for dens indvielse.

 

  1. Min sidste hellige messe som sognepræst

Og sådan blev det. Jeg sprang påsken i Slagelse over og var derefter på banen igen. Omend jeg havde ferie, gav jeg min ferieafløser (selvfølgelig Lars Messerschmidt) fri søndag d. 01. maj. Biskoppen forstod ikke, at jeg fejrede søndagsmesse, når jeg havde ferie, –  der er ret så meget, han ikke forstår. Men menighederne forstod til fulde, at det, efter at jeg et år igennem ikke havde måttet fejre søndagsmesser med dem, var en dejlig feriebeskæftigelse for mig, nu at gøre det.

Søndag eftermiddag den 08. maj fejrede jeg så min sidste hellige messe som sognepræst på Vestsjælland, – efter at have været på stedet i 30 år, – 27 år som præst. Det blev en pragtfuld messe i en stopfyldt Vor Frue Kirke i Slagelse, med den smukke liturgi, som altid har præget vore festmesser: dejlige salmer/sange, hvor alle sang med, så hvælvingerne løftede sig, flot orgelspil (domorganisten fra Skt. Ansgar i København), perfekte og stilfulde ministranter og en menigheds-medleven, som er blevet opøvet gennem de mange år.

Messen blev samtidig en markering af ophør af 105 års montfortansk tjeneste i Slagelse. Vores tidligere provincial, pater Edmund Jäckel smm, kom fra Bonn og deltog som den nuværendes repræsentant. Dels var den nuværende, pater Hermann Josef Jünemann smm, til kapitel i Rom, dels er det pater Edmund Jäckel, som gennem årene har fulgt os. Ved messens slutning talte han til menigheden og takkede den og os i Montfortkommunitetet for vores trofasthed i den montfortanske ånd. Det samme gjorde menighedsrådsformanden Jurjen de Boer, (- som senere ved den efterfølende fest i Dyhrs skoles sal holdt en blændende tale for min medbroder og mig, afslørende fint kendskab til montfortansk spiritualitet). Sluttelig opsattes ved Mariaaltret en mindetavle som menighedens tak:

1906-2011
Til minde om 105 års montfortansk tjeneste i Slagelse med grundlæggelse af menigheden (1906) og opførelse af Vor Frue Kirke (1931) I taknemmelig erindring om præsters og brødres utrættelige virke satte Vor Frue menighed dette minde

Kort tid efter afsluttede Assumptionssøstrene deres godt hundrede-årige virke i Danmark og de amerikanske Franciskanere efter sølle 18 år som montfortanernes efterfølgere i Roskilde. Med stor tak fra biskoppen for deres indsats og med skriverier og billeder i ‘katolsk orientering’, ganske særlig omkring Franciskanerne. Med hensyn til dém talte man gudhjælpemig om afslutningen af en epoke?? . . .  18 år!?

Og os? Vi montfortanere fik absolut ingenting fra den officielle kirke i Danmark! Ingen tak for 105 års tjeneste, ingen tak for br. Poul-Eriks og mine personlige næsten 30 år i kontinuerlig indsats for tre menigheder. M. h. t. vores afslutningsmesse skal det så retfærdigvis tilføjes, at jeg ikke havde indbudt biskoppen, – var ligesom ikke motiveret, – hvilket ikke burde udelukke, at han i det mindste havde sendt et brev til oplæsning. Bispedømmet var i øvrigt ikke udelukket. Jeg havde indbudt generalvikaren, som jo havde været min ‘stand-in’ på stedet i over et år. Han takkede nej, “fordi dine (fremtidige) boligforhold ikke er i orden”. I stedet så menighedsmedlemmer ham i bil omkring H. C. Hansens plads i Slagelse en halv time før messen skulle begynde . . . .

Anne Wille fra Kalundborg menighed havde i dagens anledning tegnet et ‘portræt’ af mig til Kristeligt Dagblads rubrik “Portræt”. Ekspeditionsjournalisterne var positive, men souschefen Jeppe Duvå, – i øvrigt katolik i domsognet, – nægtede optagelsen . . .

fortsættes

 

 

 

Reklamer

Når kirkens største ‘fjende’ . . er kirken!

Det står på hovedet!

Som kristne lærer vi, at vi først og fremmest skal stå på de små og svages side og hjælpe dem alt dét, vi kan. Men det gælder ikke for små katolske menigheder i Danmark, – dem under 300 medlemmer, – som oplever bispedømmet København som en grib, der svæver over deres hoveder. For at opfylde den såkaldte pastorale plan (?) og få etableret det ‘ny katolske Danmarkskort’ er det bestemt, at alle menigheder under 300 medlemmer skal nedlægges og deres kirker frasælges. Når vi ser bort fra allerede nedlagte Rønne, Birkerød og Hørsholm, er syv menigheder/kirker siden blevet sat i henrettelseskøen: Assens, Grenå, Kalundborg, Lemvig, Nyborg, Thisted og Vordingborg. Tre af dødsdommene er nyligt eksekverede. Det gælder Skt. Clemens i Grenå, som kæmpede en gæv kamp, men tabte, det gælder Helligånden i Vordingborg, som overgav sig på stedet (intet kulturelt tab, men de græd alligevel) Og det gælder Stella Maris i Nyborg, som førtes til slagtning som et umælende lam. Det pragtfulde, sunde kompleks med nyrestaureret kirke, ny præstebolig/menighedsafdeling og 300.000 kr. i kassen, var væk som dug for solen. Salgssummen, – eller en del af den, – burde have være sendt til Mariasøstrene i Berlaar, som i tyverne bekostede bygningen af kirken. Godt nok har de kære søstre foræret den til bispedømmet. Men det var en kirke, de forærede, ikke et salgsobjekt.  Assens har man endnu ikke kunnet komme áf med, selvom salgsprisen er blevet reduceret, og Vor Frelsers lille menighed fortsætter sit liv i rysten over, at hver søndagsgudstjeneste kunne blive den sidste. Det samme gør de i Kalundborg, omend der omkring Skt. Mariæ Kirke er opstået en mysteriøs tavshed, – men godt for det. Lemvig fungerer stadig, men det hellige kors skal omplantes til Struer, og det er måske ikke så tosset. Thisted forbli’r foreløbig. Fra Thisted er der forlangt til hvad som helst. Og måske har Sankt Thøger haft en knogle med i spillet. Hans helgenkåring fandt sted under underlige omstændigheder. og da modstanderne ville brænde hans knogler hoppede de tilbage i relikvieskrinet. Omend de to sidstnævnte gudshuse ikke er nogen skønhedsåbenbaringer er kirkerne i Thisted og Lemvig, – som det osse var tilfældet i Grenå, – ‘morsomme’ derved, at de tidligere har tilhørt  andre trossamfund. Og vistnok er erhvervede temmelig billigt.

Så er der de ‘tvivlsomme’: Tønder og Maribo. Da de i Tønder erfarede, at deres ny Hellig Kors kirke, – bygget for 5 år siden, – skulle lukkes, fordi der ikke var 300 menigheds-medlemmer, løste man problemet med simpelt markarbejde fra søstrenes side, der medførte, at medlemsskaren steg væsentligt op over 300, til åbenlys irritation for gribben, som har ladet dem forstå. at de endelig ikke skal tro, at ‘problemet’ er endelig løst. Lisså irriterende er, at Skt. Birgittas kirke i Maribo, som er kirke for over 300 menighedsmedlemmer, men som bispedømmet gerne ville være foruden, viste sig, – i modsætning til hvad bispedømmets ingeniører, som venligst havde dømt kirken til at være umiddelbart klar til sammenstyrtning, – at kunne stå i 100 år. Massiv modstand fra alle sider er så endt med, at Maribo beholder sin sognekirke! – om end bispedømmet via Kristeligt Dagblad efterfølgende flot proklamerer, at denne modstand har haft O-betydning, og at beslutningen ene og alene skyldes det ‘nøje observerende’ bispekontor.

Men glæden herover er brat blevet ødelagt, idet samme nøje observerende bispekontor via biskoppen nu har indstillet, at liv i Maribo skal sættes lig med død i Nakskov. Således har han brat indstillet nakskovitternes Sankt Franciskus Kirke  ‘taget ud af drift og frasolgt’, et chok for menigheden, som lynnedslag fra en klar himmel.
Dér er vi så nu!

Der var tale om lukninger af menigheder (kirker) på under 300 medlemmer. Nakskov menighed er stadig over trehundrede, ligesom Maribo. Sct. Birgittas Kirke skulle ikke lukkes, fordi menigheden var for lille, men fordi vi, som netop nævnt, blev bildt ind, at kirken var faldefærdig. Det er den så ikke, og den megen modstand fra lokal side har nu reddet den. Men glæden er totalt spoleret,  når den særegne Skt. Franciskus Kirke i Nakskov, – som til ind i 2000-tallet var franciskanernes, –  skal betale prisen. . . I Danmark har der været tale om tre danske katolske kunstnere, som virkelig havde talent: Chresten Skikkild (85-27), Axel Theilmann (05-85) og Birgitte West (01-79) de to sidstnævnte er begge repræsenterede i Nakskov. Birgitte Wests hovedværk er udsmykningen af Skt. Franciskus Kirke i Nakskov. Hendes fresker er for ikke så lang tid siden blevet restaureret og kirkens alterrum er blevet ombygget, om ikke til det bedre, så i hvert fald ombygget, man  skulle nok ikke have konkurreret med Theilmann, som jf. Peter Schindler har tegnet de gamle altre og prædikestol (og udhugget Franciskusstatuen over kirkens indgang). Det har alt sammen kostet penge! Ikke desto mindre: Der er stadig en lille halv million i kassen. Jeg ønsker for Nakskov, at de massivt bider fra sig, som de har gjort det i Maribo. Nakskov by er, på grund af dens ‘udsatte’ beliggenhed, jvf. TV2-serien “Nakskov på røven” blevet ret så påpasselig med sine bevaringsværdige bygninger, og heriblandt tælles naturligvis den smukke Skt. Franciskus Kirke.

Man har talt om kirken som kulturbærer. Momentant fremtræder vor lokale kirkeafdeling som det modsatte. Uden pietetsfornemmelse fares der frem. Det eneste, der tæller, er kroner og ører. Troen på fremtidens muligheder lokalt er væk. I de 28 år (1983-2011) Montfortkommunitetet var på Vestsjælland voksede antallet af listeførte medlemmer i Slagelse og Holbæk med næsten 100%, Kalundborg mindre, Assens gennem otte år henimod det samme, og det var ikke kun på grund af vores indsats. Det skete bare. Selvfølgelig skal der gøres en indsats, sjælesorg kan ikke indskrænkes til fejring af messer. Eller til at plukke de mest trofaste af ‘Israels rest’ ud og gøre dem til særgruppe med særheder. De såkaldte ‘messesteder’ bliver ikke spor andet end afvikling gennem et par år. Og afvikling er vel den mest passende overskrift på dét vi momentant er vidne til.

Drengen skulle sige “Ære være …”, men han sagde: “Det bli’r værre og værre!” Det forekommer mig, at han har ret.

I onsdags den 17. havde vi følgende læsning i dagens messe, – fra profeten Ezekiels bog kap. 34.  Jeg skal ikke undlade at fortælle, at den gav mig associationer:

1Herren sagde til mig Ezekiel: 2»Du menneske, profetér imod Israels ledere, som burde være hyrder for hjorden. Sig til dem: Ve jer, I hyrder, I er dømt, for I tænker kun på jer selv, ikke på fårene. Er det ikke hyrders opgave at sørge for, at fårene har det godt? 3Men I spiser selv fedtet og bruger ulden til at klæde jer i. I slagter de fedeste dyr. I er ikke hyrder for fårene. 4I har hverken forbundet de sårede, taget jer af de syge, hjulpet de svage eller ledt efter dem, der var faret vild. I har i stedet behandlet dem hårdt og grusomt. 5Fordi mit folk ikke havde gode hyrder, blev de forvirrede og fór vild, et let bytte for de vilde dyr. 6Mine får vandrede fortabte rundt i bjergene og spredtes ud over hele jorden, men ingen gik ud for at søge efter dem og tage sig af dem.

Til ovennævnte aktioner gives officielt to hovedgrunde, – og nu er en tredje kommet til:

1. Pengemangel. . . .  Jamen, der mangler jo ingen penge i de menigheder, der nedlægges. Godtnok betaler de ikke kirkeskat allesammmen, men de gør de langt mindre på Amager og i Århus, for nu at nævne to kæmpe-menigheder. Ikke desto mindre klarer de små menigheder sig selv. Det må være andre steder, der mangles penge, og dén regning skal de små så åbenbart betale. Hvis der virkelig mangles penge, så sælg dét palæ, der ligger på Gl. Kongevej ud til søerne. Og nyerhvervede hjørneejendom (tidl. Skt. Knuds Skole). Det vil kunne indbringe en kæmpesum, hvoraf en procentdel kan anvendes til indkøb af en nedlagt landejendom eller skole på f. eks., Midtsjælland, hvor samtlige ‘livsnødvendige’ kontorer og boliger kan finde plads og hvor parkeringsmuligheder vil være optimale.

2. Personalemangel. . . .  Sålænge flere danske præster er sat ud af funktion, lyder begrundelsen hul. Godt nok er disse ‘parkerede’ præster efterhånden oppe i alderen, men ingen af dem er så gamle som sognepræsterne i Næstved og Hvidovre.

3. Menighedsmedlemmerne er i snit blevet for gamle. . . .  Jamen det er da et godt argument for at bevare den pågældende kirke: Hvordan skal en sådan tussegammel menighed kunne bevæge sig kilometervis til nærmeste kirke, – eller føle sig tilpas på et upersonligt ‘messested’??

Man kunne spørge mig: ‘Hvorfor blander du dig overhovedet i temaet: kirkelukninger?. De finder sted overalt i den vestlige verden. Hvad kommer det dig véd?  Du er pensioneret som sognepræst og har alt, hvad du behøver. Hvorfor holder du ikke bare din kæft? Det er jo ikke ‘dit bord’!” Hertil svarer jeg: ‘Ja, jeg er pensioneret som sognepræst, men jeg er ikke pensioneret, hverken som præst eller som katolik, omend gennem de sidste fire år sat i skammekrogen.  Den katolske kirke er ikke kun ledelsens kirke, den er vores allesammens kirke. Den katolske kirke i Danmark er ikke kun biskoppens, generalvikarens og kontorchefens, selv om de gør, som om så vár. Kirken er osse din og min kirke. Den katolske kirke i Danmark er min kirke, som jeg som barn har tjent som ministrant, som jeg som ung har tjent som organist, og som jeg som præst nu har tjent i over 30 år, dén kirke, som jeg elsker og som jeg bekymrer mig om. Og jeg må have lov til, – uden at skulle stemples som illoyal, – at give udtryk for, at jeg finder udviklingen, eller rettere afviklingen, katastrofal. Og jeg ser ikke stiltiende til, at smukke kirkebygninger, som er opført under store ofre fra generationer før os, bare formøbles. Jeg ved ikke, om andre siger noget, men jeg véd, at der på et vest-dansk præstemøde var udbredt utilfredshed med det ny katolske Danmarkskort.

Der er sikkert kræfter, som gerne ville stække min ytringsfrihed, måske endda med trusler, som det er tilfældet i totalitære systemer. Dem kan jeg kun henvise til Indre Missions grundlægger, Vilhelm Beck (1829-1901), som ligger begravet ikke så langt fra os i Sorø. På hans gravsten står, – hvad jeg har overtaget som mit motto: “Så længe jeg lever, vil jeg gale!”. Amen!