Hold ud, hold ud, hold ud! (6)

– fortsat

  1. Afslutningen af den kirkelige for-undersøgelse og biskoppens konklusion

Endelig oprandt dagen, – i slutningen af marts, – hvor den såkaldte “kirkelige undersøgelse” blev afsluttet. Kort forinden havde jeg modtaget følgende, i dén grad varmende mail fra Søren Krarup, som jeg har en smule forbindelse med og som vidste om mine forhold:

Kære Stephen Holm.
I anledning af den infame forfølgelse, du er udsat for i øjeblikket, føler jeg trang til at skrive og tilsige din min støtte. Du kan ganske vist ikke bruge den til ret meget, for en sådan sladder-kampagne kan jo ikke modsiges, kun foragtes, men jeg håber meget, at du i din omkreds kan finde støtte og at du med god samvittighed kan vende ryggen til sladderen og sige til dig selv, at lige så løsagtig denne er, lige så hurtigt er den glemt.
Jeg sender dig de bedste hilsener og ønsker dig mod og styrke til at holde ud trods infamien.
Mange venlige hilsener
Søren Krarup.

Den 04. februar, efter Nadias tilbagetrækning af sine løgne, og mosterens ditto, var jeg blevet indkaldt til forhør/interview hos bispedømmets sexekspert. Menighedsrådsformanden fra Kalundborg tog med mig som bisidder. Hun tog bussen fra Kalundborg til Slagelse, hvorefter vi sammen i bil kørte til Bredgade 64. Vi kom ind i ‘forhørssalen’, som hvergang har mindet mig om audienserne i H. C. Andersens eventyr “Klods-Hans”. Her sidder bispedømmets officielle sexekspert = pastor Niels Engelbrecht, og ved siden af ham Skriver-Hans = Stig Sørensen, hvis første indførelse i katolicismen for øvrigt er sket gennem mig, netop omkring kirken i Kalundborg, og som nu, efter at have været katolik halvanden eftermiddag, sættes på som sekretær, når samtlige ‘anklagede’ præster, der gennem mange år trofast har tjent kirken, udsættes for Niels Engelbrechs amatørforhør. Stig Sørensen gi’r indtryk af at være biskoppens ydmyge tjener, hvorfor han da osse er kommet lynhurtigt til tops, dels som formand for menighedsrådet i Jesu Hjerte Kirke, nu osse, efter han er gået på pension fra sit job i Store Heddinge kommune, – som bispedømmets økonom, – efterfølger af den i samme forbindelse ikke just succesfulde jesuit-pater Gerhard Sanders. Man kunne forestille sig, at Stigs kvalifikationer nok ikke overstiger Sanders’, men det lader jeg andre om at bedømme, hér kun bemærkningen om, at karrieren er gået med lynets hastighed…

Som nævnt havde jeg den 29. december 2010 fået at vide, hvilke sager der ville komme på tale. Petar og Casper blev der gået let henover. Jeg havde jo osse biskoppens ord på, at jeg aldrig mere skulle høre til disse sager?? Ikke desto mindre havde de nu svirret omkring mig gennem det sidste år. Berlingskes anonyme blowjob-historie måtte jeg afvise at tale om, dels p. g .a. nævnte anonymitet, dels p. g. a., at historien er opfundet. Der var en tredje sag osse, som jeg blev konfronteret med. Den gik ud på, at der ikke var sket noget. Det kunne jeg kun berigtige, ydermere, fordi den navngivne person ikke findes. Tilbage blev så Frederik-sagen. I relation til dén blev jeg stillet to spørgsmål af total ligegyldig art. Og for dét havde vi ofret tid og penge fra Vestsjælland til København. Jeg burde have bedt om at få benzinudgifterne få turene til København refunderet. Det burde min medbroder osse have gjort dengang han i 2008 i Petar-Casper-sagen var indkaldt af Niels Engelbrecht til forundersøgelses-forhør angående mig og han mødte op til den aftalte tid. Niels Engelbrecht havde imidlertid totalt glemt aftalen, hvorfor ‘Skriver-Hans’ naturligvis ikke var til stede. Han måtte nu akut-hidkaldes, hvilket ville vare en times tid. Men min medbroder blev skam ikke budt indenfor. “Ka’ du ikke gå en tur så længe?” spurgte Niels ham i stedet. Og som det flinke menneske, br. Poul-Erik ér, indvilligede han. Senere fortrød han, at ikke havde sagt “Nej” og taget direkte tilbage til Slagelse.

Så kom der en belejliget dag, – for nu at bruge et bibelcitat fra begyndelsen af beretningen om Johannes Døberens halshuggelse. At den var belejliget, opdagede jeg først senere. I slutningen af marts meddelte biskoppen mig pr. mail, at den kirkelige undersøgelse var færdiggjort og han hermed indkaldte mig nu til samtale med ham på bispekontoret. “Fra vor side deltager—“ mailede han til mig. Tænk, jeg var endnu så naiv, at jeg troede, at biskoppen og jeg som hans præst var på samme side. Men jeg blev klogere. Biskoppen ville ikke tage stilling til anklagerne, sagde han. Det behøvede han jo heller ikke, efter som intet ang. bekyldningerne kunne bevises, – heller ikke, selv om der var blevet brugt fem måneder på at nå frem til dette vise resultat, –  ‘efter en grundig undersøgelse’, som han selv udtalte det. Ikke desto mindre betvivlede han, at det ville være forsvarligt at lade mig fortsætte som sognepræst.  Begrundelse: “Der er for megen hvirvel omkring din person” … sagde han, –  ikke helt med urette. (uden nogen sammenligning: Det var der osse omkring Montforts person, så han ville heller ikke have haft en chance i biskop Kozons regi). Biskoppen mente, det bedste ville være, om jeg, – jeg er trods alt 67, – ville søge pension. Dén tanke var ikke grebet ud af luften. Jeg havde efter 11. oktober skrevet en uofficiel mail til ham, hvori jeg havde påpeget egen ufuldkommenhed og en vis træthed i sognepræstetjenesten og nævnt, at jeg, –  når sagerne var afsluttede – kunne forestille mig at søge pension, al den stund, at jeg ligeledes kunne forestille mig, at den sidste galning endnu ikke havde meldt sig, og at jeg ikke havde lyst til at fortsætte et præsteliv, hvor suspension og ophævelse af samme jævnt skulle følge hinanden, hvergang en ny fantasihistorie velkomment kom bispeembedet for øre. Nu brugte biskoppen denne uofficielle, private mail som grundlag for sit udspil, og da jeg følte, at det var ren misbrug af min fortrolighed til ham, afviste jeg og sagde, at det ikke længere var min holdning. Yderligere: Hvorfor skulle netop jeg? Hans Esmark og Leo Kertz var jo kommet igennem på samme måde som mig. Rent bord hos politiet, resultatløs kirkelig undersøgelse.. Igen skal der gøres forskel. Og i mit tilfælde var der, – bortset fra biskoppens generelle uvilje mod mig og ønsket om at få ‘gjort op’ med mig,  – en bog til forskel ….

 

13. Ophævelse af suspension og efterfølgende anmodning om pension

Dagen efter, da jeg havde tænkt alt igennem, – osse, hvor skønt det kunne blive, ikke længere at have ansvar for tre menigheder, – lod jeg biskoppen vide, at jeg godt kunne forestille mig at gøre som nævnt i min mail af 11. oktober. Og således blev det:

Den 31. marts, – efter næsten et år, – ophævedes min suspension og, – sådan hedder det i dekretet, -samtlige sager blev henlagt. Og pr. 01. april (ingen aprilsnar) ansøgte jeg om pension og fik den omgående bevilliget,  – så omgående, at det undrede nok så mange. (Klart nok!  Sognepræsten i Odense, en menighed på 2300 mennesker,  blev jo af biskoppen gentagne gange bedt om at fortsætte i embedet i den store menighed, og det til trods for, at han forlængst havde rundet de 70). Men biskoppen var nok forståeligt bange. Min advokat fortalte ham, at ‘bogen til forskel’: Frederik Roeds bog “Messedreng”,  ville udkomme den 09. april. Hertil replicerede han, at dét havde han hørt. Men da jeg en halv time efter havde et ærinde inde på hans kontor, så jeg bogen ligge der. Måske et af forfatteren signeret eksemplar med tak for godt samarbejde!? Han havde altså allerede læst den? Det bekræftede han. Og, har jeg hørt fra anden side, han ta’r den et langt stykke for gode varer, for han har ikke lært af H. C. Andersens eventyr “Det er ganske vist..” Og iøvrigt passer det fint i hans koncept. Alt, der kan skade mig, hæfter han sig ved, og hvad der kunne gavne mig, forbigår han. Således har han været total kold overfor de overvældende mange positive tilkendegivelser, han har modtaget: utallige skriftlige og mundtlige henvendelser fra menighedsrådene, fra menighedsmedlemmer og andre, sågar fra Slagelses tidligere borgmester og rektor ved gymnasiet. I skrivende stund har jeg ikke læst bogen og har ingen intention om at gøre det. Den blev ingen “Danmarks besættelse”, omend udgivelsen var fastsat til 09. april.  Udgivelsen blev fremskyndet et par dage, men bogen vakte kun opsigt et par dage, hvor samtlige anmeldere ‘græd’ med Frederik og slugte hans fantasi-roman, som var den en indiskutabel sandhed, og ikke engang Kristeligt Dagblad ønskede at offentliggøre tilsendt modsigelse fra et menighedsrådsmedlem fra Kalundborg. Den blege Veronika Rævdal fra Holbæk menighed, vegetar og vist bange for enhver form for ‘kød’, (af mig ret useriøst kaldt ‘Blomkåhls-Bertha’), som tidligere havde dyrket mig henimod det usmagelige, var efterfølgende blevet hjerteveninde med Frederiks mor og mente nu at måtte forkynde, at ‘Messedreng’ var ‘en nødvendig bog!’ Men det ser ud til, at det var så som så med ‘nødvendigheden’. Den hverken nåede det resultat eller den økonomiske profit, som den medieliderlige og pengefikserede forfatter efter sigende havde håbet på. Bogen kostede ved udgivelsen 250 kr. (Mindre end tre år efter var den på udsalg til kr. 29). I katpod gav Erling Tiedemann bogen en anmeldelse, som et langt stykke, – men så heller ikke længere, – var anmelderen værdig. Som den eneste af samtlige anmeldere omtalte han mig med en vis respekt. Han talte om ‘karaktermord’ og stillede spørgsmål ved bogens seriøsitet og forfatterens ærinde. Biskoppen forholdt sig naturligvis tavs. Beskyttede på ingen måde sin præst.

Tværtimod. Meddelelsen om ophævelsen af min suspension/sagernes henlæggelse og min overgang til pension blev på den katolske kirkes officielle hjemmeside de første fem timer sammenblandet, men informations’chef’ Niels Messerschmidt sætter jo kun undtagelsesvis noget på hjemmesiden, som ikke er behæftet med fejl. Efter vrede indsigelser fra Vestsjællands pastoralrådsrepræsentant og mig selv blev det rettet, og ordet “efterfølgende” blev indføjet. Men det skete først efter, at de fleste dagblade havde været omkring hjemmesiden og deraf om mig kunne forkynde: “sendt på pension”. Biskoppen lod mig senere vide, at jeg havde gjort indsigelse ‘med rette’. Nemt nok at sige. Budskabet var jo kommet ud og blev ikke senere på hjemmesiden beklaget af Hans Excellence.

Biskop Kozon havde foreslået, at jeg søgte pension pr. 01. maj. Jeg foreslog den 15. maj, dog forstået således, at jeg fra 15. april ville holde en måneds ferie. Jeg havde nemlig ikke den ringeste lyst til som sognepræst at skulle kæmpe mig igennem de anstrengende påskegudstjenester, når jeg  ikke skulle fortsætte i embedet. Og samtidig ville jeg gerne have den anden søndag i maj som termin for min sidste gudstjeneste som sognepræst. Denne søndag var nemlig dagen for min første messe som nyviet præst i Slagelse i 1984 og dén søndag jeg i 2009 havde fejret mit 25-års-præstejubilæum: Festen for Jomfru Maria, som Guds nådes moder og midlerinde, titularfest for Vor Frue Kirke og samtidig årsdagen for dens indvielse.

 

  1. Min sidste hellige messe som sognepræst

Og sådan blev det. Jeg sprang påsken i Slagelse over og var derefter på banen igen. Omend jeg havde ferie, gav jeg min ferieafløser (selvfølgelig Lars Messerschmidt) fri søndag d. 01. maj. Biskoppen forstod ikke, at jeg fejrede søndagsmesse, når jeg havde ferie, –  der er ret så meget, han ikke forstår. Men menighederne forstod til fulde, at det, efter at jeg et år igennem ikke havde måttet fejre søndagsmesser med dem, var en dejlig feriebeskæftigelse for mig, nu at gøre det.

Søndag eftermiddag den 08. maj fejrede jeg så min sidste hellige messe som sognepræst på Vestsjælland, – efter at have været på stedet i 30 år, – 27 år som præst. Det blev en pragtfuld messe i en stopfyldt Vor Frue Kirke i Slagelse, med den smukke liturgi, som altid har præget vore festmesser: dejlige salmer/sange, hvor alle sang med, så hvælvingerne løftede sig, flot orgelspil (domorganisten fra Skt. Ansgar i København), perfekte og stilfulde ministranter og en menigheds-medleven, som er blevet opøvet gennem de mange år.

Messen blev samtidig en markering af ophør af 105 års montfortansk tjeneste i Slagelse. Vores tidligere provincial, pater Edmund Jäckel smm, kom fra Bonn og deltog som den nuværendes repræsentant. Dels var den nuværende, pater Hermann Josef Jünemann smm, til kapitel i Rom, dels er det pater Edmund Jäckel, som gennem årene har fulgt os. Ved messens slutning talte han til menigheden og takkede den og os i Montfortkommunitetet for vores trofasthed i den montfortanske ånd. Det samme gjorde menighedsrådsformanden Jurjen de Boer, (- som senere ved den efterfølende fest i Dyhrs skoles sal holdt en blændende tale for min medbroder og mig, afslørende fint kendskab til montfortansk spiritualitet). Sluttelig opsattes ved Mariaaltret en mindetavle som menighedens tak:

1906-2011
Til minde om 105 års montfortansk tjeneste i Slagelse med grundlæggelse af menigheden (1906) og opførelse af Vor Frue Kirke (1931) I taknemmelig erindring om præsters og brødres utrættelige virke satte Vor Frue menighed dette minde

Kort tid efter afsluttede Assumptionssøstrene deres godt hundrede-årige virke i Danmark og de amerikanske Franciskanere efter sølle 18 år som montfortanernes efterfølgere i Roskilde. Med stor tak fra biskoppen for deres indsats og med skriverier og billeder i ‘katolsk orientering’, ganske særlig omkring Franciskanerne. Med hensyn til dém talte man gudhjælpemig om afslutningen af en epoke?? . . .  18 år!?

Og os? Vi montfortanere fik absolut ingenting fra den officielle kirke i Danmark! Ingen tak for 105 års tjeneste, ingen tak for br. Poul-Eriks og mine personlige næsten 30 år i kontinuerlig indsats for tre menigheder. M. h. t. vores afslutningsmesse skal det så retfærdigvis tilføjes, at jeg ikke havde indbudt biskoppen, – var ligesom ikke motiveret, – hvilket ikke burde udelukke, at han i det mindste havde sendt et brev til oplæsning. Bispedømmet var i øvrigt ikke udelukket. Jeg havde indbudt generalvikaren, som jo havde været min ‘stand-in’ på stedet i over et år. Han takkede nej, “fordi dine (fremtidige) boligforhold ikke er i orden”. I stedet så menighedsmedlemmer ham i bil omkring H. C. Hansens plads i Slagelse en halv time før messen skulle begynde . . . .

Anne Wille fra Kalundborg menighed havde i dagens anledning tegnet et ‘portræt’ af mig til Kristeligt Dagblads rubrik “Portræt”. Ekspeditionsjournalisterne var positive, men souschefen Jeppe Duvå, – i øvrigt katolik i domsognet, – nægtede optagelsen . . .

fortsættes

 

 

 

Reklamer

1 thought on “Hold ud, hold ud, hold ud! (6)

  1. Åh, ja! Det skulle have været en overraskelse med det portræt. Journalisten var meget glad for mit indlæg og bad mig medsende et foto af Stephen Holm. Så måtte jeg bede Stephen om at få et foto af ham, som kunne sendes med.. Men da Jeppe Duvå havde set og læst mit indlæg, kom det hele retur. Jeg kontaktede ham naturligvis, da jeg var helt uforstående, men han var ubøjelig. Kristeligt Dagblads ledelse har været usandsynlig ubehagelig overfor Stephen Holm i deres afvisninger af at bringe noget som helst positivt om ham. En helt igennem ukristelig holdning til et medmenneske fra en avis, som bryster sig af at være kristelig. Men hvordan er det nu? Sidder ikke vores lille biskop i bestyrelsen for samme kristelige avis?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s