Hold ud, hold ud, hold ud! (7)

–  fortsat

  1. I Kalundborg: Lundemarken 15

Lars Messerschmidts netop nævnte bemærkning om, at mine boligforhold ikke var i orden, har sin rod i følgende: Spørgsmål om fremtidig bolig var ikke blevet bragt på bane, da min pensions-ansøgning blev imødekommet. Biskoppen var i dén grad fokuseret på, at vi hurtigst muligt flyttede ud af præstegården i Slagelse, men beskæftigede sig ikke et sekund med, hvor vi skulle flytte ind!? Det behøvede han strengt taget heller ikke, for jeg antog det som noget selvfølgeligt, at man som pensionist kunne flytte ind, hvorsomhelst man gerne ville.  Min medbroder og jeg selv havde gennem de senere år tænkt på, at vi, når pensionstiden var inde, ville flytte ind i første-sals-lejligheden i Kalundborg, hvor vi med lidt god vilje pladsmæssigt nogenlunde ville kunne være. Montfortanerne havde i 1937 bygget kirken og det tilhørende hus, og jeg var i 1982 årsag til, at huset idag er bispedømmets. I 1982 var Lundemarken 15 nemlig endnu i ordenens eje, men daværende superior ville gerne skille sig af med det og gøre det på dén måde, at kirken skulle overdrages til Ansgarstiftelsen, mens husets to lejligheder af ordenen skulle frasælges som ejerlejligheder. Var dét sket, havde menigheden mistet de lejeindtægter, som er grundlaget for dens eksistens. Men, omend jeg dengang blot var pastoralassistent, optog jeg kontakt med Ansgarstiftelsens generalsekretær, pater Anton Dekkers sj desangående, hvorved frasalg af lejlighederne (naturligvis) blev forhindret og Ansgarstiftelsen overtog hele matriklen . . .

Da jeg i oktober 2010 privat overfor biskoppen havde luftet mine tanker omkring pension, blev det kort tid efter muligt for os, den 01. maj 11 at kunne flytte ind i Kalundborg-lejligheden, idet tidligere lejer ville fraflytte. For at være helgarderede, skrev min medbroder Poul-Erik straks lejekontrakt med udlejeren, som er Kalundborg menighedsråd, så vi, såfremt-ifald, ikke kunne risikere at skulle flytte et sted hen, vi ikke havde lyst til.

Kort tid forinden var der imidlertid sket dét, at den konstituerede sognepræst, Lars Messerschmidt, osse som biskoppens generalvikar, var gået ind i Kalundborg-menighedsrådets planer om udskiftning af samtlige af bygningens sydvendte, nedslidte vinduer, vendende ud mod Kalundborg Fjord. Generalvikaren bakkede anliggendet op og orienterede sig, om der var andet i huset, der burde laves nu, man var i gang. Talen kom på de to værelser, som jeg tidligere har udskilt fra 1. sals lejligheden for at have et sted, hvor præsten kan opholde sig og evt. overnatte. Generalvikaren kom med det fornuftige forslag, – for at en evt. overnattende præst ikke skulle løbe fra 1. sal til kælder for at komme i et køkken / eller på toilettet / eller til primitiv bad-mulighed, – at det store værelse kunne indrettes med en sovesofa plus en køkkenniche og at det lille soveværelse kunne omdannes til badeværelse. Men dette ville være en streg i regningen i relation til vores fremtidsplaner, hvilket jeg diskret meddelte pastor Messerschmidt. Hans reaktion var prompte: “Vi udsætter denne del af projektet!” Hvilket blev meddelt den bygningsbeskæftigede på bispekontoret, som havde set forholdene i Kalundborg og derfor undrede sig. Men vi var glade over dén forstående imødekommenhed, der var vist os.

Nu skete der så uforudset dét, at den tidligere 1. sals-lejer fraflyttede allerede 28. marts, hvorfor vi kunne benytte lejligheden under min ferie fra lørdag før palmesøndag, den 15. april.  Vi fejrede påskegudstjenesterne i Kalundborgkirken og brugte så resten af min ferie til, ikke bare at flytte adskillige ting til Kalundborg, men samtidig at føre lejligheden tilbage til sin oprindelige skikkelse og i kælderen istandsætte og ny-indrette det store værelse til brug for kirkens præst med mulighed for overnatning.

Omend biskoppen i en mail havde meddelt min medbror, at der i den ‘kommende pastorale plan for Vestsjælland’ (findes en sådan plan??) ikke ville blive brug for hans tjeneste som pastoralassistent havde vi tænkt på muligheden af at forblive i præstegården i Slagelse, idet det jo godt kunne være, at den ny sognepræst, der samtidig havde funktioner i København, hellere ville bo i Holbæk, der er langt tættere på København. Noget sådant havde i hvert fald ét fortilfælde i bispedømmet, nemlig i Kolding. Da pastor Bertling efter 43 år som sognepræst gik på pension  forblev han i sin præstegård og et mindre hus direkte overfor kirken, blev købt som bolig for den ny sognepræst. Menighedsrådsformanden i Slagelse forespurgte forsigtigt biskoppen deangående, men fik klar besked om, at det under ingen omstændigheder ville kunne komme på tale. Nå, never mind. Vi havde jo osse planlagt Kalundborg og var faktisk pr. 14 maj, – dagen før mit ophør som sognepræst, – definitivt flyttet ind.

Da det imidlertid nåede frem til biskoppen, at vi havde lejet os ind i Kalundborg, gjaldt nu pludselig en nyopfundet regel: At jeg som pensioneret præst ikke måtte bosætte mig i nogen af de sogne, jeg som præst havde haft ansvar for, –  heller ikke i Assens, hvor jeg dog kun er økonom, –  dvs. opholdsforbud på en trediedel af Sjælland og en femtedel af Fyn. Og jeg som troede, – her godt nok med modsat fortegn, – at stavnsbåndet var blevet ophævet i 1788?  Indrømmet. Reglen er måske ikke helt tosset. Men så skal den gælde for alle pensionerede sognepræster, – og vel osse for pensionerede biskopper???
Men nu v á r vi altså installerede i Kalundborg. . . .

 

  1. Den første tid efter bevilling af pension og ophør som sognepræst

Vores afskedsmesse den 08. maj har foreløbig været den sidste højtidelige messe i Vor Frue i Slagelse. Den mønsterliturgi, som vore sogne har været kendt for, var efter sigende i Slagelse siden søndagen efter afløst af liturgi i sutsko: Vilkårlighed, manglende orgelspil (vore ikke-katolske organister ønskede umiddelbart ikke at fortsætte, når jeg ikke længere var celebrant) og i det hele taget en søndagsgudstjeneste, præget af tristhed og tilfældighed, fortalte man mig. Og med efterfølgende indskrumpende kirkekaffedeltagelse. På dén konto har menigheden mistet en kvalificeret sakristan og flere dygtige ministranter. De véd, at de burde kæmpe, men de kan simpelthen ikke holde det ud.

Søndagen efter min afskedsmesse, den 15. maj, var Lars Messerschmidt tilbage igen som konstitueret sognepræst i de nu vakante embeder. Som pensionist havde jeg regnet med, at jeg fra min bolig i Kalundborg kunne hjælpe til i mine tidligere menigheder, når der var behov for hjælp, – som præst, organist, sakristan m. m., – og ellers nyde, ikke længere at have sognepræsteansvaret, – hvad jeg i sandhed gør! Jeg tilbød min hjælp, men nej! Biskoppen ville, at der skulle trækkes en tyk streg mellem før og nu, og Lars Messerschmidt skulle sørge for, at den blev trukket aldeles omgående. Det blev for os og mange i menigheden i Slagelse meget hurtigt helt tydeligt, at dén linje, som havde været vores, hurtigst muligt skulle udraderes. De få, der havde haft et lidt anstrengt forhold til os, fik nu, –  med Lars Messerschmidts støtte, – kronede dage, og menighedsrådet blev, – bortset fra den relativt ny formand (den tidligere nok så aktive havde måttet trække sig p. g. a. alvorlig sygdom) som nu støttede sig til netop nævnte frembrusende personer udenfor menighedsrådet, – sat ud på en sidelinje.

Det drejede sig om fire personer, som tiltrak sig navnet ’firebanden’: Tidligere MR-formand Johannes Noval og hans ny – fra Odense kommende – dominerende kæreste Rikke ‘Ka-sel’ (Kaercell) og vil-sel’. Lars Bo Jensen, som jeg havde optaget i kirken og som indimellem ministrerede, fik nu chancen, som Rikkes logrende hund, virkelig at gøre sig gældende, og nuværende MR-formand Jurjen de Boer, som jeg havde ligeledes havde optaget i kirken og som havde været mig en rigtig god medhjælp og støtte, men nu åbenbart var vendt på en tallerken og, som nævnt, støttede nævnte tre og faktisk gjorde det siddende menighedsråd til grin.  Som ’udvalg’, nedsat af Lars Messerschmidt fik gruppen den opgave at stå for en nødvendig klargørelse af præsteboligen, så den kommende sognepræst umiddelbart ville kunne flytte ind. Men lynhurtigt udvikler gruppen ejerfornemmelser og handler henover hovedet på menighedsrådet og gør, som om ikke bare præsteboligen, men hele menighedshuset er overgivet til deres forvaltning, jvf. ordsproget: ”Når katten (LM) er ude, spiller musene på bordet”. I løbet af no-time havde firebanden splittet ikke bare præsteboligen, men samtidig hele menighedsafdelingen og gjort huset til én stor byggeplads/losseplads. Intet kunne åbenbart længere bruges. Intet måtte være som tidligere. Det hele løb over gevind, hvilket man efter sigende vist osse erkendte fra højere sted.

Det var helt klart, at disse kræfter, som i min tid ikke bare havde kunnet gøre, hvad de ville, gerne var os foruden, uanset, hvad menigheden som sådan ønskede. Rikke kunne endda, m. h. t. min eventuelle tilstedeværelse, vide at fortælle, at “flere af udlændingene i menigheden er lidt nervøse for deres børn!” Da menighedsrådet imidlertid, minus formanden, ønskede, at jeg, p. g. a. manglende organist, såfremt jeg kunne, skulle spille orgel om søndagen, blev det forhindret af Lars Messerschmidt, som lod rådet vide, at det var hám, der bestemte, og at rådet kunne klage til biskoppen, hvis de var utilfredse med hans afgørelse. En uartighed af rang, al den stund, at Lars Messerschmidt jo udmærket vidste, hvad biskoppen i så tilfælde ville svare. Ikke desto mindre legede rådsmedlem Steffen Lund méd og påtog sig opgaven at skrive til biskoppen. Selvfølgelig fik han det ventede negative svar. Igen viste biskoppen sit manglende format, idet han i sit svar til Steffen fremførte såvel ‘anklagerne’ mod mig, der jo som bekendt var blevet henlagt, samt ’vore boligforhold’, som officielt ikke kommer Steffen ved. (Det samme har han senere gjort, da han i forbindelse med mit vikariat i Køge fiskede oplysninger hos Ida Koefoed (organist i sognepræstens tysktalende menighed), og i forbindelse med min medvirken i en familielejr på Klitborg henvendte sig til Klitborgs formand, – altsammen selvfølgelig uden at orientere mig,  og med mangel på respekt overfor dén afslutning på mine ‘sager’, som han selv har underskrevet. Men sådan ér han!).

Selv om det ikke længere var ’vores bord’, gjorde det hele os dybt ondt. Frederiksgade 7 i Slagelse har trods alt været vores hjem i 30 år og mange forbedringer har fundet sted ved os, flere af dem financieret af vores kommunitet. Afgørende uudholdeligt blev det for mig, da jeg under afhentning af personlige ting, måtte se  personer fra firebanden, mens præstegård/menighedshus lå i ruiner, gå løs på sakristiet og dér begynde at endevende alt. Personer, som ikke kender til begreber som f. eks. casula, pluviale, bursa, palla, velum, corporale, purificatorium, lavabo-sæt, og som ikke véd, hvad der skal bruges til jul, påske eller bryllupper/begravelse, mente nu at skulle “bringe orden”. Her kunne jeg ikke lade være med, omend det jo ikke længere kom mig véd, at tale et yderst kraftigt alvorsord.

 

  1. Fra Kalundborg undervejs til Sorø

En af de angivne grunde til, at vi ikke måtte bo i Kalundborg vár, at den kommende ny sognepræst skulle ha’ fuldstændig frie hænder, og det mente biskoppen ikke, han ville få, hvis jeg/vi boede i huset/området. (Som før nævnt må man så gå ud fra, at når biskop Kozon engang selv pensioneres respektfuldt følger sin egen nu konstruerede regel og bosætter sig udenfor bispedømmet Københavns grænser, så den ny biskop kan få frie hænder.)

Først prøvede hans Højærværdighed på ægte kristelig vis direkte at smide os ud af lejligheden på Lundemarken, men hans advokater måtte, for pæn betaling, åbenbart belære ham om, at Poul-Eriks lejekontrakt juridisk ikke var at omstøde. Herefter begyndte han istedet at true mig på mit virke som præst. Hvis jeg ikke flytter, er udøvelsen af mit præstevirke i fare, hedder det i to henvendelser. I den sidste af 27. juni bl. a.:

       Kære Stephen
Selv om I synes, at jeres behov er opfyldt i Kalundborg, er der
  overordnede hensyn at tage, hvorfor det er nødvendigt, at I flytter, ellers vil det, som før nævnt, bringe dine muligheder for at virke som præst i fare. Jeg håber dog, at vi snart finder en løsning, så alle, ikke mindst I selv, kan falde til ro.
Med
de venligste hilsener
+Czeslaw

Vi var faktisk fortvivlede. Og jeg blev mere og mere frustreret af hans massive forfølgelse. Og af det absurde i, at vi med magt skulle skilles fra det bagland, som i små 30 år havde været vores. Og at vi ikke kunne få lov til at bo i en lejlighed i det hus, som vi selv havde foranlediget værende i Ansgarstiftelsens hænder. Og hvor den af stiftelsen betalte husleje ville flyde tilbage i kirkens egen kasse. At vi dog ikke kunne få fred. Lejligheden ér med den skønneste udsigt, som man kan forestille sig og fyldt med et lys, som er så lægende for os, efter dét vi igennem mere end et år har været udsat for. En gæst, der konfronteredes med vores udsigt, udbrød spontant: “Det er jo ren terapi!”. Og vi var begyndt at føle os hjemme. Menighedsrådet på stedet var fortvivlet. Man var så glad for, at en præst nu endelig boede på stedet, og at der var hverdagsmesser og tidebønner, hvilket ikke, – det var alle enige om, – på nogen måde skulle fordunkle, at det var en ny mand, der snart ville være den ansvarlige præst i Kalundborg.

Vi fik straks det bedste forhold til vores ‘ny’ naboer. I sin tid, da montfortanerne over hele verden blev bedt om at skaffe penge til opførelse af et nyt seminarium i Fatima (Portugal), frasolgte pater Joseph Mesters som regional-økonom grundstykker på matriklen Lundemarken 15.  Ruth og Erik Nielsen købte grundstykket nærmest kirken og byggede dér deres hus. Og de var allerede fastboende, da jeg første gang for 28 år siden kom til Kalundborg, og vi har således hilst på hinanden næsten hver søndag i samme tidsrum. Da de erfarede, at vi flyttede ind, betroede Ruth br. Poul-Erik, – naturligvis har hun og Erik osse læst aviser og set fjernsyn, – med stor kærlighed i stemmen: “Åh, nej. Nu falder vores hus i værdi!”  Naboen til den anden side udtrykte glæde over, hver dag at se den åbne kirkedør og høre klokken ringe til messe og tidebøn. En lørdag, da der var kommet forholdsvis mange til messen, ville han vide: “Hvad er det, I fejrer i dag??”. Og én af præsterne ved den femtårnede kirke, som osse er vor nabo, sagde: “Hvor er det dejligt, at I er kommet!”.

At menighedsrådet i Kalundborg med opbakning fra hele menigheden ønskede os på stedet, og at den ny sognepræst iøvrigt, efter sin udnævnelse, klart ytrede, at han personligt intetsomhelst havde imod, at vi boede her, – sandt eller ej, – ændrede ikke den argument-resistente biskops holdning. Vi skulle ud!

Vi havde nævnt, at hvis vi skulle væk fra Kalundborg og fra vort tidligere område overhovedet, så ville vi til Sorø, hvor der intet katolsk aktuelt ér. Sognegrænsen går lige vest for byen og der er således kun 12 km til Slagelse i stedet for fra Lundemarken i Kalundborg, hvor der er 41 km. Og vi er i Sorø hurtigt på motorvejen øst-vest. Biskoppen skulle have talt om Næstved, hørte jeg fra en medarbejder på bispekontoret … Vedkommende fortalte jeg, at det overhovedet ikke kunne komme på tale. Hvad skulle vi dog dér???

Allerførst havde biskoppen imidlertid tilbudt os præstehuset ved Johanneskirken i Søborg, men min medbroder vil af flere grunde ikke til Københavns-området. Ikke desto mindre tog vi ind for at se på huset, for ikke at afslå noget, som vi ikke har set. Kaldæerne fået stillet Johanneskirken til deres disposition, hvorfor den kaldæiske præst har nøgle, – osse til huset. Vort besøg i forbindelse med en gudstjeneste gjorde samme præst ret så urolig. Nok har han hovedadresse i  Aarhus, men han er naturligvis nødt til at have et sted at være, de sammenhængende dage han er øst for Storebælt. Og han vil ikke, som biskoppen havde foreslået ham, bo på et værelse hos jesuiterne i Stenosgade, når han har katekese, møder, samtaler o. lign. i Søborg. Grotesk situation: Vi troede, vi skulle besigtige et tomt hus og kom til et beboet, som beboeren forståeligt ikke havde i sinde at fraflytte. “Den biskop gør mig nervøs”, sagde han. Hvad vi svarede ham, kan man gætte på. Ihvertfald gjorde vi ham beroligende opmærksom på, at vi ingen fare indebar for ham. Vi ville ikke til Søborg, men, om nødvendigt, til Sorø.

Og det kommer vi. I midten af juli stod det klart, men mere herom senere.

Selv om jeg véd, at jeg bør lægge det bag mig, så har det været næsten uudholdeligt at se, hvordan ordsproget “Efter samlere kommer spredere”, – bragt mig i erindring af den tidligere sakristan i Holbæk, – er gået i opfyldelse. Hvordan det er lykkedes for Lars Messerschmidt på relativ kort tid at spolere såvel Holbæk som Slagelse menighed. Etniske danskere er så godt som forsvundet i Holbæk, hører jeg. Vores bestræbelser på at skabe én menighed af samtlige nationaliteter, med dansk ansigt, beviste sig som de facto sat ud af kraft, da det for lørdag d. 06. august annonceredes: “På næste lørdag er der kl. 11 tamilsk messe med førstekommunion, kl. 15,30 almindelig søndagsmesse.”

Vores harmoniske menighed i Slagelse er på små tre måneder blevet splittet i grupper. Og de, som ikke kan holde til presset, er holdt op med at komme. Flere udtrykker direkte, at de simpelthen bliver dårlige ved synet af Lars Messerschmidt. Menighedsrådets passiviserede, bestemt ikke særlig gennemslagskraftige medlemmer, samlede sig om Steffen Lund, som gav lyd fra sig, da det blev klart, at vi ikke ville blive inviterede til indsættelsen af min efterfølger i embedet, polskfødte pastor Michal Bienkowski, – den 21. august. Opbakket af menighedsrådet minus formanden, sendte han os en indbydelse. Ikke uventet blev hans initiativ skudt mig i skoene, og som den sladreklub, den katolske kirke herhjemme har udviklet sig til, nåede historierne hurtigt frem til biskoppen himself, hvilket den 11. august affødte en taktløs mail fra ham til mig i hans sædvanlige stil, hvori han samtidig benyttede ‘lejligheden’ til at ‘henstille’ til mig, ikke at deltage i min efterfølgers indsættelse, og at jeg, når vi er flyttet fra Kalundborg, i meget lang tid ikke skal vise mig i de tre kirker, jeg gennem 27 år har betjent. Egentlig mangler kun en bemærkning om eventuel installering af fodlænke.

Biskoppen sender denne mail i kopi til bl. a. menighedsrådsformanden i Slagelse og blåstempler dermed firebandens forfølgelse af mig. Alle véd nu, at man med biskoppelig velsignelse kan mobbe mig ud. Biskoppen taler i sin mail om sig selv i vi-form og skriver bl. a: “Vi har bedt dig om at flytte ..”. “Når du efter eget ønske har fået lov til at indrette et kapel i Sorø …”  Sådanne sætninger er typiske eksempler på, hvordan dén mand omgås sandheden / manipulerer med den. Jeg er ikke blevet ‘bedt om’ at flytte. Jeg er imod Kalundborg-menighedens og eget ønske under trusler blevet kommanderet til det! – min medbroders og mit ønske var Kalundborg. Til menighedsrådsformanden i Kalundborg har biskoppen tidligere udtalt, at vi, når vi flytter, “naturligvis skal have vores eget kapel”, hvilket vi jo er nødt til, (og derfor osse ønsker), når han nu, samtidig med, at han smider os ud af vores lejlighed (og dermed af kirkerummet) i Kalundborg, fratager os muligheden for dét, der naturligt hører vores tilværelse til: at fejre daglig messe og tidebøn.

Mit svar til ham indeholdt bl. a. følgende passage:

“Jeg vil ikke komme ind på enkeltheder, idet min oplevelse ér, at der vedr. mig ingen forståelse er at hente fra din side. Du benytter dig af materiale, der kunne bidrage til støtte af dén holdning, som er din. Du lader dig ikke bevæge af modargumenter. I stedet befordrer du den hetz, som enkelte får lov til at køre imod mig og som vækker forargelse i mine tidligere menigheder!”

Opfølgende modtog jeg fredag før min efterfølgers indsættelse i sognepræsteembedet en mail fra Lars Messerschmidt, som bl. a. udsagde følgende:

Kære Stephen

Anledningen til dette brev er den betændte situation, der er opstået i Slagelse, en del af den aktive menighed optræder virkelig hadefuldt overfor hinanden. Og anledningen er spørgsmålet om din deltagelse i indsættelsen af pastor Michal. Du kender biskoppens holdning. Det bliver vanskeligt at forestille sig en fredfyldt ceremoni, hvor der hersker forsoning, hvis du deltager i ceremonien. En sådan situation er kristeligt set ubærlig. Min henstilling er derfor, at du ikke tager imod nogen indbydelse til at komme til Slagelse.

Til gengæld har jeg intet imod, at du er til stede i Kalundborg, hvor situationen er en helt anden. Du kan både koncelebrere og spille orgel.

Jeg håber, at du i denne sag tænker både vist og pastoralt.

Hilsen
Lars

Jeg sendte følgende svar:

        Kære Lars.

Tak for din mail. Uanset, hvad man kunne betragte som uheldige tiltag fra forskellige menighedsmedlemmer, mener jeg helt ærligt, at du har været med til at befordre den aktuelle situation. Under min suspension umuliggjorde du hurtigt mit forhold til menigheden i Holbæk ved at støtte de kræfter, som så skævt til mig. Og overhørte de andre. Det samme er sket i Slagelse siden jeg fra 15. maj har været væk. Vi har haft en menighed, der fungerede i fordragelighed, og på tre måneder er den blevet splittet og ødelagt. Du har tilladt en selvbestaltet gruppe at fremtræde som bestyrelse til irritation for mange, og menighedsrådet som sådan har oplevet sig totalt sat ud på et sidespor. Omend visse rådsmedlemmer mangler gennemslagskraft, kan noget sådant i længden ikke afvikles i fred og ro.

Det går ikke altid kristeligt til i kristelige sammenhæng. Der er folk i menighederne, som har haft det svært med mig, og jeg går ud fra, at det er kommet til dit kendskab, at du lider samme skæbne.

Du skriver til mig: “Det bliver vanskeligt at forestille sig en fredfyldt ceremoni, hvor der hersker forsoning, hvis du deltager i ceremonien. En sådan situation er kristeligt set ubærlig!”  Jeg forudser det selvsamme, hvis jeg ikke deltager. Der er ret så mange, der finder det fuldstændig meningsløst og uacceptabelt at den præst og hans medbroder, som har givet faktisk deres liv, først og fremmest for menigheden i Slagelse, holdes udenfor efterfølgerens indsættelse. Selv oplever vi det som ukærligt og uretfærdigt.

Ja, jeg kender biskoppens holdning og ville aldrig fra ham forvente noget andet. Faktisk lader han det i sin henvendelse skinne igennem, at det, der går galt, nok er min skyld.

På søndag er Michals og dit ansvar. Og mener I at kunne forsvare at handle, som I gør, retter jeg mig efter det.  Om det er vist og pastoralt må være et åbent spørgsmål. Vi vil være tilstede i Kalundborg og gøre vores bedste.

Hilsen
Stephen

Den 07. august, to søndage før den ny sognepræsts indsættelse, havde den konstituerede sognepræst brug for en vikar. Men kun i Kalundborg kunne den tidligere sognepræst bruges. I Slagelse kom jeg ikke i betragtning, – derimod en indisk præst, som svært taler dansk. Og som spiste menigheden af med en ‘stille’ messe, der var overstået på 45 minutter.

Samme søndag havde jeg om formiddagen været til gudstjeneste i Nyvangskirken. Syvende søndag efter Trinitatis. Sognepræst Dan Petersen fra Tømmerup, som i øvrigt kender vores pastor Reinhold Sahner, prædikede over søndagens evangelium: Zakæus-historien. Dele af hans prædiken ramte mig dybt, ganske særligt, da det stod klart for os, at biskoppen, generalvikaren og fire-banden fra Slagelse fik held med at holde os væk fra gudstjenesten med indsættelse af min efterfølger i sognepræstembedet, dét sted, hvor vi har boet i små tredive år. ‘Alle er velkomne’ hed det, – bare ikke os. Nu erfarede vi Dans prædiken på vor egen krop:

Hvor tolerante vi end mener at være, så har vi det med alt, alt for hurtigt at dømme andre mennesker og gøre os retfærdige.  At lukke dem ude af vores fællesskab …

Jesus går den modsatte vej. Han går imod den almindelige tankegang, sådan at det ikke er til at misforstå, at Han vil have med alle at gøre, som andre har udstødt. Det hørte med til Jesu gerning, At lære os, at et menneske er et menneske, uanset hvad. Et menneske kan gå til grunde på grund af andres foragt. Selvom det er hans egen skyld, at han af en eller anden årsag har skubbet andre fra sig, så kan udstødelsen gøre et menneske bittert og hårdt. Isolation kan være så hård at bære, og derfor siger Jesus til Zakæus: ’I dag skal jeg være gæst i dit hus’. Jesus lod Zakæus forstå, at han regnede ham lige så højt, som han regnede alle andre. Og hvor er det godt for os at vide. For tænk, hvis det var dig eller mig, der er Zakæus, og af en eller anden grund pludselig er udstødte..

Hvad véd de mennesker, der kaldte Zakæus for en syndig mand, overhovedet om ham?? Hvad kendte de til hans liv? Nej, den offentlige mening havde dømt ham. Og når den offentlige mening har dømt et menneske, så er der ingen barmhjertighed og retfærdighed mere. Men vor Herre Jesus går ind som gæst hos den dømte….

– men det gør den herværende katolske kirkes åh, så hellige ledelse ikke. Hvorimod det gudskelov sker andre steder i verden. . .  Værne om sine præsters ære og værdighed forstod i hvert fald ærkebiskop Roncalli af Venezia, som senere blev pave Johannes den 23. En landsby-sognepræst i hans bispedømme havde et dårligt ry. Og dét med rette, for han drak som en svamp og tilbragte det meste af sin tid på det lokale værtshus. Man havde sendt bud til ærkebiskoppen og bedt ham komme og tage affære. I sin biskoppelige dragt ankom ærkebispen til præstegården. Fik ikke overraskende at vide, at præsten var at finde på kroen, hvorpå han gik derhen. Da han kom ind i krostuen i sit biskoppelige skrud, blev der dødstille. “Nu får præsten, hvad han fortjener”, tænkte alle. Og hvad skete?: Ærkebispen gik ned til bordet, hvor præsten sad døddrukken, løftede ham op ved sin arm og sagde til ham, højt og tydeligt, så alle i krostuen kunne høre det: “Så kære medbro’r. Nu skal vi hjem til præstegården, for jeg er taget den lange vej hertil for at komme til skrifte hos dig!” …..  Sådan handler en Guds mand! Sådan handler kirken, når den er autentisk.

Søndag d. 14. august tog menighedsrådsformanden i Slagelse bevæget afsked med Lars Messerschmidt og undskyldte næsten tårevædet (lommetørklæde var forberedt) dén mobning, den fromme præst havde været udsat for fra forskellig side?? Mange i kirken fandt det nærmest pinligt. De véd nemlig godt, hvem det ér, der mobber hvem, – kulmineret i, at disse få dominerende kræfter har fået held med at opnå, at vi af ledelsen blev ‘frarådet’ (oversæt selv ordet), deltagelse den 21. august.

Indsættelsen af pastor Michal Bienkowski som ny sognepræst i Slagelse, foretaget af generalvikaren – uden vor deltagelse, – blev en blandet oplevelse med mange bitre følelser, som tydeligt kom op over overfladen og som fire-banden ikke kunne tæmme. En taler ved den efterfølgende sammenkomst har fortalt mig, at han konfronterede generalvikaren direkte med fakta omkring vores manglende deltagelse og brugte ordet ‘løgn’ under en sigende stilhed, men efterfølgende med højlydte kommentarer og forargelse, – helt modsat beskrivelsen i bispedømmets Prawda (‘katolsk orientering’) af 02. september. Hvorimod samme fest i Kalundborg, – hvor vi deltog, jeg selv som organist og koncelebrant, – fandt sted i harmoni og i uforstyrret feststemning .

Flere havde talt om, at det kunne blive til velsignelse for alle tre menigheder, at Lars Messerschmidt nu definitivt ville være væk fra Vestsjælland. ( – uagtet, at han har holdt gode prædikener. Man fornemmer, at han elsker at prædike, bl. a. derfor bli’r de gode!)  Men det kunne osse blive det modsatte. For vi var på det rene med, at den polsk-fødte Michal Bienkowski, der jo udviser en lydighed a-la Montfort,  – muligvis mod sine egne ønsker (?) var blevet sendt til Vestsjælland som et villigt redskab i dén proces: i vores sogne, såvel i indhold som i form, at genindføre den sande katolicisme, indeholdende ubetinget respekt og lydighed overfor biskoppen, – uanset menneskelige omkostninger. Som han privat havde betroet mig: ”Jeg er sendt hertil med instrukser!” Ikke noget behageligt job. Biskop Martensen blev engang firkantet spurgt: “Er du Roms mand i Danmark, eller Danmarks mand i Rom?” Martensen var ikke i tvivl: Han var Danmarks mand i Rom. Kozon opfatter sig selv som Roms mand i Danmark og forventer derfor på linje hermed, at en sognepræst er biskoppens mand i menigheden, hvad der jo osse teologisk er sandt. Men måske burde en sognepræst, der opnår lokalkendskab og kender sine sognebørn og deres glæder, vanskeligheder og sorger, osse opfatte sig selv som menighedens mand overfor biskoppen. Den, som har skoen på, véd, hvor den trykker! Om den ny sognepræst vil kunne samle igen? Ihvertfald vil han, som efterfølger af to klart dansk-talende-tænkende præster, alene på grund af sit usikre dansk, – ikke kun sprogligt,- uforskyldt få vanskeligheder.

Kun 14 dage efter Bienkowskis indsættelse får jeg brev fra biskoppen. Han ‘har hørt’ og fortæller at ‘noget bliver opfattet’ .. Gu’ ve’ fra hvem og af hvem …??   Et brev, som i dén grad er en leder uværdigt. Igen ser han muligheden for, så groft som muligt, at gøre mig ondt; ja ikke bare mig, men samtlige ca. tredive medlemmer af den montfortanske association, som kirkejuridisk hører til i Vor Frue Kirke i Slagelse, hvor sidekapellet er indviet til dens brug:

    Kære Stephen,

Trods forsikring, i hvert fald fra dine støtters side, synes du ikke at have taget konsekvenserne af, at du ikke længere er sognepræst. Fra flere sider hører jeg, at du trods mine henstillinger om det modsatte stadig viser dig i Slagelse og bl.a. giver anvisninger til folk. Steffen Lunds optræden på det ekstraordinære menighedsrådsmøde i onsdags samt hans måde at forholde sig på i forskellige sammenhænge bliver også opfattet som forsøg fra din side på fortsat at øve indflydelse i menigheden.

Jeg henstiller derfor endnu en gang på det kraftigste til, at du ikke viser dig i dine tidligere menigheder. Et konkret udslag af denne forordning er, at du derfor heller ikke længere kan have dine montfortanske aktiviteter i menigheden. Det aftalte møde i associationen i morgen skal således være det sidste. Fremtidige møder kan passende holdes i din fremtidige bolig i Sorø.

Med de venligste hilsener
       +Czeslaw

Ved det nævnte første-mandags-associations-møde, – hvor den ny sognepræst overhovedet ikke viste sig, langt mindre bød os velkommen, erfarede jeg, at han allerede om fredagen havde luftet dette brevs indhold for blomsterpynteren i Slagelse, i forbindelse med, at han med henvisning til biskoppen havde pålagt hende, at hun ikke længere måtte bede mig om at hjælpe hende med blomsterpyntningen i kirken. “Åh, dén biskop!”, havde hun spontant udbrudt! “Sådan må du ikke sige!” fik hun til svar.

Flere fra associationen har protesterende henvendt sig: til pastor Bienkowski, til generalvikar Lars Messerschmidt, til biskoppen selv. Pastor Bienkowski understreger, at han handler efter anvisninger fra biskoppen. I en svarmail til Anne Wille af 27. september skriver biskoppen overraskende til hende, at han ikke blander sig i Bienskowskis dispositioner. Anne Wille mailer derfor efterfølgende tilbage, at hun så vil tilskrive Bienkowski og bede om hans tilladelse. Hvorpå hun fra biskoppen prompte får følgende mail:

     Kære Anne Wille,

Nu skal vi passe på ikke at bringe forvirring i tingene. Jeg giver ikke pastor Michal ordrer til, hvad han skal gøre og ikke gøre i sine menigheder. M.h.t. afholdelsen af associationens møder og pastor Stephens optræden i øvrigt i sine tidligere menigheder er det mig, der har skrevet til pastor Stephen og bedt ham holde sig borte, herunder også forlægge associationens møder til et andet sted. Dette emne er derfor uddebatteret.

Med de venligste hilsener
     + Czeslaw

Uddebatteret før det er debatteret?? Sin argumentresistens beviser manden atter engang! …. Og iøvrigt m. h. t. indholdet: Goddag mand / økseskaft.

Konkret betød det, at 1. mandagsgudstjenesterne og den efterfølgende sammenkomst,-  indtil vi var flyttet til Sorø, – blev henlagt til Kalundborg.

– fortsættes

 

Reklamer

– det hedder ‘stalking’

Jeg anede ikke, at der var et ord for det! Men det opdagede jeg, da jeg hjemkommet fra Tyskland, læste sidste onsdags udgave af KD. Under overskriften: “Mere hjælp til folk, der bliver chikaneret” stod bl. a. følgende at læse:

“Flere og flere har brug for hjælp, fordi de bliver stalket . . . Man mener, at mere end 100.000  danskere hvert år bliver udsat for stalking, som er betegnelsen for:
SYSTEMATISK FORFØLGELSE ELLER CHIKANE AF EN ANDEN PERSON.
Ofte har det konsekvenser for den udsatte, der kan have svært ved at leve en normal hverdag!
Stalking er stadig er uudforsket land, som kan gøre det svært for omgivelserne reelt at forstå, hvad den udsatte egentlig oplever.
Mange mennesker ved ikke, hvad stalking ér. Nogen siger: “Jamen, er det ikke bare hans egen skyld??” . . .”

“Mange mennesker véd ikke, hvad stalking er”. Jeg véd godt, hvad det ér. Jeg vidste bare ikke, at der er en betegnelse for det.  Jeg må indrømme, at jeg først læste ‘stakling’, – det gav lissom mening. Men det hedder altså ‘stalking’. ( selvfølgelig engelsksproget, – for vi kan ikke længere tale dansk.)

Som sagt, lige hjemvendt fra Tyskland, fra en lille uges ordens-retræte med daglig laudes, messe, rosenkrans, vesper og komplet. Jeg er den eneste i gruppen, der kan spille orgel, hvorfor jeg har spillet til hver messe, samtidig med, at jeg selvfølgelig var koncelebrant. Før og efter retræten er min medbroder og jeg selv i dét hus, som vi fra Danmark sorterer under. Medbrødrene dér betjener en valfartskirke, som samtidig er sognekirke. Når man kommer dér, bli’r man så sandelig brugt. Om jeg ville overtage to søndagsmesser med prædiken??  Jamen, selvfølgelig!  I den første messe 300 mennesker, i den næste 200.

Mærkelig fornemmelse ovenpå en oplevelse nord for den tyske grænse. Jeg kom en søndag, hvor jeg ikke organist-vikarierede i en eller anden folkekirke,  til en katolsk provinskirke, hvor der skulle være en stor fest. Uventet. Uventet kom osse chefen for kirken i Danmark. Jeg var lidt spændt på at høre orgelet, for jeg havde læst, at det lige var blevet restaureret for et betydeligt beløb. Jeg smugkikkede op på orgelpulpituret for at se, hvem der mon skulle spille?? Øjensynligt ingen . . .Mærkeligt til så stor en fest? Tre minutter før messen skulle begynde, kikkede jeg igen op . . Ingen?? Gik til sakristidøren. Da sakristanen kom forbi, spurgte jeg hende: “Hvem spiller i dag?” “Vi har ingen”, svarede hun beklagende. “Jamen, jeg kan godt spille”, sagde jeg. Hun lyste op. “Men spørg lige derinde først”, sagde jeg videre. . .  To minutter efter kom hun tilbage og meddelte mig lidt mat i stemmen: “Man mener, at du bare skal sætte dig hen i bænken og nyde det.”

Det gjorde jeg så. Satte mig hen i bænken. Om jeg nød det, skal jeg lade være usagt. Ihvertfald vidste jeg ikke, at dét, jeg igen var udsat for, hed ‘stalking’, – men nu véd jeg det. Hvis jeg som katolsk præst og organist, ja, hvis jeg som katolik vil undgå stakling, skal jeg uden for mit eget lands grænser . . .