– når galt SKAL være . . .

 

Jeg morer mig altid en lille smule, når vores lutherske medkristne taler om ReformatioNEN. Jeg siger så med kærlighed i stemmen. “Åh sølle jer .. Har I kun haft én?? Og dét for femhundrede år siden … Så er vi katolikker mere  heldige, for vi går fra den ene reformation til den anden. Som det hedder i en kendt sætning:  ‘Ecclesia semper reformanda est’ = Kirken bør til stadighed reformere sig.  Den seneste  ‘reformation’ var i 1962-65, – dét, vi til daglig kalder for det andet Vatikan-koncil. Og mange ser p. t. frem til en næste  . . .”

Reformation betyder vel: Tilbage til det oprindelige, den oprindelige form. Og det er nødvendigt, hvergang fejludviklinger bli’r for tydelige.  Derfor er det ret så ærgerligt, at dét, som vore kære medkristne i den evangelisk-lutherske kirke kalder for ‘reformationNEN’,  ikke blev den på det tidspunkt absolut tiltrængte reformation, men i stedet en revolution. For det blev jo ikke et tilbage-til-det-oprindelige, men på flere måder et brud med det oprindelige, på flere måder en omvæltning.

I dag begynder vores lutherske medkristne fejringen af et reformations-år, fordi det næste år, den 31. oktober 2017, Allehelgensaften, er 500 år siden, at augustinermunken Martin Luther opslog 95 kritikpunkter på kirkedøren i Wittenberg (et blogopslag eller åbning af en facebook-profil var jo på det tidspunkt udenfor mulighedernes grænse). Ikke desto mindre blev opslaget læst og viderebragt og satte dét i gang, som lutheranerne kalder reformatioNEN.  Og nu, 500 år senere, er vi katolikker inviterede til at fejre méd.

Når’ beton-katolikkerne’ brokker sig og anfører, at der så sandelig ikke er noget at fejre, og at dét brud, der skete, ikke er i Kristi Ånd, så er det yderst forståeligt. Men jeg mener  nu, at vi godt kan fejre méd, når vi gør det udfra  synspunkter, som jeg nu vil antyde.

Allerførst griber vi i egen barm og erkender, at mangt og meget i Kristi kirke omkring år 1500 i dén grad var løbet af sporet og bestemt ikke var i Kristi ånd. Jeg troede helt ærligt ikke mine egne øjne, da jeg i Peter Schindlers bog om den samtidige romerske helgen Filip Neri læste om renæssance-paverne. Alvorligt reflekterende mennesker påpegede misbrug i kirken. Og munken  Martin Luther gjorde så stærkt opmærksom på det, så det ikke kunne overhøres.  Ikke desto mindre:  Paven var traditionelt så selvsikker i sin position, at han lænede sig tilbage og ikke gad høre på berettiget kritik. Hvis kirken havde lyttet og gået ind i en selvransagelse, var det sikkert ikke kommet til et brud.  ReformatioNEN var altså ikke Luthers skyld. Skylden var kirkens. Fordi den ikke ville høre. Og et ordsprog siger: “Den, der ikke vil høre, må føle!” . Sådan er det altid: Når samtale ikke er mulig, begynder volden. Det, der skulle være reformation, endte som revolution og kirkesplittelse.

Nu var kirken tvunget til af forholde sig til kendsgerningerne! Og, om end det var for sent, må vi erkende, at den lutherske reformation åbenbart skulle til,  for at kirken endelig besindede sig, – til at Tridentinerkoncilet blev en virkelighed, der rensede kirken, og en kvalificeret ‘modreformation’ til genvindelse af det ‘ tabte’ satte ind. Er det ikke værd, med taknemmelighed at fejre dét mirakel, at langt den største del af kristenheden ikke blev ramt af  ‘revolutionen’,  men nåede frem til sand reformation?? Ikke mindst takket være den ny jesuiterordens enorme indsats. Havde vi nogensinde fået denne velsignelsesrige orden, hvis ikke Luther havde været der????

Vi katolikker i Skandinavien, som lever i et område, der kirkelig set for 500 år siden antog Luthers revolution, skal glæde os over, at den lutherske var mere moderat end såvel Calvins som Zwinglys. Glæde os over, at omend noget ret så vigtigt faldt af ‘i svinget’: læreembede, flere sakramenter, forståelse af ‘de helliges samfund´, . er det meste af kristendommen blevet bevaret.  Når jeg nu nævner procenter, så er det på slump. Jeg har ikke foretaget en solid, videnskabelig matematisk udregning, men jeg anser den evangelisk-lutherske kirke som værende en 80% katolsk kirke, for Luther, – som jo selv er rundet ud af den katolske tradition, – har alt fra den katolske kirke: Troen på den treenige Gud, på frelsen i Jesus Kristus, på dåbens og nadverens nåde, ja, den hellige skrift. Den lutherske kirke ville slet ikke være mulig, hvis ikke den katolske kirke forud havde været der. Er det ikke skønt, at så megen sand kirstendom, – når nu galt skulle være, – trods alt gennem 500 år er blevet bevaret og videregivet i de lande, der antog Luthers lære? .. Det kunne have gået meget værre!

Og egentlig har vi, – ser vi i dag, – haft godt af hinanden. ‘Vi’ har lært, at bibelkundskab og forkyndelse af Guds ord skal tages alvorligt.  Og ‘de’ har lært, at gudstjenesefejringen med dé sakramenter, som de har bibeholdt, er ældre end det ny testamente.

Endelig skal vi katolikker i Danmark være klar over, at fru Hansen i Lemvig af  idag er protestant, ikke i oprør mod den katolske kirke, ikke, fordi hun frit har valgt det, men ganske enkelt, fordi hun er født i Lemvig efter 1536. Man kan da ikke bebrejde konen historiske og geografiske fakta. Hvis hun var født i Napoli havde hun været katolik.

Ja, lad os glæde os over, at til trods for ‘mangler’, til trods for, at ‘batteriet’ har manglet 20% i styrke, har kristendommen alligevel levet og været frugtbar i Skandinavien gennem 500 efter-reformatoriske år. Folkekirken af i dag er, dens svagheder til trods, i den danske befolkning et stærkere vidnesbyrd om Kristus og hans grænseløse kærlighed til os mennesker, end dét, den herværende katolske kirke, –  p. t. med et stort antal  forkyndere uden dansk baggrund og med en spiritualitet, så selv danskfødte katolikker føler sig fremmedgjorte i deres egen kirke,-  lokalt har  at tilbyde. Personligt er jeg Gud taknemmelig for, at jeg talrige søndage i smagfuldt velvedligeholdte kirkebygninger , – som oftest før-reformatoriske, –  gennem veludarbejdede prædikener og med gedigen orgel- eller anden musik-ledsagelse til afsyngelse af gamle såvel som af nye salmer, i folkekirken kan hente dén inspiration, som mere og mere savnes i vores egen hjemlige kirke.

Så: Når galt skal være, kan vi supplere med et andet ordsprog: ‘Der er aldrig noget så galt, at det ikke er godt for noget’. Ihvertfald har reformationEN udvirket, at pave Frans i dag, 500 år efter, som et fredens og enheders tegn kommer til Skandinavien og samler massevis af mennesker om budskabet om Jesus Kristus som det sande vintræ, hvor vi er grenene. Og kommer til at spille en væsentlig rolle i et reformationsjubilæum! Dét er godt og glædeligt.

 

 

 

Reklamer

“I dag vil jeg være gæst i dit hus!”

 

Lørdag den 12. november fejrer vi en lille fest i Sorø. Da er det nemlig fem år siden, at vi rykkede ind i vores nuværende residens på Lærkevej nr. 2 og fejrede den første hellige messe i vort nyetablerede, dejlige Skt. Montforts kapel, i hvilket privatkapel der i øvrigt siden dén dag er blevet uddelt ca. 8000 kommunioner.

Hvis du, som læser dette, måtte have lyst til at fejre dagen méd os, er du hermed på det hjerteligste inviteret:

Messen fejres ovennævnte dato som det er tilfældet hver eneste lørdag:  kl. 10,30. Og liturgien er søndagens: Årsdagen for Indvielsen af Laterandomkirken i Rom, – og Skt. Montforts kapel i Sorø.  At førstnævnte kirke er 1700 år gammel og sidstnævnte kapel bare  5, at førstnævnte kan rumme sidstnævnte ihvertfald 50 gange og at førstnævnte er et historisk kunstværk,  sidstnævnte, nå ja , ihvertfald smuk i sin enkle stil og med den rigtige belysning –  det er fuldstændig ligegyldigt. Der sker det samme, nøjagtigt det samme, i dem begge: Troende mennesker forsamles i Jesu navn for at lovprise den treenige Gud. Ordet forkyndes og brød  og vin bi’r til Kristus selv,  til styrkelse for dem, som oplever frembærelsen af hans offer og påfølgende efter hans påbud spiser og drikker.

Reception i Maison Montfort efter gudstjenesten.

Vi skal fejre sammen med vores trofaste ‘valgmenighed’, som til vores glæde lørdag efter lørdag ‘besætter’ kirkebænkene og deltager i vores kommunitets-messe, så vi ikke, – ofte heller ikke om hverdagen, – er overladte til os selv.

I weekenden, som begynder i morgen (31. søndag i år C), skal de fremmødte høre evangeliet  om Zakæus.  Af flere grunde er denne Zakæus isoleret fra det ‘gode’ selskab.  Men Jesus vil ikke denne isolation. Uopfordret siger han til ham: “I dag vil jeg være gæst i dit hus!” (Lk. 19,6)

Da vi for fem år siden flyttede ind her, gik vi ud fra, at ihvertfald de professionelt-hellige i bispedømme og sogn ville  følge Jesu eksempel og sige til os: “I dag vil jeg være gæst i jeres hus”. Men nej!   Efter nu at have været på stedet i fem år, kan vi nøgternt konstatere det modsatte:

– at vores biskop, – der jvf. kirkerettens canon 384 har som fornemste opgave at “ledsage sine præster og bistå dem som deres hjælper”, gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang. Han kan jvf. sin aktuelle kalender finde vej til Monaco, det hellige land, Rom og Bruxelles, – men ikke til Sorø.

– at vores på stedet vekslende sognepræster/andenpræst, – bortset fra dybtsavnede sognepræst Torsten Jortzick, – gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang, – heller ikke, da sognepræsten var identisk med biskoppens generalvikar. Og dét, omend det i kirkerettens canon 529 stk. 1 bl. a. hedder: For på ret måde at varetage sin hyrdegerning, bør sognepræsten være optaget af at lære og kende dém, som er overgivet til hans omsorg. Derfor skal han besøge dem og dele deres sorger og bekymringer med dem, ganske særligt de betrængte, dém, som er blevet fordrevet fra deres hjemstavn og dém, som er i særlige vanskeligheder.

–  at de i vores sogn residerende ikke-klausurerede ordenssøstre, som i deres konstitutioner har følgende bestemmelse: “Vi har et arbejdsfelt, som strækker sig fra at bede med og for mennesker til sjælesorg af enhver art . .til den mest beskedne tjeneste, man kan yde et menneske, der længes efter at vide sig elsket”, – gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang.

Indrømmet: Omend som Zakæus ‘lille af vækst’ (ihvertfald vertikalt) er jeg ikke klatret op i noget træ, men jeg har da igen og igen været til at få øje på, når jeg med mellemrum har vovet mig indenfor i domkirken eller i min sognekirke. Og naturligvis har jeg mere end én eneste gang inviteret. Dog! Gennem det seneste år har vi haft en god portion forståelse for de helliges udeblivelse. De har naturligvis  alle været fuldt op beskæftigede med at fejre “Barmhjertighedens År”. Vi vil derfor, mens vi endnu ér i dette barmhjerighedsår, i al stilhed bede for dem i jubilæumsmessen.

For følgende er jo så sandt, som det synges:

“Hvor der er barmhjerighed og kærlighed, dér er Gud!”. . .

Denne salmelinje kender i hvert fald en håndfuld præster og diakoner, som er dukket op hos os her i Sorø gennem de fem år. Men virkelig kendt vár den af pastor Dieter Timmermann, som sine sidste leveår boede i vores nærhed. Igen og igen besøgte han os, sådan som han havde for vane kollegialt at gøre det, ganske særligt, når der var tale om betrængte præster, og i det første år efter vores kapels åbning, – indtil han døde, –  var han ofte koncelebrant ved hverdagsmesserne.

Ære være hans minde! Og hjertelig velkommen hos os den 12. november.

 

 

 

 

Hold ud, hold ud, hold ud! (8)

–  fortsat

  1. Den ‘uvildige’ advokatundersøgelse

For at få at vide, om man har handlet ret, – eller kunne man sandere sige: For at bevare sit image? – har underskudsforretningen den katolske kirke i Danmark for et svimlende beløb engageret et advokatfirma til at undersøge, om kirken har handlet korrekt i alle såkaldte misbrugssager. Jeg har glædet mig til at komme til orde i dette forum, så den uvildige(?) undersøgelse kunne være med til at klarlægge, i hvor høj grad det er os udhængte præster, der er de egentlige ofre. Og hvordan biskoppen har tortureret os psykisk. Pastor Lars Messerschmidt har på et tidligt tidspunkt opmuntrende sagt til mig vedr. advokatundersøgelsens bedømmelse af kirkens ledelse: “Det kan være, vi dumper med glans!”  Det tror jeg nu ikke. For, – sådan siges det fra flere sider, – :  Kirken har valgt de helt rigtige advokater, nemlig dém, der har forsvaret Jønke, Claus Riskjær og Stein Bagger. Og kan man dét, så kan man osse forsvare den hjemlige katolske kirke. Og endelig: Kirken skal vel have valuta for det kæmpe-honorar, den udbetaler…

Leo Kertz har fortalt mig, at han ikke har ønsket at deltage i undersøgelsen. Han mener, at “den tjener til at pudse biskoppens glorie”. Hans Esmark har deltaget, men havde en følelse áf, at dét, vi præster har stået model til, og som var grunden til, at han ville medvirke, ikke rigtig havde interesse..  Reinhold Sahner har givet tilsagn om at medvirke.

Den 28. september kom turen til mig /os. Jeg havde forud gjort det klart for advokaterne, at hvis de ville tale med os, måtte de komme til Kalundborg. Forberedende modtog jeg kommissoriet, dvs. beskrivelsen af omfanget af dén undersøgelse, som advokaterne skal foretage, – sagt anderledes: præsentationen af dén vare, som den katolske kirke i Danmark (læs: biskoppen) har bestilt og siden skal betale for. Heri indgår intet ‘kirkepolitisk’, og kirkens behandling af de udstillede præster er ikke i ‘pakken’. Ikke desto mindre erklærede vi os villige til at deltage i undersøgelsen, men jeg tilsendte advokaterne råskitsen til de kapitler af min bog, som du, kære læser, indtil nu har læst og understregede ved tilsendelsen, at den her skildrede oplevelse af forløbet vil være udgangspunkt for vor medvirken. I mødet deltog advokaterne Lars Kjeldsen og Jakob Grøndahl, menighedsrådsmedlemmer fra Kalundborg menighed: Mirjam Sarp og Anne Wille samt, naturligvis, min medbror br. Poul-Erik og jeg selv. Mødet var ganske behageligt.  Fra vor side fik vi verbalt afløb for ret så mange af de frustrationer, som vedvarende, ja stigende, plager os, og omend indholdet som sagt er udenfor kommissoriet,  blev der bestemt lyttet med interesse, hvilket de efterfølgende, af begge parter godkendte referater, i nogen grad afspejler!

 

  1. I Sorø: Lærkevej 2

I sidste uge af juni var vi i Kalundborg blevet ringet op af Ansgarstiftelsens kontorchef. “Vi har fundet noget til jer i Sorø, og adressen er . .”  For at være på det rene méd, hvad han taler om, spørger jeg ind til, hvad der gemmer sig på netop nævnte adresse og får svaret: “Det er et hus!”. Noget overrasket udbryder jeg, “Et hus!? Jamen har bispedømmet da et hus i Sorø?. .  Eller er det ét, I vil leje ? ” . . “Nej, vi kommer nok til at købe det”, svarer kontorchefen. Åbenbart havde han og biskoppen været i Sorø og set på et hus, som biskoppen nu mener vil være det helt rigtige til os og som vi, sammen med ejendomsmægleren, skulle se på om små fjorten dage.  Naturligvis kunne vi ikke styre vores nysgerrighed og lagde temmelig hurtigt vejen forbi Sorø-adressen. Et pænt hus var det bestemt, men mørkt og for lille (plads til indretning af et kapel skal jo være forhånden, hvilket ikke er nødvendigt her i Kalundborg, hvor vi kan benytte kirken) og med en helt forkert beliggenhed, hvorfor vi med beklagelse meldte tilbage, at dér agtede vi ikke at flytte hen. Lidt irriteret meddelte biskoppen os, at ‘nej’ fra os ikke vedblivende kunne have ‘opsættende virkning’ samtidig méd, at han igen, for at fremme min forståelse, truede mig på udøvelsen af mit præstevirke. Nu fik vi imidlertid overdraget opgaven, sélv at kikke os omkring efter “et hus i samme prisklasse” (1,6 mill).  Det gjorde vi  flittigt, – en mærkelig fornemmelse for os to fattigrøve, som potentielle købere at gå rundt at kikke på huse og lade ejendomsmæglere fremvise dem for os. Forbløffende hurtigt faldt vore blikke på et hus, der faktisk kunne imødekomme de behov, vi har. Dét skrev jeg med al forsigtighed til kontorchefen: “Lærkevej 2 ville kunne komme på tale!”  Knap havde vi nævnt det,  før han havde været i Sorø og se på huset. Og knap havde han set på det, før biskoppen, – uden at have været i kontakt med os og nok heller ikke med huset, – underskrev købsaftalen, – som det hed:  med henblik på udlejning til os.  Pris: 2,1 millioner, – til overtagelse 01. september. Sådan set pænt af biskoppen: Han respekterer, at vi naturligvis som kommunitet vil forblive sammen. Han respekterer br. Poul-Eriks arbejdsindsats gennem mange år og lader ham ikke bare hænge i luften. Heller ikke økonomisk. Sådan skrev han min medbroder allerede den 26. april, da han pr. e-mail fritog ham fra tjeneste som pastoralassistent:

           Kære Poul-Erik,

         Jeg er klar over, at den sidste lange tids turbulens omkring p. Stephen  heller ikke er gå sporløst hen over dig, og jeg håber, at du trods dette efterhånden må få hændelserne på afstand og i videst muligt omfang komme dig. Stephens forandrede situation berører jo også dig. ..
I den nye plan for betjeningen af de tre vestsjællandske menigheder vil der ikke være behov for din tjeneste som pastoralassistent. Din tjenestes ophør vil ikke betyde nogen forringelse af dine økonomiske forhold, som bispedømmet som hidtil vil sikre.
Jeg ved ikke, hvordan du ser dine og Stephens fremtidige boligforhold; men som du sikkert ved, kan Stephen ikke blive boende inden for de tre vestsjællandske menigheders område.

Med de venligste hilsener
+Czeslaw

Han respekterer altså osse, at vi, når han smider os ud af Kalundborg, vil bo i Sorø og køber dér dét hus, vi har peget på. Han vil ikke tvinge os ind i hvadsomhelst. “Det skal være værdigt”, havde han sagt til menighedsrådsformanden i Kalundborg. Og dette kriterium har han i handling absolut, ja i overmål indfriet!  At vi så spørger os selv, om han køber os ind (i Sorø) eller ud (af Kalundborg)?? kan vel ikke undre?  Købsaftalen underskrives i øvrigt samtidig med den ivrige mediedebat om de i Danmark boende katolikkers manglende økonomiske opbakning af deres kirke, om bispedømmets truede økonomi, – gæld på 8 millioner, – og rådgivning om at sælge ud af ejendomme. I stedet købes nu et hus til 2,1 millioner. (Biskoppen skriver, at “vi investerer..”. hvad der er sandt nok!  Betalt husleje for os  where-else ville jo være penge-ud-ad-lommen, som man aldrig ville se igen). Kontakt til medlemmer af bispedømmets økonomiske råd klarlægger, at samme råds medlemmer ikke forud er blevet spurgt, men er blevet orienteret om købet via en e-mail, og at det, – sådan har jeg forstået det, – bli’r retfærdiggjort ved tidspres (?) og antydning om, at vi ikke var tilfredse med at bo i Kalundborg.  Hvad bestemt ikke var sandt.

Det er den 07. juli, at kontorchefen meddeler os, at biskoppen har underskrevet købsaftalen. Dette er selvfølgelig ikke lig med, at sælger har solgt. Derfor anfører kontorchefen, at informationen er foreløbig, og at vi vil høre nærmere. Det afventer vi så . . .

Den 04. august har vi endnu ikke hørt nærmere. Anne Wille har et par søndage tidligere af Lars Messerschmidt fået at vide, – da hun overfor ham pointerede, at den kommende sognepræst, som vi havde haft et møde med, intet havde imod, at vi boede i lejligheden i Kalundborg, – at “nu er huset jo købt!”. Mere end vi selv havde fået at vide. Da vi samme dag i et andet ærinde kørte gennem Sorø, vovede vi at besøge Lærkevej 2’s beboere. Famlende sagde vi til dem: “Det er os, der vistnok skal bo i jeres hus!”, hvorpå de replicerede, at de havde fået at vide, det var to præster, der skulle flytte ind. Jamen fint, tænkte vi, – mere end vi selv har fået at vide. Ægteparret på Lærkevej var ret så glade over, at vi kom, fordi der var et par ting, de gerne ville have på det rene med os. Og så havde vi ellers en yderst hyggelig samtale, hvor vi aftalte forskelligt praktisk.

Dagen efter, den 05., får vi den bekræftende opringning fra Ansgarstiftelsen. Vi skal flytte til Lærkevej i Sorø. Huset overgår til stiftelsen den 01. september. To dage før kommer kontorchefen til Sorø for at modtage nøglerne. Og vi er sat stævne for, straks derefter at få videregivet nøglerne, hvorpå han tager hjem. (Tænk, at en mand til dén timeløn, man må påregne en kontorchef, kan skære tre timer ud af en arbejdsdag for at hente nøgler!… Det viste sig så senere, at det kunne han heller ikke. En uges tid før spurgte han mig telefonisk, om jeg, pga. for ham indtrådte omstændigheder kunne klare nøgle-overgivelsen alene, og idet jeg beroligende henviste ham til, at jeg gennem 26 år havde stået i spidsen for fejringen af den krævende Påskenatsliturgi, udtrykte jeg min overbevisning om, at gennemførelsen af den forestående nøgle-ceremoni ikke ville overstige, hvad mine evner ville formå). Samtidig får vi overraskende at vide, at en mand fra det af Stiftelsen benyttede bygningsrådgivningsfirma straks efter 01. september vil aftale tid for en samtale med os om, hvilke ting, der nødvendigvis skal ændres / sættes i stand i huset, før vi flytter ind!!? . . .Vi er målløse. For første gang i lang tid oplever vi imødekommende, ja nærmest overvældende omsorg. . .  Ting, der ikke er ok, skal simpelthen bare laves, og vores indflytning må naturligvis afvente, at disse ting bringes i orden. Jamen, dog!

Alligevel er det en mærkelig oplevelse, som minder mig lidt om en vittighed, jeg engang hørte:
En mand, som man i lighed med datidens spedalske, ønsker totalt isoleret, får opmuntrende at vide, at han i isolationen vil blive budt de allerbedste omstændigheder. Pragtfuldt værelse med alt, hvad man kan ønske sig: fjernsyn, computer, musikanlæg, badeværelse med boblebad og byens skønneste udsigt. Og, siges der til ham: “Du får alle de pizza’er, du kan spise!” Sidste oplysning fører imidlertid til en indvending. “Jamen, jeg kan ikke fordrage pizza!” siger han. Hvorpå der bli’r svaret: “Åh, det er ret så uheldigt. Pizza er jo det eneste, vi kan skubbe ind under døren!”

Biskoppen sætter altså, uanset hvad det koster, sin vilje igennem og jager os definitivt ud af vores tidligere arbejdsområde, – eller sagt anderledes: Ud af dét, der har været vort hjem gennem små tredive år. M. h. t. Holbæk var det rent praktisk gjort et år tidligere, Slagelse siden den 15. maj. Begge steder har Lars Messerschmidt, – sandsynligvis med ordre fra sin chef, – sørget for, at vi ikke skulle føle os velkomne, idet han som nævnt har støttet de få, men nu dominerende kræfter, som helst er fri for os. Og resten af menighedsmedlemmerne? Bortset fra enkelte, som virkelig kan kaldes for støtter, falder det store grå flertal bare ‘til patten’, som åh-så-fromme katolikker. Egentlig føler man sig brugt, misbrugt og kasseret. Nu er det en ny, der skal samme tur igennem. Ordsproget: “En mor kan sørge for 10 små børn, men 10 voksne børn kan ikke sørge for én mor!” har jeg med min nu gjorte erfaring ændret til: “En sognepræst kan drage omsorg for 900 sognebørn, men 900 sognebørn kan ikke drage omsorg for deres pensionerede sognepræst!”  Og klart sige fra, når de erfarer, at han bli’r uacceptabelt behandlet.

Så kommer vi altså til at bo i Søro. Jeg skriver med vilje sådan, fordi jeg kom til at tænke på en af vore afdøde hollandske montfortaner-medbrødre fra Roskilde, pater Mathijs van Buggenum. Han lærte aldrig at sige Sorø. “Søro”, sagde han. De andre rettede ham: “Nej, Sorø!!” “Ja, Søro”, gentog han. Så opgav de. Men vi bli’r nødt til at holde ud og ikke opgive! Altså Sorø. På Lærkevej (- vejnavnet er lidt belastet efter TV-serien af samme navn, . . .  dét må vi leve méd.)

Boligmæssigt bliver det intet problem at holde ud. For ‘vores’ kommende “Maison Montfort” på Rue d’Alouette, – en såkaldt murermester-villa fra slutningen af 30’erne, lidt tilbagetrukket fra vejen, – er et rigtig dejligt hus med fin beliggenhed og med ekstraordinære gode parkeringsforhold. I stueetagen, som fremtræder nyistandsat, er der en entre med indgang til middelstor opholdsstue og spisestue og toilet/bad (bruser) samt trappe, der fører op til 1. sals repos med indgang til et større og to mindre værelser, et kammer og toilet = arbejdsværelse og soveværelse til mig, værelse til br. Poul-Erik og gæsteværelse. Fra spisestuen går man ud i et pænt up-to-date køkken, hvorfra man kan gå ud på en stor terrasse. Kælderen (med indre og ydre tilgang), – dén trænger til en ‘kærlig hånd’, –  gi’r plads for fyrrum (pillefyr), bryggers, et disponibelt rum (som vil kunne omdannes til reserve-gæsteværelse) plus badeværelse med badekar. Af helt afgørende betydning er imidlertid en muret tip-top-i-orden anneksbygning på 8 x 5 meter, opført i 1982, som, – samtidig med justeringerne på huset før vores indflytning, – ved venners og egen hjælp skal ‘ombygges’ og indrettes til ‘privat-kapel’, – naturligvis Sankt Montforts Kapel, – til fejring af daglig messe og tidebøn, hvortil alle, som gæster vores hus, vil være velkomne. Samtidig skal det være kapel for lokalafdelingen af den montfortanske association “Maria, Hjerternes Dronning”, som har sit kapel i Vor Frue Kirke i Slagelse, men som biskoppen pr. brev af 04. september har forvist til Sorø. Gårdhavemiljø mellem de to bygninger, stor have bag anneksbygningen. Carport. Vi glæder os faktisk en lille smule.

Og ærgrer os måske osse en lille smule. For når det nu ér bestemt, at vi skal flytte, – og faktisk har vi af usikkerhedsgrunde aldrig pakket alt ud i Kalundborg, – så kan det godt irritere lidt, at det trækker ud. Huset blev overtaget 01. september. Allerede den 07. september er bygningskonsulenten på adressen, og sammen konstaterer vi, hvad der ér at gøre. Selvfølgelig ta’r det tid, efterfølgende at indhente tilbud fra de forskellige firmaer, og naturligvis har disse deres ‘leveringstid’. Men netop dette gi’r os tid til at få kapellet færdigoprettet, før vi flytter ind, hvilket for os er nødvendigt: skillevæg skal fjernes, mini-sakristi oprettes, alt nymales, varmepumpe opsættes og indsamlet inventar installeres. Dog mærkeligt er det: Ifølge biskoppens mails og med det lynhurtige køb af huset i Sorø kunne det ikke gå hurtigt nok med at få os væk fra Kalundborg. Og nu pludselig er det den gamle italienske slager, der lader til at være gældende: “Så bare, bare, bare, ta’ det roligt. Og gi’ dig go’ tid! Vi når det nok….!”

Og dog! Dagen efter at jeg havde skrevet ovenstående lille afsnit, – det var 11. oktober, – fik jeg meddelt, at tilbuddene var blevet samlede og tilsendt bispekontoret, og at biskoppen himself havde sat flueben véd, hvad der måtte gennemføres: Reparationer, beløbende sig til 275.000 kr. – herunder nævnte varmepumpe til opvarmning af kapellet. Bevilliget var bl. a. maling af en rørskjulerkasse, men selve kassens etablering havde fået minus. Det tog ikke lang tid for bygningsrådgiveren og jeg selv at blive enige om vaskeligheden ved at male den, når den ikke måtte laves. Det blev den så.

Fra vores kommende domicil er der kun 10 minutters kørsel til Slagelse, hvor vi i menigheds-familien har vores tidligere netværk, og hvor min medbror har sin biologiske familie. De søndage, hvor jeg ikke har vikarjob som præst eller organist, – og siden juli har jeg egentlig haft nok så mange, – vil vi naturligvis ofte gå i kirke dér, hvis vi ikke kører til Kalundborg, hvor vi af menigheden indtrængende er blevet opfordret til, ikke at udeblive. Hvis biskoppen skulle finde det problematisk, – og det kunne det se det ud til, at han gør, – så burde han vide, at det osse er problematisk, hvis vi tager de 16 km. til vores ny sognekirke i Ringsted, hvor de par stykker, som virkelig havde problemer med os i Slagelse, har fundet sig et fristed. Mindst problematisk havde det været, hvis vi var blevet i Kalundborg, hvor man var glade for os, og hvor mobbekræfter ikke kunne etableres. Så ville messebesøg i Slagelse være reducerede og i Ringsted en undtagelse. Men allermest problematisk og ukatolsk ville det dog være, hvis vi skulle udelukkes fra at leve vores trosliv i et menighedsfællesskab og om søndagen ved messe i vores kapel trække menighedsmedlemmer ud af deres respektive sognekirker, lige meget, hvor mange eller hvor få.

Til min store glæde har jeg i øvrigt fra vores ny distrikts-sognepræst fået en meget dejlig opringning. Han har hørt, at vi flytter til Sorø og vil gerne lade os vide, at det vil være ham en glæde at byde os velkommen i hans sogneområde. Helt overraskende var hans opringning ikke, for netop denne sognepræst fra Ringsted/Køge, pastor Torsten Jortzick, er dén præst, der siden jeg i april 2010 blev suspenderet, har behandlet mig med størst værdighed, kærlighed og respekt. Enkelte andre har kontaktet os og skrevet opmuntrende mails. Men det store flertal af de såkaldte ‘medbrødre’ har ganske enkelt ladet os sejle vores egen sø. Samme erfaring har Hans Esmark, Reinhold Sahner og Leo Kertz gjort.

Men hvem véd? Måske munder biskoppens åbenbart vedvarende mobning af mig som præst ud i, at vi på mine frisøndage ifører os vores ordensdragt og deltager i folkekirke-gudstjenesten i Sorø Klosterkirke. Dér vil vi ganske givet blive konfronteret med gode, danske(!) prædikener, hvor vores modersmål ikke maltrakteres (sognepræst Kristian Østergaard synes at være et yderst spændende menneske – litteraturanmelder i KD, – men, – siges det, – ikke særlig katolsk-venlig. Det skal han som evangelisk-luthersk præst have lov til). Vi vil med garanti kunne glæde os over kvalificeret orgelspil. Og cistercienserne fra før reformationen vil helt afgjort se ned fra deres himmel og med glæde byde os velkommen i deres gamle kirke.

Sidst i oktober var huset klar til indflytning og kapellet færdigindrettet. Men bestemmende for flyttedato var TDC. Hvorfor? Fordi jeg ikke kunne forestille mig at være i et hus uden internet-, telefon- og TV-tilslutning. Efter tovtrækkeri med det ærede selskab, som storsindet tilbød os en overflytningstermin den 29. november, fik vi det dog maget således, at flytning af nævnte elementer kunne fremskyndes til den 08. november, – hvorpå jeg hos Kalundborg Flytteforretning bestilte flytning fra Kalundborg til Sorø den 09!  “Er I tossede?” spurgte de fra firmaet. Naturligt spørgsmål, idet samme firma mindre end et halvt år tidligere havde flyttet al vores habengut fra Slagelse til Kalundborg. Jeg prøvede på at forklare, hvem det vár, der i dette stykke var de tossede. . .  Mens man på fem timer havde klaret vores første flytning, som vi selv havde måttet betale, fordi vi jvf. bispekontoret var flyttet ‘uretsmæssigt’, var det noget andet denne gang. Gudskelov, for flytningen varede fra kl. otte morgen til halvotte aften. Kl. 21 kunne vi afslutte Store Flyttedag ved at fejre vores første messe i vores nye kapel. Lørdagen efter, den 12., hvor kirken i Danmark højtideligholder indvielsesdagen for Lateranbasilikaen i Rom, kunne vi i søndagsmessen kl. 10,30 med et pænt antal deltagere tilføje uofficiel indvielse af Skt. Montforts Kapel i Sorø.  Det i udsigt stillede biskoppelige oprettelsesbrev nåede os den 14. december.

Med hensyn til vort nye domicil har biskoppen, – jeg gentager, – holdt sit ord, ja mere end det. Det skulle være værdigt og være i orden, havde han sagt.  Og det er det så sandelig blevet til fulde. Vi fatter det næsten ikke! Vi kan ikke lade være med, som det har flasket sig,  i vort indre at indkalkulere, at det guddommelige Forsyn har været aktiv i sagen. Fra dag ét af har vi følt os hjemme i huset i Sorø og glemt alt om Kalundborg.  Huset og kapellet hér er for os en sand velsignelse! Det er simpelthen gaven over alle gaver, ja, en flig af paradis. Derfor kunne vi osse m. h. t. vore boligforhold den første jul, – halvanden måned efter vores indflytning, – af ærligt hjerte synge vers 3 af Grundtvigs julesalme “Julen har englelyd”, hvor det hedder: “Sorg er til glæde vendt, klagen endt!”, –  omend indlagt en anden mening end Grundtvigs. Ingen pensionist i bispedømmet København har fået, hvad der er blevet min medbroder og mig til del. Med hensyn til førstnævnte: Han har gennem de mange år trofast og med omsorg udført sin tjeneste som pastoralassistent, men omend han siden 2011 har været tjenestefri, er han ikke blevet fyret. Biskoppen har anført, at han vedvarende føler sig forpligtet overfor ham, selv om han ikke, – min tilføjelse, – overhovedet er forpligtet til det. Det er storsindet af Kozon, og det kommer ikke kun min medbroder, men osse mig selv, til gode. Materielt har ingen pensionerede i bispedømmet København fået gunstigere forhold end min medbroder og mig. Og som det hedder i den hellige skrift, – lidt omskrevet: “Hvor som helst i hele verden, hvor Kozons vedvarende forfølgelse af mig fortælles, skal dét, som han har gjort (godt for os), fortælles til minde om ham” (sml. Matt.26, 13)

Heraf følger så helt naturligt, at vi i taknemmelighed passer på og drager omsorg for det os betroede, som var det vort eget. Osse bilen, som vi har fået med os fra Slagelse og som er uundværlig, ikke bare, når jeg skal vikariere rundt omkring, – men lissåvel i hverdagen.  Ikke desto mindre . . !!

(Billeder kan ses på vores hjemmeside: www.montfort.dk )

Vores nye sognepræst pr. 09. november, sognepræsten i Køge-Ringsted, pastor Torsten Jortzick, besøgte os her i Sorø den 24. november og bød os officielt velkommen i hans sogne, medbringende et smukt tabernakel til vores kapel. Han udtrykte ganske klart, at når der nu boede en præst i hans område, ville han, såfremt vedkommende præst var indforstået med dét, – og det er jeg jo, – benytte sig af det og medinddrage ham i den præstelige betjening. To ting kom derpå straks på tale: Julen! Og Torstens fravær i 3 uger i januar-februar 2012, hvor han har lovet sig til Færøerne.  Vi aftalte tjenester såvel i Køge som i Ringsted. Rygtet herom må åbenbart være nået hurtigt til København, for på selveste den 08. december, højfesten for jomfru Marias uplettede undfangelse, ringer biskoppen til Torsten og udbeder sig en samtale hos ham i Køge samme dag. I denne ’samtale’ får Torsten pålagt, ikke at bruge mig som vikar i Ringsted! (Køge er okay). Pastor Torsten oplever det som et angreb på hans integritet som sognepræst og bliver heftigt oprevet, fortæller han. Han be’r biskoppen om at meddele mig det personligt, alt efter at det er biskoppens og ikke Torstens beslutning. Naturligvis til ingen nytte. Omend jeg ikke i dét stykke har hørt fra biskoppen, har jeg så nu åbenbart forbud mod Slagelse, Kalundborg, Holbæk og Ringsted, til trods for, at min suspension blev ophævet 31. marts. Nå ja, Pére de Montfort blev smidt ud af fire bispedømmer. Kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse er for biskoppen teoretiske begreber, som han indimellem anvender i sine enerverende prædikener. I hans person er de fremmedord.

Pastor Torstens oplevelse bringer mig ihu, hvad jeg oplevede umiddelbart efter, at min suspension var blevet ophævet og jeg var overgået til at være pensioneret: Den 05. maj, endnu i Slagelse, kontaktede pastor Torsten mig og udtrykte som sognepræst i Ringsted sin glæde over, at jeg nu igen ville kunne lede Haraldstedvalfarten, der afholdes i begyndelsen af juli. Af flere grunde ønskede han, at jeg igen skulle stå for ledelsen, og han bad mig direkte om at gøre det. Jeg regerede positivt og sagde, at jeg gjorde det med glæde. Det var så vores faste aftale, bekræftet af  pastor Torsten pr. mail den 12. maj.

Men hvad sker? Den 25. maj modtager jeg i Kalundborg en mail fra biskoppen, som slutter således:

         Kære Stephen,

…….mangelfuld kommunikation fra begge sider, nu også vedr. valfarten til Haraldsted.

Nu ved jeg, at Torsten er i gang med at planlægge en del i denne henseende, og i lyset af den generelle øjeblikkelige situation, vil jeg også mene, at det er bedst, om du i år ikke står for denne valfart, men at vi lader Torsten være ansvarlig for den.
Sender de venligste hilsener

+Czeslaw

Torsten er rystet. Aftalen mellem ham og mig var jo klokkeklar. Det er altså biskoppen, der har gang i noget, ikke Torsten. Og for at dække sig selv, bli’r Torsten overfor mig sat i tvivlsomt lys . . . Jeg ved imidlertid, at jeg kan stole på Torsten. Og ikke på biskoppen. Ikke desto mindre svarer jeg d. 27. maj sidstnævnte som følger:


Kære Czeslaw.

         Mange tak for din mail, som jeg oplever holdt i en venlig og imødekommende tone.

  1. h. t. Haraldstedvalfarten fæstner jeg mig, – og med glæde, – ved din formulering ‘i år’. På grund af denne formulering vil jeg så for ‘i år’ ikke volde nogensomhelst problemer, men du må vide, at dét, du i den henseende nu mailer til mig, og de mails, jeg gennem den sidste måned i samme anledning har modtaget fra Torsten, som jeg holder meget af, er i direkte modstrid med hinanden. Hvilket du ville kunne se ved evt. videresendelse til dig. Og det befordrer ikke tryghed.

Mit ønske for min fremtid det enkle og beskedne, at jeg fortsat kan virke for mit kommunitet, for den montfortanske association (osse montfortanernes udtalte ønske) og med åbenhed overfor de præster i bispedømmet, som evt. måtte bede om min/vores assistance. Hvis jeg anmodes om dåb, bryllup og begravelse skal det selvfølgelig være med den på stedet ansvarlige sognepræsts billigelse, hvilket jo altid har været min holdning. Skulle du herudover fremover have et personligt ønske om præstelig tjeneste, er jeg villig til at imødekomme det, hvis jeg anser mine evner og kræfter som tilstrækkelige.

Stephen

I ‘katolsk lommebog 2012’ er mit navn, uden forudgående meddelelse eller samtale desangående, ikke længere figurerende under “Haraldstedvalfarten”. . . Ligesom vores Montfortkapel heller ikke må optages under ‘Andre kirker og kapeller’. Fremover skal jeg helst være så usynlig som overhovedet muligt.  Og med hensyn til vores Montfortkommunitet . . . Mindre end et halvt  år efter . . .  Brev til mig fra biskoppen af 13. december. På trods af sagslukning fra politiets side og sagshenlæggelse fra kirkens side vender Kozon tilbage til ‘anklagerne’: “Jeg ser med stor alvor på forløbet vedr. anklagerne mod dig”, skriver han, – otte måneder efter sagsafslutningen.  Noget sådant er ukristeligt og er en virksomhedsleder totalt uværdigt, men i Kozons verden forbliver ‘anklagerne mod mig’  åbenbart evigt aktuelle, – og for ham vel egentlig sande? Dét har han åbenbart brug for! Brevet slutter således:

      Kære Stephen,

      Som du kan se af medfølgende, er der nu også truffet afgørelse vedr. Montfortkommunitetet, som afspejler den alvor, som anklagerne mod dig indebærer.
Det er ikke tilstrækkeligt at sige, at blot fordi der ikke i strafferetlig henseende har kunnet træffes en klar afgørelse, så kan alt fortsætte næsten som før. Dertil har sagsforløbet påvirket alt for mange, ikke blot i dine tidligere menigheder, men også udenfor. Derfor vil det også, som jeg flere gange har sagt til dig, gavne din og bispedømmets situation, at du holder lav profil.
Som sagt ser jeg med stor alvor på hele forløbet vedr. anklagerne mod dig; men samtidig vil jeg også gerne være behjælpelig med, at du fortsat kan have acceptable rammer for en præstelig levevis og også have den fornødne omsorg.
Med de venligste hilsener, også til Poul-Erik
+Czeslaw

Afgørelsen vedr. Montfortkommunitetet er dén, at biskoppen tilbagetrækker sin officielle godkendelse fra december 1998 af vores lille fællesskab, der er grundlagt i 1982. Med støtte fra samtlige medlemmer af det biskoppelige råd, skriver han i sit ledsagebrev. Sikke vidunderlige kolleger. Så betryggende at vide, at der tales om mig, men ikke med mig! Godtnok fik jeg forud for meddelelsen stillet forskellige spørgsmål vedr. kommunitetet, som jeg skulle besvare, men før jeg nåede at besvare dem, – det var midt i vores flytning fra Kalundborg til Sorø, – kommer så ‘afgørelsen’. Altså ren ‘skin-proces’. Dét faktum, at vi ikke længere betjener de tidligere montfortanske menigheder på Sjælland er med til at fjerne grundlaget for godkendelsen, skriver biskoppen i nævnte ledsagebrev, hvori det tilsidst hedder: “Jeg ved, at denne beslutning vil berøre dig dybt!”  Nåja, det er vel derfor, han har truffet den. Gudskelov har vi montfortanernes støtte, og ovenstående berører jo ikke montfortaner-associationen ‘Maria, hjerternes dronning’, som direkte er underlagt vores general. For at undgå yderligere vanskeligheder overtog vores præste-medbroder Thomas Birkheuser det officielle lederskab af associationen, – med generalens godkendelse.

Mht. Montfortkommunitetet opslår han på kirkens hjemmeside, at han har ‘opløst’ det . . Det skal der imidlertid mere til end en biskop, selv om jeg fra anden side har hørt, at han betragter sig stående over landets lovgivning. Det er nemlig sådan, at Montfortkommunitetet er oprettet som en civilretslig forening, med vedtægter, der er udvidet i kommunitetets statutter. Foreningen har sit eget CVR/SE-nummer og sit eget regnskab og kan ikke opløses af en person udenfor. Biskoppen kan tilbagetrække sin godkendelse af os som såkaldt ‘katolsk forening’, – og intet andet. Nåja, – uden nogen sammenligning, – på et tidspunkt prøvede kirken jo osse at opløse Jesu selskab (jesuiterordenen). I dag er man sikkert glad for, at den på trods overlevede.

Efter biskoppens tilbagetrækkelse af sin godkendelse støtter vi os til to paragraffer i kirkeretten:
§ 278, 1: Det er verdenspræsters ret at slutte sig sammen for at virke for formål, som er passende for klerikerstanden.
§ 280: Det anbefales klerikere at pleje fællesskabslivet. Hvor et sådant består. skal det såvidt muligt bibeholdes.

Første halvdel af 2012 forløber ellers ganske tilfredsstillende. Vores søndagsmesser i kapellet her i Sorø lørdag kl. 10,30 er fint besøgte, og medlemmerne af associationen. som møder frem hver måneds første mandag, udtrykker, samtidig med deres teoretiske protest over bortvisningen fra Slagelse, deres i praksis store tilfredshed med forlæggelsen til Sorø. Vores huskommunitet har løst sognebånd til Køge, og et dejligt ‘samarbejde’ med pastor Torsten Jortzick som vores ny sognepræst, indledes. Når jeg sætter ‘samarbejde’ i gåseøjne, så er det ikke at henføre på kvaliteten af vort samarbejde, – det var nemlig i top, – blot en understregning af, at jeg som pensionist jo ingen forpligtelser har. Ikke desto mindre undlod pastor Torsten ikke, igen og igen at understrege, hvorledes han oplever vores tilstedeværelse som en gevinst for ham. Ofte vikarierede jeg i Vincentpræsternes nordsjællandske menigheder samt i vore egne menigheder i Fredericia/Assens, – som jeg allerede havde gjort det siden sommeren 2011. Og i påsken 2012 havde sognepræsten i mine gamle menigheder, Michal Bienkowski dét mod, at han, – på menighedsrådets udtrykkelige opfordring, men faktisk på trods af den ‘befaling’, som biskoppen havde givet ham, – bad mig tage skærtorsdags- og langfredagsgudstjeneste i Kalundborg. Det gik rigtig fint, men den stakkels mand fik vist efterfølgende at høre for sin gode gerning. Når jeg intet vikariat havde, tog vi om søndagen til højmessen i Køge kl. 11. Enten koncelebrerede jeg hele messen, eller, hvis organisten manglede, overtog jeg dennes tjeneste og kom så frem til altret ved nadverbønnens begyndelse og blev der til efter kommunionen. Meget ofte, måske for ofte, bad Torsten mig prædike. Men jeg var jo altid glad for det.

Såvel i Køge som i de andre menigheder følte jeg mig godt modtaget, og jeg fik ualmindelig mange positive tilkendegivelser. Men naturligvis har der osse været dém, som har slubret pressehetzen i sig. Således var der i Helsingør en dame, der klart lod mig mærke, hvad hun syntes om min tilstedeværelse, og en herre, i øvrigt ansat på katolsk bispekontor, som forlod kirken under min prædiken. Og i Roskilde var der negative stemmer, efter at jeg dér havde afløst som organist og siden havde koncelebreret en søndagshøjmesse.

Ikke desto mindre: Jeg levede nu i forventning om normalisering. At jeg som pensioneret sognepræst kunne fejre hverdagsmesser i vores dejlige kapel i Sorø og på søn- og helligdage hjælpe til, som præst eller organist i de kirker, hvor jeg ville blive ønsket. Således blev jeg bedt om, midt i juni på Kristi Legems og Blods torsdag at forestå festmessen i Birkerød og samme fests efterfølgende søndag af den stedlige sognepræst inviteret til Aabenraa. Dér skulle der være kirkevandring og sognepræsten ønskede sig, at jeg skulle ‘fremvise’ den katolske kirke ved at være messens hovedcelebrant og prædikant. Det forløb til hans store tilfredshed, og jeg vendte glad i hjertet tilbage til Sorø, – intetanende om, hvad der en uges tid senere skulle blive mig til del  . . .

fortsættes