“I dag vil jeg være gæst i dit hus!”

 

Lørdag den 12. november fejrer vi en lille fest i Sorø. Da er det nemlig fem år siden, at vi rykkede ind i vores nuværende residens på Lærkevej nr. 2 og fejrede den første hellige messe i vort nyetablerede, dejlige Skt. Montforts kapel, i hvilket privatkapel der i øvrigt siden dén dag er blevet uddelt ca. 8000 kommunioner.

Hvis du, som læser dette, måtte have lyst til at fejre dagen méd os, er du hermed på det hjerteligste inviteret:

Messen fejres ovennævnte dato som det er tilfældet hver eneste lørdag:  kl. 10,30. Og liturgien er søndagens: Årsdagen for Indvielsen af Laterandomkirken i Rom, – og Skt. Montforts kapel i Sorø.  At førstnævnte kirke er 1700 år gammel og sidstnævnte kapel bare  5, at førstnævnte kan rumme sidstnævnte ihvertfald 50 gange og at førstnævnte er et historisk kunstværk,  sidstnævnte, nå ja , ihvertfald smuk i sin enkle stil og med den rigtige belysning –  det er fuldstændig ligegyldigt. Der sker det samme, nøjagtigt det samme, i dem begge: Troende mennesker forsamles i Jesu navn for at lovprise den treenige Gud. Ordet forkyndes og brød  og vin bi’r til Kristus selv,  til styrkelse for dem, som oplever frembærelsen af hans offer og påfølgende efter hans påbud spiser og drikker.

Reception i Maison Montfort efter gudstjenesten.

Vi skal fejre sammen med vores trofaste ‘valgmenighed’, som til vores glæde lørdag efter lørdag ‘besætter’ kirkebænkene og deltager i vores kommunitets-messe, så vi ikke, – ofte heller ikke om hverdagen, – er overladte til os selv.

I weekenden, som begynder i morgen (31. søndag i år C), skal de fremmødte høre evangeliet  om Zakæus.  Af flere grunde er denne Zakæus isoleret fra det ‘gode’ selskab.  Men Jesus vil ikke denne isolation. Uopfordret siger han til ham: “I dag vil jeg være gæst i dit hus!” (Lk. 19,6)

Da vi for fem år siden flyttede ind her, gik vi ud fra, at ihvertfald de professionelt-hellige i bispedømme og sogn ville  følge Jesu eksempel og sige til os: “I dag vil jeg være gæst i jeres hus”. Men nej!   Efter nu at have været på stedet i fem år, kan vi nøgternt konstatere det modsatte:

– at vores biskop, – der jvf. kirkerettens canon 384 har som fornemste opgave at “ledsage sine præster og bistå dem som deres hjælper”, gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang. Han kan jvf. sin aktuelle kalender finde vej til Monaco, det hellige land, Rom og Bruxelles, – men ikke til Sorø.

– at vores på stedet vekslende sognepræster/andenpræst, – bortset fra dybtsavnede sognepræst Torsten Jortzick, – gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang, – heller ikke, da sognepræsten var identisk med biskoppens generalvikar. Og dét, omend det i kirkerettens canon 529 stk. 1 bl. a. hedder: For på ret måde at varetage sin hyrdegerning, bør sognepræsten være optaget af at lære og kende dém, som er overgivet til hans omsorg. Derfor skal han besøge dem og dele deres sorger og bekymringer med dem, ganske særligt de betrængte, dém, som er blevet fordrevet fra deres hjemstavn og dém, som er i særlige vanskeligheder.

–  at de i vores sogn residerende ikke-klausurerede ordenssøstre, som i deres konstitutioner har følgende bestemmelse: “Vi har et arbejdsfelt, som strækker sig fra at bede med og for mennesker til sjælesorg af enhver art . .til den mest beskedne tjeneste, man kan yde et menneske, der længes efter at vide sig elsket”, – gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang.

Indrømmet: Omend som Zakæus ‘lille af vækst’ (ihvertfald vertikalt) er jeg ikke klatret op i noget træ, men jeg har da igen og igen været til at få øje på, når jeg med mellemrum har vovet mig indenfor i domkirken eller i min sognekirke. Og naturligvis har jeg mere end én eneste gang inviteret. Dog! Gennem det seneste år har vi haft en god portion forståelse for de helliges udeblivelse. De har naturligvis  alle været fuldt op beskæftigede med at fejre “Barmhjertighedens År”. Vi vil derfor, mens vi endnu ér i dette barmhjerighedsår, i al stilhed bede for dem i jubilæumsmessen.

For følgende er jo så sandt, som det synges:

“Hvor der er barmhjerighed og kærlighed, dér er Gud!”. . .

Denne salmelinje kender i hvert fald en håndfuld præster og diakoner, som er dukket op hos os her i Sorø gennem de fem år. Men virkelig kendt vár den af pastor Dieter Timmermann, som sine sidste leveår boede i vores nærhed. Igen og igen besøgte han os, sådan som han havde for vane kollegialt at gøre det, ganske særligt, når der var tale om betrængte præster, og i det første år efter vores kapels åbning, – indtil han døde, –  var han ofte koncelebrant ved hverdagsmesserne.

Ære være hans minde! Og hjertelig velkommen hos os den 12. november.

 

 

 

 

Reklamer

4 thoughts on ““I dag vil jeg være gæst i dit hus!”

  1. Vi, der ikke i dag har været i Malmø, har endnu Allehelgen tilgode, – nemlig den kommende weekend, – så vi har i dag haft en almindelig hverdag, nemlig tirsdag i 31. uge i årsrækken. I relation til mit opslag fra i fredags, inspireret af Zakæus-historien, fandt jeg dagens evangelium ( Luk. 14, 16-24) sigende:

    «Jesus svarede med en historie: »Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker. Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‘Nu må I komme, for alt er parat!’ Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‘Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første. ‘Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‘for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’ ‘Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‘Derfor kan jeg desværre ikke komme.’
    Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‘Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’ Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‘Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’ Hans herre sagde da: ‘Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’
    Dét siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.«

    – det er måske dén holdning, man skal indtage ???

  2. Jeg forstår ikke, hvad du mener? Hvis holdning tænker du på? Holdningen hos dem, der ikke gider komme eller værtens holdning, da de indbudte blev væk? Hvad har det med Malmø at gøre? Jo, jeg ved godt, at lige netop hvad det angår, der hører jeg til gruppen, der var fuld af undskyldninger. Men er den holdning i orden?? Jeg fatter ikke meningen med din sidste kommentar.

    • Mit kommentar-opslag har overhovedet intet med Malmø at gøre. Kun dette: At dém, der den 01. november var i Malmø ikke har hørt det evangeliestykke jeg henviser til, idet man dér fejrede Allehelgenfesten med de læsninger, der hører til den fest. Hvorimod vi, der skulle fejre Allehelgen weekend’en efter, den 01. november havde en almindelig hverdag og derfor blev præsenteret for den tekst, jeg citerer. (Det står der altså i mit opslag klart og tydeligt!)

      I mit hoved-opslag påpeger jeg, at Jesu vil være gæst hos den isolerede Zakarias og således vise omgivelserne, at for Gud er Zakarias lisså god som alle andre. Og jeg påpeger, at de ‘professionelt-hellige’ i vor hjemlige kirke: biskop, sognepræst, andenpræst, ordenssøstre, som allesammen kender til den isolation, som jeg er blevet bragt mig i, nu gennem fem år har udvist den direkte modsatte holdning end den, Jesus udviste overfor Zakæus.
      Zakæus behøvede ikke at invitere. Jesus kunne selv finde ud af, at et besøg var absolut nødvendigt. Det kan de tre ovennævnte åbenlyst ikke, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke berører mig. Ydermere, fordi jeg endda har inviteret.

      Så kommer et par dage efter Zakæushistorien evangeliestykket om de indbudte, der ikke vil komme. Og jeg finder igen en parallel til min situation. Men dén historie slutter med, at dén, der indbyder, siger: “Hvis de indbudte ikke vil komme, gider jeg ikke at bruge mit krudt på dem. I stedet for indbyder jeg andre, som gerne vil komme og glæder mig over dem!”

      Jeg spørger til sidst: “Er det mon den holdning, man skal indtage?”
      Med ‘man’ mener jeg mig selv (- lissom i ‘Livsens Ondskab’, når Tummelumsen om sig selv siger “Man går sig en tur, mor Karen!”) Altså siger evangeliet til mig: “Lad være med at lade dig berøre af, at dem, der ganske rigtigt burde komme, gi’r dig fingeren og fastholder dig i din isolation! Glem dem og glæd dig i stedet over, at så mange andre ivrigt befolker kapel og hus og af og til fylder begge til bristepunktet!”

  3. Tak for din uddybende kommentar. Dit hoved-opslag forstod jeg udmærket. Det var i din kommentar om Zakæus, at jeg ikke kunne finde ud af, hvis holdning, du mente, man skulle indtage. Det forstår jeg nu! Og jeg ville da også være blevet meget forundret, hvis det ikke var det, du mente. 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s