– når galt SKAL være . . .

 

Jeg morer mig altid en lille smule, når vores lutherske medkristne taler om ReformatioNEN. Jeg siger så med kærlighed i stemmen. “Åh sølle jer .. Har I kun haft én?? Og dét for femhundrede år siden … Så er vi katolikker mere  heldige, for vi går fra den ene reformation til den anden. Som det hedder i en kendt sætning:  ‘Ecclesia semper reformanda est’ = Kirken bør til stadighed reformere sig.  Den seneste  ‘reformation’ var i 1962-65, – dét, vi til daglig kalder for det andet Vatikan-koncil. Og mange ser p. t. frem til en næste  . . .”

Reformation betyder vel: Tilbage til det oprindelige, den oprindelige form. Og det er nødvendigt, hvergang fejludviklinger bli’r for tydelige.  Derfor er det ret så ærgerligt, at dét, som vore kære medkristne i den evangelisk-lutherske kirke kalder for ‘reformationNEN’,  ikke blev den på det tidspunkt absolut tiltrængte reformation, men i stedet en revolution. For det blev jo ikke et tilbage-til-det-oprindelige, men på flere måder et brud med det oprindelige, på flere måder en omvæltning.

I dag begynder vores lutherske medkristne fejringen af et reformations-år, fordi det næste år, den 31. oktober 2017, Allehelgensaften, er 500 år siden, at augustinermunken Martin Luther opslog 95 kritikpunkter på kirkedøren i Wittenberg (et blogopslag eller åbning af en facebook-profil var jo på det tidspunkt udenfor mulighedernes grænse). Ikke desto mindre blev opslaget læst og viderebragt og satte dét i gang, som lutheranerne kalder reformatioNEN.  Og nu, 500 år senere, er vi katolikker inviterede til at fejre méd.

Når’ beton-katolikkerne’ brokker sig og anfører, at der så sandelig ikke er noget at fejre, og at dét brud, der skete, ikke er i Kristi Ånd, så er det yderst forståeligt. Men jeg mener  nu, at vi godt kan fejre méd, når vi gør det udfra  synspunkter, som jeg nu vil antyde.

Allerførst griber vi i egen barm og erkender, at mangt og meget i Kristi kirke omkring år 1500 i dén grad var løbet af sporet og bestemt ikke var i Kristi ånd. Jeg troede helt ærligt ikke mine egne øjne, da jeg i Peter Schindlers bog om den samtidige romerske helgen Filip Neri læste om renæssance-paverne. Alvorligt reflekterende mennesker påpegede misbrug i kirken. Og munken  Martin Luther gjorde så stærkt opmærksom på det, så det ikke kunne overhøres.  Ikke desto mindre:  Paven var traditionelt så selvsikker i sin position, at han lænede sig tilbage og ikke gad høre på berettiget kritik. Hvis kirken havde lyttet og gået ind i en selvransagelse, var det sikkert ikke kommet til et brud.  ReformatioNEN var altså ikke Luthers skyld. Skylden var kirkens. Fordi den ikke ville høre. Og et ordsprog siger: “Den, der ikke vil høre, må føle!” . Sådan er det altid: Når samtale ikke er mulig, begynder volden. Det, der skulle være reformation, endte som revolution og kirkesplittelse.

Nu var kirken tvunget til af forholde sig til kendsgerningerne! Og, om end det var for sent, må vi erkende, at den lutherske reformation åbenbart skulle til,  for at kirken endelig besindede sig, – til at Tridentinerkoncilet blev en virkelighed, der rensede kirken, og en kvalificeret ‘modreformation’ til genvindelse af det ‘ tabte’ satte ind. Er det ikke værd, med taknemmelighed at fejre dét mirakel, at langt den største del af kristenheden ikke blev ramt af  ‘revolutionen’,  men nåede frem til sand reformation?? Ikke mindst takket være den ny jesuiterordens enorme indsats. Havde vi nogensinde fået denne velsignelsesrige orden, hvis ikke Luther havde været der????

Vi katolikker i Skandinavien, som lever i et område, der kirkelig set for 500 år siden antog Luthers revolution, skal glæde os over, at den lutherske var mere moderat end såvel Calvins som Zwinglys. Glæde os over, at omend noget ret så vigtigt faldt af ‘i svinget’: læreembede, flere sakramenter, forståelse af ‘de helliges samfund´, . er det meste af kristendommen blevet bevaret.  Når jeg nu nævner procenter, så er det på slump. Jeg har ikke foretaget en solid, videnskabelig matematisk udregning, men jeg anser den evangelisk-lutherske kirke som værende en 80% katolsk kirke, for Luther, – som jo selv er rundet ud af den katolske tradition, – har alt fra den katolske kirke: Troen på den treenige Gud, på frelsen i Jesus Kristus, på dåbens og nadverens nåde, ja, den hellige skrift. Den lutherske kirke ville slet ikke være mulig, hvis ikke den katolske kirke forud havde været der. Er det ikke skønt, at så megen sand kirstendom, – når nu galt skulle være, – trods alt gennem 500 år er blevet bevaret og videregivet i de lande, der antog Luthers lære? .. Det kunne have gået meget værre!

Og egentlig har vi, – ser vi i dag, – haft godt af hinanden. ‘Vi’ har lært, at bibelkundskab og forkyndelse af Guds ord skal tages alvorligt.  Og ‘de’ har lært, at gudstjenesefejringen med dé sakramenter, som de har bibeholdt, er ældre end det ny testamente.

Endelig skal vi katolikker i Danmark være klar over, at fru Hansen i Lemvig af  idag er protestant, ikke i oprør mod den katolske kirke, ikke, fordi hun frit har valgt det, men ganske enkelt, fordi hun er født i Lemvig efter 1536. Man kan da ikke bebrejde konen historiske og geografiske fakta. Hvis hun var født i Napoli havde hun været katolik.

Ja, lad os glæde os over, at til trods for ‘mangler’, til trods for, at ‘batteriet’ har manglet 20% i styrke, har kristendommen alligevel levet og været frugtbar i Skandinavien gennem 500 efter-reformatoriske år. Folkekirken af i dag er, dens svagheder til trods, i den danske befolkning et stærkere vidnesbyrd om Kristus og hans grænseløse kærlighed til os mennesker, end dét, den herværende katolske kirke, –  p. t. med et stort antal  forkyndere uden dansk baggrund og med en spiritualitet, så selv danskfødte katolikker føler sig fremmedgjorte i deres egen kirke,-  lokalt har  at tilbyde. Personligt er jeg Gud taknemmelig for, at jeg talrige søndage i smagfuldt velvedligeholdte kirkebygninger , – som oftest før-reformatoriske, –  gennem veludarbejdede prædikener og med gedigen orgel- eller anden musik-ledsagelse til afsyngelse af gamle såvel som af nye salmer, i folkekirken kan hente dén inspiration, som mere og mere savnes i vores egen hjemlige kirke.

Så: Når galt skal være, kan vi supplere med et andet ordsprog: ‘Der er aldrig noget så galt, at det ikke er godt for noget’. Ihvertfald har reformationEN udvirket, at pave Frans i dag, 500 år efter, som et fredens og enheders tegn kommer til Skandinavien og samler massevis af mennesker om budskabet om Jesus Kristus som det sande vintræ, hvor vi er grenene. Og kommer til at spille en væsentlig rolle i et reformationsjubilæum! Dét er godt og glædeligt.

 

 

 

Reklamer

1 thought on “– når galt SKAL være . . .

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s