Anno Miserabilis er gået til ende, – og gudskelov for det!

 

‘Anno miserabilis’ er min private omskrivning af  ‘Anno misericordia’ = Barmhjertighedens år, som med Krist Kongefesten i går blevet afsluttet!  Og gudskelov for det.

Ikke fordi jeg mener, at pave Frans’ udråbelse af dette år var et fejlskud. Tværtimod! Heller ikke de ydre, ‘åndelige øvelser’, paven  anbefalede i forbindelse med fejringen af året.  Men det miserable består i, at dét, disse ydre øvelser skulle være udtryk for;  dét,  paven af hjertet ønskede indøvet og udøvet gennem dette år, nåede aldrig nord for Padborg-Kruså. Og dét skal den lykkeligt genindførte grænsekontrol ikke have skylden  for.

Hvad paven ønskede vár, at Guds barmhjertighed, tydeliggjort for os i kirkens Herre Jesus , skulle gøres synlig og mærkbar i kirkens barmhjertighed overfor sine børn, jvf. Jesu egne ord: “Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig!” (Luk. 6,36)

Lokalt i bispedømmet København er dette central-element let, men ikke elegant,  blevet overset.  Hér har man indskrænket sig til at understrege for de troende, – hvad ingen af i dag er i tvivl om, – at Gud er barmhjertig.  Og at man kan få del i denne overstrømmende barmhjertighed ved at tage til Odense og løbe gennem en kirkedør,  gå korsvejen i haven, gå til skrifte og evt. vinde aflad!

De lydige sjælehyrder har haft forbavsende held med at drive deres imødekommende får til, massivt at bekoste den, – særlig for folk fra Østdanmark, – ikke billige tur over Storebæltsbroen til Odense. . . Og da disse østdanskere så havde været  i Odense, blev efterfølgende domkirkens port højtideligt åbnet med selvsamme ‘afkast’.  Undskyld, men minder mig om bondefangeri!

Havde barmhjertighedens år givet kirkeligt afkast f. eks. overfor danskfødte, dansktalende præster, der holdes uden for kirkelivet, overfor dé gengifte eller andre ‘irregulære’, der endnu tager kirkens lovgivning alvorligt, overfor de godt-begavede lægfolk, som har opgivet i erkendelse af, at det er nyttesløst, overfor de tre små menigheder, som med blødende hjerter fik frataget deres kirker, havde det ført til genåbning af Skt. Birgitta i Maribo og til annulleret lukning af Skt. Franciskus i Nakskov, kunne man sige, at året havde båret konkrete frugter. At kirken havde vist sine børn barmhjertighed. For, som pave Frans  i sin rundskrivelse “Amoris Lætitia”, offentliggjort i dette Barmhjertighedens år, udtrykker  det: ”Enhver tegner og skriver på den andens liv”, – ikke mindst dém, hvis tegnen og skriven har afgørende betydning for mange andres liv. Og hvor udvist barmhjertighed havde nødvendiggjort brug af viskelæder.

Nu blev frugten imidlertid indskrænket til følgende af biskoppen formulerede forbønner, som i går nok er blevet bedt i de allerfleste kirker, idét mange præster  automatisk bare videregiver, hvad de får tilsendt. Jeg citerer  bøn 3 og bøn 4. (Understregningerne er mine):

  1. Styrk fællesskabet i vort bispedømme og foren os alle i aflæggelsen af et godt vidnesbyrd om din kærlighed og sandhed, således at alles karismer og talenter bliver værdsat og brugt. Gør os ivrige efter at få alle til at føle sig hjemme i din Kirke. Derom beder vi.
  2. Velsign biskop og alle vore præster. Styrk dem i deres hyrdegerning og i iveren efter at opsøge dem, som er faret vild og føler sig forladt. Derom beder vi.

Alles talenter skal værdsættes og bruges; alle skal føle sig hjemme i kirken; de, som er faret vild eller føler sig forladte, skal ivrigt opsøges, – derom bedes der . . .

Hvis disse gode bønner, – hvor forfatteren  selv havde bidraget til virkeliggørelse af dét, han i ord lægger sig selv og os andre i munden, –  hvis de ikke kun i tanke og ord , men osse i  gerning  havde stået som overskrift for fejringen af Barmhjertighedens År, ville fejringen  ikke have været forgæves!! Et ‘ja’ til barmhjertighed indebærer nemlig nødvendigvis et ‘nej’ til ubarmhjertighed. Prøv at genopfriske, hvad det vár,  pave Frans ønskede et ‘nej’ til i sin første rundskrivelse, der på en måde var forberedelse til fejring af barmhjertighedens år, – og sammenhold så teksterne med den nu afsluttede lokalfejring: https://stephenholm.wordpress.com/2014/07/14/paven-siger-nej-til/

Nu er året til ende. Og gudskelov for det. Nu behøver vi ikke længere, igen og igen at skulle høre om ‘barmhjertighed’.  Og dét har den umiddelbare fordel, at den fortsatte diskrepans mellem teori og praksis bliver knapt så iøjnefaldende og himmelråbende  . . .

Reklamer

Hold ud, hold ud, hold ud ! (9)

 – fortsat

  1. “Gå dog fra det hele! …”

En medarbejder på Gl. Kongevej 15, som samtidig har et andet job, ganske almindeligt, uden nogen kristen-kirkelig tilknytning, sagde en dag til mig angående sidstnævnte ‘hedenske’ arbejdsplads: “Der er mere kristendom på x, end der er på katolsk bispekontor”. Populært kaldes bispekontorets første sal, hvor de ‘hellige’ opholder sig, for ‘dødsgangen’. Når jeg en sjælden gang har et ærinde på bispekontoret, har jeg det lissom postbuddet i TV-serien “Fint-skal-det-være”, som lister henimod fru Hyachints dør og håber at komme forbi uden at skulle konfronteres med hende. På samme måde lister jeg forbi ‘dødsgangen’ og glæder mig, når jeg helskindet er ankommet på anden eller tredie sal, hvor der sidder rare og hyggelige mennesker.

Under min suspension, og særlig efter at jeg er blevet pensioneret, er jeg kommet en del i folkekirken. Jeg er overrasket over, hvor meget liv, der egentlig ér dér, men først og fremmest overrasket over at blive konfronteret med gode, virkelighedsnære, kraftfulde prædikener. Hertil kommer, at den måde, som man tog imod os i Kalundborg Provsti, har været enormt velgørende for os.

Min medbror og jeg kom til pastor Ulrik Vestenås afskedsgudstjeneste i Nyvangskirken, – maj 2011 – i vores montfortaner-dragt. Men knap havde vi sat os i en kirkebænk, før vi blev hentet ud. Vi skulle méd i processionen. Vi valgte at gå bagest, da det i folkekirkeprocessioner er de fornemste, der går først. Men da vi efter en fabelagtig festlig gudstjeneste skulle ud igen, tog en kvindelig præst min medbror under armen og den næste trak mig med sig. Og i skøn blanding af broderlig-søsterlig-kærlighed og økumene gik vi ud.

En lignende oplevelse blev os til del i Store Fuglede Kirke, da pastor Else Marie Dybdal en god måneds tid senere, den 19. juni 2011,  holdt sin afskedsgudstjeneste. Da hun under postludiet, – som var “Den allersidste dans”, – i korrummet, stadig med grøn messehagel på, af sin mand, som er kirkesanger, blev budt op og derpå dansede vals med ham, var intet øje tørt. Forinden havde vi deltaget aktivt i gudstjenesten og sunget med af hjertens lyst til det udmærkede orgelspil. Men da vi nåede til altergangen, hvor min medbroder og jeg selv naturligvis blev siddende, sagde den tidligere sognepræst fra Aarby, idet han gik forbi os: “Nåh…, nu svigter modet nok!”. Dén skulle jeg ikke ha’ siddende på mig, så efter den sidste præst havde været til alters, gik osse jeg hen til Else-Marie, – med højre hånd på venstre skulder, – hun kender signalet, – og fik således hendes velsignelse. Jeg har kendt hende i mange år, hun elsker den katolske kirke, og hun har altid bedyret mig, at hun, når hun gik på pension, ville være katolik. Nu har hun skrevet til biskop Kozon, at hans person foreløbig umuliggør hendes optagelse i kirkens fuldstændige fællesskab, og hun har klaget over ham til paven!! … på sammes ny facebook-adresse! (Biskop Kozon har svaret hende og anført, at man, hvis man har erkendt den katolske kirke som sandhedens kirke, aldrig må lade en person være årsag til, at man ikke søger optagelse i den. Og heri har han jo aldeles ret.)

Da den ny Roskildebiskop Peter Fischer-Møller sidste år i Haraldsted under Knud Lavard-valfarten prædikede, følte jeg det for alvor: “I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme.” En forkyndelse, som talte mit sprog og min psyke og som berigede mig.

Det samme er i øvrigt tilfældet, når jeg lytter til ikke-katolsk-venlige, f. eks. tidehvervsfolkene Sørine Gotfredsen og Kathrine Lilleør, – og bestemt osse Søren Krarup! Jeg har en smule forbindelse med sidstnævnte; han har efter et foredrag på Slagelse Bibliotek været hos os i præstegården, mens han ventede på sit tog, og jeg har været hos ham på Christiansborg. Med interesse har jeg læst hans katekismus “Den kristne tro” og i flere kapitler fundet elementer, som hos mig er gået ‘rent ind’.

Ja, jeg har faktisk, siden politisagen oktober 2010 blev afsluttet, indimellem kort været fristet til ‘at gå fra det hele’. Forlade den katolske kirke, for i dén udgave, som den lokalt har udviklet sig til, er der  jo åbenbart ikke plads til mig, sådan, som jeg ér. Hvorfor så ikke tage konsekvensen?? Flere har sagt til mig, at de ikke forstår, at jeg ikke gør det! Min gode ven, pastor Poul Joachim Stender, folkekirke-sognepræst i et område omkring Holbæk, har spurgt mig: “Hvad ér det dog for en kirke, du er medlem af???”  Og jeg har svaret ham: “Jeg véd det ikke mere!”. Det slog mig i den grad, da jeg i KD den 10. september 2011 læste en udtalelse af Mogens Thams, folkekirke-sognepræst fra Ringkøbing-egnen: “I folkekirken er der en rummelighed og en frihed til at være sig selv og give noget af det helt unikke af én selv videre. Det er en enorm glæde!”. Ja, lige netop! Jeg har hørt biskop Kozon flere gange i forskellig sammenhæng sige: “Kirken er vort hjem!” Det kan jeg bestemt ikke være uenig i, men jeg vil da gerne spørge ham: “Hvem har ansvar for at skabe et godt og trygt hjem, hvor alle føler sig elsket og værende hjemme??”. For øjeblikket føler jeg mig faktisk hjemme i folkekirken og ikke længere i den herværende katolske kirke. Jeg tænker på lignelsen om den barmhjertige Far. Men han findes ikke i den aktuelle katolske kirke i Danmark. Psykisk mobber den ihvertfald mig ud fra dét, jeg har opfattet som værende mit hjem. Den katolske kirke i Danmark har i min begrebsverden udviklet sig til noget, som teologen Johannes Værge faktisk satte ord på i forbindelse med en samtale i KD den 03. oktober 2011 omkring udgivelsen af hans ny bog om kristendommen, – med undertitlen “Opgør med forvreden kristendom”. Han siger: “Mange mennesker har en forkert forståelse af kristendommen. En opfattelse, hvor vi ikke har lov til at være mennesker, og hvor mennesket betragtes som en størrelse, der skal disciplineres for at få lov til at være her, . . . en opfattelse, der lægger en dæmper på livsglæden og livsudfoldelsen”.

Ja, det er lige præcis, hvad jeg oplever, og efter de samtaler, jeg har haft med min ‘lidelsesfælle’ pastor Reinhold Sahner, er det osse hans oplevelse. For ham er det meget værre. Han er trods alt kun 50 år og burde endnu have en aktiv fremtid for sig som dét, han ér: katolsk præst.

 

  1. Jeg bli’r!

Men ta’ det roligt …: Jeg bli’r!

“I liv og død jeg inderligt til Sandheds Kirke slutter mig.
Jeg aldrig den vil svigte!”

Dét har jeg sunget og ladet synge, jeg ved ikke hvor mange gange. Og dét har jeg ikke gjort for sjov. I øvrigt er det ikke min natur at løbe fra det ene til det andet. Pastor Ib Andersen sagde på et tidligt tidspunkt om mig: “Hvis det nogensinde skulle komme dertil, at han skal helgenkåres, vil man ikke kunne frasige ham udholdenhedens gave!” . . . Ydermere er jeg ‘sacerdos in aeternum’: præst i evighed.

Den katolske kirke er dén kirke, jeg har sluttet mig til og forkyndt, siden jeg var 13 år, og dén kirkes tro, som jeg har videregivet til nok så mange mennesker, som jeg, – hvis jeg svigtede, – nu ville svigte. Den ér sandhedens kirke, selv om den lokalt for øjeblikket er fyldt med løgn og svigagtighed. Ikke desto mindre: Den er for mig kirken, der har ‘det hele’, og som i sin natur ér ‘for alle’. Og den vil jeg fortsat sætte mig ind for, for den er lisså meget min og mines kirke som den er Kozons og hans lakajers. Den er den hellige Montforts kirke. Og han har for dén lidt meget, meget mere, end jeg har. På grund af sin væremåde blev han chikaneret og smidt på porten af fire biskopper. (- og er dog endt som helgen!.)

Ord om korset i hans “Brev til korsets venner” bekræfter mig afgørende i, at jeg skal forblive, hvor jeg ér. Jeg citerer dem igen, – sådan som jeg gjorde det i min sidste prædiken som sognepræst. Det er hårde, realistiske ord. Tak, Gud, for Sankt Louis-Marie de Montfort:

“Man skal med glæde tage imod sit kors, favne det med kærlighed og bære det tappert.

For Gud har i sin visdom og i sin uendelige kærlighed på sit personlige snedkerværksted fremstillet dét kors, som passer netop til mig og med omhu taget stilling til dets fire dimensioner, nemlig:

dets vægt, dets længde, dets bredde og dets dybde

(her relaterer Montfort til Paulus’ brev til kirken i Efesus, dét afsnit vi hører på Jesu Hjerte fest i læseår B). Og Montfort lader Jesus sige til læseren:

Det kors, jeg gi’r dig, er skåret ud af mit eget kors og er derfor den største gave, jeg kan give dig som min udvalgte:

– dit kors, hvis vægt består i tab af goder, ydmygelser, foragt og sjælelige lidelser, som ved mit forsyn kan indtræffe hver dag indtil din død.

– dit kors, hvis længde består i en vis varighed af måneder, måske år, hvor du bli’r overvældet af bagvaskelser, hjemsøgt af fristelser, tørke og forladthed.

– dit kors, hvis bredde består i de hårdeste og bitreste skuffelser fra families, venners, overordnedes og underordnedes side.

– dit kors, hvis dybde består af de mest skjulte prøvelser, du vil blive udsat for, uden at kunne finde trøst hos mennesker, som efter min bestemmelse vender dig ryggen og forener sig med mig for at gøre det svært for dig!”

Dét er køreplanen!

Og jeg!? Jeg har været heldig, for jeg har ikke kun fået lagt korset på mig, som Montfort beskriver det, men osse mødt Veronika med svededugen og Simon af Kyrene, som tog fat og hjalp mig. Og så, – selvfølgeligt for en montfortaner: – jomfru Maria!  Montfort siger: “Jeg er overbevist om, at man aldrig vil kunne bære korset, i hvert fald ikke vedvarende, hvis man ikke lever i en ægte hengivelse til jomfru Maria, for hun er dén, der forsøder korset. Hun er som sukkeret, der gør sure ribs og stikkelsbær spiselige!”  Og så tænker man jo på Montforts næsten samtidige, vor hjemlige Brorson, på hans salmelinje fra “Den yndigste rose”: “Og korset så lifligt forsøder. . . . . “

I sin bog “Tilbage til Rom” skriver den ‘berømte’ danske katolske præst Peter Schindler om sine kontroverser med biskop Suhr. Det løber mig genkendende koldt ned af ryggen, når Schindler i bogens sidste kapitel skriver: “I mit liv har jeg haft mange modstandere, men kun én fjende; mange, der ikke kunne lide mig, men kun én, der hadede mig; mange, der gerne ville bremse mig, men kun én, der ville knuse mig!”  Schindlers præsteven, Hubert Messerschmidt, Schindlers modsætning, forstår ham til fulde. Ikke desto mindre siger Hubert til Peter vedr. biskoppen: “Du skal tilgi’ ham!”. Det forstår Peter. Og hvor svært det end ér for ham, lærer han at gøre det. For det er jo evangelisk. Men Hubert går videre og siger til Peter: “Du skal ikke bare tilgi’ ham. Du skal helhjertet elske ham, ja velsigne ham, hvis du vil ha’ fred mig dig selv!”. Det synes Peter umuligt, omend han kender Jesus-ordet om at elske sine fjender! Men udsat for så megen uretfærdighed?? Schindler når gennem indre kamp frem til følgende bemærkelsesværdige konklusion:  “At alt i livet har sin pris, og prisen for fred hedder afkald på retfærdighed!”

(M. h. t. sidstnævnte sætning luftede pave Benedikt under sit Tysklandsbesøg i rigsdagen i Berlin september 2012 en lidt anden holdning, idet han citerede Augustin: “Hvis retfærdigheden fjernes, hvad er et samfund da andet end en stor røverbande?” … tja!)

Og så! En dag kom fra biskop Suhr, – som jo var en begavet mand med format og som, omend han osse havde sine svagheder, som han nok tog lidt let på, – det var dengang, – var årsag til, at den katolske kirke i Danmark i hans bispetid fremtrådte som en progressiv og moderne kirke med bud til en bred offentlighed med dansk baggrund, – en dag kom til Peter Schindler, – nu boende i Rom, – et brev fra Suhr, hvori han overdrog Schindler en stor opgave, svarende netop til de særlige evner, som Peter Schindler havde og dermed en anerkendelse af hans talent; – den største gave, han som biskop kunne give netop denne præst. Dette udløste, at Schindler kunne skrive: “Endelig forstod jeg, at dén fjende, som havde slået mig ud af min bane, slet ikke var min fjende. Det var kun i mørket, jeg havde taget hans ansigt for en djævels. I det lys, der stod op fra disse stykker brevpapir, så jeg, at det var en engel fra Gud, jeg havde kæmpet med. Og nu kunne jeg velsigne ham!”

Biskop Suhr kunne træde på mennesker, så det battede, men når han opdagede, at han havde gjort det, var han mand for, med manér at løfte dem op igen. Således osse m. h. t. vores pater Joseph Mesters i forbindelse med en kontrovers omkring Lourdes-valfarterne. Han var som nævnt begavet og nøgtern, en nøgternhed, der f. eks. viste sig ved Åsebakke- og Øm-valfarterne, hvor han på skift bad forskellige præster med prædike-talent om at prædike: “Jeg er kedelig”, sagde han selverkendende. “Folk gider ikke høre på mig!”. Biskop Martensen var varm, – prædike kunne han så absolut, og når han forløb sig, beklagede han ikke, – han sagde undskyld. Hans generalvikar, pastor Ib Andersen var et stort menneske, udramatisk, klart og skarpt tænkende. Med disse mennesker ved roret ville alt her beskrevet være forløbet helt anderledes . .

Jeg forventer mig ikke længere noget fra den ynkelighed, som aktuelt ‘leder’ den katolske kirke i Danmark, en amatør-ledelse, der indtil nu kun har udvist omsorgssvigt og total ligegladhed med, at præsternes mod svigter og deres helbred skades. Og at den ene efter den anden psykisk går i stykker. Om sådanne mennesker skriver Johannes Møllehave et sted: “Hvis man ikke véd, at man gør mennesker ondt, er man dum. Hvis man véd det, er man ond!” . . . Døm selv!

For mig står det fast, at jeg igennem hele mit liv ikke har haft relation til noget menneske, der har forvoldt mig så meget ondt som Czeslaw Kozon. Han har frataget mig glæden ved at være katolik og begejstringen ved at fortælle, at jeg tilhører den katolske kirke. Jeg har svært ved at skrive det, fordi jeg véd, at dét, dén mand har ladet komme over mig, jvf. Montfort, ikke er sket udenom Gud!  Og derfor burde jeg vel, – belært osse af Peter Schindler, – ikke bebrejde ham nogetsomhelst… ?? Og i stedet lidt mere leve Brorsons ‘montfortanske’ salmes afslutningsvers, hvor det hedder:

Hvor Gud mig fører vil jeg gå, om foden skulle brænde.
Kan jeg det forud ej forstå, til sidst jeg dog skal kende:
at det er idel trofasthed, hvor han mig fører… op og ned,
dét er min troes anker.

Om Montfort skriver iøvrigt førnævnte, nu afdøde montfortaner-pater Joseph Mesters i sit forord til sin oversættelse af “Brevet til korsets venner” følgende: “Montfort sagde sin mening uden omsvøb… Flere havde svært ved at tage hans kompromisløse udtryk… Derfor mødte han den bitreste modstand i de kirkelige kredse”.  Montfort var ‘det stærke bjerg’, og han gi’r mig den kraft, jeg skal bruge, for selv at være det en lille smule. Netop derfor kan Kozon ikke knække mig, – osse, fordi han totalt mangler format til objektivt at kunne bedømme mig; – heller ikke den middelmådighed, som omgiver mig, – på det seneste unge præster, som knap er præsteviede før de fortæller os andre garvede, hvordan vi skal leve vores præsteliv og hvilken gave cølibatet ér, for, – efter halvanden eftermiddag, – at være væk fra vinduet, men ikke desto mindre bli’r båret på hænder?  For, – selvfølgelig med mitra på: “Lille spejl på væggen dér, hvem er mægtigst i bispedømmet her?”  Fortsættelsen kender vi. Endelig ikke stikke næsen frem! Janteloven gælder ihvertfald i den katolske kirke i Danmark, og ‘Historien om den grimme ælling’ har H. C. Andersen ikke skrevet forgæves. “Han er anderledes. Han skal kanøfles!” Lad os få skovlen under ham! At han har holdt ud og holder ud, trods et vedvarende psykisk pres, tæller intet!

Efter at være blevet ‘pensionist’ har jeg givet mig mere tid til at læse den daglige avis (Kristeligt Dagblad) og læser den nu langt grundigere end tidligere, – hvad man bør gøre, når man tænker på abonnementsprisen, – og påvirket af min situation bider jeg mærke i sentenser, som jeg tidligere ville være gået let henover.

Som f. eks. i et indlæg den 17. august 2011: “Få mennesker kan se deres ondskab i øjnene, derfor skal ondskaben forklædes som godhed: moralsk indignation, forsvar for den rette tro, medynk med ofrene”

Den 19. august skrev en kvinde, som har været ude for noget meget værre end jeg, følgende: “Det var en lettelse at skrive om det. Det eneste, der hjælper, er faktisk at sætte ord på…”

Nogle dage senere skrev Mads Rosendahl Thomsen en litteraturanmeldelse under overskriften “Når kun ordene er tilbage” følgende: “Der ligger et paradoks gemt i vidnesbyrd-litteraturen. Det afgørende for et vidnesbyrd er ikke, om det er retorisk veludført, men om det er sandt, og at det giver indsigt i noget, som man ikke kan få sikker viden om på anden vis”.

I de sidstnævnte to udsagn genkender jeg min trang til nu at sætte ord på dét, jeg har måttet gennemleve. Ordene, de nøgne, – ikke de indpakkede, ikke altid de pæneste, – har for mig, – Gud tilgive mig, –  været mig en tvingende nødvendighed!

Biskop Kozon vil sikkert, hvis/når denne beretning kommer ham i hænde, efter gennemlæsning kommentere med én af sine fortærskede yndlingssætninger: “Så enkelt er det ikke!”. Det ér det nok heller ikke. Nogle vil sikkert sige, at han med hensyn til mig på mange punkter har været altfor large. Det har sikkert været vanskeligt for ham at finde en midte, for jeg går ud fra, at han, vedrørende mig, negativt er blevet bombarderet fra flere sider. Og stadig bliver det! Det siger han i hvert fald selv. Osse m. h. t. Montfortkommunitetet. Personligt har jeg kun modtaget én såkaldt ‘hate-mail’, men den gjorde min tankeverden opmærksom på, at biskoppen helt sikkert har modtaget flere om mig i samme stil, og dét er naturligvis ikke morsomt for ham.  Slet ikke, når han ikke har de lederevner, der skal til, når noget sådant skal bringes til ophør. Her er et uddrag af omtalte hate-mail til mig (af september 2011), – med en ægte kristen slutreplik, (godt, vi har så gode og retskafne katolikker, hvad skulle vi dog gøre uden??), underskrevet Niels Bramsen:

Hvis det er sandt hvad Frederik Roed skriver i sin bog “Messedreng” (og det virker sandelig sådan), bør den skyldige præst stå frem, undskylde, bede om tilgivelse og frivilligt stoppe sit virke. Den katolske kirke kan ikke tåle mere selvforsvar – det er på tide at blive angrende og selvanklagende. Sandheden skal sætte jer fri.

Vi er mange katolikker som er ved at miste tilliden til kirken fordi den ikke vil reagere på de mange dokumenterede uhyrligheder som dens præster begår. Skam over dig, Holm! Du gør Kirken til et dårligt sted hvor vi mister troen.

Tænker du aldrig over at Gud straffer den slags meget hårdt?
Når biskoppen ikke vil, kan jeg garantere dig at Gud vil. Skam over dig!
Ønsker dig alt ondt.

Ikke desto mindre: “Så enkelt er det ikke” er som sagt standardsvaret, biskoppen anvender, når han ikke har noget svar og derfor ikke véd, hvad han skal sige… Ligesom han, når han har tilskrevet én på den allermest ukærlige og nederdrægtige måde, ikke er bleg for at afslutte med en anden af sine standardvendinger: “Med de venligste hilsener… “. og måske sågar med tilføjelsen: “med forsikring om forbøn”. Men når vi onsdag i 2. uge i aftenbønnen, vesper, har salme 62 og når til linjerne: “Hvor længe stormer I løs på en mand, alle slå i ham ned…. De elsker løgn, velsigner med munden, men forbander i deres indre”, – så tænker jeg på Kozon og Co.

Selvransagelse må naturligvis ikke mangle. Og tekster, som jeg støder på, hjælper mig godt på vej i dén retning.

For eksempel, når jeg læser, hvad højskoleforstander i Askov, Ole Kobbelgaard, den 03.september 2011 har udtalt til KD: “Særligt, når du er såret eller sårbar, sætter dine forsvarsmekanismer ind. Så kan du have brug for at stive dig selv af. Står du i en konflikt med et andet menneske, – og du måske godt véd, at du selv bærer en del af skylden, – kan du alligevel meget nemt i selvretfærdighedens navn ende med at få placeret skylden hos den anden!”.

Til samme avis har sangeren Michael Falck, – som for øvrigt på et tidspunkt flirtede med tanken om at blive katolik, – sagt det anderledes, men måske endnu mere rammende: “Dybest set har jeg ikke megen fidus til, at mennesker er ret kloge på sig selv. Der er så megen blind vinkel i vores måde at se os selv på. Og noget af det helt besynderlige ved os selv ér, at uanset hvor laset, utroværdig og elendig vores livssituation er, så prøver vi at sælge vores liv til andre. Det er en ruin, vi vil sælge, som om den var et palads. Nogle kan måske slippe igennem uden at opleve store nederlag og smerte, men jeg tror, at de fleste møder et sammenbrud, hvor man oplever sig selv på knæ, i fortvivlelse.”

Derfor skal følgende heller ikke forties: Et væsentligt aspekt i den hellige Montforts liv er hans ønske om / vilje til: radikal lydighed. En biskop bad ham engang forlade sit bispedømme “så hurtigt som muligt!”. Det er den eneste gang i sit liv, at den altid til-fods-vandrende Montfort besteg en hest! I dette sidste aspekt har den hellige Montforts holdning bestemt ikke formået mærkbart at infiltrere mig. Hvilket naturligvis ikke er rosværdigt.

Jeg er osse helt på det rene med, at meget kan siges mig på, og at jeg bestemt ikke, siden min præstevielse i 1984, udelukkende har levet, som en katolsk præst ‘efter decorum’ bør leve. Men jeg har samtidig vidst, at Kristus har indstiftet bodens sakramente, – til glæde og frigørelse, – osse for mig som præst! Og gjort brug af det! Men det er ikke dette faktum, denne beretning skulle handle om. Den har handlet om, at jeg, – i jagten på gejstlige, som skulle have begået overgreb på mindreårige (pædofili), – af fire mennesker, dengang langt over den seksuelle lavalder, er blevet beskyldt for seksuel krænkelse/seksuelt overgreb på dem. Og om, at jeg aldrig har haft sex med nogen af dem.

Alt dette kom på tale på det af biskoppen ofte bebudede møde mellem os, som jeg på eget initiativ fik aftalt. Mandag d. 17. oktober (2011) bad jeg om et møde onsdag d. 19. sidst på eftermiddagen, og biskoppen lod mig hurtigt vide, at jeg var velkommen. Hvordan jeg oplevede mødets forløb, genspejles i den mail, som jeg efterfølgende sendte ham, hvori det bl. a. hedder: “Tak for en behagelig samtale i dag i en go’ atmosfære. Særlig fandt jeg det virkelig fint, hvordan du evnede, at ‘pinlige’ emner kunne behandles såvel skønsomt som dog helt præcist!”

Der var elementer i hans opfattelse og i hans dispositioner, som jeg fik en vis forståelse for, og på vejen hjem blev jeg faktisk et øjeblik fristet til at revidere hele min beretning. For, som søster Emma Martensen skriver det i den nyudgivne bog om hendes liv: “Det er ved at blive forstået og ikke bebrejdet, at vi kan vokse og komme over vore vanskeligheder.” Men uanset forståelse så er dét, jeg har berettet, jo dét, jeg har oplevet, og derfor kan det ikke skrives om nu. Heller ikke, fordi en god oplevelse pludselig krydser min vej. Jeg må jo nøgternt komme ihu, at jeg før haft møder med biskoppen og gået fra dem med en god fornemmelse. Og mærkeligt er det, at jeg, når jeg er sammen med ham, faktisk synes om ham. Det hár jeg i øvrigt tidligere sagt til ham og tilføjet: “Og det skal du ikke benytte dig af!” Derfor har skuffelsen osse været svær bærbar, når jeg senere erfarer, at mit indtryk af samværet ikke er virkeligheden.  Måtte det dog være det denne gang!

Min nyvakte gode vilje viste jeg ved at sige ‘ja-tak’ til præsteinvitationen i forbindelse med hans 60-års-fødselsdagsfejring og ved, osse at efterkomme hans invitation til deltagelse i vesperen i domkirken på pavens dag. Begge dele havde jeg ellers besluttet mig for, ikke at deltage i.

Og set i bakspejlet, – nu, hvor vi begynder at falde til ro i Sorø og glæder os over vore nye forhold, som vi kan takke biskoppen for: vort dejlige domicil med vort smukke, funktionelle privatkapel! – måske har biskoppen ret, når han mener, at det virkelig er det bedste, at jeg er helt væk fra mine tre tidligere menigheder. Måske er det ærligt ment, når han siger, at han vil beskytte mig og mener, at mulighederne for dét er størst, når jeg er pensioneret og ikke længere i aktuel, fast tjeneste. Hertil kommer, at jeg personligt faktisk nyder, ikke mere at være i direkte ‘skudlinje’, men roligt og stille at kunne nyde den enkle hverdag, som nu er blevet min lod, mens jeg endnu er istand til, netop at nyde det. Min personlige ‘dom’ over biskoppen er derfor på det seneste blevet mere nuanceret og bestemt mildnet. Heller ikke han har haft det let.

Ikke desto mindre står følgende fast: Dén proces, jeg har været igennem, vil mærke mig for resten af livet. Osse de øvrige udhængte præster. Vi, som politiet ikke har rejst tiltale mod, og hvor den kirkelige undersøgelse intet har kunnet bevise, burde af biskoppen være blevet erklærede for ‘rensede’ ved dette års oliemesse i Domkirken, hvor biskoppen fejrer sin enhed med sine præster. Men muligheden, omend han fra kompetent side var blevet gjort opmærksom på den, lod han uudnyttet. Lægedom og oprejsning har svære kår i bispedømmet København. Mistænkeliggørelse og chikane har det langt bedre. Det er ihvertfald, hvad jeg kraftigt har oplevet gennem de sidste halvandet år. Og egentlig lever jeg i en vedvarende uro… For hvem siger, at det hele ikke kan begynde forfra?… Hvem finder på det næste??? Hvad kan dé, der ikke vil mig noget godt, finde på at ryste ud af ærmet?  Efter Nadia-‘anklagerne’ er alting muligt. Og hvad med dém, hvis støtte man som præst er henvist til og hvis støtte man burde kunne forvente?

Bli’r det nogensinde anderledes? – holder det nogensinde op? – eller fortsætter det???

Det fortsætter! Glæden over den gode oplevelse fra samtalen den 19. oktober (2011) holdt i knap to måneder, indtil jeg modtog tidligere nævnte brev fra biskoppen af 13. december ang. vores Montfortkommunitet. Herefter er alt som før, og mine velvillige tanker om biskoppen er som sunket i jorden. Vedvarende hetz og ydmygelse ér, hvad jeg oplever fra den mands side. Og egentlig har jeg en klar fornemmelse af, at det i virkeligheden slet ikke er ‘anklagerne’, det i hans univers drejer sig om. Det er min nonkonformitet, nævnt i begyndelsen af min beretning og indimellem videre, som vedvarende irriterer ham. Iflettet misundelse? Hvis jeg ingenting kunne, ville jeg have det meget bedre. ‘Anklagerne’ har været hans mulighed for at få skovlen under mig. Jeg må ikke være dén, jeg ér, jeg må ikke mene dét, jeg mener, og jeg må ikke kunne dét,  jeg kan. I bispedømmet København kan man aktuelt kun overleve efter devisen: “Der Führer spricht! Wir folgen!”. Hvergang jeg har vist biskoppen tillid, har jeg oplevet, hvad Søren Bruun i ‘Radiserne’ oplever i forhold til Trine. Nu må jeg lære det og holde fast véd, at sådan ér det!

Det var meningen, at 20. og 21. kapitels afrundende tanker og konklusion, skulle have været afslutningen på min beretning, strækkende sig fra april 2010 – december 2011, rummende suspensionsåret april 2010 – april 2011, den efterfølgende turbulente tid i Kalundborg fra maj – november 2011 og tingenes ‘falden på plads’ i Sorø ved afslutningen af 2011.

Men sådan skulle det ikke blive. Da vi ved årsskiftet 2011/2012 her i Sorø ønskede hinanden ‘godt nytår, (hvad vi så sandelig havde brug for), anede vi ikke, at det mest modbydelige udspil fra biskop Kozons side, – som allerede antydet ved afslutningen af kapitel 19, – skulle nå mig bare et halvt år efter, omkring Sankt Hans. Da fornemmede jeg, at jeg ingenlunde var færdig med skriveriet..

Hvad jeg nu oplevede, gjorde det ikke svært for mig at finde en overskrift til mine fortsatte skriverier. Intet ville være mere dækkende end:

“FRA ASKEN I ILDEN”

Derom handler anden hoveddel af denne bog, – hvis offentliggørelse hér på bloggen jeg tager hul på, når det ny kirkeår er begyndt . . .