Anno Miserabilis er gået til ende, – og gudskelov for det!

 

‘Anno miserabilis’ er min private omskrivning af  ‘Anno misericordia’ = Barmhjertighedens år, som med Krist Kongefesten i går blevet afsluttet!  Og gudskelov for det.

Ikke fordi jeg mener, at pave Frans’ udråbelse af dette år var et fejlskud. Tværtimod! Heller ikke de ydre, ‘åndelige øvelser’, paven  anbefalede i forbindelse med fejringen af året.  Men det miserable består i, at dét, disse ydre øvelser skulle være udtryk for;  dét,  paven af hjertet ønskede indøvet og udøvet gennem dette år, nåede aldrig nord for Padborg-Kruså. Og dét skal den lykkeligt genindførte grænsekontrol ikke have skylden  for.

Hvad paven ønskede vár, at Guds barmhjertighed, tydeliggjort for os i kirkens Herre Jesus , skulle gøres synlig og mærkbar i kirkens barmhjertighed overfor sine børn, jvf. Jesu egne ord: “Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig!” (Luk. 6,36)

Lokalt i bispedømmet København er dette central-element let, men ikke elegant,  blevet overset.  Hér har man indskrænket sig til at understrege for de troende, – hvad ingen af i dag er i tvivl om, – at Gud er barmhjertig.  Og at man kan få del i denne overstrømmende barmhjertighed ved at tage til Odense og løbe gennem en kirkedør,  gå korsvejen i haven, gå til skrifte og evt. vinde aflad!

De lydige sjælehyrder har haft forbavsende held med at drive deres imødekommende får til, massivt at bekoste den, – særlig for folk fra Østdanmark, – ikke billige tur over Storebæltsbroen til Odense. . . Og da disse østdanskere så havde været  i Odense, blev efterfølgende domkirkens port højtideligt åbnet med selvsamme ‘afkast’.  Undskyld, men minder mig om bondefangeri!

Havde barmhjertighedens år givet kirkeligt afkast f. eks. overfor danskfødte, dansktalende præster, der holdes uden for kirkelivet, overfor dé gengifte eller andre ‘irregulære’, der endnu tager kirkens lovgivning alvorligt, overfor de godt-begavede lægfolk, som har opgivet i erkendelse af, at det er nyttesløst, overfor de tre små menigheder, som med blødende hjerter fik frataget deres kirker, havde det ført til genåbning af Skt. Birgitta i Maribo og til annulleret lukning af Skt. Franciskus i Nakskov, kunne man sige, at året havde båret konkrete frugter. At kirken havde vist sine børn barmhjertighed. For, som pave Frans  i sin rundskrivelse “Amoris Lætitia”, offentliggjort i dette Barmhjertighedens år, udtrykker  det: ”Enhver tegner og skriver på den andens liv”, – ikke mindst dém, hvis tegnen og skriven har afgørende betydning for mange andres liv. Og hvor udvist barmhjertighed havde nødvendiggjort brug af viskelæder.

Nu blev frugten imidlertid indskrænket til følgende af biskoppen formulerede forbønner, som i går nok er blevet bedt i de allerfleste kirker, idét mange præster  automatisk bare videregiver, hvad de får tilsendt. Jeg citerer  bøn 3 og bøn 4. (Understregningerne er mine):

  1. Styrk fællesskabet i vort bispedømme og foren os alle i aflæggelsen af et godt vidnesbyrd om din kærlighed og sandhed, således at alles karismer og talenter bliver værdsat og brugt. Gør os ivrige efter at få alle til at føle sig hjemme i din Kirke. Derom beder vi.
  2. Velsign biskop og alle vore præster. Styrk dem i deres hyrdegerning og i iveren efter at opsøge dem, som er faret vild og føler sig forladt. Derom beder vi.

Alles talenter skal værdsættes og bruges; alle skal føle sig hjemme i kirken; de, som er faret vild eller føler sig forladte, skal ivrigt opsøges, – derom bedes der . . .

Hvis disse gode bønner, – hvor forfatteren  selv havde bidraget til virkeliggørelse af dét, han i ord lægger sig selv og os andre i munden, –  hvis de ikke kun i tanke og ord , men osse i  gerning  havde stået som overskrift for fejringen af Barmhjertighedens År, ville fejringen  ikke have været forgæves!! Et ‘ja’ til barmhjertighed indebærer nemlig nødvendigvis et ‘nej’ til ubarmhjertighed. Prøv at genopfriske, hvad det vár,  pave Frans ønskede et ‘nej’ til i sin første rundskrivelse, der på en måde var forberedelse til fejring af barmhjertighedens år, – og sammenhold så teksterne med den nu afsluttede lokalfejring: https://stephenholm.wordpress.com/2014/07/14/paven-siger-nej-til/

Nu er året til ende. Og gudskelov for det. Nu behøver vi ikke længere, igen og igen at skulle høre om ‘barmhjertighed’.  Og dét har den umiddelbare fordel, at den fortsatte diskrepans mellem teori og praksis bliver knapt så iøjnefaldende og himmelråbende  . . .

Reklamer

1 thought on “Anno Miserabilis er gået til ende, – og gudskelov for det!

  1. Når man kender bare en lille smule til, hvordan visse præster og andet godtfolks karismer og talenter bliver miskrediteret, ignoreret og hånet til trods for forbøn nr. 3’s intention, så er den forbøn det falskeste af det falske, som kirkegængere har måttet lægge ører til. Hvor er det trist.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s