Hold ud, hold ud, hold ud !! (11)

– fortsat

  1. En for mig dybt rystende meddelelse

Offentliggørelse af den såkaldt ‘uvildige’ advokatrapport med efterfølgende avisskriverier og et forsvindende mindretal af rettroende, retskafne, inderligt fromme katolikker blev bestemmende for min fremtid.

Efter at Berlingske ‘Skidende’ og Ekstrabladet havde kunnet berette om, at “Millionbolig til anklaget præst vækker vrede” og “Sex-anklaget præst belønnet med bolig” og bragt billede af fornærmede, mest vrede Frederik Roed, siddende på en bænk i en park, lignende en bedre trækkerdreng, kunne Kristeligt Dagblads Tobias Stern Johansen den 14. juni 2012 fortælle, at “Katolsk præst fortsætter trods mistanke!” og dagen efter, den 15.: “Mistænkt præst skræmmer katolikker fra kirke”. Jeg var ikke i tvivl om kilden til samtlige artikler og samtidig sikker på, at min kirkes ledelse m. h. t. sidstnævnte to artikler ikke ville have hverken mod eller vilje til at imødegå dem, omend dém, der havde beklaget sig til avisen, havde ønsket at være anonyme. Som jeg sagde til en god bekendt: “Czeslaw vil aldrig løfte en finger for mig!”  Men at jeg Sankt Hans aftens dag  i min postkasse skulle finde en skrivelse fra ham, dateret 20. juni, hvori han forbyder mig at fejre messe eller gøre nogetsomhelst andet liturgisk i samtlige kirker og kapeller i hans bispedømme, – bortset fra vores kapel her i Sorø, – og endda tilføjer forbuddet en trussel, havde jeg ikke ventet, højst frygtet.  Hvad biskoppen hér foretager sig, kalder han jvf. generalvikaren, en ‘pastoral, administrativ disposition’, som i sin natur ikke kan være permanent.  I virkeligheden er denne disposition lig med idømmelse af en straf efter kirkerettens § 1336 stk. 1, givet uden forudgående rejst sag, rettergang og domfældelse. Læg mærke til rækkefølgen i Hans Excellences henvendelse:  bøn – pålæg – trussel (understregningerne er mine!):

Kære Stephen

Gennem længere tid, men især på det sidste, er der fra flere menigheder kommet henvendelser fra folk, som har følt sig skandaliserede over din tilstedeværelse. Jeg har ved flere lejligheder bedt dig ”holde lav profil” som pensioneret præst, og den sidste tids reaktioner har vist, at dette er absolut nødvendigt.
Jeg kan ikke sidde de ovennævnte henvendelser overhørig og må derfor bede dig om fra dags dato kun at fejre gudstjenester i kapellet i Sorø og i det hele taget ikke at udøve  nogen funktioner i forbindelse med offentlige gudstjenester og valfarter.
Hvis du overhører dette pålæg, vil det få kanoniske konsekvenser.
Til din orientering kan jeg meddele dig, at sognepræster, menighedsrådsformænd samt ordenshuse vil blive pålagt, ikke at invitere dig . . .

Med de venligste hilsener
+ Czeslaw

 

  1. Til spot og spe i hele Danmark

At biskoppen ydermere, med begrundelse i at skabe ‘ro i bispedømmet’, – imod sin egen påståede intention og fuldstændig imod almindelig, anstændig praksis, – slår denne egentlig interne personalesag op på kirkens officielle hjemmeside til skue for hele Danmark og dermed atter engang medvirker til at “nedsætte min agtelse i medborgeres øjne” (straffelovens § 266c) generer ham ikke. At offentliggørelsen på hjemmesiden afføder omtale i de fleste store aviser med overskrifter som “Biskop bandlyser sexanklaget præst”  (Nordvestnyt, 26. juni), “Biskop undsiger anklaget katolsk præst” (Berlingske, 27. juni), “Biskop forbyder katolikker at bruge præst” (Kr. Dagblad, 27. juni) imødegår han på ingen måde. Det er således helt klart, at offentligheden kun kan opfatte totalforbuddet, som om, at ‘så var der jo nok alligevel noget om det’.

At min advokat lader biskoppen vide, at der i den anledning vil være grundlag for en injuriesag mod ham, berører ham ikke. Heller ikke, at et samlet menighedsråd i Kalundborg fjorten dage efter, under relativ stor pressebevågenhed, i protest mod hans handling, nedlægger deres mandat. Til avisen ‘Nordvestnyt’ udtaler afgående MR-formand Mirjam Sarp: “Den katolske biskop Czeslaw Kozon åbner for fri mobning af den tidligere sognepræst”. Tidligere fine redaktør for ’katolsk orientering’, Torben Riis, – trængt ud på ufin måde, da redaktør-funktionen skulle sammenlægges med den nyopfundne stilling med titlen “Informationschef”, – p. t. menighedsrådsformand i Næstved, sendte mig følgende mail:

Kære Stephen,
Jeg har set meddelelsen fra Bispekontoret i dag, og jeg har også læst artiklen i KD forleden. Nu ved vi så, at bispedømmet styres fra KD’s redaktionslokaler. Jamen, det er da bare skønt at vide. Gad vidst, om vi nogensinde får en biskop?
Kh  Torben

(Indskud: De-facto blev det aldrig til noget med informations”chefen”. . Kvalificerede Iben Thranholm søgte stillingen, fik den og opdagede så, at hun ikke skulle være ‘chef’ for nogetsomhelst, hvorefter hun hurtigt løb ‘skrigende bort’.  Hendes efterfølger har stille og roligt accepteret, at stillingens indhold ér at være biskoppens sekretær nr. to, hvis hovedopgave ér at udsende interne meddelelser, der kun undtagelsesvis er fejlfrie, hvorfor anden, ja sågar tredje udgave af samme information hører hverdagen til. Og med bi-opgaven: at figurere som ansvarshavende for ‘katolsk orientering’ og skrive hvert nummers leder, mens redaktøren,-  hende, der i nyere tid længst har holdt ud, – med engagement laver det meste af arbejdet!  Indskud slut)

Biskoppens ‘pålæg’  medfører rent praktisk, at flere aftalte vikariater ikke kunne gennemføres, og at de pågældende præster således fik et problem. Til gengæld voksede antallet af organist-vikariater i folkekirken.

At hans beslutning skulle være en frugt af førstomtalte avisskriverier, benægter biskoppen på det bestemteste. Men helt sikkert er det, at disse, samt offentliggørelsen og udgivelsen af advokatrapporten, for ham selv (belejligt) har legitimeret hans totalt uacceptable overgreb på mig.

 

  1. Min medbroder bli’r syg

En ulykke kommer sjældent alene, siger man. Ovennævnte var da osse nummer to i en række! Forud var der nemlig sket dét, at min medbror i vores kommunitet, br. Poul-Erik Jensen, var blevet alvorlig syg. Længe har han været plaget af ubehag i maven, og dét, vi siden april 2010 har været igennem, gjorde det bestemt ikke bedre. Natten til pinselørdag den 25. maj slog det så ud i lys lue. Perforeret mavesår under uudholdelige smerter. Efter at det var lykkedes mig, – med ikke-pæn stemmeføring, –  at forklare vagtsygeplejersken på 112, at vi ikke var hypokondere men katolikker, sendte hun allernådigst en ambulance.  Uforskammede ambulancefolk forvandledes til engle, da de hurtigt erkendte min medbroders tilstand. På Slagelse sygehus kl. 02.00, opereret 04,30 (kikkert-operation), – i sidste øjeblik. Udskrevet onsdag efter pinse.
Nu skulle det så gå fremad. Men nej. .  Appetitløshed, – og i stedet for at ta’ på, væltede de allerede sparsomme kilo af ham. Vi var bange for at noget kræft var gået i galop. Han har jo immervæk livet igennem røget altfor meget. Efter sin hjemkomst fra sygehuset var han blevet røntgenfotograferet og scannet. Fredag d. 15. juni vejede han 46 kg og weekenden igennem lignede han mere og mere en død.  Mandag d. 18 havde han en lægetermin, og jeg sagde til ham, at han godt kunne pakke det nødvendigste, for jeg tog ham ikke med hjem bagefter. Naturligvis indlagde lægen ham omgående, – og to timer efter modtog vi besked om røntgenundersøgelsen: Ingen lungekræft, men en indre kæmpebyld, – resultat af, at der ikke var blevet ryddet ordentligt op efter kikkert-operationen. Nu fulgte en månedlang indlæggelse, hvor bylden blev tømt, og hvor kræfterne yderst langsomt vendte tilbage. Og netop ved denne indlæggelses begyndelse fik jeg fra biskoppen ovennævnte ‘henrettelsesdom’ over mit offentlige liv som præst, ja som katolsk kristen. Så kærligt og omsorgsfuldt!!

Jeg tror aldrig, at min medbror og jeg glemmer søndag d. 17. juni 2012. Om formiddagen havde jeg vikarieret i Birkerød og Hørsholm, hvor jeg begge steder så varmt var blevet modtaget. Men eftermiddagen igennem voksede i os begge en fornemmelse af, at det nu nok ikke gik længere. Kun et halvt år havde vi fået lov til at være i vores ny hus. Og det er dén, der bli’r ladt alene, der har problemerne. Min medbror har altid sagt: “Den største dag i vores liv er den dag, da vi skal herfra!”.

I et kommunitet på 20 medlemmer er nr. 21 er berigelse på 5%. Montfortkommunitetet  (som fra 1998 til 2011 ‘nød’ biskoppelig godkendelse, er en civilretsligt, godkendt forening med eget CVR/SE-nummer) dannes p. t. af to præster og en broder, hvor den ene præst, nemlig mig selv, og broderen er samboende.  I et hus-kommunitet på to er medbroderen en berigelse på 100%.  Bortset fra, at min medbror er min personlige, allerbedste ven og dén, der som den nærmeste har hjulpet mig igennem de senere års mareridt, er vi i vort  bønsliv, – bemærk venligst, – sagt til ‘trøst’ for dem, som svælger i at gøre sig tanker om noget andet og gerne i ordet ‘bønsliv’ udskifter ‘b’ med ‘k’, – en uvurderlig støtte for hinanden. I daglig messe, tidebøn og rosenkrans! Hvad ville det blive til, hvis hver af os var alene???

På mine knæ takker jeg Gud for, at min medbror kom igennem weekenden 15. – 17. juni. Jeg skulle ha’ krævet ham indlagt fredag. At Gud tilgi’r, ja belønner mig i min uansvarlighed, er kilde til vedvarende taknemmelighed. For at jeg ikke, – på trods af beroligende stemmer, – den 15. befalede ham indlagt, var uansvarlighed, så det batter. . Og dét har jeg lovet både min Skaber og min medbror: Det vil ALDRIG ske igen!

– fortsættes

 

 

Reklamer

Hold ud, hold ud, hold ud !! (10)


Anden del af min ‘dagbog’

– som under overskriften “Fra asken i ilden” tager sin begyndelse juni 2012 er endnu ikke afsluttet, men følgende 18 kapitler er udarbejdede:

Resumerende indledning

  1. Den ‘uvildige’ advokatundersøgelse igen
  2. En for mig dybt rystende meddelelse
  3. Til spot og spe i hele Danmark
  4. Min medbroder bli’r syg
  5. Endegyldigt ud af Assens
  6. De såkaldte sociale medier
  7. Andre præsteproblemer
  8. Min 70-års-fødselsdag
  9. Ud af Køge menighed
  10. Lokumslitteratur? Ikke engang dét . .
  11. Arbejdsmiljøloven / Arbejdstilsynet
  12. ‘Oliemesse’ i Pedersborg
  13. Mit 30-års-præstejubilæum og pastor Torsten Jortzicks ophør i Køge/Ringsted
  14. Ny generalvikar, – “med kors og bånd og stjerner på”
  15. Kontakt til Rom
  16. Nye chikanerier
  17. I Rom, – og hjemme igen, – afventende . . .
  18. Fem år i Sorø
  19. Biskoppelig julehilsen 2016 og romersk nytårshilsen 2017
  20. Intermezzo: Penge lugter ikke ! – eller??
  21. Herre, jeg tror! Hjælp min vantro”
  22. Oliemesse i Skt. Ansgar, begravelse i Skt. Albani og mirakuløst besøg i ‘Maíson Montfort’
  23. Kozons speciale: ulige behandling
  24. De ‘sociale medier’¨: Blog og Facebook
  25. De ‘fem onde år’ (20. juli 2017)
  26. I Haraldsted juli 2017
    Mere Blog og Facebook
  27. Intermezzo II: Lys og glæde sidst i august
  28. To mails på en oktoberdag
  29. En uartighed af rang! (Jubilæum i Holbæk)
  30. Endelig! – thi kendes for ret

 

Den resumerende Indledning plus 1. kapitel følger hér:

 

2. del: ‘Fra asken i ILDEN!’

Resumerende indledning

I 2011, den 30. marts, blev min suspension, – efter et års varighed, ophævet. Den 08. maj samme år, fejrede jeg, . efter bevilliget pension som sognepræst, – min sidste hellige messe i Vor Frue Kirke i Slagelse. Det første halve år i tiden derefter gik med tovtrækkeri med biskoppen ang. bolig. Vi ville gerne forblive i Kalundborg, hvortil vi var flyttet, – ydermere til den lille menigheds tilfredshed og  glæde, –  men nej! Således blev vort hjem fra november måned, – efter alternativt ønske fra vor side, – at finde i Sorø, hvor vi faldt til, faktisk dagen før indflytningen, og hvor vi nu kunne leve i frihed og fred.

Men ‘i frihed og fred’ skulle vise sig at være en ‘stakket glæde’. Kun et halvt år!

 

  1. Den ‘uvildige’ advokatundersøgelse igen

Den 08. juni 2012 blev dén rapport, som den dyrt betalte advokatundersøgelse (skulle ha’ kostet 2 mill. kr., kom op på 3,8 jvf. generalvikaren) skulle munde ud i, udgivet.  Selvfølgelig var jeg mest spændt på at læse om mig selv, – og til trods for lovet anonymitet var jeg ikke svær at finde. Hverken for mig selv eller for andre.  Jeg var tilfælde nr. 17. Det positive indtryk, som advokaterne ved interview’ene havde efterladt hos os, blegnede. Det stod klart, at rapporten havde været forbi biskoppen til ‘gennemsyn’ før den blev offentliggjort. Og vist ikke kun til gennemsyn. . . .  Nåja, det var jo osse ham, der skulle betale for ‘varen’, så . . .   Men det har næppe været en gevinst for rapportens troværdighed. Tværtimod.

Jeg vil gerne hér gøre opmærksom på stk. 14,2 i rapportens anden del. Her står at læse:

“Alle til Undersøgeren indrapporterede forhold er medtaget, uden at der herved er foretaget en vurdering af, hvorvidt en krænkelse har fundet sted….”

I overensstemmelse med kommissoriet for undersøgelsen foretages der altsåi forbindelse med beskrivelsen af de anmeldte forhold ikke en vurdering af, hvorvidt der er begået handlinger, der udgør en overtrædelse af bestemmelserne i straffeloven. Anvendelsen af ordet ”krænkelse” er således ikke udtryk for, at der er foretaget en vurdering af, at der foreligger et retsstridigt forhold i den pågældende sag.

Med andre ord: Udgangspunkt i undersøgelserne ér, at alle anklager, uden vurdering, behandles som værende beskrevet af offeret. Ikke, om de er sande eller falske.

Jamen, så mangler vi jo en uvildig advokatundersøgelse, som kunne have følgende kommissorium: “Med udgangspunkt i, at anklagerne er falske, hvorledes har kirkens ledelse så behandlet de beskyldte præster, som i så tilfælde ville være ofrene???” . . . Her ville det kunne forudses, at kirken ‘dumper’.

Om mig, under sag 17, underpunkt 1, 5 på side 161 står at læse (understregningerne er mine):

Pastor Niels Engelbrecht og Stig Sørensen afgav 10. marts 2011 en rapport vedrørende forundersøgelsen. Indstillingerne i rapporten til biskop Kozon var pastor Niels Engelbrechts og Stig Sørensens fælles formuleringer, og de gav udtryk for en ret klar holdning vedrørende Præsten. Overordnet var konklusionen, at forklaringerne fra de forurettede var troværdige, og der syntes også at være en recidivrisiko.

Også efter Stig Sørensens opfattelse forelå et ændret vurderingsgrundlag i forhold til i 2008. … Det var Stig Sørensens vurdering, at selvom man lagde Præstens version af sagsforløbene til grund, var der tale om forhold, der lå udover, hvad en præst burde gøre. Hertil kom, at der syntes at være et mønster. Pastor Niels Engelbrecht har om genoptagelsen af sagerne vedrørende de forurettede i sag 17-2 og 17-3 oplyst, at da der fra disse forurettedes side var blevet rejst tvivl om, hvorvidt sagerne i 2008 var afsluttet på rette måde, kontaktede han de forurettede i disse sager med henblik på at underrette dem om, at Den Katolske Kirke i Danmark ville genoptage deres sager, såfremt de ønskede det, hvilket de gjorde.

Biskop Kozon har supplerende oplyst, at der i 2010 var kommet så meget til, herunder anmeldelsen fra forurettede i nærværende sag, samt at Præsten under interviewet i henhold til Canon 1717 i 2010 havde erkendt, at han havde udvist en for en præst grænseoverskridende ”fysisk” adfærd, hvad Præsten ikke havde gjort i 2008. Selvom nogle af anklagerne ikke holdt stik, ville det være vanskeligt for Præsten at fortsætte i menighederne på en troværdig måde. Biskop Kozon har medgivet, at man måske kunne være skredet ind før, men i 2010 stod de gamle sager i et stærkere relief end tidligere. Efter at forundersøgelsen var afsluttet i marts 2011, drøftede O-gruppen ifølge biskop Kozon primært den rette fremgangsmåde i sagen. Det var vurderingen i gruppen, at det var vanskeligt for Præsten at blive i embedet, selvom sagerne var forældet, og selvom der ikke forelå nogen ultimative beviser. Vurderingen var, at det samlede sagskompleks omkring Præsten var så belastende, at der ville være for megen uro omkring Præstens person, hvis Præsten fortsatte i embedet. Ud over de anmeldte krænkelsessager lagde man ifølge biskop Kozon vægt på det specielle miljø i præstegården, herunder Præstens omgang med unge mænd. Der var ikke et forkyndelses-/liturgiproblem. Ifølge biskop Kozon var afgørelsen om afslutningen på sagen alene baseret på de kendte krænkelses-sager, herunder Præstens indrømmelse af, at han i visse tilfælde ikke havde overholdt de ”fysiske” grænser, der gælder for en præst.

Bortset fra, at forundersøger på ingen måde bør optræde som dommer, – han vil ikke kunne komme i betragtning som dommer, såfremt forundersøgelsen skulle føre til rejsning af en sag, (can. 1717 stk.3) – fremgår af den citerede tekst, at såvel Niels Engelbrecht som Stig Sørensen erklærer anmeldernes historier for troværdige, hvorved de nødvendigvis samtidig erklærer præsten for utroværdig, omend det fastslås, at ‘der ikke foreligger ultimative beviser’, (hvorfor ingen kirkelig sigtelse er blevet rejst). Altså helt uden retssag ‘dømt’ på et subjektivt skøn af en tidligere skolelærer og kommunaldirektør. Ydermere tales der ‘om et mønster’ og samtidig om ‘gentagelsesrisici’ for forhold, der på ingen måde er bevist og dermed heller ikke har ført til sigtelse?? . . . Samtlige advokater, som kender til vor hjemlige kirkes ‘retslige’ fremgangsmåde er enige om at definere den som ‘et juridisk galehus’ (- udtrykket lanceret af advokat Henrik Holm-Nielsen – mest kendt fra ‘tamil-sagen’)  Ihvertfald ligner den mere en bananrepublik end et retssamfund. Ydermere fordi ‘junta’ens leder taler usandt:

“Biskop Kozon har supplerende oplyst … at præsten under interviewet i henhold til Canon 1717 i 2010 havde erkendt, at han havde udvist en for en præst græseoverskridende “fysisk” adfærd, hvad præsten ikke havde gjort i 2008″

– det fortsætter på side 162:

“Ifølge biskop Kozon er afgørelsen om afslutningen på sagen er alene baseret på de kendte krænkelsessager, herunder præstens indrømmelse af, at han i visse tilfælde ikke havde overholdt de “fysiske” grænser, der gælder for en præst”

Til biskoppens påstand om min ‘erkendelse og indrømmelse’ af grænseoverskridende “fysisk” adfærd er at sige:

1.- at jeg på skrift har biskoppens ord for, at sagerne fra 2008 er lukkede og at jeg, – han nævner dem under ét, – “kan gå ud af den med forvisningen om, at den er afsluttet og ikke senere kan tages op”. Ikke desto mindre genoptages de på kirkens initiativ og bedømmes, omend de er tilbagekaldt, som “stående i stærkere relief”. . . Biskoppen fremstår som aldeles utroværdig.

2.- at jeg i 2010 ikke er blevet interviewet i henhold til can. 1717. Hvis dette skulle være tilfældet, måtte der foreligge et referat, som dokumenterer min udtalelse.

3.- at jeg kun én gang, og det først i 2011, nærmere betegnet den 04. februar, er blevet interviewet i forbindelse med den kirkelige undersøgelse. Af denne afhøring foreligger der referat. i hvilket dokumentation for, at jeg skulle have erkendt og indrømmet overskridelse af ‘fysiske grænser’, ikke er at finde ….

4. i en privat og ikke officiel refleksion i en mail til biskoppen, – som for en præst skal være en tillidsperson, – har jeg allerede medio oktober 2010, da det hele på dét tidspunkt hang mig ud af halsen, delt mine overvejelser om en evt. ansøgning om pension med ham. Overhovedet som tillidsperson siden at benytte en uofficiel henvendelse mod dén, der har betroet sig, er dybt forkasteligt.
I min private henvendelse hedder det bl. a.:
“Jeg gentager her og nu: At de ting, som jeg har været beskyldt for, har jeg ikke gjort. Men jeg tror ikke, det stopper. De, der vil mig til livs, vil blive ved. Og et faktum ér det, at jeg har gjort andre ting, som jeg ikke burde gøre. Jeg har udsonet det med Vorherre i bodens sakramente, men sikkert er det ikke nok. Det er endelig langt om længe klart gået op for mig, at man, når man har en ansvarsfuld stilling, .., så ér der altså ting, man ikke kan tillade sig. Her har jeg sikkert gjort mig ‘skyldig’ …
Hvad jeg hér gi’r udtryk for, kunne f. eks. være adfærd i trafikken, som udløser bøde, det kunne være benyttelse af ‘sort arbejde’, det kunne være letfældig omgang med ordvalg i mit sprog   o. m. a.. . .  Men ingen, som i konteksten læser udtrykket “grænseoverskridende ‘fysisk’ adfærd” er i tvivl om, hvad der insinueres. Men noget sådant har jeg hverken officielt eller inofficielt hverken erkendt eller indrømmet. Hertil kommer, at jeg har sat ordet ‘skyldig’ i anførselstegn. Derfor er biskop Kozons bemærkninger usande.

5. At biskoppen samtidig tilføjer, at afgørelsen ikke er truffet p. g. a. et forkyndelses/ liturgi-problem, bekræfter kun dét, de fleste véd: At netop dét er den egentlige grund. Hvorfor skulle ellers netop dén grund eksplicit nævnes?? Sagerne har været biskoppen en velkommen anledning.

6. Endelig kan man ovenstående læse, at ud over de anmeldte krænkelsessager lagde man ifølge biskop Kozon vægt på det specielle miljø i præstegården. . . . Ja, det er rigtigt, at vi kunne rose os af et specielt miljø, fordi dørene hos os altid var åbne for hvemsomhelst, der opsøgte os, og at menigheden kunne bevæge sig frit i såvel menighedshus som præstegård. Men det er vist ikke dét, biskoppen mener at lægge vægt på. At han overhovedet udtaler sig i dét stykke, er forbløffende, al den stund, at han aldrig kom hos os, bortset fra firmelsesbesøgene, som indskrænkede sig til det absolut nødvendige, og hvor han blev vartet op i alle ender og kanter.

Mærkeligt er det, at Nadia-sagerne ikke optræder i rapporten, – måske fordi de aldrig kom til politiet, til trods for biskoppens ‘trussel’ herom i brev til mig af 21. januar 2011. Han havde dog fået disse sager i hænde allerede den 10.. Fornemmer jeg en uvilje mod at indlevere ikke-forældede sager, hvor man forudser tiltalefrafald???

I sin meddelelse om afslutningen på advokatundersøgelsen citerer biskoppen Jesus, idet han skriver: “Sandheden vil gøre jer frie!”
Mon ikke frigørelsen må begynde med, at biskoppen holder sig til sandheden ?

– fortsættes