Hold ud, hold ud, hold ud! (12)

– fortsat

  1. Endegyldigt ud af Assens

Et biskoppeligt ømt punkt m. h. t. mig var der stadig, nemlig mit engagement i Assens. I 2005 havde Montfortkommunitetet fået overdraget ansvaret for den derværende lille kirke og de omkringboende katolikker, – menigheden, som var blevet opløst og underlagt Odense,  blev reetableret som ‘prøveoprettet distriktsmenighed’ under sit gamle nummer ‘sogn 10’, – og kirkebygningen således reddet  for dén lukning, som på dét tidspunkt var blevet stillet i udsigt. Min medbroder, p. Thomas Birkheuser, sognepræst i Fredericia, som siden vores overtagelse havde været ansvarlig for gudstjenesterne i Assens, så intet problem i, at jeg opretholdt mine tjenester som administrator og kasserer/regnskabsfører, al den stund, at disse opgaver jo ikke havde med liturgi at gøre. Den bedste måde, biskoppen hér kunne komme mig til livs, – og samtidig gøre en evt. snarlig lukning af kirken nemmere, – var at flytte min medbroder fra Fredericia/Assens et nyt sted hen. Det kunne han have gjort nogle år tidligere, da montfortanernes afløsere, franciskaner-konventualerne, efter relativ kort tids virke forlod Roskilde, ydermere p. g. a. vores montfortanske tilhørsforhold. Men nej! Biskoppen har,- omend han et langt stykke henad vejen kan takke mig for, at Thomas kom til Danmark og blev præst her, – aldrig været glad for Thomas’ og min samhørighed. Allerede i 2003 blev det klart, da Ringsted-Køge blev ledigt.  Thomas, som på daværende tidspunkt var præst i Taastrup, var netop blevet udnævnt til Fredericia, men endnu ikke flyttet dertil. Nu bad han, sammen med mig, om at han kunne overtage de to menigheder og således forblive på Sjælland, samtidig med, at pastor Torsten Jortzick, som skulle overtage de to nævnte sogne, havde bedt om at komme til Jylland. Men nej! Biskoppen talte om bispedømmets pastorale plan, som skulle prioriteres. Som om der nogensinde i biskop Kozons tid har været nogetsomhelst, man måske kunne kalde en pastoral plan.

Sådan lød §1 i Montfortkommunitetes statutter, underskrevet af biskop Kozon 08. december 1998:

Foreningens formål er, – blandt de mange spiritualiteter, som er repræsenteret i bispedømmet København, at virke i kontinuitet i tilbuddet om montfortansk inspiration i samme bispedømme. Ligeledes virker foreningen for kontinuitet i betjeningen af de menigheder på Sjælland, som er grundlagt og opbygget af montfortanerne og som derfor er præget af montfortansk inspiration og tradition.

Ringsted, Køge, Roskilde – gamle montfortaner-menigheder – havde for Thomas,- til trods for ovennævnte ordlyd i Montfortkommunitets statutter, – aldrig kunnet komme på tale. Til universitetsbyen Roskilde udpegede biskoppen en tamil, der mildt sagt ikke mestrer vores sprog. Men nu fik Thomas et tilbud, – umiddelbart efter min ‘forbandelse’: Horsens, – som var blevet ledigt. Til tiltrædelse 01. september. Lidt stolt ringede Thomas til mig og fortalte mig om biskoppens tilbud! Et sogn, tre gange så stort som Fredericia!  Det er klart, at Thomas umiddelbart oplevede det som en slags forfremmelse, men ret hurtigt blev han på det rene med, hvad det nok i første række drejede sig om:  At vel var der brug for ham i Horsens, men væsentligt var det at få ham væk fra Assens, så min indflydelse dér blev afsluttet, – plus, at biskoppen antagelig  ikke havde spor imod at få Thomas ca. 50 km. længere væk fra Sorø, lig med afstanden Horsens-Fredericia. På en måde må jeg således indrømme, at biskoppen dog har en pastoral plan: Alt, hvad der kan genere mig, skal gennemføres, – uanset omkostningerne. Tænk, at jeg har så stor betydning!?

I begyndelsen af 2013 var vi naturligvis alle optaget af paveskiftet. Til stor forundring, men til ret så manges lettelse, – senere har der været tale om tvingende nødvendighed, – trak Pave Benedikt sig den 11. februar. Med lynets hast. Og allerede 19. marts indsattes netop nyvalgte pave Frans.  Ret hurtigt gav denne nye paves væsen ret så mange af os nyt mod og ny optimisme, – en optimisme, som ikke just lyser ud af de linjer, som jeg privat havde sendt til en ven i slutningen af januar:

For 55 år siden trådte jeg ind i den katolske kirke,
– og befinder mig nu i Czeslaw Kozons kirke.

Flere siger, at det er den samme kirke . . . Måske er det rigtigt
–  men sagt med Oswald Helmuth:
“Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige véd det!”

Jeg trådte ind i en kirke med højt til loftet.
–  i dén, jeg befinder mig nu, er loftet sænket, så man knapt kan stå oprejst
Jeg trådte ind i en kirke, hvor der var god plads til hver enkelts særpræg
– nu er pladsforholdene i dén henseende blevet trange.
Jeg trådte ind i en åben verdenskirke.
–  i dag er jeg medlem af en ghettokirke.
Jeg trådte ind i en kirke med et præsteskab, der rummede begavede teologer,
–  jeg er endt i en suppedas af kastrerede spytslikkere.
Jeg trådte ind i en kirke, der havde et ungdommeligt sind.
–  jeg er endt i en kirke, der leder tankerne hen på et plejehjem.
Jeg trådte ind i en kirke, der så frem.
–  jeg er endt i én, der ser tilbage.

Men, som man siger: “Gammel kærlighed ruster ikke”,
og det gode ord: “Elsk mig mest, når jeg fortjener det mindst”
står nu deres prøve!

 

  1. De såkaldte ‘sociale medier’

Igen og igen får jeg fra biskoppen at vide, at jeg skal holde ‘lav profil’. Men sagt på klart dansk: Hvis jeg skulle holde lavere profil end jeg har gjort det fra dag ét og indtil nu i hele denne sag, så havde jeg slidt røven ud af bukserne. Siden april 2010 har jeg, – på trods af talrige opfordringer, – ikke bare én eneste gang henvendt mig til eller ytret mig i pressen. Ligemeget, hvilke uhyrligheder, jeg er blevet mødt med, har jeg holdt kæft.

Men biskoppens sidste træk i juni 2012, – et træk som jeg betragter som et overgreb på mig som menneske, ikke bare som præst, osse som almen katolik, .- er dråben, der har fået mit bæger til at flyde over. “Nu stopper festen”, som man siger, når man mener det modsatte af fest. Nu holder jeg ikke kæft længere og ser stiltiende til, hvordan forholdene i dette bispedømme, – min oplevelse, – mere og mere præges af usandhed og undercover.

I begyndelsen af juli har jeg oprettet en internet-blog ‘stephen holms blog’. som kan ‘googles’ under denne titel. Denne blog er årsag til, at du, kære læser, nu hér kan læse min beretning. Og på en af Steffen Lund og Anne Wille oprettet Facebook-side: ‘Ucensurerede katolske stemmer’, – som blev vakt til live, fordi de begge nævnte var blevet smidt ud af dén facebook-gruppe som hedder ‘Katolikker i Danmark’, – gi’r jeg nu ret ivrigt mit besyv med.

Således lyder mit første blog-opslag, – af 06. juli 2013:

OVER TO ÅRS TAVSHED …

Da dette helvede af  ondskab begyndte i april 2010, – har I i øvrigt lagt mærke til, at bibelen er  fyldt med falske anklager?, – meldte jeg mig til orde en enkelt gang, idet jeg citerede ypperstepræstens ord til Jesus i Matthæus-evangeliets kapitel 26, vers 52: “Har du ikke noget at svare på dét, de vidner imod dig?”. Men Jesus tav …”

Jeg har i dette stykke gennem godt to år gjort som han, og det kan vist ikke være forkert. Anklagerne og pressen har jeg kunnet leve med. Men I drømmer ikke om, hvor forfærdeligt det er at opleve, at dén kirke, man af hjertet og med alle kræfter har slidt for i tredive år, til trods for, at den har afsluttet sagerne og henlagt dem, vedvarende udleverer én til spot og spe. Og hvordan det ér at opleve katolikker, som i hvert fald i messen beskæftiger sig med kærlighed og barmhjertighed, falde over én. Og I aner ikke, hvor svært det er at afstå fra at tage til genmæle, ganske særligt, fordi man ingen vanskeligheder har med at formulere sig. 

Naturligvis, – og dette er vel yderst menneskeligt, – glæder det så, når en Simon af Kyrene eller en Veronika dukker op i spalterne. Men strengt taget: Hvad betydning har overhovedet denne ‘debat’?? Jeg holder mig til et ord fra den hellige Vincent af Paul, som han vistnok har fra Sokrates: “Når nogen rakker mig ned,  ta’r jeg mig ikke af det, for jeg bli’r ikke ringere af det. Når nogen løfter mig op,  ta’r jeg mig ikke af det, for jeg bli’r ikke bedre af det. Jeg er dén, jeg er!” Gudskelov er det Gud og ikke Facebook og andre medier, der skal (be)dømme mig.

Stifteren af min ordensfamilie, Louis-Marie de Montfort var en fantastisk præst, som levede omkring år 1700. (Montfort betyder ‘stærkt bjerg’; det skal man være for i min sammenhæng at overleve, og hvor hár han givet mig kræfter). Han blev smidt på porten af fire biskopper. Ingen af biskopperne er siden blevet erklærede helgener, men Montfort blev det.

Jeg har fastholdt, hvad jeg har gennemgået siden april 2010 i en bog, som jeg foreløbig har liggende. Hvis nogen af ærligt hjerte virkelig gerne vil høre, hvad jeg synes og mener, er de velkomne til at kikke forbi hos mig. 

Den der tier, samtykker, siger man .. Nej bestemt ikke. Jeg har indtil nu tiet. Men jeg har ikke på et eneste tidspunkt samtykket.

Tier gør jeg nu ikke længere. Denne blog har jeg oprettet for, når jeg finder det opportunt, at have en mulighed for at meddele mig. Og dette opslag er således det første i en række, som jeg forudser, ikke vil udeblive!

Dagen efter bragte jeg på blog’en min anmeldelse af bogen “Anklaget”, skrevet af den norske dominikanerpater Kjell Arild Pollestad, som har været det samme igennem som jeg. Han har et stort forfatterskab bag sig og har spillet en væsentlig rolle i kirken i Norge. Ikke desto mindre: Jeg tilsendte Kristeligt Dagblad bogen til anmeldelse. Men den havde, forstå det, hvem der kan, ingen interesse for den retskafne avis.

Til min 69-års fødselsdag de 10. november modtog jeg en hilsen fra biskoppen, hvori det efter lykønsknings-flosklerne hedder:

“Den eneste vej frem mod en ændring af situationen ér, at der bliver skabt fuldstændig ro om din person, hvilket også indebærer, at du bidrager positivt dertil ved den så ofte omtalte lave profil. Ethvert modsat rettet tiltag fra din eller andres side vil blot forhale denne proces, der godt vil kunne ende med et resultat, som du kan blive tilfreds med!”

Det fremgår klart, at biskoppen ikke fatter, at det er HAM, der som leder skal fremme ‘roen omkring min person’.

“Frihed er det bedste guld” hedder det i én af vore danske fædrelandssange. Og hvor ville jeg gerne igen være ‘fri’. På den anden side er der et ordsprog, der fastslår, at man kan købe guld for dyrt, og jeg må indrømme, at jeg ingen intention hár om, – for i Kozons optik at kunne være brugbar i hans skrantende, blodfattige bispedømme, – at lade mig kastrere eller få foretaget det hvide snit.  Indre Missions grundlægger, Vilhelm Beck (1829-1901), ligger begravet i vor umiddelbare nærhed, – på Ørslev kirkegård nord for Slagelse. På hans gravsten står hans valgsprog: “Så længe jeg lever, vil jeg gale!”

Dét valgsprog har jeg annekteret!


– fortsættes

 

Reklamer

– kun to konger!

Helligtrekonger!

Sådan er dagen i dag, den 06. januar, blevet kaldt i århundreder, – men i Mattæus’ fortælling er ‘kongerne’ ikke konger. Der står heller ikke noget om, hvor mange de vár. Men der fortælles om tre gaver, og det var nok én af  grundene til, at man allerede tidligt gik ud fra, af så har der osse været tre personer. Begrebet ‘konger’ er sikkert indført på grund af forskellige udsagn fra det gamle testamente. I Salmernes bog læser vi: “Fyrster fra Tarsis kommer og frembærer gaver! Saba og Sebas konger kommer med skatte!” Og hos profeten Esaias hedder det: “Kamelernes vrimmel skjuler landet, alle Sebas indbyggere kommer til dig. Guld og røgelse bærer de og lovpriser Herren!” At de er blevet til konger er ikke mærkeligt, for folkefantasien har altid været vild med at byde konger og dronninger hjertelig velkommen.

Helligtrekonger? Nej, de var ikke tre, de var ikke konger, og hellige var de måske heller ikke! Men hvad var de så?

Fortællingen begynder med de tankevækkende ord: “I kong Herodes’ dage!”

De ord vil fastslå, at Jesus blev født under et diktatur. Denne Herodes, – den ‘Store’, – havde ladet halsen dreje om på to af sine sønner, fordi han frygtede for en sammensværgelse imod ham. Osse én af sine hustruer havde han ladet myrde. Og på dén tid, da Jesus blev født, lod han trehundrede af sine højtstående embedsmænd henrette, – osse på grund af angst for en sammensværgelse. Og så drengebørnene i Betlehem under to år.

Jesus, – og dét vil fortællingen frem for alt udtrykke, – blev født i en undertrykkelsens og tyranniets tid. Et terror-regime danner rammen for hans komme, og despoten Herodes er Jesu modspiller.

Under Herodes’ regime, – fortælles der, – kommer der en procession af vismænd fra Østerland. I ny testamentes græske tekst står der: ‘magoi’, altså magier, sagkyndige udi astrologien, stjernetydere, folk, som opstiller horoskoper eller måske folk som os, der i tandlægens venteværelse i smug kontrollerer ugebladenes horoskoper. De kaldes vismænd. Deres visdom består i at kende himlens tegn. De tror på den eksisterende, regelbundne harmoni mellem himmel og jord, hvor intet ændrer sig. Det er altid og overalt det samme: den ene stjerne stiger, den anden falder!

Hvorfor kommer de østfra? Er det fordi, at det er dér, solen stiger op? Eller er det typisk for de mange lag en bibeltekst er bygget op méd? I første mosebog hører vi om, at Abraham fik sin søn Isak med sin hustru Sara. Men han fik desuden mange andre børn med sine med-hustruer. Af frygt for, at disse børn kunne udgøre en trussel for Isak, pagtens søn, sendte Abraham dem allesammen væk. Han forærede dem gaver, – står der, – og sendte dem østpå, – til Østlandet!

Hvad er det, der sker nu? Det er næsten, som om alle disse bortsendte børns efterkommere vender tilbage, – og ikke kun dem, men alle Abrahams børn. Historien vendes på hovedet.

Det er altså et optog af vismænd, – ikke tre, ikke konger, – men vismænd, der ser, at der er et eller andet i deres ordnede og sikre verdensbillede, som ikke passer! De løfter deres blik mod himlen, ligesom Abraham gjorde engang, og de ser en brist, en sten gennem himlens rude: En stjerne, som bevæger sig!

Der findes lærde, som har regnet ud, at Halleys komét må have været synlig på firmamentet over Jerusalem lige præcis på dét tidspunkt, for bibelen skal jo have ret, fra a til z. Men naturligvis har bibelen intet at gøre med fysiologi: Nej, stjernen bevæger sig, fordi hele verden snart skal sættes i bevægelse. Og det er ikke så lidt endda.

I stjernens fodspor ankommer vismændene i Jerusalem. Og tak skæbne, som Herodes og, med ham, hele Jerusalem dog bliver forskrækkede! Det græske ord, som bruges hér, betyder så meget som bestyrtelse, forvirring, at være ude-af-sig-selv. Hvorfor?

Despoten Herodes og alle dém, som udøver magt i Jerusalem, ypperstepræsterne og de skriftkloge, oplever Jesu fødsel som en trussel mod deres etablerede regent-vælde, mod deres møjsommeligt opnåede suverænitet. Denne hemmelighedsfulde fødsel fremstilles altså i fortællingen som et historiens vendepunkt, hvor der vendes op og ned på alle menneskelige selvfølgeligheder og cementerede forhold.

Jesu fødsel er bogstaveligt talt et kup, religiøst såvel som politisk.

Resten af historien kender vi. Vismændene ta’r fusen på Herodes og lader ham sidde og vente forgæves i sit palads. Herodes føler sig forhånet, holdt for nar. Det er tyrannen, voldsmanden, som man har spottet og drevet gæk med. Man har løbet om hjørner med ham, han er blevet pebet ud, man har blameret ham. Der blev ligesom brændt en Herodes-dukke af. Ikke så mærkeligt, at magten reagerer skånselsløst.

Dét er fortællingen! Det drejer sig ikke om tre konger, men om to:
Den ene sidder i rigdom på en trone i et palads og bestemmer.
Den anden ligger i en krybbe og ejer intet. Er magtesløs, – et barn, – hvad kan være mindre?

Men, – og dét er fortællingens sjæl:
Den første konge er den falske. Den anden konge er den ægte.

Når den ægte konge kommer, bli’r den falske forvirret, eller, rettere sagt, helt ude af sig selv.
Den falske konge lader hemmeligt vismændene kalde, han er en mand, der betjener sig af bagdøre og undercover.
Den sande konge, – dét læser vi senere, – forkynder fra tagene, fra bjergene, med høj røst midt iblandt folket. Han har intet at skjule.
Den sande konge bøjes der for. Han tilbedes.
Den falske konge tages ved næsen og bliver hånet. De undgår ham og de lader ham bogstavelig talt blive kvalt i sin egen selvtilfredshed. De vise mænd vender hjem ad en anden vej. De vender Herodes ryggen. De tager endog ikke længere notits af ham.

Det er alt.

Og det er ikke noget nyt nu. Det behøves ikke at blive sagt, at denne historie vedvarende sker, og at den er en del af vores dagsorden. For den barske virkelighed, vores helt egen barske virkelighed, er stadig sådan, at det er de falske konger, der i rigdom sidder i deres paladser og bestemmer gennem frygt og rædsel, – fra Ave Cæsar til Heil Hitler, – og at den sande konge, den mindste og den ringeste, skubbes ud til siden. Verden er stadig den samme som den vár dengang! De mennesker fra dengang, hvis ord vi hører og som vi ønsker at høre igen og igen, – de var ikke anderledes mennesker end vi. I mange henseender var Israel fra omkring år 80 mere perspektivløst end vore dages Mellemøsten, det hellige land. Jerusalem var en ruin, der var faldet tusindvis af døde. Sammen med Jerusalem var osse templet ødelagt. Det var enden på alting, – i ordets værste forstand. Dét lader fortællingen os ikke i tvivl om. Alting står i magtens tegn, af en folketælling, af et rædselsregime og af kongers og kejsers magtmidler: børnenes blod.

Det er under dén støvle, folket lever. De hørte ingen stemmer fra himlen eller budskaber fra en Gud. De så ganske vist stjerner, men ikke stjerner, der bevægede sig. Deres verden var vingeløs og udsigtsløs, Det var ude med den!

Men…i denne fuldstændige gudsforladthed, af ikke-længere-at-vide-ud-og-ind, dér formåede de at holde fast i en umulig tro på, at det måtte og skulle være anderledes. At der ville stige en stjerne op i Jakob, og, som vægteren siger: at der kommer en morgen! Stik imod realiteterne klamrede de sig til en vision. I deres fortællinger lader de konger blive nedgjort og lader de små blive ophøjede. Ikke som en illusion, fordi de var hundrede procent sikre på, at sådan ér det!

Er det så osse dét? Vi har intet andet valg end at sige til os selv, at det ganske rigtigt ér sådan, eller i det mindste synes at være sådan. Måske har de ret, og måske er vi alle sammen inderst inde godt klare over det. For, helt ærligt, hvad berører os mest: Obamas eller Moder Teresa’s retorik?  Hvem er det, der virkelig lever nu: Anne Frank eller hendes mordere? Hvem eller hvad lever vi af i virkeligheden: den falske eller den sande konge??

Faktisk sammenfatter evangelieberetningen i dag hele bibelen i to ord som i en nøddeskal: to konger. Andet drejer det sig ikke om, og andet vil det aldrig komme til at dreje sig om. Blandt andet derfor kommer vi sammen søndag efter søndag: For ikke at glemme dét.

af Jan Nieuwenhuis op
Geen drie maar twee konigen’