– kun to konger!

Helligtrekonger!

Sådan er dagen i dag, den 06. januar, blevet kaldt i århundreder, – men i Mattæus’ fortælling er ‘kongerne’ ikke konger. Der står heller ikke noget om, hvor mange de vár. Men der fortælles om tre gaver, og det var nok én af  grundene til, at man allerede tidligt gik ud fra, af så har der osse været tre personer. Begrebet ‘konger’ er sikkert indført på grund af forskellige udsagn fra det gamle testamente. I Salmernes bog læser vi: “Fyrster fra Tarsis kommer og frembærer gaver! Saba og Sebas konger kommer med skatte!” Og hos profeten Esaias hedder det: “Kamelernes vrimmel skjuler landet, alle Sebas indbyggere kommer til dig. Guld og røgelse bærer de og lovpriser Herren!” At de er blevet til konger er ikke mærkeligt, for folkefantasien har altid været vild med at byde konger og dronninger hjertelig velkommen.

Helligtrekonger? Nej, de var ikke tre, de var ikke konger, og hellige var de måske heller ikke! Men hvad var de så?

Fortællingen begynder med de tankevækkende ord: “I kong Herodes’ dage!”

De ord vil fastslå, at Jesus blev født under et diktatur. Denne Herodes, – den ‘Store’, – havde ladet halsen dreje om på to af sine sønner, fordi han frygtede for en sammensværgelse imod ham. Osse én af sine hustruer havde han ladet myrde. Og på dén tid, da Jesus blev født, lod han trehundrede af sine højtstående embedsmænd henrette, – osse på grund af angst for en sammensværgelse. Og så drengebørnene i Betlehem under to år.

Jesus, – og dét vil fortællingen frem for alt udtrykke, – blev født i en undertrykkelsens og tyranniets tid. Et terror-regime danner rammen for hans komme, og despoten Herodes er Jesu modspiller.

Under Herodes’ regime, – fortælles der, – kommer der en procession af vismænd fra Østerland. I ny testamentes græske tekst står der: ‘magoi’, altså magier, sagkyndige udi astrologien, stjernetydere, folk, som opstiller horoskoper eller måske folk som os, der i tandlægens venteværelse i smug kontrollerer ugebladenes horoskoper. De kaldes vismænd. Deres visdom består i at kende himlens tegn. De tror på den eksisterende, regelbundne harmoni mellem himmel og jord, hvor intet ændrer sig. Det er altid og overalt det samme: den ene stjerne stiger, den anden falder!

Hvorfor kommer de østfra? Er det fordi, at det er dér, solen stiger op? Eller er det typisk for de mange lag en bibeltekst er bygget op méd? I første mosebog hører vi om, at Abraham fik sin søn Isak med sin hustru Sara. Men han fik desuden mange andre børn med sine med-hustruer. Af frygt for, at disse børn kunne udgøre en trussel for Isak, pagtens søn, sendte Abraham dem allesammen væk. Han forærede dem gaver, – står der, – og sendte dem østpå, – til Østlandet!

Hvad er det, der sker nu? Det er næsten, som om alle disse bortsendte børns efterkommere vender tilbage, – og ikke kun dem, men alle Abrahams børn. Historien vendes på hovedet.

Det er altså et optog af vismænd, – ikke tre, ikke konger, – men vismænd, der ser, at der er et eller andet i deres ordnede og sikre verdensbillede, som ikke passer! De løfter deres blik mod himlen, ligesom Abraham gjorde engang, og de ser en brist, en sten gennem himlens rude: En stjerne, som bevæger sig!

Der findes lærde, som har regnet ud, at Halleys komét må have været synlig på firmamentet over Jerusalem lige præcis på dét tidspunkt, for bibelen skal jo have ret, fra a til z. Men naturligvis har bibelen intet at gøre med fysiologi: Nej, stjernen bevæger sig, fordi hele verden snart skal sættes i bevægelse. Og det er ikke så lidt endda.

I stjernens fodspor ankommer vismændene i Jerusalem. Og tak skæbne, som Herodes og, med ham, hele Jerusalem dog bliver forskrækkede! Det græske ord, som bruges hér, betyder så meget som bestyrtelse, forvirring, at være ude-af-sig-selv. Hvorfor?

Despoten Herodes og alle dém, som udøver magt i Jerusalem, ypperstepræsterne og de skriftkloge, oplever Jesu fødsel som en trussel mod deres etablerede regent-vælde, mod deres møjsommeligt opnåede suverænitet. Denne hemmelighedsfulde fødsel fremstilles altså i fortællingen som et historiens vendepunkt, hvor der vendes op og ned på alle menneskelige selvfølgeligheder og cementerede forhold.

Jesu fødsel er bogstaveligt talt et kup, religiøst såvel som politisk.

Resten af historien kender vi. Vismændene ta’r fusen på Herodes og lader ham sidde og vente forgæves i sit palads. Herodes føler sig forhånet, holdt for nar. Det er tyrannen, voldsmanden, som man har spottet og drevet gæk med. Man har løbet om hjørner med ham, han er blevet pebet ud, man har blameret ham. Der blev ligesom brændt en Herodes-dukke af. Ikke så mærkeligt, at magten reagerer skånselsløst.

Dét er fortællingen! Det drejer sig ikke om tre konger, men om to:
Den ene sidder i rigdom på en trone i et palads og bestemmer.
Den anden ligger i en krybbe og ejer intet. Er magtesløs, – et barn, – hvad kan være mindre?

Men, – og dét er fortællingens sjæl:
Den første konge er den falske. Den anden konge er den ægte.

Når den ægte konge kommer, bli’r den falske forvirret, eller, rettere sagt, helt ude af sig selv.
Den falske konge lader hemmeligt vismændene kalde, han er en mand, der betjener sig af bagdøre og undercover.
Den sande konge, – dét læser vi senere, – forkynder fra tagene, fra bjergene, med høj røst midt iblandt folket. Han har intet at skjule.
Den sande konge bøjes der for. Han tilbedes.
Den falske konge tages ved næsen og bliver hånet. De undgår ham og de lader ham bogstavelig talt blive kvalt i sin egen selvtilfredshed. De vise mænd vender hjem ad en anden vej. De vender Herodes ryggen. De tager endog ikke længere notits af ham.

Det er alt.

Og det er ikke noget nyt nu. Det behøves ikke at blive sagt, at denne historie vedvarende sker, og at den er en del af vores dagsorden. For den barske virkelighed, vores helt egen barske virkelighed, er stadig sådan, at det er de falske konger, der i rigdom sidder i deres paladser og bestemmer gennem frygt og rædsel, – fra Ave Cæsar til Heil Hitler, – og at den sande konge, den mindste og den ringeste, skubbes ud til siden. Verden er stadig den samme som den vár dengang! De mennesker fra dengang, hvis ord vi hører og som vi ønsker at høre igen og igen, – de var ikke anderledes mennesker end vi. I mange henseender var Israel fra omkring år 80 mere perspektivløst end vore dages Mellemøsten, det hellige land. Jerusalem var en ruin, der var faldet tusindvis af døde. Sammen med Jerusalem var osse templet ødelagt. Det var enden på alting, – i ordets værste forstand. Dét lader fortællingen os ikke i tvivl om. Alting står i magtens tegn, af en folketælling, af et rædselsregime og af kongers og kejsers magtmidler: børnenes blod.

Det er under dén støvle, folket lever. De hørte ingen stemmer fra himlen eller budskaber fra en Gud. De så ganske vist stjerner, men ikke stjerner, der bevægede sig. Deres verden var vingeløs og udsigtsløs, Det var ude med den!

Men…i denne fuldstændige gudsforladthed, af ikke-længere-at-vide-ud-og-ind, dér formåede de at holde fast i en umulig tro på, at det måtte og skulle være anderledes. At der ville stige en stjerne op i Jakob, og, som vægteren siger: at der kommer en morgen! Stik imod realiteterne klamrede de sig til en vision. I deres fortællinger lader de konger blive nedgjort og lader de små blive ophøjede. Ikke som en illusion, fordi de var hundrede procent sikre på, at sådan ér det!

Er det så osse dét? Vi har intet andet valg end at sige til os selv, at det ganske rigtigt ér sådan, eller i det mindste synes at være sådan. Måske har de ret, og måske er vi alle sammen inderst inde godt klare over det. For, helt ærligt, hvad berører os mest: Obamas eller Moder Teresa’s retorik?  Hvem er det, der virkelig lever nu: Anne Frank eller hendes mordere? Hvem eller hvad lever vi af i virkeligheden: den falske eller den sande konge??

Faktisk sammenfatter evangelieberetningen i dag hele bibelen i to ord som i en nøddeskal: to konger. Andet drejer det sig ikke om, og andet vil det aldrig komme til at dreje sig om. Blandt andet derfor kommer vi sammen søndag efter søndag: For ikke at glemme dét.

af Jan Nieuwenhuis op
Geen drie maar twee konigen’

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s