“Tag dig i agt for dine venner!” (Sir. 6,13)

Hvordan er det nu, det hænger sammen?? Jeg mener, for en sognepræst? . . Er det ikke sådan, at dét, en familie ér for ‘dem i verden’, er menigheden for en katolsk sognepræst . . præstens familie??  Nogle præster, særlig de ældre, kan godt lide at være ‘far’ for deres, – som det jo hedder, – sognebørn, og overalt i de engelsktalende lande tituleres præsten da osse som ‘Father’. Men smukkest er det vel  i de familier, hvor der opstår et direkte venskab mellem de beslægtede.  Hvor børn kan sige: “Han er ikke bare min far, han er osse min bedste ven”. Eller, hvor forældre oplever deres voksne børn som deres venner.

Mit voksenliv igennem har jeg følt mig selv yngre end jeg var/ér, og har derfor aldrig været så meget til dét med ‘Father’. Når nogle titulerede mig som sådan, følte jeg mig staks 10-20 år ældre.  Som sognepræst  oplevede jeg mine menigheder som mine venner.  Men siden jeg i 2011 ophørte som sognepræst har jeg gjort en erfaring, som for mig har været overraskende. Og i skrivende stund har jeg en nylig oplevelse bag mig, som jeg ganske enkelt ikke forstår.

Men måske har jeg netop i dag fået en forklaring. . . Gennem  messens  læsning, fredag i 7. års-uge, læseår 1. Jeg tror aldrig, at jeg har hørt dén tekst før, men den gjorde mig stille og eftertænksom, – så eftertænksom, at jeg efter messe og vesper måtte begå dette lille skriv.

Hér er teksten fra dagens liturgi, – fra Jesu Siraks bog, kapitel 6:

Elskværdig tale øger vennernes tal, venlige ord fremmer den gode stemning.
Stå på god fod med mange, men rådfør dig kun med én blandt tusind.
Vil du vinde dig en ven, så sæt ham først på prøve, og fat ikke tillid til ham for hurtigt.
For nogle er venner, så længe det tjener dem selv,
men på nødens dag er de ikke længere dine venner;
nogle er venner, men forvandler sig til fjender og smæder dig gennem afsløring af jeres strid;
nogle er venner omkring dit bord,
men på nødens dag er de ikke længere dine venner.
Så længe det går dig godt, er de som du og taler åbent til dine husfolk;
men går det tilbage for dig, er de imod dig og skjuler sig for dig.
Hold dig på afstand af dine fjender,
og tag dig i agt for dine venner.

Så er der min medbroder her i huset, som har fulgt mig i tykt og tyndt og som om en god måned runder de 70. Han siger ofte til mig, når jeg efter hans mening for hurtigt begejstres for nye mennesker, jeg lærer at kende: “Du er alt for let at købe” jvf. sætningen ‘. . . sæt ham først på prøve!’
Osse min medbroder er omtalt i dagens tekst :

En trofast ven er et stærkt værn; finder man en, har man fundet en skat.
En trofast ven er uerstattelig, hans gode egenskaber er uvurderlige.
En trofast ven er en livgivende drik, han findes af den, der frygter Herren.
Den, der frygter Herren, knytter de rette venskaber; for som han er, sådan er også hans næste.

Der står ret så mange sandheder i dén bog, vi kalder bibelen. . .

Reklamer

Hold ud, hold ud, hold ud!! (13)

 –  fortsat

  1. Andre ‘præsteproblemer’

Tiden siden min ‘bandlysning’ og indtil skrivende stund har budt biskoppen på andre præste-problemer.

Et par måneder før min ‘bandlysning’ sendtes den danskfødte præst Michael Hornbech-Madsen fra den ene dag til den anden bort fra sin stilling som andenpræst ved Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade og præst for den derværende italiensk-talende menighed. Officiel begrundelse: samarbejdsproblemer! Orlov til 01. august s. å.!

Omend ikke-jesuit har pastor Michael, – parallelt méd en årrække at have været sognepræst i Køge og givet det indre af den dérværende lille Skt. Hans Kirke en tiltrængt, vellykket ansigtsløftning, – gennem femten år beklædt de nævnte stillinger ved Jesu Hjerte Kirke, samtidig med at han med sine kunstner-evner i høj grad har formået at tilbagegive den nygotiske, i Danmark nok mest ‘berømte’ katolske kirke, en hel del af dét udseende, som den havde, før den nok så drastiske billedstorm i 70’erne fratog den sin oprindelighed. Tilbageførelsen af Wipflers trefløjede altertavle med Jesu-Hjerte-statuen på sin oprindelige plads i centrum er en bedrift og medførte i øvrigt for mig privat, at jeg igen og igen vendte tilbage denne kirke, for en stund i stilhed at nyde det reetablerede, – såvel, når tavlen ‘optrådte’ lukket i hverdagsdragt og var åben i festdragt.

Siden fulgte reetablering af Mariaaltret.

På et tidspunkt var det blevet besluttet, at jesuiterne pr. 01. august 2012 skulle afslutte deres virke i Stenosgade, og alt skulle overdrages til bispedømmet. Sognets fremtid var usikker, – skulle Jesu Hjerte sogn opretholdes eller skulle kirken fremover fungere som ‘city-kirke’ uden tilhørende sogn? I hvert fald skulle en ny sognepræst for en periode udnævnes.

I begyndelsen af marts meddeler biskoppen, officielt,  hvem der skal tage over, når jesuiterne er væk:  Biskoppens sexekspert og favorit til alt: nemlig sognepræsten ved domkirken i Bredgade, ved Sakramentskirken på Nørrebro og ved Rosenkranskirken på Bornholm. – som om han ikke havde nok i forvejen. Således kunne man læse i meddelelsen:

Fra 01. august vil pastor Niels Engelbrecht blive konstitueret som sognepræst for Jesu Hjerte menighed . . .Pater Sanders og pastor Michael Hornbech-Madsen vil fortsat være knyttet til Jesu Hjerte Kirke.

Med hensyn til pastor Hornbech-Madsens ‘fortsatte tilknytning’  havde biskoppen gjort regning uden vært, for dér satte pastor Hornbech-Madsen grænsen. Ét var, han flot var blevet forbigået, men at skulle arbejde under de skitserede ny forhold, gjorde, at han meddelte biskoppen, at han med de udsigter måtte sige nej-tak, og at han med den ny sognepræsts tiltrædelse den 01. august ønskede at ophøre som andenpræst og alene videreføre tjenesten for den italienske gruppe i København.

Men det kom til at gå meget hurtigere. Den 30 marts kunne følgende meddelelse læses:

På grund af samarbejdsvanskeligheder ved Jesu Hjerte kirke er der bevilget pastor Michael Hornbech-Madsen orlov fra stillingen som andenpræst og præst for den italienske gruppe indtil den 1. august 2012. Efter denne dato vil der blive taget stilling til pastor Hornbech-Madsens fremtidige præstelige opgaver.
I øvrigt har pastor Hornbech-Madsen forud givet udtryk for ønsket om fra 1. august 2012 ikke længere at være andenpræst ved Jesu Hjerte Kirke.
+Czeslaw Kozon

Sikke hurtigt, de ‘samarbejdsproblemer’ var opstået. De kulminerede, ifølge pastor Michael, da den tyskfødte sognepræst ved en emotionel diskussion. ihukommende Michaels jødiske mor, i et ophidset tilråb havde tituleret ham: “Judenschwein!”, – hvilket samme sognepræst siden har benægtet og kaldt for en ‘bagvaskelse’! Men ordvekslingen mundede ud i sognepræstens befaling om, at pastor Michael omgående skulle pakke sine ting og forsvinde, og ikke mere vise sig i ‘hans’ kirke.  Med biskoppens efterfølgende fulde accept, som det ses af ovenstående meddelelse.

Pastor Michael bliver således’ bandlyst’ fra den kirke, som netop ved hans indsats er kommet til at ligne sig selv igen. Dér, hvor han, oftest for egen regning, har lagt sit hjerteblod, er han nu at betragte som uønsket. Hellere lader man en messe bortfalde end be’r pastor Michael om at træde til. Nøjagtigt det samme, som jeg selv oplever: At dér, hvor jeg 26 år igennem har arbejdet på at gøre Vor Frue Kirke i Slagelse, – ja alle ‘mine’ tre kirker, – smukkere og smukkere, har jeg nu nærmest adgangsforbud. En modvilje mod mig er blevet opbygget og dyrket. Jeg kommer ikke på tale som vikar, hvorimod en (sub)diakon, som ikke kan tale dansk så nogen forstår det, træder til ved ordets gudstjenester. Som min efterfølger i sognepræsteembedet sagde til mig før sin tiltrædelse: “Jeg er blevet sendt hertil med instruktioner!”. Michael Hornbech kan glæde sig over, at hans æstetiske arbejde er forblevet uberørt,  hvorimod jeg, – og i renskrivningens stund af denne tekst er det blevet endnu værre, – må være vidne til, at dårlig smag overtager Vor Frue Kirke og polsk bondestue-stil skæmmer den nøgterne nordiske. Bortset fra ødelæggelse af korudsmykningen og malplaceret opstilling af en Josef-statue,  drejer sig mest om små detaljer, såsom f. eks. forkert belysning, forkerte alterduge og falske lys. Sakristiet, som man må igennem for at komme til hverdagsmesser i Skt. Montforts kapel, fremtræder som en rodebutik, i selve kapellet er op til havdelen af projektørerne brændt ud uden at blive udskiftet o. s. v. Men helheden er jo netop summen af detaljer. En lille sort plet på en hvid væg kamufleres jo ikke i et udsagn om, at pletten ikke er så stor. Den skæmmer nok til at kræve nymaling af hele væggen. Æstetisk sans er en Guds gave, men er man vidne til smagløshed, er den en plage.

Hvad det ikke har gjort det lettere for pastor Michael er sikkert, at biskoppen just heller ikke var lykkelig over, at Michael i forskellig sammenhæng skulle have stemplet ham som værende autist. Biskoppen havde påtalt dette overfor Michael, hvortil han havde svaret: “Nej kære Czeslaw, det har jeg aldrig nogensinde sagt, for det har jeg ingensomhelst kompetence til at kunne bedømme. Hvad jeg har sagt, ér, at personer, som har indsigt i den slags ting, mistænker dig for at være det!” . . .

Fra en ansat i bispedømmet fik jeg den 07. april følgende mail, som jeg besvarede:

Hermed en stor påskehilsen til Jer alle.

    DET SAMME SENDES HERFRA TIL DIG!

Jeg sidder og læser den bog der blev lavet om Reinhold Sahner sidste år. Bedrøvelig læsning. Ved du, om han kommer til Tyrkiet? Det har jeg hørt er planen.

     DET SIGES, AT CZESLAW, HVER GANG DET SER UD TIL AT LYKKES FOR REINHOLT, EFTERSENDER PAPIRER, SOM VANSKELIGGØR HANS CHANCER. MEN JEG HAR OSSE HØRT, AT MYNDIGHÈDERNE FOR AUSLÄNDISCHE SEELSORGE I BONN NU VIL IMØDEGÅ DISSE MODBYDELIGHEDER.

Jeg tænker også meget over, hvad der kommer til at ske med p. Michael Hornbech

        BORTSET FRA VORHERRE, ER DER KUN ÉN DER VÈD DET, OG HAN GØR, HVAD DET PASSER HAM. HAN KAN VIST IKKE FORDRAGE DANSKE PRÆSTER: NIBLER, ANDERS BAADSGAARD, UNDERTEGNEDE og nu MICHAEL H. . .RESCOURSER, SOM HAN MENER AT KUNNE UNDVÆRE 

Har der været nogle reaktioner i præstekredse på det der er sket med dig(påtvunget orlov, hængt ud på hjemmesiden)?

     HVAD TROR DU SELV? NEJ! ABSOLUT INGEN. EN DÅRLIG LEDER SPREDER DÅRLIGE VIBRATIONER. INGEN PRÆSTER INTERESSERER SIG FOR ANDRE END SIG SELV. OG NÅR LEDEREN GÅR OVER LIG, ER DE BARE GLADE FOR, AT DET IKKE ER DÉM, DER LIGE NU BLI’R TRÅDT PÅ/’MYRDET’. ALMEN KOLLEGIALITET EKSISTERER IKKE MERE. DET ER ALLES KAMP MOD ALLE. OG DET BISKOPPELIGE RÅD ER IKKE ANDET END EN SAMLING SPYTSLIKKERE, DER ‘ARBEJDER’ UD FRA PRINCIPPET: “HVAD FATTER GØR ….” HER ER DER HELLER INGEN, DER VIL RISIKERE NOGET …

Nu er vi langt forbi den 01. august 2012. Pastor Michaels orlovsperiode er forlængst formelt ophørt, men ingen ny løsning er fundet til denne dygtige præst og fremragende prædikant, som bare kan sidde i sin lejlighed på hjørnet Stenosgade/Vesterbrogade og kikke ned på Jesu Hjerte Kirke. Den katolske kirke i Danmark, læs: biskoppen, har åbenlyst råd til (eller ‘lyst’ til??) at passificere danskfødte præster, – herunder osse  både fysisk og psykisk svækkede pastor Finn Arvé, som nu efter den sidste fastboende Brønshøj-sognepræsts død i 2011 bebor hans lejlighed på Frederikssundsvej. Pastor Finn har ligesom jeg været ‘beskyldt’ og været gennem ‘vridemaskinen’. Ikke alle har psyke til at klare det, slet ikke, hvis man som Finn oplever, hvad han sagde til biskoppen, at “jeg bli’r flyttet omkring, som var jeg en papkasse!”. Det siges, at Finns sag, som civilretsligt intet har på sig,  har været forbi i Rom og ikke ført til rejsning af nogen form for sigtelse. Ikke desto mindre er osse hán af biskoppen pålagt restriktioner m. h. t. messefejringer, som dog meget mildere end mine.

Kort før 1. søndag i advent stak vores lokale sognepræst i Køge-Ringsted, udlånt af bispedømmet Münster, Torsten Jortzick, i “Nacht und Nebel” overraskende af fra sine menigheder, og ingen vidste, hvor han var taget hen. Han havde simpelthen fået nok: Hans elendige boligforhold, forskellige problemer i de to menigheder, den behandling som jeg udsættes for og som skaffer osse ham ubehageligheder, og en desavouerende behandling af ham i forbindelse med en til Tyskland TV-transmitteret messe fra den ham overdragede tysktalende menighed i København. Men først og fremmest hans egen erfaring med biskoppen, som ér: ingen støtte, ingen interesse, ingen bevægelighed.  Hvad dette ender med, vil det ny år vise. Torstens dilemma ér, at han elsker Danmark (ganske særligt dronning Margrethe) og den tysk-talende menighed i København og gerne vil forblive i vort land, uanset . . .  ja, som han engang tidligere har sagt til mig: “Hvis ikke som præst, så som kassedame i Netto!”

I forbindelse med Torstens fravær og for, nu efter et halvt års bandlysning at opsende en ‘prøveballon’ sendte jeg i juleugen en kort mail til biskoppen, som udløste følgende længere korrespondance:

til biskoppen
Jeg vil gerne fra og med 06. januar tage messerne i Køge onsdage og søndage, indtil pastor Torsten forhåbentlig vender tilbage til tjenesten. Du behøver kun at svare, hvis du vil ta’ imod tilbuddet.
Stephen
……….

Kære Stephen,
Jeg svarer alligevel, selv om jeg må sige nej til dit tilbud. Det er ikke af ond vilje, og et er heller ikke på nogen måde mit ønske at knuse dig, sådan som du med dette eller et lignende udtryk skrev før jul. Selv om du og andre stiller jer uforstående over for og også er kede af min afgørelse fra i sommer, så tror jeg, at det for alle parter, også for dig selv, er bedst, at vi endnu ikke ændrer på den. Med velmente gode ønsker for det nye år samt de venligste hilsener
+ Czeslaw
………..

Til biskoppen
Netop for at undgå et svar som dét, du har sendt mig, bad jeg dig, lidt indpakket, om kun at svare mig i tilfælde af et ‘ja’.
Hvordan kan du få dig selv til at skrive: “det er ikke af ond vilje”, når du med vilje gør mig så ondt, som intet andet menneske nogensinde har gjort mig mit liv igennem!
Hvordan kan du få dig selv til at skrive, at det ikke på nogen måde er dit ønske at ødelægge mig (det var dét ord, jeg brugte), når du er i fuld gang med at gøre det?
Jeg er ikke ked af din afgørelse. Jeg er fortvivlet over den, – hver eneste dag og nat!
Sådan behandles en nu ældre præst efter næsten 30-års trofast tjeneste. Ikke engang den upræstelige, velfungerende administration i Assens, som han selv har bygget op, kan man unde ham.
Men du kan i din totale mangel på empati og bevægelighed åbenbart ikke handle anderledes. Det volder dig, billedligt ment, ingen problemer at smide en mand ud fra Rundetårn, og mens han nærmer sig Købmagergade råbe efter ham: “Godt nytår! Med de venligste hilsener!”
Lad nu,- please, – være med at svare!..  Lad mig høre fra dig, når/hvis du engang kan identificere dig med Hos. 11, 8c, – eller måske bare med pave Benedikt. Han lukker i det mindste fængselsporten op.
“Er man ikke menneskelig, kan man ikke være retfærdig” (Luc de Clapier Vauvenargues)
“Retfærdige er de, der af og til stopper op og bliver klar over deres uretfærdighed” (Bruno Kreisky)
Stephen

Når jeg nu for anden gang be’r biskoppen om ikke at svare, er det fordi jeg har opgivet kommunikation med dén mand. Jeg er nået til dét resultat, at jeg lisså godt kan skrive til min læselampe. Jeg mener, at ethvert normalt menneske, som har påtaget sig en chef-stilling, vil reagere på en medarbejder, som så klart gi’r udtryk for sin nød. Ydermere erfarer vi her i huset, at biskoppen, efter at have modtaget ovenstående, kører på sygebesøg i Slagelse uden at kikke ind til os. Mens vi har været i Kalundborg og nu i Sorø, sammenlagt mere end 2½ år, har han ikke besøgt os bare én eneste gang. Ganske givet er han klar over, at vi lisså gerne ser hans hæl som hans tå, men det burde ikke afholde ham fra at udføre sin embedspligt. Mere og mere erfarer jeg, at dét, som jeg nævnte i forbindelse med pastor Michael Hornbech, efterhånden ikke længere hviskes i krogene, men siges højt af såvel præster, ordenssøstre og lægfolk. Ihvertfald blev det udtrykt i en mail, som jeg modtog kort før nytår. Jeg citerer:

Fælles for Aspergers syndrom og andre former for autisme ér, at alle med en diagnose har vanskeligheder med socialt samspil og kan udvise stereotyp og ureflekteret adfærd. Mennesker med diagnosen er normalt- eller højtbegavede og ønsker ofte at indgå i socialt samvær. men de har ofte svært ved at etablere og bevare sociale kontakter. Situationsfornemmelse kan være et problem. Derudover kan personernes sprog være stereotypt og præget af gentagelser.

Mali’en slutter med spørgsmålet: Kender vi mon nogen med denne adfærd?? Ihvertfald ved jeg, at en ex-præstestudent, som følte sig dårligt behandlet og overfor biskoppen i ret kraftige toner understregede denne oplevelse, fik som svar: “Vil du ha’ mere kaffe??”

(Parentes: Netop nævnte student var i 1993 blevet erklæret for blind og fik derefter løbende bevilliget de hjælpemidler, som i vore dage stilles blinde til rådighed. Han fortæller selv: “I 1999 blev jeg  bl. a. p. g. a. generalvikarens stærke anbefaling antaget som præstestudent for bispedømmet København. Jeg var først i London, men biskoppen syntes, at jeg skulle have ‘den romerske oplevelse’ (den fik jeg så sandelig osse) og sendte mig  på det romerske seminarium, hvor rektor var en af hans gode bekendte. Rektor lod mig vide, at han ikke var begejstret for ‘handikappede’ på sit seminarium og jeg erfarede direkte mobning, f. eks, blev intet arrangeret mht. italiensk sprogundervisning. Kulminationen var, da rektor rejste spørgsmål omkring, om jeg overhovedet var blind,-  begrundelse: jeg havde pinlig orden på mit værelse og kunne vaske gulv selv (enhver normalt tænkende véd, at blinde har pinlig orden, den eneste måde for dem, at kunne finde deres ting). Nu lod rektor biskoppen meddele, at han ønskede en undersøgelse af mig af en af ham udpeget læge. Det havde jeg på ingen måde tillid til, men var villig til en undersøgelse af en uvildig italiensk læge i udvalg blandt et par, anbefalet af min læge i Danmark.  Da jeg ved et møde med biskoppen kom med denne løsningsmodel,  grinte han mig op i mit, her må det være, lukkede ansigt og lod mig vide, at det overhovedet ikke kunne komme på tale. Enten gjorde jeg som han og rektor ville, eller osse var jeg ikke længere at betragte som præstestudent i hans bispedømme. Hvad jeg der påfølgende af ærligt hjertet  råt og usødet lod biskoppen vide, responderede han med sætningen: “Vil du ha’ mere kaffe??!””
Det var i 2002. Det kan tilføjes, at ex-kandidaten senere lod sig undersøge af læger i Tyskland, som kun kunne bekræfte, hvad der i sin tid var blevet stadfæstet i DK. –

Noget lignende, da Iben Thranholm i 2008 efter kort tids ‘virke’ nedlagde sin stilling som informations’chef’ og som afskedssalut i over en time klart ananlyserende havde givet biskoppen ‘tørt på’, hvorpå han dagen efter spurgte: “Hva’ var det egentlig, hun var så vred over??” –  Parentes slut)

Men tilbage til pastor Torsten. I hans fravær blev det den tidligere sognepræst i Køge, nysnævnte pastor Michal Hornbech-Madsen, der som oftest forestod søndagsmesserne. En virkelig god vikar. Menighedsfællesskabet styrkedes, inspirereret af hans autentiske liturgi og fantastiske prædikener.

Efter biskoppeligt løfte om udbedring af boligforholdene vender pastor Torsten tilbage palmesøndag 2013. Vores venskab er intakt og samarbejdet fortsætter under de indskrænkede rammer, som er vore betingelser.  Anerkendende pastor Torstens fine anlæg, gi’r jeg ham al den støtte, jeg kan, og hjælper ham på de områder, som ikke er mig forbudt, bl. a. som sekretær for menighedsrådet og med salmevalg, idet jeg som danskfødt og 26 års erfaring som sognepræst har dybere indsigt i denne metier..

Torstens 50-års-dag nærmer sig. Fine forberedelser til hans fødselsdagsfest med mig som animator. En fest, hvor der storstilet bakkes op om ham, og som i dén grad indgyder ham mod og kraft

Frugterne er en sprudlende pastor Torsten. I modsætning til så ofte tidligere begynder alle søndagsmesser med et stort smil, og i sine prædikener bli’r han mere og mere fri og spontan. Flere og flere kommer til kirke. Fuld kirke hver søndag og en atmosfære af glæde og sammenhold. Børnene flokkes og en børneundervisning organiseres og begynder at tage form. Hver søndag en time før messen, med to kateketer som ledere. Og hver gang med mange børn.

Eneste sky på den nu ellers lyse himmel er biskoppens ustandselige indblanding. “Nu begynder han at køre på Torsten”. sagde pastor Timmermann. Igen og igen bli’r Torsten indkaldt og instrueret, . en torn i øjet er det for biskoppen, at Torsten og jeg kommer godt ud af det med hinanden. Midt i september mailer Torsten (på tysk) fortvivlet til sine nærmeste støtter, om der dog ingen ér i menigheden,  som kan beskytte ham mod dén, der hele tiden kaster skygge ind over hans arbejde. Et meget stærkt og sigende nødråb:

Er det virkelig ikke muligt, at en af jer indfødte danskere, kan sige til denne mand (biskoppen) at han ganske enkelt skal lade mig være i fred. Er der virkelig ingen form for respekt, eller I det mindste noget som skamfølelse eller stiltienhed  overfor Guds og hans kirkes storhed? Jeg anser mig selv for at være et spirituelt menneske, der ganske godt forkynder og lever håbet i denne verden… Jeg er dødtræt af det! Hvis det dog ganske enkelt snart kunne holde op. Jeg kan ikke acceptere, at ‘sådan er det, og det må vi så leve med’.  Nej, det er kun sådan, fordi vi finder os i det,  eller mere nøjagtigt:  fordi  jeg selv finder mig i det, igen og igen. Jeg er led og ked af det, gentager: led og ked af det. Jeg vil bare have lov til at arbejde videre. Men nu skal man lade mig være i fred for dette gåen mig efter i sømmene, – eller ganske enkelt sende mig bort.

Det sidstnævnte blev tre måneder senere virkelighed . . .

– fortsættes 

JESU SELSKAB! En herlig klub!?

Så har jeg lige set filmen ‘Silence’, – og set den med filmen ‘The Mission’ in mente. I begge film er det  jesuiter, der er hovedpersoner.  Jeg må indrømme, at ‘The Mission’ fra 1986, som foregår i Sydamerika (Paraguay)  gjorde det største indtryk. ‘Silence’ gi’r et indtryk af de store problemer med mission i Japan og gi’r osse er seriøst bud på, hvorfor.  Måske fylder perverse henrettelsesmetoder, omend autentiske nok, lidt rigeligt i filmen? Og at to jesuiter ‘svigter’, har man forståelse for.  Hvem af os havde under sådanne omstændigheder ikke gjort det samme??? Hvordan er det at forkynde et ‘glædeligt’ budskab. som er totalt fremmed for de fleste og kun producerer død og ulykke, og hvor Gud åbenbart forholder sig tavs?. Derfor tænker man, efter at have set filmen, med særlig veneration på den japanske jesuitpræst Paul Miki og de to jesuit-lægbrødre , som den 05. februar 1597, – vi fejrer dem liturgisk i dag den 06., – udenfor Nagasaki blev korsfæstet og stukket ihjel, og hvor Paul Miki prædikede fra korset. Og forstår måske bedre, efter at have set ‘Silence’, hvilke horrible forhold missionærerne i Japan har måttet leve under. Og hvilken trosstyrke, ret så mange har udvist.

Uvilkårligt bøjer man sig dybt i støvet, når ‘JESU SELSKAB’ nævnes. Jeg tænker på nu afdøde pater Leslie Dorn sj, som på sin 80-års fødselsdag i taknemmelighed over sit liv som jesuit udtalte: “Jesu Selskab er dog en herlig klub!”

Hvor har dog denne ‘herlige klub’ været en velsignelse for den katolske kirke, – grundlagt af Ignatius af Loyola og stadfæstet i 1540 som et modværn mod den såkaldte reformations skader, og som har fostret uforlignelige personligheder som Frans Xaver, Paul Miki, Petrus Canisius og Johannes Bergmans. . . bare for at nævne nogle enkelte . .Og, –  for at være lidt lokal, –  Jean-Pierre Médaille, som i Chambery har ‘født’ Skt. Josephsøstrenes kongregation, hvis trofaste indsats i Danmark ikke kan overvurderes.

I forbindelse med filmen ‘Silence’ går tankerne naturligvis på særlig måde til Frans Xaver, der som første jesuit omkring 1550 satte sine ben på japansk jord og grundlagde en blomstrende kirke.  Siden, da tiderne var blevet anderledes,  førnævnte Paul Miki – og de mange øvrige jesuitermartyrer fra forskellige steder i verden: https://en.wikipedia.org/wiki/Category:Jesuit_martyrs

Ikke noget at sige til, at denne ‘klub’ på dit højdepunkt nåede at tælle hele 36.000 medlemmer  (- vi sølle montfortanere nåede i vores kulmination til bare 2.000, og dét til trods for, at vores Louis-Marie de Montfort blev opdraget af jesuiter på deres mega-gymnasium i Rennes)

I  Danmark har jesuiterne været af uvurderlig betydning. Alle de store navne, som vi kan sætte i forbindelse med begyndelsen i Fredericia, siden Kollegiet i Ordrup, Stenosgade / Skt. Knuds skole og Skt. Kjelsgade i København med  Niels Steensens gymnasium, – og Ryesgade i Aarhus, – med Skt. Knuds skole.  Ingen navne nævnt, ingen glemt.

Men nu er de på verdensplan reducerede til en pæn trediedel: 14.000 i alt.

Og herhjemme i Danmark??? Osse lokalt gælder Grundtvigs salme: “Har vi toppet, må vi dale” Ordrup er forlængst forladt og Stenosgade er nu passé. Et håbefuldt ordenskommunitet er tilbage i Aarhus. Og i København koncentrerer sig nu alt om Niels Steensens kollegium (ordenen) og Niels Steensens Gymnasium (skolen), – de to ting ikke at sammenblande, – omend kollegiet bliver sværere og sværere at definere. Således er p. t. forstanderen for kollegiet en lægmand??!

Og nu noget aktuelt . .   Jeg husker på et tidspunkt, at man på billeder, der gik verden rundt, så bedstemødre stå foran parlamentsbygningerne i Argentinas hovedstad med skilte, hvorpå der stod: “Hvor er vores børnebørn??” Personligt forstår jeg ikke, at ikke noget tilsvarende har fundet sted foran jesuiter-bygningen i Skt. Kjeldsgade? For jeg kan da ikke være den eneste, der har bemærket, at flittige og dygtige folk, som har været aldeles aktive på netop nævnte  adresse, uden videre er gledet ud i anonymiteten. . .

Jeg taler om de to jesuit-patre: hollandske  Richard Sprengers  og danske Lars Reuter . . . Hvor er de blevet af??  Forsvundet fra ‘katolsk lommebog’, forsvundet fra  bevidstheden omkring gymnasiet, som de begge med engagement og stor kompetence har sat sig ind for i en lang årrække. .  Er der nogen af jer læsere, der har hørt om en afsked, læs afskedsfest, bemærket en takketale for disse to jesuiter-personligheders indsats??

Tre optimistiske polakker hører vi nu istedet om. Og gudskelov, at nogen har mod. Vi kan kun ønske det allerbedste for dem. Vi fra Sorø har for nogen tid siden været med til præstemøde hos dem: Alt var perfekt, – bortset fra, at vi fandt det underligt, at de to manglende, som har beboet huset i jeg véd ikke hvor mange år,  ikke blev nævnt med et ord. Og: At ingen spurgte efter dem!

Men burde ikke den katolske offentlighed i Danmark være bare nogenlunde orienteret?? Om, hvordan de to førnævnte – på hvis anbefaling?? – opleves som nærmest lusket ud af deres sammenhæng.  Og  hvor selskabet senest gennem to års tovtrækkeri har ført offentlig retssag mod dem  (jesuiter mod jesuiter) m. h. t.  den retsligt korrekt grundlagte fond, “Norvegusfonden” med retrætecentret “Inigo” i Hølkerup,  – i mit tidligere sogn Holbæk.  Fondens navn er interessant, – efter Laurentius Nikolai Norvegus (på dansk Laurids Nielsen). Læs om ham her: https://no.wikipedia.org/wiki/Laurids_Nielsen

Netop for nylig , den 16. januar, har ordenen måttet acceptere, at dens anlagte sag mod fonden, som over landsretten og højesteret er vendt tilbage til Holbæk byret, i byretten er blevet afvist. Skønsmæssigt skal den have kostet ordenen henimod 2 millioner kroner?? Højesterets kendelse kan læses her: http://www.hoejesteret.dk/hoejesteret/nyheder/Afgorelser/Documents/22-16.pdf

Men nu mit egentlige anliggende m. h. t. dette blog-opslag, – bortset fra alt øvrigt nævnt:   Interesserer det virkelig ingen, – hverken lægfolk eller kolleger, –  hvor de to nævnte jesuiter er blevet af?? . . . I religiøs sammenhæng, hvor vi ustandselig får tudet ørerne fulde af snak om ægte kristen livsførelse, præget af barmhjertighed og kærlighed, af omsorg for hinanden, er det bemærkelsesværdigt, at end ikke det lokale præsteskab  reagerer på ‘tab’ af medbrødre, hvad så grunden til tabet end måtte være.  Når generalvikaren om de månedlige præstemøder, som tilbydes os, men, – det gælder ihvertfald det østdanske præstemøde, – hvor kun et fåtal møder frem, et sted skriver om, “hvor meget det betyder for præsterne at have et fællesskab om deres tjeneste, hvor de kan udveksle erfaringer, glæder og sorger”,  så må jeg ganske enkelt sige, at denne udveksling har jeg aldrig oplevet. Vi be’r aftenbøn og spiser under small-talk en hyggelig middag sammen, men derudover  . .  Enhver, der ‘glider ud’ eller ‘glides ud’, kan rent menneskeligt sejle sin egen sø!  Ingen bekymrer sig.  Én af de ret så mange præster, som aldrig møder op,  én,-  som sammen med mig var hængt ud i årene 2010/11, –  anfører, at han ikke vil sætte sig selv i en situation, hvor folk ikke vil hilse på ham. Den sidste for sine kolleger omsorgsfulde præst er død. Han hed Dieter Timmermann og var ikke udnævnt til det. Han kunne finde ud af det selv.

Tilbage til de to førnævnte jesuiter . . .  Lad mig så orientere, så langt jeg selv er blevet orienteret (!) , – når ingen andre gør det:

Pater Richard Sprengers sj tilhører nu, – korrekt oplyst på kirkens hjemmeside november 2015, – den hollandsk-flanderske ordensprovins med bopæl i provincialkommunitetet i Brüssel. Oplysning om bopæl var på dét tidspunkt delvis korrekt, men siden ukorrekt, idet provincial-kommunitetet  er blevet overflyttet til Antwerpen. Omend pater Sprengers kanonisk er tilknyttet dette hus i Antwerpen, er han ikke bosiddende der. Han bor stadig i Danmark. Mens han endnu var ledende på Niels Steensens gymnasium blev han alvorligt syg og således sygemeldt. Under denne sygemelding forbød hans provincial ham, netop p. g. a. sygdommens karakter, at tænke på genoptagelse af ledelsesfunktionen på gymnasiet. Men samtidig anså han det for nødvendigt, at pater Sprengers fik ro omkring sin person og ro til at håndtere den verserende sag m. m. Derfor har han, efter aftale med sin ny provincial, fortsat  adresse hér i Danmark  og vil foreløbig blive boende her, osse p. g. a. den lægelige behandling, som står på og som forståeligt nødvendiggøres, når man, midt i sygdommen,  som menneske er blevet mishandlet som han.

Pater Lars Reuter sj tilhører stadig den tyske ordensprovins, – ny provincial skal indsættes til sommer, –  omend nogen med mislykket held, – Rom har efter henvendelse fra pater Reuter blandet sig, –  har prøvet at trænge ham ud af selskabet, uanset  han årene igennem i kraft af  sine ansættelser har skovlet penge ind i ordenens (kollegiets) kasse. Han bor vedvarende i Danmark. Han har flere kvalificerede artikler bag sig. Her f. eks om Muhammed-krisen, der afspejler hans  seriøsitet og grundighed: http://www.con-spiration.de/texte/2006/hinter.html

De fortæller, at de hver weekend mødes og lever et kommunitetsliv som de før gjorde det i Skt. Kjeldsgade, – og fejrer deres søndagsmesse sammen. For nyligt har de begge haft et for dem velgørende møde med foresatte i Antwerpen.  De har dér forklaret, at de ingen problemer har med deres præstelige identitet, men føler sig som fisk, hvor vandet er lukket ud af bassinet.

Jesu Selskab er grundsätzlich, – med pater Dorns ord, – en herlig klub. Og, som jeg skrev: Hvor har dog denne ‘klub’ med dens veluddannede medlemmer været en Guds velsignelse for den katolske kirke!

Måtte den, – osse lokalt,  – blive ved med at være det  . . .

– det er skidt derude!

Omend varm forsvarer af pave Paul VIs messebog af 1970 er jeg dog ikke blind for, at ikke alt er lige vellykket.

Således har jeg på et tidligere tidspunkt (april 2015) på denne blog påpeget, at jeg (og mange flere) mener,  at påskenats-liturgien, som er årets vigtigste gudstjeneste, ikke er vellykket.

Og det samme gælder den forestående fest: Candelarum missæ = Kyndelmisse = kærtemesse = messe, hvor kærterne (lysene) indvies. (på jysk: kjørmes). Tidligere hed festen ‘Mariæ renselse’, nu langt bedre betegnet som: ‘In præsentatione Domini’ = Herrens frembærelse ( i Jerusalems tempel.) . . .

Jeg blev som 13/14-årig katolik. . .  I Svendborg under pastor Niels Th. Hansen, det udmærkede menneske. Han lagde i mig en grundvold, som har været bæredygtig mit liv igennem. Jeg har hans billede hængende på mit værelse, og i arv er, da jeg blev præst, tilgået mig hans kalk, som jeg med mellemrum benytter, – senest i går, hvor jeg med en lille gruppe fejrede messe på Omø.

I 1967 kunne pastor Hansen ikke mere, og en ny sognepræst kom til: Wilhelm Nölke. Det var ikke morsomt, for i min verden skulle alt forblive som det vár i pastor Hansens tid. Men det syntes pastor Nölke ikke.

Som f. eks. ugen før den første Kyndelmisse, som skulle fejres i pastor Nölkes regi. Jeg var ministrant og sagde til ham: “Nu på søndag er det Kyndelmisse, og så skal vi jo begynde med lysvielse! . . ” “Nej, det skal vi ikke!”, – sagde pastor Nölke. “Vi begynder messen ganske almindeligt, hører læsningen og kommer så til evangeliet om den gamle Simeon, som siger om det lille Jesusbarn, at han er verdens lys. Når vi har hørt dét, fortæller jeg i min prædiken om, at Jesus som voksen mand bekræftede Simeons påstand ved om sig selv at sige: “Jeg er verdens lys”. Men ikke bare dét: Til sine disciple sagde han: “I! I er verdens lys!” Og når vi har hørt dét, tager vi lys i hænderne. jeg indvier dem og vi holder procession for at vise:
1) at vi vil følge hám, der er verdens lys, efter
2) at vi vil demonstrere, at dét lys, som Kristus ér, skal vi bære ud i verden!”

“Nå”, sagde jeg og indvendte, at liturgien jo foreskriver, at  . . . Det var han ligeglad med. Det blev som han havde sagt.

Efter gudstjenesten overgav jeg mig. Det var nemlig perfekt. Logisk opbygget og meget sigende.

Nu havde jeg så håbet, at den ny messebog, som uventet har flyttet askeonsdags askevielse væk fra gudstjenestens begyndelsen til efter evangeliet, havde gjort det samme med Kyndelmisses lysvielse, – men  nej. I stedet er det blevet værre. Uden at tage hensyn til, at den katolske kirke osse er præsent i egne, hvor solen ikke altid skinner, hvor der er noget, der hedder kold vinter med blæst og sne, foreskriver man  nu som norm, at der skal foretages lysvielse, – uden nogensomhelt kvalificeret forberedelse, bortset fra en kort introduktion, trykt i messebogen – et andet sted end i kirken, f. eks. i menighedssalen. Så skal de indviede tændte kærter under sang bæres i procession fra indvielsesstedet til kirken, hvor messen skal begynde med Gloria. (- åbenbart har man ikke syndet i ugen op til Kyndelmisse).

Et par gange har jeg oplevet det, . .  og hvilken liturgisk jammer . . Indvielse af lysene i menighedssalen, – mellem kaffekopper og småkager.  Så ud i kulden, blæsten og evt fygesne med de tændte kærter, som vejrforholdene normalt sørger for at slukke inden man overhovedet er kommet i gang.  Man bevæger sig frem med et slukket lys i hånden forbi de parkerede biler. Og sangen? . . uden musikledsagelse . .Man kan vel forudsige, hvordan den bli’r, – ganske særligt i et land, hvor fællessang ikke længere er det mest almindelige, –  den når ihvertfald ikke til knæene på dét, som det underkvalificerede sangkor “Den halve lunge” ville kunne præstere  . . Og så pludselig er der ikke flere vers. Der er valgt en salme med fire korte vers. Og man er kun nået halvvejs . . Hva’ nu? Åhr, vi synger den bare en gang til  . . . Liturgi, når den er værst.

Blicher synger i sin Kyndelmisse-sang: “Det er hvidt herude”. Det er det ikke altid omkring 02. februar, omend midvinter, jvf. Brorson: ‘Dagene længes, vinteren strenges’ .  Men ihvertfald er Blichers tekstlinje dækkende for de Kyndelmisse-processioner, som jeg efter den ny messebogs ritus har oplevet, – med en lille ændring: “Det er skidt derude!”

Nej, kære pastor Nölke. Du lærte mig i 1967, – tre år før vi fik den nuværende messebog, hvordan man logisk fejrer Kyndelmisse. Du omvendte mig, og siden 1984,  i  hele min tid som præst, har jeg ikke bevæget mig væk fra dét, du lærte mig.

Det gjorde jeg ikke i går den 02. februar på Omø, og det gør jeg heller ikke i weekenden i Skt. Montforts kapel i Sorø.

Ved lysceremonien synger vi min udvidede udgave af “Adorna thalamum tuum Sion” fra 800-tallet, på dansk af Halfdan Kejser. Udvidet de 4 vers i Lovsang til ialt  7, – vers nok til en procession. Den lyder således og må gerne kopieres:

 

Sion, smyk dit brudekammer, mød din Konge og din Gud,
mens de tændte kærters flamme om din højtid bærer bud.
Jesus Krist er blandt os alle, Jesus Visdom, ren og prud.
“Lys af Lys” hans navn vi kalde, fryd dig, hans udvalgte brud.

2) Fyrre dage er nu omme siden vi i julens fest
fejred’ Jesu Kristi komme til vor jord som himmelsk gæst.
Jesusbarnet har Maria nu idag til templet bragt,
for at vie det til Herren, som i Mose lov er sagt!

3) Simeon på sine arme tog Marias lille søn.
Fuld af himmelsk kraft og varme lød hans glade takkebøn:
“Hér er barnet, som Gud sendte: Herren over liv og død,
Frelseren, på hvem vi vented’! Hán skal ende verdens nød!”

4) Døden skulle ej han skue, – dét var Helligåndens bud, –
før han under templets bue så den Salvede fra Gud.
Midt i templets folkeskare Simeon sin tak bar frem:
“Herre! Lad din tjener fare nu med fred til livets hjem!

5) Glemt er nøden, slukt er sorgen, for jeg har din frelse set,
dén, som du i tidens morgen har for alle folk beredt.
Barnet, som jeg hér må bære, er Guds lys og herlighed.
Om Gud selv skal han os lære, vidne om hans kærlighed!”

6) Jødedommens dæmring svinder, hedenskabets nat er endt,
Sandheds lys i Jesus skinner, lyset, som Gud selv har tændt.
Dette lys skal vi nu bære ud i verden, hvor vi bor!
Sådan fremmer vi Guds ære, lyser op den hele jord.

7) Kirke! Glædens tid er inde og forenet med din Gud
kan som lys nu selv du skinne,  om hans Visdom bære bud.
Jesus Krist er blandt os alle, Jesus og hans kirke prud.
“Lys af Lys” hans navn vi kalde, fryd dig, hans udvalgte brud!