JESU SELSKAB! En herlig klub!?

Så har jeg lige set filmen ‘Silence’, – og set den med filmen ‘The Mission’ in mente. I begge film er det  jesuiter, der er hovedpersoner.  Jeg må indrømme, at ‘The Mission’ fra 1986, som foregår i Sydamerika (Paraguay)  gjorde det største indtryk. ‘Silence’ gi’r et indtryk af de store problemer med mission i Japan og gi’r osse er seriøst bud på, hvorfor.  Måske fylder perverse henrettelsesmetoder, omend autentiske nok, lidt rigeligt i filmen? Og at to jesuiter ‘svigter’, har man forståelse for.  Hvem af os havde under sådanne omstændigheder ikke gjort det samme??? Hvordan er det at forkynde et ‘glædeligt’ budskab. som er totalt fremmed for de fleste og kun producerer død og ulykke, og hvor Gud åbenbart forholder sig tavs?. Derfor tænker man, efter at have set filmen, med særlig veneration på den japanske jesuitpræst Paul Miki og de to jesuit-lægbrødre , som den 05. februar 1597, – vi fejrer dem liturgisk i dag den 06., – udenfor Nagasaki blev korsfæstet og stukket ihjel, og hvor Paul Miki prædikede fra korset. Og forstår måske bedre, efter at have set ‘Silence’, hvilke horrible forhold missionærerne i Japan har måttet leve under. Og hvilken trosstyrke, ret så mange har udvist.

Uvilkårligt bøjer man sig dybt i støvet, når ‘JESU SELSKAB’ nævnes. Jeg tænker på nu afdøde pater Leslie Dorn sj, som på sin 80-års fødselsdag i taknemmelighed over sit liv som jesuit udtalte: “Jesu Selskab er dog en herlig klub!”

Hvor har dog denne ‘herlige klub’ været en velsignelse for den katolske kirke, – grundlagt af Ignatius af Loyola og stadfæstet i 1540 som et modværn mod den såkaldte reformations skader, og som har fostret uforlignelige personligheder som Frans Xaver, Paul Miki, Petrus Canisius og Johannes Bergmans. . . bare for at nævne nogle enkelte . .Og, –  for at være lidt lokal, –  Jean-Pierre Médaille, som i Chambery har ‘født’ Skt. Josephsøstrenes kongregation, hvis trofaste indsats i Danmark ikke kan overvurderes.

I forbindelse med filmen ‘Silence’ går tankerne naturligvis på særlig måde til Frans Xaver, der som første jesuit omkring 1550 satte sine ben på japansk jord og grundlagde en blomstrende kirke.  Siden, da tiderne var blevet anderledes,  førnævnte Paul Miki – og de mange øvrige jesuitermartyrer fra forskellige steder i verden: https://en.wikipedia.org/wiki/Category:Jesuit_martyrs

Ikke noget at sige til, at denne ‘klub’ på dit højdepunkt nåede at tælle hele 36.000 medlemmer  (- vi sølle montfortanere nåede i vores kulmination til bare 2.000, og dét til trods for, at vores Louis-Marie de Montfort blev opdraget af jesuiter på deres mega-gymnasium i Rennes)

I  Danmark har jesuiterne været af uvurderlig betydning. Alle de store navne, som vi kan sætte i forbindelse med begyndelsen i Fredericia, siden Kollegiet i Ordrup, Stenosgade / Skt. Knuds skole og Skt. Kjelsgade i København med  Niels Steensens gymnasium, – og Ryesgade i Aarhus, – med Skt. Knuds skole.  Ingen navne nævnt, ingen glemt.

Men nu er de på verdensplan reducerede til en pæn trediedel: 14.000 i alt.

Og herhjemme i Danmark??? Osse lokalt gælder Grundtvigs salme: “Har vi toppet, må vi dale” Ordrup er forlængst forladt og Stenosgade er nu passé. Et håbefuldt ordenskommunitet er tilbage i Aarhus. Og i København koncentrerer sig nu alt om Niels Steensens kollegium (ordenen) og Niels Steensens Gymnasium (skolen), – de to ting ikke at sammenblande, – omend kollegiet bliver sværere og sværere at definere. Således er p. t. forstanderen for kollegiet en lægmand??!

Og nu noget aktuelt . .   Jeg husker på et tidspunkt, at man på billeder, der gik verden rundt, så bedstemødre stå foran parlamentsbygningerne i Argentinas hovedstad med skilte, hvorpå der stod: “Hvor er vores børnebørn??” Personligt forstår jeg ikke, at ikke noget tilsvarende har fundet sted foran jesuiter-bygningen i Skt. Kjeldsgade? For jeg kan da ikke være den eneste, der har bemærket, at flittige og dygtige folk, som har været aldeles aktive på netop nævnte  adresse, uden videre er gledet ud i anonymiteten. . .

Jeg taler om de to jesuit-patre: hollandske  Richard Sprengers  og danske Lars Reuter . . . Hvor er de blevet af??  Forsvundet fra ‘katolsk lommebog’, forsvundet fra  bevidstheden omkring gymnasiet, som de begge med engagement og stor kompetence har sat sig ind for i en lang årrække. .  Er der nogen af jer læsere, der har hørt om en afsked, læs afskedsfest, bemærket en takketale for disse to jesuiter-personligheders indsats??

Tre optimistiske polakker hører vi nu istedet om. Og gudskelov, at nogen har mod. Vi kan kun ønske det allerbedste for dem. Vi fra Sorø har for nogen tid siden været med til præstemøde hos dem: Alt var perfekt, – bortset fra, at vi fandt det underligt, at de to manglende, som har beboet huset i jeg véd ikke hvor mange år,  ikke blev nævnt med et ord. Og: At ingen spurgte efter dem!

Men burde ikke den katolske offentlighed i Danmark være bare nogenlunde orienteret?? Om, hvordan de to førnævnte – på hvis anbefaling?? – opleves som nærmest lusket ud af deres sammenhæng.  Og  hvor selskabet senest gennem to års tovtrækkeri har ført offentlig retssag mod dem  (jesuiter mod jesuiter) m. h. t.  den retsligt korrekt grundlagte fond, “Norvegusfonden” med retrætecentret “Inigo” i Hølkerup,  – i mit tidligere sogn Holbæk.  Fondens navn er interessant, – efter Laurentius Nikolai Norvegus (på dansk Laurids Nielsen). Læs om ham her: https://no.wikipedia.org/wiki/Laurids_Nielsen

Netop for nylig , den 16. januar, har ordenen måttet acceptere, at dens anlagte sag mod fonden, som over landsretten og højesteret er vendt tilbage til Holbæk byret, i byretten er blevet afvist. Skønsmæssigt skal den have kostet ordenen henimod 2 millioner kroner?? Højesterets kendelse kan læses her: http://www.hoejesteret.dk/hoejesteret/nyheder/Afgorelser/Documents/22-16.pdf

Men nu mit egentlige anliggende m. h. t. dette blog-opslag, – bortset fra alt øvrigt nævnt:   Interesserer det virkelig ingen, – hverken lægfolk eller kolleger, –  hvor de to nævnte jesuiter er blevet af?? . . . I religiøs sammenhæng, hvor vi ustandselig får tudet ørerne fulde af snak om ægte kristen livsførelse, præget af barmhjertighed og kærlighed, af omsorg for hinanden, er det bemærkelsesværdigt, at end ikke det lokale præsteskab  reagerer på ‘tab’ af medbrødre, hvad så grunden til tabet end måtte være.  Når generalvikaren om de månedlige præstemøder, som tilbydes os, men, – det gælder ihvertfald det østdanske præstemøde, – hvor kun et fåtal møder frem, et sted skriver om, “hvor meget det betyder for præsterne at have et fællesskab om deres tjeneste, hvor de kan udveksle erfaringer, glæder og sorger”,  så må jeg ganske enkelt sige, at denne udveksling har jeg aldrig oplevet. Vi be’r aftenbøn og spiser under small-talk en hyggelig middag sammen, men derudover  . .  Enhver, der ‘glider ud’ eller ‘glides ud’, kan rent menneskeligt sejle sin egen sø!  Ingen bekymrer sig.  Én af de ret så mange præster, som aldrig møder op,  én,-  som sammen med mig var hængt ud i årene 2010/11, –  anfører, at han ikke vil sætte sig selv i en situation, hvor folk ikke vil hilse på ham. Den sidste for sine kolleger omsorgsfulde præst er død. Han hed Dieter Timmermann og var ikke udnævnt til det. Han kunne finde ud af det selv.

Tilbage til de to førnævnte jesuiter . . .  Lad mig så orientere, så langt jeg selv er blevet orienteret (!) , – når ingen andre gør det:

Pater Richard Sprengers sj tilhører nu, – korrekt oplyst på kirkens hjemmeside november 2015, – den hollandsk-flanderske ordensprovins med bopæl i provincialkommunitetet i Brüssel. Oplysning om bopæl var på dét tidspunkt delvis korrekt, men siden ukorrekt, idet provincial-kommunitetet  er blevet overflyttet til Antwerpen. Omend pater Sprengers kanonisk er tilknyttet dette hus i Antwerpen, er han ikke bosiddende der. Han bor stadig i Danmark. Mens han endnu var ledende på Niels Steensens gymnasium blev han alvorligt syg og således sygemeldt. Under denne sygemelding forbød hans provincial ham, netop p. g. a. sygdommens karakter, at tænke på genoptagelse af ledelsesfunktionen på gymnasiet. Men samtidig anså han det for nødvendigt, at pater Sprengers fik ro omkring sin person og ro til at håndtere den verserende sag m. m. Derfor har han, efter aftale med sin ny provincial, fortsat  adresse hér i Danmark  og vil foreløbig blive boende her, osse p. g. a. den lægelige behandling, som står på og som forståeligt nødvendiggøres, når man, midt i sygdommen,  som menneske er blevet mishandlet som han.

Pater Lars Reuter sj tilhører stadig den tyske ordensprovins, – ny provincial skal indsættes til sommer, –  omend nogen med mislykket held, – Rom har efter henvendelse fra pater Reuter blandet sig, –  har prøvet at trænge ham ud af selskabet, uanset  han årene igennem i kraft af  sine ansættelser har skovlet penge ind i ordenens (kollegiets) kasse. Han bor vedvarende i Danmark. Han har flere kvalificerede artikler bag sig. Her f. eks om Muhammed-krisen, der afspejler hans  seriøsitet og grundighed: http://www.con-spiration.de/texte/2006/hinter.html

De fortæller, at de hver weekend mødes og lever et kommunitetsliv som de før gjorde det i Skt. Kjeldsgade, – og fejrer deres søndagsmesse sammen. For nyligt har de begge haft et for dem velgørende møde med foresatte i Antwerpen.  De har dér forklaret, at de ingen problemer har med deres præstelige identitet, men føler sig som fisk, hvor vandet er lukket ud af bassinet.

Jesu Selskab er grundsätzlich, – med pater Dorns ord, – en herlig klub. Og, som jeg skrev: Hvor har dog denne ‘klub’ med dens veluddannede medlemmer været en Guds velsignelse for den katolske kirke!

Måtte den, – osse lokalt,  – blive ved med at være det  . . .

Reklamer

2 thoughts on “JESU SELSKAB! En herlig klub!?

  1. Ikke kun i “Silence” er der jesuiter, der forlod selskabet. Det har der altid været. Osse i DK. Måske flere, end man umiddelbart kommer på: Brinkmann, Grünewald, Kiel, Kossmann, Lange, Lerch, mcCluskey, Nietsch, Peters, Simons, Westarp, – de allerfleste for at gifte sig.

    Kun et par af dem har jeg kendt. P. Simons prøvede i begyndelsen af 70’erne at læse græsk og latin med mig, en håbløs opgave for den stakkels mand med en elev som mig.

    Efter senere at have ‘studeret til præst’ i Tyskland og var kommet hjem igen, fik jeg i tiden op til diakon- og præstevielse af bispedømmet tildelt p. Gottfried Grünewald SJ som min mentor. Det har været i 1983-84. Han var en dejlig mentor, næsten allround forstående og, – omend tysk, – af en halt anden karakter end den, jeg havde oplevet hos hans landsmænd på præsteseminariet. Som nogle måske véd, var jeg faktisk gennem 1½ år ‘kapellan’ i Slagelse, uden endnu at være præst. Ordnede alt og sørgede for en præst til hver søndag. På dén august-søndag i 1983, hvor vi fejrer jomfru Marias optagelse i himlen, havde min mentor sagt ja til at fejre messen, og i sin prædiken tog han udgangspunkt i den indiske skønhedsåbenbaring, gravmonumentet Taj Mahal, en prædiken, som mange endnu husker, – osse jeg.

    I februar 1984 blev jeg diakonviet og i maj samme år, – efter kun tre måneders diakonat, – på kærligste måde præsteviet af Grünewalds ordenbroder, biskop Hans Martensen SJ., – 40 år gammel. Ved begge vielser var det Gottfried Grünewald , der bekræftende skulle svare på biskoppens spørgsmål: “Ved du, om han er egnet til det?”

    Dagen efter præstevielsen fejrede jeg min primitsmesse i Vor Frue Kirke i Slagelse, – samme søndag, som vi fejrer denne kirkes titularfest: festen for jomfru Maria, Guds nåds moder og midlerinde. Min mentor var naturligvis blandt koncelebranterne.

    Ved den efterfølgende fest holdt han tale. Og, – tror jeg nok- mente han, at jeg i dagens liturgi havde været så overdrevet mariansk, at han, – det sagde han, – næsten var kommet i tvivl om, om han havde gjort ret i at anbefale mig til præstevielse . . .

    Hvor meget han mente med dét, han sagde, ved jeg ikke, men naturligvis gjorde et en lille smule ondt,- men det var hurtig glemt

    Indtil jeg omkring 1990 hørte, at Gottfried var udtrådt i jesuiterordenen og havde nedlagt sit præsteembede!! Da tænkte jeg: “Ja, ja, kære Gottfried, det ka’ godt være, at du var i tvivl om du gjorde det rigtige, da du anbefalede mig til præstevielse, men jég er her stadigvæk og du har ladet alt falde…

    Og jeg er her stadigvæk, . . . nu ..efter 33 år.

    Anledningen til dette skriv ér, at Gottfried Grünewald nu igen er trådt ind i min bevidsthed. Gennem en avisartikel, som jeg nedenstående linker til. Det lader til, at hans liv, – trods det, som jeg mener, man ikke bør gøre,- med Guds hjælp er lykkedes for ham og gjort ham tilfreds. Dét under jeg ham, og det glæder mig, for jeg husker tydeligt, at han i tiden op til mine vielser effektivt hjalp mig og var god ved mig.

    Nu den 26. marts bli’r han 79 år.

    https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/sige-ja-til-blive-et-helt-menneske

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s