Hold ud, hold ud, hold ud!! (13)

 –  fortsat

  1. Andre ‘præsteproblemer’

Tiden siden min ‘bandlysning’ og indtil skrivende stund har budt biskoppen på andre præste-problemer.

Et par måneder før min ‘bandlysning’ sendtes den danskfødte præst Michael Hornbech-Madsen fra den ene dag til den anden bort fra sin stilling som andenpræst ved Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade og præst for den derværende italiensk-talende menighed. Officiel begrundelse: samarbejdsproblemer! Orlov til 01. august s. å.!

Omend ikke-jesuit har pastor Michael, – parallelt méd en årrække at have været sognepræst i Køge og givet det indre af den dérværende lille Skt. Hans Kirke en tiltrængt, vellykket ansigtsløftning, – gennem femten år beklædt de nævnte stillinger ved Jesu Hjerte Kirke, samtidig med at han med sine kunstner-evner i høj grad har formået at tilbagegive den nygotiske, i Danmark nok mest ‘berømte’ katolske kirke, en hel del af dét udseende, som den havde, før den nok så drastiske billedstorm i 70’erne fratog den sin oprindelighed. Tilbageførelsen af Wipflers trefløjede altertavle med Jesu-Hjerte-statuen på sin oprindelige plads i centrum er en bedrift og medførte i øvrigt for mig privat, at jeg igen og igen vendte tilbage denne kirke, for en stund i stilhed at nyde det reetablerede, – såvel, når tavlen ‘optrådte’ lukket i hverdagsdragt og var åben i festdragt.

Siden fulgte reetablering af Mariaaltret.

På et tidspunkt var det blevet besluttet, at jesuiterne pr. 01. august 2012 skulle afslutte deres virke i Stenosgade, og alt skulle overdrages til bispedømmet. Sognets fremtid var usikker, – skulle Jesu Hjerte sogn opretholdes eller skulle kirken fremover fungere som ‘city-kirke’ uden tilhørende sogn? I hvert fald skulle en ny sognepræst for en periode udnævnes.

I begyndelsen af marts meddeler biskoppen, officielt,  hvem der skal tage over, når jesuiterne er væk:  Biskoppens sexekspert og favorit til alt: nemlig sognepræsten ved domkirken i Bredgade, ved Sakramentskirken på Nørrebro og ved Rosenkranskirken på Bornholm. – som om han ikke havde nok i forvejen. Således kunne man læse i meddelelsen:

Fra 01. august vil pastor Niels Engelbrecht blive konstitueret som sognepræst for Jesu Hjerte menighed . . .Pater Sanders og pastor Michael Hornbech-Madsen vil fortsat være knyttet til Jesu Hjerte Kirke.

Med hensyn til pastor Hornbech-Madsens ‘fortsatte tilknytning’  havde biskoppen gjort regning uden vært, for dér satte pastor Hornbech-Madsen grænsen. Ét var, han flot var blevet forbigået, men at skulle arbejde under de skitserede ny forhold, gjorde, at han meddelte biskoppen, at han med de udsigter måtte sige nej-tak, og at han med den ny sognepræsts tiltrædelse den 01. august ønskede at ophøre som andenpræst og alene videreføre tjenesten for den italienske gruppe i København.

Men det kom til at gå meget hurtigere. Den 30 marts kunne følgende meddelelse læses:

På grund af samarbejdsvanskeligheder ved Jesu Hjerte kirke er der bevilget pastor Michael Hornbech-Madsen orlov fra stillingen som andenpræst og præst for den italienske gruppe indtil den 1. august 2012. Efter denne dato vil der blive taget stilling til pastor Hornbech-Madsens fremtidige præstelige opgaver.
I øvrigt har pastor Hornbech-Madsen forud givet udtryk for ønsket om fra 1. august 2012 ikke længere at være andenpræst ved Jesu Hjerte Kirke.
+Czeslaw Kozon

Sikke hurtigt, de ‘samarbejdsproblemer’ var opstået. De kulminerede, ifølge pastor Michael, da den tyskfødte sognepræst ved en emotionel diskussion. ihukommende Michaels jødiske mor, i et ophidset tilråb havde tituleret ham: “Judenschwein!”, – hvilket samme sognepræst siden har benægtet og kaldt for en ‘bagvaskelse’! Men ordvekslingen mundede ud i sognepræstens befaling om, at pastor Michael omgående skulle pakke sine ting og forsvinde, og ikke mere vise sig i ‘hans’ kirke.  Med biskoppens efterfølgende fulde accept, som det ses af ovenstående meddelelse.

Pastor Michael bliver således’ bandlyst’ fra den kirke, som netop ved hans indsats er kommet til at ligne sig selv igen. Dér, hvor han, oftest for egen regning, har lagt sit hjerteblod, er han nu at betragte som uønsket. Hellere lader man en messe bortfalde end be’r pastor Michael om at træde til. Nøjagtigt det samme, som jeg selv oplever: At dér, hvor jeg 26 år igennem har arbejdet på at gøre Vor Frue Kirke i Slagelse, – ja alle ‘mine’ tre kirker, – smukkere og smukkere, har jeg nu nærmest adgangsforbud. En modvilje mod mig er blevet opbygget og dyrket. Jeg kommer ikke på tale som vikar, hvorimod en (sub)diakon, som ikke kan tale dansk så nogen forstår det, træder til ved ordets gudstjenester. Som min efterfølger i sognepræsteembedet sagde til mig før sin tiltrædelse: “Jeg er blevet sendt hertil med instruktioner!”. Michael Hornbech kan glæde sig over, at hans æstetiske arbejde er forblevet uberørt,  hvorimod jeg, – og i renskrivningens stund af denne tekst er det blevet endnu værre, – må være vidne til, at dårlig smag overtager Vor Frue Kirke og polsk bondestue-stil skæmmer den nøgterne nordiske. Bortset fra ødelæggelse af korudsmykningen og malplaceret opstilling af en Josef-statue,  drejer sig mest om små detaljer, såsom f. eks. forkert belysning, forkerte alterduge og falske lys. Sakristiet, som man må igennem for at komme til hverdagsmesser i Skt. Montforts kapel, fremtræder som en rodebutik, i selve kapellet er op til havdelen af projektørerne brændt ud uden at blive udskiftet o. s. v. Men helheden er jo netop summen af detaljer. En lille sort plet på en hvid væg kamufleres jo ikke i et udsagn om, at pletten ikke er så stor. Den skæmmer nok til at kræve nymaling af hele væggen. Æstetisk sans er en Guds gave, men er man vidne til smagløshed, er den en plage.

Hvad det ikke har gjort det lettere for pastor Michael er sikkert, at biskoppen just heller ikke var lykkelig over, at Michael i forskellig sammenhæng skulle have stemplet ham som værende autist. Biskoppen havde påtalt dette overfor Michael, hvortil han havde svaret: “Nej kære Czeslaw, det har jeg aldrig nogensinde sagt, for det har jeg ingensomhelst kompetence til at kunne bedømme. Hvad jeg har sagt, ér, at personer, som har indsigt i den slags ting, mistænker dig for at være det!” . . .

Fra en ansat i bispedømmet fik jeg den 07. april følgende mail, som jeg besvarede:

Hermed en stor påskehilsen til Jer alle.

    DET SAMME SENDES HERFRA TIL DIG!

Jeg sidder og læser den bog der blev lavet om Reinhold Sahner sidste år. Bedrøvelig læsning. Ved du, om han kommer til Tyrkiet? Det har jeg hørt er planen.

     DET SIGES, AT CZESLAW, HVER GANG DET SER UD TIL AT LYKKES FOR REINHOLT, EFTERSENDER PAPIRER, SOM VANSKELIGGØR HANS CHANCER. MEN JEG HAR OSSE HØRT, AT MYNDIGHÈDERNE FOR AUSLÄNDISCHE SEELSORGE I BONN NU VIL IMØDEGÅ DISSE MODBYDELIGHEDER.

Jeg tænker også meget over, hvad der kommer til at ske med p. Michael Hornbech

        BORTSET FRA VORHERRE, ER DER KUN ÉN DER VÈD DET, OG HAN GØR, HVAD DET PASSER HAM. HAN KAN VIST IKKE FORDRAGE DANSKE PRÆSTER: NIBLER, ANDERS BAADSGAARD, UNDERTEGNEDE og nu MICHAEL H. . .RESCOURSER, SOM HAN MENER AT KUNNE UNDVÆRE 

Har der været nogle reaktioner i præstekredse på det der er sket med dig(påtvunget orlov, hængt ud på hjemmesiden)?

     HVAD TROR DU SELV? NEJ! ABSOLUT INGEN. EN DÅRLIG LEDER SPREDER DÅRLIGE VIBRATIONER. INGEN PRÆSTER INTERESSERER SIG FOR ANDRE END SIG SELV. OG NÅR LEDEREN GÅR OVER LIG, ER DE BARE GLADE FOR, AT DET IKKE ER DÉM, DER LIGE NU BLI’R TRÅDT PÅ/’MYRDET’. ALMEN KOLLEGIALITET EKSISTERER IKKE MERE. DET ER ALLES KAMP MOD ALLE. OG DET BISKOPPELIGE RÅD ER IKKE ANDET END EN SAMLING SPYTSLIKKERE, DER ‘ARBEJDER’ UD FRA PRINCIPPET: “HVAD FATTER GØR ….” HER ER DER HELLER INGEN, DER VIL RISIKERE NOGET …

Nu er vi langt forbi den 01. august 2012. Pastor Michaels orlovsperiode er forlængst formelt ophørt, men ingen ny løsning er fundet til denne dygtige præst og fremragende prædikant, som bare kan sidde i sin lejlighed på hjørnet Stenosgade/Vesterbrogade og kikke ned på Jesu Hjerte Kirke. Den katolske kirke i Danmark, læs: biskoppen, har åbenlyst råd til (eller ‘lyst’ til??) at passificere danskfødte præster, – herunder osse  både fysisk og psykisk svækkede pastor Finn Arvé, som nu efter den sidste fastboende Brønshøj-sognepræsts død i 2011 bebor hans lejlighed på Frederikssundsvej. Pastor Finn har ligesom jeg været ‘beskyldt’ og været gennem ‘vridemaskinen’. Ikke alle har psyke til at klare det, slet ikke, hvis man som Finn oplever, hvad han sagde til biskoppen, at “jeg bli’r flyttet omkring, som var jeg en papkasse!”. Det siges, at Finns sag, som civilretsligt intet har på sig,  har været forbi i Rom og ikke ført til rejsning af nogen form for sigtelse. Ikke desto mindre er osse hán af biskoppen pålagt restriktioner m. h. t. messefejringer, som dog meget mildere end mine.

Kort før 1. søndag i advent stak vores lokale sognepræst i Køge-Ringsted, udlånt af bispedømmet Münster, Torsten Jortzick, i “Nacht und Nebel” overraskende af fra sine menigheder, og ingen vidste, hvor han var taget hen. Han havde simpelthen fået nok: Hans elendige boligforhold, forskellige problemer i de to menigheder, den behandling som jeg udsættes for og som skaffer osse ham ubehageligheder, og en desavouerende behandling af ham i forbindelse med en til Tyskland TV-transmitteret messe fra den ham overdragede tysktalende menighed i København. Men først og fremmest hans egen erfaring med biskoppen, som ér: ingen støtte, ingen interesse, ingen bevægelighed.  Hvad dette ender med, vil det ny år vise. Torstens dilemma ér, at han elsker Danmark (ganske særligt dronning Margrethe) og den tysk-talende menighed i København og gerne vil forblive i vort land, uanset . . .  ja, som han engang tidligere har sagt til mig: “Hvis ikke som præst, så som kassedame i Netto!”

I forbindelse med Torstens fravær og for, nu efter et halvt års bandlysning at opsende en ‘prøveballon’ sendte jeg i juleugen en kort mail til biskoppen, som udløste følgende længere korrespondance:

til biskoppen
Jeg vil gerne fra og med 06. januar tage messerne i Køge onsdage og søndage, indtil pastor Torsten forhåbentlig vender tilbage til tjenesten. Du behøver kun at svare, hvis du vil ta’ imod tilbuddet.
Stephen
……….

Kære Stephen,
Jeg svarer alligevel, selv om jeg må sige nej til dit tilbud. Det er ikke af ond vilje, og et er heller ikke på nogen måde mit ønske at knuse dig, sådan som du med dette eller et lignende udtryk skrev før jul. Selv om du og andre stiller jer uforstående over for og også er kede af min afgørelse fra i sommer, så tror jeg, at det for alle parter, også for dig selv, er bedst, at vi endnu ikke ændrer på den. Med velmente gode ønsker for det nye år samt de venligste hilsener
+ Czeslaw
………..

Til biskoppen
Netop for at undgå et svar som dét, du har sendt mig, bad jeg dig, lidt indpakket, om kun at svare mig i tilfælde af et ‘ja’.
Hvordan kan du få dig selv til at skrive: “det er ikke af ond vilje”, når du med vilje gør mig så ondt, som intet andet menneske nogensinde har gjort mig mit liv igennem!
Hvordan kan du få dig selv til at skrive, at det ikke på nogen måde er dit ønske at ødelægge mig (det var dét ord, jeg brugte), når du er i fuld gang med at gøre det?
Jeg er ikke ked af din afgørelse. Jeg er fortvivlet over den, – hver eneste dag og nat!
Sådan behandles en nu ældre præst efter næsten 30-års trofast tjeneste. Ikke engang den upræstelige, velfungerende administration i Assens, som han selv har bygget op, kan man unde ham.
Men du kan i din totale mangel på empati og bevægelighed åbenbart ikke handle anderledes. Det volder dig, billedligt ment, ingen problemer at smide en mand ud fra Rundetårn, og mens han nærmer sig Købmagergade råbe efter ham: “Godt nytår! Med de venligste hilsener!”
Lad nu,- please, – være med at svare!..  Lad mig høre fra dig, når/hvis du engang kan identificere dig med Hos. 11, 8c, – eller måske bare med pave Benedikt. Han lukker i det mindste fængselsporten op.
“Er man ikke menneskelig, kan man ikke være retfærdig” (Luc de Clapier Vauvenargues)
“Retfærdige er de, der af og til stopper op og bliver klar over deres uretfærdighed” (Bruno Kreisky)
Stephen

Når jeg nu for anden gang be’r biskoppen om ikke at svare, er det fordi jeg har opgivet kommunikation med dén mand. Jeg er nået til dét resultat, at jeg lisså godt kan skrive til min læselampe. Jeg mener, at ethvert normalt menneske, som har påtaget sig en chef-stilling, vil reagere på en medarbejder, som så klart gi’r udtryk for sin nød. Ydermere erfarer vi her i huset, at biskoppen, efter at have modtaget ovenstående, kører på sygebesøg i Slagelse uden at kikke ind til os. Mens vi har været i Kalundborg og nu i Sorø, sammenlagt mere end 2½ år, har han ikke besøgt os bare én eneste gang. Ganske givet er han klar over, at vi lisså gerne ser hans hæl som hans tå, men det burde ikke afholde ham fra at udføre sin embedspligt. Mere og mere erfarer jeg, at dét, som jeg nævnte i forbindelse med pastor Michael Hornbech, efterhånden ikke længere hviskes i krogene, men siges højt af såvel præster, ordenssøstre og lægfolk. Ihvertfald blev det udtrykt i en mail, som jeg modtog kort før nytår. Jeg citerer:

Fælles for Aspergers syndrom og andre former for autisme ér, at alle med en diagnose har vanskeligheder med socialt samspil og kan udvise stereotyp og ureflekteret adfærd. Mennesker med diagnosen er normalt- eller højtbegavede og ønsker ofte at indgå i socialt samvær. men de har ofte svært ved at etablere og bevare sociale kontakter. Situationsfornemmelse kan være et problem. Derudover kan personernes sprog være stereotypt og præget af gentagelser.

Mali’en slutter med spørgsmålet: Kender vi mon nogen med denne adfærd?? Ihvertfald ved jeg, at en ex-præstestudent, som følte sig dårligt behandlet og overfor biskoppen i ret kraftige toner understregede denne oplevelse, fik som svar: “Vil du ha’ mere kaffe??”

(Parentes: Netop nævnte student var i 1993 blevet erklæret for blind og fik derefter løbende bevilliget de hjælpemidler, som i vore dage stilles blinde til rådighed. Han fortæller selv: “I 1999 blev jeg  bl. a. p. g. a. generalvikarens stærke anbefaling antaget som præstestudent for bispedømmet København. Jeg var først i London, men biskoppen syntes, at jeg skulle have ‘den romerske oplevelse’ (den fik jeg så sandelig osse) og sendte mig  på det romerske seminarium, hvor rektor var en af hans gode bekendte. Rektor lod mig vide, at han ikke var begejstret for ‘handikappede’ på sit seminarium og jeg erfarede direkte mobning, f. eks, blev intet arrangeret mht. italiensk sprogundervisning. Kulminationen var, da rektor rejste spørgsmål omkring, om jeg overhovedet var blind,-  begrundelse: jeg havde pinlig orden på mit værelse og kunne vaske gulv selv (enhver normalt tænkende véd, at blinde har pinlig orden, den eneste måde for dem, at kunne finde deres ting). Nu lod rektor biskoppen meddele, at han ønskede en undersøgelse af mig af en af ham udpeget læge. Det havde jeg på ingen måde tillid til, men var villig til en undersøgelse af en uvildig italiensk læge i udvalg blandt et par, anbefalet af min læge i Danmark.  Da jeg ved et møde med biskoppen kom med denne løsningsmodel,  grinte han mig op i mit, her må det være, lukkede ansigt og lod mig vide, at det overhovedet ikke kunne komme på tale. Enten gjorde jeg som han og rektor ville, eller osse var jeg ikke længere at betragte som præstestudent i hans bispedømme. Hvad jeg der påfølgende af ærligt hjertet  råt og usødet lod biskoppen vide, responderede han med sætningen: “Vil du ha’ mere kaffe??!””
Det var i 2002. Det kan tilføjes, at ex-kandidaten senere lod sig undersøge af læger i Tyskland, som kun kunne bekræfte, hvad der i sin tid var blevet stadfæstet i DK. –

Noget lignende, da Iben Thranholm i 2008 efter kort tids ‘virke’ nedlagde sin stilling som informations’chef’ og som afskedssalut i over en time klart ananlyserende havde givet biskoppen ‘tørt på’, hvorpå han dagen efter spurgte: “Hva’ var det egentlig, hun var så vred over??” –  Parentes slut)

Men tilbage til pastor Torsten. I hans fravær blev det den tidligere sognepræst i Køge, nysnævnte pastor Michal Hornbech-Madsen, der som oftest forestod søndagsmesserne. En virkelig god vikar. Menighedsfællesskabet styrkedes, inspirereret af hans autentiske liturgi og fantastiske prædikener.

Efter biskoppeligt løfte om udbedring af boligforholdene vender pastor Torsten tilbage palmesøndag 2013. Vores venskab er intakt og samarbejdet fortsætter under de indskrænkede rammer, som er vore betingelser.  Anerkendende pastor Torstens fine anlæg, gi’r jeg ham al den støtte, jeg kan, og hjælper ham på de områder, som ikke er mig forbudt, bl. a. som sekretær for menighedsrådet og med salmevalg, idet jeg som danskfødt og 26 års erfaring som sognepræst har dybere indsigt i denne metier..

Torstens 50-års-dag nærmer sig. Fine forberedelser til hans fødselsdagsfest med mig som animator. En fest, hvor der storstilet bakkes op om ham, og som i dén grad indgyder ham mod og kraft

Frugterne er en sprudlende pastor Torsten. I modsætning til så ofte tidligere begynder alle søndagsmesser med et stort smil, og i sine prædikener bli’r han mere og mere fri og spontan. Flere og flere kommer til kirke. Fuld kirke hver søndag og en atmosfære af glæde og sammenhold. Børnene flokkes og en børneundervisning organiseres og begynder at tage form. Hver søndag en time før messen, med to kateketer som ledere. Og hver gang med mange børn.

Eneste sky på den nu ellers lyse himmel er biskoppens ustandselige indblanding. “Nu begynder han at køre på Torsten”. sagde pastor Timmermann. Igen og igen bli’r Torsten indkaldt og instrueret, . en torn i øjet er det for biskoppen, at Torsten og jeg kommer godt ud af det med hinanden. Midt i september mailer Torsten (på tysk) fortvivlet til sine nærmeste støtter, om der dog ingen ér i menigheden,  som kan beskytte ham mod dén, der hele tiden kaster skygge ind over hans arbejde. Et meget stærkt og sigende nødråb:

Er det virkelig ikke muligt, at en af jer indfødte danskere, kan sige til denne mand (biskoppen) at han ganske enkelt skal lade mig være i fred. Er der virkelig ingen form for respekt, eller I det mindste noget som skamfølelse eller stiltienhed  overfor Guds og hans kirkes storhed? Jeg anser mig selv for at være et spirituelt menneske, der ganske godt forkynder og lever håbet i denne verden… Jeg er dødtræt af det! Hvis det dog ganske enkelt snart kunne holde op. Jeg kan ikke acceptere, at ‘sådan er det, og det må vi så leve med’.  Nej, det er kun sådan, fordi vi finder os i det,  eller mere nøjagtigt:  fordi  jeg selv finder mig i det, igen og igen. Jeg er led og ked af det, gentager: led og ked af det. Jeg vil bare have lov til at arbejde videre. Men nu skal man lade mig være i fred for dette gåen mig efter i sømmene, – eller ganske enkelt sende mig bort.

Det sidstnævnte blev tre måneder senere virkelighed . . .

– fortsættes 

Reklamer

1 thought on “Hold ud, hold ud, hold ud!! (13)

  1. Det er sket før, at jeg har tabt underkæben og har måttet kæmpe for at få den på plads igen, men dét her er jo vanvittig læsning… uhyggeligt!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s