Hold ud, hold ud, hold ud !! (14)

 – fortsat   

   8.  Min 70-års-fødselsdag 

Jeg er 20 år ældre end pastor Torsten, og min 70års-dag nærmer sig: søndag d. 10. november 2013. Torsten har rundhåndet givet tilladelse til, at jeg kan invitere mine gæster til fest i menighedshuset i Ringsted og til indledende messe i Skt. Knuds kirke, – menigheden har jo haft søndagsmesse om lørdagen. Jeg inviterer privat, – og på Montfortgruppens interne Facebook-side. For hvad pastor Timmermann oplevede, da hans 75-års fødselsdag nærmede sig, oplever jeg ikke: At den aktuelt siddende sognepræst inviterer hám til at holde messe i den kirke, hvor han så mange år igennem var sognepræst. Jeg har brugt 30 år af mit mest aktive liv på menigheden i Slagelse. Men min fødselsdag er ingen anledning til, at dén menighed, som jeg har brugt mit virksomme liv på, kunne finde på at invitere mig, Nåja, jeg bli’r jo osse kun 70. Klart: den siddende sognepræst ville jo aldrig drømme om at animere til noget sådant. Men never-mind. Vi gætter på små 50 deltagende og bliver små 70. Pastor Timmermann er méd, – siddende i sin kørestol. På et tidspunkt siger jeg til ham: “Du vil gerne, men kan ikke. Jeg kan godt, men må ikke!. . . Ellers en rigtig dejlig fest, bortset fra, at jeg havde begået en synd! Ifølge et gammelt skriftespejl optælles nemlig blandt synder: “At håbe dumdristigt”. Det havde jeg faktisk gjort, – svagt, – men dog svagt,- håbet på, at biskoppen ville benytte den særlige lejlighed til at besøge mig og ophæve min ‘forbandelse’. Men selvfølgelig ikke. Ingen af delene. I stedet har han overladt sagen til sekretæren, som har tjek på præstelige fødselsdage, og som kender ‘kvoterne’. Fredag før søndagen havde vinbuddet fra Skjold Burne været her med tre flasker rødvin, – det obligatoriske, når en præst fylder 70, – med et kort: ‘Czeslaw Kozon’. Lørdag kom der så trods alt med posten en hilsen fra ham, hvori han ‘beklager’, at han ikke kan gi’ mig dét, jeg mest ønsker mig, men ønsker mig så Guds velsignelse og godt helbred . . .

Allerede forud havde jeg besluttet mig til, at jeg, når det netop skitserede forudsigelige skulle blive mig til del, ville returnere. Et par københavner-deltagende i min fødselsdagsfest bad jeg om at tale hele molevitten med sig til byen og snarest aflevere det på bispekontoret. Vedlagt, – selvom jeg havde lovet mig selv det modsatte, – en svarhilsen, som lyder således:

Tre flasker obligatorisk vin efter bispekontorets liste, sendt med et vinbud, plus et kort med de sædvanlige tomme floskler, sendt med et postbud, ér, hvad du som chef og ‘far’ har til overs for en præst, der har tjent bispedømmet som sognepræst for tre menigheder i over 25 år, og som du, dels gennem suspension og siden gennem praktisk næsten exkommunikation har trukket gennem skidtet i al offentlighed, – på hans 70-års-fødselsdag!

Jeg reagerer ikke som Guido Kreienbühl. Ida fortalte, at hun på hans 70-års-dag havde set ham sidde på trappen på Vesterbrogade 28 med dine tre flasker vin og grædt. Dét vár, hvad hans kæmpeindsats for det kateketiske og for missio i din verden var værd! Jeg græder ikke.  Jeg er rigtig og alvorlig vred!

Indledningsvis skriver du om den gave, du endnu ikke kan give mig. Skriv dog ligeud: den gave, du endnu ikke v i l gi’ mig, – enten,  fordi du de-facto ikke vil, eller fordi nogen, som vi kun kan gisne om,  på én eller anden måde styrer dig. Så fortsætter du med at ønske mig alt godt for den tid, der endnu måtte ligge foran mig, ønsker mig Guds velsignelse for helbred og øvrigt velbefindende.

Si’ mig, hvor hyklerisk ka’ man være, uden at man selv mærker det?? Kender du salmelinjen: “De velsigner med munden og forbander i deres indre”??. Gud vil sikkert gerne velsigne, men han kan jo ikke komme til for dig! Du ønsker mig alt godt for den tid, der ligger foran mig, mens du selv med fuld power udvirker, at jeg må leve de værste år af mit liv, – uden fremtidsudsigt. Gennem halvandet år har jeg nu måttet ligge under for din særbestemmelse, som er en frihedsberøvelse og en ydmygelse af mig udover alle grænser. Og så din bemærkning om, at den ikke behøver at være permanent. Nej, hvis jeg graver mig ned i et hul (Sorø) og ellers holder min kæft, så er det da muligt, at du ophæver den, hvis jeg skulle nå at blive 80 og sidder i kørestol. Da vil jeg osse ha’ såååå  megen glæde af det.

Du bad mig gå på pension (frivilligt), og jeg gjorde det. Og tænkte så, at jeg kunne få lov til at være i fred. Men nej. Tiden derefter har været eeen lang chikane fra din side. Din tvingen mig totalt ud af de menigheder, der gennem 30 år var min familie, din smiden associationen ud af dens kapel i Slagelse, samtidig din mobben os ud af huset i Kalundborg,  så din ondskabsfulde, fuldstændig unødvendige tilbagetrækning af din godkendelse af vores kommunitet, din begyndende mobning af min ny sognepræst, som først ikke måtte benytte mig som hjælp i Ringsted og senere, da Kristeligt Dagblad pippede, dit totalforbud, som du hele tiden udvider og sygeligt kontrollerer, – læs: arbejdsmiljørepræsentant, præsteråd, sekretær. På intet tidspunkt har du taget til genmæle overfor pressens svinen mig til, tværtimod fodrede du dem ved at udlægge en personalesag i offentligheden. Dermed har du nedsat min agtelse i med-borgeres øjne. Du ønsker mig alt godt for fremtiden.  Og godt helbred! Man tror, det er løgn, du, som blokerer min fremtid og allerede har været befordrende for mit svækkede helbred.

Jeg siger ikke som én af de præster, du har haft trukket gennem ‘møllen’: “Jeg foragter ham!”.  For der er noget sygeligt ved din magt-trang, blottet for empati.  Du er, – så længe Gud vil det, – biskop af København, det respekterer jeg, og dine ugerninger må stå på din egen regning. Dine ‘påskønnelser’ og dine ‘mange forbehold’ m. h. t. mig og mit virke ligeledes. Når jeg skal være helt ærlig, mener jeg ikke, at du har format til at kunne bedømme mig. Men jeg mener bestemt, at man som chef og åndelig far for et menneske, som man i den grad psykisk har mishandlet og fortsat mishandler, nærmer sig det uartige, når man på hans 70-års-dag lader vinhandleren og postbudet klare sagen for én.  Der er ikke noget menneske her på jorden, der har gjort mig så ondt som dig.  Og din industri-hilsen til min fødselsdag har jeg ikke brug for, så dén får du igen.  Verden rundt kan du rejse uden mindste besvær, men dine egne præster i nød ka’ passe sig selv. Sæt dig selv ind for dém, som det er din pligt, –  og henvend dig personligt, når/hvis du skulle have noget godt og omsorgsfuldt at komme med.

“Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde!”- siger Paulus. Tænk på det! Ligeledes, hvad en folkekirkepræst sagde i slutningen af en prædiken: “Der er ikke nogen større synd end at slukke lyset i et andet menneskes øje.”

Det er du fænomenal til!

Stephen

Intet svar indløb (naturligvis), skønt jeg ved senere gennemlæsninger har sagt til mig selv, at kun et menneske med skadet eller totalt manglende empati kan negligere et sådant brev. I stedet en lille morsomhed: De mennesker, der dagen efter tilbageleverede de tre flasker vin på bispekontoret, havde til den modtagende sekretær sagt: “Det er fra Stephen til biskoppen”. Hvorpå sekretæren havde sagt: “Nej, hvor pænt . . . men det er jo først på søndag!” . . . Hun troede, det var en fødselsdagshilsen til biskoppen, som har fødselsdag en uge efter mig.

En god måneds tid senere indløb den traditionelle kollektive-præste-julehilsen, der sluttede af med en personlig hilsen, lydende således:

Jeg ønsker dig en glædelig og nådelig jul samt et godt nyt år, fyldt med velsignelse.   Jeg ved, at du gerne vil engagere dig yderligere og jeg håber, at vi med tiden kan komme dette nærmere.

Ja, med tiden . . . “Savl og bræk!”, som  man siger på dansk . .

  1. Ud af Køge menighed

Mens Køge menighed har fejret den dejligste advent, – med to optagelser i kirkens fuldstændige fællesskab og med kateketernes forberedelse af et krybbespil, som succesfuldt afvikledes 4. søndag i advent, har  ‘København’  for alvor opdaget, at et positivt samarbejde mellem sognepræst og den pensionerede præst er medvirkende til væksten og glæden i Køge menighed. Og dette må ikke finde sted!… At den ‘bandlyste’ pensionerede præst medvirker til vækst, fremgang og glæde, må der sættes en stopper for. Prisen er ligegyldig.

“Problemet” løses ved, at den nu virkelig velfungerende sognepræst, naturligvis i kærlighedens og omsorgens navn, sendes på et tre-måneders kursus i et kloster i Tyskland. Og véd, at ikke pastor Hornbech-Madsen, som er ledig, men den aldrende generalvikar, som i forvejen har ansvar for Vordingborg, nu osse pålægges Køge og Ringsted som afløsende konstitueret sognepræst, – helt sikkert med påbud fra biskoppen om at hindre mig mulighed for nogen som helst videre indvirken, hvilket han ikke ville kunne opnå gennem pastor Hornbech-Madsen, (der, som han siger, ´ikke vil være méd til biskoppens ulovligheder’). – samtidig med, at samme biskop til bladet ‘Katolsk Orientering’ oplyser, at bispedømmet har brug for mennesker med begejstring.

Som biskoppen ‘ønsker’ det, er det blevet! Pr. 01. januar 2014 er Lars Messerschmidt konstitueret sognepræst og har påbegyndt sin tjeneste. Menigheden i Køge har mistet sin elan. De tre første søndagsmesser i januar er blevet ‘siddet áf’ med god plads i bænkerækkerne, børneundervisningen er foreløbig kaput, og stemningen er trist og splittet. Bispedømmet kan således konstatere, – var det måske målet? – at der ikke er meget liv i Køge menighed!!??

Og dette er min ‘mageløse opdagelse’, – for at bruge et Grundtvig-udtryk: At bispedømmets ledelse er parate til at ofre to præsters glæde og en blomstrende menigheds vækst og trivsel,  bare for at ramme én person, og det endda en pensionist. Og samtidig give samme pensionist ‘skylden’ for hele miseren. Sygeligt! Eller som et menighedsmedlem udtrykker det: tage en hel menighed som gidsel!

Således tilskriver generalvikaren mig ved sin tiltrædelse og overrasker mig lidt, idet jeg nu sort på hvidt kan læse, at det slet ikke er de henlagte ‘sager’, der forfølger mig. Jamen dog! Nej, det er min måde at være på. Som en præst fra det biskoppelige råd har sagt til mig: “Det er din opførsel!”. Jeg ér, – hvis disse udsagn står til troende, – altså sat i skammekrogen for dårlig opførsel!

Kære Stephen

Når jeg kalder en spade for en spade, er det for at give dig en forklaring på, hvorfor biskoppen (og hans rådgivere) har følt det nødvendigt at begrænse din offentlige optræden i Kirken: Hvor Stephen er, er der kun plads for andre på hans præmisser. Det går bare ikke! Jeg medgiver dig alle dine kreative evner – og de er virkeligt mange – men din ydmyghed og evne til at indordne dig er meget beskeden. Du stiller os derfor overfor valget mellem at acceptere dine specielle evner med den virkning, at du er i centrum, eller helt at begrænse din optræden. Det er for dig naturligvis ulideligt, men for os er du en virkelig belastning.

I øvrigt ønsker biskoppen ikke, at du fremover påtager dig nogen form for tjeneste herunder også sakristantjenesten og tilrettelæggelse af salmerne til messen. Hvis han ikke har skrevet det til dig, vil han gøre det. Han er fast besluttet på at give dig dette pålæg, som du er nødt til at acceptere.

Med broderlig hilsen
Lars

Om det nu de facto er biskoppen eller Lars Messerschmidt, der er initiativtager, – jeg tror biskoppen, – så modtager jeg 16. januar et brev. Biskoppen vil nu være på den helt sikre side og udvider sit forbud om, at jeg ikke må gøre noget, til, at jeg heller ikke må gøre det, jeg ikke gør!! Således hedder det fra sidstnævnte:

Generalvikaren har annonceret, at der vil komme et pålæg fra mig vedr. dit engagement i menigheden, udover dém, du allerede hár fået. De følger hermed og går ud på, at du, udover ikke at skulle fejre messen eller på anden måde have nogen aktiv rolle i liturgien, spille orgel eller have andre musikalske opgaver og deltage i menighedsrådsarbejdet heller ikke skal påtage dig mindre opgaver som organisering af liturgien, valg af salmer eller sakristantjeneste. Der kan også være andre opgaver, som ikke er nævnt udtrykkeligt her, men også for dem gælder det, at du ikke skal påtage dig dem, selv om de virker nok så små og uanselige –

Fordi jeg, – trods al den forfølgelse og hetz, jeg efter 26 år som sognepræst på en trediedel af Sjælland må lide fra den mand, – stadig har dén Guds gave i god behold, som min humor ér, ku’ jeg altså ikke lade være med at more mig og undre mig over en biskop, der er istand til blamere sig selv på den måde. Og som mener, over halvandet år at have råd at til udelukke kvalificeret arbejdskraft. . Dette skrev jeg om i et blog-opslag den 01. februar 2014, som jeg lod munde ud i et link til Tom McEvens og Jes Ingerslevs fy-fy-skamme-sig-sang: Nej, nej, nej, nej, nej, det må du ikke!! Hva’ må jeg så?

– fortsættes

https://www.youtube.com/watch?v=mJ_h87CJM58

Reklamer