Hold ud, hold ud, hold ud !! (15)

– fortsat

  1. Lokumslitteratur???  Nej, ikke engang dét . . .

Begyndelsen af april måned 2014 er blevet ‘fejret’ ved, at jeg, – tre år efter at den er udkommet, – har fået læst Frederik Roeds bog: “Messedreng”. En af mine gode venner havde i februar fået en e-mail fra én af sine venner, – med følgende ordlyd:

Nu fik jeg læst “Messedreng”, som var billigt til salg på bogmessen. Det er en meget ond, ubehagelig og overflødig bog. Den har flere malende unøjagtigheder, som gør forfatteren utroværdig. Skulle han i en eller anden grad være blevet forulempet i sin følsomme teenagealder, burde han være gået til en ikke-sensationslysten professionel behandler for at få hjælp.

Hans forældre beskrives ukærligt og de må have svigtet ved at lade drengen påvirke så kraftigt uden for hjemmet. Moderen kendte miljøet og må have billiget sin søns ophold der.

Frederik Roeds udgivelse har været til ubodelig skade for ikke mindst ham selv og selvfølgelig for Stephen Holm. Jeg fatter ikke at nogen forlægger ville udgive det bras. Uforståeligt er det også, at Niels Engelbrecht ikke blot henviste til politiet, men gik ind som en slags for-dommer.

Jeg er så rystet, men er også opgivende over for det katolske establishment. Der flyder en lind strøm af kritiske breve til biskoppen, men intet ændrer sig. Personalet på bispekontoret har mundkurve på som hunde og logrer for en årlig frokost i det biskoppelige palæ. De er jo også afhængige af deres job og tør derfor ikke sige noget. Det er en syg kirke. Deri har Frederik Roed ret. Men ellers synes jeg, at han burde have tiet i offentligheden, især da hans ærinde kun er en privat vendetta og ikke tjener til noget positivt forandrende for kirken og dens præster.

Jeg håber ikke, at Stephen har læst bogen, som hænger alle omkring ham ud ved navns nævnelse.

Nu havde min ven så ikke kunnet stå for fristelsen til at anskaffe bogen, al den stund, at den, som antydet i netop citerede mail, var kommet på udsalg og nærmest blev kastet efter folk, idet den nu kunne erhverves for sølle 29 kr., – hvoraf forfatteren efter sigende ikke får en øre. Men min ven ville, efter at have læst den, ikke have den stående i sine reoler, hverken i stuen eller på toilettet, så bogen blev videregivet til mig – trods mail-skribentens håb om at jeg måtte blive forskånet for den, –  med anbefaling om, nu endelig at læse den, så jeg kendte dens indhold.

Dens 320 hurtigt læste sider koster altså nu nogenlunde det samme som en pakke med sex ruller lokumspapir. Bogens sider er imidlertid uegnet til netop nævnte formål, – det er faktisk kvalitetspapir, – modsat dét, der står på dem.

Forfatteren afslører sig som en person med et sygeligt sind, – ihvertfald blev han sådant opfattet af så at sige alle dém af mine venner og bekendte, som blev konfronteret med hans næsten psykopatisk stirrende blik i Irene Thyrris i og for sig udmærkede TV-udsendelse om ‘skandalerne’ i den katolske kirke i Danmark, udsendt 03. november 2012, – dagen efter, at det i DR-Nyhederne var blevet fastslået, at de lokale “katolske sexsager var bagateller”. Bortset fra, at Frederiks stil er levende og læsevækkende, – han skriver faktisk underholdende, – er bogen i sandhed modbydelig og sværtet til med unøjagtigheder, bagvaskelser og løgne og er ikke til at stikke andre steder hen, end, –  undskyld et antydede ordvalg, . . . op
i r . . . . , – omend forlagets tekst på bogens bagside oplyser, at Frederik hér fortæller om, ‘hvad der i virkeligheden foregik inden for vores ‘klosters’ mure. Og om hvordan han ‘føler sig svigtet, ikke bare af præsten, men også af kirken, biskoppen, journalister, og de mennesker helt tæt på ham, som udlod at gøre det rigtige og tage et ansvar ..”  Ja, en samling røvhuller alle sammen, undtagen retskafne Frederik, – alene i verden! . . . Den relativt lange beskrivelse af hans oplevelse m. h. t. medvirken i netop nævnte Irene Thyrris TV-udsendelse, hvor han i sin selvoptagethed regnede med at skulle spille hovedrollen, klædt på i, – efter egen mening, – det mest ‘signal-rigtige’ tøj, sigende de sandeste ord, –  og så efterfølgende må konstatere, at hans optræden indskrænker sig til små fem minutter og derefter, da indslaget ikke passer ham, tror at kunne får udsendelsen stoppet, eller få sin egen medvirken pillet ud, er ret så sigende.  ( s.  278-284) Ligesom hans kispus med politiets, efter min mening usympatiske Ulla Greve, som han jvf. sin bog nærmest bli’r bon-kammerat med, og som, stadig jvf. bogen, uprofessionelt helt og holdent ta’r hans parti. (s. 251-253). Hendes ‘forhør’ af mig var ihvertfald lidet professionelt, og jeg fortryder faktisk, at jeg opførte mig pænt.

Lidt overraskende for mig ér det, at Frederik åbenbart gennem uger, ja gennem måneder kontinuerligt har bombarderet såvel biskoppen som Niels Engelbrecht i en sådan grad, at man næsten får forståelse for, at de måske i relation til ham indtog stillingen: Fred for enhver pris!  Osse, hvorledes han, som middelmådig journalist, men dog journalist, har haft let ved at fodre pressen, – og på ufine måder, som f. eks. ved at skrive under synonym og kalde sig ‘Kathrine’, – nåja, hvorfor ikke?, .. Og lade en boligadvokat snøre Niels Engelbrecht til tavshed med henvisning til skriftehemmelighed. Han burde skamme sig. Og hans pressede mor faktisk osse. Men ingen af dem véd vist, hvad skam er! Når jeg tænker på, hvilke ressourcer vi har investeret i dem begge . . . I det mindste burde ‘sandhedsvidnet’ vide, at vi montfortanere aldrig har boet i ‘klostre’, men i huse, som jævnfør kongregationens konstitutioner skal være åbne for alle. Og dét har de så sandelig været, – osse for dem.

En kort fristelse for mig var det at købe 50 eksemplarer af bogen, – jeg ville sikkert få mængderabat og tak fra forlaget, – og, ved mit kommende 30-års-præstejubilæum den 05. maj, give et eksemplar til hver gæst, som måtte ønske det. For ingen anden katolsk præst i bispedømmet København kan rose sig af, at hans virke har været så bemærkelsesværdigt, at det har affødt en bogudgivelse, – bortset fra dém, der selv har skrevet om deres eget liv, – hvad jeg jo osse hér gør!  At indholdet, – som de allerfleste, der har læst bogen, – selv Erling Tiedemann, – har fornemmet, – helt og holdent er underlødigt, falder tilbage på dén, der har skrevet og ikke på dén, der, – for at bruge Frederiks yndlingsterm, – i hans ‘roman’ groft har misbrugt ham, – heller ikke nogen af dém, som han med navns nævnelse trækker ind i sin historie og sviner til på den ene eller en anden måde.

Mest overraskende for mig var ikke de sexistiske løgne-udgydelser, – dem havde jeg jo læst om alle steder, – men afsnittet om hans optagelse i den katolske kirkes fuldstændige fællesskab, hvor han i sin beskrivelse viser sig fra en så modbydelig side, som jeg aldrig ville have tiltroet ham! Løgn fra ende til anden! (s. 127- 132). Det gennem alle medier beskrevne voldtægtsforsøg  “En forårsnat i 1989” (s. 232-234) er mest en afsløring af hans seksuelle fantasier, som han allerede i 2008 afslørede i sine artikler i den såkaldte ret ukendte ‘Avisen’, bærende overskrifter som: “Anne sælger trusser med tis til liderlige mænd” og “Mænd behøver ikke høje hæle for at få lyst til sex”. . Hvis jeg virkelig dén forårsnat skulle have haft lyst til en fyr, så havde jeg nok fundet mig én udenfor huset og ikke udset mig en splejs, hvor det sikkert var nok så begrænset, hvad der var at finde i underbukserne og som i munden kun havde plads til en sut. . . Altså: H v i s!! . . Husker endnu, hvordan kørelæreren, da Frederik var 18 år gammel og var taget med mig til teoritime i. f. m. generhvervelse af kørekort (betinget frataget mig p. g. a. for hurtig kørsel) sagde til ham: “Ja, med dig varer det jo nogle år endnu!”, – ligesom pastor Stappers, da DUKs nyvalgte hovedbestyrelse, som Frederik var blevet medlem af, holdt møde i Vejle, sagde til ham: “Nå, og du har så fået lov til at komme méd!”

Ikke desto mindre. Aviserne slubrede bogen i sig, og den blev rost i næsten lisså høje toner som Yahya Hassans elendige digte siden blev det. Men Frederik havde jo osse faktisk været Yahyas foregangsmand, når det drejer sig om at svælge i lort (mest tyndskid) og pis, sved og åndenød. Kristeligt Dagblad havde rigelig med spalteplads til ham … Hvorimod samme avis nægtede at optage indlæg, der gik i modsat retning . . .

Men følgende tilgi’r jeg aldrig Frederik, som i øvrigt, sikkert til melodien “Hyp, lille Lotte …”, til alles opbyggelige oplysning onanerer på side 38 : At kun biskoppen, – og ikke jeg, – ved bogens udgivelse fik et fri-eksemplar, –  signeret?. . .  Men det er sikkert som straf for, at han i sin syge fantasi nok fik set mine ‘små hvide underbukser’, – som jeg aldrig har haft, og ‘mine behårede ben’, – som aldrig har været behårede, – desværre (s. 232 flg.), – men, – for at bruge hans eget sprogbrug, –  ‘ikke har set min pik! (s. 208), – sådan som han betror det til den af hans mor betalte amatørpsykolog, som hedder Søs. Andet kan hun heller ikke hedde. . . jo måske Puk. . . Hun minder mig til forveksling om sin kollega fra filmen “Den eneste ene”. Overfor samme psykolog lufter Frederik på netop nævnte side 208 et yderligere problem: “Der er så meget, jeg ikke kan huske.. Hvad nu, hvis der også er et overgreb, jeg har fortrængt? noget der måske er meget værre end dét, jeg har fortalt indtil nu!?”. Klogeligt trøster Søs ham på side 209, – konsultationen har jo osse varet de 50 minutter, der er betalt for – : ”Med al min viden (!!!) som psykolog, så tror jeg ikke, at du fortrænger noget frygteligt fra klostret. Det tør jeg sige . . Og du har ikke senere haft problemer med dit sexliv!”  Åh, hvor beroligende for os alle sammen. At psykologen kan øse af al sin viden, og at Frederik ikke senere har haft problemer med sit sexliv! . . .

Og tænk: Biskoppen har inviteret Frederik til samtale på sit slot på Ehlersvej i Hellerup (s. 216-222) og, ifølge Frederik, – hvis ikke osse følgende er løgn, – “han (biskoppen) virker oprigtigt interesseret i at høre om, hvordan jeg oplevede det i klostret og spørger overraskende meget ind til detaljer i overgrebene og undrer sig i særdeleshed over det homoseksuelle miljø”. . .  Sikkert har Czeslaw tænkt på de skønne aftener i Ordrup, hvor han, endnu som sognepræst, sammen med Peter Urban, som boede i huset i flere år, syede paletter på deres hjemmegjorte fimsede messehageler. . .  Det tjener til hans ære, at han undrer sig. Det har han nemlig al mulig grund til. Men det tjener så sandelig ikke til hans ære, at han er så ‘rådden i roen’, (udtrykket relaterer naturligvis til hans opvækst på Sy’havsøerne) at han tænder på, ‘i detaljer’ at være med på ‘en lytter’ – nåja, mere ville han nok heller ikke kunne klare, – og, idet han smiler på en finurlig måde (??), – bare slubrer alt i sig med ordene : “Det lyder ikke som en sag i gråzonen. Det er meget kontant!” (s. 219). At han ikke forhører sig hos nogensomhelst andre, der vedblivende har haft deres gang i vores kommunitet, – havde han gjort det, ville de udspurgte have fortalt os det, –  viser med al tydelighed, hvilken elendig leder der momentant står i spidsen for kirken i Danmark. Og gudhjælpemig, om han ikke afsluttende siger undskyld til Frederik: “Jeg vil gerne gi’ dig en uforbeholden undskyldning!” (s. 221). Undskyldning for hvad?? . . . ‘Undskyld’ er et ord, han aldrig har taget i anvendelse overfor nogen af os præster, som han kirkerets-ulovligt har udstillet og blameret i offentligheden. . .

Mest havde jeg lyst til at anlægge sag imod dem begge, – jeg har vidner nok, – men indtil nu har jeg  afstået  fra det. Frederik er i min verden ikke længere værd overhovedet at beskæftige sig med. Ydermere bli’r det, – såvidt som jeg kender ham, og det gør jeg dog et stykke, – hans stakkels mor, som for ham har lidt nok, der til syvende og sidst kommer til, osse at afholde dén udgift, som sagsomkostningerne uvægerligt ville pålægge ham. Og med hensyn til biskoppen?? Hans årlige husholdningsbudget, netop nu forhøjet til en lille million, båret af kirkeskatteyderne, tåler ligesom ikke rigtig sådanne ekstraudgifter. Der skal jo osse være råd til hans ustandselige udenlands-rejser . . .

Og så endelig en tilføjelse om Frederiks ‘stakkels mor’. Når jeg tænker på, hvilket fællesskab vi har haft med dén dame. Hvordan hun, efter allerbedste evne, har taget sig af min medbroders familie (børnebørn), – på bekostning af sin egen, – hvordan hun og min medbror har været på utallige rejser sammen og ofte har delt værelse. Hvordan hendes og vores liv har været vævet ind i hinandens, – nogle fra vores menigheder syntes ‘ for meget’, – så er det, – omend det er forståeligt, at hun gi’r efter for sønnens trussel om nægtelse til at se sine børnebørn, såfremt hun ‘plejer omgang’ med os, – så er det uforståeligt, at hun ikke, efter alt, hvad der har været, bare én gang har henvendt sig til os og sagt: “Kære venner. Sådan og sådan, . . . jeg er nødt til…”.  Akademisk uddannelse gi’r ikke pote på alle områder, og dette vidnesbyrd om afstumpet følelsesliv gi’r måske en anelse af forståelse for sønnens lignende.

– fortsættes

Reklamer