Hold ud, hold ud, hold ud!! (16)

– fortsat

  1. Arbejdsmiljøloven / Arbejdstilsynet

For et års tid siden tid har Arbejdstilsynet fået øjnene op for, at der findes en ‘arbejdsplads’ i Danmark med ret så mange ansatte, som vist ikke kender til Arbejdsmiljøloven og på flere punkter ikke overholder den. Tilsynet besøgte biskoppen og forklarede ham, at hans ‘firma’ er underlagt arbejdsmiljøloven. En dame fra tilsynet har fortalt mig, at den biskoppelige interesse ikke var større end  at han, – det var hendes indtryk, – det meste af tiden sad, som han nærmest sov. Ikke desto mindre har tilsynet siden haft et par møder med bispekontorets ansatte og, – over et hyret psykologfirma, – ikke gratis for bispedømmet, – tilbudt samtaler med hver enkelt medarbejder, et tilbud, som ret så mange har gjort brug af. Henad vejen har tilsynet opdaget, at ikke blot personalet på bispekontoret, men osse  ca. 75 præster, spredt ud over hele landet,  hører méd til ‘firmaet’ . I hvert fald blev bispedømmet  pålagt, blandt præsterne/diakonerne at udpege to arbejdsmiljørepræsentanter. Dette skete ved valg blandt præsterne i foråret 2013. Men jeg blev af biskoppen erklæret for ikke-valgbar, hvilket gentog sig i forbindelse med valg til præsteråd i juli 2013, hvor en paragraf blev opfundet, så jeg kunne udelukkes.

Personligt henvendte jeg mig til Arbejdstilsynet. Mit brev af 29. april 2013 lyder således:

Klage over mobning på jobbet

Klager er: præst Stephen Holm
Anklagede virksomhed er: Den katolske kirke i Danmark Direktør / leder / chef: biskop Czeslaw Kozon 

Jeg har ultimo april 2013 telefonisk i små tre kvarter haft en uddybende samtale med jeres sympatiske medarbejder Morten Lindorff (Kolding), som fik et nærmere indblik i situationen. Lederen er biskoppen. Han er i vort regi enevældig og ikke forpligtet til at følge nogensomhelst rådgivning. Alle kirkeretslige gremier er for ham rådgivende, ikke forpligtende.

Vi præster har ingen organisation, ingen tillidsmand, ingen ansætteseskontrakt, ingen boligkontrakt.

Lederen offentliggør personaleforhold

Lederen foretager træk, som er méd til at nedsætte medarbejderens anseelse i offentligheden, foretager ting, der nærmer sig injurier.

Lederen isolerer medarbejderen og forbigår ham i ting, hvor han bør tages med i betragtning

Lederen forsømmer dén omsorg for sit personale, som han i vort regi er særligt forpligtet på.

Lederen går bag ryggen af den ansatte, når han vil have oplysninger om samme (ringer rundt til ‘sagesløse’ menighedsmedlemmer, som føler sig sat i en prekær situation, når han vil have oplysninger om sognepræsten)

Jeg er 69 år og pensioneret. Men pensioneret er i katolsk sammenhæng noget ganske andet end normalt. Til sammenligning: En pensioneret lærer har ikke længere noget at gøre med sin tidligere skole, og han står ikke længere skoleinspektøren til ansvar. Han kan bosætte sig, hvor han vil, og tage de småjobs /frivilligt arbejde, som han finder det for godt, – uden hensyn til sine tidligere ansættelsesforhold og sin tidligere leder.

I den katolske kirke er jeg pensioneret som sognepræst, men ikke som præst. Jeg er stadig afhængig af den enevældige biskop, som bestemmer, hvor jeg må bo og ikke må bo og som bestemmer, hvad jeg må lave og ikke lave. Han er ifølge kirkeretten forpligtiget overfor mig indtil min død. Og hver måned udbetales jeg løn, – osse efter, at jeg er pensioneret som sognepræst. Det katolske bispedømme København er netop af Arbejdstilsynet blevet pålagt at vælge og udnævne en arbejdsmiljørepræsentant. (Er én nok, når virksomheden har over 35 ansatte?)

Om dette forhold er jeg ikke blevet informeret af lederen, – under henvisning til, at jeg er pensionist. Omend at jeg er blevet foreslået af ihvertfald to kolleger, er jeg ikke kommet på hans kandidatliste.

Det sidst beskrevne forhold er ikke det værste. Det værste er beskrevet i de første kortfattede punkter. Dette sidste beskrives mere omfattende, dels fordi det er det nyeste, dels fordi det gi’r et indtryk, og dels fordi netop jeres virksomhed er involveret Mange præster i vores bispedømme klager fra mand til mand over det elendige psykiske arbejdsmiljø. Men fordi vi er totalt uden organisation, kommer det ikke videre. Ingen tør vise solidaritet, fordi man ikke véd, hvad det kan forårsage for én selv. Åbenhed omkring problemerne findes ikke. Biskoppen får dig til at føle, at du er det eneste virkelige problem i hele bispedømmet. Mange andre fortæller så, at de har nøjagtig samme oplevelse. Hvis man falder i den enevældige leders miskredit, har man yderst vanskelige forhold som ansat under samme leder.

Og det normalt gode råd: ‘Find dig noget andet!’, duer ikke hos os. Hverken for gammel eller ung. Man er jo blevet katolsk præst på grund af en overbevisning. Derfor bli’r man hængende. Alligevel kan jeg ikke forlige mig med, at jeg som dansk statsborger skal finde mig i at være afhængig af en enkelt mands udemokratiske og asociale luner. ..

Psykisk er jeg temmelig stærk, men situationen har da medført fysiske ulemper såsom en blodprop i benet, lettere psoriasisudbrud, trykken for brystet og søvnproblemer. En afdød, dygtig præst, som osse måtte ligge under for ham, kaldte ham, jvf. Ludvig Holberg: “Jeppe i baronens seng!”

Med venlig hilsen
p. Stephen Holm

Den 24. maj fik jeg følgende mail-svar:

Tak for din henvendelse. Vi har sendt den videre til besvarelse, og vender tilbage snarest muligt.

Med venlig hilsen
Arbejdstilsynet

Nu er vi i april 2014. ‘Snarest muligt’ er endnu ikke blevet virkelighed. Jeg har ikke hørt fra institutionen og konstaterer således, at Arbejdstilsynet er langt bedre til at overvåge, om der fysisk er sikkerhedsrigtige forhold på arbejdspladsen. Således dukkede tilsynet på et tidligere tidspunkt op i Slagelse for bl. a. at kontrollere  bordhøjden og temperaturen i mit arbejdsværelse, som samtidig er kirkekontor.  Jeg måtte kæmpe bravt for at få dem til at forstå, at jeg de-facto var fuldtud tilfreds. Efterfølgende i kirken turde jeg ikke vise dem alterkalken af frygt for, at den ville blive klassificeret som værende for tung, så jeg fik forbud mod, under messen at løfte den ved konsekrationen.  På fysiske misforhold regulerer de på fuldt tryk, psykiske misforhold evner de ikke effektivt at håndtere.

 

  1. ‘Oliemesse’ i Pedersborg

Tres år fyldte han den 11. april 2014, sognepræsten i Pedersborg-Bromme sogn og samtidig provst for Sorø-Ringsted provsti.  Pedersborg kirke i Sorø-nord er geografisk set vores folkekirkelige sognekirke, og vi fra Maison Montfort kommer der ret ofte, – både i kirken og i sognegården. Vi havde, som tidligere nævnt, satset på Sorø Klosterkirke, men fandt hurtigt ud af, at vi følte os langt bedre tilpas i den lille kirke i Pedersborg. Med to dejlige præster.

Osse den 11. april var vi der. Vi havde fået en særlig invitation til fødselsdagsfejringen sammen med sognet. “Hvor er det dog dejligt, at I kommer!”, udbrød provsten, da vi trådte ind.  Og hans yngre med-præst sagde til mig: “Sæt jer her ved vores bord, – det har udviklet sig til et rent præstebord!”, – en del pensionerede præster bor i Sorø.

Dén bemærkning var som balsam-olie på såret. Hvilket sår?? Dét sår, som man naturligt får, når man af sine egne bli’r stødt ud i kulde og isolation. . . I dag, den 15. april, tirsdagen før skærtorsdag, fejrer biskoppen i Domkirken under den såkaldte oliemesse, hvor de hellige olier indvies, sin enhed med bispedømmets præster og præsterne deres enhed med biskoppen og med hinanden. Dét, der med et fint ord hedder kollegialitet. Alle præster i bispedømmet får tilmailet en kollektiv indbydelse af biskoppen: til messe og efterfølgende middag,  … undtagen mig . . !  Heller ikke sidste år fik jeg indbydelsen! Bispedømmets informationschef, som strengt taget fungerer som biskoppens anden-sekretær, fortæller mig på direkte forespørgsel, at han fra biskoppen udtrykkeligt har modtaget ordre: “Udsendes til alle præster, undtagen Stephen Holm”. En forespørgsel fra den nyvalgte arbejdsmiljørepræsentant til bispedømmets informationschef  bekræftede sagssammenhængen, – så det er altså dét, der i  Arbejdstilsynets verden vistnok  sorterer under  ‘mobning på arbejdspladsen’.  Eet ér, at jeg nu i snart to år har ligget under for en såkaldt ‘biskoppelig pastoral administrativ disposition’, som i kirkelig sammenhæng, – udenfor mit domicil her i Sorø, – forbyder mig at gøre nogetsomhelst i samtlige katolske kirker og kapeller i DK, hverken som præst eller som lægmand. Ikke desto mindre tilhører jeg præstekollegiet, jeg har et såkaldt ‘celebret’, der gi’r mig adgang til at celebrere eller koncelebrere messer hvorsomhelst i hele verden udenfor bispedømmet København. En præst, som jeg talte med forleden, sagde til mig ang. vores ledelse: “De gør, hvad det passer dem. Og de er ligeglade med os. Vi bli’r behandlet som marionetter, ikke som mennesker. I de seneste år har jeg været lagt nærmest på is!” Samme præst er (naturligvis) inviteret méd til i dag. Om han møder op, er usikkert. En del præster, der mener at enhed og enighed ikke behøver at være kongruente, har ikke lyst til at fejre en manifestation af et forhold, de oplever som non-eksisterende.

Tilbage til ‘oliemessen’ i Pedersborg i fredags: Nogle rigtige hyggelige timer oplevede vi i selskab med de folkekirkepræster, som var mødt op for at gratulere sammen med de mange menighedsmedlemmer. At vi er katolikker lægger ingen afstand til os. Tværtimod mødes vi hver gang med gensynets glæde over, at vi er méd. Et varmt og åbent miljø oplever vi, rundet af dén kultur, der nu engang er vores, nemlig den danske. Masser af sange fra Højskolesangbogen, nye såvel som gamle, akkompagneret på piano af kirkens dygtige organist sammen med en lisså dygtig tværfløjtespiller, der lavede de fineste overstemmer, var spredt ud over timerne.

Da vi tog afsked med provsten takkede jeg ham, osse for hans indsats i forbindelsen med en hjælp, som jeg vil fortælle om i næste kapitel.

I denne aftentime, den 15. april, mens mine egne, – uden mig, – har leget kollegialitet i domkirken og i skrivende stund nu sikkert hygger sig ved den efterfølgende middag,  tilberedt af en gavmild vietnamesisk familie,  bruger vi aftenstunden til, over noget så dansk og dejligt som frikadeller og stuvet hvidkål,  at meditere over ‘Ubi caritas’: “Hvor der er barmhjertighed og kærlighed, dér er Gud!”

Åbenbart er han til stede i Sorø, såvel i Pedersborg Kirke og sognegård som hér i vort lille fællesskab på Lærkevej 2 ..!

– fortsættes

 

 

Reklamer