Hold ud, hold ud, hold ud!! (18)

 –  fortsat

15. Kontakt til Rom

I sit brev til mig af 07. august 2012 nævner biskoppen, at jeg er velkommen til at klage over hans ‘administrative pastorale disposition’ ang. mig i Rom. Og gentager det i efterfølgende skrivelser.  Han gentager ligeledes, at hans dispositioner ‘ikke behøver at være permanente’, men gi’r ingen formodet tidsramme.

Efter forgæves gennem to år at have ventet på biskoppens ophævelse af min ikke nødvendigvis permanente (?) ‘forbandelse’ og efter flere forgæves forsøg på at komme på samtalefod med ham omkring dette, føler jeg, at nu er nok nok, hvorfor jeg i marts 2014, – bestemt ikke med begejstring, – beslutter mig for at følge biskoppens opfordring. Biskoppen vil sikkert benægte, at han ikke har villet tale med mig, men han og jeg ser forskelligt på begrebet samtale. Hvis man, i min verden, mødes til samtale, er udgangen af samtalen åben. Man véd ikke forud, hvilket resultat der vil blive dens udfald. Men når biskoppen indbyder til eller ta’r imod anmodning om samtale, er han helt på det rene med, hvad udfaldet af samtalen bli’r, for det har han forud urokkeligt bestemt. Og han har magten. Samtalen har blot det ene formål: At bringe samtalepartneren (i mit tilfælde: mig) til at forstå og acceptere dét, han allerede har bestemt. At det hænger sådan sammen, har Kozon indrømmet overfor mig.

I en ordveksling med ham ved Åsebakkevalfarten 2013, hvor jeg havde betonet, at jeg ikke længere hverken kunne eller ville leve under de aktuelle betingelser, sagde biskoppen til mig, at der ér en løsning, og at han gerne ville tale med mig. Jeg sagde til ham: “Du véd, hvor jeg bor. Du er velkommen!” Med vilje tilbød jeg ikke at komme til København. Siden mine problemer begyndte i april 2010 har han ikke besøgt mig bare én eneste gang, – altså gennem hele tre år. Nu skulle han have chancen. Men om han forstod at udnytte den? Nej. I stedet inviterede han mig til frokost på Ehlersvej.  Jeg lod ham vide, at jeg i min momentane sindstilstand ikke så mig i stand til at spise sammen med ham i hans palæ eller møde op i hans koncernbygning på Gl. Kongevej. En mailudveksling juni/juli måned igennem blev ét langt tovtrækkeri. Til sidst foreslog jeg ham at mødes i menighedshuset i Køge,  – efter tilladelse fra min derværende sognepræst, som absolut ingen problemer havde med, véd den lejlighed ikke at være hjemme. Det skete så den 07. august (2013).  ‘Samtalen’ førte (selvfølgelig) ikke til noget. Og biskoppen skulle videre. Han fortalte ikke hvorhen, men jeg vidste godt, hvad der var på programmet. Han havde en aftale med menighedsrådet i Fredericia, hvor medlemmerne havde meddelt ham, at de i samlet trop var trådt tilbage p. g. a. den ny sognepræsts opførsel, – efterfølgeren til vores p. Thomas. Rådet holdt, – trods biskoppens bøn til dem om det modsatte, –  fast ved deres beslutning. Noget, vi aldrig læste om på kirkens hjemmeside. Ligesom vi dér heller aldrig læste om, at menighedsrådet i Kalundborg, – ligeledes i protest, – året tidligere havde gjort det samme, – ikke på grund af den ny sognepræst, men på grund af biskoppens behandling af den gamle.

Resultatet af ‘samtalen’ i Køge blev af biskoppen kundgjort ved en skriftlig tilkendegivelse til mig af 09. august, hvori det bl. a. hedder:

Kære Stephen
Vor samtale i Køge i onsdags bar præg af, hvor forskelligt vi bedømmer situationen. Jeg gav udtryk for, at jeg ikke for nærværende anser det for pastoralt betimeligt at tilbagekalde de pålæg der fremgår af mit brev til dig af 20. juni 2012. Jeg kan fortsat henholde mig til, at de givne pålæg indtil videre har uændret gyldighed. Du har tidligere tilkendegivet, at du er indstillet på at klage til Kleruskongregationen og til kongregationen for biskopper, hvis de omtalte pålæg ikke tilbagekaldes. Det må jeg tage til efterretning, idet jeg blot henstiller, at du sender mig en kopi af din klage, hvis du skulle vælge at tage et sådant skridt.

I en opfølgning af 11. august hedder det:

Meningen med samtalen var at få dig til at forstå, at en ændret holdning fra din side, den lave profil, ville kunne bane vej for en ændring

– sagt på dansk: hvis du holder kæft og nærmest bliver usynlig, – sagt på klarere dansk: hvis du lader dig kastrere og om muligt får foretaget ‘det hvide snit’, – så måske . . .  Dén pris er jeg ikke villig til at betale!

Efter at have klarlagt min situation overfor en ret kendt tysk kirkeretsekspert, som jeg er blevet sat i forbindelse med, professor Thomas Schüller i Münster, opmuntrer professoren mig til at indlægge såkaldt hierarkisk rekurs i Rom. Men der skulle alligevel gå over et halvt år, hvor vi prøvede tiltag overfor biskoppen, før jeg endelig den 02. april 2014 afsender en 4-siders klage til Kleruskongregationen, – i håb om at blive taget alvorligt, men ikke med større forventninger, for hvordan går det, når en institution skal undersøge sig sig selv??, – oversat til hjemlige forhold, – hvis en klage over politiet behandles af politiet!? Politiet har erkendt dette dilemma, hvorfor der er oprettet en instans:  ‘Den uvildige politiklagemyndighed’, som ‘uvildigt’ behandler klager om politiet. En sådan instans mangler i kirken.

Taget alvorligt blev jeg så sandelig ikke. Jeg havde beskrevet Kozons bevægen-sig-på-kanten af kirkelig og civil uanstændighed, havde fortalt, at jeg ingen vegne kommer med dén mand og derfor vover dette skridt for at bede om hjælp. Og hvad får jeg som svar, – i øvrigt dateret den 05. maj, – på min præstevielsesdag??. Seks linjer som svar på en seriøs, udførlig skrivelse, der fortæller mig, at mit problem sorterer under ordinarius = Czeslaw Kozon, og at man anbefaler, at jeg taler med ham, så vi “kan nå frem til en løsning, som både han og De kan leve med.” Goddag mand, økseskaft! En uforskammethed uden lige. Men netop sådan går det, når en organisation skal undersøge sig selv. Næsten som i folk og røvere i Kardemomme by, hvor politimester Bastian bli’r bestjålet og foreslår at anmelde tyveriet til, – politiet!

Efterfølgende taler jeg med min herværende advokat om at skrive tilbage og udbede os et anstændigt svar. Han er enig i, at vi naturligvis skal reagere, men, siger han, “gå et trin højere” – altså klage til ‘chefen’ for Kleruskongregationen. ‘Chefen’ er imidlertid paven selv, repræsenteret af hans højre hånd, statssekretæren, aktuelt kardinal Pietro Parolin, som pave Frans iøvrigt netop havde udnævnt.  Altså tilskriver min advokat den 23. maj 2014 statssekretæren og gør ham opmærksom på, at det ikke er for sjov, at Rom var blevet tilskrevet af hans klient. Mit klage-brev til Kleruskongregationen vedlægges advokatens skrivelse.

Der skulle gå næsten et år, før vi, – efter to ‘rykkere’ fra advokaten, – hører noget. Men i slutningen af april 2015 modtager jeg overraskende et anbefalet brev fra “Supremo tribunale della Segnatura apostolica”.  Aner på det tidspunkt ikke, at det er et brev fra kirkens højeste domstol (at sammenligne med vor hjemlige Højesteret), men statssekretæren, . og dermed på en måde pave Frans,  har åbenbart udvirket det.  Det anbefalede brev er ganske kort, på latin, underskrevet af, ser jeg på underskriftens O. Præm., en præmonstratenser, som iøvrigt viser sig at være fra Averbode (Belgien), men som nu i Rom er titulær ærkebiskop og sekretær for Signaturaen. Han udbeder sig, – får vi at vide, da vi i anledning af Skt. Montforts fest i slutningen af april tilbringer en lille uge i vores generalat i Rom og i dén forbindelse opsøger ham personligt, – naturligt nok aktindsigt i nogle af de punkter, jeg anfører i min klage. Jeg lover ham hurtig tilsendelse, hvilket sker medio maj, – med ledsageskrivelse på nederlandsk. Hvorpå jeg midt i juni modtager brev fra Signaturaen, dateret 02. juni, – nu på engelsk. – at man har accepteret at tage min sag og, – såfremt jeg fortsat ønsker den behandlet, – pålægger mig vælge en af Signaturaen anerkendt advokat, udfra en vedlagt liste med femten navne. Naturligvis føler jeg mig som fortabt. Ikke over, at sagen er blevet antaget, – tværtimod, – men: Jeg kender ingen af de femten personer og aner ikke, hvilke sprog de taler og ikke taler. Jeg tyer til  min kirkeretsprofessor i Tyskland, – som næsten falder i svime, da jeg fortæller ham om udviklingen: “Du har opnået det uopnåelige”, siger han til mig. Jeg læser de femten navne op, hvorpå han peger på ét af navnene:  Martha Wegan, som er østriger. – helst vil jeg jo have en advokat, der taler tysk. Professor Schüller sender hende omgående en mail, hvor han i ret stærke vendinger opfordrer hende til at tage min sag, og med denne anbefaling accepterer hun at blive min advokat.

Sehr geehrte Frau Wegan, liebe Kollegin,

Ich möchte Ihnen den Priester Stephen Holm, Priester der Diözese Kopenhangen avisieren, der Sie bitten wird, ihn als Anwältin an der Signatur in einem Verwaltungsgerichtsverfahren gegen die Kleruskongregation zu vertreten
Ich kenne Herrn Holm aus vielen Telefonaten und Mails, da ein ehemaliger Student von mir ihn an mich verwiesen hat. Sein Anliegen ist ernst und er verdient alle Unterstützung, weil sein Bischof ihn gegen alle nur denkbaren klerikerrechtlichen Normen verstossend grob widerrechtlich behandelt hat und die Kleruskongregation die Sache nicht wirklich sachgerecht bearbeitet hat.
Für eine kurze Rückmeldung wäre ich dankbar, ob Sie bereit wären, dieses Mandat zu übernehmen. Stephen Holm würde sich darüber sehr freuen.

Mit herzlichen Grüßen
Thomas Schüller

I september 2015 erfarer jeg, at biskop Kozon nu er blevet klar over, at jeg er gået til Rom med sagen. Og for, ansigt til ansigt med ham at ‘stå véd’, at jeg har taget dette skridt, udbeder jeg mig i oktober en ‘samtale’ med ham. Hér nævner jeg indledningsvis, at jeg egentlig blot har fulgt dén opfordring, han flere gange har givet mig: At jeg, hvis jeg føler mig forkert behandlet, kan indklage hans dispositioner højere oppe ad ranglisten. Men det har helt tydeligt forbavset ham, at jeg de-facto har gjort alvor af det, og endnu mere forbavset er han over, at klagen er nået til tops, altså i Signaturaen. Det er jeg naturligvis osse selv: Hvordan kan en lille sag ang. en lille, ligegyldig pensioneret præst i et for Rom sikkert ganske ligegyldigt diaspora-bispedømme med en ligegyldig biskop blive ‘behandlingsværdig’ i Signaturaen?? Og kan ikke lade være med at finde et svar deri, at der må være flere klager over samme biskop. Det gi’r et lille hip i Kozon, da jeg fortæller ham, at sagen havde været forbi Parolin. Jeg fremfører overfor ham min mening: At han jo ikke, på grund af videresendelsen til Rom, behøver at føle sig handlingslammet, som et rådyr om natten på landevejen, der står stille, når en bils lygter rammer det. “Jaaa.. men det vil jo se mærkeligt ud i Rom, hvis jeg bare ophæver restriktionerne nu!” siger han. Jeg svarer, at det lissåvel kunne være, at de i Rom ville ånde lettede op, så de var fri for at skulle denne, ku’ man godt sige, banale sag igennem. Men det påvirker ikke biskoppen, – det er der jo intet, der gør!

– fortsættes

 

Reklamer