Hold ud, hold ud, hold ud!! (19)

 – fortsat

16. Nye chikanerier

På et møde, 11. juni 2011, – et par måneder efter, at alle suspenderede præsters (kirkeretsligt ulovlige) suspensioner var blevet ophævet, var vi præster indkaldt til et stormøde i Bredgade. På dette møde spurgte pastor Hans Esmark, om det jvf. kirkeretten var ‘gratis’ at indgive falske anmeldelser m. h. t. en gejstlig. Hertil svarede generalvikaren, at det var det ikke og nævnte kirkerettens § 1390 stk 2. hvor det hedder:

‘Hvem der overfor en kirkelig myndighed om en person indgiver en falsk anmeldelse af et strafbart forhold eller på anden måde ødelægger en persons gode omdømme kan pålægges en rimelig straf ‘

Henvisning til nævnte paragraf gav mig ingen tanker m. h. t. Petar, Casper og Frederik. Samtlige tre kunne formodes at være totalt ligeglade med en eventuel kirkeretsdom, da ingen af dem øjensynligt længere har noget aktivt forhold til den katolske kirke. Anderledes med Nadia Tecza og hendes bevidner Birgitte Tecza, tidligere Elisabethinersøster. Deres løgnehistorier var vel de groveste, men ikke desto mindre er de to at tælle blandt de ‘superhellige’ i Holbæk menighed. Med himmelvendte øjne optræder de som lektorer og forbedere. Hertil kommer, – som vi læser det i H. C. Andersens eventyr “Lille Claus og store Claus”, hvor manden i dét hus, som lille Claus besøger for at overnatte, jeg citerer: ‘havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tåle at se degne; kom der en degn for hans øjne, blev han ganske rasende!´-  at de to fromme kvinder nok lider af samme forunderlige  sygdom, de bliver nemlig simpelthen dårlige, hvis Stephen Holm en enkelt gang skulle være at se i sin tidligere kirke, ja, den ene må ‘fly i hast’ for ikke at dåne, gudskelov støttet af sin kærlige mor. Forståeligt ér det, at de nævnte to, ovenpå, hvad de har bragt til torvs, ikke føler sig godt tilpas, når jeg er i deres synsvidde. Men da jeg en dag havde sognepræsten i telefonen, som anmodede mig om, ikke at vise mig i Skt. Elisabeths Kirke p. g. a. samme to kvinders skrøbelige helbred, da måtte jeg ‘stå af’ og helt klart fortælle ham: “Så stopper vi!”

Det bli’r mig ganske enkelt for meget. Og under synsvinklen, at “den, der tier, samtykker”, indgi’r jeg endelig den 29. januar 2015 en klage til biskoppen. Den 27. februar modtager pr. mail jeg et provisorisk svar, hvori det hedder, at det egentlige svar vil komme ‘i begyndelsen af næste uge’. ‘I begyndelsen af næste uge’ indfinder sig imidlertid først den 22. marts. Dumdristigt havde jeg håbet, at min klage var blevet taget seriøst, men nej!  I mailen af 22. marts beklager biskoppen den sene tilsendelse samtidig med, at han let og elegant fejer min klage under bordet, bekræftet seks dage senere i et fysisk brev. Jeg får jeg at vide, at “kompetente mennesker (?!) virkelig har overvejet, hvad der ér at gøre” . . .Og resultatet er blevet: “At der ikke nu er er anledning til at foretage sig noget!”

Denne negligering af førnævnte kirkeretsparagraf videregiver jeg naturligvis til min advokat.

Forud var der sket dét, at mine vilkår faktisk var blevet en smule lempede. Siden min ‘bandlysning’ juni 2012 havde det været modus, at biskoppens hofsekretær, – kaldet informationschef, – var blevet pålagt, hvergang indbydelser til liturgiske handlinger skulle tilmailes ‘alle præster’, at slette mit navn fra listen, således at invitationen ikke tilgik mig. Rigtigere havde det vel været, om biskoppen havde skrevet: “Til alle præster, undtagen Stephen Holm”, så havde alle vidst, hvad der foregik. Ikke desto mindre sørger dem af mine gode præstevenner, som kender til problematikken, altid for, at jeg orienterende får det udsendte tilmailet. Men så i november 2014 modtager jeg overraskende fællesindbydelsen til vesperen i domkirken på indvielsesdagen for Laterankirken, og siden osse fællesindbydelse til vesperen på Skt. Ansgars fest i slutningen af januar 2015.  Og, – efter to år at være udelukket, – modtager jeg i marts fællesindbydelse til deltagelse i oliemessen og efterfølgende spisning.

Hvorefter lempelserne ophører! Igen slettet af listen m. h. t. Åsebakkevalfarten i maj og senere til vesperen på festen for Laterankirkens indvielse og, totalt grotesk, til åbningen af Barmhjerighedens jubel-År, – begge dele i november. Men nu rager det mig en høstblomst om jeg få indbydelse eller ej. Jeg holder mig til overskriften “Til præsterne” og møder op, hvis jeg har tid og lyst, hvilket jeg gjorde til netop sidstnævnte vesper. Og blev pænt hilst velkommen!

Grunden til ophøret er nok at finde deri, at jeg hos biskoppen påny er blevet ‘anklaget’ (det hedder: ‘beskyldt’, men det lærer biskoppen aldrig), omend det nu drejer sig om helt anderledes ‘forhold’:

  1. Første beskyldning får jeg 28. marts i et postbesørget biskoppeligt brev: I en begravelsesmesse, afholdt af mig i Vor Frue Kirke i Slagelse den 15. marts, har jeg på dét sted i nadverbønnen, hvor den lokale biskop med navn skal nævnes, udeladt at gøre det og i stedet ‘svoret troskab’ overfor den nyviede biskop i Hamburg’ (biskoppens brev til mig).
  2. Anden beskyldning modtager jeg i en mail fra biskoppen af 09. april: I forbindelse med min koncelebration i oliemessen i domkirken den 31. marts har jeg i sakristiet gjort nar af en talehæmmet ministrant

Ingen af beskyldningerne er sande.

Første beskyldning: Uden først på nogensomhelt måde at kontakte mig, fremgår det i det nævnte brev fra biskoppen til mig, at klagens indhold (‘naturligvis’) er sand, hvilket gi’r excellensen grund til påtale med afsluttende trussel. I brevet af 28. marts hedder det bl. a.:

Et kuriosum ér, at du angiveligt skulle have skiftet loyalitet til den ny ærkebiskop af Hamburg ved at omtale ham i nadverbønnen. Tro ikke, at jeg spiller fornærmet over at være forbigået. Sammenlignet med så meget andet er den en lille ting, men den vidner om en ukirkelig holdning og usund stridslyst fra din side. Disse ting vanskeliggør opfyldelsen af dit ønske om igen at kunne fungere uden indskrænkninger, men kan også betyde, at de lempelser i pålæggene, som på det sidste er blevet givet, kan blive bragt til ophør. .

Brevet bliver pr. 02. april således besvaret af mig:

Kære Biskop.
Jeg har modtaget dit brev af 28. marts 2015 og må klart tage afstand til din henvendelse. Det er et brev, der er en leder uværdigt, endnu mere en biskop, som i første række bør have omsorg for sine præster og være for dem som en far.
Uden at du hos mig har verificeret ‘efterretninger’ omkring mig, foreholder du mig de dig ‘efterrettede’ ting som værende fakta og konkluderer prompte med løftet pegefinger, – indbefattende ubehagelige trusler, helt i modstrid med, hvad pave Frans ønsker af kirkens biskopper. Noget sådant skader dén kommunikation mellem os, hvis udvikling du udtrykte glæde over i din julehilsen, en glæde, som bestemt var gensidig.
Mennesker, som har fornemmelse for ledelseskultur og jura tror ikke deres egne øjne og ryster på hovedet, når de ser dit brev. Osse dem, der deltog i begravelsen. Sidstnævnte siger, at de vil skrive til dig. Jeg har frarådet dem det med en bemærkning om spildte kræfter.
Konkret: Jeg har ved nævnte begravelse i nadverbønnen naturligvis IKKE undladt at nævne dig. Du er ikke blevet forbigået. Som det sig bør, har jeg nævnt bispedømmets biskop på det rigtige sted. Efterfølgende, hvor vi beder for ‘alle biskopper’, alle præster, har jeg dén dag specielt nævnt ‘den nyviede biskop af Hamburg’ (sagt netop sådan, fordi jeg ikke umiddelbart huskede hans navn). Det gjorde jeg, fordi begravelsen fandt sted d. 14. marts på dét tidspunkt (kl. 13), hvor bispevielsen netop havde fundet sted. Hamburg er trods alt nabo-bispedømme. Selv var du jo med til højtideligheden, – vi så dig på TV i kirkebænken, da vi senere så bispevielsen i sin helhed, – så sådan set var det en bøns-forening med dig.
Det ville klæde dig som biskop ikke at fare med halv vind og uprøvet sætte beskyldninger lig med fakta. Det bli’r mere og mere klart for mig, at alt, hvad der bare måske kunne bruges som ‘minus’ på min liste vedvarende modtages af dig med kyshånd, mens du med største lethed skøjter henover de mange ting, du ang. mig modtager i plus-favør.
Ovenstående har vi talt om mundligt (tlf.). Jeg vælger så nu at se bort fra denne din henvendelse, idet dens præmissers grundlag er udokumenteret sladder.

Med hilsen

Beskyldning nr. ét må være nået frem til biskoppen, enten gennem Elzbieta Lunow, der som den fraværende sognepræsts tro væbner diskret i sideskibet sad ‘vagt’ under den nævnte begravelse, – eller med omvej over samme sognepræst. Ret så mange deltagere i begravelsesmessen afkræfter efterfølgende pr. brev til biskoppen beskyldningen

Beskyldning nr. to, som jeg fik kopi af, havde trediehånds kilde, – moderen til en med-ministrant. Omend biskoppen havde stillet i udsigt, at jeg ville kunne få navnene på de anmeldende oplyst, blev det, da jeg udbad mig dem, nægtet.

Dette, plus biskoppens negligering af Nadia-sagen, medfører en henvendelse fra mig til min advokat. Vi er enige om, at vi, – helt uafhængig af klagen i Rom, – vil klage over biskoppens håndtering af de netop nævnte forhold til hans overordnede, men hvem er dét konkret?? Efter et tovtrækkeri på et par måneders varighed lykkes det min advokat, via officialen for den herværende kirkelige domstol, at få oplyst, at biskoppens overordnede er den hellige stol, som man henvender sig til via den pavelige Nuntius i Stockholm. Denne tilsendes så fra advokaten den 02. november en 4-sides klage over biskoppen, som bliver besvaret med, at Nuntius henviser til . . . biskoppen, som han havde talt med om sagen. Nuntius udtrykker ønske om “en god løsning på den bedrøvelige situation”. Den 15. december tilskriver advokaten atter Nuntius og meddeler ham, at intet tiltag i den retning er kommet fra biskoppen, og hvis dette ikke sker, vil han tilråde mig at bringe osse disse klagemål til Rom. Nuntius svarer ikke, og advokaten fremlægger ultimo januar for tredje gang emnet. Hurtigt får han denne gang svar, men det samme: At biskoppen er parat til en samtale. Omend advokaten og jeg er fuldstændig på det rene med, at en sådan ‘samtale’ intetsomhelst vil udvirke, er advokaten indstillet på at tage samtalen. ‘Det skal ikke hedde sig’, siger han, ‘at vi fremlægger vores sag for Nuntius og så ikke efterfølgende følger op på, hvad Nuntius nu to gange har anbefalet os’. Hvis det intet bringer, vil vi videresende klagen til Rom.

Som forudset bringer samtalen mellem biskoppen og min herværende advokat intet. Afsluttende skiver biskoppen den 12. april 2016 til min advokat bl. a.:

I stedet for at komme ind på de enkelte klagepunkter, som blev drøftet på mødet, vil jeg, – som jeg vist også fik antydet på mødet, – henholde mig til at afvente Signaturaens afgørelse. Selv om de nævnte punkter ikke direkte har med klagen til Signaturaen at gøre, vil et svar herfra afklare mange ting. Sidste hånd er ved at blive lagt på afsendelsen til Rom. Jeg beklager denne forsinkelse, men arbejdet lægger stort beslag på de medarbejdere, som tager sig af sagen.

Som tidligere nævnt, kender biskoppen ikke forskel på at undskylde og at beklage. Han undskylder aldrig, men beklager og beklager, igen og igen. Det er ret så beklageligt!

https://stephenholm.wordpress.com/2012/10/21/beklager-eller-undskylder/

– fortsættes

 

Reklamer