Hold ud, hold ud, hold ud !! (20)

 – fortsat

  1. I Rom, – og hjemme igen, – afventende . . .

Mine lovede tilsendelser til Signaturaen var på plads 01. august 2015. Biskoppen havde lovet min herværende advokat, – og vist osse Signaturaen, – at han ville tilsende før jul 2015. Men først i slutningen af maj 2016 sker det. Biskoppen er i andet øjemed i Rom og overbringer personligt de oversatte dokumenter. “Deres biskop har medbragteine Unmenge von Papiren'”, fortæller Frau Wegan mig i en e-mail primo juni 2016 og indbyder mig til, idet hun taler om en ukompliceret sag med tydelig proportionsforvrængning, at gennemse de af ham afleverede akter, et tilbud, jeg ikke vil afslå. Jeg indfinder mig således i Rom medio juni og bor som vanligt i vores Casa Generalizia på Monte Mario. Frau Wegan bor tæt ved Peterskirken, og man kommer let fra Stazione Monte Mario til Stazione San Pietro. . . Ja! Så sandelig ’eine Unmenge’!!  Fireenhalv centimeter tyk var stakken af afleverede dokumenter, øverst biskoppens ledsagebrev med den stereotype formulering: ”Jeg beklager den sene tilsendelse”.

Gennemsynet af “die Unmenge von Papiren” bereder mig ingen direkte overraskelser, men alligevel var der lidt, jeg ikke vidste. Således undrer jeg mig over, hvorfor nogle dokumenter har været sendt i kopi til Erling Tiedemann, – ham,  de i sin tid, – gu’ ve’ hvorfor?, – kaldte ‘ærkebiskoppen’ . .  Hvad havde han med mine sager at gøre??? Og jeg bryder mig ikke om erfare, at Lars Messerschmidt, som efter Torsten Jortzichs tilbagevenden til Tyskland var blevet konstitueret sognepræst i Køge, har været inde på computeren i Køge og ‘sniffet’ i Torstens og min privat-korrespondance og videresendt sekvenser til biskoppen, omend det objektivt er hans ret, idet Torsten har brugt sognets computer og ikke en egen privat. I øvrigt er der naturligvis intet i denne korrespondance, som ikke tåler dagens lys.

Men mest interessant for mig ér det imidlertid: Nu overraskende at erfare, hvém de ’rettroende, retskafne og fromme katolikker’, – nævnt i kapitel  2. , – er! . . .  dém, biskoppen nævner i sit ’forbandelsesbrev’ til mig af 20. juni 2012, hvor det indledningsvis hedder: “Gennem længere tid . . er der fra flere menigheder kommet henvendelse fra folk, som har følt sig skandaliserede over din tilstedeværelse . . Jeg kan ikke sidde de ovennævnte henvendelser overhørig . . “. .  Aldrig er kopi af disse henvendelser blevet mig tilsendt. Men nu bli’r det åbenbaret for mig, hvilke henvendelser det ér, den så omsorgsfulde hyrde ikke har kunnet sidde overhørig: Det drejer sig om bare fem. Og henvendelserne går alene på, at disse mennesker, når jeg som vikar fejrer messe eller blot koncelebrerer, svært kan leve med at skulle udsættes for synet af en stor-forbryder ved alter og ambo  (‘degne-syndromet’ fra H. C. Andersens  “Lille Claus og store Claus” beskrevet i begyndelsen af kap. 19) : To af klagerne kommer fra personer, der ikke har været ‘til stede’, hvor jeg har fejret messe! Hvor må deres ord dog være tungtvejende: Elisabeth Andersen fra Holbæk, løgnagtige Nadia Teczas mor (- hun undlader mellemnavnet ‘Tecza’ i sin klage), og yderst tvivlsomme Bodil Sindt fra Hørsholm menighed, der tidligere til biskoppen havde indgivet falsk anmeldelse af såvel min medbror som mig selv  (beskrevet i denne bogs 1. del, kapitel 5) , Lise Bjørn, en gammel dame fra Jesu Hjerte sogn, som intet kender til mig, men måske har set mig ved en koncelebration i Stenosgade og hendes karmelit-veninde (dem, der dyrker spiritualiteten ‘Tavshed er guld’) Katalin Nørgaard, hvis datter i en bog ”Nonne tur-retur” har beskrevet, hvorfor hun lagde sine evige løfter på hylden og måtte forlade den af hende oplevede terror på daværende Sostrup Kloster, og hvis præstesøn i en længere doktorafhandling a’ la Søren Kierkegaard har fortalt om sit dame-eventyr, der rystede hans præstekald,  plus en mand fra Hørsholm menighed,  hvis navn jeg ikke bed mærke i. De to sidstnævnte har deltaget i messer, som jeg som vikar celebrerede.

Men forgæves må jeg i ‘die Unmege von Papieren’ søge kopier af breve med rosende ord, som jeg véd, biskoppen har modtaget vedrørende mine vikariater, herunder en længere, positiv skrivelse fra menighedsrådsformanden i Birkerød, – kan læses på blogindlæg fra juli 2012: “katolsk præst fortsætter . .”.   Ingen af disse positive udtalelser er at finde blandt det tilsendte.

Og nok så fantastisk: Signaturaen har bedt om oplysning omkring kommunikation af forholdene omkring mig. Biskoppen sender naturligvis kopi af sit ‘forbandelsesbrev’ af 20. juni 2012, der bærer overskriften: Til sognepræsterne, menighedsrådsformændene og ordenshusene. Hvad han imidlertid undlader at oplyse Signaturaen om, ér, at han ikke bare har ladet brevet tilgå de i overskriften nævnte, men samtidig har offentliggjort skrivelsen på bispedømmets hjemmeside, – suppleret af et Erling Tiedemann-indlæg på ‘katpod’, – så denne personalesag er blevet udbasuneret for hele Danmark og har medført æreskrænkende avisoverskrifter og artikler, der igen ‘sværter mig til’ – som nævnt i kapitel 3. Og hvor bispeembedet på ingensomhelst måde har taget til genmæle.

Ved gennemlæsning af de mange papirer kan jeg afsløre en del mangler og fejl, som jeg på Frau Wegans opfordring påfører dokumenterne, samtidig med at jeg, – som allerede nævnt, – konstaterer, at kun negativt er tilsendt, – intet positivt, som er blevet biskoppen tilsendt.  Dette gør jeg Frau Wegan opmærksom på og tilsender hende påfølgende kopier af positiv omtale, som hun vedhæfter sagen.  Men: Med hensyn til fejlene, – om det var dén eller dén dato, eller om dét eller dét var blevet sagt, – siger hun sluttelig til mig: “Det er altsammen uden betydning. Dét, vi har brug for at vide, ér: 1) Har der været foretaget en kirkelig undersøgelse efter § 1717? : Svaret er ja! 2) Har denne undersøgelse resulteret i rejsning af en sag, hvor De bli’r tiltalt for en forbrydelse? Svaret er nej. Hvorpå hun så konkluderer: “Das ist, was wir brauchen” = “Dét ér, hvad vi behøver!”

Hun skal nu skrive mit forsvar til Signaturaen. “De skal nok på en kopi“, siger hun. “På hvilket sprog?”, spørger jeg . . .  og med bange anelser. . .  Hun ser på mig, som var jeg faldet ned fra månen: “På latin, naturligvis. Her foregår alt på latin!”  Jeg be’r hende så så mindelig om sende mig et summery på tysk, – det må vel hedde ‘Zusammenfassung’ –  hvilket hun uden større begejstring lover.

Den 28. juni 2016 afleverer hun mit forsvarsskrift til Signatuaen: Seks fulde A4-sider, rummende 28 punkter – på latin. Samme dag får jeg tilmailet kopi. Hvad skal jeg stille op? Hvem af vore aktuelle præster kan endnu ‘kirke-latin’? Og hvem af disse få har jeg lyst til at give det modtagne til gennemsyn? Og hvem gider oversætte??? Jeg prøver min trofaste ven gennem mange år, pastor Erling Brodersen, som ydermere en tid har siddet i den kirkelige domstol. Han er nu over 80 år, men efter bare to dage modtager jeg to A4-sider med overskriften: “Hér følger dét, du har brug for”” Han giver mig en oversigt over indholdet i de 28 punkter med direkte oversættelse af det vigtigste.  Jeg er benovet over Frau Wegans arbejde. Hun taler som nævnt, om ”proportionsforvrængning” og om “personforfølgelse”. Jeg mailer til hende og siger hende tak, – samtidig med, at jeg med glæde løser hende fra hendes løfte om tilsendelse af et tysk summery.

Men et spørgsmål sidder jeg tilbage méd hos mig selv. . . Hvorfor har biskoppen tilsendt Signaturaen kopi af de nys nævnte fem klager fra de nævnte rettroende, retskafne og fromme katolikker’? Disse klager er ikke nævnt i Signaturaens liste over, hvad man ønsker tilsendt. Dette foreholder jeg biskoppen ved Haraldsted-valfarten den første søndag i juli. (Ærligt må jeg her tilstå, at vi fra vor side ikke længere deltager. Når jeg tænker på, hvilken smuk valfart vi gennem 25 år har stået i spidsen for, udgående fra kirkerne i Ringsted, sluttende i Haraldsted, og påfølgende har oplevet den discount-udgave, der er tilbage af valfarten, så holder vi simpelthen ikke til det. Men på opfordring fra Knud-Lavard-husets beboere, som regelmæssigt kommer til messe hos os i Sorø, møder vi op til det afsluttende pølsegilde i husets have. Hyggeligt er det dér, som regel at møde biskoppens yngre bror, Jan Kozon, journalistuddannet, som tidligere i sit liv har været lidt hård ved sig selv, men nu med fred i landskabet. En talentfuld tegne/akvarelmaler ér han, et absolut dejligt sympatisk, normalt tænkende og ligetil menneske. Denne gang sagde jeg til ham: “Bare det dog var dig, der var blevet biskop, så var alting gået meget nemmere!” Hvorpå han replicerede: “Det er flere, der siger!

M. h. t. sagen i Rom ytrer biskoppen, at det eneste jeg jo reelt klager over, ér, at han ikke havde besøgt mig??? Udsagnet lyder så tåbeligt, at jeg undlader at svare. M. h. t. de ovennævnte klager mener han, at Signaturaen har bedt ham om at sende dem. Han vil slå det efter, når han kommer hjem. Det viser sig, at han har ret. . . Og dog? – –
Følgende korrespondance udveksles mellem os dagen derpå:

Kære Stephen,
Som opfølgning på vor samtale i går og som præcisering af, hvad du sagde om de dokumenter, Signaturaen har udbedt sig, kan jeg sige, at der i et brev til mig  fra selv samme domstol af 8. september 2015 står, at man ud over 1717-undersøgelserne og advokatundersøgelsen også ønsker ”Fidelium querimonia on actiones liturgicas a Rev.do Holm nuper peractis,” altså klager over optræden i liturgisk sammenhæng. Med de venligste hilsener  +Czeslaw

Hertil svarer jeg:

Kære biskop.

Så har jeg øjensynlig gjort dig uret.  Jeg har holdt mig til, hvad Signaturaen den 02.  juni 2015 tilskrev mig: ”You will find attached a list of the documents that this  Suprime Tribunal intends to seek from the Most Reverend Bishop of Copenhagen” Man beder mig bidrage med tilsendelser jvf. denne liste. I listen nævnes ikke det af dig nu nævnte efterspurgte.

Men du rammer med dine tilsendelser ved siden af, bortset fra, at du, som jeg nævnte det, skulle holde dig for god til at sende skrivelser fra yderst  tvivlsomme Bodil Sindt, som iøvrigt IKKE var blandt kirkegængerne i Hørsholm og fra løgnhalsen Nadia Teczas mor, Elisabeth Andersen (hun undlader at underskrive Tecza Andersen) 

Der bli’r spurgt om ’actiones liturgicas’. Der er ingen klager over mine gudstjenester, (derimod ros fra flere sider, som du ikke har tilsendt). Dét, der alene klages over, ér, at jeg, som den store forbryder, jeg ér, kan tillades at fejre messe.  Og rum for sådanne klager skyldes ene og alene din kontinuerlige, totalt manglende opbakning omkring mig som din præst, såvel under som efter min suspensions ophævelse. Lad mig i samme forbindelse henvise til en sætning i den af dig sluttelig redigerede advokatrapport på s. 162: ”Der var ikke et forkyndelses-/liturgiproblem”

Med de venligste hilsener

En måned efter Haraldstedvalfarten er Vestsjællands sognepræst på ferie. Den sidste feriesøndag er det biskoppen selv, der i fuldt skrud er vikar: i Slagelse kl. 10 og senere, kl. 15,30 i Kalundborg. Mon han dukker op hos os i pausen mellem de to messer? Immervæk er jo omsorgen for præsterne, jvf. kirkeretten, én af biskoppens hovedopgaver. Og vi bor jo kun et kvarters kørsel fra Slagelse? Men nej. Siden erfarer jeg, at han, sammen med sine to medbragte ham tjenende ordenssøstre havde spist frokost sammen med menighedsrådet i Slagelse, hvilket jo osse er naturligt, når han besøger en menighed. Jeg bli’r så iøvrigt fortalt, at messen i Slagelse havde været uden orgel, – mens jeg som organistvikar på samme tidspunkt havde spillet ved folkekirkegudstjenesten i Reersø Kirke 20 km. nord for Slagelse og fået kastet dét honorar efter mig, som i folkekirken udbetales til en vikar. Til messen i Slagelse havde jeg, hvis jeg var kommet på tale, selvfølgelig spillet gratis.

Alt dette fortæller jeg telefonisk pastor Michael Hornbech, som så kan fortælle mig, at én af de seneste søndage var ingen præst mødt frem til hovedmessen i Jesu Hjerte kirke, hvorpå man febrilsk blandt de tilstedeværende havde søgt én, der kunne forestå en ordets gudstjeneste, ‘mens jeg som præst, der fra mine vinduer kan se ned på Jesu Hjerte kirke, ikke kommer på tale!”, afslutter han.

Apropos netop nævnte organist’mangel’: I Kolding den 21. august (2016), – festen for jomfru Marias optagelse i himlen, – hvor sognepræsten efter over 20 års tjeneste skal afslutte sit virke, og embedet overgi’s til en ny. Fordi jeg denne søndag intet organist-vikariat har i folkekirken, fordi jeg har svært ved at gå i folkekirken, netop på denne Maria-søndag og fordi jeg sætter pris på den sognepræst, der skal sige farvel, kører min medbroder og  jeg til Kolding. Forud havde jeg læst, at kirkens orgel netop var blevet restaureret for et større beløb og var lidt spændt på at høre det. Til vores overraskelse er biskoppen kommet. Det havde ikke været meningen, men et par dage før havde han meldt sin ankomst. Til vores lisså store overraskelse er der på denne tredobbelte festdag ingen organist.  Det bli’r klart for mig et par minutter før messens begyndelse, hvorpå jeg meddeler sakristanen, at hun i sakristiet kan meddele, at jeg er parat til at spille. Glad går hun ind, slukøret kommer hun tilbage og fortæller, at ‘man’ (læs biskoppen) synes, at “jeg bare skal sidde i bænken og nyde det”. Excellencen undsiger den fratrædende (og den nyudnævnte) sognepræst og hele menigheden at få en festmesse med orgel. Princippet: Stephen Holm må ingenting, er det absolut vigtigste og skal fastholdes. Nydelsen i bænken, som jeg så storsindet blev tilbudt . . .? Lad dét emne være uomtalt. . . .

– fortsættes

PS:  Mit 6-dages ophold i Rom affødte et lident skriv på min blog, som jeg opslog den 25. juni 2016, umiddelbart efter at jeg var kommet hjem. Jeg sætter her et link til det, hvis nogen skulle have lyst til at læse det.

https://stephenholm.wordpress.com/2016/06/25/naar-jeg-blot-kan-beholde-mit-soroe/

 

 

 

Reklamer