Hold ud, hold ud, hold ud! (21)

– fortsat

 

  1. Fem år i Sorø

Vi er i slutningen af oktober 2016, og fem-års-dagen for vores indflytning i Sorø nærmer sig (09. november). Hvis ikke den biskoppelige forbandelses skygge havde hængt over mig så at sige hele Sorø-tiden igennem, ville det have været en rigtig god tid at se tilbage på, for vi har hér på Lærkevej en vidunderlig ramme om vores nu langt mere end tidligere afslappede hverdag. Vi har virkelig fået optimale forhold og glæder os daglig over dem. En virkelig gave er blevet os til del!

Men den biskoppelige forbandelse har indbyggede internerende, isolerende konsekvenser, og under den vinkel oplever vi parallelt vort hjem som et slags kirkeligt fængsel, som ‘farligt område’ for ægte katolikker, og vi oplever os selv, næsten som varetægtsfængslede med besøgskontrol, – bedre udtrykt: med besøgendes-selv-kontrol, idet det ser ud til, at vort fem-års-jubilæum samtidig bliver et fem-års-jubilæum, ikke bare for manglende besøg af vores biskop, men osse af de vekslende sognepræster og kapellaner i Ringsted, hvis sogn vi tilhører, –  og af sammesteds boende ordenssøstre.  Heller ikke min efterfølger, sognepræsten vest for vort domicil, føler øjensynlig bare mindste trang til, ‘lige at kikke forbi’. Spontane gejstlige besøg hos os holdt op med omsorgsfulde pastor Dieter Timmermanns død.

To søndage forud for ‘jubilæumsdagen’ er evangeliet, – mærkeligt sammentræf, – Lukas’ beretning om Zakækus, og jeg kan, inspireret heraf, ikke dy mig for at begå et opslag på min blog, – under overskriften “I dag vil jeg være gæst i dit hus!”.  Andetsteds på denne blog’en kan det læses i sin helhed, – her blot et uddrag:

I weekenden, som begynder i morgen (31. søndag, år C), skal de til søndagsmessen fremmødte høre evangeliet  om Zakæus.  Af flere grunde er denne Zakæus isoleret fra det ‘gode’ selskab.  Men Jesus vil ikke denne isolation. Uopfordret siger han til ham: “I dag vil jeg være gæst i dit hus!” (Lk. 19,6)

Da vi for fem år siden flyttede ind her, gik vi ud fra, at ihvertfald de professionelt hellige i bispedømme og sogn ville  følge Jesu eksempel og sige til os: “I dag vil jeg være gæst i jeres hus”. Men nej!   Efter nu at have været på stedet i fem år, kan vi nøgternt konstatere det modsatte:

– at vores biskop, – der jvf. kirkerettens canon 384 har som fornemste opgave at “ledsage sine præster og bistå dem som deres hjælper”, gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang. Han kan jvf. sin aktuelle kalender finde vej til Monaco, det hellige land, Rom og Bruxelles, – men ikke til Sorø.

– at vores på stedet vekslende sognepræster/andenpræst, – bortset fra dybtsavnede sognepræst Torsten Jortzick, – gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang, – heller ikke, da sognepræsten var identisk med biskoppens generalvikar. Og dét, omend det i kirkerettens canon 529 stk. 1 bl. a. hedder: “For på ret måde at varetage sin hyrdegerning, bør sognepræsten være optaget af at lære og kende dém, som er overgivet til hans omsorg. Derfor skal han besøge dem og dele deres sorger og bekymringer med dem, ganske særligt de betrængte, dém, som er blevet fordrevet fra deres hjemstavn og dém, som er i særlige vanskeligheder”.

–  at de i vores sogn residerende ikke-klausurerede ordenssøstre, som i deres konstitutioner har følgende bestemmelse: “Vi har et arbejdsfelt, som strækker sig fra at bede med og for mennesker til sjælesorg af enhver art . .til den mest beskedne tjeneste, man kan yde et menneske, der længes efter at vide sig elsket”, – gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang.

Indrømmet: Omend jeg som Zakæus er ‘lille af vækst’ (ihvertfald vertikalt) er jeg ikke klatret op i noget træ, men jeg har da igen og igen været til at få øje på, når jeg med mellemrum har vovet mig indenfor i domkirken eller i min sognekirke.
Og naturligvis har jeg meget mere end én gang inviteret.

Dog! Gennem det seneste år har vi haft en god portion forståelse for ‘de helliges’ udeblivelse. De har naturligvis alle været fuldt op beskæftigede med at fejre “Barmhjertighedens År”!

 

  1. Biskoppelig julehilsen 2016 og romersk nytårshilsen 2017

Årets traditionelle, biskoppelige julehilsen til præsterne har nu osse fået påklistret etiketten ‘Jeg beklager den sene fremsendelse’, så umiddelbart før jul får vi hans julehilsen elektronisk med løfte om samme hilsen efter jul i fysisk form, – med julegave! Julegaven er et eksemplar af ‘katolsk lommebog’ for det kommende år, – egentlig et arbejdsredskab, som ikke bør ‘optræde’ som gave. Til gengæld har vi nu gennem de seneste år fået julegave fra Ansgarstiftelsens kontorchef, som vi præster jo på ingen måde sorterer under, – som regel dyr chokolade, hvor portoen nærmer sig at koste lisså meget som selve gaven. Men sådan er der jo så meget mærkeligt.

På sin trykte fælleshilsen, – i år omhandlende barmhjertighed som en udløber af det afsluttede ‘barmhjertighedens år’, – plejer biskoppen til, tror jeg, hver enkelt præst at tilføje et par personlige håndskrevne ord, – færre eller flere, og her har den elektroniske hilsen den ikke ubetydelige fordel, at tilføjelsen umiddelbart kan læses, hvilket sjældent er tilfældet med den håndskrevne. I år er så følgende omsorgsfulde ord blevet mig til del:

Kære Stephen,   

Lidt sent og først elektronisk modtager du dette års julehilsen. Denne gang lykkedes det mig at fordele stort set alle hilsener til præster manuel, og jeg havde ikke udelukket at se dig ved præstemødet i mandags (hos mig). Den sædvanlige julegave får du så nok først efter jul.

Det er lidt svært for mig at vide, hvad jeg specielt skal ønske dig, for at du ikke skal opfatte mine ønsker som hule. Ønsket om en glædelig julefest og et velsignet nytår kan du dog sikkert godt bruge, det være hermed overbragt.

Selv om jeg til dels godt kan sætte mig ind i, hvordan du har det, så tror jeg også, at det ville forbedre stemningen, hvis du i de forskellige sammenhæng udtrykte dig mindre bittert. Jeg tænker på dine udmeldinger på blog og facebook. Du har selvfølgelig lov til at have din mening og give den videre; men jeg ved ikke, hvor fremmende det er dine relationer med omgivelserne. Opfat ikke dette som en bebrejdelse eller irriteret kritik, men som et forsøg på, at ikke at lade dig gå til i bitterhed. Du vil måske sige, at jeg er årsag til dine fortrædeligheder; men selv om visse divergenser nok vil bestå, tror jeg at en opblødning af retorikken vil virke gavne.

 Med disse ord ønsker jeg dig en glædelig jul og et godt og velsignet nytår og sender de  venligste hilsener

+Czeslaw
              

Samme dag svarer jeg således:

Kære Czeslaw

Tak for elektronisk julehilsen.  Det kan ikke have overrasket dig, at jeg ikke kom til Ehlersvej, heller ikke i mandags, – det er jo som bekendt  ikke mig, der ’skylder’ dig et besøg??

Jeg ser, at din julehilsen opkoger floskler om barmhjertighed fra det netop afsluttede jubelår.  Jeg tror, at du er på det rene med, at jeg  p. t. ikke holder ud at høre mere i dén retning, hvis jeg skal bevare den gode adventsånd, vi ellers p. t. har i huset.

Sluttelig skriver du til mig ’Det er lidt svært for mig at vide, hvad jeg specielt skal ønske dig, for at du ikke skal opfatte mine ønsker som hule’

Jamen, så er det til gengæld  ganske let for mig at svare dig. Nemlig:  At fra dén,  der kan vise barmhjertighed og  lette ens byrder, men ikke gør det, – og vel næppe heller tænker på at gøre det,  bli’r formulerede gode ønsker helt automatisk hule.

Fra april 2010, da du imod kirkerettens krav om diskretion udstillede mig (og andre) i offentligheden, og til og med  juni 2012 sagde jeg i offentligheden  IKKE ET ORD, hverken mundtligt eller skriftligt. Omend opfordringer så sandelig ikke manglede.

Siden dit overgreb på mig som præst, ja, som almen katolik, sidst i juni 2012, er jeg holdt op med at holde kæft! Jeg siger, hvad jeg mener, der bør siges, og jeg siger det på dén måde, jeg mener, det bør gøres. Og jeg kan modsiges. Glæder mig, at du tælles méd blandt mine flittige læsere på blog og facebook, men selvfølgelig:  Det er jo, siger ret så mange mennesker, spændende og godt skrevne tekster.

BITTERHED er noget, ingen mit liv igennem har villet påskrive mig.  Men der er nok et gran af sandhed i, at det er en tilstand,  jeg kunne være på vej ind i. Og du har ihvertfald  helt  ret i, at du er årsagen! Gennem nu  4½ år  fastholder du mig i en for mig (og for mange) totalt urimelig situation og dermed fremmer du selv, hvad du godt ville være foruden.

Hvis en voksende bitterhed hos mig VIRKELIG skulle være dig et problem, – og ikke bare en hælden-vand-ud-af-ørerne, – SÅ GØR NOGET VED DET!! . . .
DÉT kunne måske føre ad vejen til dét, du udtrykker ønske om.
Og gi’ dig selv en ærligere, en glædelig jul.
For ingen, der piner andre, – og  jeg er jo ikke den eneste,  – kan vel have en glædelig jul??

Stephen

 

Frau Wegan, min romerske advokat, havde stillet mig i udsigt, at Signaturaen nok ville være klar med en udtalelse inden jul, men forsinkende elementer dukker igen og igen op, og i en nytårshilsen 2017 taler hun om medio februar, – som i begyndelsen af februar forskydes  til medio marts. Når jeg tænker på, at sagen i Rom for alvor blev indledt juli 2015, så må jeg nok sige, som Gitte Hænning sang det midt i 60’erne, at de skynder sig langsomt. Og lad mig roligt tilføje: For langsomt!  Faktisk uanstændigt langsomt. Frau Wegan fortæller, at hun aldrig før har oplevet noget lignende og er helt enig med mig. Hun fortæller, at blandt dém i domstolen, som skal behandle sagen, har dén og dén fået influenza, den anden er p. t. i udlandet, den tredje er faldet ned af trappen og har brækket benet og så fremdeles. . . Vel brugte biskop Kozon ti måneder til at få de udbedte dokumenter oversat (hvad har dét mon kostet??) og afleveret.  Han har bestemt osse overholdt princippet “Eile mit Weile”,  men hele den langsommelige proces kan retfærdigvis ikke alene tilskrives ham.

https://www.youtube.com/watch?v=JDYRiu1g05U

– fortsættes

Reklamer

– man runder de hundrede . . .

 

Ligesom jeg over et blogindlæg i juni skrev:KUN og aldeles KUN for liturgiske fagidioter”,  så vil jeg over dette opslag skrive:

KUN for dém, som er interesserede i montfortanernes virke i Dannmark
– og iøvrigt i den katolske kirke i Danmarks postreformatoriske historie.
Alle andre frarådes læsning. De vil kede sig!


HOLBÆK KATOLSKE MENIGHEDS HISTORIE

Den postreformatoriske katolske menighed i Holbæk er grundlagt af hollandske montfortanere. De var kaldt til Danmark af biskop von Euch. De ankom i 1901. De havde fået anvist Roskilde og af biskoppen samtidig fået tildelt alt, hvad der lå nord for den gamle Korsør-Roskilde landevej. Og, – dét må man sige, – ret hurtigt begyndte de at se sig omkring. Allerede i 1902 begyndte de i Ringsted, i 1905 i Slagelse, i 1912 i Kalundborg og i 1914 begyndte de at snuse i Holbæk. I 1915 talte man 10 katolikker i byen og lovede dem en messe om måneden. I 1916 taler man om ‘ikke så få katolikker i denne by og dens omegn’, nok til at man lejer en stuelejlighed i en villa på en sidevej til Kalundborgvej og indretter et kapel til messe hveranden søndag, som superior fra Roskilde, pater Alfons Kerckhoffs indvier den 25. juli. Pateren, der har gjort forarbejdet i Holbæk, er Jan Quaedvlieg. Han forbli’r, – ambulant fra Roskilde, – holbækkernes præst, indtil pater Jan Wijnen i januar 1917 forflyttes fra Ringsted til Holbæk, hvor han ta’r fast ophold og Holbæk så samtidig får sognestatus. I december samme år køber han en loge-bygning på Kastanievej nær stationen,  som indrettes til præstebolig og kirke, og den 02. juni 1918 indvier han sin nye Skt. Lucii Kirke med en, – subjektiv bemærkning, – pompøs stentrappe der lover mere end man bli’r præsenteret for, når man kommer indendørs.

Det er således helt rigtigt, netop i 2017 at fejre 100-året for Holbæk menigheds grundlæggelse.

Og, – sagt i parentes, – ikke forbudt at lade den tanke suse gennem sit hoved, at for hundrede år siden var i dette bispedømme 30 katolikker nok til, optimistisk på fremtiden, at grundlægge en menighed og bygge en kirke. I dag, hundrede år efter, får menigheder med under 300 katolikker stemplet ‘no future’, og ligemeget, hvor meget medlemmerne protesterer, tvangslukkes de, og deres kirker frasælges for øjnene af dem!  Osse selv om de økonomisk bærer sig selv! – Parentes slut.

Er grundlæggelsen af menigheden i Holbæk således ganske klar, er det lidt mere tåget, når man i 2017 fejrer 60-års-dagen for indvielsen af sognekirken, Rigtigt ér det, at det er 60 år siden, at biskop Suhr den 03. december 1957 indviede kirkebygningen, men han indviede den ikke som Holbæk menigheds sognekirke, derimod som Elisabethiner-søstrenes privatkapel. Søstrene havde på dét tidpunkt været i Holbæk i 25 år, tjenende byens syge i det af dem oprettede Skt. Elisabeths Hospital. Selv havde de først boet under loftet i hospitalsbygningen. Senere, da de blev flere søstre, havde de taget en nærliggende bygning til hjælp som bolig for søstrene. I 1957 udvidede de for alvor. En første sal blev bygget på omtalte bygning, så den kunne rumme samtlige søstre, og i forbindelse med bygningen blev opført et nyt, rummeligt kapel, så søstrene nu helt kunne leve deres kommunitetsliv uden for hospitalsbygningen.

Mon de gode søstre i 1957 havde haft bare en anelse om, at de i løbet af relativ kort tid ville ‘indskumpe’ så meget, at de i begyndelsen af 70’erne måtte opgive hospitalet og i 1974 forlade Holbæk for at vende tilbage til deres moderhus i Bad Kissingen i Bayern? Wohl kaum! Ikke desto mindre blev det således.

Nu stod så den daværende lille katolske menighed i Holbæk med to kirkebygninger på hånden. De var nogenlunde lige store: Den gamle ‘ærværdige’, lavloftede, mørke Skt. Lucii  sognekirke på Kastanievej,  ejet af montfortanerne og, – en subjektiv vurdering, – bestemt mere sjælden end køn. Og det til Skt. Elisabeth af Thüringen viede nyere lyse og luftige kapel, som søstrene, sammen med deres kommunitetshus, kvit og frit havde overdraget til bispedømmet (Ansgarstiftelsen).
Én af kirkebygningerne skulle afhændes.

Klogeligt besluttede man at skille sig af med den gamle sognekirke, som montfortanerne solgte til en ungdomsorganisation. Den havde jo som nævnt, før den blev kirke, haft en fortid som logebygning, så den havde intet problem med atter at omstille sig. Sankt Elisabeths Kapel blev nu ‘ophøjet’ til fremtidig sognekirke i Holbæk. Og menigheden var således med ét slag forvandlet fra en Skt. Lucii menighed til en Skt. Elisabeths menighed. Det var som sagt i 1974, – i øvrigt uden dokumentation. Der findes intet biskoppeligt dekret, der stadfæster denne ændring.

Det var imidlertid kun kirken, med sakristi og et enkelt værelse, der af bispedømmet blev overgivet til menighedens brug. Søsterhuset blev af Ansgarstiftelsen udlejet til Holbæk kommune, der brugte det som en slags plejehjem. Derfor indrettede menigheden sig praktisk i søstrenes tidligere kartoffelkælder. En sådan katakombeagtig menighedssal fandt man vist ikke andre steder i Danmark, men den tjente trofast sit formål og dannede ramme om talrige succesrige sammenkomster indtil det i 1995 lykkedes p. Stephen Holm (sognepræst fra 1985- 2011, – med bopæl i Slagelse) og det daværende menighedsråd at få Søsterhuset stillet til menighedens disposition, – dog først efter en festlig retssag mellem stiftelsen og Holbæk kommune angående det økonomiske mellemværende, en sag, som strakte sig over et år og underholdende fyldte avisspalterne i den lokale Holbæk-avis. Sagen faldt ud til kirkens fordel, hvorfor Ansgarstiftelsen herefter smukt kunne gøre afbigt for menighedens 20 år i kartoffel-eksil, idet man pumpede et temmelig stort beløb i huset, som nu smukt indrettedes med menighedsfaciliteter med lys og luft, præstebolig og, – for økonomiens skyld, – med en udlejningsafdeling. I 1996 blev huset nyindviet af biskop Hans Martensen, – meget passende på festen for jomfru Marias optagelse i himlen.

Præsteboligen er osse et emne. Pater Jan Wijnen, som man må betragte som Holbæk menigheds grundlægger, – omend pater Jan Quaedvlieg var den første på banen, – var sognepræst i Holbæk gennem 25 år, fra 1917-1942. Han boede under tag med kirken på Kastanievej. Hans efterfølger, p. Joseph Mesters (1942-1957), erhvervede ejendommene Bakken 9 og 11, som lå midtvejs mellem sognekirken og søstrenes hospital og indrettede præstebolig dér. Pater Mesters var ikke begejstret for kirken på Kastanievej. Han ville bygge en ny og ‘rigtig’ kirke, som skulle indvies til netop helgenkårede Louis-Marie de Montfort, og den skulle ligge på søstrenes grundstykke. En kendt hollandsk arkitekt havde fået til opgave at tegne kirken, og disse tegninger foreligger. Men det blev ikke til noget, idet han ikke kunne enes med søstrene om, hvor på deres grundstykke kirken skulle ligge. I stedet byggede han så mellem de to huse på Bakken en sal, som han vistnok havde planer om skulle afløse kirken på Kastanievej, – men i stedet endte den som menighedssal.

Da en ny kirke således ikke blev til noget, opførte Elisabethinersøstrene deres eget kapel, – dér, hvor de synes, det skulle ligge. Montfortanerne beholdt deres ejendomme i Holbæk indtil den sidste fastboende sognepræst i Holbæk, p. Jan van den Hoek (1967-1985), efterfølger til p. Harry Herberighs (1957-1967) forlod Holbæk. Det var sidst i 80’erne. Hermed var Holbæk menighed indtil 1996 uden præstebolig og uden menighedssal. Men i et lille værelse i tilslutning til kirken, som kommunen havde stillet til rådighed, tog Karl Borromæussøstrenes sr. Engeline van Zijl ophold og gjorde værdifuld tjeneste i  menigheden fra 1990 -1999, – efter at søstre fra samme kongregation, bosat i Kalundborg, ambulant havde hjulpet gennem tre år.

Så nu i 2017 fejrer en siden 1974 talmæssigt mere end fordoblet menighed (ca. 450 medl.) dobbeltjubilæum. Dens vækst er ikke kun et resultat af ivrig pastoral indsats, men mindst lisså meget af udenlandsk indvandring, af tamilske, irakiske og polske katolikker.

Heller ikke kirkens indre ér som det vár ved overtagelsen i 1974. I årene omkring 1990 blev der foretaget en grundig restaurering af Sankt Elisabeths Kir­ke. Alterrummets podium blev udbygget og seks store gulv-kande­labre an­skaf­fet, – fra Skt. Josefs Kirke i Horsens. Den til højre for altret placerede Maria-statue, hentet til Holbæk fra Slagelse, erstatter siden 1987 en tidli­gere træfigur med forkerte proportioner. De noget udtryksløse korsvejs­stationer blev udskif­tet med fine kors­vejsre­lieffer, givet af Skt. Joseph-søstrene, som havde haft dem hængende i deres store kirke i det nu ned­lagte Skt. Josephs Hospital i Griffenfeldtsgade i Køben­havn. Mini-klok­ken, som hang ved sa­kristidøren, blev erstattet af den tidli­gere klokke fra kirken på Ka­stanievej, lige­som det elektroniske orgel fra søstrenes tid udskif­tedes med et 4-stemmers posi­tiv, der senere igen er blevet udskiftet med et bedre, placeret på et nyopført pulpitur på kirkens bag­væg over ind­gangsdøren (1993). Pulpitu­rets opførelse muliggjordes ved en pen­gegave fra de hollandske Karl Bor­romæ­us-søstre, der som nævnt fra 1986 til 1999 var repræsenteret i Holbæk. I forbin­delse med åb­ningen af det ny menigheds­hus i “Søsterhuset” (1996), nymalede menigheden kirken ved egne kræfter, og den på det store kors hængende lidende Kristus, som indtil da havde væ­ret blik­fang midt i koret, blev udskif­tet med en statue, fore­stil­lende den kors­fæstede og opstandne Kristus, som med åbne arme tager imod menighe­den. Statuen blev givet til Holbæk af me­nighe­den i Nyborg, som havde haft den stående på en gang ved sakristiet, hvorefter Mads Wille fra Kalundborg menighed farvemæssigt tilpassede den kirkens øv­rige figurer. Fra den gamle kirke på Kastanievej stammer, – ligesom kor-klokken, der marke­rer gudstjenestens begyndelse, – den store, smukke romanske dø­befont, hugget i fransk kalksten. I 1996 er den blevet rette­lig placeret ved kirkens indgang. Seks kul-tegninger, som benediktinerin­derne i København (Sr. Gabrielle) på et tids­punkt tegnede til Sankt Elisabeths Hospital i Holbæk, hænger nu rundt omkring i menighedshuset, med undtagelse af to bille­der, som findes i kirken: Den hel­lige Louis-Marie de Montfort (1673-1716), mont­forta­nernes stifter, ses på kor-indgangens højre side, og i våbenhuset kirkens værne­helgen, den hellige Elisabeth af Thüringen (1207-31), som giver de sultne at spise. På orgelpulpituret står en statue af hende, forestil­lende det så­kaldte rosen­under. På korindgangens venstre side ses et lille billede af den hellige Frans af Assisi (1181-1226), hvis spiritualitet blev af afgørende betydning for Elisabeth af Thüringens liv og virke.

I tagrytteren, – det lille kirketårn, som i år 2000 blev forhøjet til det dobbelte, – hænger to klokker: Skt. Elisabeth (1946) og  Skt. Montfort (2000).

Op til  50-året for Skt. Elisabeth Kirkes indvielse i 2007 financierede Elisabethinersøstrene en vejrfast statue af den hellige Elisabeth, som Montfortkommunitetet afhentede i Kevelaer i Tyskland og som kommunen velvilligst havde givet plads til, til opstilling udenfor kirken til venstre, – til afløsning af en mindre heldig.  En procession på Elisabethfesten i november fra kirken til statuen var blevet indført og hvert år blev deltagerne påny berørt, når processionen ved aftenens frembrud nåede til fakkelflankerede statue og Raquel Rastenni elektronisk sang sin udgave af den kendte “Elisabeth-serenade”. hvis tekst med lethed kunne associeres til Elisabeth af Thüringen. (link 1)

Med p. Stephen Holms ophør som sognepræst april 2011 afsluttedes den montfortanske æra på stedet. Treoghalvfems år af de hundrede.

På de vestsjællandske menigheders aktuelle hjemmeside er der yderst vellykkede fotos af Skt. Elisabeths kirke. (link 2)

https://www.youtube.com/watch?v=PVsy7T_ZhXA

http://katolsk-vestsj.dk/kirkerne/skt-elisabeth/foto.html

 

 

 

 

– post ‘festum’

31.10. morgen

Fin begyndelse på 500-dagen for Reformationens begyndelse.

Kristeligt Dagblads forside:
500 ÅR EFTER LUTHER: Danmark må besinde sig på den kristne arv!
Reformationsjubilæet: Der er grund til at fokusere ikke bare på den protestantiske, men på hele den kristne arv.
Chefredaktøren uddybede i en sekvens på Facebook:

 

31.10. formiddag

Svindende begejstring. Igen skal man lægge øre til fornyede opkog af gamle skrøner om aflad, skærsild og bibel, der ”sælges’ som værende fakta, og som nødvendigvis må provokere en katolik.

TV2NEWS: Folketingets fejring af reformations-jubilæet!
I sig selv rigtig fint, at en sådan dag afføder et sådant arrangement i netop dette forum, – men indlæggene??  . . . Parallelt med dém interviewede studieværtinden to gæster: en folkekirkepræst , Andreas Christensen fra Helligkors på Nørrebro og en historiker Morten Buch Jensen, – suppleret over telefon fra Aalborg: historikeren Frederik Stjernfelt. Det var slemt at høre på indlæggene fra Christiansborg: Pia Kjærsgaard, som i denne sammenhæng er komplet blank for saglig viden, sikkert uden at være klar over det,  og statsministeren, som ikke var stort bedre. Æresgæsten Dronning Margrethe talte osse. Hun var den bedste af de tre, – men der skulle heller ikke meget til at overgå de netop to nævnte.
Men næsten værre end de tre indlæg var det at høre på præsten, som måtte forventes at vide bedre. Gudskelov var de to  historikere i stand til at  sætte tingene på plads.
Ingen katolik var indkaldt. Men hvem skulle osse tænke på det?? Atter et tegn på, at den katolske kirke i DK af idag er en ubetydelig størrelse.


31.10. eftermiddag
:

Så var det noget HELT ANDET at være méd på selve  gerningsstedet, – dér, hvor der virkelig er 500 år at fejre:- nemlig i det tyske WITTENBERG, til festgudstjenesten i Slotskirken kl. 15, – transmitteret af tysk TV. Dét var kvalitet!  Vidunderlig musik, levende liturgi,  økumenisk, skuende fremad, ikke tilbage. Ånden fra Lund-arrangementet ved åbningen af reformations-jubilæums-året den 31. oktober sidste år, var tilbage. Katolske biskopper og præster var tilstede. Som formand for den katolske bispekonference fik kardinal Marx ordet. Men for mig var clou’et, da den protestantiske biskop, der prædikede fremragende, fra prædikestolen direkte tiltalte ‘Mein lieber Bruder’ pave Frans og takkede ham for hans vidnesbyrd om levet kristendom. Og hér skulle man ikke lægge øre til skrøner, heller ikke præsenteres for påstanden  om, at Luther var den første, der oversatte Ny Testamente til tysk. Hans bibel-indsats blev naturligvis omtalt, men det blev talt om en ‘Neuübersetzung’
Jeg bringer her et link til gudstjenesten. Det var storslået og opløftende.
Og lad så dette være nok!