Hold ud, hold ud, hold ud! (22)

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

 Udenfor ‘nummer’: BREAKING NEWS

– thi kendes for ret!

Ovenstående tykke streg er ikke den af biskoppen befalede, men min egen.
Jeg indsætter nemlig her dét, de i TV kalder ‘breaking news’, i min fortløbende beretning, fordi jeg mener at skylde de mange, som interesseret spørger ind til ‘det romerske forløb’, nu at fortælle følgende:

At jeg i Rom har indklaget biskop Kozons begrænsninger af mit virke som katolsk præst turde være almindelig bekendt. Forløbet er beskrevet her på min blog i min beretnings anden del kap. 15  (juli 2017) og kap. 17 (september 2017).

For halvanden måned siden, den 24. oktober, modtog jeg fra min advokat i Rom denne e-mail:

Alleluja! Alleluja!

Am 29. November 2017 wird das Richterkollegium der Ap. Signatur Ihre Causa entscheiden.

Die Richter sind:
Card. Leonardo Sandri,
Exc. Philippo Iannone O.Carm.,

Exc. Ioannes Villibrordo Maria Hendriks
Card. Mamberti, Praefekt
Der Ponens, Hauptrichter, ist Card. Joseph Versaldi

Das Ergebnis wird zuerst muendlich bekanntgegeben, und dann nach ein paar Tagen wird die “pars dispositiva”, also das Ergebnis, schriftlich auf mich zukommen.
Dann muessen wir einige Monate warten, bis das ganze schriftliche Urteil, in Latein, veroeffentlicht wird.

Gottes Muehlen malen langsam.

Mit allen guten Wuenschen
Martha Wegan

Min sag = min klage over biskop Kozon, er således den 29. november blevet afgjort af Signaturaen, som er den katolske kirkes Højesteret, faktisk paven selv,
Og den 04. december har jeg fra Frau Wegan modtaget “pars dispositiva”:

Also der Urteilsspruch lautet:

”Affirmative, seu constare de violatione legis in decernendo relate ad decisiones per recursum diei 2 aprilis 2014 apud Congregationem pro Clericis impugnatas”.
Die 29 novembris 2017

Herzlichen Glueckwunsch!
Es dauert einige Zeit bis das geschriebene Urteil erscheint.

Martha Wegan

Jeg har fået det oversat således:

Domsformuleringen lyder:
Positivt svar. Der er tale om lovovertrædelse med hensyn til de beslutninger, der den 2. april 2014 gøres indsigelse imod overfor kleruskongregationen.
29. november 2017

Straks samme dag videresender jeg ‘der Urteilsspruch’ til min herværende advokat og til hám, som hjalp mig igang med det hele: kirkeretsprofessor ved Universitetet i Münster, dr. Thomas Schüller:

Min herværende advokat svarer:

Jeg synes at kunne forstå at det bekræftes, at de forhold, der blev påklaget af 2. april 2014 til Clerus Kongregationen, ikke er lovlige.
Det forklarer lykønskningerne fra Frau Wegan.

Til Thomas Schüller skriver jeg:

Lieber Thomas.
Du hast mir gut geholfen. Danke! Hast du ein Wort zum folgenden?
LG
Stephen

En time efter modtager jeg følgende fra ham:

Lieber Stephen,

Das ist großartig !
Du hast auf der ganzen Linie Recht bekommen
und Dein Bischof muss seine Entscheidung revidieren.

Herzliche Grüße
Thomas Schüller

Lige nu vil jeg ikke kommentere, – og véd strengt taget heller ikke, hvad jeg skal kommentere . . . .
I skrivende stund lader jeg det stå, som det står, for det er klart nok: Affimative!  Jeg har fået medhold i min klage, Sagt lidt ‘brutalt’: Jeg har vundet sagen! Og dermed er det fastslået, at biskop Kozon overfor mig har  handlet kirkeligt ulovligt siden min suspension april 2010.

‘Breaking news’  slut!
Opslaget slettes, når jeg i min fortløbende beretning omkring mine forhold når frem til netop ovenstående og dér naturligt lader det indgå.

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

– fortsat

  1. Intermezzo I: Penge lugter ikke! – eller gør de??

Omkring 01. december 2016 kunne man læse i Vor Frue Kirkes sogneblad / menighedsrådsreferat, at ringemotoren til den største af Slagelse-kirkens tre smukke klokker var ‘brændt sammen’. Mens noget sådant i min tid blev bragt i orden øjeblikkeligt, var der nu tale om ‘ikke råd til’, ‘vente til næste års budget’ o. lign., – det drejede sig, stod der, om en udgift på 15.000 kr.

En person i vores omgangskreds havde ganske særligt i julen irriteret sig over den manglende klokkes klang.- den, der gi’r festringningen dybde,  – i så høj grad, at han i juleugen spontant sagde, at han ville betale en ny motor! Men totalt anonym, udenom alting:  præst, menighedsråd, bispekontor, som p. t. hang ham ud af halsen.  Det var alene en motor til en klokke, det drejede sig om for ham, – intet andet!  Det er personen bekendt, at jeg havde god kontakt til klokkefirmaet, al den stund, at jeg har haft jævnlig kontakt med det, allerede fra min ungdom af, hvor jeg sørgede for ny knebler til klokkerne i Svendborg, så igen, da jeg i kraft af en rig dames financiering på 100.000 kr, – i 1990 kunne lade klokkerne i Slagelse påmontere elektriske ringemaskiner, efterfulgt af anskaffelse af en ny klokke med motor  til Holbæk,  senest levering af vores lille kapel-klokke her til Sorø, plus Montfortkommunitetets tilskud til reetablering af det udtjente ringeanlæg på de tre fine Otto-klokker hos vores medbror i Skt. Josefs Kirke i Horsens.

Uden at det skal frem, at jeg er kontaktmellemmand, ringer jeg kort før nytår til firmaet og siger, at de bare kan erstatte den sammenbrændte maskine med en ny og sende regningen til mig (til videregivelse) , men ikke nævne nogetsomhelst om, hvor pengene er kommet fra, blot dette: at maskinen er betalt.

Da firmaet i slutningen af januar vil montere maskinen, får montøren af sognepræsten at vide, at man ikke ønsker det, fordi “man har på fornemmelsen, hvor pengene kommer fra!!”. . . “Jeg ka’ lisså godt sige det, som det ér” siger min kontakt til mig. Rystet gi’r jeg dén besked videre til giveren, som bliver såvel vred som såret.  Men selv er jeg lisså rystet. For ‘fornemmelsen’ må vel være mig?? Jeg kommer til at tænke på, hvordan jeg tidligere har tilbudt sognepræsten, via vores kommunitet, at afholde udgiften vedrørende fornyelse af kirkens nu katastrofale korbelysning,  men blev afvist med begrundelsen, at så ville det hedde sig, at jeg ville bestemme. Så altså: Fordi man formoder, at pengene kunne komme fra mig (?), vil man ikke modtage dem ???  Stor forargelse hos enhver, som får kendskab til afvisningen, for naturligvis er det ikke kendt blandt almindelige menighedsmedlemmer, – de kender heller ikke biskoppens ordre efter vi forlod Slagelse: “Der skal slås en tyk streg”. Åbenbart så tyk, at den osse skal spærre for økonomisk hjælp, hvis den skulle komme fra mig/os. Tigger de dog vedvarende om penge og vil så ikke modtage dem, når de, omend indirekte,  er for hånden, – p. g. a. en ‘fornemmelse’!!??  Hvor er vi dog nået hen???

Efter at have sundet sig beslutter giveren at sig til kende og afsender en mail til menighedsrådsformanden, hvori han, – uden at åbenbare min funktion som kontaktmellemmand, – udtrykker sin frustration.  I svaret fra samme formand, – som jeg iøvrigt personligt har optaget i kirken efter forudgående undervisning, – hedder det:

“Med hensyn til klokkerne kan jeg forsikre dig om, at vi ikke har haft nogen anelse om, at du har talt med klokkefirmaet. Derfor har du personligt heller ikke fået en afvisning fra os.  Sådan må det i hvert fald ikke opfattes!”

Hvordan i alverden må det så opfattes?? . . . Dét forklarer en dame mig med en sammenligning fra Tyskland i 1938. Hun siger: “Her handler man ikke med ’jøder’”.

Sluttelig hedder det i formandens mail til den afslåede giver:

“N! – det kan nås endnu, og hvis du har lyst, kan vi godt drøfte tingene nærmere, enten pr. telefon eller ved at vi mødes”

N. lader formanden forstå, at ‘toget er kørt’, og at der fra hans side ikke er mere at tale om, – overhovedet  . . .

Personligt  bliver jeg mindet om det hele igen under en hverdagsmesse sidst i februar.  Læsningen er en tekst fra Siraks bog, og jeg tænker ved mig selv: “Dér har vi det!” Det afføder et skriv på min blog under overskriften “Tag dig i agt for dine venner!”  Jeg skriver bl. a. følgende:

Som sognepræst har jeg altid oplevet mine menigheder som mine venner.  Men siden jeg i 2011 ophørte som sognepræst har jeg gjort en erfaring, som for mig var overraskende. Og i skrivende stund har jeg en nylig oplevelse bag mig, som jeg ganske enkelt ikke forstår. Men måske har jeg netop i dag fået en forklaring. . . Gennem  messens  læsning,  fredag i 7. års-uge, læseår 1. Jeg tror aldrig, at jeg har set/hørt dén tekst før, men den gjorde mig stille og eftertænksom, – så eftertænksom, at jeg efter messe og vesper måtte begå dette lille skriv.

Her er lidt af teksten fra nævnte læsning, – fra Siraks bog, kapitel 6:

“Nogle er venner, så længe det tjener dem selv,
men på nødens dag er de ikke længere dine venner;
nogle er venner, men forvandler sig til fjender og smæder dig gennem afsløring af jeres strid;
Så længe det går dig godt, er de som du og taler åbent til dine husfolk;
men går det tilbage for dig, er de imod dig og skjuler sig for dig.
Hold dig på afstand af dine fjender,
og tag dig i agt for dine venner”.

Jeg slutter mit ‘skriv’ af med sætningen: “Der står ret så mange sandheder i dén bog, vi kalder Bibelen!”

 

  1. “Herre, jeg tror! . . Hjælp min vantro!”

Bibel-citatet rinder mig ihu, nu, hvor vi er i slutningen af marts 2017. Påsken står for døren, men endnu har vi ikke hørt fra Rom, bortset fra, at Frau Wegan for fjorten dagen siden indleverede sit endegyldige forsvarsskrift, som er vokset fra seks til ni A-4 sider, – på latin. Jeg har spurgt hende, om Pontius Pilatus er mere kontant end Signaturaen, for, – sådan hedder det i den hellige skrift, – han lod i det mindste hvert år i forbindelse med påskehøjtiden en fange frigive. Min oversætter, pastor Erling Brodersen, siger, at juridisk står det hele så klart, at jeg ikke kan undgå at få min ret. Nu må vi se. . .

– fortsættes

Reklamer