Hold ud, hold ud, hold ud! (22)

 

 

 

 

:

 


LG
Stephen

En time efter modtager jeg følgende fra ham:

Lieber Stephen,

Das ist großartig !

Naturligvis vil jeg osse gerne selv modtage den. Immervæk er det jo trods alt mig,.der har anlagt sagen. Men, siger fru  Wegan, da jeg ringer hende op, nu skal hun lige fotokopiere dommen og derefter poste den med almindelig post. Scanninigsmulighed og tilsendelse pr. mail er i dén verden ikke indenfor det muliges grænser. Med et:  “Alles mit der Ruhe”  bidrager hun i denne bodstid smukt  til min udøvelse af tålmodighedens dyd.

 

– fortsat

  1. Intermezzo I: Penge lugter ikke! – eller gør de??

Omkring 01. december 2016 kunne man læse i Vor Frue Kirkes sogneblad / menighedsrådsreferat, at ringemotoren til den største af Slagelse-kirkens tre smukke klokker var ‘brændt sammen’. Mens noget sådant i min tid blev bragt i orden øjeblikkeligt, var der nu tale om ‘ikke råd til’, ‘vente til næste års budget’ o. lign., – det drejede sig, stod der, om en udgift på 15.000 kr.

En person i vores omgangskreds havde ganske særligt i julen irriteret sig over den manglende klokkes klang.- den, der gi’r festringningen dybde,  – i så høj grad, at han i juleugen spontant sagde, at han ville betale en ny motor! Men totalt anonym, udenom alting:  præst, menighedsråd, bispekontor, som p. t. hang ham ud af halsen.  Det var alene en motor til en klokke, det drejede sig om for ham, – intet andet!  Det er personen bekendt, at jeg havde god kontakt til klokkefirmaet, al den stund, at jeg har haft jævnlig kontakt med det, allerede fra min ungdom af, hvor jeg sørgede for ny knebler til klokkerne i Svendborg, så igen, da jeg i kraft af en rig dames financiering på 100.000 kr, – i 1990 kunne lade klokkerne i Slagelse påmontere elektriske ringemaskiner, efterfulgt af anskaffelse af en ny klokke med motor  til Holbæk,  senest levering af vores lille kapel-klokke her til Sorø, plus Montfortkommunitetets tilskud til reetablering af det udtjente ringeanlæg på de tre fine Otto-klokker hos vores medbror i Skt. Josefs Kirke i Horsens.

Uden at det skal frem, at jeg er kontaktmellemmand, ringer jeg kort før nytår til firmaet og siger, at de bare kan erstatte den sammenbrændte maskine med en ny og sende regningen til mig (til videregivelse) , men ikke nævne nogetsomhelst om, hvor pengene er kommet fra, blot dette: at maskinen er betalt.

Da firmaet i slutningen af januar vil montere maskinen, får montøren af sognepræsten at vide, at man ikke ønsker det, fordi “man har på fornemmelsen, hvor pengene kommer fra!!”. . . “Jeg ka’ lisså godt sige det, som det ér” siger min kontakt til mig. Rystet gi’r jeg dén besked videre til giveren, som bliver såvel vred som såret.  Men selv er jeg lisså rystet. For ‘fornemmelsen’ må vel være mig?? Jeg kommer til at tænke på, hvordan jeg tidligere har tilbudt sognepræsten, via vores kommunitet, at afholde udgiften vedrørende fornyelse af kirkens nu katastrofale korbelysning,  men blev afvist med begrundelsen, at så ville det hedde sig, at jeg ville bestemme. Så altså: Fordi man formoder, at pengene kunne komme fra mig (?), vil man ikke modtage dem ???  Stor forargelse hos enhver, som får kendskab til afvisningen, for naturligvis er det ikke kendt blandt almindelige menighedsmedlemmer, – de kender heller ikke biskoppens ordre efter vi forlod Slagelse: “Der skal slås en tyk streg”. Åbenbart så tyk, at den osse skal spærre for økonomisk hjælp, hvis den skulle komme fra mig/os. Tigger de dog vedvarende om penge og vil så ikke modtage dem, når de, omend indirekte,  er for hånden, – p. g. a. en ‘fornemmelse’!!??  Hvor er vi dog nået hen???

Efter at have sundet sig beslutter giveren at sig til kende og afsender en mail til menighedsrådsformanden, hvori han, – uden at åbenbare min funktion som kontaktmellemmand, – udtrykker sin frustration.  I svaret fra samme formand, – som jeg iøvrigt personligt har optaget i kirken efter forudgående undervisning, – hedder det:

“Med hensyn til klokkerne kan jeg forsikre dig om, at vi ikke har haft nogen anelse om, at du har talt med klokkefirmaet. Derfor har du personligt heller ikke fået en afvisning fra os.  Sådan må det i hvert fald ikke opfattes!”

Hvordan i alverden må det så opfattes?? . . . Dét forklarer en dame mig med en sammenligning fra Tyskland i 1938. Hun siger: “Her handler man ikke med ’jøder’”.

Sluttelig hedder det i formandens mail til den afslåede giver:

“N! – det kan nås endnu, og hvis du har lyst, kan vi godt drøfte tingene nærmere, enten pr. telefon eller ved at vi mødes”

N. lader formanden forstå, at ‘toget er kørt’, og at der fra hans side ikke er mere at tale om, – overhovedet  . . .

Personligt  bliver jeg mindet om det hele igen under en hverdagsmesse sidst i februar.  Læsningen er en tekst fra Siraks bog, og jeg tænker ved mig selv: “Dér har vi det!” Det afføder et skriv på min blog under overskriften “Tag dig i agt for dine venner!”  Jeg skriver bl. a. følgende:

Som sognepræst har jeg altid oplevet mine menigheder som mine venner.  Men siden jeg i 2011 ophørte som sognepræst har jeg gjort en erfaring, som for mig var overraskende. Og i skrivende stund har jeg en nylig oplevelse bag mig, som jeg ganske enkelt ikke forstår. Men måske har jeg netop i dag fået en forklaring. . . Gennem  messens  læsning,  fredag i 7. års-uge, læseår 1. Jeg tror aldrig, at jeg har set/hørt dén tekst før, men den gjorde mig stille og eftertænksom, – så eftertænksom, at jeg efter messe og vesper måtte begå dette lille skriv.

Her er lidt af teksten fra nævnte læsning, – fra Siraks bog, kapitel 6:

“Nogle er venner, så længe det tjener dem selv,
men på nødens dag er de ikke længere dine venner;
nogle er venner, men forvandler sig til fjender og smæder dig gennem afsløring af jeres strid;
Så længe det går dig godt, er de som du og taler åbent til dine husfolk;
men går det tilbage for dig, er de imod dig og skjuler sig for dig.
Hold dig på afstand af dine fjender,
og tag dig i agt for dine venner”.

Jeg slutter mit ‘skriv’ af med sætningen: “Der står ret så mange sandheder i dén bog, vi kalder Bibelen!”

 

  1. “Herre, jeg tror! . . Hjælp min vantro!”

Bibel-citatet rinder mig ihu, nu, hvor vi er i slutningen af marts 2017. Påsken står for døren, men endnu har vi ikke hørt fra Rom, bortset fra, at Frau Wegan for fjorten dagen siden indleverede sit endegyldige forsvarsskrift, som er vokset fra seks til ni A-4 sider, – på latin. Jeg har spurgt hende, om Pontius Pilatus er mere kontant end Signaturaen, for, – sådan hedder det i den hellige skrift, – han lod i det mindste hvert år i forbindelse med påskehøjtiden en fange frigive. Min oversætter, pastor Erling Brodersen, siger, at juridisk står det hele så klart, at jeg ikke kan undgå at få min ret. Nu må vi se. . .

– fortsættes

Reklamer