Højt til loftet!

– blev der idag sagt i et TV-program.

Det var der osse i går, omend man næsten skal bukke nakken, når man går  ind, –  gennem den lille entre, –  i  den varme stue, hvor temperaturen vist nærmer sig de 25 grader, og hvor udsigten gennem de små vestvendte vinduer til landskabet udenfor i dén grad matcher til Blicher og Aakjær . .  Jeg bli’r nostalgisk.  Jeg  er tilbage i min barndom, – dengang, da Danmark endnu var Danmark. Tænk! . .  At få lov til at opleve dét igen, – i dét år, hvor jeg fylder 75 år . . .

Anledningen var en person, der er tyve år ældre end mig, – én, der kunne fejre  95 år fødselsdag. Stedet er Omø, og personen er Mille. Egentlig hedder hun Emilie, men aldrig er det blevet til mere end Mille. “Milde Moses!”. siger jeg til hende, hvergang vi mødes, for omend hun ikke er så gammel som hin nu nævnte mammut-skikkelse fra det gamle testamente, har hun dog sine års vægtige vægt.

Hvert år den 23. januar går turen til Omø. Det har den ikke altid gjort, men nu, hvor Mille ikke længere er i stand til, hver søndag at underlægge sig sin ellers vante søndagsplan: Færge Omø-Stignæs, bus Stigsnæs-Slagelse busstation, gåtur til Vor Frue Kirke i Frederiksgade. Søndagsmessen. Og retur! Afgang Omø 8,00, hjemkomst Omø 15,30, – har jeg pålagt mig den aldeles smertefrie pligt: At garantere, at der på hendes fødselsdag er  messe i hendes hus på Omø, som sågar, –  efter stormkatastrofen, hvor oversvømmelser faktisk lagde huset øde, men hvor det, ved hjælp af gode venner, i bedre stand kunne genetableres og juridisk set nu ikke længere er hendes, – bærer påskriften “Milles hus”, – med klausul om, at hun kan bebo det, til hun skal bæres ud derfra.

Hvor var det dog dejligt! Med et par medlemmer fra Slagelse menighed, os selv fra Sorø og med  to dejlige tilstedeværende damer fra Fyn, – den ene er jyde,  – som hjælper Mille i særlige anliggender, – fejrede vi den hellige messe i hendes varme stue, kikkende fremover til næste søndag:  festen for den hellige Ansgar, Nordens apostel. Jeg bildte den lille menighed ind, at da Ansgar sejlede sin berømte sejlads fra Sønderjylland til Birka i Sverige, var han passeret Omø og netop dér faldet i sørøveres hænder, som berøvede ham alt, hvad han af liturgisk materiale havde méd  sig ombord.  Dén købte de, – bortset fra  Mille, som hævdede, at det havde været folk fra Agersø,  som havde overfaldet Ansgar. Husk, kære læser, at der er et lisså stærkt ‘kærlighedsforhold’ mellem Omø og Agersø, som der ér mellem Danmark og Sverige.

Vi ér i den økumeniske bede-uge for enhed i troen. De to ‘tjenende ånder’ fra Fyn tager del i messen, om muligt mere andægtigt end vi, de ‘rettroende’. Og sammen med os modtager de altrets helligste sakramente med inderlighed. Godt, at jeg ikke har fyldt dem med snak om, hvor ‘smertefuldt’ det ér, at de ikke, – bare fordi de er kristne fra Bogense og ikke fra Napoli, – kan modtage sakramentet. Jeg retter mig efter pave Frans og er inspireret af  hans  rundskrivelse om glæden ved evangeliet.

Så frokostbord bagefter, – med sild en-masse, –  og med efterfølgende, som rimer med dén skål agurkesalat, som jeg for 95% af dens indholds vedkommende, indtager egenhændigt,  –  en flig af paradis.

Øllerne er fra ‘Albani’ i O’ense. Og snapsene mangler så sandelig ikke. Allesammen ta’r vi fra, men ingen kan som Mille drikke snaps og forblive ædru. Som gode og pavetro katolikker ledsager vi, – på melodien ‘Den lille nisse . . ‘, –  den første snaps med  sangen:

Se pave Frans den første! I venners lag han ka’ sit kram.
Vi holder ham i ære , og ta’r den første dram!

Jeg har lovet Mille, såfremt jeg overlever hende, – jeg bliver mere og mere i tvivl?, – at forestå hendes begravelse. Liturgien har jeg endnu ikke på plads, – kun én ting er fastlagt, nemlig omkvædet til 1. vekselsang.  Det vil lyde som det gjorde, da vi fejrede messe i Omø Kirke i forbindelse med Milles indflytning i sit fornyede hus for år tilbage:

På min lysegrønne ø, vil jeg leve, vil jeg dø,
ganske langsomt, succesive, peu-en-peu.

Der er nemlig højt til loftet på Omø!

 

 

 

Reklamer

Hold ud, hold ud, hold ud! (23)

–  fortsat

22.  Oliemesse i Skt. Ansgar, begravelse i Skt. Albani,
og mirakuløst  besøg i ‘Maison Montfort’!

” ‘Oliemessen’ i Pedersborg” – i 2014, – var overskriften på denne beretnings anden del kap. 12.. (maj 2017), hvor jeg osse beskriver, hvad begrebet ‘Oliemessen’, som fejres i domkirken, dækker.

I 2013 og 2014 havde jeg været udelukket fra deltagelse i denne messe og efterfølgende samvær.
I 2015 fik jeg den kollektive indbydelse og mødte op.
I 2016 var jeg igen udeladt af indbydelseslisten, men tilmeldte mig ikke desto mindre og mødte op, -som beskrevet i kap. 16.

Nu i 2017 får jeg indbydelsen, men tilmelder mig ikke, – framelder mig sågar hos ‘ceremonimesteren’, som rent faktisk, – forstyrrende for mange, –  virker som messens hovedcelebrant.  Hvorfor framelder jeg mig??   Fordi jeg, omend jeg opfatter mig selv som værende 105 % katolik, må erkende, at jeg har sværere og sværere ved at identificere mig med dén ‘kirke-ånd’, som biskop Kozon har fremelsket, og at jeg mere og mere føler mig fremmed i den. Hans fremtoning i pseudo-barok-udklædninger, hans ledelsesform, eller mangel på samme, hans pastorale og økonomiske dispositioner, hans respektløse omgang med vor hjemlige kirkes historie, læs: kirkelukninger, o. m. a. fylder mig mere og mere med et konkret ubehag.  Jeg erkender, at jeg har problemer med, – billedligt udtrykt, – at være blandt den blinde bisværm, hovedsageligt af  ‘småbierne’ fra neokatekumenatet, som summer omkring ‘dronningen’, når jeg er nået til dén opfattelse, at evangeliet og dét, der p. t. kendetegner det officielle bispedømme København, faktisk ikke har ret meget med hinanden at gøre. Jeg tror ikke, at pave Frans ville kunne overleve bare tre dage i dét klima, der er blevet vort hjemlige. Men, – det skal understreges, – det er min subjektive oplevelse.

Mødte jeg således ikke op til oliemessen i domkirken, meldte jeg mig til koncelebration i Skt. Albani Kirke i Odense ved redemptorist-pater Leo Drzals begravelse onsdag i påskeoktaven, – fordi jeg holder af redemptoristerne, og fordi jeg ganske godt har kendt pater Leo og respekteret ham hele mit præsteliv igennem, ja osse fra før jeg blev præst.  Det blev en god oplevelse, forstået på den måde, at det, – som det bør være, –  blev en ordensbegravelse. Redemptorist’chefen’ i Odense, p. Bernhard Kofod var naturligt requiemsmessens hovedcelebrant, – selvfølgelig i hvidt (påskeoktav), og provincialen fra Wien, p. Alfons Jästl, som havde begyndt sin ‘karriere’ i 80’erne gennem seks år på Amager, stod for selve begravelsen. Biskoppen var indbudt til at prædike, – og ikke andet. Sådan!

Der skulle være tre præster ved altret. Pater Bernhard, pater Alfons . .  og hvem som den tredje? Man havde kærligt og rigtigt valgt 81-årige pater Jerzy Kruk. Hvorfor skriver jeg sådan? Fordi han, i efterdønningerne af sexhysteriet, som drev bispedømmet til vanvid, i lighed med flere af os andre (Hans Esmark, Reinhold Sahner, Leo Kertz, Finn Arvé og jeg selv) , fik en nedværdigende behandling. Biskoppen havde firmet i Odense hvidesøndag 2012 og efterfølgende hygget sig i kommunitetet. To dage senere får Jerzy, der er sognepræst, et brev fra biskoppen, hvori det hedder, at han på stedet er suspenderet og skal forlade huset. – omend Redemptoristordenens ejendom , –  hurtigst muligt. . .Uhørt!
Jerzy havde været sognepræst i Svendborg og Nyborg. I Nyborg var der blevet bygget et nyt menighedshus/præstebolig, og Jerzy, som elskede Nyborg,  glædede sig til at tilbringe sin livsaften hér, havde han dog rundet de 70. Men det gik anderledes. I 2008 skulle sognepræsteembedet i Odense nybesættes og der var ingen. Provincialen bad Jerzy. Han sagde ‘nej’!  Biskoppen bad ham, og nu sagde han ‘ja’, – men, understregede han, for eét år! Det blev imidlertid til fire. Nu som 72-årig fik han, udover det lille Nyborg, ansvar for den kæmpemenighed, som Odense ér. Og ham ér det, der fire år senere, 76 år gammel, får netop skildrede behandling.  En gammel sag om evt. blufærdighedskrænkelse i en svømmehal af en 13-årig dreng, som for længst var overstået og som biskoppen kendte til, da han udnævnte ham til sognepræst i Odense, blev nu p. g. a. advokatundersøgelsen kogt op på ny. Og Jerzy, som fire år tidligere havde hjulpet biskoppen ud af hans aktuelle nød, kunne nu stå uden hjælper. Samtidig blev hans drøm om otium i Nyborg spoleret, ja, passivt måtte han i julen 2015, fra sin nyerhvervede lejlighed på Vognmandsvej i Nyborg, se på, at den økonomisk selvbærende Stella Maris kirke, netop restaureret, blev lukket, og at dén, sammen med menighedshus/præstebolig  blev afhændet og frasolgt.
Redemptoristernes provincial i Wien sendte Kruk-sagen til ordens-generalatet i Rom, som sørgede for, at sagen blev sendt til rette sted, og ret hurtigt faldt den ud til pater Kruks fordel. Man fortæller, at Kozon ‘gjorde store øjne’, da han blev konfronteret med  afgørelsen. Ikke desto mindre offentliggjorde han den ikke, og en redemptoristpræst fortæller, at da man til generalvikaren indvendte: “Jamen, han er jo frikendt’ , fik svaret: “Biskoppen er af en anden mening!” . . .
Sagt på dansk: Hold da kæft, hvor betryggende! . . .

Men ved denne begravelse blev Jerzy Kruk af sin orden rehabiliteret, og han glædede sig til, nu 81 år gammel, igen at stå ved altret i Sankt Albani. To meter fra ham sad biskoppen. Nadverbønnen begynder, vi passerer konsekrationen og kommer til det afsnit, hvor der skal bedes for hám, vi begraver. Jerzy skal bede bønnen. Men netop som han begynder den, bliver han afmægtig og falder bagover. Omend de nærtstående præster forsøger at gribe ham, ligger han på gulvet og slår baghovedet ned mod stengulvet. Menigheden er som lammet, og jeg må indrømme, at jeg troede, at vi nu skulle holde dobbeltbegravelse, Men de netop nævnte præster får ham på fode igen og mirakuløst, – og dét mener jeg helt bogstaveligt, – kan han fortsætte koncelebrationen og holder ud resten af messen. Det var Vorherres gave til denne mishandlede præst. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke tanker der løb gennem biskoppens hoved, da Jerzy faldt omkuld  . . ???
For, som Jerzy efterfølgende tolkede det skete: “Det var psykisk!”

Efter begravelsen var vi i Fjernøsten. Lidt mere præcist i restaurant ‘Hongkong’ i Overgade, hvor redemptoristerne bød på dejlig mad og drikke. Da vi forlod restauranten, glemte jeg min frakke, hvilket jeg først opdagede et par dage senere. Telefonopringning til såvel restauranten som til pater Bernhard løste problemet. “Jeg får den ved lejlighed”, sagde jeg til pater Bernhard.

Dén lejlighed blev før end anet, for søndagen efter firmede biskoppen i Odense og pater Bernhard foreslog ham,  måske i spøg, på hjemvejen at køre forbi Sorø og aflevere frakken til mig. Og minsandten,  om biskoppen ikke slog til! Efter at have boet her godt 5 år, skulle vi så endelig få besøg af vores umiddelbare chef og vort hus’s ejer. Indtil nu havde han vægret sig, bl. a. med henvisning til forståelig usikkerhed omkring, hvilken modtagelse der ville blive ham til del. I relation hertil havde jeg overfor ham påpeget, at vi havde haft  besøg af en person, der heller ikke m. h. t. velkomst følte sig sikker, hvorfor han havde garderet sig og ringede på vores dør, iført styrthjelm. Jeg havde anbefalet biskoppen at gøre det samme.

Nu kom han så.  Allerede fra vinduet i mit arbejdsværelse havde jeg set ham ankomme, så min overraskelse ved døråbningen var ikke den af ham forventede. Han så hus, kapel og have og virkede godt tilfreds. Men han siger jo aldrig noget, hverken positivt eller negativt, hverken buh eller bæh. Men en kop kaffe ville han gerne ha’, og i dén time han var her, fik vi  snakket om både dette og hint, og jeg følte, at han havde været glad for den givne anledning (frakken) til at komme til os. Jeg selv osse.

Til afsked sagde jeg til ham, omend han under sit besøg, – meget apropos, –  ikke havde undgået verbalt at ‘få nogle på frakken”: “Selv om jeg er skidesur på dig, ka’ du så se, at det gik glat, – helt uden styrthjelm?”. . . Dét indrømmede han med et smil.

 

  1. Kozons ‘speciale’: Ulige behandling

Jeg husker ikke, hvem det vár, der sagde til mig: “Hvis man vil behandle folk éns, skal man behandle dem forskelligt, – fordi folk ér forskellige!” Der er en stor del sandhed i dét udsagn, men osse dét har sine grænser. Jeg vil her fremdrage to mig bekendte grænseoverskridende eksempler, som ikke direkte har med mig at gøre, men samtidig vedstå, at jeg selv i mine negative forhold osse positivt oplever mig forskelsbehandlet, for de excellente boligforhold, – som  Kozon, efter sin modbydelige mobben-os-ud fra vores bolig i Kalundborg ,  – slutteligt har ladet blive min medbroder og mig selv til del,  finder vist ikke noget sidestykke. ‘Maison Montfort’ har vi navngivet stedet, omend flere har tilkendegivet over for os, at ‘Samvittighedshuset’ ville være det rigtige.

Eksempel 1:
Min i det jyske værende medbroders fem-årige sognepræsteudnævnelse udløber 01. august 2017,  og biskoppen skriver i begyndelsen af marts til ham, at der er mulighed for forlængelse. Han spørger ham skriftligt om hans indstilling til dette og meddeler samtidig, at han vil forhøre sig om menighedsrådets ditto.  En lidt mærkelig fremgangsmåde, når det drejer sig om en ikke-konstitueret, men de-facto sognepræst. I slutningen af april meddeler biskoppen ham, at han vil forhøre sig separat hos hvert MR-medlem og bede den enkelte sende sit svar direkte. En uhørt fremgangsmåde, som kun kan skabe utryghed og misstemning, idet min medbroder oplever, at alt foregår bag hans ryg. Samlet går der tre måneder, – indtil et firmelsesbesøg i begyndelsen af juni, – hvor han ikke véd, om han er ‘købt eller solgt, hvilket for denne præst medfører helbredsmæssige problemer, så han søger læge…
Personlig bliver jeg irriteret, fordi jeg igen skal opleve en leder uden lederevner, og fordi jeg skimter forskelsbehandling.
Og ganske rigtigt:  En på Sjælland for biskoppen trofast logrende sognepræst fik sin sognepræstetjeneste for flere menigheder fornyet sidste år. Jeg gætter på, at menighedsrådene i dette tilfælde ikke er blevet udbedt nogen udtalelse og får hos medlemmer af  samme råd min formodning bekræftet . . .
Modsat: Et flertal i et menighedsråd i en forstad til København  oplevede uoverskuelige problemer med deres sognepræst, som tilhører det hos biskoppen så populære neokatekumenat.  Ultimo 2015 var det blevet så belastende, at de bad biskoppen om at give dem en ny sognepræst. Efter flere samtaler måtte samme flertal imidlertid erkende, at deres anmodning blev totalt negliceret, hvilket så medførte, at samme flertal i begyndelsen af 2016 trak sig fra menighedsrådet og en tid senere alle løste sognebånd.
Og vi véd det jo efterhånden allesammen: Hvad de forskellige råd udtaler, er reelt komplet ligegyldigt. Det drejer sig om, hvad biskoppen vil og ikke vil, om hans sympatier og antipatier. Kun, hvis rådsudtalelser er parallelle med det af ham i forvejen besluttede, bli’r de taget til indtægt.
Rent ‘spil for galleriet’, hvilket jeg i en skriftlig henvendelse lod biskoppen vide.

Eksempel 2:
I slutningen af april 2017 blev jeg gjort bekendt med følgende: Kort før påske havde klasser fra landets eneste katolske gymnasium været på lejrskole (retræte) på en kirken tilhørende kursusejendom.   Den relativt nye lokalsuperior fra det ordenssamfund, som faktisk ‘tegner’ gymnasiet, deltog som præst. Under opholdet aflurer han, – ved at kikke gennem et vindue, –  nøgne pige-elever, mens de er i bad.  Dette bli’r meddelt rektor, som samtidig orienteres om, at noget lignende faktisk havde fundet sted året tidligere. Det kan forståeligt ikke accepteres, og rektor gør det rigtige: Politianmelder! Og orienterer forældre og lærere, – med bøn om diskretion af hensyn til skolens omdømme. Den bemeldte præst vedstår det skete, opsiger sin stilling på skolen og forlader kommunitetet ved skolen.
Nu er bemeldte præst imidlertid medlem af biskoppeligt råd og suppleant i præsterådet. – det fremgår af ‘katolsk lommebog’  Så jeg forespørger pr. mail, den 01. maj Excellencen, om medlemmerne af det ‘kun rådgivende’ biskoppelige råd pr. 01. maj  17 er identisk med de i katolsk lommebog 2017 nævnte??
Den 03, maj svarer han mig:

Kære Stephen,
Jeg undrer mig lidt over din forespørgsel, men skal da gerne svare. En ændring i forhold til den i lommebogen angivne liste over medlemmer af bp. råd består i, at pater Paul Marx fra i går efter eget ønske ikke længere er medlem af samme råd.
Med de venligste hilsener
+Czeslaw

Således bekræfter biskoppen indirekte, at den nævnte præst stadig er medlem af de to råd.

Understreges skal det naturligvis, at politianmeldelsen på indeværende tidspunkt ikke har ført til sigtelse, langt mindre til dom. Og glædeligt ér det, at biskoppen endelig har lært at overholde Canon 1717 stk. 1.  Men der bør vel være forskel på konsekvenserne af en ‘blot’ politianmeldt, men ubevist beskyldning og et de-facto fastslået og af den beskyldte vedstået forløb??

Den 05. maj sender jeg biskoppen en mail, hvori jeg sluttelig skriver:

– et PS, – som ikke kræver besvarelse:
Nedenstående skal læses i forbindelse med en oplevelse, som jeg havde lørdag d. 10. april 2010 ved 18-tiden, hvor min biskop ringede til mig og sagde:  “Jeg har en ke’elig mæ’delelse til dig. Du er blevet politianmeldt!! .. Så jeg bli’r nø’ til at suspendere dig!”
Hvilket så straks skete i fuld offentlighed.
Kirkens hjemmeside er i skrivende stund samstemmende med din indirekte bekræftelse af i forgårs.
Diskret beskyttelse af anklagede og anklager ér, indtil noget konkret foreligger, kirkejuridisk foreskrevet.  Men lad mig alligevel erindre dig om en sætning i en tidligere mail til dig, “Dét, der er en uorden, ér, at der i din forretning er ulige behandling.  Det kommer an på, hvem det ér, der skal ‘behandles’.”  Og dette er temaet for mit PS til dig, – ikke et angreb på præsten”.

I begyndelsen af juni er sagen imidlertid nået frem til offentlighedens kendskab, hvilket ‘tvinger’ biskoppen til en meddelelse på kirkens officielle hjemmeside. – den 05. juni. Her skriver han bl. a.: Den pågældende præst blev umiddelbart suspenderet fra sin stilling på skolen og anmeldt til politiet.  Jeg kan tilføje, at den pågældende præst heller ikke længere udøver nogen funktioner i bispedømmet”.

Samme dag kan man på den private, men ganske udmærkede hjemmeside “katolikker i dialog” læse ret så udførligt om ‘nyheden’. Men først en måned senere bemærker samme hjemmeside, under overskriften “Ikke i dette tilfælde”, at bemeldte præst, til trods for biskoppens udtalelse af 05. juni, stadig figurerer som medlem af biskoppeligt råd og præsteråd på kirkens officielle hjemmeside.

Endelig erfarer vi den 01. august, – over samme officielle hjemmeside, – at nævnte præst den 24. juni har forladt Danmark og er vendt tilbage til Polen. Det passer bare ikke, erfarer jeg fra pålidelig kilde. På skrivende tidspunkt bor han i sin ordens sommerhus i Gilleleje. Men samme hjemmeside lod os jo tidligere vide, at en anden pater fra samme selskab, – som hurtigt var slettet fra hjemmesidens præsteliste, – var flyttet til Bruxelles, hvilket heller ikke er sandt.  Nok er han overgået fra den tyske til den nederlandske ordensprovins, men, – selvfølgelig efter aftale med hans ny provincial, – er hans bopæl stadig i Danmark, i Norvegus-fondens Inigo-Center ved Nykøbing Sj, og hans adresse kan slås op på ‘krak’.

– fortsættes