Hold ud, hold ud, hold ud! (24)

 – fortsat

   24. De ‘sociale medier’: Blog og Facebook

Overraskende i netop senest omtalte forløb (opslag 12. januar) havde jeg den 17. maj 2017 modtaget et postbesørget brev fra biskoppen, skrevet den 08. I brevet indleder han med at sige, at  ‘der er et par ting, det ligger mig på sinde at få udtrykt’, hvorefter han går over til at skrive om, hvad der fra min side  ‘foregår på de sociale medier og på din blok, som han gennem nogen tid har fulgt lidt med i, dog ofte kun summarisk ‘(???). Han rejser så spørgsmålet om, hvordan det kan være, at jeg lægger så stor vægt på, at han besøger mig, når jeg ofte omtaler ham og andre i bispedømmet ‘negativt, sarkastisk og respektløst’. Han skriver ligeud: “Hvis jeg er så slem . . kan jeg ikke forstå, at du overhovedet vil have mig inden for døren”.
Afslutningsvis skal han så lige anføre en ny påklage: “Der er flere ting i din adfærd, som jeg også undrer mig over. Fra to præster vest for Storbælt har jeg hørt beklagelse over, at du dukker op til præstemøderne der, også selv om du ikke er indbudt og dér, ifl. præstene er med til at sprede dårlig stemning . .
Som sagt ved jeg ikke, om det vil give dig noget at tænke over, men jeg har i hvert fald følt det hensigtsmæssigt at nævne det.

Jeg besvarer brevet således:

Kære Czeslaw

Jeg har via det fabelagtige firma Post-Nord  i går den  17. maj  modtaget dit personlige brev, dateret  den 08.. Tak for brevet. Jeg opfatter det positivt, at du henvender dig, – men fatter ikke, hvor lidt du fatter. . .  Og af samme grund er en egentlig samtale med dig så svær. . . Alligevel sender jeg dig nu en slags svar, – på mail i stedet for på dyrt, tykt vandmærket brevpapir, – for at du ikke skal vente atter en uges tid på en evt. reaktion.

På det personlige plan:
Du har i mit kald som præst nu gennem syv år ødelagt mit præsteliv. Efter trofast gennem 28 år at have betjent en trediedel af Sjælland, har du trængt mig ud af din kirke og hængt mig ud til offentlig spot og spe. Helt bevidst og konsekvent, næsten sygeligt, vogter du over, at de evner, jeg hár, på ingen punkter tages i anvendelse, samtidig méd, at hvert nyt år under disse omstændigheder i min nu efterhånden fremskredne alder tærer på mig. Du tror vel ikke, at det går sporløst henover mig som dét udadvendte menneske, jeg ér?

På det overordnede plan:
Jeg oplever, at du virker ødelæggende for vores kirke i Danmark, at du har skabt et usundt miljø. At din magtsyge tilfredsstilles gennem krinkelkrogede manøvrer, som dårligt tåler dagens lys. Den holdning har jeg ret til at ha’, og du kan ikke undgå at have erfaret, at jeg så langt fra er alene om den. Som du jo så grundigt orienterer dig om, – tak for det – gi’r jeg, osse på min blog og på en enkelt facebook-side, hvor der jo som bekendt ikke er nogen læse-tvang, udtryk for det.  “Jeg fægter med åben pande for hvad jeg for alvor tror!”  Du oplever mine indlæg som ’negative, sarkastiske og ofte respektløse’ .. Tja . .! Nu er respekt jo ikke noget, man kan kræve, men noget, man kan vinde!

Men samtidig méd, at du ’er så slem’, er du for mig et medmenneske. Og ingen, som ringer på vores dør, – selv dem, vi måtte have det allerdårligst med, – bliver afvist, og da slet ikke en biskop, som langt om længe er blevet hjulpet til at varetage sin embedspligt!  Hertil kommer, at du har dén evne, at man, når man står overfor dig, har svært ved at være gal på dig. Dit smil er afvæbnende, – vær glad for det!  I min verden kan jeg være så vred på dig, som jeg vitterlig ér, uden at det hindrer mig i, i al din fumlethed, at gi’ dig en knus. Og dén er lisså ægte som min vrede.

Jeg har sendt dig et par refleksioner, som du typisk ‘besvarer’ med fornyede, omend mindre påklager! Hertil følgende:  I 2016 har jeg (vi ) været til to præste’møder’ i det jyske. Hos vores medbror Thomas i Horsens, hvor vi var inviterede, og hos Benny i Esbjerg, som blev glad, da vi tilmeldte os. Hvis ’du har hørt beklagelser fra to præster’ synes jeg du skulle bede de to retskafne, kollegiale medbrødre om personligt at henvende sig. Præstemøderne er ikke bispestyrede, og derfor finder jeg det faktisk upassende, at du overhovedet blander dig. Du burde vide, at det m. h. t. disse møder er en generel lettelse, når du ikke er til stede, ligesom du burde vide, at der blandt præsterne er langt flere end to, der indbyrdes beklager sig over dig, – i lighed med massevis af lægfolk.  At præstemøderne ikke lever op til, hvad generalvikaren har skrevet om dem:  “hvor meget det betyder for præsterne at kunne have et fællesskab om deres tjeneste, hvor de kan udveksle erfaringer, glæder og sorger.” er en kendt sag, for de få gange, hvor det virkelig sker, – som det gjorde i Esbjerg, hvor vi alle blev bedt om at fortælle, hvordan vi har det, – er der altid et par stykker, der vil karakterisere dette som ’spredning af  dårlig stemning’
‘Der er flere ting i min adfærd, som du undrer dig over’, skriver du.. .Jamen, kære Czeslaw, jeg lover dig, at det er gensidigt, selv om det fra min side med tiden er blevet mindre og mindre . . .
Nej, dine observationer gi’r mig ikke nyt at tænke over.  De seneste syv år har jeg ikke kunnet lavet andet end at at tænke.
Men har du tænkt over, hvad du nok havde undgået, hvis du i min status som præst havde behandlet mig anstændigt???

Kærlig hilsen
Stephen

Jeg har ikke hørt videre fra biskoppen, – men han har osse umiddelbart efter modtagelsen af min mail haft nok at tænke på:
Først afviklingen af det i weekenden 18. – 19. maj fastlagte 200.000 kroners ligegyldige pastoralrådsmøde på Magleås, som helst skal over scenen uden større bølgeskvulp, hvorfor tiden spildes med f. eks, navneopråb, som kan klares ved afkrydsning på liste og biskoppens beretning, som kunne have været tilsendt skriftligt.
Dernæst den for ham sikkert svært fordøjelige kendsgerning, som han ved mødets slutning erfarer, nemlig at pave Frans i forbindelse med søndagens Regina-coeli-bøn har udnævnt en nordisk biskop til kardinal, . . .  og at det er en anden end ham sélv, der er udnævnt, – nemlig den svenske.

Ikke desto mindre sendte jeg i kopi ovenstående til dén præst, der stod for det kommende præstemøde i det jyske,-  som orientering. Han skrev tilbage:

Det er synd, at I ikke kommer til præstemødet, – det er kun 8 præster der har meldt sig til det… Tak for din prædiken i KO. Den var rigtig god!!!

 

  1. De ‘fem onde år’ (20. juni 2017)

Mørklægningsgardiner var velkendte under tyskernes besættelse af Danmark  (1940-45),  den periode, som fik betegnelsen  ‘de fem onde år’!

Mørklægningsgardiner kender vi imidlertid stadig til her i huset. Ikke, fordi vi har nogetsomhelst at skjule udadtil, men i mit vidunderligt lysfyldte arbejdsværelse er solen sent eftermiddag ofte så stærk, at jeg simpelthen må trække et sort gardin for det store vestvendte vinduesparti for overhovedet at kunne se, hvad der står på min computer-skærm.

Et nedrullet mørklægningsgardin er imidlertid osse hvad jeg oplever omkring min person i katolsk sammenhæng, hvor jeg helst ikke må ses eller høres. Således må vores kapel heller ikke figurere i ‘katolsk lommebog’. (- ikke desto mindre uddeltes der i 2016 flere kommunioner hér end i sognekirken i Ringsted). Som bekendt må jeg i katolsk sammenhæng udenfor mit domicil her i Sorø  intetsomhelst sige eller gøre, – bortset fra at trække vejret, omkring hvilken funktion ingen biskoppelig bestemmelse (endnu) foreligger.

Dagen i dag, – den 20. juni 2017, – går ikke sporløst forbi mig. I dag er det nemlig fem år siden, at Kozon parkerede mig på et sidespor og rullede nævnte mørklægningsgardin ned omkring mig! Og samme dag satte dette handlingstræk til offentligt skue på kirkens officelle hjemmeside,  – til videregivelse i ret så mange af landets aviser, – dog med anden ordlyd end den af mig her benyttede.

‘Jubilæumsdagen’ har medført (atter) en henvendelse til biskoppen fra mig. Sikkert vil mine mange og lange henvendelser til Kozon efterhånden undre, ja, måske endda trætte, læseren.  De undrer osse mig selv. Ufatteligt, hvilken energi jeg lægger i at tilskrive en person, som ikke på nogensomhelst måde kan bevæges til nogetsomhelst. Ikke desto mindre. . . Før jeg har set mig om, er en mail til Excellensen blevet fabrikeret. Denne lyder, – her en lille smule forkortet, – således:

Kæreste biskop.

Jeg regner med, at jeg, inden dagen er omme, fra dig har modtaget F E M flasker god rødvin.
For netop i dag er det nemlig F E M år siden, at du med din underskrift på et offentliggjort papir smed mig ud af DIN lokalkirke og udhængte mig til spot og spe i den almindelige offentlighed i Danmark, – efter gennem små 30 år at have tjent lokalkirken trofast og klaret en trediedel af Sjælland for bispedømmet.
Igen og igen har du bildt mig ind, at din udsmidning ‘ikke behøver at være permanent’. Igen et eksempel på hykleri. Du har aldrig selv troet på, at den skulle være temporal.
April 2014 havde jeg nok! Skrev på dine gentagne opfordringer til kleruskongregationen.
Kunne lisså godt have skrevet til min læselampe.
Juni 2015 tog højesteret sig sammen og anerkendte efter indsendt klage overraskende min sag, som du påfølgende forhalede i næsten et år.
Maj 2016 var så endelig akterne samlede.
Nu har vi juni 2017 og endnu ikke nået til en afklaring. Men sådan ér det, når en institution skal undersøge sig selv. Håber på retfærdighed,-  min advokat påpeger i sit 9-sider forsvarsskrift personforfølgelse og proportionsforvrængning.
Hvad det bli’r til, ved jeg ikke, og jeg bli’r mere og mere ligeglad.
Men så meget véd jeg: Du har ødelagt fem væsentlige år af mit præste-liv. Du har fået mig til at tvivle på kirken som kærlighedens og barmhjertighedens formidler, ja, et langt stykke ødelagt min ellers livslange glæde over at være katolik.
Godt klaret af en biskop, –  men sådan må det være, når dén, man hár, mest interesserer sig for manifestering af  magt og udklædning til det pinlige og ikke formår at være der for mennesker i sin tjeneste, som han skubber ud i  lidelse og nød, og som langt mindre drømmer om at lindre de vilkår, han selv skaber omkring dem.
Nå, hvorfor skriver jeg til dig, når jeg véd, at det er spildt krudt??  Måske, fordi jeg er lisså naiv som Abraham, der håbede, hvor håb syntes udelukket, – dét, der forøvrigt  i et gammelt skriftespejl hed: ‘At håbe dumdristigt’. Abraham blev det regnet til gode, men det var dengang. Jeg håber dumdristigt og det må jeg skrifte ved førstkommende skriftemål.

Med de allervenligste hilsener
Stephen

Jeg fik ret hurtigt et ‘svar’, – med tak for min mail (?) og med uddybning af en biting i min henvendelse. Svaret blev afsluttet såleledes

Jeg skal gerne paa et senere tidspunkt skrive til dig mere udförligt, ogsaa om andre emner.
De venligste hilsener
+Czeslaw

Straks svarede jeg:

Kære biskop
Du behøver ikke at gøre dig umage med at skrive til mig.
Du kan sige til mig, ansigt til ansigt hvad du evt. måtte have at sige, når vi ses til det afsluttende pølsegilde i Haraldsted den 09. juli
Haraldstedvalfarten, som vi gennem 25 år med stor akkuratesse gennemførte, og som du osse har taget fra mig og tilladt forvandlet til en discount-udgave af, hvad den tidligere vár, holder jeg simpelthen ikke til at deltage i.  Men vi ses afsluttende.
Stephen

 

  1. I Haraldsted juli 2017. Mere blog og facebook

Ikke desto mindre meddeler biskoppen sig alligevel skriftligt, – natten før Haraldstedvalfarten. Han mener ikke, – nok med rette, – at dagen i morgen vil være en velegnet lejlighed, og for ikke at glemme noget vil han skriftligt fastholde, hvad han har på hjerte.  Det drejer sig slet ikke om bemærkninger til den nød,  jeg har fremlagt for ham i mine seneste mails, men, som han skrev  ‘ogsaa om andre emner”. Dette er hans egentlige anliggende, –  en fortsættelse af hans tidligere nævnte henvendelse af 08. maj:  “Der er noget andet, jeg godt vil kommentere, nemlig din blog, hhv. hvad du indimellem udtrykker på facebook”.

I en lang mail, holdt i en ganske pæn tone, foreholder biskoppen mig ‘uværdig udtryksmåde for en præst’ , ‘kommentarer til alting’, ‘manglende baggrundsviden for at kunne udtale mig’, ‘ukærlig facon overfor andre mennesker’. ‘usaglighed’.
Han afslutter således:
“Som du ser, har jeg givet mig tid til at læse din blog. Jeg har ikke nævnt alle de ting, jeg har streget under i den; men det ovenfor omtalte skulle tilstrækkeligt udtrykke, hvad jeg mener med det ukærlige og usaglige i din kommunikationsform”.

At biskoppen med interesse læser, hvad jeg skriver, har jeg på intet tidspunkt været i tvivl om, men at han osse fortæller mig, at han har udskrevet min blog og endda foretaget understregninger, er måske lidt overraskende, – tænk, at han har tid til dét . . Skal det måske ulovligt lægges ind i mine akter??, . . eller skal det mon oversættes og sendes til Rom?? – Jamen, det må han hjertensgerne, så bli’r de jo (endnu) klogere dernede.

Ikke desto mindre afkræver jeg ham i Haraldsted,  på trods af hans lange e-mail, en samtale, hvilket  han velvilligt imødekommer. Vi bruger vel en 15-20 minutter, hvor jeg i øvrigt lader ham vide, at jeg nu, efter fem års total-karantæne, ikke længere agter at tage hans bestemmelser ad notam og at jeg fremover vil imødekomme anmodninger om hjælp, der måtte rettes til mig.

Men efterfølgende synes jeg dog, at hans lange skriftlige henvendelse kræver en skriftlig reaktion, som jeg søndag aften afsender:


Kæreste biskop.

Selvom vi har talt sammen (eller talt til hinanden) i Haraldsted, vil jeg dog skriftligt knytte et par bemærkninger til din lange mail, som du har gjort dig umage med at skrive til mig i går nat.
Din mail henholder sig mest til  ‘det ukærlige og det usaglige i min kommunikationsform’ på blok og internet. Hvad jeg nu sammenfatter, har jeg i det store og hele allerede sagt dig

  1. ‘Ukærligt og usagligt’ vár, hvad du som personalesag OFFENTLIGT lod komme over mig 20. juni 2012, og som affødte nedværdigende avisartikler, som du og din stab på ingen måde imødegik.
  2. Min blog blev ‘født’ efter dette overgreb på min person. Igennem to år, siden din kirkerets-stridige suspension af mig i april 2010 havde jeg i offentligheden IKKE sagt et eneste ord.
  3. ALT kunne du have undgået, – osse tid og udgifter til oversættelsesarbejde af dokumenter, – hvis du havde opført dig anstændigt og ikke havde foretaget dette overgreb. Til syvende og sidst har du DIG SELV at takke for det hele.
  4. Hvordan man omgås mennesker, som man har magt over, fatter du ikke. Mine mange henvendelser til dig, hvor jeg virkelig overordnet beskriver, hvilke lidelser du påfører mig (og andre), lader dig totalt kold. I stedet for hæfter du dig ved detaljer, som viser din egen selvoptagethed, – som viser, at du ikke fatter, hvad det drejer sig om. Ingen ansvarlig, normalttænkende  leder, – slet ikke i religiøst regi,  – som havde modtaget, hvad du hár, ville undlade at træde hjælpende til, i det mindste at opsøge.   At du ikke gør det, kan kun tilskrives ondskab eller manglende evne til at forstå og sætte sig ind i.
  5. Det hører med til psykologisk grundforståelse at vide, at hvis man trænger mennesker op i en krog, fastholder dem og fratager dem ethvert forsvarsmiddel, begynder de at ‘slå’.
  6. Jeg medgi’r, at jeg indimellem på min blog er ukærlig og på områder sikkert osse usaglig, – du pegede på et par reelle eksempler, – nøjagtigt, som du selv. Du gør f. eks ikke forskel på, om jeg ’har sagt’, eller om jeg refererer, hvad ’andre har sagt’.
    Jeg beklager, at det hele har udviklet sig som det hár, men det er din ageren overfor mig, der har drevet mig derhen, hvor vi er nået. Meget kunne sikkert have været undgået, hvis du havde draget omsorg , vist forståelse og handlet udfra dén kærlighed og barmhjertighed, som du igen og igen prædiker om, men åbenbart ikke evner at praktisere.
  7. Måske kunne en helbredende omvendelse begynde med, at du, som sidder inde med magten, ville omvende dig fra dit magtmisbrug og fra dine personlige sympatier/antipatier. Og i stedet vise dig som den barmhjertige og omsorgsfulde far, som enhver biskop har pligt til at være overfor sine præster.

Såvidt denne læsning

Stephen

Lidt tragi-komisk var det, at biskoppen under samtalen i Haraldsted. –  jvf. hvad han i sin e-mail havde skrevet til mig, – havde ‘grebet mig’ i en konkret usandhed på min blog vedr. en af ham foretagen disposition overfor en tidligere præstestudent, – en usandhed, som han foreholdt mig. Denne ‘usandhed’ kunne imidlertid efterprøves, idet jeg henvendte mig til netop nævnte person, som prompte anførte, at jeg på min blok havde citeret korrekt. Dette meddelte jeg i en kort mail biskoppen samme søndag aften, anførende, at jeg, da jeg jo har erfaringer med både biskoppen og den tidligere præstestudent,  stolede på sidstnævntes forklaring.  Lidt forbløffet blév  iøvrigt sidstnævnte, da han mandag modtog en længere mail fra biskoppen, som efterfølgende havde gennempløjet hans akter, men desværre (?) ikke fundet belæg for sit udsagn overfor mig. Overfor biskoppen kunne personen kun fastholde, at dét, jeg havde citeret på min blog, var korrekt. Biskoppen indrømmede overfor ham ‘Jeg kan huske galt’.  Men da jeg rykkede Excellencen for et svar på min replik til ham desangående, lød det anderledes: ‘ . . at jeg ikke nødvendigvis har helt uret; men meget videre kommer vi sikkert ikke i denne sag’.

Joh, det gjorde vi så absolut, – altså kom videre i ‘sagen’, – råt og kontant fra min side!  Hvorpå  jeg sluttelig opfordrede biskoppen til at revurdere sit valgsprog “Sandheden tro i kærlighed”, anførende, at det forekom mig, at begge dele halter ret så alvorligt.

– fortsættes

Reklamer