Hold ud, hold ud, hold ud !! (26)

 

– fortsat

  1. En uartighed af rang!
    (Jubilæum i Holbæk)

Man forbereder i Holbæk at skulle holde jubilæum. Elvte november 2017,  på sognets og kirkens titularfest:  den hellige Elisabeth af Thüringen.  Primært hundredåret for menighedens grundlæggelse, sekundært tres-året for den nuværende sognekirkes indvielse.

Dengang jeg i 2010 blev falsk beskyldt, var to beskyldninger fra menighedsmedlemmer i Holbæk, hvoraf iøvrigt den ene mindre end en  måned efter indgivelse blev tilbagetrukket. Naturligvis har det skabt spændinger på stedet, især blandt de to impliceredes familier, som ellers skylder vores kommunitet en del, – spændinger, som mine to efterfølgere i sognepræsteembedet ikke har formået at opbløde og heller ikke har ønsket at opbløde, al den stund, at de fint har bidraget til, effektivt at få trukket den af biskoppen befalede tykke streg, som blev beordret trukket efter mit ophør som sognepræst på stedet.

Jeg havde således ikke forventet at få en invitation, men jo mere dagen nærmede sig, jo mere urimeligt fandt jeg det. Ikke, fordi jeg gerne ville deltage, ikke af personlige grunde, men fordi jeg fandt, at en manglende invitation faktisk er en uforskammethed! For ikke at sige en uartighed af rang.

Hvorfor?

For det første: Menigheden i Holbæk er grundlagt af vores ordensfamilie, montfortanerne,  og ordenen  har betjent den i 93 af de 100 år. De eneste repræsentanter i DK for ordenen er p. Thomas Birkheuser,  br. Poul-Erik Jensen og jeg selv. Og ingen af os inviteres.

For det andet: I de forløbne hundrede år har jeg været sognepræst en fjerdedel af tiden. Og over halvdelen af den tid, hvor den nuværende kirkebygning har været sognekirke, og hvis nuværende indre i høj grad skyldes Montfortkommunitetets initiativ og økonomiske støtte.

For det tredje: At menighedens faciliteter i dag ikke er begrænset til kirkebygningen og dens kælder, men at Elisabethinersøstrenes tidligere hus, som bispedømmet efter søstrenes afgang fra Holbæk i 1974 havde udlejet til Holbæk kommune, er blevet tilknyttet kirken  og indrettet til menighedsafdeling, præstebolig  og udlejningsafdeling, ér tilkæmpet i min tid som sognepræst.

En måned før jubilæet skærer jeg det hér nævnte ud i pap i en mail til sognepræst og menighedsrådsformand, – en mail, som jeg, før afrundende bemærkninger,  afslutter således:

Dags dato har jeg ikke modtaget nogen invitation til jeres fest,
– hverken som tidligere sognepræst gennem 25 år
– eller som repræsentant for dén ordensfamilie, der har grundlagt sognet og gennem 93 år har oparbejdet og videreført det
– og regner heller ikke med at modtage en sådan.

Denne mail er ingen opfordring til at indhente det forsømte, men et udtryk for, at det, set med mine og mange andres øjne, er en uforskammethed af rang, ja, en direkte, uhørt uartighed, som der ikke kan findes nogen legal undskyldning for.

Den 05. november, en uge efter et afholdt menighedsrådsmøde, får jeg ikke desto mindre svar fra sognepræsten, – med et indhold, ganske som forventet, – med en beslutning, helt sikkert befordret af ham, – hvori det bl. a. hedder:

Din personlige fortjeneste for kirkebygningen vejer utvivlsomt tungt, men den smerte, som din skribentvirksomhed påfører efterhånden ikke så få mennesker i menigheden – dine tidligere sognebørn – vejer mindst lige så tungt, måske tungest. Ikke desto mindre, at du lover at fortsætte din krig (læs venligst afslutningerne på alle afsnit af dine ”Hold ud! Hold ud!”).

Din mail har udrettet, at sagen blev drøftet på det sidste menighedsrådsmøde og vi kunne ikke finde det hensynsfuldt at invitere dig til Sankt Elisabeths fest. Din tilstedeværelse kommer sikkert til at gøre ondt på alt for mange mennesker.

Inviterede eller ej. Montfortanerne skal repræsenteres, så på jubilæumsdagen møder vi op i kirken til festmessen og sætter os på en af de bagerste bænke.  Alle, som husker os fra for syv år siden, gi’r os knus og venlige ord. Det er mest udlændinge. Vi bemærker, at den danske del af menigheden, ihvertfald ved dette jubilæum er skrumpet ind til at kunne tælles på to hænder. To af de fra menighedsrådet tilstedeværende, som kommer forbi os, negligerer os: den ene: en tamil, som har jeg hjulpet i en ægteskabssag, en indsats, som en tid lang gav mig de fleste tamilere i menigheden på nakken;  den anden: en tidligere elev fra min tid som lærer i Nordsjælland, hvor jeg var medvirkende til hendes optagelse i den katolske kirke og siden som præst hjulpet i forbindelse med sanering af hendes ægteskab og egentlig har vist ret stor tillid . . .   Vi glæder os over at konstatere, at kirkerummet smukt er blevet nymalet op til festen. Men belysningen??  En nymonteret korrumsprojektør skinner direkte ind på den nøgne væg og et stykke af loftet over det store opstandelses-krucifiks. Under krucifikset, hvor korstolene står, er området henlagt i skygge. De fire lysekroner i kirkerummet har hver to kranse af el-pærer. Kun den underste gi’r lys, i den øverste er der indsat pærer, der bare svagt glimter.

Messen begynder. Indgangsprocession: Biskoppen og sognepræsten, ydermere den netop nu i København på besøg værende ny nuntius , som biskoppen har bragt med, – sammen med en præstegæst fra Litauen. Sidstnævnte to har naturligvis aldrig tidligere været i Holbæk. I sin indledning nævner sognepræsten, nervøs og delvis uforståeligt, at grundlæggelsen af menigheden er foretaget af montfortanerne, og han opremser rækken af sognepræster, hvor så og sige ingens navne bli’r udtalt rigtigt, bortset fra ‘Stephen Holm’.  Men det nævnes da ikke, at denne sognepræst gennem 25 år og hans medbroder , begge repræsenterende montfortanerne, er til stede, omend siddende i kirkebænken.  For sognepræsten såvel som for biskoppen er vi ‘luft’.

Messen fortsætter. Bemærkelsesværdig god menighedssang, – men  organisten er jo osse kompetent. Til gengæld uorden i sangteksterne. Og jeg tænker på det smukke hæfte vi lavede til kirkens 50-års-jublilæum, hvor iøvrigt både borgmesteren og en repræsentant fra folkekirken var inviterede, – og deltog.

Kort før messens slutning får Nuntius ordet. Noget skal han jo sige, når han nu er bragt med. Højst fem minuttet taler han, men indkasserer to gange et bragende bifald. Forståeligt. For det er virkelig forløsende at lytte til et menneske, der helt enkelt taler fra hjerte til hjerte. Og det kan amerikanerne.

Efter messen er der procession til Elisabethstatuen. – en mat ‘forestilling’ i sammenligning med tidligere. Halvdeprimerede tager vi derefter hjem til Sorø. Holder os væk fra festen. Hygger os derhjemme med en grillkylling fra Cafe Luccas og en god flaske rødvin.

Men ‘post festum’ mailer jeg til sognepræsten og siger ham, som en slags svar på hans mail af 05. november,  klart min uforbeholdne mening. Blandt andet skriver jeg:

Du har med succes arbejdet på at virkeliggøre, hvad din biskop, som hentede dig herop, befalede, da vore 26 år på Vestsjælland var omme. “Der skal slås en TYK streg!!”.  Det naturlige bånd mellem tre menigheder og deres hyrde(r) gennem 26 år skulle aktivt hugges over.  Dén ordre udførte Lars M. til punkt og prikke, og som hans efterfølger har du trofast fortsat linjen. Selv fortalte du mig ved din udnævnelse: “Jeg sendes hertil med instruktioner!”. Du har fint bidraget til, at den unaturlige og umenneskelige fremmedgørelse overfor dém, der på en måde var vores familie, et langt stykke af vejen er lykkedes. For som det hed i ‘Sjællands Tidende’, hvor det blev fortalt, at du som min efterfølger skulle redde kirken på Vestsjælland:  “Som barn legede jeg ikke præst, men kommandosoldat!”  Præst, – en flittig og arbejdsom, –  er du blevet, og kommandosoldat er du forblevet.

 En del af dem, som ikke kan holde dig ud, har desværre forladt ‘foretagenet’.  Andre søger hértil.  Dem, som måtte have brug for noget smertestillende, når de ser og hører mig, er naturligvis ikke kongruente med dem, som, når vi støder på dem, omfavner os og siger gode ord.  Dém er der vel osse plads til?.  Den katolske kirke i Danmark er mindst lisså meget min kirke som din. Mindst er den Nuntius’, hvis Holbæk-besøg opreklameres.  . . Hvorimod dém, der har slidt og slæbt på stedet i 25 år. .  . .

I øvrigt gider jeg ikke henvisninger til mine blog-tekster! “Hvis jeg taler usandt, så bevis, at det er usandt! Hvis jeg taler sandt, hvorfor slår du mig så??”

Den dybeste årsag til hele det groteske forløb er dybest set ikke sognepræsten. Årsagen er biskoppen, som endog havde chance for på stedet at ‘udligne’, men ikke gjorde det.  Og er man som min efterfølger kommandosoldat, lever man under mottoet: “Der Führer spricht, wir folgen” . .  i håb om, at det nok i sidste ende vil gi’ personlig pote, uanset, hvad man personligt inderst inde måtte fornemme . .

På facebook-siden ‘Ucensurerede katolske stemmer”, var der i anledning af Nuntius’ besøg åbnet en tråd, hvor en replik ledte over på Holbækjubilæet med en henvisning til en netop bragt artikel i ‘Nordvestnyt’. På dén tråd indsætter jeg en henvisning til et af mig skrevet blogindlæg om Holbæk menigheds historie, som umiddelbart kun synes overfladisk kendt, – og efter jubilæumsmessen indsætter jeg bl. a. følgende:

– og undrede os over, at Elisabeth, som Elisabethinersøstrene har overdraget Holbæk som Elisabeth af Thüringen, nu pludselig skulle være Elisabeth af Ungarn. Ok, dér er hun født, men som fire-årig kom hun til Thüringen. Hele hendes helliggørelsesproces har fundet sted dér. Dér er hun død og begravet. Og til dér: Wartburg og Marburg, har Holbækmenigheden i vores tid valfartet to gange. Elisabeth er én af Tysklands mest ‘populære’ helgener. Men nu skulle hun så pludselig anråbes som ugrisk . . Nå, sådan er der så meget, man undrer sig over . . .
Lad mig fortælle en lille episode fra hendes liv:
Som fyrstinde åbnede hun under stor modstand fra hoffet Wartburgs kornlagre og lod de fattige fra Eisenach forsyne sig.
Senere, da hun forlod Wartburg for i Eisenach at leve som fattig blandt de fattige, skulle hun en dag over floden, der løber gennem byen. Midt på broen træffer hun én af dem, som hun før som fyrstinde har hjulpet. Men nu, hvor der ikke ‘er mere at hente’, og hvor der lissom ikke er plads til passage for dem begge på broen, skubber vedkommende Elisabeth i floden og fortsætter derefter mod land. Med sit på det tørre.

Hvorfor kom jeg til at tænke på netop dén episode??

https://stephenholm.wordpress.com/2017/11/07/man-runder-de-hundrede/

– fortsættes

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s