ret og vrang

Ikke fordi jeg orker det. Måske heller ikke du, som læser. Efterhånden er emnet trættende, – for os alle sammen. På den anden side nytter det jo ikke, at man ender som apatisk. Der er åbenbart stadig begreber, der trænger til refleksion, – så altså:

På Frans Josef Meyers ellers på mange måder udmærkede hjemmeside “Katolikker i Dialog” kan man læse følgende

24. juli:
I det katolske miljø florerer der misinformation – idet det forlyder at Stephen Holm er frikendt for de beskyldninger der blev indgivet imod ham, men det er ikke sandt. Fakta er at sagerne var forældet da de blev overgivet til politiet, af kirken i 2010, efter der var kommet medie spot på kirkens overgrebssager og dens håndteringen af disse sager.
Deri ligger der ikke en frikendelse af Stephen Holm”

Man kunne selvfølgelig spørge: Hvad er ‘det katolske miljø’?? Og hvem ‘sår misinformation’, – så den endda i disse tørketider kan blomstre?

Jeg har tidligere været ude for en sådan mis-forståelse: I et facebook-opslag umiddelbart efter, at kernen i dommen  fra Signaturaen over Kozon i december 17 var blevet kendt. Der stod vist noget a-la: “Hvorfor har ingen skrevet, at Stephen Holm er blevet frikendt af Rom?”
En person kommenterede lidt sarkastik, men sandt, at da det jo var mig, der havde ført retssag mod biskoppen og ikke omvendt, kunne der jo logisk ikke være tale om, at jeg var blevet frikendt.

Men nu til sagen:

I en retsstat, – sågar osse i den katolske kirke, – er det sådan, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og en domstol afsluttende har fældet dom.

Politi/kirke-anmeldelser med beskyldninger om dette eller hint finder sted dagligt.
Hvis politiet/kirken m. h. t. en anmeldelse finder det opportunt, igangsættes en politi-efterforskning / en kirkelig for-undersøgelse.
Er disse ‘frugtbare’, kan de føre til sigtelse/tiltale/anklage, til rejsning af en sag, – vel og mærke hvis anklagemyndigheden, – ikke efterforsknings- eller forundersøgelsesfolkene, – og slet ikke en advokatundersøgelse – beslutter, at der skal rejses en sag, som så vil udmunde i en afgørelse om, om vedkommende er skyldig og dømmes, – eller frifindes.

Kun folkedomstole, eller dém, der ligner en sådan, springer samtlige led over og dømmer skyldig straks efter fremsatte beskyldninger og kræver, at den beskyldte skal ‘bevise’ sin uskyld, og fastslår, at hvis forældelse gør sig gældende, så hár den beskyldte ‘automatisk’ begået det beskyldte.

Det er sandt, at jeg aldrig er blevet frikendt/frifundet, – ganske enkelt, fordi jeg aldrig har været sigtet/tiltalt/anklaget og som sådan stillet for en dommer. Og af samme grund er jeg heller aldrig blevet dømt. Og i et retssystem gælder det, at man, hvis man ikke er dømt, ér at erklære som uskyldig. Rent teknisk. Underkendelse af dette er mis-respekt for retssystemet og krænkelse af den uskyldige.

Men det ér på en måde osse sandt, – dét med misinformationer.

Det ér nemlig sådan, at politiets efterforskning sker i stilhed, og dens resultat offentliggøres ikke. Kun meddeles det, enten at efterforskningen er blevet indstillet, eller at politiet er  kommet til dét resultat, at der er stof til rejsning af en sigtelse. I så fald overgives dokumenterne til anklagemyndigheden, dén myndighed, som afgørende vurderer, om man vil sigte/anklage vedkommende og føre en retssag, som så vil munde ud i dom/frifindelse.

I mit tilfælde blev beskyldningerne imod mig korrekt behandlet (naturligvis)  af politiet.. På trods af forældelse efterforskede man grundigt gennem fem måneder, – måske for at se, om der kunne findes andre, ikke-forældede tilfælde, – og indstillede derefter efterforskningen. Det til politiet anmeldte nåede aldrig frem til anklagemyndigheden. Der har således aldrig været tale om ‘sager’.

Når det derimod kommer til parallellen: den kirkelige efterforskning = forundersøgelsen, gik alting galt.
I kirkeretten hedder det i Canon 1717, – understregningerne er mine:

Hvis Biskoppen modtager kendskab til,  der kunne være sandsynlighed for, at noget strafbart kunne være begået, skal han selv eller gennem en anden egnet person forsigtigt indsamle oplysninger omkring de nærmere omstændigheder om det muligvis begåede.
Der skal drages omsorg for, at denne forundersøgelse ikke bringer nogens gode navn og rygte i fare.

Allerede her knækkede kæden første gang, da jeg (og andre) på grund af beskyldninger ulovligt blev suspenderet og dermed stillet til skue i offentligheden og af flere allerede dømt. Det kunne i hvert fald konstateres af visse tilråb på gaden.

Senere knækkede kæden for alvor, da forundersøgelsens resultat i enkeltheder blev offentliggjort med dét efterhånden ret kendte udsagn om, at ‘de beskyldendes udsagn var troværdige og at der fra min side var risiko for gentagelse’,-  konkluderende formuleret af Niels Engelbrecht og Stig Sørensen, senere gentaget af den mere eller mindre ligegyldige advokatundersøgelse, som var budgetteret til 2 millioner, men endte ud med at koste bispedømmet 3,8.
Det offentliggjorte udsagn om de beskyldendes troværdighed udsiger samtidig, at den beskyldte, – altså mig, – er utroværdig, når jeg afviser beskyldningerne. Og man anfører gentagelsesrisiko for noget, som ikke er bevist  (noget den romerske dom over biskoppen i øvrigt nævner). Hér er der bestemt tale om ‘mis-information i det katolske miljø!’

Forundersøgelses-dokumenterne burde være overgivet til biskoppen (= anklagemyndigheden) i en lukket konvolut med forundersøgernes opfordring til sigtelse eller frafald af samme. Manglende beviser umuliggjorde naturligvis, – som hos politiet, – rejsning af en sigtelse/sag. Ikke desto mindre offentligjordes forundersøgelsens resultat med næsten domsagtig karakter, til udbredelse i aviser, og dét til trods for, at det i  kirkeretsparagraffen, som taler om beskyttelse af den beskyldte, samtidig hedder, at forundersøger ved en evt. retssag ikke kan komme i betragtning som dommer.

Intet at sige til, at en kendt dansk advokat har betegnet den katolske kirke i Danmark som et ‘juridisk galehus’. Og intet at sige til, at Roms dom over biskoppen nu fastslår, at biskoppen har handlet ulovligt, ikke bare gennem sine restriktioner mod mig gennem seks år, – det har han bragt på plads, – men ligesåmeget påpeger forsømmelser i henhold til kirkerettens can. 384, hvor det hedder, at biskoppen med særlig omhu skal beskytte sine præster og dermed deres rygte. I mit tilfælde har han gjort det direkte modsatte, og omend Rom påpeger, at der er noget at rette op på, har han ikke i sinde på nogensomhelst måde at efterkomme det. Men herom nærmere i afslutningen på min følgeton “Hold ud, hold ud . .”, som kommer her på bloggen i  overskuelig fremtid.

‘Sagerne’ ang. mig, som de-facto aldrig blev sager,  er siden 11. oktober 2010 (politiet) og siden 31. marts 2011 (kirken) henlagt. Og en vedvarende mis-respekt for dette, –  vi skriver nu 2018, – kan medføre politianmeldelse iflg. straffelovens § 266 c, hvor det hedder:

“Den, der, efter at en sag har fundet sin afgørelse, med hensyn til denne på ny fremsætter de underkendte beskyldninger mod den samme person så hyppigt, at deres fremsættelse udarter til forfølgelse, straffes, når oplysningerne er egnet til at skade den pågældende i offentlighedens omdømme, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

 

 

Reklamer

1 thought on “ret og vrang

  1. I øvrigt værd at bemærke:
    I modsætning til mig, er ‘vindueskikkeren’ fra Niels Steensens kollegium af anklagemyndigheden blevet tiltalt og DØMT: Hæfte eller bøde! Jesuiterne har valgt at betale bøden. Præsten arbejder nu i et jesuit-center i Warszawa med bl. a. børn og unge.
    Men afgørelsen af denne sag, som er et par måneder gammel, – er åbenbart totalt uinteressant. Vi hører ihvertfald INTET om den”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s