“KOM! Vi går for vort folk!”

– sådan sagde Edith Stein, karmelitnonne i Echt i Holland, til Rosa, sin søster og medsøster i klostret, da de i 1942 blev arresteret af Gestapo.

Begge var de født i Breslau, som dengang hørte til Tyskland, i en jødisk familie. Fra jødedommen konverterede de til kristendommen. De havde gennem læsning af Teresa af Avila valgt den katolske kirke og var endt som nonner i karmelitordenen, hvor de havde fundet det liv,  de længtes efter.

Edith Stein var en velrenommeret professor i filosofi og havde kunnet flygte til  f. eks. USA, da tiden endnu var til det, men hun valgte at forblive i Tyskland og indtrådte i ordenen i Köln. Da jorden begyndte at brænde under hende p. g. a. hendes jødiske herkomst, omplantedes hun og hendes søster til et hollandsk kloster, men her kunne Gestapo udmærket finde dem, – ganske særligt efter at de hollandske biskopper officielt havde fordømt nazisterne jødeforfølgelse. Den 02. august 1942 blev de to arresteret og straks deporteret til Auschwitz, hvor de, sandsynligvis den 09. august, blev dræbt i gaskammeret.
Vi fejrer i dag i liturgien  Edith Stein, saligkåret 1987, helgenkåret 1998.

Jeg mener, at man, hvis man skal være helt ærlig, må sige, at Edith og hendes søster Rosa ikke blev myrdet p. g. a. deres bekendelse til Kristus, men ret og slet fordi de var jøder og således indgik i den pulje af seks millioner jøder, som blev myrdet af nazisterne. For Edith selv, der fra jødedommen over en periode som ateist, var nået frem til kristendommen, var det af stor betydning,  at Jesus Messias var jøde, hvorfor hun mente, at hun aldrig havde været nødt til at forlade sine jødiske rødder, fordi hun var blevet kristen. Tværtimod.

Men Ediths ord til sin søster, da nazisterne hentede dem i klostret: “Kom, vi går for vort folk!” har printet sig ind i mit sind og er igennem de seneste otte år igen og igen poppet op, omend i et ganske andet ‘Sitz  im Leben’. Mere og mere oplevet mig moppet ud af dén kirke, som jeg i min ungdom sluttede mig til, som jeg elsker og som jeg uden et gran af tvivl nu som snart gammel mand, – og præst, – vedvarende betragter som ‘Kristi sande kirke,’ har dét, som den gennem samme årrække har udviklet sig til herhjemme, hvor danskere efterhånden er fremmedgjorte og skal høre på forkyndere med en helt anden baggrund end vor og som betragter os ‘indfødte’ med skepsis og som samtidig , – af naturlige grunde, – maltrakterer vort sprog, – og så oplevelserne i folkekirken, hvor man i gudstjenesten sidder i sit eget folk og lytter til udmærkede forkyndere, der i et klart dansk øser ud af vort folks baggrund og kultur, og samtidig konfronteres med gedigne organister, – der er da ikke søndagsgudstjeneste uden musik!!, – gjort, at jeg  har været fristet til at sige til min medbror hér, som har samme oplevelse: “Kom! Vi går for vort folk”. Osse selvom vi ville være bevidste om, at vi ville gå til(bage) til en kirke, som ikke har ‘det hele’.

Nu er de otte år forbi, og ulovlighederne overfor mig fra min lokale kirkes side, – stoppet af Rom, – er teoretisk set omme.  Men i praksis er intet forandret, dér, hvor jeg bor. Jeg er stadig udelukket.

Mange danske katolikker i den velbegavede ende, som ikke holder de aktuelle forhold ud, forbli’r teoretisk i kirken, men går til gudstjeneste i folkekirken. Uden at være sig det bevidst, siger de faktisk med Edith Stein: “Kom! Vi går for vort folk”.

Og jeg selv og min medbroder hér?? . .  Vi bli’r!!  Uanset, hvor meget vi indimellem kunne have lyst til at gøre Edith Steins ord til vore egne.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s