Hold ud, hold ud, hold ud!! (30)

– fortsat og afsluttet!


35. Jeg ÉR ude, – omend uden manér!

Den af biskoppen foreslåede samtale med min advokat, – ang. biskoppens passivitet overfor dele af dommen fra Rom, – fandt sted den 04. juni og endte ud i, at biskoppen skriftligt skulle meddele advokaten forslag til, hvilke tiltag, der konkret kunne igangsættes, – for en værdig afslutning!? For at holde ham fast på det, afgik der den 08. juni et fornemt brev med klar argumentation fra min advokat. Først en god måneds tid senere, den 06. juli, umiddelbart før hans Excellence drager på ferie til Brasilien, har min advokat modtaget et ‘tomt’ svar fra ham, – selvfølgelig uden forslag, – sådan, som det vár at forvente.  Efter atter engang at have luftet sine personlige frustrationer omkring mine af ham så ivrigt læste blogindlæg,  som han samtidig medtager som en grund  til, ikke at fortage sig yderligere, skriver han:

“Jeg ser ikke noget til hinder for, at jeg tager din klients aktiviteter på sin blog med i mine overvejelser” 

– og fortsætter så:

“Jeg må tage klart afstand fra dine antydninger om, at min undladelse af yderligere opfølgning på Signaturas dom er at tolke som en fortsat opretholdelse af pålæggene fra min side”

Jo, det er lige netop, hvad det de-facto ér, når mine nabopræster,- som begge er blandt de ‘rådgivere’, som, – ifølge biskoppen selv, – i 2012 rådede ham til at begå ulovligheder og fastholde dem, – med hans helhjertede velsignelse, hvis ikke på hans anbefaling?,  hellere aflyser messer ( i det ene nabosogn hverdagsmesser gennem hele fem uger) end spørger mig, om jeg vil træde til som afløser, lissom man i min aktuelle sognekirke hellere holder festmesser uden orgel end spørger mig, om jeg vil spille.
(I parentes bemærket: Rådgivere, der tilråder ulovligheder bli’r i det normale liv fyret,-  for ikke at tale om dén, der begår ulovligheden, jvf. Ninn-Hansen og tamilsagen. Men det sker ikke i vort lokale ‘juridiske galehus’. Her bli’r sågar visse af de nævnte rådgivere genvalgt og ta’r imod valg)

Kozon afslutter:

“Jeg tror ikke, at yderligere tilkendegivelser fra min side vil påvirke andres fastlagte meninger i nogen som helst retning!. . Jeg mener således, at der ikke er behov for yderligere tilkendegivelser fra min side som opfølgning på Signaturas dom. . .  Hvis det skønnes ønskeligt mødes jeg gerne med din klient senere på sommeren for mundtligt at gøre rede for mine bevæggrunde”.

Nej, det ‘skønnes ikke ønskeligt’ at udbede mig flere møder med en person, som til fulde har vist, at han ikke kan ‘se’, hverken med øjne eller hjerte, og som over for min advokat kalder sin præst for ‘din klient’… Sikkert har han ret i, at han ved eventuelle positive tiltag i forhold til mig  vil få over nakken af dém, som stadig hár det bedst med at dømme mig, – præster såvel som lægfolk. Men det er nu engang en leders lod.  Skulle han modsat skønne det ønskeligt at tale med mig, hvis han finder det hensigtsmæssigt, véd han, hvor jeg bor. En enkelt gang  gennem de seneste syv år har han jo kikket ind hos os her i Sorø.

Altså: Kort og godt! VI vender tilbage til 23. april, hvor jeg, – som det fremgår af kap. 33, – foreslog, at vi lissågodt først som sidst kan meddele statssekretæren om biskoppens afslag på at iagttage vægtige passager i dommen, som kun svært kan overses:

Vigtigt forbliver biskoppens forpligtigelse overfor præsten, som med skrivelser til bispedømmet med urette blev anklaget for svære fejl, samt forpligtelsen af samme biskop til på ret måde at informere de troende om den uretfærdigt beskyldte præsts uskyld  (jvf. Can. 384), – desto mere, da der var en offentlig negativ reaktion mod præsten.

Ingen kan overse, at biskoppens restriktioner har ladet præsten tilbage uden nogensomhelst form for forsvar, og at biskoppen intet har foretaget sig for at rehabilitere præstens rygte. I stedet blev hans rygte forværret, fordi alle sognepræster blev opfordret til, ikke at invitere ham. På dén måde blev det endnu sværere at genoprette præstens gode rygte.
Når alt tages i betragtning står det med moralsk sikkerhed fast, at de proportionsforhold, som ér at iagttage ved enhver afgørelse og ved ethvert dekret, er blevet tilsidesat.

Bemærkelsesværdigt ér det, at dommen fra Rom ikke direkte påbyder biskoppen nogetsomhelst konkret, – bortset at informere korrekt om dommens udfald, hvilken har i sandhed IKKE har gjort, idet han på intet tidspunkt har meldt ud, at Signaturaen har dømt ham for at handle kirkeretsligt ulovligt:
1. dels med henblik på de seks-årige uhyrlige restriktioner overfor mig = han har gjort noget, som han bestemt ikke skulle have gjort
2. dels med henblik på den totalt manglede beskyttelse af mig og mit rygte. = han har undladt noget, som han bestemt skulle have gjort.
Implicit ligger det således i udtalelserne, at han, for ikke fortsat at være ‘ulovlig’, må rette ind!
Pkt. 1 har han accepteret og handlet på. Pkt. 2 negligerer han ganske og aldeles!!

På den anden side, – helt privat . . Hvorfor søge ‘æres-sanering’ hos en person, – omend biskop, – der ikke selv er ær-lig, og som ikke evner at leve op til sit selvvalgte motto om, i kærlighed at være sandheden tro?? . . . Måske var det klogere at tage ved lære af nogle Jesus-ord, som evangelisten Johannes videregiver, og gøre dém til sine egne:

“Min ære vil jeg ikke have fra mennesker. Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden? Jeg søger ikke min egen ære, – der er én, der søger den, og han dømmer! ” (5, 41+44, 8, 50) ??

Ikke desto mindre: At biskoppen intetsomhelst vil gøre for at rette op på sidstnævnte forsømmelser, har min herværende advokat nu, i en vægtig skrivelse af 13. august,  tilsendt pave Frans, læs: statssekretæren = kardinal Paulo Parolin, – med kopi til Signaturaen og til min romerske advokat Frau Wegan.

Hermed ‘færdigt arbejde’ herfra. Sagen har fyldt mere end rigeligt og været ret så udmattende, – ikke bare for mig selv, men osse for mine nærmeste omgivelser. Hvordan Rom vil reagere på biskop Kozons påtalte forsømmelser = fortsatte ulovligheder, – eller ikke reagere, – bliver Roms sag!

Efter Kozons forfalskede “Meddelelse om pastor Stephen Holm” på såvel kirkens hjemmeside som efterfølgende i ‘katolsk orientering’, og efter, – som tidligere fortalt,  – at jeg i samme censurerede blad, af  CHEFredaktøren (?) blev forhindret i, på korrekt måde at fortælle om dommen fra Rom, har sidste tiltag fra min side været at gøre et par seriøse (!!)  journalister opmærksom på, at en artikel med overskriften “Dansk, katolsk biskop sat på plads af Rom!”, – som jeg har nævnt det i kap. 32, – har manglet. Jeg har haft en behagelig samtale med en behagelig journalist fra KD, som i første række bør være dén avis, der bringer dén nyhed, bladet har forsømt at bringe, – ganske særligt på grund af avisens effektivitet i juni 2012. Men jeg har holdt samme journalist for øje, at han skal sikre sig, at hans chefer, først og fremmest katolske Jeppe Duvå,  ikke spænder ben for den.  En anden seriøs og kendt journalist, som i en række artikler i Weekendavisen omkring årsskiftet 2010/2011 afslørede hjerneforskeren Milena Penkowas videnskabelige uredelighed, og som i februar 2013 i samme avis bragte en rammende helside-artikel om biskop Kozons virke under overskriften “Bare måden han er biskop på . . .” , har jeg osse haft kontakt med.  Jeg har afgjort ikke brudt mig om at føle mig nødt til at gøre det, men det er ikke rimeligt, at avisartikler fra 2012 med overskrifter som “Biskop undsiger anklaget katolsk præst” og “Biskop bandlyser sexanklaget præst”,  ikke, – nu efter dommen fra Rom, – skal følges til dørs!!  Det var de to nævnte journalister helt enige med mig i, og det affødte så en artikel i Weekendavisen den 20. juli: “Den endelige dom”, og i Kristeligt Dagblad den  27. juli: “Vatikanet underkender katolsk biskop i sag om dansk præst”. I sidstnævnte artikel kan man læse, at klager over biskopper ikke længere er ‘gæstemad’ i den romerske Signatura.

Offentliggørelsen af de to artikler udløste på en såkaldt katolsk facebook-side nogle hadreplikker imod mig.  Artikler, som handler om Roms kendelse over biskop Kozon, blev på den mest modbydelige måde drejet til en hetz mod mig, –  med injuriegrænsende indhold. Det har åbnet mine øjne for, hvad disse ‘katolske’ sider i virkeligheden ér. Og  jeg har indset, at min medvirken på en sådan side, – efter at jeg nu igen fejrer messer i kirker rundt om i Danmark, – mildt sagt ikke er optimal. Jeg har derfor den 29. juli trukket mig fra den ellers så udmærkede facebook-side ‘Ucensurerede katolske stemmer”,  som jeg med glæde og fornøjelse gennem mine ‘forbandelses-år’ har været et absolut aktivt medlem af.

At sammenfatte og afslutte:

Dét, jeg højst havde turdet håbe på, men dybest set ikke forventede, er sket: At en lille, pensioneret sognepræst i det lille og fjerne danske bispedømme, ved den katolske kirkes højesteret i Rom har vundet en af ham anlagt sag mod sin biskop! Dét er vist aldrig før hørt i vor hjemlige kirkes historie? Og jeg tror ikke, at det var sket, hvis paven ikke havde heddet Frans. Han har udvirket, at biskoppen af København er blevet dømt som overtræder af kirkeloven og følgelig har måttet standse sin ulovlige kirkelige ‘fængsling’ af mig og tilbagesætte mig i frihed. Resten af dommen har han ikke respekteret.

Foreløbig må jeg give mig tilfreds med det opnåede. Og glæde mig over, at der i dén kirke, jeg elsker, gudskelov overordnet findes lov, ret og anstændighed. Seende tilbage på seksogtyve lykkelige år som sognepræst og nu gående mod de 75,  med den velsignelse, der ligger i, – trods dét, jeg de seneste otte år har været udsat for, – at kunne leve et dagligt præste-liv, være ved ganske godt helbred og have mit gode humør i behold,  så glæder jeg mig dagligt over vores herværende fællesskab, vores vidunderlige Sorø-domicil,  som biskoppen i 2011,  i forbindelse med  tvangsforflyttelse lod os erhverve, vores gudstjenester i vores skønne Montfort-kapel, tjenesten for medlemmerne af den montfortanske association, vores lille trofaste ‘søndags-valgmenighed’, de relativt mange organistforespørgsler fra folkekirken og de nu begyndende ‘katolske tiltag’, hvor der sendes bud efter mig.

Glæder mig ikke bare over vores domicil, – osse over vores bevægelsesmuligheder. I juni måned sprang en hjort ud fra skovkanten, direkte indover den Fiat Punto, som min medbror og jeg siden min pensionering som sognepræst har haft til rådighed. – med en sådan kraft, så endog passagersædets air-back udløstes. Samlet reparation vurderet til 60,000 kr, hvilket fra Ansgarstiftelsens forsikringsselskab udløste for den  375.000 km kørte kære bil, en dødsattest.. Men se! I løbet af no-time, – netop som jeg skulle vikariere i tre kirker i Sønderjylland og derefter på retræte i Tyskland, – er vi af stiftelsen blevet hjulpet på vej til et nyt, gedigent køretøj. Fantastisk!

Mange siger til mig, at jeg er dén af de i 2010 af biskoppen udhængte præster, der har klaret mig bedst igennem, til trods for, at jeg har været den hårdest ramte. Den yngste af os forlod klogeligt bispedømmet og har, såvidt jeg er orienteret, nu kronede dage i Langtbortistan, en anden er gået totalt i stykker, en tredje og fjerde bærer tydeligt præg af mishandlingen, en femte gør det samme, men klarer sig igennem ved fuldt og helt at hellige sig sin lokal-opgave og ellers faktisk totalt at isolere sig fra bispedømmet. Hvis det er rigtigt, at jeg er dén, der har klaret mig bedst, skyldes det i allerhøjeste grad min herboende medbroder: br. Poul-Erik Jensen. Jeg har ikke været alene, men haft – og hár, –  en uvurderlig støtte ved min side, – loyal, osse dér, hvor det må være svært for ham at være det. Jeg kan ikke takke ham nok! Netop mens jeg sidder og skriver dette, kommer budskabet om Benny Andersens død til os gennem fjernsynet,  – Benny Andersen, som det fåtal af herboende katolikker, der har lidt føling med dansk kultur, véd, hvem ér. Og jeg kommer til at tænke på dét citat fra hans ‘Vennesang’ , som jeg læste for min medbroder på hans 70-års fødselsdagsfest sidste år i april:

“Jeg elsker at sidde alene, og drømme og fantasere,
men har jeg været længe nok alene, vil jeg ikke være alene mere,
så er det godt at ha’ en rigtig ven  og ha’ nogen at snakke med igen.
Enten én med bukser eller kjole på,  bare det er én, som man kan stole på!
Det er rart at være alene,  men!  Det er bedst at ha’ en ven!”

Beklageligvis har mit forløb taget mere på ham end på mig og ikke befordret hans sundhedstilstand. Han anfører, at han får det dårligt, når han genopfrisker de forskellige hændelser ved at læse mine blogindlæg. Han er ikke enig med mig og én af mine gode præstekolleger, når vi overfor hinanden igen og igen fastslår, at underholdningsværdien i det hele har været i topklasse. Mine advokater er overbeviste om, at det er min humoristiske sans, der har reddet mig igennem. Ihvertfald er det dém, der har bøjet nakken, der har klaret sig dårligst. Jeg selv gjorde det til at begynde med, men da de biskoppelige overgreb blev utålelige, var det slut. Siden har jeg bidt fra mig og parallelt skrevet mig ud af mine frustrationer.

Nu ønsker jeg ikke længere, at Kozon skal ‘fylde’ i mit personlige liv. Nu skal han skal ‘bare’ være min biskop, – med sine fejl og mangler, – sådan som han ér,  – og jeg hans præst, – med mine fejl og mangler, – sådan som jeg ér!  Ingen af os kan lave om på hinanden, men jeg håber, at vi fremover kan leve i fred ved-siden-af-hinanden, for méd-hinanden opnår vi nok aldrig. . .

Jeg har vundet over min biskop. Nu mangler jeg at vinde over mig selv og lære at acceptere min magtesløshed i forbindelse med de uhyrligheder og den middelmådighed, ja opløsning i min hjemlige kirke, som jeg igen og igen passivt må være vidne til, og som gør ondt langt ind i sjælen. Og, – dét mærker jeg tydeligt, – dét er et projekt, som vil tage sin tid, og som kun ved Guds nådes hjælp,-  på forbøn af jomfru Maria og Sankt Montfort, – overhovedet vil kunne lykkes.

Hermed afsluttes min fortløbende beretning. Ikke alle, der har valgt af følge den – heller ikke alle blandt dem, der personligt er mig venligt stemt, – har syntes lige godt om dens form. Flere hár, som biskoppen har formuleret det, i forskellige forbindelser, savnet ‘den præstelige tone’, mens andre til fulde har nydt dens nok så ‘kontante’ stil. For atter andre har den været en kærkommen anledning til behagelig cementering af deres fordomme m. h. t. mig. Nogle mener, at jeg har været for hård overfor biskoppen, andre det modsatte, men sagen ér, at biskoppen kun har én at ‘takke’ for, at denne følgeton overhovedet er blevet skrevet: Sig selv! For mig personligt har min blog været min eneste mulighed for i mine trængsler at komme til orde og fremlægge forholdene, som jeg har oplevet dem, og, omend jeg har en vis forståelse for den kritik, som mine indlæg af flere personer er blevet mødt med, må jeg alligevel tilkendegive en tilfredsstillelse véd, at otte års mildt sagt ikke-behagelige kirke-oplevelser skriftligt er blevet fastholdt. Måske vil jeg, som en slags testamente, udgive den i bogform .  Da teksten jo bli’r stående hér på min blog, vil jeg gerne gøres opmærksom på evt. faktuelle fejl, som så omgående vil blive rettede.

I øvrigt er mit testamente som sådant på plads. Det skál det være i en alder som min. På plads er osse, – mine medbrødre bekendt, – forholdene omkring min begravelse. Mit gravkors (plus min medbrors) ligger i kælderen her i Maison ‘Montfort’, Sangblads-originalen er udskrevet, – ingen grund til at belaste de efterladte med den slags ting, – og bestemt er det ligeledes, hvem der skal forestå begravelsen. Min biskop har siden 2010 to  gange på det nærmeste slået mig ihjel. Tredje gang, hvor det bliver afgørende, vil jeg være ham foruden!  Og dem, som møder frem, skal helst ikke kede sig ved monoton tale og irriteres af idelig mitra-trafik.

Undervejs, mens jeg afsluttede første del af min beretning, udgav Birthe Rønn Hornbech sine fyldige erindringer om tre års ministertid. I sin anmeldelse af Rønns beretning skrev KD’s chefredaktør Erik Bjerager:

“Hvor ville det have løftet disse erindringer over dagligt vande, hvis hun havde haft blik for bjælken i sit eget øje! Erindringer er en vanskelig genre. Når den selvkritiske refleksion ikke ér der, falder projektet til jorden!”

Jeg håber ikke, at det er tilfældet med min beretning.

 

Sorø, 18. august 2018
p. Stephen Holm SMMass

 

 

Reklamer

1 thought on “Hold ud, hold ud, hold ud!! (30)

  1. Måske skulle jeg, da ingen henvisninger har været, give plads for KDs fine artikel fra 27. juli.
    Men først give udtryk for følgende:
    Da med-borgmester i København, Anna Mee Allerslev, måtte erkende, at hun havde gjort noget ulovligt, omend en ‘bagatel’, trak hun sig relativt hurtigt fra sin post. Det tjener til hendes ære.
    Men biskop Kozon, som har gjort noget ulovligt, drømmer ikke om det. Nej, han ydermere efterkommer kun en trediedel af dommen fra Rom og lader hånt om de sidste to trediedele. Samtidig med, at han i mine nabosogne i praksis opretholder sine ulovlige restriktioner overfor mig.
    Dommen udtaler, at:
    Biskoppen har været ulovlig m. h. t. sine restriktioner overfor mig og m. h. t. sin mangelende beskyttelse af mig og mit rygte.
    Endelig er han blevet pålagt at kommunikere dommens udfald videre til alle, som han har involveret.
    Kun pkt. 1. har han offentligt adlydt, m. h. t. pkt. 2 har han intet foretaget sig og m. h. t. punkt 3 har han misinformeret.

    Men det mest groteske i historien ér, at hans rådgivere, som han i sine meddelelser trækker frem som beskyttelsesskjold, og som således fra 2012 har rådgivet ham til at være ulovlig: Af dém er enkelte igen blevet valgt som rådgivere, og ingen af dem har haft pli nok til, efter ‘skandalen’ at trække deres kandidatur. Og kollegerne har, selvom normale mennesker ryster på hovedet, stemt på dem.

    Tænk, hvor ‘råddent’ et religiøst samfund kan være. . Som igen og igen taler om kollegialitet??

    Her artiklen fra KD d. 27. juli:

    VATIKANET UNDERKENDER KATOLSK BIDKOP I SAG OM DANSK PRÆST

    Den katolske biskop Czeslaw Kozon har handlet uretmæssig mod en dansk præst beskyldt for seksuelle krænkelser, siger en dom fra Vatikanet. Biskop har taget dommen til efterretning, mens præst vil have genoprettet sit rygte
    Det var ulovligt, hvad Københavns katolske biskop, Czeslaw Kozon, foretog sig i 2012, da han forbød præsten Stephen Holm at fungere ved offentlige gudstjenester. Det har den 74-årige præst fra Sorø for nylig fået den katolske kirkes højeste retsinstans, den apostolske Signaturas, ord for efter at have klaget over biskoppen.
    Dermed slutter et langvarigt forløb for Stephen Holm, der begyndte i 2010, hvor han blev beskyldt for seksuelle krænkelser.
    Flere personer havde klaget til biskop Czeslaw Kozon over angivelig upassende opførsel fra præstens side, blandt andet i form af befamling. Politiet undersøgte sagerne, der imidlertid blev henlagt som forældede. Kirken selv foretog også en undersøgelse, der konkluderede, at vidneudsagnene mod Stephen Holm var troværdige, men at der ikke forelå afgørende beviser. Stephen Holm føler sig udsat for et justitsmord, idet forundersøgelsens konklusion ifølge ham uretmæssigt blev offentliggjort.
    Præsten gik efterfølgende på pension, men to år senere kom sagerne op til overfladen igen. I nogle artikler i Kristeligt Dagblad blev den katolske kirke kritiseret for fortsat at lade Stephen Holm fungere som præst og have kirkelige funktioner ved arrangementer, hvor børn og unge kunne deltage.
    Efter en række klager udsendte biskoppens daværende generalvikar Lars Messerschmidt den 20. juni 2012 følgende meddelelse til alle sogne, menighedsrådsformænd og ordenshuse:
    ”På biskoppens vegne skal jeg meddele, at pastor Stephen Holm af biskoppen dags dato er blevet pålagt kun at fejre messe i sit privatkapel i Sorø og i det hele taget ikke at udøve nogen funktioner i forbindelse med offentlige gudstjenester og valfarter.”
    I samme skrivelse blev kirkelige ledere pålagt ikke at invitere Stephen Holm til at udføre nogen kirkelige handlinger fremover. Præsten, der aldrig blev sigtet, klagede, og har altså nu fået medhold. Den apostolske Signatura i Rom afsagde dommen i november, og de efterfølgende måneder er for Stephen Holm gået med at få den oversat fra latin. Han er nu en lettet mand.
    ”Det har fyldt mig med både glæde og undren. For i lang tid gik jeg egentlig og var sikker på, at der ikke ville komme noget ud af det. Jeg er forbavset og glad over, at min kirke overordnet værdsætter lov og retfærdighed så meget, at dens højeste retsinstans interesserer sig for en lille provinspræst som mig i et lille, ubetydeligt bispedømme,” siger han.
    I foråret udsendte biskop Czeslaw Kozon en pressemeddelelse om dommen. Her kunne han meddele, at Stephen Holm igen frit kan udøve sin præstegerning i det omfang, han bliver bedt om det. Den mulighed har præsten flere gange gjort brug af. På søndag skal han forestå messen i to kirker i Jylland.
    Ifølge den italienske religionssociolog Massimo Introvigne er det ikke usædvanligt, at Den apostolske Signatura underkender en biskop. Det er dét, den eksisterer for, siger han, men bemærker, at dommen blev afsagt af signaturaens relativt nye præfekt, den franske kardinal Dominique Mamberti.
    ”Han er en glimrende jurist. Han er mindre sensitiv end sine forgængere i forhold til større politiske spørgsmål, men i høj grad fokuseret på den retsmæssige substans i sagerne. I dette tilfælde har han vurderet, at der simpelthen ikke var nok beviser til at retfærdiggøre biskoppens sanktioner mod præsten,” siger Massimo Introvigne, som etablerede og leder den internationale forskningsenhed Center for Studies on New Religions, og som var hovedforfatter til ”Enciclopedia delle religioni in Italia” (Italiens religioners encyklopædi).
    For Stephen Holm slutter sagen imidlertid ikke med, at han nu frit kan udføre kirkelige funktioner igen. Han er utilfreds med, at biskoppen ikke har forholdt sig til den del af afgørelsen, der taler om manglende beskyttelse af præsten og hans rygte.
    ”Det er ikke nok, at biskoppen har ophævet mit forbud om at fungere ved offentlige kirkelige handlinger. Han bør nu gøre noget for at imødegå de æreskrænkelser, som jeg på grund af hans passivitet har måttet leve med i otte år. Han agter ikke på nogen måde at råde bod på det, hvilket min advokat nu meddeler Rom,” siger han.
    Biskop Czeslaw Kozon betragter imidlertid sagen som afsluttet:
    ”Jeg må tage det til efterretning, at Vatikanets højesteret har anlagt et andet synspunkt i sagen, end jeg har gjort. Derfor har jeg ophævet det pålæg om, at Stephen Holm ikke må holde offentlige gudstjenester. Det er dét, dommen tilsiger mig, og så har jeg ikke mere at gøre i sagen, som jeg i øvrigt ikke kan kommentere yderligere, da det er en personsag,” siger han.
    Stephen Holm benægter fortsat beskyldningerne om seksuelle krænkelser.
    ”Jeg er en smule træt af vedvarende at skulle svare på noget, som nu tre retsinstanser har afgjort. En af anmelderne fra dengang har i øvrigt sidste år sendt mig en undskyldning for sin aktivitet.”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s