Der bor en bager . . .

En af de ting jeg virkelig nød, da vi i 2011 kom til Sorø, vár, at der i byen fandtes et rigtigt, godt gammeldags posthus! Glæden herover delte jeg med stedets venlige ekspedient, men hun forstod at gøre skår i den, da hun fortalte mig grunden: “Det er fordi vi endnu ikke har fundet nogen, der vil huse os. Såsnart det sker, lukker vi!”

Der gik dog et lille års tid før man kunne læse i ugeavisen ‘Sorø Avis’, at postekspeditionen nu flyttede til ‘Svegaards Boghandel’ på byens hovedgade. . Resultatet kunne være meget værre: Bagest i den store boghandel havde et lille, beskedent  postkontor fundet plads: Med disk og bi-lokale til pakker m. m.  Når det nu skulle være, var det en nogenlunde æstetisk løsning, som ‘smagte’ af, hvad det skulle være.

Hvad der så siden gik galt, véd jeg ikke; kun, at boghandelen blev så læsterligt træt af postekspeditionen, så man efter relativ kort tid opsagde kontakten med postvæsenet og smed dem ud.

Jeg opdagede det, da jeg kom i boghandelen for en postekspedition. På mit spørgsmål om, hvor postekspeditionen var blevet af, fik jeg svaret: “De er flyttet op til Kongebro-bageren overfor restaurant ‘StøvletKatrine’! . .   ‘Jamen, det er jo det lille bageriudsalg, hvor jeg indimellem henter morgenbrød’, svarede jeg.

Nu skulle jeg så for første gang til bageren i post-øjemed, – i anledning af afsendelse af et anbefalet brev til Rom. . .  Jo, udenfor var der er blåt skilt, der signalerede: “Post Nord”. Postekspeditionen var nu i yderste ydmyghed indrettet bagest i forretningen, hvor der på bagvæggen var opslået nogle intermistiske hylder med postpakker, – grænsende op til bestående hylder med hvedemel, – og en disk med skuffer. I én af disse var frimærker, i en anden ‘plakater’ til breve af denne eller hin art,  i en tredje det allerhelligste, som man kun  nærmede sig i allerstørste ærbødighed: det autoriserede poststempel, der dokumenterede den ydmyge filials gyldighed.

Da jeg kom ind i forretningen drejede ekspeditionen sig om et lille landbrød og tre flødeskumskager, som ekspeditricen professionelt afviklede med den autoriserede plastikhandske på den ene hånd. Straks efter ekspeditionen fløj handsken af og ekspeditricen stod nu bag postdisken som postfunktionær, klar til formalia omkring det anbefalede brev, som skulle sendes.  Så manglede kun betalingen: 148 kr. Den fandt sted ved kasseapparatet i bageriafdelingen og, omend en postekspedition, fik jeg en kvittering med flot overskrift: “Kongebrogårdens Bageri” .

På vej ud spurgte jeg hende, om hun havde en ‘Håndværker’, – en gængs  betegnelse for et stykke solidt morgenbrød. Plastikhandsken var hurtigt på igen og stolt fiskede hun den sidste ‘Håndværker’ op og ville komme den i en pose, hvilket jeg dog straks forhindrede, idet jeg sagde til hende: “Nej, jeg skal ikke ha’ den, men ville bare give jer det tips, i denne forretning måske at omdøbe den til en ‘Postmester’? Hun kunne ikke lade være med at smile.

På vejen hjem kunne jeg ikke lade være med, – dog uden at smile, – at drage en trist sammenligning med afviklingen af postvæsenet i Sorø og det katolske bispedømme København.

Reklamer