‘Sankt’ Kim! Bed for os, – for fa’en

”Santo subito” (Helgen straks!) er folks tilråb ved begravelse af kendte fromme mennesker, som man ønsker helgenkårede omgående.

Jeg kom til at tænke på dette tilråb i fredags aftes, da jeg sad foran fjernsynsskærmen og så, hvorledes Københavns centrum på de nærmeste var blevet sat på den anden ende, ufremkommelig på grund af den sig nærmende ’oktavdag’ for Kim Larsens død. Aldrig har jeg set et lignende folkemylder, og som en kommentator nok rigtigt sagde, ligger hemmeligheden i de sociale medier, – som jo allerede i forbindelse med ikke overpopulære prins Henriks død skaffede et uhørt antal ‘publikum’. Som samme kommentator sagde: ”For ti år siden havde dette ikke været muligt!”

Lad det være hævet over enhver tvivl. Kim Larsen har givet os danskere en gave af danskhed. Vidunderlige danske tekster, – læs ikke: ’tekster på dansk’, for som franskfødte Jean-Pierre Duclos engang har sagt: ”Det er ikke alt på dansk, der ér dansk”. Larsens tekster er helt igennem danske og afspejler som ingen andens den aktuelle danske folkesjæl. Hvem kan ikke ‘spejle’ sig i hans tekster?? Og vidunderlige melodier, der smyger sig om dem på underfuld måde, har han komponeret. Hans talent er en Guds gave, hvilket han på sin måde vist heller ikke var i tvivl om. ”Det drejer sig ikke om mig, men om min musik”, som han selv sagde. Da han engang blev spurgt om, hvor han hentede  inspiration fra, pegede han uden ord op mod himlen.

Samtidig var det aldeles velgørende, at han havde sine meningers mod. Han gjorde og sagde, hvad han fandt rigtigt, bedøvende ligeglad med reaktionerne, – fra såvel ’høj’ som ’lav’. Om han har kendt ham eller ej, gav han forfatteren Søren Robert Fauth, ret i sin påstand, (- som iøvrigt osse er gældende i flere katolske sammenhæng): ”Systemet er super-ensrettet. Tag en hvilken som helst arbejdsplads, og se hvor mange medløbere, der ér. Hvem tør give køb på følelsen af at være en del af flokken? Det nemmeste er at mene dét, de andre mener. Hykleriet er altomfattende!”.

Samtidig kom jeg til at tænke på en anden begivenhed, som jeg tidligere har skrevet om:
Det var dén junidag i 1984, hvor der foran Tårnby kirke på Amager holdt hærskarer af motorcykler parkeret, og en enorm folkemængde havde taget opstilling. En ældre dame, som tilfældigt kom forbi på Englandsvej, spurgte en avisdreng: “Hvad i alverden foregår der hér?” … “De begraver Makrellen!”, svarede han. Spontant udbrød den gamle dame: “Sikke dog et postyr for en død sild!”

(Til uvidendes oplysning: “Makrellen” var det almindeligt brugte navn for lederen af en rocker-bande)

Ja, sikke dog et postyr for en død Larsen, egentlig fuldstændig udenfor alle proportioner: 30.000 mennesker på gaden i hovedstaden og, omend mindre, kæmpemanifestationer i Odense, hvor Larsen døde, og i Aarhus, alle syngende og spillende Larsens sange, alle takkende for dét, som hver enkelt kunne fortælle om dén gave, Kim Larsen havde været for dem, råbende på deres individuelle måde og med deres individuelle forestilling: ”Santo subito!”

Men netop nævnte tilråb, – som naturligvis ikke blev formuleret med de nævnte ord, – lod mig atter sande, at reformationen osse her har slået fejl: Helgen’dyrkelsen’ (jeg kan godtnok ikke li’ ordet) ikke kan undværes. Den katolske kirkes fremhævelse af Guds gaver og Kristi efterfølgelse, som gennem visse mennesker stråler så klart og så tydeligt, at man ikke kan undgå at få øje på Gud selv gennem dem, er vigtig. Og netop showet omkring Kim Larsen viser det så tydeligt. Helgener er nødvendige for mennesker. Man så de med lukkede øjne (bedende?) mennesker med deres fakler i deres hænder! Og hvor fandt de det i Aarhus naturligt at lægge blomsterne, når der ikke var noget Sankt-Larsen-sakrofag??: Ved domkirken!

Og dette var så kun ’vigilien’. Nu afventer vi ’folkebegravelsen’ på oktavdagen for Kim Larsens død, i morgen søndag, på Rådhuspladsen i København, mindekoncerten – med efterfølgende indsatte særtog, så de mange ’pilgrimme’ efter koncerten kan komme hjem.

Der er vist ingen helgener, der, dengang de levede, ville bryde sig om, efter deres død at skulle æres som helgener. Tænk på den af så mange mennesker trængte pater Pio, som ønskede, at der ved indgangen til hans kloster blev opsat et skilt med inskriptionen: ”Tosseanstalt”. Og på fattige Vincent af Paul, som er endt i et sølvskrin højt over hovedaltret i Lazaristernes Kirke i Rue-des-Sevres i Paris. Og hvad ville Kim Larsen have sagt til fredagens show og mængden af blomster i de tre nævnte byer?? Nok gentaget sin ofte sagte sætning: ”Det drejer sig ikke om mig, men om min musik”. Man kunne tydeligt høre Larsens stemme, da en deltager lagde ham følgende i munden: ”Man gi’r s’gu ikke blomster til en mand! Giv for fanden pengene til kræftens bekæmpelse!”

Når man nærmer sig de 75, har man ikke svært ved at synge med på:
”Om lidt er vi borte! . . Vi ses måske igen!”. . .Cirkussang eller ej. Ihvertfald langt mere evangelisk, end når de i det katolske Bayern skråler: ”Wir kommen alle, alle, alle in den Himmel”. Jeg mener, at dét, Kim Larsen synger, er dét, som Jesus har lovet os, – hvis vi vil. . .  Ikke garanteret os.

’Helgendyrkelse’ på den ene eller på den anden måde.. . Jeg er bange for at måtte komme til at indrømme, at den folkelige manifestation omkring Kim Larsens død for mig har været en større åndelig oplevelse, end når de om en måneds tid slæber knoglerne af Therese af Lisieux og hendes forældre rundt i landet.

Så ’Santo subito’: ‘Sankt’ Kim, du, som åbent indrømmede: ”Jeg har syndet, så det stod i stænger”, og som kunne bede til din Herre og Skaber, som så rigt begavede dig, – og dermed os: ”Så vis mig nåde og miskundhed!” Til dig, som nu véd, at  “der er sol over Gudhjem i de dødes land”, til dig siger jeg helt privat, og uden for lov og ret: Bed for mig . . for fa’en!

 

Reklamer

Confiteor . . .

Sikke et ’Confiteor’, – Kim Larsens, – død 30. september.
Jeg brugte denne syndsbekendelse i messen i dag den 1. oktober, hvor den montfortanske association var samlet i Sorø.
Ja, altfor ofte ér det, som om ‘det går den anden vej’ . . .

 

Når mit regnskab det ska’ gøres op
så tror jeg nok Vor Herre får en prop.
For jeg har syndet så det stod i stænger,
men det vil jeg ikke længer’

Jeg er ikke en af de flinke
Det tør jeg sige uden at blinke
Der er sikkert flere minusser end plusser
– plus det løse, som ingen husker

Så vis mig nåde og miskundhed!
Der var momenter af kærlighed
og øjeblikke, hvor mit mismod
Ikke tyngede mig ned

Og jeg gik den lige vej: Op til himlen, op til dig!
Men for det meste
var det ligesom om
Det gik den anden vej.

https://www.youtube.com/watch?v=kQ8uPOejbXU