Den hellige Families fest

Mette Marie Trankjær er sognepræst i Horbelev på Falster. På et tidpunkt har dette spændende menneske i KD skrevet bl. a. nedenstående tekst, som jeg har gemt. Nu er hun 56 og jeg små tyve år ældre. Jeg bruger hendes tekst som prædiken nu på den hellige Families fest, – søndag ml. jul og nytår, – og vil gerne dele den med jer.
Og med den ønske jer, mine læsere en glædelig jul, – den er jo først lige begyndt, – og et lykkeligt og velsignet 2019.

TO GANGE med ti års mellemrum har jeg holdt juletale
på den samme efterskole.
Første gang voldte det ikke problemer.
Men anden gang blev jeg frygtelig nervøs. Forsøgte at berolige mig selv.
Havde jeg gjort det én gang, kunne jeg vel gøre det igen?
Nej, det var det, jeg kom mere og mere i tvivl om, hvorvidt jeg kunne?
Og det var episoden med frimærket, der for alvor fik mig til at indse,
at jeg i mellemtiden ikke bare er blevet midaldrende.
Jeg er slet og ret blevet en dinosaur, – et fortidslevn.

Det handler ikke om det ydre.
Det er alt dét inde bagved, den er helt gal med,
og det var altså episoden med frimærket, der fik mig på sporet.

Det begyndte med, at min søn på 19 år kom blæsende ind i mit kontor med en kuvert i hånden og spurgte: ”Hvor skal frimærket sidde?”.
Jeg blev chokeret, sur og flov!
Vidste min ellers kvikke, velinformerede søn virkelige ikke, hvor frimærket skulle sidde på et brev?

Samtidig med at jeg surt klaskede frimærket fast i øverste højre hjørne på kuverten, slog det mig, at uvidenheden vel skyldtes en mangel i den stakkels drengs opdragelse, og jeg blev flov. For så faldt det tilbage på mig, og lidt forfængelig er man jo altid både på sine børns og egne vegne.
På stedet besluttede jeg at lægge låg på den historie.
Dét hér var der ingen, der skulle få at vide!

Men det gik op for mig, at der ikke var nogen grund til at være flov,
og der var heller ikke nogen grund til at være sur.
Til gengæld var der god grund til at være chokeret,
for hvordan tror I det er at opdage, at man skal ud at holde tale for unge og i mellemtiden, helt umærkeligt, er blevet forvandlet til en dinosaur, der ikke har opdaget, at breve var noget, man skrev i meget gamle dage, og at dem, man skal tale til, ikke er dinosaurer og heller ikke forstår dinosauer-sprog….

Selv véd man faktisk godt, at man heller ikke taler deres sprog
og man skal heller ikke skal tro, at man kan lære det,
for det udvikler sig hurtigere end noget andet sprog.
Det ville være lettere at komme til at tale kinesisk
end at lære sig unge menneskers sprog.
Og mens kinesere måske ville være taknemlige for, at man havde lært deres sprog, så er det mit indtryk, at der ikke findes noget mere pinligt end dinosaurer, der forsøger at tale unge-sprog.
Så dét lader jeg være med at forsøge og konstaterer nøgternt følgende:

Intet af det, jeg regner for selvfølgeligt, er selvfølgeligt for de unge
og omvendt.
Det er slut med selvfølgelighederne.
Det må vi gøre os klart, før vi overhovedet begynder at kommunikere.

Unge mennesker kommunikerer ikke pr. brev, men på sms, facebook, twitter. Der er ikke meget brug for at vide, hvor frimærket på et brev sidder. Brevfænomenet er kraftigt på retur, nærmest dødt.

Så her står jeg altså, og kan ikke andet end at erkende, at jeg er blevet en dinosaur fra brevskrivningens nu allerede meget fjerne tidsalder, – og nu i aften skal tale til en flok unge, som måske nok kan høre, at jeg taler dansk,
– men i øvrigt ikke forstår mit sprog
– for slet ikke at tale om min verdensopfattelse eller mine selvfølgeligheder.

Jeg har osse engang været 16 år, –  men jeg har aldrig været i deres alder, for verden så meget anderledes ud, da jeg var 16 år i 1978.

Jeg var ikke på efterskole, men i USA som udvekslingsstudent.
Dér havde vi sådan en postkasse som dém, man ser på film: En aluminiumsboks med et rødt flag, der var oppe, hvis posten havde lagt noget i. Når jeg kom hjem fra skole, og flaget var oppe, løb jeg med bankende hjerte ud til postkassen, for det kunne jo være, der var noget til mig – og skønt vár det, når der mellem de amerikanske breve og aviser, tittede en kuvert frem, hvor jeg i øverste højre hjørne kunne se et dansk frimærke.
Så var dagen reddet! Der var brev hjemmefra.

Intet internet, ingen sms, ingen facebook eller twitter,
– og jeg savnede det ikke, for det fandtes jo ikke.
Bare disse dejlige kuverter med frimærker på.
Så derfor véd jeg godt, hvor frimærket skal sidde!
En kuvert med et frimærke talte jo sit helt eget sprog.
Fortalte om, at der var nogen, der holdt af mig og tænkte på mig.
Ikke mindst mine forældre, som havde ladet mig tage af sted.

NÅR VI FÅR BØRN, må vi sande, at de kommer véd os, men ikke áf os,
og selvom de er hós os, tilhører de os ikke.
Kærlighed kan vi give dem,
men ikke vores tanker, for de har deres egne tanker.
Deres kroppe kan vi give husly, men ikke deres sjæle,
for de bor allerede i huset af i morgen, som vi ikke kan besøge,
– end ikke i vore drømme.

Vi er flitsbuer, hvorfra vores børn sendes ud som levende pile,
Men Ham, der spænder pilen,
og som altså både buerne og pilene er afhængige af,
– ja, det er selvfølgelig Gud,
Gud, som har os i sin hule hånd, på mange måder.. . .
forældre såvel som børn.

Gud nøjes ikke med at sende os en sms
eller skrive på facebook eller twitter,
han sender ikke engang et brev med frimærket i det rigtige hjørne.
For hvad er egentlig en besked på sms eller facebook eller twitter
eller for den sags skyld et brev, andet end:
erstatning for nærvær.
Man sender brev eller sms, når man ikke kan eller ikke vil komme selv.

Sådan var det ikke med Gud!
Han kunne og ville komme selv.
Han kom selv, og han kommer selv.
Gud sendte ikke bare ord, hverken digitalt eller pr. brev med frimærke på,
nej, han lod ordet blive kød, – i barnet i krybben.

Lad os huske det, når vi mødes i al vores forskellighed.
De unge fra en allerede fjern fremtid,
og os dinosaurer,
der tumler rundt med vores uforståelige, men velmente pinligheder
Lad os huske, at bag alt dét, vi ikke forstår ved hinanden,
er der er tale om
mennesker, der er Guds,
– og som han elsker så højt, at han kom til verden for dem.

Glædelig jul på den hellige Families fest!

 

Reklamer

200 år: “Stille Nacht, heilige Nacht”

Jeg måtte simpelthen fejre denne smukke, enkle, nu verdenskendte, højtelskede julesalmes runde fødselsdag, – på dét sted, hvor den i al ydmyghed for første gang lød: Julenat 1818 i Oberndorf an der Salzach. Og min medbroder var enig.
Det var en oplevelse for os at være på gerningsstedet den 24. december og for mig at koncelebrere i midnatsmessen i sognekirken.
Musikalsk var messen “Oberndorfer-Stille Nacht-Messe”, komponeret af Hans Klier, med samtlige elementer: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus-Benedictus, Agnus Dei.
Hans Klier var født i 1874 i Laufen, den bayerske by overfor Oberndorf. Musikuddannelse i Salzburg og efterfølgende ansættelse forskellige steder, indtil han i 1938 blev organist og korleder i Oberndorf, en stilling, som han bestred næsten til sin død i 1957.
I 1950 skrev han sin ”Oberndorfer-Stille Nacht-messe” for kor, orgel og orkester, – til ære for sin forgænger Franz Xaver Gruber. Det er en meget smuk messe, hvor elementer af kendte østrigske julesange på fineste måde dukker op her og der. I Kyrie er Stille-Nat-motivet klart genkendeligt.

Jeg sætter hér et link på til denne messe. Nyd den!

Ellers vil jeg ikke hér komme med yderligere beskrivelse, idet jeg i en artikel i første nummer af ’katolsk orientering’ 2019, udkommende medio januar, omfattende gør det.

Mange nye publikationer er naturligvis udgivet i anledning af jubilæet. Salzburg-præsten Roland Kerschbaum har skrevet et smukt lille hæfte ”Stille Nat! Hvad salmen kan sige os i dag”. Her mediterer han bl. a. over salmens to første ord: ”Stille” ”Nat”, som indleder hvert af de oprindelige seks vers. Normalt synges nu kun vers 1, 2 og 6.
Jeg gengiver Kerschbaums betragtninger på dansk:

”Stille”

. . thi således taler Herren, Israels hellige: Gennem omvendelse og stilhed vil I blive frelst, for i stihed og tillid ligger jeres kraft” (Es. 30,15)’

”Velkommen, stille adventstid” synger vi i mange af vore kirker 1. søndag i advent. For de fleste mennesker er det imidlertid årets mest støjende og hektiske tid.
Men med ordet ”stille” begynder den nu 200-årige julesalme.
At være stille, at være i stilhed er noget, de fleste mennesker af i dag ikke kan holde ud. Hele tiden må der ske et eller andet, hele tiden må mobiltelefonen, computeren eller TV-apparatet være online.
Selv udendørs kan man ikke færdes uden øretelefoner.

Men stilhed er ikke, ikke at høre noget. Den, der er stille, hører ting, som ellers undgår opmærksomheden: sit eget åndedræt og hjerteslag, træernes susen, bækkenes klukken, fuglenes sang, snefnuggenes bløde fald.
For dén, der er stille, dukker indre billeder op.
Man hører sit indre og fornemmer, hvor man ér og hvem, man er!
Osse i musikken er stilheden er vigtigt element:
En pause skaber spænding, leder over til noget nyt, skaber åndehul, den er dynamisk og om end lydløs, dog en høre-oplevelse.
Flere gange hedder det i bibelen: ”Den, der har ører at høre méd, skal høre!”
Folk med fysisk nedsat hørelse kan hjælpes med mere og mere moderne høreapparater.
Men stilhed kan hjælpe med til, at man ikke mister evnen til at kunne høre med hjertet.
”Stille” er ordet, som hvert vers i salmen begynder med.
Den synger om Hám, der blev født som menneske på vor jord om natten, på det tidspunkt, hvor døgnet i gamle dage var mest stille.
Dette guddommelige menneske elskede sit jordiske liv igennem menneskelivets ’fest og farver’. Men han elskede osse stilheden i sin personlige bøn på bjerget, natten igennem.

Stilhed giver orientering og ny kraft.
Jesus vidste om salmistens ord: ”Min sjæl er stille for Gud alene. Han blev mig til frelse. Hos Gud alene finder min sjæl sin ro, fra ham kommer mit håb” (Sl. 62, 2. 6.)


”Nat”

”Da dyb stilhed herskede overalt og natten i sit løb var nået til sin midte, da sprang dit almægtige Ord fra din kongelige trone i himlen som en kriger ned midt i det fortabte land.” (Visd. 18, 14 ff)

Jul bliver, på samme måde som påske, fejret om natten.
Julenat og påskenat er hellige, lægende og frelsebringende nætter.
Nattens mørke blev i antikken betragtet som ulykkernes, dæmonernes og dødens forum. Salme 91 taler om ’nattens rædsler’ (v. 5) og Jesus taler om en nat, hvor ingen mere kan påvirke noget som helst (sml. Joh. 9, 5a). Det var i nattens mulm og mørke, at Jesus blev taget til fange og mishandlet af de romerske soldater. Men når Gud kalder sin nye skabning til live, vil nat og mørke ikke længere eksistere (Åb. 22,5)

Nat kan osse i vor tid være mange ting:
Sygdom og sorg, problemer, kriser i vore medmenneskelige relationer, situationer, som lammer og fylder os med angst. På trods af, at vort elektriske lyshav er tændt natten igennem, er der mange mørke nætter i et menneskes liv. Den store mystiker, karmelitpræsten Johannes af Korset, taler, ligesom Moder Teresa af Calcutta har gjort det, om sindets mørke nat. Men netop i mørke er man usigelig taknemmelig for lyset. Derfor skrev Johannes engang: ”Himmeriget er indeni jer! Elsk, hvor der ikke er kærlighed, og du har lært at elske!” Denne hellige præst, som blev hjemsøgt af så meget mørke, skrev henimod slutningen af sit liv:
”Når vi når til vores livs aften vil vi blive dømt efter kærligheden!”

Barnet er ikke bange i natten, når en voksen er hos det.
Børn har en ur-tillid i sig, når de bli’r holdt og båret af voksne.
Og dette er tro i en nøddeskal:
At have tillid til, at jeg i mit mørke bli’r holdt og båret, – af Gud!

”Nat!” Dette ord bliver i første linje i hvert vers af salmen nævnt to gange. Jul fremtryller ingen livstom romantik, men vil tænde lys i vore livs nætter. Natten er, på grund af jul, blevet hellig nat,
for natten er blevet broen mellem Gud og mennesker,
lægende og styrkende.