Brylluppet i Kana

I ‘gamle dage’ hørte vi hvert år på 2. søndag efter Helligtrekonger i messen Johannes’ beretning om Brylluppet i Kana. I den ny litugiske kalender, hvor 2. søndag efter Helligtrekonger er blevet til 2. søndag i årsrækken, hører vi den kun hvert tredje år, nemlig i læseår C, som vi har i år. Faktisk lidt ærgerligt, for det er en vidunderlig evangelie-perikope.

Evangelisten Johannes begynder, – inspireret af skabelsesberet­ningen i begyndelsen af første Mosebog, – sin evangelieversion med en mesterlig “afhandling” om Guds evige Ord, der blev kød og tog bolig iblandt os. For derefter at beskrive, hvorledes dette men­neskevordne Ord, vor Herre Jesus Kristus, kalder sine første disciple. Så følger  beret­ningen om brylluppet i Kana, hvor Jesus gør sit første ‘tegn’. Denne begivenhed “åbner” så at sige Jesu offentlige virke.

Nu er det imidlertid et spørgsmål, om Johannes blot vil referere en stedfunden begivenhed i Jesu liv, eller om han, – i en begi­venheds klædedragt, – præsenterer os for noget, der kunne ligne endnu en teologisk afhandling??

Jeg er overbevist om, at det er det sidste, der rent faktisk er til­fæl­det. Hvis historiens pointe skulle være dén, at Jesus ved brylluppet i Kana “beviste”, at han var noget særligt, fordi han kunne for­vandle masser af vand til masser af vin, så gæsterne, – der på dét tidspunkt forøvrigt havde fået, så hatten passer, – ydermere kunne få en ordentlig kæp i øret, så måtte vores reak­tion vel være denne: De var heldige dengang! Gratis vin til festen! Gratis brandert til alle! Men, helt ærligt, hvad hjælper det os idag? Vi er nødt til at betale vores vin, når vi skal holde fest.

Nej, Johannes vil ikke fortælle os om noget, der skete dengang. Det er ikke en øjenvidneskildring “fra vor udsendte medarbejder i Kana”, vi har foran os. I en begivenheds klædedragt, i et sym­bolsk sprog, i et ‘tegn’-sprog, fortæller evangelisten os om no­get, som har vedvarende betydning, altså om noget, der osse sker idag!

Allerede beretningens åbningsord burde gøre os opmærksomme: “Tre dage derefter…” Hvem hører ikke i disse ord trosbekendel­sens ord: “På tredie dag opstanden fra de døde!”? Drejer beret­ningen sig om den opstandne Kristus? Godt nok hører vi i be­gyndelsen af Kana-fortællingen Jesus sige til sin moder Maria: “Min time er endnu ikke kommet!”, – altså timen for hans død og opstandelse. Men i løbet af fortællingen forudgriber så at sige “sin time”!

Ihvertfald er det mærkeligt: Der er tale om et bryllup, men vi hører så at sige intet om  brudgom og brud. Med min­dre vi i overført betydning betragter Kana-fortællingens hovedper­soner som brudgom og brud: nemlig Jesus og Maria. Så genkender vi i Jesus den opstandne Kristus som holder bryllup med det ny gudsfolk kirken, som Maria jo er et billede på.

Når det gamle testamentes profeter forkyndte dén frelsens tid, som gudsfolket skulle opleve med Messias’ komme, valgte de ofte brylluppet som billede. Vi hører det i søndagens første læsning fra profe­ten Esajas’ bog: “Du, Guds folk, skal kaldes hustru, for Her­ren el­sker dig! Som en mand gifter sig med en kvinde, således ta’r din Forløser dig, – sit folk, – til ægtehustru! Som en brudgom fryder sig over sin brud, således fryder Gud Herren sig over sit folk!”.

Altså: Så tæt som brudgom og brud hører sammen, så tæt vil Gud gå i forbindelse med sit folk. For os er det således lykkelig, aktuel nutid: At Gud, i Vor Herre Jesus Kristus, har forbundet sig så in­derligt med os, sin kirke, som en brudgom med sin brud!

For en orientaler er brylluppet et billede på den allerstørste glæde. Og bryllupsmåltidet er et glædesmåltid. Derfor skildrede profeterne tiden, hvor den så længe ventede Messias ville komme, som ét langt og lykkeligt festmåltid. Med bryllupsberet­ningen fra Kana vil evangelisten Johannes dermed sige til os: Med Jesu Kristi komme til vor jord, er den messianske tid be­gyndt! Men samtidig korrige­rer Johannes jødefolkets Messias-forventning, idet han i sin beret­ning understreger, at Gud virker i det skjulte, – helt anderledes end man havde forestillet sig. Det var jo, siger evangelisten, kun ganske få, der oplevede dét, der fandt sted i Kana. Johannes lader Marias holdning afspejle, hvilken holdning vi skal indtage, nemlig troens, tillidens og for­ventningens holdning. Hun, der er kirkens moder, siger til os, Jesu Kristi kirke og brud: “Alt, hvad Hán siger til jer, dét skal I gøre!”.

Når vi tager alt dette som udgangspunkt, bliver Kana-beretnin­gens vin og vand fyldt med dyb betydning.

Vi er vant til at betragte vand positivt. Vi véd, at vand er en grundlæggende livsbetingelse, vi véd, at alt liv er opstået i vand og at der uden vand ikke er noget liv … På den anden side kender vi osse til vand som symbol på noget negativt. Det er ikke ro­sende, hvis man efter en middag om husmoderen siger, at hun havde hældt for meget vand i suppen. En vittighed er ikke særlig god, hvis den får prædikatet “vandet”, og en tilværelse, der ka­rakteriseres som “udvandet”, er ikke særlig attråværdig! Vi kan gå endnu videre og se vandet som et tegn på død, altså vand som et dødssymbol. Tænk på syndfloden på Noas tid, hvor vandet dræbte alt liv på jorden, tænk på ægypternes skæbne, da de for­fulgte Israel ud i det røde hav, ja, tænk på dåben! Døbefontene i vore gamle landsbykirker har en anselig dybde, fordi børnene ved dåben skulle helt ned i vandet, symbolsk druknes, dels fordi synden skulle druknes, men først og fremmest fordi den, der blev døbt, blev døbt til at dø med Kristus.

Anderledes med vin! Selv om vin kan sløve og vi udmærket kender udtrykket om “at sove rusen ud”, så står vin dog helt og umisken­deligt for liv og glæde! “Skænk vin, skænk glæde!” ly­der et vin­handler-slogan. I modsætning til vand har vin fylde, smag og bou­quet. Vin får et dødt og reserveret selskab til at blive levende og varmt. Vinen løfter stemningen og glæden, “udvider” livet.

Kort sagt: Vandet i Kana-beretningen er døden. Vinen er livet!
Når evangelisten erklærer, at Jesus forvandler vand til vin, mener han, at Jesus forvandler død til liv. Og dét er evangelium: glæ­deligt bud­skab! Johannes forkynder med andre ord: Uden Jesus Kristus, uden troen på ham, er mennesket overladt til en udvan­det tilværelse uden ægte glæde, med udsigt alene til en udslet­tende død. Men når troen på Jesus Kristus holder sit indtog i et menneske, forvandler Kristus udvandethed til dybt og ægte livs­indhold, bekymring og tristhed til glæde og jubel, undergang i død til fuldendelse i liv!

Det egentlige Kana-under nævnes således først ved beretningens afslutning, hvor det hedder: “Han åbenbarede sin herlighed og hans disciple troede på ham!” Med andre ord: Kana-beretningen begynder med van(d)tro og slutter med “vin”tro!  Salmeforfatteren har ret, når han siger: “Hvor Herren vil dvæle, kan vand vorde vin!” (bryllupssalmen “Jert hus skal I bygge”, v. 3).

Altså: Brylluppet i Kana er ikke en historisk, men en evig begi­ven­hed. Brylluppet i Kana er et faktum, når mennesker kommer til tro på Jesus Kristus som den menneskevordne Gud og manife­sterer denne tro i dåben. I dåben finder “brylluppet” sted, og livet som døbt er lig med bryllupsfesten. Men tilføjes må det, at dén forbin­delse, som den døbte har indgået med Kristus, er stærkere end æg­teskab. For i ægteskabet lover man: “til døden jer skil­ler!”. Men i dåben forener man sig med Kristus “i liv, død og opstandelse!”. Bryllupsmåltidet er nadveren, fejringen af den hellige messe. “Sa­lige er de, som er indbudte til Lammets bryl­lupsmåltid” hedder det, – med ordene fra Johannes Åbenbarings bog, – ved fremvisning af nadverelementerne umiddelbart før kommunionen.

“Den ny og evige pagt!” – siger præsten ved messens forvand­ling, når bryllupsmåltidet tilberedes! I Kana var sten-vandkar­rene til brug for gennemførelse af jødisk trospraksis tomme, be­retter Jo­hannes. Vil han dermed sige, at den jødiske lovreligion, – sten-tav­lerne, – med Kristi komme er udtømt og har nået sin af­slutning? Kunne det være dét tema, Maria berører, når hun siger: “De har ikke mere vin!”?. . .  Ihvertfald fremgår det klart: Nu er Messias kom­met, og med ham ér frelsen begyndt! Sagt med Jo­hannes’ ord: “Og de fyldte de tomme kar med vand”, – dét vand, som Jesus forvand­ler til vin, billedet på den livgivende frelse, som Messias tilsiger: Syndernes forladelse, Helligåndens glæde og fred, ham selv i alt­rets sakramente!

Har Johannes i sin Kana-beretning osse villet lede vore tanker hen på den forvandlede vin, som vi nyder i hver messes livgi­vende måltid? Hvordan det end måtte være, kan vi kristne af idag ikke lade være med, i Kana-brylluppets vin osse at se et billede på dén vin, i hvilken Kristus skænker sig selv til os, – igen og igen. I mes­sen erfarer vi noget af det messianske glæ­desmåltid, fordi vi dér på særlig måde fejrer “ægteskabet” mel­lem brudgommen Kristus og bruden, vort kirkelige fællesskab. Vi drages ind i mysteriet om Vor Herres død og opstandelse.

Vores lægbroder havde en søndag dén opgave at køre en ældre se­nil-dement ordenssøster, som var på besøg i vores område, og som ikke længere havde styr på nogetsomhelst, til søndagsmes­sen i Sla­gelse. Da hun træder ind ad kirkedøren og ser den til søndagen smukt pyntede kirke, udbryder hun begejstret: “Ihh!! Skal her være bryllup?”. Og med sandheden i behold kunne min medbroder svare hende: “Jah, det kan man godt sige!”

Og alt er osse idag som dengang ledet på vej ved jomfru Marias medvirken, dén Maria, som var méd, da Jesus ved brylluppet i Kana foregreb “sin time”, dén Maria, som stod under korset, da nævnte “time” var inde. Vedvarende siger hun til os mennesker: “Alt, hvad Hán siger til jer, det skal I gøre!”.

 

 

 

 

Reklamer

‘Skråt op’ med Herodes!

 

Jeg påkalder gerne, når jeg synger en hymne,  den hellige Treenighed: Gud Fader, Søn og Helligånd, jomfru Maria og alle helgener. Men jeg nægter at påkalde kong Herodes, som, – såvidt jeg ved, – ikke er blevet helgenkåret. Manglede osse bare med de masser af lig, den despot har i lasten . .

Så siden Helligtrekongerssøndag har jeg haft et problem. Jeg vil nemlig gerne, i hverdagene efter Helligtrekongerssøndag i vesper synge hymnen ”Crudelis Herodes”, fordi den så fint indeslutter Epiphanifestens tre aspekter: 1) Vismændenes tilbedelse, 2) Jesu dåb i Jordan, 3) Brylluppet i Kana”

Men jeg undlader det første vers, fordi jeg ganske enkelt ikke vil tiltale Herodes! Og tænker så ved mig selv: Er der noget galt med den danske oversættelse!?? Men denne mistanke afkræftes, når jeg læser tysk og engelsk oversættelse. Så på latin må hymnen de facto tiltale kong Herodes. . .   Men ham, – latin eller ej, – nægter jeg at tiltale indenfor kirkebygningens fire vægge.

Godt nok er det et kedeligt spørgsmål, som hymnen stiller ham. Ikke desto mindre vil jeg ikke være méd . . .   Lovsang nr. 348:

Hvor kan, Herodes, på dit slot,
du frygte for en nyfødt drot?
Han røver ingen jordisk glans,
han skænker himlens sejrskrans.

De følgende tre vers af hymnen henvender sig bemærkelsesvis ikke direkte, men fortæller om de før nævnte tre aspekter: Vismændenes tilbedelse, Jesu dåb i Jordan og Brylluppet i Kana.

Først vers 5 bliver en personlig henvendelse:

Lov være dig, vor Frelser bragt
at hedningfolk har set din magt.
Gud Fader pris og herlighed
med Ånden i al evighed.

Hvem er dig?  Da ingen ny person i de følgende vers er blevet tiltalt, må det jo logisk være hám, der er tiltalt i første vers. Om man må da osse medgi’ Herodes, at han har gjort alt for at vose sin magt . . .

Tænk, hvor let første vers, – og dermed osse det sidste, –  kunne gøres ’stuerent’, ved at gøre det fortællende, – som vers 2, 3 og 4 . Bare en mini-ændring, og det bli’r helt accaptabelt. Således burde det hedde:

Hvor kan, Herodes, på sit slot,
dog frygte for en nyfødt drot?
Han røver ingen jordisk glans,
han skænker himlens sejrskrans.

Jeg husker ikke, om jeg foreslog denne ændring ved udgivelsen af den seneste udgave af ’Lovsang’. Men det er osse fuldstændig ligegyldigt, for hvis et forslag kommer fra Stephen Holm, underkendes det helt automatisk,-  uanset om det har mening eller ej. Læs janteloven.

God afslutning på juletiden!